Dressed up in designer tugs dedicated to my honeybun-Camille

Dato/Dag: Irl
Tid: 20.13
vejr: Udenfor er der helt vindstille samt ikke en sky på himmelen
Sted: Chasseur - Dusørjægernes hovedkvarter
Omgivelser: En oppyntet træningsal fyldt med mennesker i formelt tøj

Det var en speciel aften den aften. En aften hvor dusørjægere fra hele området og lidt til, var samlet i hovedkvarteret for at snakke, danse og feste. Festen var stillet op i den store træningsal midt i hovedkvarteret og salen var pyntet fint op til lejligheden. Det var ikke til at sige hvem der havde pyntet den op, men den var blevet forvandlet fra en slidt træningsal med et par redskaber til en skinene sal med lysekroner og borde med drikkevare.
Normalt ville alle nyde festen og gøre som de ville, men ikke Tristan. Stod det til ham havde han slet ikke befundet sig til festen, men oppe i bjergene et sted og trænet. Problemmet var bare at han var blevet trukket med af sine stædige forældre som synes at det var deres pligt som anerkendte dusørjægere at tage med.
Tristan lavede et anstrengt smil imens han knugede sit punch glas i hånden. Han var pladseret i den ene ende af lokalet imellem sine forældre der ivrigt førte en samtale med 2 ældre dusørjægere foran dem. Hans bedstefar måtte også være der et sted. Tristan var iført et par sorte jeans, en hvid skjorte, en overfrakke til et smoking samt et sort slips og et par simple sorte sko. Nøj hvor han hadede at være der. Det var som et dyreskue. Han kunne se folk rundt omkring skue i deres retning og vidste godt hvad de tænkte, men bebrejdede dem ikke. Sønnen af en af de mest succesfulde dusørjæger familier... var en fiasko. Ingen sagde det ligeud, men alle vidste det.
Han rettede lidt på slipsen der synes meget stramt og kiggede rundt lokalet. Den eneste han fik øje på som han kendte var hans bedstefar som stod med ryggen til, han lod sikkert som om han ikke kendte dem, det skulle ikke være første gang. Et øjeblik strejfede hans tanker Camille, sidste gang han så hende var hun bare forsvundet ud i ingenting og det var ikke til at sige hvornår han så hende igen. Det var ingen trøst virkelig, hvad hun ville sige havde virkelig gået ham på. Hu skulle jo ikke bare forsvinde ud af hans liv igen.
Han rettede lidt på slipset igen, var det bare ham eller var der meget varmt og indelukket i salen?

Camilles dør blev åbnet og en stor varm pote af en hånd blev strakt ind til hende og hun tog smilende imod den.
" mange tak James " sagde hun stille og kom ud af bilen .
"Så lidt Camille ...og må jeg sige jeg bliver den heldigeste mand til festen i aften " sagde James varmt og lod venligt hans øjne vandre op af Camilles sorte "Marilyn Monroe" kjole som den var døbt da den smøg sig om hendes figur og havde en meget dyb udskæring på ryggen, og igen hele vejen ned af hendes ben til hendes enkle sorte høje sko med bare en rem om ankelen.
Så tilbød han sin arm og Camille tog imod den og sammen begyndte deres gang op til hovedkvarterets dør og videre ind i fest salen.

Camille havde straks accepteret invitationen fra James, da han stod foran hende kun i sit undertøj.
Hun havde lige behandlet et fælt sår , en vareulv havde foræret ham, og efter at have behandlet "mange mystiske skader" på james, havde han endeligt indrømmet at han var dusørjæger.
James var 55 år og udelukkende til mænd, hvilke gjorde at Camille bare tog hans komplimenter for ren underholdning.Men hun havde sin egen mission med at komme her i aften, hun skulle skaffe ammunition til hendes pistoler.den slags der virkede på væsner.

