Vi mødes også bare over alt (Camille)

Camille smålo....hun anede intet om hans kontantbeholdning, hun vidste han arbejdede i en våben butik og havde en familie at forsørge, hun mente ikke at Dawn lavede noget...eller også havde hun bare ikke hørt noget om dét .
"Kig du bare løs....men som sagt, de er ikke i den billige ende.
De gik i land og Camille trak afsted med ham i den rigtige retning med et lille greb i skjorten, hun slap dog hurtige igen ,ønskede ingen ballade.
De gik noget til op af en sti, der snoede og bugtede sig .
Enkelte sommerhuse lå på skift af vejens sider og endelig....endelig. 'hendes' lille hvide hus med syren buske og en lille teresse. Camille sukkede næsten uhørligt og sagde imens hun pegede " se....dét dét der...kom " og så satte hun tempoet lidt op som skulle hun møde en hun elskede og var utålmodig.

// tak Zean....er dét så dig der tager den med Valencia ? //

//nej, det er jeres ide^^//

han grinte svagt.
"Åhh, jamen jeg mangler da heller ingen penge" svarede han bare og lod sig føre, selv om han nok studsede lidt over hun sådan hev ham med.
Stedet virkede..hyggeligt, fredeligt....og absolut som et sted, hvor man ville bemærke noget usædvanligt. f.eks. ballademagere.
Der var træer med jævne mellemrum som både kunne være godt og skidt.
Han lod blikket glide over huset og nikkede en anelse...det var da fint nok.
Han lod hende løbe i forvejen, mens han selv gik roligt efter. Han nåede hende nok.

// okay så //

Hun summede omkring huset som en bi omkring honning.
Der var noget over stedet her og stranden var ikke langt væk, det var nemt at spadserer dertil.
Hun søgte og fandt lettet skiltet med 'til salg' , dét var godt at vide dét ikke var røget endnu.
"Nå Zean....kommer du i ferie stemning ? "
Hendes tanker gled et kort øjeblik tilbage til da Tristan var med herude, og de fandt ud af dét med hendes mor.Dét var en vemmelig fornemmelse at hendes mor ville have hende til at forlade verdenen her for at komme og joine hende.

Han rystede svagt på hovedet.
"Feriestemning?" sagde han lettere undrende...Han viste folk holdte ferie, nogle ekstra dage uden arbejde, men at der ligefrem var en stemning for det....Den havde han vis aldrig følt. Men han havde heller aldrig holdt helt almindelig ferie...Faktisk holdte han aldrig ferie....
Hans mobil brummede pludselig og han fiskede den op med en kort bevægelse og så på dem. Han sukkede svagt og gjorde et tegn til at han lige blev nød til at tage den.
Han gik en anelse væk og snakkede lidt med personen i den anden ende...
"jaja, i aften" lød det endelige svar før han lod mobilen glide ned i lommen igen.
Hans arbejdsgiver var ikke helt glad for at han tog fri...Hvilket mindede ham om nogle problemer han havde med Dawn...Nå pyt, problemer var der jo altid nok af.
Han gik tilbage
"Så det er altså dit drømmehus?"

"Ja...feriestemning...en speciel sorgeløs stemning...ved du hvad, du burde holde en ferie Zean " forslog hun glad.
Hun lod ham få lidt fred da mobilen brummede.
Og brugte Istedet tiden på at rende rundt og kigge ind af vinduet.Modsat sidst, havde hun ingen nøgle og kunne derfor ikke komme ind, hvilket var en skam, når hun nu stod lige hér.
Hun kiggede på Zean, mon dét var Dawn han talte med?Hun ville ikke kommenterer hans forhold, og hun havde en idé om hun stadig var et samtale emne hjemme hos dem.Dawn var skredet ,med en trusel om hun ville grine af hende når hun opdagede hun elskede Zean....og han nsturligvis ikke gengældte dét.Hun havde også truet med at hvis Camille ønskede at bevare en relation til Zean, så skulle hun tale pænt til Dawn.
Camille fnøs....hun talte pænt til stort set alle, men ikke dem der var nedværdigende i deres mund.
Hun havde aldrig fortalt Zean om dét, og hvorfor skulle hun også dét ?Hun blev vækket af tankerne da Zean talte .." ja...mit drømme sommerhus ....her er...perfekt " smilede hun og lod alle tanker fra før flyve.

