Alene, men glad.

Morgan pressede sit underliv op af ham og gav et suk fra sig, han tog stille sin hånd op af hans bukser og rystede på hovedet
"svag" hviskede han
og lag en arm om livet på ham og begynde at gå
"så kom" mumlede han
og hev ham bare efter sig

Eolith valgte ikke at kommentere det, men fulgte ham, nu da han endelig tog ham til hospitalet, som han havde ønsket. Han sukkede, og følte sig faktisk ret svag.

"så må jeg bare finde dig på et andet tidspunkt" sagde han
og lo lidt for sig selv, han forsatte bare med at gå og hev ham efter sig

Eolith knugede hænderne, og forsøgte ikke at falde. Han gik så stærkt. Kunne han ikke i det mindste bære ham!? "..Finde mig? Hvad mener du!?" Spurgte han en anelse chokeret, da tanken om, at han skulle komme igen skræmte ham. *Han er jo et monster...*

"ja du skylder mig" sagde han
og så ned mellem hans ben mens han grinte lidt ondt, han løftede ham lidt op i sin arm og begynde at gå lidt hurtigere

Han så hurtigt på ham og opfangede hans blik mod sine ben. Han blev løftet op og så forfærdet op på ham. "Jeg... du... du sugede mit blod...? er det ikke betaling nok?".
Han sank lidt sammen og knugede sin trøje i sin hånd "...Og du har ødelægt mit øre... min hals... min sjæl...".

"jeg var lidt tørstig" sagde han
og gik bare videre og rystede på hovedet mens han grinte
"dit øre har det da fint, og din sjæl... slap nu af og hvis at du er en mand" sagde han
og grinte lidt videre

"Jeg er ligeså meget mand som du er. Det er da dig der går efter folk, der ikke er i stand til at gøre modstand" Svarede han pirret. Han følte sig ikke spor tryg i hans arme, og ville ønske at han ikke var gået ud på stranden.

Morgan rystede på hovedet
"nej du vil jo på hospitalet" sagde han
og grinte lidt af det, mens han gik videre
"jeg er da ligeglad, der er jo ingen der kan gøre modstand" sagde han
og rystede på hovedet

"Er vi virkelig intet end mad for jer vampyrer..?" Spurgte han tøvende og så op på ham. Han følte sig vred, men kunne ikke komme ud med det. Han følte ikke at han fortjente det, som han udsatte ham for.

Morgan rystede på hovedet
"ikke i mit hoved, alle andre end mig er mad for mig" sagde han
og gik bare videre

"..Vi har en kat derhjemme..." Sagde han stille og så op på ham "Den tænker også kun på mad...". Han tænkte ikke over hvad det var han selv sagde, men fik i det øjeblik forvekslet ham med sin kat Elvis.

Morgan vende sit blik mod ham og begynde og grine
"jeg tænker så ikke kun på mad"sagde han
og grinte lidt

Han gjorde store øjne, da latteren blev brudt frem. Hvis alle omkring ham kun var mad for ham, hvad skulle han så ellers tænke på?
"..hvad tænker du da ellers på?".

"sex" svarede han
og bed sig lidt, mens han grinte af det. da han elskede at være ærlig når det galt sådan nået

"Dit liv må da være tomt..?" Sagde han stille og kiggede på hans ansigt. Selv kendte han jo til, at være fanget i den slags tanker. Men nu følte han at han var kommet videre, på en eller anden måde.

Morgan rystede hurtigt på hovedet
"jeg elsker mit liv som det er, og ville ikke ønske et bedre liv" svarede han
og stoppede udenforan hospitalet

Eolith så hen på bygningen. "Tak..." Sagde han ikke så taknemmeligt. Han ventede på, at han skulle slippe ham, og lade ham gå fri igen.

Morgan bed sig lidt i læben, og slap ham stille

Eolith tog sig til halsen, og var ikke to skeunder om at gå videre mod hospitalet. Han følte at han kunne besvime et hvert øjeblik på grund af blodtabet. Han kneb øjnene sammen. Hvordan forklarede man at man sådan lige, uden videre havde mistet blod?

Morgan så efter ham og satte sig på en sten for at vente på ham

Eolith gik indenfor og blev bedt om at sætte sig i ventesalen. Han bed sig lidt i læben og satte sig ned på en af sofaerne ovre i hjørnet. Han hadede hospitaler, men havde været der ufatteligt mange gange før.

Morgan blev bare siddende og så sig omkring mens han begynde at nynne

//Har han tænkt sig at vente indtil Eolith bliver udskrevet? o.o//

Eolith blev råbt op, og han gik med en læge ind til et lokale, hvor det kunne måle og veje hans blodmængde.

//jeep x'D //

Morgan blev bare siddende og smilte charmerende til dem der gik forbi ham