James så lidt på bord planen, der var ophængt så alle kunne se hvor de var bænket.
Jeg tror vi skal denne vej, guidede han galant Camille mod et bord og der stod ganske rigtigt hr. James Maze og gæst.
Camille der var lidt genert i situationer som denne, fokuserede på stolen ,som James trak ud for hende, og først da hun havde sat sig rettede hun sit blik op, og hendes vejrtrækning var ved at stoppe. " No freakin´way " mumlede hun men da James på samme tid højt udbrød " Jamen Alexander ...old chap...godt at se dig ! " , var der ingen der synes at høre hendes udbrud.

Tristan nikkede til en af de ældre herre som lige nu var ved at snakke om hvordan man mest effektivt fik fanget en varulv. Han lyttede ikke rigtig efter hans tanker var gledet et andet sted hen. Rundt omkring blev folk ved med at kigge over imod dem og han følte sig helt forkert, alene i verden om du vil.
Midt i sin tankegang blev han afbrudt af et højt udråb fra en mand tæt ved og han snurrede roligt rundt på samme tid om sin far der hurtigt var slået ud i et smil med det samme han havde hørt stemmen. Det var en stor middelalderlig mand med få ar rundt omkring, der var ikke gået mange øjeblikke inden Tristans far hurtigt svarede. "James! Din gamle svinger! længe siden, du husker vel min kone Anna.." svarede han og Tristans mor gav et høfligt nik efterfulgt af et stort varmt smil. Han førte så opmærksomheden over på sin søn. "Og det er så min søn.. Tristan" Fortsatte han lidt mere roligt så folk ikke ville vende sig mere rundt og kigge end de endnu mere gjorde.
Tristan lavede et høfligt smil og trykkede den store bøf af en mands hånd. "De må være hr James Maze, jeg har hørt meget om dem fra min far" svarede Tristan og trygede høfligt hans hånd. Hvis der var noget han i det mindste kunne så var det etikette og det reddede ham lidt, det charmerede ham lidt ind istedet for at komme ind på grund af færdigheder. "Og hvem er din meget..." begyndte han og vendte blikket imod James ledsager som han indtil nu ikke havde lagt mærke til og frøs. Hvad lavede Camille her? På en eller anden måde var det vel lidt akavet sådan som de havde skiltes sidst. Det tog et øjeblik inden han kunne færdiggøre sin sætning. "nej, din utrolig smukke ledsager" Han afsluttede og sendte Camille et varmt blik som nok var mere høfligt end hvad han plejede at give hende og håbede at hun selv tydede hvad det sagde. Det sagde at hun skulle holde lav profil. Det ville blive et helvede at skulle forklare forsamlingen hvor han kendte James maze tilsyneladende utrolig pæne ledsager og senere ville det så blive et helvede at forklare til hans forældre hvordan han havde mødt hende.

James smilede og blinkede til Anna "Naturligvis...sådan en kvinde er da ikke til at glemme, hej smukke" og dernæst greb han Tristans hånd og hilste hjerteligt "Jamen, godt endelig at møde dig Tristan, de siger jo rundt om i krogende at du er vores nye diamant, omend stadig lidt upoleret." Så slap han hånden og slog armen ud mod Camille "Denne dejlige pige er min date for i aften frk. Camille St.Clair" svarede han tilfreds med situationen.
Camille derimod ville helst have forduftet , hvor var det pinligt.Hun havde svært ved at se Tristan i øjnene og noget føltes ikke....rart, efter måden de havde efterladt det hele på sidst.
Men der var ingen vej uden om....Hun mødte Tristans blik, modtog hans kompliment rakte hånden frem og smilede det bedste hun kunne og præsenterede sig "Camille...jeg hedder Camille " hun slap hurtigt Tristans hånd og smilede meget høfligt til hans forældre ,og hav også hånd til dem.
James nikkede anerkendende til Camille og spurgte så det lille selvskab om nogen ønskede noget at drikke for han ville da lige hente forsyninger.
*stiv vodka,dobbelt* tænkte Camille med det samme men svarede bare lidt vin James, tak.

