Alene, men glad.

//To-tre dage efter så?// X3

//jaja :b //

Eolith underskrev nogle papire og sukkede lettet over at kunne forlade stedet. Både Susanne og Lennart var på arbejde, så de havde ikke tid til at hente ham. Det var fint nok, så han måtte jo bare flyve hjem, mens ingen mennesker så til.
Han forlod hospitalet og gik ned mod fortorvet.

Morgan plusenlig øje på drengen han havde mødt nogle dage før, han blev bare siddende og så på ham
"når nu gad de ikke beholde dig mere" sagde han
så højt at han kunne høre det

Eolith vendte sig om og gispede, da han så ham sidde der og vente på ham. "H-hey!?" Udbrød han "Hvorfor er du her endnu?!". Han så hen på hospitalet og overvejede at løbe derind igen, for at være i sikkerhed, men blev stående. En vampyr ville jo alligevel være hurtigere end ham.

"hey, jeg sad da og ventede på dig" svarede han
og rejste sig op, han tog sine hænder ned i sine lommer og gik med elegante skridt hen til ham. mens han smilte charmerende
"ville ikke gå uden at få dit navn" sagde han
og stoppede en halv meter fra ham

Han så på ham. Han havde bestemt ikke tænkt sig at give ham sit rigtige navn, så han skød bare på det første navn han kunne komme på. "Mit navn er Yo.. " Sagde han, og fortrød allerede at han valgte netop dét navn "..Så..? Nu har du fået det".

Morgan lag sine arme på kors
"er du nu sikker på det" sagde han
og hævede det ene øjenbryn, og troede ikke selv på det
"der er jo ikke så mange der hedder det" mumlede han
og lag sit hoved på skrå, mens han rystede på hovedet

"Ville det ikke være mere urealistisk, hvis jeg hed Jens Hansen?" Spurgte han og fnøs. Han var mere modig nu, da han var tæt på befolkningen, og hvor han havde fået kræfter igen. "Hvad vil du mig?".

"hvad hedder du så mere end Yo" sagde han
og så stadig stift på ham, med et blik der ikke troet på ham
"jeg ville se hvordan du havde det" mumlede han
og rodet sig lidt i nakken

Han rystede på hovedet. "Jeg havde det faktisk fint, indtil jeg stødte ind i dig igen" Svarede han afvisende, og svarede ikke på det første "Hvis du så inderligt gerne vil vide mit efter navn er det 'Yo'han... Altså mit efternavn".

Morgan lo lidt af ham og nikkede
"ja dit efternavn" sagde han
og lag sine arme over kors igen

"Jeg fortæller kun mit fornavn til folk jeg kan lide" Svared han til hans latter. Han trådte et skridt væk og så opmærksomt på ham. "Jeg skal gå nu... Så jeg kan ikke snakke med dig længere".

Morgan lag hurtigt en arm omkring ham
"du skal jo intet" hviskede han
og smilte et falsk kærligt smil ned til ham, for at folk ikke skulle tro nået ondt om ham
"jeg syntes det ville være godt, at ikke lyve og fortælle mig dit navn" hviskede han
og blev bare ved med at smile til ham

"Jeg har ikke løjet" Svarede han, og tog fat i hans arm for at fjerne den. "Og jo.. Jeg skal hjem.. Tænk at du har stået herude i to dage, bare for at høre mit navn!" Vrissede han, da han kunne forestille sig, at der var mere han ville. "Hvis det er sex du vil have, behøver du ikke gøre det så svært... Men mit blod for du intet af".

"så giv mig til efternavn" sagde han
og kyssede ham på kinden
"syyrh" hviskede han
og smilte stort til ham og rystede på hovedet
"fra dig, ellers tak.. jeg havde alligevel intet at lave" sagde han
og tænkte på hvad han ellers skulle havde lavet

"Mit efternavn har jeg allerede sagt, og du får det ikke at vide igen" Mumlede han og veg hovedet væk, da han fik et kys. "Du tænker jo kun på mad og sex, så hvis det er tilfældet, kan jeg kun sige at du skal skride ad helvede til".

Morgan rystede hurtigt på hovedet
"jeg fik kun dit fornavn" sagde han
og smilte bare stadig ned til ham og rystede på hovedet
"du skal være sød" drillede han

"Du fik mit efternavn" Svarede han surt, og havde bestemt ikke lyst til at være sød overfor ham. han havde sendt ham en tur på hospitalet, afmærket hans krop med bid og nu var han pludseligt også en eller anden form for stalker?

"nej, du sagde du hed Yo også fik jeg ikke mere at vide" sagde han
og tog ham i armen og begynde at gå, mens han hev ham med

Eolith fulgte akavet med, men fik så styr på sin gang. Han så sig om efter befolkningen bag sig, og derefter op på ham igen. "..Jeg sagde ikke noget om, om det var mit fornavn eller efternavn. Mit efternavn er Yohan. Jeg kunne ikke drømme om at give dig mit fornavn, og jeg er sådanset også ligeglad med, hvad du hedder".

Morgan rystede på hovedet
"du ved godt jeg finder ud af dit fornavn på et eller andet tidspunkt" sagde han
og gik længere og længere væk fra alle mennesker

"Nej..?" Spurgte han provokerende "Det ved jeg ikke noget om". han bed tænderne sammen, og bemærkede at han kun trak ham længere væk fra sikkerheden. Han satte hælene i jorden, og bremsede op "Stop!".

Morgan vende sig om og lo lidt af ham, mens han bare gik videre
"vi ved begge at jeg er den stærkeste" lo han ondt
og gik bare videre og videre

"Hvad er det du vil mig!?" Fortsætte han, og forsøgte alligevel at stoppe ham "Du har allerede taget af mig. Jeg er ikke noget tag-selv-bord!". Han forsøgte at vride sig fri fra hans greb og var ikke helt stille.