Vi mødes også bare over alt (Camille)

Hun så undersøgende på ham .
Han var en smuk mand , ville mange sige.Camille selv kunne drukne i en fyrs øjne og hans sind...alt andet var af mindre betydning.
Men han holdte tilbage var hun helt sikker på.
Dét var light udgaven af historien , ikke et kapitel men nærmere stikord han fødede hende med, og hun var mere sulten så han måtte diske op med noget mere.
Hun vippede lidt med fødderne og ville have ham til at forsætte så hun sagde blot " jaa?...." Og så afventende ind i hans øjne.

Han så lit på hende
"Ja?" svarede han så igen, han havde ikke tænkt sig at give hende flere detaljer....For så skulle han endnu en gang dykke ned i sin fortid. Han havde jo lige mødt hende igen, han kunne da ikke fortælle mere. Han kunne fortælle hvad der skete med sine forældre efter han var stukket af hjemme fra...Men på en måde havde han mest lyst til bare at holde det for sig selv. Det var allerede foruroligende at hun viste så meget om ham....
Han rejste sig og gik ud i køkkenet et øjeblik, satte vand over. Han kunne godt drikke noget varmt. For en sikkerhedsskyld satte han lidt ekstra over hvis Camille også skulle have lyst.
Han stilte sig i dørkarmen, men stadig uden at sige mere. Han var klappet i igen. Tav som en østers.
Han skulle nok selv vælge hvornår han ville sige hvad...

Camille rystede på hovedet da han blot svarede sit trodsige ja tilbage.Han vidste så udemærket godt hvad hun mente og lagde op til, og han afviste dét lige så glidende .
Camille fulgte ham med blikket, da han gik mod køkkenet.Hun kunne høre vandets rislen og en skrællen derude fra , mon han ville lave the eller kaffe ?Noget varmt ville være herligt nu.
Han kom tilbage og stillede sig tavs i døråbningen.
Hun betragtede ham...lidt mere mut end før så dét ud til, han havde gennemført et skift af humør, tænkte hun og morede sig lidt da hun for sjovt sagde "Velkommen tilbage...jeg var begyndt at undrer mig over hvad der var sket med dig Zean....du var så....snakkende " .
Hun satte sig op igen i sengen, strakte sig lidt og sagde imens hendes øjne ikke forlod ham "Nå...blev hun hos dine forældre da du forlod dem...og Zean...er de okay ?".
Hun havde jo før spurgt ind til om de var ilive, men dér vidste han dét ikke, måske han nu havde modtaget nyt fra hans veninde...den nye engel i hans liv.

Han smilte lidt til hende. Typisk hende, hun var altid så...opmærksom på sådanne ting.
Hans forældre....Det han lige var blevet enig med sig selv, at han ville holde for sig selv. Men han kunne jo hurtigt sige det, sige det nye han havde fået, uden at skulle forklare hvorfor.
Hvorfor de var sådan. hvorfor de reagerede sådan. Eller noget som helst andet for den sags skyld. Han trak svagt på skuldrene som om han faktisk ikke helt viste det alligevel.
"Min mor fik endnu et psykisk nedbrud, min far virkede skuffet, men ignorerede det så og tog videre" sagde han kort. Han forsvandt ud i køkkenet igen.
"Noget varmt at drikke?" spurgte han ud gennem døren
"Te...Kakao? Har desværre ikke kaffe, kan ikek fordrage den drik..." han skar en kort grimasse og så lidt på hende...

Hun kiggede på ham med forbløffelse i hendes øjne.
Hans mor fik endnu et psykisk nedbrud ?Hvor mange havde hun haft og hvorfor?Var dét tabet af hendes søn der kuede hende og hun gik ned, eller lå der helt andre grunde til årsag for dette.
Og hvor gik faderen hen?Hun sad lidt uroligt, han gav hende hele tiden brødkrummer...og ikke et helt stykke brød og hun var sulten efter hele brødet, ikke bare en skive eller nogen krummer.
Hun mærkede hendes smagsløg næsten frembragte mundvand da han tilbød kakao, det havde hun ikke drukket længe.
"Tak Zean...kakao vil sende mig lige i himlen.....og så kunne du måske fortælle lidt mere, måske om din mor...hvis du vil imens...hvorfor , hvad mener du med psykisk nedbrudt og er hun stadig...syg ?" Camilles stemme var interesseret og omsorgsfuld, men uden ynk af nogen art.Zean ville sætte hende uden for døren, hvis hun smurgte for tykt på, vidste hun.