Tristan frøs et øjeblik da James svarede ham og kiggede forbløffet op til ham i det han mærkede en hånd på sin skulder. "Ham skal vi nok få puleret, han er vel en Wonder" svarede hans far og grinede. Tristan blinkede forvirret et par gange, var det det de sagde rundt om i krogende? Han håbede det lidt, at de ikke havde opgivet alt for ham. Han kiggede så kort på Camille igen og ned i jorden. Hvordan skulle han lige redde sig ud af den.
*Gin og tonic med ekstra gin* tænkte han til sig selv da James tilbød drikkevare, men fik dog signaleret at han stadig havde lidt velkomstdrink.
"Så Camille, er du dusørjæger også?" Udbrød Tristans mor Anne pludselig og stillede sig hen til Camille hvilket gav Tristan en perfekt mulighed for at vende sig væk og overveje situationen der kun var blevet være. En brændene følelse kunne føles hele vejen igennem hans krop. Normalt ville han være glad for at se Camille, men sidste gang de havde skiltes og den akavede situation gjorde det ikke til noget positivt.
Han kiggede rundt. Der var 3 udgange af hvad han kunne se. Hoveddøren de var kommet ind ad. Døren ind til køkken og personale samt en bagdør ud til klippestranden udenfor. Han sukkede..Måske skulle han bare løbe.

Camille , lykkelig for en udvej væk fra Tristan, idet hun udemærket vidste at førsta gang det ville lykkes for ham at få hende på tomandshånd, ville han givet afkræve en forklaring.Den var svær at give ham sidst, hvorfor hun valgte at smutte, men det var jo nærmest udelukket at skulle give her på hovdetsædet for dusør jægerne.
"Nej, desværre ikke fru Wonder...jeg er læge...men det er ikke et lige så glorifiserende job som at være dusør jæger" Camille håbede at komme på Tristans mors gode side..både fordi det med garanti ville irriterer ham ...men også fordi hun bare gerne...ville !
Men noget sagde hende at det nok ikke var nemt at stille hende tilfreds.
James kom tilbage med drikke varene og de hævede alle deres glas og skålede for en herlig aften.Camille kiggede over glassets kant, for at se hvad Tristan havde gang i.
Kiggede den lille luskefis mod udgangen ? Hun tog en stor tår og måtte kvæle et lille høst.

Tristan trippede lidt frem og tilbage imens han overvejede sine muligheder. Imens smilede hans mor Anna muntert og tog en tår af sin vin. "At redde liv, det er da et hæderligt arbejde" påpegede hun og havde tydeligvis fået et godt førstehåndsindtryk af Camille. Tristen skar tænder, det irreterede ham at hvad han havde brugt dte meste af sit liv på uden at opnå opnåede hun lige ved at sige at hun var læge.
Han kiggede på sit ur, det var ikke sent nok til at man kunne forlade festen ..uheldigvis.. han vendte sig rundt imod sin far og skulle til at sige noget for at bryde stilheden da en tydeligvis halvberuset dame braste ind imellem dem og kiggede med et hånligt smil på først Tristan også hans far Alexander. "Jamen Alexander dog, jeg har slet ikke fået mulighed for at hilse på din dreng!" udbrød hun og kiggede ned på Tristan igen. "Jeg høre at han er noget af en skuffelse, er det sandt?" fortsatte hun højt nok til at alle lige omkring dem ville kunne høre det. "Alle familier har vel deres sorte får!" afsluttede hun og grinede lidt henrykt.
Tristan kiggedehurtigt ned i jorden idet hans kinder fik en rød farve og han strammede grebet om sin drink. Hans far, Alexander, kiggede også væk uden at sige noget imens Anna vente sig overrasket om, men sagde ikke noget. Der var ingen der sagde noget et øjeblik imens hele familien kiggede i hver sin retning.

