when anything els changes, i stay true - Crasie

"En kold fanta tak så"
Manden rodede noget i en stor kølertaske og lagde så en halv liters fanta på bordet. Crasie tog imod den og gav til til Ozzie. Den var dejlig kold og man kunne tydelig mærke at den havde stået på køl.
"Der er kun knap 100 meter til stedet, så lad os komme væk fra dette støjende sted ikk?"
Sagde Crasie med et smil og begyndte at gå med ham hen af markedspladsen. Så var det at hun drejede ned af en halvforladt gyde. Det virkede ikke særlig behagelig, så var det at hun gik hen til en stor port der stod og bankede på porten i en speciel rytme, som om det var en kode. Så åbnede den op og straks kunne Ozzie mærke den rolige og næsten harmoniske energi komme ud fra porten. Crasie gik ind med ham. Der var helt stille og luften duftede lidt af blomster, det var næsten som om at være ved en skov. Et springvand larmede i sin blide rytme, som virkede beroligende som havets bølger. Hvis Ozzie kunne ha set, var dette en stor gård. der var blevet lavet om til en stor have med bænke, og springvand. Der var et par få væsner som sad længere væk og snakkede lavmælt sammen, eller bare nød stilheden. En anden ting man nok også ville ha ladt mærke til var over porten var der en stor statue af en stor ærkeengel i en rustning. Den havde sværdet hvilende imellem sine hænder foran sig, og det var som om den næsten vogtede stedet, og holdte det fredeligt og roligt.

Ozzie smilede bare lidt, han var ikke rigtigt tørstig mere, og han havde slet ikke lyst til alkohold, bare smagen af det lige nu ville nok få det til at kvalme lidt i ham, han følte sig lidt disonitered eog endelig også træt han havde lyst til at læne sig op af pige men han havde nok at forholde sig til, han havde stadig hendes hånd i sin og den der stok under amen, hvor han blev nød til at placere den for at kunne tage imod den kolde flaske hun kalte fanta, hvad end det så var, han drak ikke særlig ofte andet end mæk og vand, det var meget mere naturligt, han skruede forsigtig låget af og lugtede den den syrlige supstands, han fik bruset i næsen og veg tilbage for flasken skruede proppen på og stod lidt og fnyste fordi det var ret så ubehaligt. Ozzie fulgte roligt med og hviskede et lavt "Tak" til hende og smilte, hvor mon de skulle hen, helst ikke for langt, men han havde ikke nemt ved at bedømme i meter.. gad vide hvor mange skridt det var? Det doble.. det halve.. han vidste det ikke rigtig, han stoppede op da hun gjorde og lyttede til hende banken og fulgte så med hende ind da døren gik op, "Hvor er vi?" spurgte han lavt, han brød sig ikke om at være steder han ikke kendte, hvis han ikke kunne finde hjem.. det var ikke helt så rart når man var blind.

"Det er et hemmeligt sted for væsner som os, som ønsker et pusterum for alt den støj og alt dem larm udenfor. Det er også et mødested for fredelige væsner. Hvis der er nogen som gør det mindste eller tænker om at skade nogen herinde eller sådan noget. Du kan godt nok ikke se den, men der står en stor statue over døren til som forstiller en ærkeengel som forsvar dette sted"
Sagde hun med et smil, hun kom i tanke om da hun også førte Camille herhen og hendes smil blev bredere ved tanken af hende. For Camille var hendes bedste og eneste ven hun sådan set havde ude over englen Isabella.
"Der er lige en bænk herovre hvis vi skal sætte os"
Porten bag ved dem lukkede i og alt støjen var væk og der var virkeligt fredeligt og roligt her, og man havde det nok svært ved at ikke lade sig blive påvirket af det. Crasie har været her mange gange siden hun fandt dette sted for ca 300 år siden, hun fandt det ved et uheld da hun gik ned af denne gyde da hun var gået forkert og nogle gik ud af denne port og viste denne skønhed der var herinde. Crasie gik hen til bænken med ham og satte sig afslappet på bænken, som var lavet af et styk levende formet træ. Den var formet ved hjælp af magi, men træer levede i den bedste velgående og var meget behageligt at sidde på, for der var ingen knaster eller noget som helst, som generede en. Springvandet var lige bag ved dem og larmede i sin beroligende rytme. Crasie trak sin hætte ned, der var godt nok andre væsner her men dem havde Crasie næsten glemt og hun var godt tilpas i Ozzie selskab, så hun lod sin hætte falde og hendes lange sorte hår af en manke gled over hendes skuldre.