Alene, men glad.

Dato: 23/12
Dag: lørdag
Tid: 17:34
Sted: nedunder klinterne
Vejr: koldt, blæsende, ingen sne, lidt tåget.
Omgivelser: Klinter, store sten, salthav, sand og tang. Ingen mennesker.

Eolith gik tænkende rundt på stranden, for sig selv. De seneste par dage havde han været meget for sig selv, og han havde ikke altid lyst til at tage ud sammen med familien eller venner.
han gik rundt og overvejede, om han også i dag, skulle finde sig en bar i slummerkvarteret og drikke resten af dagen væk? Han havde lidt tømmermænd endnu, efter dagen før, men han så sig omkring med klare tanker.

tøj: http://www.zoopy.com/data/media/61387/original.jpg

Morgan kom stille gående ud af en butik tæt på stranden, han tog sin ene hånd ned i lommen mens han holde en smøg i den anden. han så sig lidt omkring og besluttede sig for at gå ned på stranden, da han ikke regnede med at der ikke ville være så mange mennesker der nede. han begynde roligt at gå mens han så ned i jorden, hans hår sad som altid i en hestehale og hans øjne var mørkerøde og kolde. han smilte charmerende til nogle forskællige personer der gik forbi ham, selv om hans øjne var kolde så vente nogle piger sig om og så efter ham. han rystede let på hovedet og tog sin smøg i munden, mens han bare gik videre

Han nåede et ensomt stenskred, der for længe siden var faldet ned fra klinten, og havde afspærrede vejen videre mod den anden del af stranden og satte sig på en af de sten, der var højest i bunken af stenskredet. Han sukkede og så ud i havet med et tomt blik, og bemærkede ikke den vampyr, der langsomt nærmede ham.
Vinden tog i hans kastanjefarvede hår, og bar samtidig hans tunge tanker med sig.

Morgan røg det sidste af sin smøg inden han kastede den væk, og fik en stærk duft af engel ind i sig
*måske alene* tænkte han
og begynde at gå hen mod duften, han lag sin anden hånd ned i lommen og gik bare videre. han stoppede op da han fik øje på ham og lag sit hoved på skrå
*hrmm* tænkte han
inden han forsatte med at gå hen mod ham, han stoppede op da han havde nået til stenskredet
"hey" sagde han
og så bare kold op mod ham, han hoppede hurtigt op på en sten tæt på ham

Eolith vågnede op fra sin egen verden og så hen på personen, der nu havde hoppet op hos ham. Han kunne med det samme mærke, at det var en vampyr, men blev siddende. "Hvad er der?" Svarede han uden hverken at vise uhøflighed eller venlighed. Lige nu havde han ikke lyst til at snakke med nogen, og heller ikke nu, mens at tiden spænede afsted og det hurtigt kunne komme til at ende galt. Han havde ikke lysten til noget som helst.

Morgan satte sig bare ned på den sten han stod på
"intet" svarede han ligeglad
og tog en dyb indånding af ham, mens han kom til at smile charmerende af det
*gode sager* tænkte han
og lag en hånd om i sin nakke

Han sad akavet og så til, mens han kunne mærke, at han burde rejse sig og gå. Han stirrede modvilligt på ham, da han bare satte sig, og fik så tvunget sig selv til at rejse sig.
Den fyr mindede alt for meget om den person der havde bidt ham til, at han ville blive der. Han ville bides endnu engang, og så risikere livet igen. Han kravlede ned ad stenene, selvom han havde vinger. Det var godt nok første gang han gik væk fra en vampyr uden at personen havde gjort noget.

Morgan så efter ham og så derefter sig omkring, han rejste sig hurtigt om da der intet menneske var og så. han løb hurtigt efter ham og lag armene omkring ham
"du skal da ikke gå" hviskede han
ind i hans øre, og smilte stadig charmerende til ham

"Du må være en svag vampyr siden du går efter en lille hjælpeløs engel?" Hviskede han igen i et lidt mere irriteret tone. Han så fra hans arme omkring sig til ham bag sine skuldre "Er du ikke stærkere end det?". Han knugede næverne, da han måtte være stærk. Han havde skam fået nogle overlevelsestips af nogle andre vampyre engang, men det var stadig næsten helt umuligt at slippe væk, hvis vampyren ikke var dum.