Camille lagde hovedet lidt på skrå og smilede "Det er jeg glad for de mener fru Wonder, det betyder meget når det kommer fra dem.Jeg har jo hjulpet James hér flere gange efter 'arbejde' " sagde hun indforstået til Anna ,det ville fange med det samme at Camille støttede dusørjægerne, selvom det jo ikke var den hele sandhed.
En meget beruset og endnu mere usympatisk dame, brød ind over ved Tristan og hans får, hun talte dog så højt at hele deres lille selvskab stoppede samtale og lyttede ufrivilligt med da hub fornærmede Tristan .
Ingen sagde noget, ingen! Camille mærkede hendes temperament presse sig på, hvorfor stod ingen op for ham ?
Camille hævede sin stemme og så udfordrende på damen.
James stirrede på Camille og hun håbede han ville støtte hende i dét her
" Jamen fru Weiss...jeg anede da ikke de havde haft mulighed for at arbejde ned Tristan, for det er vel ikke tarvelig sladder de lyttet til, vel ? Og hvordan går det forresten med hæmoriderne?Det var jo et særligt grimt tilfælde hvis jeg husker korrekt?" Og så smilede hun, men hendes øjne var mørkere end normalt.
Hun hørte James rømne sig ,ved siden a hende.

Tristan rømmede sig og ville til at sige noget, men Camille brød ind. Han kiggede overrasket op på hende og kunne ikke skjule et lille smil ved hendes kommentar. Fru Weiss kiggede med et utilfredst blik på CAmille og vinkede hende af med den ene hånd. "Kender jeg dig? nej det tror jeg ikke" gav hun igen og vendte sig imod Tristans far med en voldsom bevægelse der indikerede at hun nok havde fået lige riglig rødvin den aften.
"Jeg mener bare Alexander, se på ham! Han har ikke indløst dusøren for et eneste væsen indtil videre" fortsatte hun og svejede lidt.
Tristan kunne mærke at han knyttede næverne lidt hårdere sammen og holdt blikket på jorden. Det var rigtigt nok, ikke et eneste væsen havde han kunne dræbe. "Drengen er jo en fiasko!" Afsluttede hun og grinede lidt.
Tristan måtte styre lysten til at slå ud efter hende idet han blev helt afslappet i kroppen og kiggede op på forsamlingen med et påtaget meget vellavet falsk smil. "I må have mig undskyldt" sagde han tydeligt og fik kort øjenkontakt med alle og kiggede ned efter han havde haft øjenkontakt med Camille og snurrede så rundt inden han begyndte at gå imod begudgangen. Idet han kom ud af bagdøren fik han hurtigt øjenkontakt med sin bedstefar Victor og kiggede ned igen inden han lukkede døren og fortsatte langs klippestranden væk fra forsamlingen og stoppede først da han var langt nok væk til kun lige at kunne høre musikken så satte han sig ned på en klippe og smed sin jakke ved siden af sig og familie sværdet der var gemt i ærmet foran sig med et suk.

Camille sætte sit glas fra sig.
Sendte et bebrejdende blik til Anna...hun var dog hans mor ! Så gik kun med målrettede skridt over til fru Weiss og sagde køligt " Det er forståeligt hvis du ikke genkender mig, du lå jo sådan set med ladeporten i luften og ansigtet ned i brønden...men det var mig med gummihandsken...den tror jeg nok du husker " hånede Camille hende og lavede en bevægelse i luften ned to finger på hånd.
"Og hvad du mener om Tristan er din sag...men han har dog allerede meget bedre manér end du har og mange andre " sluttede Camille af og begyndte at gå mod døren, den samme vej som Tristan.
Hun mimede med læberne et " Sorry James" og han blinkede til hende, hun vidste hun var tilgivet optrinet af ham.
Hun måtte se og finde Tristan....var han gået ned langs klippestranden ? Det var hendes bedste bud.
Hvad tænkte han dog på, at efterlade hende med de.... Ignoranter .
Hun så ham .... Og gik mod ham...
Hun blev irriteret på sine sko, så hun standsede kort med det formål at spænde dem fri og tage dem i hånden.