Han sukkede dybt, uden at lægge skjul på det.
Han rørte to krus kakao sammen og kom ud i stuen med det, satte det ene på bordet og tilbød hende det andet.
Han satte sig ned, med armene over kors og så længe på hende.
"Hvorfor er du så interesseret i noget der er sket så længe siden?" spurgte han underligt roligt.
"Er det bare fordi det er god historie eller fordi du mener du bekymre dig for mig?
Lige meget hvad mine forældre laver lige nu, ville jeg aldrig vende tilbage til dem. Der er gået så mange år...Vi høre bare ikke sammen mere. Min far ville nok se mig som en udfordre og i værste fald ville jeg komme til at slås mod min far, min mor ville nok se på mig med kolde øjne....Selv om hun er dæmon, min mor, tilgiver hun aldrig sådanne ting" han smilte, hvilket man nok ikke skulle tro.
"Hvis de stadig lever" han tog sin kakao og pustede på den,drak lidt af den. Den var varm, men havde en sød smag. Han fik altid lyst til at drikke mere, men så ville han brænde tungen.
"Min mor...er meget gammel. Det var hun selv dengang. Hun havde været opdraget til at familie...Ikke var noget specielt, men skulle være heldig hvis man fandt nogen der interesserede sig for en. Tænk hvordan hun måtte have haft, efter så mange år, at finde min far..." han så ned mens han talte, som om han så det for sig eller bare ikke ville se hends reaktion.
"Min far havde til gengæld haft en forholdsvis kærlig familie...Men han passede bare ikke ind, han var skyggedæmon...Og dermed en del af skygerne, en man aldrig vist var der...Og han elskede det..." nu han snakked eom det, mærkede han selv følelsen af at være en ukendt, usynlig trussel...En dejlig, fri og magtfuld følelse.
"....Han stødte ind i min mor og der var for en kort tid forelskelse...Men min ar har det som mig, ser man en smuk kvinde er man hendes for en nat...Min mor er dog stædig som kun fanden, hun blev hos ham lige meget hvad, ville ikke miste det eneste hun havde...Og hun blev gravid.
Fødslen slog hende næsten ihjel og det første halve år eller så, kunne hun ikke passe mig...Jeg ved ikke, jeg tror nok hun nærmest var gået i sort...Men så vågnede hun op og tog sig af mig. Det næste år måtte ingen røre mig, ikke engang min far...Hvilket nok også var med til at gøre at han ikek rigtig gad mig. Han var ikke den skabte faderskikkelse, han blev der mest af pligt. " Zean trak p åskuldrene og så op på Camille.
Hans øjne var...underlig fjerne. Pludselig, ud af det blå, sotd han op, greb fat om stolen og smadrede den ned i gulvet.

Camille kiggede på ham, søgte efter tegn på om han virkelig mente dét han sagde.Var hun på jagt efter en spændende nyhed var dét godt nok nemmere at indkøbe et sladder blad end at tro man kunne lokke noget ud af Zean, han ikke gad fortælle.
Hun gav en lille utilfreds lyd fra sig og sagde "Helt ærligt Zean....behøver jeg virkelig at svare på dét, jeg troede du kendte mig godt efterhånden, godt nok til at vide svaret på dét sprgsmål ivertfald " hun så ham direkte ind i hans øjne og forhåbentlig ville han finde intet andet end sandheden i hendes.
Noget måtte han havde troet på, for han begyndte at fortælle.
Igen slog han benene væk under Camille.....dét var endnu en beretning om ...en hjertensskærende fortælling faktisk...om hans familie ,mest om hans mor og lidt om hans far også.
Hendes hjerte snørrede sig sammen.Den store stærke mand, der ikke lige var sådan at ryste , havde haft et hårdt og på mangemåder trist liv, med forsømmelser og svigt, ihvertfald iforhold til Camilles idé om babyer, børn og familieliv.
Hun skulle lige til at sige noget han med garanti ville opfatte som blødsødent, men sådan var hun nu engang , da stolen med en enormt brag blev smadret og ødelagt , selv om tæppet tykt og blødt lå og tog fra slaget.
Camilles krop gav et sæt og hun kom op og stå...stadigi sengen, dét skete nærmest som refleks "Zean...hvad fanden sker der ...hvad laver du " hun så ned af sig selv og på hans seng hvor brændende varm kakao var spildt og havde lavt pletter.
Hun ignorerede varmen der trængte igennem hendes kjole og begyndte Istedet febrilsk at hive dyner ned fra sengen, idet hun selv hoppede ned og begyndte at trække betrækket af, imens hendes øjne dårlig forlod Zean og hun ventede en forklaring på hans udbrud.

