Dressed up in designer tugs dedicated to my honeybun-Camille

Camille fik glimtet tilbage i hendes øjne.
" Jeg brugte det ikke hver gang... det sidste skud var blandt andet helt uden ..."lidt ekstra held" som jeg kalder snyderiet " smilede hun til ham.
Glad over han var her endnu og ikke var futtet af som en raket ved midnat nytårs aften.
" Give me some credit , jeg spiller jo ikke helt dirty, vel ?" jokede hun ham en anelse og spurgte så efterfølgene nysgerrigt" hvad mener du dog med ikke den eneste ? Tristan?" hun fornemmede der lå noget skjult bag hans ord, men hvad havde hun ingen ide om.

Tristan slog i et kort sekund ud i sit flabede smil da han drillende svarede "Yeah riiiight..". Et drilsk glimt lå i hans øjne da han holdt smilet.
Smilet falmede og han kiggede med et seriøst blik på hende. "Lov mig ikke at sige det til noget" svarede han og kiggede i retning af festen, der var ikke nogen der skulle se dette.
"Det er ikke noget jeg er født med at kunne bruge, noget Sakref fik ud da jeg trænede med ham." fortsatte han og hævede det ene øjenbryn.
Hvis hans familie fandt ud af det skulle det nok blive en skandale, i hvert fald indtil han lærte at bruge det effektivt.
Han ryggede sin højre hånd hen imod hende så hun skyggede for hovedkvarteret, på den måde ville der ikke være nogen der så det.
Hans hånd var vendt med håndfladen opad og med let bøjede fingre. "Okey.." mumlede han og tog sig sammen til at skule til at bruge det igen.

Camille , nu lettere opstemt over at ikke bare hun havde hemmelighedder , fulgte interesseret med.
Hun valgte ikke at kommenterer eller spørge ind til hans relation med Sakref.Den høne ville hun plukke med ham på et senere tidspunkt, for sikkert var det af hver en lille fjer skulle af det kræ.
Hun rystede let på hovedet, hvis han jokede med hende nu, ville hun formentlig tage livet af ham.Hvad havde han gang i med sin hånd?
Hun så sig omkring, der var ingen der kiggede på dem, ingen vidner.
Hun gav sin fulde opmærksomhed til hans hånd.

Tristan sukkede diskret og lagde blikket på hende inden han lagde opmærksomheden på hans hånd igen og lukkede øjnene, hvad var det Sakref havde sagt, 'for at styre det skal du styre dine følelser' *bull shit* tænkte han for sig selv og lod sin hjerne køre afsted til trickeren for hans nye evne. fortiden.
Hans tankegang strejfede et par ubehagelige miner. En lille orange håret dreng der arbejdede røven af for at blive bedre - uden held. Et par skuffede blikke og rysten på hovedet.
Han kunne mærke en knitrende og varm fornemmelse stige op helt indefra og han styrede den ud i højre arm. Han kunne høre en knitrende lyd og kunne føle små varme prik i håndfladen da han åbnede øjnene.
Rundt om hans hånd smøg sig et lag af knitrende blå elektriske gnister som uroligt vente,drejede sig og hoppede. Han havde heldigvis lært at styre det nu, så det ikke eksploderede i hånden på ham eller slet ikke kom frem, men det var ikke et våben-endnu, det kendte han det ikke godt nok til.
Han bed sig hårdt i underlæben og kiggede spørgende op på Camille.

Camille så uforstående på hans hånd.
Hendes øjenbryn blev lyftet og hun fik et blik af betagelse i øjnene.
" Tristan hvad er det...hvad kan det?" hviskede hun nysgerrigt til ham.
De små blå gnister der hoppede,sprang og dansede i hans hånd fik hende til at tænke på lyn der skar igennem en mørk nattehimmel eller elektrisitet der eksploderer vildt.
Hun løftede langsomt hendes hånd og holdte en pegefinger ud for at se om man kunne røre ved dem?
" Det da helt fantastisk" sagde hun stille, det var som hun blev helt hypnotiseret af dem.

Tristan tog hurtigt sin anden hånd op for at tage fat i hendes hånd der var på vej imod den elektriske strøm.. "den.. Er ondsindet.." tilføjede han og slap hendes hånd for at føre sin egen tæt på gnisterne. Små tød lyde væssede ud da den kom for tæt på, heldigvis gjorde det ikke ondt på ham da han ogå var energikilden.
"Jeg ved ikke hvad det er, men Sakref fik dte ud, jeg ved heller ikke om det var smart, men nu har jeg det" fortsatte han og trak på skuldrende og så en smule bekymret på de hoppende gnister, det var som om de kiggede loggende op på ham.
"Hvis mine forældre så det.." begyndte han, men tav, hvad ville de ikke gøre? Det løb ham koldt ned af ryggen når han tænkte på det.