Tristan sukkede og lænede sig lidt tilbage imens han køligt lagde en hånd på panden. Hvad tænkte han på, det var jo ikke første gang sådan noget var sket. Måske var det fordi at det var lige foran Camille. Han rystede hurtigt på hovedet, hvorfor skulle det gøre noget?
Han forvirrede sig selv og måtte se op fra sin hånd og ud på havet der var helt roligt så folede han sine skjorteærmer op til albuen så man lige kunne se den drageligenende tattoo der snoede sig op ad hans højre arm og tog sværdet op i hånden igen og vendte og drejede det uden at ænse at nogen havde fulgt efter ham.
Hvorfor var han osse kommet, han ville meget hellere bare sidde med sin guitar derhjemme eller træne alene et sted.
Han sukkede igen og tabbede 3 gange på sin pande med 2 fingre imens han mumlede. "Dum, dum, dum.."

Camille stod stille og betragtede ham.
Hun stod der måske bare et minut eller noget ligende, men det føltes længere.
Hun havde ikke set denne side af Tristan før, det var nyt og hun var helt ærligt ikke helt sikker på hvordan hun skulle grine det an.Han så ikke ud til at være helt ' in synck' med hans familie og deres såkaldte venner.
Hun gik over til ham og da hun næsten var lige hed hans side talte hun " nå, men det gik jo alt i alt strålende...det første møde med dine forældre.." hun forsøgte med den lidt ironiske tone de normalt havde det sjovt med, men om det ville virke her var et skud i blinde.
Så hun prøvede at helgarderer.."Tristan...damen var jo tydeligvis ikke helt velbevaret " .
Hun så usikkert på ham..." Må jeg sætte mig ?" Spurgte hun lidt tøvende...hun ville ikke bryde sig meget om hvis han sagde nej.

Tristan vendte hurtigt hovedet da han bemærkede hende og sendte hende et skævt smil for at prøve at holde facaden oppe. "Åh tro mig, det var deres gode side" svarede hun og fik fremkaldt et kort grin. Det var vel deres side udad til.
For at være ærlig var han ikke vild med at hun så ham sådan - overhovedet- det var nok derfor han prøvede at holde paraden.
"Hun sagde hvad alle tænkte, det er godt nok" fortsatte han og trak på skuldrende imens han kørte en finger langs det blanke metal.
"Har du nogensinde hørt mig afslå en smuk piges selvskab? bare sæt dig" svarede han lidt drillende og slog blikket imod havet igen. "Jeg havde bare brug for noget luft, det bliver forfærdelig trængt derinde til tider.." afsluttede han og lod sit smil falme lidt.

"Deres gode side, eh?...du har vist trukket en nitte på 'forældreloddet' tror jeg " .
Hun smilede og sagde med et glimt "Arh..jamen det har jeg skam set dig gøre....husker du ikke dukke Denice? Du afslog faktisk hendes første tilbud om en dans " Camille kom til at le, det var et minde hun værnede meget om.
Hun kiggede på Tristan , spærrede øjnene op...what ! Så kørte hun langsomt en finger op af hans højre arm.
"Hey...hvad nu det hér? Har pæne drenge som dig tattoveringer?" Hun kunne ikke lade vær med at kigge...nærmest stirre lidt beundrene på den. Holdt den fyr dog aldrig op med at overraske hende?
Hun tog hurtig sin finger til sig igen og tvang sit blik ud på havet.
Det var roligt denne aften og smukt.
"Tristan ...James , jeg kom sammen med i aften, er rimelig respekteret...og han roste dig og kaldte dig et stort talent.senere en uslibet diamant.jeg har tildens til at være enig med ham og ikke med dig, kan du tilgive mig for det ?" Spurgte hun og så stadig udover havet.