Han trak vejret dybt. måske et par gange mere. Så smilte han svagt og trak på skuldrene.
Han kunne ikke forklare det...Nærmest som...om det hele blev for meget for ham og han bare lige skulle afreagere lidt.
"Skulle bare afreagere..." sagde han kort og hev at i dyne for at hjælpe hende. Han samlede betrækket i en bunke og smed dyner og puder ned i et hjørne af sengen.
Han hentede noget køkkenrulle og begyndte at suge så meget som muligt op fra madrasserne.
Han så lidt på Camille.
"Nå pyt...Nu har du hørt så meget om mig...må jeg ikke snart få noget historie?" spurgte han, alt for rolig i forhold til alt der lige var sket. Eller så meget var det vel heller ikke...

Camille hjalp til med Madressen , og da der til sidst ikke var mere at se satte hun sig ned.
"Beklager uheldet....kunne du måske næste gang advarer om der kommer en afreaktion ?" Sagde hun med et lille smil om munden.
Damn den mand var lidt af en håndfuld at have styr på eller at forudse handlinger fra.
Hun ville ikke presse yderligere, da hun vidste hvad eller nærmere hvem dét kunne ende med.
Zean ville gerne skifte ende og hive lidt ud af hende, og dét var vel fair nok.
Men der var jo...ting...hun ikke burde fortælle om, hvis dét betød de kom i fare.
Ville Zean for eksembel sige noget til hendes forhold eller nærmere relation til Tristan ?Camille selv kaldte dét nu et forhold...det var nemmere i længden.
Og hvad med Sakref ,der havde været ved at slå dem begge ihjel, ham løste hun opgaver for free Lance, selv om dét var længe siden nu.
Hun lagde hovedet lidt på sned og besluttede at føje ham, lidt."Ok Zean....hvad vil du høre om da ?".

Han trak lidt på skuldrene. Han gik ud i køkkenet og smed det brugte køkkenpapir ud. Da han kom ind igen, så han nu at stolen faktisk var gået i stykker. Han orkede at rydde det op, selv om stedet lignede et bombet værelset nu.
han satte sig tungt på sengen og så lidt på hende.
"Tja, du begynder bare? Hvad med f.eks. lidt fra din barndom...." foreslog han, da han huskede at hun også havde hørt lidt om hans. Han vidste der var noget med mænd der havde det lidt for sjov med mindre piger...men der måtte da også være andet.

Camille blev lidt eftertænksom.Dét var ikke fordi hun var en krukke på nogen måde, men modsat mange af hendes kvindelige kollegaer , var hun bare ikke så glad for at tale om sig selv, hun ville hellere lytte.
Men hvis hendes forhold eller venskab nærmere, skulle udvikle sig vidste hun at dét var hendes tur til at udvise Zean den tillid, hun selv ønskede han havde til hende.
Hun startede med en joke " Der var engang en lille pige.....jeg voksede jo op under gode forhold, begge forældre ,velhavende og masser af kærlighed specielt fra min mor.Hun sagde ofte at særligt blod og blåt blod løb i mine åre, men jeg troede hun legede med, byggede videre på de eventyr hun læste for mig hver aften.
Jeg husker ikke min mor syg...faktisk ikke en gang forkølet, men en dag da jeg var otte , kom min far og sagde hun var død, og fremover måtte der ikke tales om hende.Resten af årene hjemme var mørke og strikse , ikke andet end skole og lektier på højt plan som adspredelse.Jeg savnede hende forfærdeligt.Enkelte kærester krydsede min vej, men de fleste dog ikke lige nogen der kunne slå benene helt væk under mig, så jeg gad ikke invisterer i dem...rigtigt ".
Dét var sandheden, den enkle udgave naturligvis....Zean var jo ikke hendes mentor for ingenting.
Hun var igen tilbage i sengen og sad blødt op af alle puder og dyner.