Han kæmpede faktisk lidt med at overbevise om at Camille kun var en ven, som dog forstod ham lidt bedre end hun, og at de intet...forkert lavede om aftenen. eller natten. Eller dagen...Eller noget som helst andet tidspunkt. Selv om han havde ne mistanke om at Leonard nok godt kunne dyrke det...Han sukkede kort.
"Holde ferie? Fra hvad dog? desuden ville jeg vide hvad jeg skulle med den tid...jeg har bedst med at være beskæftiget...Eller kan det også ret hurtigt gå galt..." en forklaring var sikkert ikke nødvendig. ikke fordi hun kendte til....de ting han havde gjort mod folk. Men noget viste hun og resten kunne hun vel regne ud.
Han lod blikket glide over huset...Flot nok..Hyggelig nok...Men det ville aldrig være hans drømmehus. På den anden side ville intet hus være det...lige nu boede han bare et sted hvor han regnede med at kunne beskytte Dawn og Elyas det næste stykek tid...

Hun luskede lidt mere omkring og besigtede huset.
Men da de ikke kunne komme ind ,var der ikke mere at komme efter der.
"Hvad har du lyst til Zean....ned til stranden eller på den lokale bodega hvor de også sælger te ?"
Måske havde han ikke lyst til noget af dét, men så måtte han sige fra og så ville hun finde på noget andet.
Hun prøvede at forstille sig Zean i shorts og bar overkrop, gå og luge ukrudt...et kært men ikke videre autentisk syn.

Og noget der aldrig ville ske.
Han strakte sig lidt og lod blikket glide over omgivelserne.
"stranden så nok..." svarede han
"...orker ikke at sidde mellem en flok dum.....en flok mennesker" en flok dumme mennesker. Han viste ikke hvorfor, men han glemte tit at Camille opførte og var som et menneske....Hvilket hun nok også selv mente hun var. Hvilket hun da også var...til dels.
"Hvordan går det enlig med din evne? Har du øvet dig lidt på koncentrationen?" spurgte han, mens han ventede på hun viste vej til stranden.

"En dum flok mennesker " efterabede hun ham og sendte ham et blik der dog emmede af morskab.
"Er alle dæmoner så ignorente og fulde af fordomme som du kære Zean .....og taget i betragtning hvor ...dumme....mennesker er så hænger du da lige loveligt meget ud med et...medmindre jeg bliver betragtet som en slags...kæledyr...vuf." Jokede hun og pegede mod horisonten.
"Se...vandet....er dét ikke smukt.?"Camille elskede også stranden ,som hun elskede havet
Lyden af bølger der skvulpede ind og kærtegnede stranden for at fortrække sig hurtigt igen, kunne man da umuligt blive træt af.
"min evne ?" Sagde hun og fik en stor sten foran dem til at rykke sig to meter
"Dét går fremad.....men jeg kan stadig ik få dét til at virke på væsner, hvilke er ekstremt upraktisk ....måske du skulle sætte et navneskildt på din lille hund her, tilhører Zean, så kunne dét være de lod mig være " hun begyndte at grine.

Han rystede på hovedet. Mange af dem han havde mødt havde det...fordomme altså, selv om han nu ikke ville kalde det en fordom. Dog var der også mange der ikke havde...
"Åhh, du er ikke bare et menneske" smilte han til hende, hun havde hørt det før, det viste han. Men han kunne ikke forklare det for hende, da han ikke anede hvilket andet væsen der kunne gemme sig i hende.
"Well...Ikke på væsner?" han så tænksom ud et øjeblik men trak så på skuldrene. Han viste ikke hvad han skulle sige til det. Han viste jo stadig ikke særlig meget prøvede sig bare frem efter hvad der virkede logisk og mest rigtigt.
Han lod kort blikket glide over vandet. jaja, det var da meget fint. lige som det også så ud for 100 år siden...bare mindre forurenet.

De nåede helt ned til sandet og Camille tog hendes sko af
Sandet var stadig rimelig lunt og dejligt for fødderne at bore sig ned i .
Hun satte sig ned og lod skoene dingle i hendes hænder imens hun hvilede armene på hendes knæ.
"Ville du lære mig dét, hvis du vidste hvordan jeg kunne få dét at virke på væsner?Eller ser du dét som forædderi overfor dine 'egne' " spurgte hun lidt nysgerrigt da tanken lige var ploppet op i hende, at han måske ikke syndes dét var godt hvis hun kunne det.

Han rystede på hovedet.
"De eneste der er mine egne er andre dæmoner...Og selv ikek der beklager jeg det, da ike alle er venligt sindede...Nej, du skal kunne beskytte dig selv...Også mod mig vis det er Leonard bliver helt...ukontrollerbar" han smilte lidt til hende.
"Jeg ved ikke..hvordan virker det, når du vil gøre noget ved et væsen? Alt hvad føler du er forskellen i forhold til når du gør det ved et menneske?" det var ikke sikkrt hun mærkede noget specielt, men hvis hun gjorde havde han det at gå ud fra.