"Tja, tror det var dem der trak nitten, intet at bebrejde dem" svarede han hende og slog hovedet let tilbage imens han kørte en hånd igennem det orange hår. Han grinede lidt. Det var rigtigt nok, han vidste stadig ikke hvorfor han lige have gjort det før det røg ud af munden på ham. "Hvorfor danse med en pæn pige hvis det betød at efterlade en der betyder mere?" Røg det ud af ham og han tog sig hurtigt til munden med en lyserød farve i kinderne. Han undveg hurtigt."hvornår er jeg en pæn dreng? Anyways så er det en familie tradition" svarede han og hev sin arm ud foran sig og studerede de sorte mærker i den. Han smilede lidt da han kunne huske da han fik den lavet, han havde skabt sig sådan.
Der var stille lidt og Tristan kiggede lidt ned i jorden for at undgå hendes blik. "Min bedstefar er også en respekteret mand, mere end de fleste og du skulle høre hvad han siger, når han tror jeg ikke høre det.." mumlede han og slog så blikket op igen med et påtaget smil. Han ville ikke brunge stemningen ned.

Camille smiled lidt af ham. "De har virkeligt kørt på dig..dine forældre...Hvis du gør dit bedste Tristan kan ingen forlange mere...overhovedet. Og du må forsvare mig til hver en tid, jeg ville betro mit liv til dig".
Hun tænkte på følelses af aldrig at slå til og aldrig at være god nok, det var forfærdeligt og rigtig nedbrydende for selvværet.
Tristan havde en stor styrke og en mega selvtillid, han skulle bare huske ikke at dvæle ved de forkerte ting, ikke at hænge fast i de forkerte ord og sætninger .Han skulle bare være sig selv.
Camille så igen på hans arm og skubbede hendes indunder bagdelen, så hun næsten sad på dem, ihvertfald på spidserne af fingrene."En familie tradition ? ...den er ...pæn " afslørede hun at hun syntes .
" Nu kommer de ikke farende ud med et eftersøgningshold, vel ?".

Tristan sagde intet, men slog ud i et lille grin ved det sidste. "De kunne vel finde på det, hive mig tilbage igen...Nej det tror jeg ikke" svarede han og kunne godt se ham selv blive hevet ind i bygningen igen som en fange fra en retsag.
Pludselig var der noget der slog ham, noget der måske burde have slået ham før. "Hey, ved carnevalget" mumlede han og rettede forvirret blikket imod hende. "Du sagde du ville forklare, men du stak af..." fortsatte han og lænede sig lidt hen imod hende.
"Hvorfor og hvad gemmer du?" Han kiggede stift på hende og prøvede at se igennem hendes facade, men det var svært, det var det altid med hende. Det gik ham dog på at hun bare var forsvundet sidst, som dug for solen.

Camille der næsten havde glemt det akavede ved at møde ham igen fik lige en reminder da Tristan omhyggeligt drejede spotlighten over på hende.
I det mindste var de ikke indenfor i hovedkvarteret længere.
Var der virkelig ikke en .måde hun kunne få ham til at droppe det, for nu ? Hun vidste ikke hvordan.
Hun blev ængstelige og begyndte at tegne tilfældige mønstre i sandet, imens hun søgte efter de rette ord.
"Tristan...lov mig at du lader mig tale ud, inden du måske vil gå din vej ?"
Hun var ved at opbygge en stor mængde rimelig nederen nervøsitet...ville dette være skillevejen for hende og Tristan, ville han gå ?