Han nikkede lidt. som regl var han ikke interesseret i andre folks historier, alt deres elendighed eller glæde, det er noget de selv måtte holde styr på.
Men han ville alligevel gerne have noget for noget. Skabe en balance i det. Og dette...føltes bare ikke som nok.
"Okay...fortæl noget mere" sagde han roligt, han tog sit krus med kakao fra bordet...
"Vil du have en ny kop?" spurgte han. Det var rart for en gangs skyld at det ikke var ham der snakkede, selv om det hurtigt kunne blive kedeligt i længden. Men han tog sig sammen.
Han havde aldrig været den person der bare sad og snakkede...men ville han have noget igen, måtte han jo.

Hun smilede, han var alligevel lidt nysgerrig uden at ville indrømme dét naturligvis, hvad ville han få ud af at indrømme dét, i hans verden ville dét garanteret blive opfattet som en svaghed at overhovedet udvise interesse for et menneske.
Hun havde faktisk ingen idé om hvad Zean tænkte og mente om hende, udover at hun var stædig og til tider irriterende...og at han ikke ønskede hun kom tilskade, som når nogen antastede hende.
Hun forsatte en smule mere, usikker på om dét var forældre eller hendes personlige relationer han ville vide om, så hun valgte dét sikkre men ømme punkt, forældre.
"Min far dødede , for nok halvanden år siden nu....min telekinese ...øh....jj-j ..du ved, Anyway...han overlevede dét ikke "hun trak vejret dybt determineret ikke at græde, da hun havde udviklet en irriterende vane med ikke at kunne styre dét,Istedet nev hun sig selv i armen,dét synes somme tider at fjerne den psykiske smerte og omsætte den til en fysisk hun bedre kunne rumme ,uden at tude.

Han lod kort blikket glide over hende og nikkede.
Da hun ikek havde svaret på hans spørgsmål, satte han sig bare til rette og drak af sin egen kakao der var blevet dejlig lun.
Han lukkede øjnene i et øjeblik, bare for at slappe lidt af.
"Der er noget jeg faktisk har tænkt over..." sandt. Ikke om hende eller noget med hende. Han håbede ikke hun tog det som en fornærmelse at han bare hoppede videre til næste emne...Måske ville det faktisk bar virke lettene for hende?
Men det var hans egen...bekymring nærmest. Eller bekymring og bekymring...Noget han havde bemærket...
"...Nogen gange møder jeg folk, som jeg husker som venner eller som jeg slet ikke kender...SJovt nok.....Men det er som om det hele alligevel er anderledes, som om...De påstår jeg har gjort ting ved dem...Men jeg kan ikke huske at have gjort dem" han snakkede selvfølgelig om Leonard, dog uden selv at vide noget til det. Han åbnede øjnene og så lidt på hende...Hvorfor sagde han det til hende? Det var jo ikke sikkert hun viste noget...faktisk, nu han tænkte over det, virkede det absurd...dog kunne han jo ikke vide det.

Camille havde dét mere end glimrende ved et emne skifte, hun kunne have kysset ham for dét.
Men da Zean fik sagt og forklaret hvad der optog ham, blev hun mere eftertænksom.
Var dét hendes opgave at få ham til at forstå, og hvordan ville han reagerer...hun tænkte på stolen der røg en tur tidligere på aftenen og sukkede.
Hun satte sig godt tilrette og så indtrængende på ham.
"du må tro på dét jeg fortæller dig Zean, jeg ville ikke lyve om noget alvorligt for dig....men jeg oplevede noget....du ...gjore noget, den dag i min lejlighed.
Hun lod ham lige få lidt tid til at indstille sig på der kom et eller andet ,inden hun forsatte "du forsvandt...ind i dig selv og præsenterede dig for mig ved et andet navn.du var...sød nok...vi talte om din barndom ....og andet i et pænt stykke tid, så forsvandt han og du var tilbage igen."
Hun afventede en eller anden reaktion , dét var heavy stuff hun smed i hovedet på ham, selv om hun forsøgte gøre dét blidt og i små portioner.