Hun kiggede forbavset på ham "Lets ville da aldrig gøre dig..ham altsår du ved hvad jeg mener...ville ikke gøre jer noget ".
Hun tænkte lidt over forskellen og svarede så godt hun kunne.
"den største forskel er nok ved mennesker føler jeg ren vrede...og væsner er dét blandet med frygt...men dét jo klart jeg er forfærdelig bange når jeg ved evnen ikke virker, ik "
Dét var den forskel hun kunne komme på og anede ikke hvordan hun skulle arbejde videre ud fra den.Vidste Zean dét ?

Han så tænskomt frem for sig lidt tid.
"Men det frygt må du jo så overvinde...Det lyder som om din evne virker, så længe du er fast besluttet på at bruge og koncentreret om det...Men når du samtidig er bange lægger din hjerne også mærke til alt for mange andre ting. Du skal simpelthen bare ikke tænke over om din evne vil virke eller ej, men abre gå ud fra at det gør den...for det er det du vil have den til" han så på hende for at se om hun forstod ham. Det var ikke sikkert det virkededen vej...men det var hvad han kunne regne sig frem til.

Hun lyttede og hendes mod sank lidt.
Han havde givet fat o noget, dét var bare dét at det kunne være en anelse for meget at forvente hun ikke var stiv af skræk foran en dæmon der ville dræbe,voldtage eller bare lemlæstet hende.
Eller en vampyr der ville drikke af hende.
Et lille frækt smil dukkede op på hendes læber , *måske skulle jeg øve mig på Dawn, hende er jeg ikke dét mindste bange for og jeg vil vædde med hun kunne gøre mig meget vred* men hun sagde naturligvis ikke noget højt.
"Hvad hed du om feer, der er uddøde for mange år siden ?Bed du hvor feland var...en anden dimension måske ?" Hun ændrede brat emne .

Han så undrende på hende
"feer?" sagde han tvivlende, overvejede faktisk om ikke Leonard skulle have hgjort hende et eller andet.
"jeg har aldig og vil heller aldrig, tro på feer...de findes ikke og det gør ...feland? gheller ikke" sagde han kort og så ud over vandet et emne han tydeligvis fandt for barnligt til at ville diskutere,,,

Naturligvis...endelig havde hun lyst til at åbne lidt op og snakke lidt om dét hele, og så troede han ikke på noget.
Hun forsøgte alligevel...
" Blodet i mig ...dét der er blandet med mit menneskeblod...er altsår fe blod, fra min mor.
Dét er grunden til ingen kan lugte hvad jeg er ...fordi ingen kender eller husker feer...de er næsten uddøde " hun kiggede væk som skammede hun sig over sig selv, hvad hun på en måde også gjore.
Mange ville sige hun var uren, måske.
Dét var vanskeligt at forudsige reaktioner om dette.

Han grinte og rystede på hovedet.
"Er det de historier du blev madet med som lille?" spurgte han. Alle børn blev fortalt sjove historier som små...Selv han havde fået nogen. Noget med at han nok skulle blive stor og stærk og noget med en eller anden...skytsengel...okay. skytsengel var jo til dels sandt, men det var først 800 år senre og mere till. Men feer? Han mente nok han ville have hørt om det på et eller andet tidspunkt i alle de år, hvis de faktisk havde fandtes...Og så gammel var Camille jo heller ikke. så den hoppede han ikke på.

Hun kiggede lidt trodsigt på ham og svarede "Nej...mine historier som barn gik mere på legender om Kong Arthur og at jeg for hundredevis eller ihvertfald langt tilbage ,mange år siden er en efterkommer af den slægt" Hun grinede da hun huskede hvordan hun som barn havde elsket , elsket tanken om bare at have 00000, 1 procent blåt blod.
"Men Zean....jeg har mødt min mor for ikke længe siden...og hun var ikke...død...som jeg i alle de år havde troet.Hun er en....fe...jeg ved godt dét lyder dumt.Og hun siger dét ikke er sikkert for mig her...hvis dét med fe blodet kommer frem til....nogen." hun lød igen lidt trist.Tanken om at hendes blod bar iblandet noget så besynderligt gjore hende pinlig berørt og ideen om at skulle forlade alle for at følge sin mor, var skræmmende.
Selv ville hun bare være menneske, som hun opfattede sig og havde levet hele sit liv som.

