mor er død ...

Rolf trådte et par skridt væk da katten blev taget ned fra skulderen. "men den ville rive mig først" sagde han, og så beundrende på manden som turde holde det farlige dyr.

"Den blev bange.. 'Det bedste forsvar er et angreb' som man siger" citerede Kian og satte sig på hug. Han satte katten ned på jorden, og smilede lidt. "Du kan da ikke sige de ikke er søde, der er noget utrolig fascinerende over deres ynde og smidighed.."

Rolf trådt forskrækket endnu et skridt tilbage. *monsteret var løs* den var møske lidt yndefuld. "måske ... men de er farlige" sagde han nervøst

"Alle dyr er farlige, hvis ikke man passer på" siger Kian og satte hånden foran katten. Den slikkede lidt på hans fingre, og spandt igen.

"det ihvert fald løgn! ulve er ik farlige og de bider ik bare folk som vil lege!" kiggede på katten som virkede en smule mindre blodtørstig end den sidst han havde mødt.

"Ulve?" han rønkede lidt på næsen. Han havde aldrig været vild med hunde, og ulve gik i hans øjne ind under den kategori. "''Ulve' og 'hunde' er dyr der er alt for lette at gennemskue. De at nemme at snyde, tror på alting, og kan ikke klare sig alene.." sagde han koldt.

*sikke en ond og dum mand! snakker som om han ved alt om ulve!* Rolf trampede hårdt i jorden og sagde "sådan er ulve ik! der er aldrig nogen der har snydt nogen af de ulve jeg kende!" det sidst sagt med en hvis stolthed

"Du ville jo ikke opdage hvis de blev snydt, som sagt du er et barn.. utrolig naiv" han løftede katten "næh, ikke som katte.. de ser igennem sløret af løgne"

"jo jeg ville! og min far er ihverfald ikke naiv eller blevet snydt!" rolf blev meget fornærmet over at ulve skulle være bedre end katte "og ulve er ikke onde og blodtørstige!"

"Nå ikke? Jeg gør ud fra du er varulv?" sagde Kian og trak pludselig sin t-shirt af. Over hans bryst havde han et ar, det så godt nok gammelt ud, men der var ingen tvivl om det havde været voldsomt.

"nej jeg er ej!" udbrød Rolf da det gik op for ham, at han havde sagt noget dumt. *hvad er det mon for et ar? mon en stor kat har revet ham?* tænkte han.

Han kiggede koldt på ham "dette her ar stammer FRA en varulv" sagde han og kørte hånden over det. Hans blik blev fjernt, og det så ud som om han tænkte tilbage..

rolf blev dybt chokeret "men ... en varulv ville aldrig ... varulve river ik bare folk ... varulve er flinke" han trådte et skridt baglæns. "hvem er du? hvorfor ... ?" han var meget forviret og nervøs

Kian så længe på arret, løftede så blikket imod Rolf. "Mit navn er Kian, Kian Black" sagde han med kølig stemme "og en varulv ville gøre det her, for varulve er blodtørstige rovdyr der ikke kan styre sig.."

tårer sprang på ny frem i hans øjne "nej de er ej" sagde han med grådkvalt stemme. denne kian skræmte ham, og han sagde at varulve var onde.

Han så lidt på tårende.. samlede sin bluse op fra jorden, og tog den på. "Nu begynder du også at flæbe, sig mig knægt hvor gammel er du?" spurgte han.

så på den skræmmende mand " f-fjorten" fremstammede han. han tørede hurtgt øjnene og prøvede at se stærk og modig ud.

Kian så lidt på ham.. tog sig til hovedet. "Fjorten? Forhelvede dreng du ligner ikke en der er en dag over elleve.." mumlede han. Kuro sprang op på Kians ryg, rullede sig sammen til en lille kugle. "Så du er en varulve unge, på fjorten år, der er bange for katte? Hvilken syg joke skal det her forstille.."

"katte ER farlige! og i øvrigt er jeg ik varulv!" han huskede, hvordan hans forældre altid havde lært ham og hans søskende at de aldrig måtte for tælle hvad de var. tanken om moderen bragte nye tårer frem i hans øjne, han savnede hendes beskyttende væsen.

"Så du er ikke varulv?" han bukkede sig ned og satte ansigtet helt tæt på ham "du ligner ellers en..."

"nej jeg gør ej ... man kan nemlig slet ik se forskel" Rolf var begyndt at blive virkelig bange, hans mor var endnu ik kommet og den her underlige kian vidste han var varulv og der var en skræmmende sort kat.

Kian lagde en hånd på hans kind... strøg den blidt. "Det er ok, vi skal nok finde din familie.. ulve fungere ikke uden sin flok, det er svært for en strejfer at forstå" sagde han blidt.

rolf blev overraskede over hans pludselige holdningændring, men følte sig dog stadig mere sikker. han så taknemligt op på ham "tak" sagde han stille.

Han løftede ham op i sin favn, og begyndte at gå der hen af, hvor Rolf havde beskrevet. "Sig mig, hvad hedder du egentlig stump?" spurgte han.

rolf krællede sig sammen, lidt som en hund. "rolf white"