mor er død ...

"Hm? Tja hvis det er det man lever af.. mennesker er også kedelige, de er virkelig kun lavet som føde til vampyre og dæmoner" sagde han og kiggede alvorligt på Rolf "verden er ikke så sukkersød, som du går og tror på"

"m-men ..." rolf vidste slet ikke, hvad han skulle svare, kians ord hvdae chokeret ham. den venlige mand vcar med et blevet mørk og uhyggelig, Rolf ville sige en masse ting om, hvorfor det var forkert; men han var bange. til sidst fik han dog sagt "men, hvis man s-slår ih-ihjel bliver folk jo kede af det?" der kom store tårer frem i hans øjne. *det kunne jo være en som ham der drabte mor* han kunne næsten ik holde gråden tilbage og snøftede.

Han så lidt tænkene ud.. "men Rolf, jeg dør hvis jeg ikke slår ihjel" sagde han og satte sig lidt op "jeg lever af menneskesjæle, uden dem vil jeg forsvinde og dø"

"hv-hvorfor skal v-verden være sådan? hv-hvorfor skal nogen s-slå ihjel? D-det er ik f-fair" store salte tårer strømmede ned ad Rolfs kinder. "l-ligsom at min mor d-døde ... b-bare fordi f-folk skal slå ihjel! det er i-ik fair" Rolf begyndte nu at græde rigtigt "det er h-heler i-ik fair, hv-hvis du skal d-dø" hulkede han. han græd over tabet ar sin moder, den onde verden og tanken om at kian også skulle forsvinde.

Kian tog den lille dreng ind i sin favn "hør.." sagde han stille "hvad spiser du egentlig der hjemme?" hans stemme var blid, og man kunne fornemme en svag, trist tone i den.

"k-kød" snøftede Rolf. han puttede sig ind til kian. han trængte til at blive trøstet.

"Aha, og hvor tror du kødet kommer fra? Rolf du må forstå at kødet kommer fra dyr i har slået ihjel.. igen er et liv forsvundet for at verden kan fungere" sagde han stille.

Rolf snøftede og puttede sig tættere ind til kian. han vidste ikke, hvad han skulle gøre, tanken om at han blev nødt til at slå ihjel for at leve gjorde ham syg inden i. tænk at han påførte andre den smerte han selv følte. "jeg vil aldrig mere spie kød!" udbrød han pludselig.

"Aha, det kan du også godt lade være med, du er jo menneske.. men hvad med alle de rigtige ulve? De kan ikke spise grønsager, de dør hvis de ikke jager.." sagde Kian og strøg ham lidt igennem håret. Han vidste drengen ikke kunne tåle det her, men han måtte jo få det af vide før eller senere.

"ulvene må ik dø" hviskede Rolf. han kunne slet ikke forstå, hvorfor verden skulle være sådan. hvem var så dem der havde ret til at leve? "m-men hvorfor kan alle i-ik bare have det g-godt?"

"Fordi verden er i balance.. hvis alt var godt, ville der aldrig være noget godt.. for du ville ikke lægge mærke til de gode øjeblikke, hvis der ikke også var dårlige" sagde Kian og så alvorligt Rolf ind i øjnene "lad os fx sige at du elsker at blive trøstet, men du ville aldrig blive trøstet hvis du ikke først blev trist.. du ville aldrig få varmen, hvis du ikke først var kold"

"men kan verden ikke bare være i balance uden folk dør?" spurgte rolf og så op på ham. "jeg kan ik li når folk dør" rolf græd svagt. han viller ik acceptere at man blev nødt til at slå ihjel.

"Nej i det øjeblik man fødes, er det for at dø.. ja medmindre man er en dæmon som jeg selvfølgelig, men det skal du ikke tænke på" Kian strøg ham over håret "du skal bruge dit liv som du finder bedst, får du har kun et.. sådan gør jeg"

"men ... det er ik fair!" rolf trykkede sig ind til kian. han kunne godt se, hvad dæmonen mente; men det gjorde ham nu stadig trist. "e-er der s-slet ik nogen m-måde at undgå død på?" han tænkte på, hvor forfærdeligt det var at hans mor var død, og ønskede inderligt, at det ik var sket.

"Din mor er et bedre sted nu, et sted hvor der kun findes varme og lykke.. og når du en dag dør, så ser du hende igen.. forstår du det?" Kian krammede ham lidt.. havde af en eller anden grund sympati for den lille dreng..

"e-er du s-sikker på det? kommer køer også derhen n-når de er s-spist?" Rolf så op på ham med mørke tårerfyldte øjne. han håbede Kian havde ret, det ville gøre verden meget nemmere.

"Ja selvfølgelig, alle kommer der hen.. det er derfor døden ikke er slem for dem der dør, men kun for os der mister dem" sagde Kian, lidt forundret over noget af det han sagde virkede til at berolige drengen.

Rolf tørede sine øjne "d-det er godt" mimlede han "men mister de ik ogs os?". han tænkte på, hvor meget hans mor holdt af dem og, hvordan hun plejede at savne ham, og hans søster når de var i skole.

"Nej, for hun er med dig lige nu.. og selvom du ikke kan se hende, så kan hun stadig se dig" Kian prikkede ham på næsen "hun passer på dig, og glæder sig over at du stadig lever"

"virkelig?" han så op på kian. med et kort smil tørrede han øjnene. "men de mænd der slog hende ihjel, er de så gode? hvordan kan det være godt at slå folk ihjel? jeg forstår det ik?" Rolf var meget forvirret.

"Nej, det var de ikke.. men måske gjorde de det fordi de var bange" sagde Kian og så lidt op i loftet.

"men man kan da ikke være bange for min mor?" sagde rolf stille. hans mor var det blideste og flinkeste væsen han kendte. hvordan kunne nogen dog være bange for hende?
"hun er overhovdet ik farlig!"

"Nej, det var hun nok ikke.. men mange er bange for varulve, onde eller ej" Kian så lidt undersøgende på Rolf "er du sulten?"

rolf så undrende på ham da han sagde det om varulve. *hvorfor dog være bange for varulve?*. rolf tænkte sig om og kom i tanke om at han ikke havde fået noget siden det med moderen. han kom i tanke om, hvorfor de var ude at handle. de skulle jo have hans livret i dag. han nikked mens tårer igen begyndte at fylde hans øjne, "ja".

"Ok, jeg laver noget mad til der.. noget specielt du kunne tænke dig?" spurgte han, imens han rejste sig.