//Hmm...så du blev enig med Valencia om at være en smule fe? Synes bare det er underligt, for hun har ikke nævnt for mig at vi også har feer på Deploratus....? Det synes jeg nok jeg burde have vist...?//


Han rystede på hovedet. Han troede hende ikke.
"Hvis der virkelig havde fandtes feer, tror du så ikke jeg ville have hørt om dem i alle de år jeg har levet og rejst jorden tynd?" smilte han lidt til hende. Hun kunne ikke narre ham, lige meget hvor meget hun prøvede.
"Det er sandt, du er ikke kun et menneske...men ligefrem en fe? er det fordi alle de andre racer virker skærmmende på dig?" det sidste var ikke ment på nogen ondt måde og han håbede heller ikke hun tog det den vej. Han kunne heller ikke forestille sig at elvere skulle virke skræmmende...eller diverse engle, bortset fra nogle enkelte selvfølgelig...okay dødsengle kunne måske godt, men det var vist mere navnet...
Han rystede på hovedet. han gad ikke diskutere det her...Det virkede faktisk som om hun selv troede det og det kunne der nok ikke komme noget godt ud af...folk ville nok tro hun var...banrlig eller havde en brist et eller andet sted.
"I hvert fald...lad vær med at råbe for højt om det til alle go en hver...og mens jeg skal hjælpe dig med din evne, så lad være med at nævne det..." sagde han og rejste sig fra den sten han havde sat sig på for at nærme sig vandet.

// dét ved du nu, i din pm ...hele historien //

Hun følte sig ...som en snegl uden sneglehus.
Hvad bildte han sig ind? Barnlig og en skrue løs var hun ihvertfald ikke.
Og hvad var så anderledes fra en fe til en elver ?
Hun kiggede vredt efter ham....hun ville aldrig fortælle ham noget som helst igen.
Bare fordi han ikke kendte til dét så eksisterede dét ikke ? Han var toppen af arrogance den fyr.
Hun skulle lige til at nævne at Tristan også havde set dét hele...eller noget af dét, men hun kunne jo ikke så godt bringe ham på banen.Så Zean måtte bare tage hendes ord for gode vare, han havde intet valg.
"Tror du jeg OPFINDER at have skide fairy blood i mine åre ? jamen, dét ER da noget jeg har ønsket mig længe...og ved du hvad...ZEAN....jeg er ikke en dyt bange for nogen racer, ikke en gang dig, at du bed dét.
Så du kan vælge at stole på mig eller forsætte i din lille ignorente bobbel ".
dét med evner og ikke at tale om feer, kommenterede hun ikke direkte, men hun havde jo på en måde ved at starte en hel fe diskusion med ham.

Han sukkede, hvorfor blev hun s pvred? kunne hun ikke bare acceptere at han ikke accepterede en underlig fehistorie?
"Nåe ja..undskyld, når jeg ike har samme mening som alle andre i helet verden, så er jeg ignorant og arrogant ikke? Jeg har for høje tanker om mig selv og er i det hele taget bare en skidt fyr..." han sukkede da han vente blikket tilbage mod vandet. Han ville ikke skændes, havde ikke energi til det lige nu og hende ord sårede ham faktisk. I stedet for at gøre ham vred...faktisk blev han mindre og mindre vred for tiden...bare mere om mere...trist og flad. Kort sagt. Han orkede mindre og mindre...som om han bare var ved at opgive det hele. Til helvede med det.
Hun måtte være sur hvis hun ville...hvilket hun åbenabrt ville.
kvinder...

En skidt fyr ? Hvornår havde hun nogensinde kaldt ham dét ? Ikke engang da han drænede en mand ,tog hans sjæl for øjnene af hende.Ikke engang da hun blev bange ved at se den mere brutale og rå siden af ham , havde hun kaldt ham dét.
Hun rejste sig stille og gik over til ham.Stillede sig ved hans side og konstaterede blot fakta "Zean...jeg synes du er en fantastisk mand, jeg har aldrig nogensinde sagt andet.Om du er fejlfri ? Gud bedre dét NEJ for pokker...du har mange fejl , hvis man spørger mig...men de gør dig ikke mindre fantastisk , de farver din personlighed ... og gør dig til et mangfoldigt menne....eh, en mangfoldig fyr " .
Mon han forstod hvad hun forsøgte at sige.Hun kunne næsten bedre lide når han var vred end trist.
Hun kunne ikke lade vær med at tænke på, hvordan han var når han var rigtig glad.En hel aften uden tristhed, vrede eller andet en morskab og glæde....dét virkede mere surrealistisk end at være en skide fe., men hun var jo oz menneske, en slags menneske.

Han sukkede.
"Jeg gider ikke mere" mumlede han bare og lukkede øjnene...Ønskede et sted hvor han kunne find efred. Men sådan sted fandtes jo ikke.
"fantastisk person? MAnge fejl?" selv opfattede han det ikke som mange fejl...Men det kom vel også an på hvilke øjne man så med...Som dæmon havde han ikke mange fejl, mente han da...det havde hans far overbevist ham om.
Han trak p åskudlrene.
"Hvorfor kan vi aldrig hvae nogle almindelige timer sammen? hvor vi bare slapper af og faktisk nyder hinandens selskab? Hvorfor skal vi altid skændes over et eller andet?" han så lidt på hende
Han rystede på hovedet...
"Mange fejl..." mumlede han for sig selv igen....
"God...hvor jeg hader mit liv..."