Tristan kiggede lidt forvirret på hende og ænede sig tilbage igen inden han trak på skuldrende imens han kiggede ned på hendes hånd der tilsyneladene skrabede random i sandet.
"Okey, så bliver jeg her og høre hvad du har at sige.." svarede han bestemt og padserede som forsikring omhyggeligt sin hånd på hendes og gav hende sit trademark skæve smil.
"Fortæl nu, jeg er ved at dø af spænding.." afsluttede han drillende og holde hånden på hendes hånd uden rigtigt at tænke over det. Måske fordi han stadig var lidt i sin egen verden over det der var sket, men han var fast besluttet på at høre hvad hun havde at sige.

Hendes hjerte gjore næsten ondt.Unanset hvor mange gode ting han var, var han også dusørjæger ligesom hele hans familie.De ville hade Camille hvis de vidste hvad hun selv havde mistanke om.

hun så på hans hånd, der gav varme og måske lidt ro.
Hun kiggede kort op mod himlen og begyndte så uden at møde hans blik.
Aldrig havde hun følt sig så utilpas, så flov over sig selv...
"Tristan....jeg ved ik nogen pæn måde at sige det hér på....der er noget galt med mig , helt way off...".
Hun rykkede lidt uroligt rundt og forsatte så modvilligt.."Jeg kan..noget...nogen kalder det en evne , jeg kalder det en forbandelse....telekinese hedder det...."
Hun måtte holde en pause inden hun kunne sige det sidste...dét skulle siges og det skulke være nu..
Hun kunne stadig ikke møde hans øjne, ville ikke kunne se når afskyen indtraf .
Meget stille sagde hun samtidig med en perleformet tåre løb ned af hendes kind "Tristan...jeg tror ikke jeg er menneske ".

Tristan kiggede hen på hende og rynkede brynet imens hun forklarede. Han slog så blikket ud imod havet og frøs på stedet af hendes ord. Han var sikker på at hun nok godt kunne mærke at han et øjeblik blev stiv i kroppen da det løb ham koldt ned af ryggen og af ren reflex fik en stor trang til bare at give slip på hendes hånd, rejse sig at gå.
Men han havde lovet at høre på hende og et løfte var et løfte, desuden havde han ikke lyst til bare at gå fra hende. Om hun så ikke var menneske, så var hun den eneste der stod op for ham. Det var vel også bare en 'jeg tror'.
"Og?..." mumlede han mest for at gøre hende opmærksom på at han faktisk ikke var gået eller havde trukket sig væk.
Han følte sig tung og dum og tom for ord. "Hvis du ikke var menneske, hvad ville du så være?" fortsatte han lidt mere teoretisk, men undlod at kigge på hende. Hvordan kunne sådan noget ske, det burde ikke ske, hun kunne da ikke være i tvivl om..Hun kunne da ikke have en evne...Også igen, han burde nok ikke snakke på det punkt.

Camille så væk fra ham.
Det gjore ondt, hun var kun al for bevidst om hans reaktion.
" Bare jeg vidste det...Jeg føler ,tænker og er vel menneske...ingen hugtænder eller evigt liv..men ..nogen..mener der er spor af væsner i mit blod og det er derfor jeg kan flytte ting med tankens kræft, men jeg hader det " knækkede hendes stemme over.Hun forsøgte at undgå at fortælle ham om alle dem hun havde mødt, der havde ment hun ikke var menneske, det ville ikke gavne hende det mindste at begynde og fortælle om Zean eller andre.Hun ville miste ham.
Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle ham, at fordi hun var en stor fiasko og ikke havde lært at kontrollerer evnen, havde...folk...mistet livet.
Camille havde det som hun smuldrede væk, det var svært at bevare roen og tale sammenhængende.Hun var sikker på hun vrøvlede big time.