Han kunne se på hende at dette nok ike ville blive...alt for let, selv om han havde håbet hun ville sagt noget ala "Jamen det lyder da underligt, tror du ikke bare de laver sjov?" Eller noget...
Han kunne sagtens huske han var hjemme hos hende, han havde snakket om nogle...ting. Og til sidst havde han gidet at fortælle hende mere...Men hvad snakkede hun om? Han gennemtænke hele forløbet hjemme hos hende....han stod ved vinduet, han gik hjem....Han kunne ikke se hvor det skulle være.
Han så lidt på hende....Gjorde hun sjov med ham?
Han sukkede svagt
"Hvor ville jeg godt tro dig..." sagde han kort og så på hende
"...Men jeg kan ikke"

I hendes øjne flashede et lille lyn, så han troede ikke på hende?Jamen så måtte hun jo overbevise ham.
"Dét burde du ellers, hvis ikke du vil forblive svag, for dét må ses som en stor svaghed at du ikke har kendskab til den del her.
"Zean ....jeg kender til hele...øh, nej vi spoler lige tilbage, da du stod ved vinduet og vi snakkede ,husker du dét? Da var dét at du pludselig vendte dig om og præsenterede dig , du kunne vise mig ..ting...fra din fortid der var sket."
Hun lod ham lige fordøje oplysningerne inden hun videre sagde. ". Du sagde dit navn var ... Leonard "
Dén sidste del med navnet sagde hun meget forsigtigt og holdt godt øje med ham.Hvordan ville han modtage dét ?

Svag? SVAG? Hvad anede hun om svaghed? Han havde siddet og åbende sig for hende, med ting han ellers ville have holdt for sig selv for altid. Og så kaldte hun ham svag.
Han hørte ikke rigtig resten af hvad hun sagde...Ordet svaghed satte for meget i gang inde i hans hoved. Det eneste han hørte mere var navnet Leonard.
Hun havde hørt det før, af Sakref da de havde været ude og besøge ham....Men...noget, et eller andet, måtte være sandt siden hun kom frem med det navn.
Han rejste sig op. Han viste ikke hvordan han skuller eagere.
"Jeg er ikke svag!" sagde han koldt og vente ryggen til hende et øjeblik.
"Leonard?...Jeg ved ikke hvad jeg skal tro...Jeg husker ikke selv noget...." han rystede på hovedet, var der ikke en måde at blive klogere på det, på?

Camille fortrød ordet hun havde brugt, og så alligevel.Hun var nød til at finde en indgang til ham, en vinkel der virkede og han ville regerer på 'svag'.
Hun gik over mod ham med stoppede en meter fra ham hvor hun talte til hans ryg "Zean ...du den stærkeste jeg kender...men selv du har huller i dit forsvar og at forstå dét her vil lukke nogen af dem.Han,Leonard, husker alt....selv denne samtale vil han huske...og han kender til Dawn og jeres baby." Hun gik over og lagde sin hånd på hans skulder "jeg har en idé...så du kan se med dine egne øjne...jeg vil bede dig om at trænge ind i mig, i mine minder fra den aften ....burde du så ikke kunne se, alt dét du ikke husker?".
Egenlig havde dét været hendes mening ikke at lade nogen pille ved hendes minder og rode rundt i hendes tanker og følelser, men for Zean nu...ville hun give ham lov.

Hun havde ret. De huller måtte ikke være der. De måtte ikke! Han havde allerede skabt for mange nye...Han vendte sig halvt og så lidt på hende. han var på en måde bange for hvad han ville se...men han måtte også vide det. Han nikkede svagt. jo det kunne de vel godt.
Dawn og Elyas...Vis det var sandt....og med de personer der kun havde oplevet onde ting, af ham...hvad ville han så ikek gøre mod Dawn og Elyas, hvis han ikke kunne styre ham? Han viste jo ikke engang han var der!
Hvis det var sandt...Hvordan ville hans andet jeg så reagere på at han kendte ham? Ville han måske selv komme til at "møde" ham? Kunne få orden på det....eler hvad? Hvorfor var han der overhoved? Hvordan?
Han viste dæmoner tit havde sådanne problemer...men alligevel....

Camille følte de var på rette vej, dét var sådan han kunne få vished.
Zean ville vide dét var sandheden ,hun ville ikke kunne lyve eller manipulerer med materialet.
Men en bekymring dukkede op.
Ville dét være sikkert for hende ?Leonard havde truet med at ville møde Dawn , faktisk var den del af ham slet ikke enig med Zean i at hun var den rigtige, var dét derfor han altid følte tvivl, på grund af Leonards følelser...de var jo en del af ham.Dét var komplekst, dét hele.
Men hvad hvis Zean mistede temperamentet, eller hvis Leonard tog over imens han havde adgang til hendes sind?Ville hun være i fare.
Hendes blå øjne søgte Zeans og hun spurgte "Zean...er du sikker på du kan holde dét ud...han snakker lidt ...grimt om din familie...og en del andet, jeg mener ...kan du blive så ..oprørt...at du gør mig fortræd iimens du er i mit hoved? Og ville jeg kunne lukke dig ude ?".
Dét sidste regnede hun dog ikke med, dét var jo dét hele evnen gik ud på at han kunne trænge ind, uden invitation.