Hurtigt fik hun placeret begge hænder i sit skød efter han havde sluppet hendes hånd.
Hvad havde hun dog tænkt på , at røre dem? Det var nok barnligt med de var flotte og næsten...lokkende.
" hvordan kan de dog være ondsindet Tristan ?" .det blev sagt ikke som et spørgsmål men nærmere en konstatering af at han var på gale veje.
Sakref...igen ! "Hvordan fik du lige den evne af ham " ? Ville hun så gerne vide nu.
Måske Sakref var mere rar over for Tristan fordi han var en...fyr.
Camille blev lidt vred over hvis der var hold i den tanke, men sagde intet mere.

Tristan fnyste og lukkede hånden sammen hvilket fik de blå gnister til at dø hen med det samme. "Fordi jeg ikke burde have dem, jeg er dusørjæger, jeg skal ikke have en magisk evne" svarede han og bed tænderne sammen inden han næsten viskede det sidste. "Og nogengange tror jeg evnen har sit eget liv, den føles ikke som en del af mig - endnu"
Det var faktisk en underlig fornemmelse, nogengange kunne han sværge på at evnen reagerede selv, før han nåede at sige den skulle, eller osse var den bare hurtig nok til at registrere hvad han tænkte før han selv gjorde det.
"Han gav mig et eller andet og før jeg vidste det havde jeg slået lyn ud af min arm.." svarede han og huskede tilbage, det havde ikke været rart.
"Din telekinese.." kom han i tanke om "Har den altid været der?" Det virkede underligt at hun skulle have fået den hen af livet, men han havde hørt om andre mennesker som også havde noget i stil med telekinese.

Hun sendte ham et lille smil "oh my god...vi er de menneskelige ninja turtles , mutanter af en art" hun kom til at grine.Tænk at de begge to havde en evne, hvor usandsynligt var det ikke, som nålen i høstakken .
Hun tænkte lidt over at hans evne virkede til at have sit eget liv.
"Måske er det bare fordi den er ny ?", ville hun berolige og det ville jo også være en logisk anskuelse.
"Hmm..telekinesen har nok altid været der, men jeg var vel 10 år da jeg begyndte at kunne bruge den.jeg har dog kun sjældent brugt den , da den er lidt svær for mig at styre og man kan derfor....komme til skade.
Camille blev afledt af en skinger og høj ryst der på en ubehagelig måde så ud til at komme nærmere dem.
"Det siger jeg dig...James date var noget af det mest ubehagelige pigebarn , hik, jeg længe har mødt...jeg ville fortrække den unge Wonder dreng Istedet for hende, til hver en tid Albert ".
"Det fru Weiss....skal vi gemme os ?" Hviskede hun og greb fat i hans arm.

Tristan grinede lidt og svingede hænderne ninja agtigt som han engang havde set i den ninja turtle serie der engang kørte.
Han nikkede lidt fortstående og lod et par få gnister hoppe i hans hånd inden de var væk. Det gav en kildende fornemmelse. Han blev jo bedre til at styre evnen så måske havde hun ret, måske skulle han bare tæmme den.
"Til skade...?" mumlede han og forstod ikke, men han nåede knap nok at sige det inden en velkendt stemme kunne høres lidt væk. Han vendte hurtigt hovedet imod stemmen og nikkede. Det var fru Weiss. En varm følelse spredte sig i maven på ham og han kunne mærke hvordan vreden truede med at bringe flere gnister frem.
"Ja, lad os gemme os, og høre hvad hun har at sige" svarede han og løftede anklagende det ene øjenbryn inden han gled nedad imod vandet og snoede sig om bag en klippeblok dernede. Han krøllede sig lidt sammen bag den så der var plads til 2 og holdt øje fra et hul imellem en anden klippe, på den måde kunne han se fru Weiss og hendes ledsager Albert.
Han kiggede til sin anden side for at se om Camille var med.

