Silence and now. //Markus "Wolffang"-privat //

"så er vi jo enige" sagde han, "hvorfor jeg vil vide det? som sagt jeg er nysgerrig af natur" han smilede til hende "og du har ret, det rager mig ikke, og du er sjov at snakke med" han lo lidt.

Azariah sukkede opgivende og fustreret. Hun var virkelig træt af ham. Hun gad ikke mere af ham.
"Åbenbart." Hendes stemme var kold. Hun gav endnu et suk fra sig og sagdede.
"Okay, vil du snakke så lad os snakke!"

"ok, kom så med det, hvad er dit problem?" sagde han og kiggede afventende på hende, han var nysgerrig efter at vide, hvad der var skyld i hendes dårlige humør; men også meget tilfreds med sig selv.

Azariah sad og lod som om, at hun tænkte hvorefter hun sagde:
"Dem har jeg mange af, hvilke vil du have først?" Et lille flabet smil fandt vej til hendes læber.

svaret fik ham til at smile "det betyder ikke noget for mig" sagde han og tændte en smøg med sin hånd, han stak den i munden og tog et sug. så så han afventende på hende.

Hun sukkede. Hvorfor gik alt dette ud over hende.
"Super." Svarede hun træt. "Om mine forældre, er det det du vil vide?" Derefter sad hun i lidt tid og tænkte. Med endnu et suk svarede hun endelig.
"Jeg, jeg ved ikke om mine forældre er døde."

han så overraskede på hende "virkelig? det lyder lidt ... komplicerede? kommer i dårligt ud ad det med hinanden?" spurgte han, nysgerrig efter, hvad der kunne ligge bag dette underlige svar.

"Ummm well, det er lidt svært at forklare." Hun sukkede stille. Hun ville egentlig ikke snakke om det. Men det kunne hun jo blive lidt nød til.
"Jeg ved ikke noget om mine forældre." *Jeg kan ikke huske dem.* tilføjede hun stille i tankerne

"hvordan kan du ikke vide noget som helst om dine forældre?" spurgte han, nu var han virkelig nysgerrig.

Hun drog et suk og kiggede på ham. Hun satte af med fødderne og gyngede blidt frem og tilbage.
"Jeg har ikke nogen minder fra før jeg blev vampyr." Sagde hun kort for hovedet. "Det var lidt som om, at jeg bare vågnede op som vampyr." Hun tog en hårlok og satte om bag det ene øre. "Men jeg ved det ikke helt."

"underligt ..." sagde han tænktsomt og granskede hende med blikket "er det normalt fo jer? spurgte han derefter nysgerrigt.

"Hmmm." Sagde hun og tænkte faktisk denne gang. Med et svagt smil svarede hun ham.
"Ærligtalt, så ved jeg det ikke. Jeg tror ikke at det er normalt for vampyrer, nej."

"ok ... så det er det, som går dig på? hukommelsestab?" sagde han mntert, nu da han havde fået besvaret de fleste af sine spørgsmål.

"Ja det vil jeg da tro." Svarede hun. Hun ahdve faktisk ingen idé, for hun havde ikke tænkt over det før nu, men det lød meget sandsynligt. Det var faktisk den mest sandsynlige grund hun kunne finde overhovedet.
Hvis der da var andre.

han smilte lidt ad hendes svar, "så du vidste det ikke selv?" spurgte han stadig munter, "så burde jeg vel have en belønning" lo han.

"Eller ikke." Var det eneste hun svarede til hans kommentar. "Måske, måske ikke."
"Hvad med dig selv har du slet ikke noget at fortælle om dig selv?"

"jef hedder Markus og jeg er 19 år" sagde han med et grin "ellers er der ikke så meget" ihvertfald ikke nogetr, som en fremmed vampyr skal vide tilføjede han for sig selv. "jeg har hørt priserne for psykolog hjælp er ret høje, prøv at tænk på alle de penge jeg har sparet dig".

"Hmm." Var vampyrens eneste kommentar til varulvens prøven på, at være sjov. "Betyder det så også at jeg skal sige noget om mig selv? Hmm så meget og alligevel så lidt." Hun sad og stirrede op mod himlen i lidt tid. Hun kunne ikke bestemme sig om hun skulle fortaælle ham noget.

"dit navn ville være en god start" sagde han med et grin, "og om du har tænkt dig at jage på¨mit område", nu da han havde fundet ud af, hvad han ville vide kom han pludselig i tanke om sin flok og den farer hun muligvis udgjorde.

"Mit navn er Azariah. Jeg blev varmpyr for omkring hunrede år siden, men ligner en på 18." Svarede hun med stille stemme. Hun havde ikke andet at fortælle. Eller det havde hun faktisk hun ville bare ikke rigtig dele det med ham.

"ok" sagde han med et smil "selv har jeg kun være varulv i et par år" han lo lidt "hvordan er det så at leve evigt?"

"Hmmm det er lidt forskelligt. Nogle gange er det fedt andre gange kan det være ubehageligt." Hun kunne ikke finde andre ord der beskrev det.
Der var simpelthen ikke andre. Men hun gad heller ikke ulejlige sig med at lede efter dem.

"kan jeg forestille mig" sagde han med et lille smil, "så er det altså bedre at være ulv"

"Hmm ved du hvadjeg tror du tager fejl." Svarede hun med et sukkersødt smil. "Jeg er ked af at være den der fortæller dig det, men.... du tager fejl." Hun kiggede på ham som om, at hun var vildt bedrøvet over at være den der fortalte ham det.

han smilede "haha ... det er jo ikke mig, som siger jeg ikke altid er tilfreds, personlig kan jeg ikke komme på noget dårligt, ved at være ulv"