Tristan holdt blikket væk. Han var splittet, forvirret og synes et eller andet sted at det var uretfærdigt, men han vidste også at han måtte tage et valg Og tog en dyb indåning inden han vendte sig imod hende igen.
Med en enkelt hånd strøg han forbi hendes ene kind og fangede en klar dråbe på vej ned. "So what hvis du var.." mumlede han og pressede et smil frem på sit ansigt for at opmuntre hende.
"Ah ja, jeg ville nok blive nød til at jagte dig og dræbe dig ...?" fortsatte han Og hev en daggert frem fra sit bælte og førte den i en præcis bevægelse forbi hendes strube og lod den skære gennem luften og lande på den anden side af hende. "Arg, to bad, jeg missede" afsluttede han og påtog sig et surt blik "Jeg prøvede, jeg fejlede, så nemt er det.."
Han samlede et berogligende smil til hende og kiggede væk igen, en untagelse var vel okey ikke? Og desuden så var hun jo intet væsen, så det talte ikke vel?..

Tristans hånd kortvarig på hendes kind betød at lidt håb vendte tilbage. Måske var det alligevel muligt at få ham til at accepteret, at få ham til at forstå?
Omvendt kunne det jo lige så godt have været en slags indledning til en afsked.
Hun hørte hans mumlen og så et smil, omend det ikke var helt det samme lidt flabede smil han så ofte havde var det dog et smil! Hun gled lidt ind i egne tanker igen. Hvor fantastisk ville det ikke lige være hvis han var afklaret med det her? Ihvertfald afklaret med det hun havde valgt at fortælle.
Så sad han pludselig med en daggert i sin hånd og Camille reagerede ved med åben mund at stirrede ind i Tristans øjne imens hendes puls øgede sine slag og varmen vendte tilbage i hendes kinder , som han faretruende tæt på hendes hals " skar" med kniven som ville han gøre hende fortræd. Hun vidste godt...rimeligt sikkert...at han ikke ville gøre alvor af sin trusel, hun haved jo fanget ironien i hans optræden. Alligevel kunne hun næsten ikke få vejret og det tog hende lidt tid at få samling på sig selv inden hun hviskede lidt vrissende " Få så den kniv væk Tristan " . Han påvirkede hende big time, og hun kæmpede med at få hendes ellers nogenlunde skarpe tanker til igen at fungerer normalt.

" Jeg snød med de pile der. For at udøve telekinese skal jeg lukke mine øjne og ligesom visualiserer hvad der skal ske...så sker det samtidig. Så mine imponerende blindskud var ...snyd " ,forklarede hun langsomt.
Det var da Tristan havde udpeget hende som vinder af konkurencen, hun indså at det havde været rimeligt uklogt at snyde lige der.
" Jeg vidste du ville tage sejeren i land uden besvær og kunne ikke modstå fristelsen til at give dig lidt modspil." Camille så på ham og måske i forsøg på at berolige dem begge gentog hun stædigt med blanke øjne " jeg er menneske og ikke et væsen.Jeg er bare ikke ...normal, jeg er ...forkert".

Tristan trak på skuldrende og lod kniven ligge på den anden side af hende. Han kunne alligevel ikke når den. Det kom dog lidt som en overraskelse at hun rent faktisk havde snydt, men det var ikke sådan han blev sur, hun havde jo ikke gjort det for at vinde som sådan.
"Hvis du brugte telekinese til at skyde hvorfor ramte du så ikke plet hver gang?" spurgte han overrasket og svang sine lysebrune øjne hen på hende.
Han kunne ikke holde et lille grin tilbage da hun sagde at hun var forkert. "Helt ærligt, tror du jeg dømmer dig på om du er rigtig eller forkert? Det er jeg ikke i en position til.." svarede han og nikkede over imod hovedkvarteret hvor festen stadig var i fuld gang. Han havde altid selv været den 'forkerte' nok mest på grund af hans foskelligehed fra de andre i familien.
"Og desuden, er du ikke den eneste der er 'forkert'på evne punktet.." indrømmede han og kiggede ned på sine højre hånd. Han var slet ikke et sted hvor han kunne dømme hende for at have en evne når han selv havde en 'evne', ikke efter hvad Sakref havde tvunget frem.