Camille fulgte hurtigt med, det gik dog så stærkt at hun ikke nåede at få hendes sko med sig, de lå tilbage da hun barfodet sprang i hælene på Tristan.
Hun krøb på plads ved hans side og kunne ikke dy sig for at hviske "shyy" som om det ville falde ham ind at støje.
Albert , der havde en figur der kunne matche paverotti i hans velmax dage spadserede faretruende tæt op ad Fru Weiss, man skulle næsten tro de havde et ...intimt forhold, men Camille vidste at der også var en hr.Weiss...og det var ikke Albert.
" Margaret...våben lageret er fyldt op nu...sidste læs er netop kommet på plads.Nu er vi godt ...udrustet" sagde han og lo en rungende latter.
Camille krøb tættere ind til Tristan, da de var nær ved nu.

Tristan nikkede til Camille og holdt omhyggeligt øje med det lille hul imellem klipperne hvor han kunne se ud. Han rynkede brynene og vendte hovedet imod Camille. "Hvad snakker de om?" viskede han lavmælt og var ikke sikker på at han forstod.
Han kunne høre dem grine og vente sig igen kun for at få øje på et par sko som Camille før havde haft på fødderne.
Han spærrede øjnene op og nikkede i retning af dem. "Dine sko!" hyssede viskende og satte blikket imod dem igen.
Var det ikke lidt underligt at fru Weiss ville gå med Albert ud? De var ikke partnere. Tristan kendte godt Albert, eller havde snakket med ham før og hørt om ham, han stod ikke så meget ud, men når han gjorde var det næsten aldrig positivt.

Camille vidste ikke meget om håndtering og opbevaring i dusørjægernes hovedsæde.
Men lidt havde hun da fået ud af James.
" Der er kommet en ny leverence af nye effektive våben. De er opmagasineret et hemmeligt sted.James har fortalt der ville være nogle vildt gode patroner...derfor tog jeg med, troede du jeg kom for hyggens skyld?" Hviskede hun tilbage.
Da han nævnte hendes sko, nåede hun lige akurat at tænke årh shit, da Fru Weiss gav et højt...brøl, var vel rammende nok , og faldt på halen over noget der lå på jorden.
Hun rakte ud og holdt en duer sko op i dens ankelrem ,mellem to fingre.
"Hmm , Albert...jeg tror vores veninde og Alexanders søn har gang i noget...uanstændigt " og så viftede hun med skoen som var den et klart bevis på utogt.

Tristan nikkede og gav et smil fra sig. "Jeg regnede da med at du kom for at se mig" viskede han drillende og rystede på hovedet. Han havde ikke selv vidst noget om et nye våben, mem så igen, han var ikke så intresseret i sådanne ting.
Et højt brøl lød da den kære fru Weiss snublede over noget som han formodede var Camilles sko, heldigvis faldt hun fremad og ikke ned imod dem.
Han rynkede forvirret brynet og kiggede på Camille, hvordan kunne hun formode sådanne ting ud fra et par sko? Så lænede han hovedet bagud og kiggede opgivende op imod himlen. Nu blev der ballade. "Oh fuck..." mumlede han irreteret og lod være at kigge imod hullet mellem stenene og hen til fru Weiss. Skulle den kvinde altid være så irreterende?!

Camille blev helt oprørt, hvad bildte den ...gås sig ind.
Bare fordi der lå et par sko, forventede hun så at Camille også havde smidt resten?
"Den ....den ..jeg skal sørme nok " vrissede hun men dog med en så lav røst at hun ikke fik afsløret deres gemme.
"Please...lad hende ikke tage dem med " bad Camille og tænkte at selvskabet ville gå amok, hvis fru Weiss begyndte at sprede giftige rygter og det ville ikke bære rart for Tristan, hans familie eller sågar for James hvis date hun skulle forstille at være.
Hun så bekymret på Tristan imens Albert kæmpede sin egen lille kamp , med at få hevet Fru Weiss op , han måtte tage begge hænder til brug.

Tristan sukkede og kiggede opgivende på Camille. Hvis fru Weiss lavede et stort nok nummer ud af det kunne det have konsekvenser, han måtte finde på noget.
Så lyste hans ansigt op. "Jeg har en ide.." mumlede han og kiggede i retning af Alber og fru Weiss.
"Hvis vi kan komme i hver vores retning uden de ser det, kan vi gå direkte forbi dem og hilse på dem og hinanden som om vi aldrig havde mødtes her.." viskede han til hende og håbede hun forstod. Hvis de kunne gøre det kunne de jo ikke anklage dem for noget. Han kiggede hen langs stranden til begge sider, det burde ikke være umuligt at snige sig væk.