Han sukkede svagt og lod blikket glide omkring sig.
"Lad mig være helt ærlig...Jeg kender ham ikke. Så jeg har ingen mulighed for at kunne svare dig på det...
Men når jeg bruger min evne, koncentrere jeg mig om det, jeg trænger ind i andres hoved ved hjælp af mit eget...Hvis han dukker op..." han trak på skuldrene
"Jeg aner ikke hva dder så vil ske, men mon ikke han havde skadet dig hvis det var det han ønskede?" han så lidt på hende. Han håbede hun stadig ville lade ham...ellers stod han stadig på bar bund. bare mere forvirret end før.

Camille mumlede tilbage "Dét var faktisk ikke ham jeg var mest nervøs for, han var venlig nok overfor mig....dét er din reaktion .....men lad os bare komme igang.
Vær forsigtig Zean...dét er ikke til at vide hvordan dét vil være for dig at se 'en skjult del af dit eget ego'.".
Nu var hun faktisk også bekymret for ham.Hun ønskede jo for pokker at hjælpe ham ikke at pine ham.
Men hun måtte stole på at selv om dét ville være forbandet hårdt for Zean nu, så var dét korrekt og ville på den lange bane gøre ham mere stærk, mere hel og istand til måske at kontrollere Leonard.
Hun kiggede over mod sengen "Mon ikke vi skal sætte os?"Hun gik derover, møvede sig op og satte sig tilrette op af ryglænet.
Parat til at lade ham tage et kik på hendes møde med Leonard.....

Han så lettere overrasket på hende...troede hun virkelig ikke han kunne styre sig selv? På nogen måde? Han gjorde jo ikek ting, der skade dem han holdt af...
Og alligevel ville hun stole nok på ham til at lade ham kigge ind i hendes tanker endnu en gang...Men nu havde han ikke lyst til. Og dog...han ville jo gerne vide det...
Han sukkede svagt for sig selv og satte sig over i sengen.
Han tøvede lidt før han lod sit blik møde hendes og lod sit "spindelvæv" glide ind og sprede sig.
Da han havde styr på det, ledte han lidt til han fandt det han ledte efter...

//Jeg ser ingen grund til vi opremser hvad der er sket, da vi begge ved det ;)//

Det var...underligt at se...så uvirkeligt, så...var det virkelig ham? Eller rettere Leonard?
Han måtte tage sig sammen for at komme sikkert ud af Camille igen.
Da han var færdig sad han bare stille med lukkede øjne, tænkte over det han havde set...forskellige ting gav mening nu...Men passede det, det Leonard snakkede om at han kom fra...dengang?

Hun kunne mærke da han startede at trænge ind. det var en sprciel følelse, men hun havde jo prøvet det en enkelt gang med Zean før, så hun vidste hun bare skulle slappe af og give ham lov til at finde det han søgte efter.
Det gik faktisk nemmere end den første gang, måske fordi det denne gang handlede om at hjælpe Zean.

billederne gled igennem hendes hoved, minderne flød som en levende film fra hende og over til ham. // enig ...we both know ;) //

Hun fornemmede ikke noget raseri eller vrede fra Zean af, eller ihvertfald holdte han det væk fra hende.
Efter lidt tid, virkede det som han havde sluppet "grebet i hendes minder" og da hun langsomt åbnede sine øjne igen, så hun Zean foran sig lukkede øjne.
Hun sad først helt stille, ville ikke afbryde, ville ikke forstyrre hvad han nu var igang med at fordøje.Hun sank en klump og fik et stik i hjertet.Det var SÅ uretfærdigt, livet var uretfærdigt, hvilke var grunden til hun ingen gud havde at tro på.
Hvad nutte gjore en sådan, når dem hun elskede led og oplevede grusomme ting i deres liv.
Efter noget tid, kunne hun ikke udholde stilheden mere og hun rakte en arm og prikkede forsigtigt til ham og hviskede næsten da hun talte "Zean... er du okay ?"