Morgan rystede på hovedet
"jeg går ikke efter nået, ville sådan set bare snakke. men lysten til at bide dig er stor" snerrede han
og bed drillende efter ham, Morgan pressede ham tætter indtil sig og smilte imens. han så sig derefter omkring efter mennesker, da der ingen var så han ned på hans hals igen

Eolith rykkede på hovedet, da den fremmede snappede drilsk ud efter ham. Det var slet ikke noget han kunne finde spor sjovt. "Pff.. Snakke.. hvor hyggeligt?" Sagde han ironisk til sig selv "og hvad vil en vampyr så tale med en engel om?".
Han så ligeud, og ville helst ikke se ham i øjnene eller på nogen måde vise interesse for ham. Han ville bare hjem nu.

Morgan rystede på hovedet mens han lo ondt
"snakke,, snakke" sagde han
og rystede på hovedet han tog sit hoved ned til hans hals og kyssede ham en enkel gang
"men du ville nok ikke snakke, så det bliver bide" hviskede han
inden han bed sig fast i hans hals

Eolith bed sig i læben i chok og udbrød et smerteligt støn. "Nej stop!" Skreg han, og greb hurtigt fat i Morgans arme for at løsne dem. Han var jo iøvrigt allerede blevet bidt, så hvorfor nu igen!? Han ville ikke mere!
Han kneb øjnene sammen, og nev i Morgans hænder, da det var det eneste kneb han kunne gøre ved ham.

Morgan tog fat i hans arme med den ene hånd, og lod den anden glide op under hans trøje
"mmrh" sagde han
mens han forsatte lidt med at suge hans blod

//jeg logger.. kommer på sener idag//

Eolith kunne mærke at han blev slap i benene. Det var endnu værre for anden gang, at blive tappet for blod. "Lad være" Bønfaldte han, da han kunne mærke, at han blev svagere og en lille smule koldere. Hans hænder dirrede, men kunne ikke knuge sammen længere "Du må ikke tage det hele...".

Morgan lo lidt i mens, men slap lidt efter. han slikkede det blod væk der var på hans hals
"det er svært når du smager så godt" hviskede han
ind i hans øre, mens han lod sin hånd glide længere op af hans mave og derefter tage fat i hans hals

Eolith kneb øjnene sammen, og vidste dårligt, om han skulle dø nu, eller leve. "Jeg mer dig..." Måtte han så ydmygt bede. Han var jo ikke så dum, at være dumsmart og stædig, men han vidste nu heller ikke, hvordan man talte til en vampyrs fornuft.

Morgan lod sin hånd glide længere op og rørte hans læber med et finger
"syyrh" hviskede han
og bed ham let i øret

Eolith åbnede øjnene helt igen, og så stift ud i luften. Der var virkelig ingen til at hjælpe ham nu, mens han stod i armene på den fremmede vampyr. Han brød sig bestemt ikke om at blive befamlet på den måde, og da ikke mens han var ved at dø. Han var helt sikker på, at dette gjalt hans død, men han ville ikke, og han var for alvor bange. Til biddet klemte kun en svag, modstrig lyd ud ad hans mund. Han rystede anspændt i kroppen, og vidste ikke hvad der nu skulle ske.

"er du bange ?" hviskede han
og lod sin hånd glide ned til hans bukser mens han blev ved med at bide ham i øret

"Ja... og lad mig nu gå" Svarede han tøvende, og fik helt varme tårer i øjnene. Og ja, det passede at han var bange. Aldrig i sit liv havde han følt sig så svag. Han kunne mærke Morgans hånd bevæge sig længere ned, men han var ikke i stand til at skubbe hånden væk.
Måske kunne han også få ham væk på den måde. Have sex med ham, for at undslippe? Eller var det overhoved det Morgan ville ham?

"du skal ikke være bange, jeg slår dig ikke ihjel" hviskede han
og slap hans øre, han kyssede ham blidt på kinden mens han smilte

han lukkede forsigtigt øjnene og lyttede til ham. Han forsøgte at tage det mere roligt, for at beskytte sig selv. "jeg skal på hospitalet..." Sagde han lavt, og konstanterede det næsten "Ellers dør jeg jo alligevel".

Morgan rystede på hovedet
"så meget blod tog jeg vel heller ikke" sagde han
og lod sin hånd glide ind under hans bukser

"Jo!" Skælvede han, og gav et lille spjæt, da hånden gled ned i hans bukser. Det var længe siden han havde oplevet, at han virkelig ikke havde lyst til det, men kroppen reagerede krafrigt på det, og blev tændt af det.
Han knugede skamfuldt øjnene i og blev rød i hovedet. "Hospital.." Forlangte han.