" ja ja...smut du bare dén vej " opmuntrede hun ham og viftede ham i retningen med hendes hånd.
Hun himlede ned øjnene, det var jo dén værste plan...ever! Problemet var bare at hun ikke kunne komme op med noget bedre selv.
Det ser bare endnu mere suspekt ud hvis de fatter mistanke, vi skal være virkelige gode, tænkte hun og begyndte at gøre sig klar.Fru Weiss var nu kommet op og stå, men måtte grundet svimnelhed stå lænet op a Albert.Camille stirrede....svimmelhed?af at falde på numsen.Hun fnøs.

Tristan fulgte hendes ord og kiggede op på albert og frøknen et øjeblik, de var stærkt optagede og ville ikke lægge mærke til noget.
Han kastede sig lydløst ud i ly af mørket og kravlede hen ad den klippedækkede strand. I ny og næ søgte han ly og kiggede tilbage på enten Camille eller Albert og fru Weiss, de så intet.
Det tog ikke lang tid at komme uden for deres synsvinkel og på stien uden at de så det, nu var det bare om Camille var nået op på stien og var på vej? Skulle han begynde at gå i retning af de irreterende par eller vente lidt.
Han rettede lidt på sit tøj og strammede slipset, samt tog jakken på så han så ud som før han tog fra festen.

Camille var ligeledes smuttet a sted, ganske ubemærket da Albert skulle være sikker på ikke at slippe grebet før Fru Weiss havde genfundet balancen, hvilket så ud til at trække lidt ud.
Hun var kommet væk, men hun ville allerede nu bevæge sig mod dem, hun måtte jo få ejerskab over sine sko igen.
Med lydløse skridt kom hun imod dem , rømmede sig høfligt og sagde " Jamen godaften igen.Er også i ude at trække lidt frisk luft inden dansen skal trædes?" Smilede hun til dem og håbede hun kunne charmerer Albert lidt.Fru Weiss var dødsfjende,det havde de slået fast tidligere denne aften, så krudtet skulle gå til Albert
"Jeg tror jeg fik sat mine sko her , i har vel ikke set dem? I ved nye sko...ømnefødder og vabler, vi kvinder må lide for skønheden , men en pause var tiltrængt..og jeg troede jeg var helt alene " kvidrede hun løs og lavede store undskyldende øjne .
Hvor mon Tristan var nu , tænkte hun samtidig.

Tristan trippede lidt frem og tilbage og overvejede om han bare skulle gå. Til sidst vandt hans utålmodighed og han spadserede afslappet afsted imod menneskerne. Imens han gik plantede han den ene hånd i sin bukselomme og den anden fiskede han en daggert ud med som han gav sig til at snurre rundt på en finger.
Han nærmede sig og fik straks øje på Camille som også var noget frem. Hun var ved at fedte sig ind hos Albert, et diskret smil lå på Tristans læber ved synet.
"Hvad ser man her" udbrød han påtaget overrasket og stoppede op ved siden af parret. "Jeg kan se jeg ikke er den eneste som måtte nyde det behagelige vejr. Tilgiv mig at jeg smuttede fra vores samtale før fru Weiss, men jeg tror jeg havde brug for at køle ned." fortsatte han og gav fru Weiss et høfligt smil. Det gjorde ondt helt nede i maven at skulle sige undskyld til hende.
Så vente han sig imod Albert og lagde hovedet let på skrå. "Jeg vidste ikke at de kendte Fru Weiss, Mr Mckeen.." sagde han hurtigt med en farlig undertone som om han selv mistænkte dem for noget hvorefter han lagde daggerten ind under jakken.
Til sidst vente han opmærksomheden imod Camille. "Åh, de er James partner ikke? Godt at se at du har fundet det gode selvskab" afsluttede han uden den mindste antydning af ironi i stemmen selvom de begge nok vidste at sætningen havde været fuld af det.

Albert fik pludseligt travlt med at få stablet Fru Weiss på benene , da han blev opmærksom på camilles tilstedeværelse.
" Jamen, jeg tror sørme du har held i posen unge dame, vi har da netop fundet et par sko der må være deres " svarede han og efter at have konstateret at Camille var barfodet, virstede han ikke helt blidt de sorte sko ud af hånden på Fru Weiss.
Camille bemærkede at Tristan nu nærmede sig og smilede for sig selv.Så fangede hendes blik den legende kniv i hans hånd, og igen blev hun lidt mere...varm.
Hvad var der med Tristan og den kniv denne aften. Han så dog selvsikker og en anelse flabet ud , som han kom gående.

Fru Weiss og Albert rettede deres opmærksomhed mod Tristan og Fru Weiss kneb et øjeblik øjnene sammen , som om hun overvejede om hun igen skulle pille Tristan lidt ned.
Hun valgte dog en lidt mere høflig attitude, der måske nok kunne skyldes at hun ikke havde meget lyst til at skulle forklare hendes samvær med Albert, så hun så ingen grund til at udfordre Tristan, lige nu.
" det er helt iorden mig dreng...Mr Mckeen og jeg eh, stødte tilfældigt på hinanden da vi begge skulle trække lidt luft " valgte hun også at svare for Albert.
Albert stod stadig med Camilles sko dinglende i hånden med et forvirret blik i øjnene.
Camille derimod, svarede høfligt og lidt formelt Tristan " Jo, det er skam helt korrekt, jeg er sammen med James " hun trak ordene lidt ud, som for at understrege overfor "de to ældre" at hun ihvertfald ikke var sammen med Tristan og "lavede noget forkert".
"Måske jeg kunne få mine sko, det er ved at være tid til at vende tilbage til festen " sagde Camille og sendte et måske lidt flirtende blik til Albert, ingen skulle tro at var her med Tristan og skabe problemer denne aften.

Tristan smed en forfalsket latter ud og havde et glimt i øjet da han rettede opmærksomheden imod fru Weiss. "Jamen sikke dog et tilfælde.." svarede ahn, stadig med en farlig undertone og sendte Albert, som havde fået travlt med at give Camille sine sko tilbage, et kort blik.
Han gav sig til at tænke over hvad han kunne gøre nu og slog blikket over imod festen, dte var nok det sidste sted han havde lyst til at gå hen, men vidste at det nok var den eneste udvej.
"Nå, klokken er ved at være mange, jeg skulle jo nødig misse hele festen, de venter nok også på mig derinde" fortsatte han og lagde sin anden hånd ned i bukselommen.
"Hvis de vil have mig undskyldt." Afsluttede han høfligt og spadserende forbi dem hen imod hovedkvarteret.
Hans skridt var faste, men alligevel føltes der bare virkelig langt derhen. Den kvælene aura derine fra var heller ikke til at misse, man kunne mærke den inden man overhoved nærmede sig.

Camille fangede straks den lidt truende undertone i Tristans stemme, og sendte ham et "Oh no.. dont go there" blik. og svarede ham " naturligvis er du undskyldt, det kan jo være vi ses derinde".
Så modtog hun smilende hendes sko og fik sat sig ned , stak fødderne i dem og begyndte at spænde dem om hendes ankler.
Camille undskyldte sig til Albert og Fru Weiss, de var begyndt en længere forklaring på at de kun akkurat var begyndt deres gå tur og derfor ikke skulle tilbage nu, og om det ikke kunne være hyggeligt at følges, og Camille forklarede hun ville gå tilbage så at james ikke ville blive urolig for hende.
Hun satte efter Tristan i håb om at kunne indhente ham.

Tristan nåede endelig hen til bagdøren og satte en hånd på dørhåndtaget. Han tøvede et par lange sekunder inden han med en dyb indånding tog sig sammen til at åbne døren og glide ind i rummet.
Et stærkt oplyst rum gik ham i møde. Det var varmt derinde og rundt omkring kunne man høre en lystig summen af ligegyldig snak. Han kiggede sig med et suk omkring og fik øje på sin bedstefar Victor lidt væk. Det snoede sig sammen i maven på ham da de fik øjenkontakt, men ingen sagde noget og han kiggede hurtigt væk. Atmosfæren i rummet var forfærdelig træng og kvælende, næsten mere end før. Folk begyndte at være opmærksom på hans tilstedeværelse, men tog sig heldigvis ikke meget af det og snakkede videre.

Camille ankom og gik ind i festsalen.
Hun bemærkede at musikken var gået i gang og at det så ud til at mange havde fået fyldt deres glas op adskillige gange.
Tristan..hvor var han? Hun kunne ikke se ham i den store flok, han var ellers nok genkendelig, bare han nu ikke var taget et andet sted hen. Hendes gejst sank lidt og rummet synes pludselig mere...gråt.
Hun spottede dog James der stod og chattede med et par venner og satte kursen mod ham , efter han havde vinket hende over med sin store lap.Det var svært at se om han var utilfreds med hendes forsvinden eller om han ikke havde bemærket den tid hun havde været væk.