Shake that ass, it's traning time (Camille)

Tid: 07.00 præcist.
Omgivelser: Langt ude for byen i en forladt militær kaserne midt på en militær forhindrings bane.
Vejret: overskyet, men lidt frisk vind eller lunt.

Det var fuldstændigt ødet undtagen, at man kunne høre nogle gå frem og tilbage. Ancilla var den, der gik utålmodigt frem og tilbage. Hun kiggede ned på sit smalle vandtætte sorte ur. Den viste lige præcist 07.00. Hvor bliver hun af? For nogle dage siden var hun blevet ringet op af en kvinde ved navn Camille st. Clair. Hvor hun havde fået Ancillas nummer fra, havde Ancilla ingen anelse om, men hun regnede med, at det var nogle af hendes læremesters venner, som havde givet hende nummeret. Men selvom Ancilla først ville ha afslået, fordi hun jo endnu ikke er blevet optaget af dusørjæger orden på denne ø, men mange andre stedet. Så troede Ancilla, at hun ikke måtte træne andre. Men så indså at det kunne hun alligevel. Hun kiggede hen på sin store hvide irske ulvehund, som sad lige så pænt og kiggede på Ancilla gå frem og tilbage. Ancilla havde planlagt en masse til hende her Camille, men først ville hun se hendes styrke og kondition, for at derefter fokusere på noget træning til passede til hende. For hun var nok slet ikke så veltrænet, som Ancilla er. For Ancilla løber mindst en time om dagen i meget hurtigt tempo, så bruger hun også en halvanden time hverdag på styrketræning, dans og yoga. For at blive stærkere og smidigere. Det var de færrest som trænede så meget. Men det kunne være, at denne Camille ville overraske hende. Hun stoppede op og kiggede hen på hendes hund, hun kunne ikke lade vær med at smile. Så viste hun med håndtegn, at Krølle bare kunne løbe fri, som han har lyst til. Han satte straks af og løb ud ved buskene og begyndte at snuse og lugte. I dag havde Ancilla en sort tætsiddende langærmet trøje på, sorte militær bukser på, og militær støvler på. Hun havde sit lyse hår sat op i en hestehale, så intet kom i vejen. Ved siden af hende lå en sort sportstaske med forskellige slags våben osv. Som de kunne måske træne med senere, hvis Camille viste sig til at være i nogenlunde i god form. Hun kiggede henne på forhindringsbanen og fik selv, så meget lyst til at løbe den igennem. Hun kunne ikke lade vær med at smile og straks løb hun hen til begyndelsen. Den startede med at man skulle kravle op af en jernstige 4 meter op. Hun kravlede hurtigt op og da hun kom på den anden side, satte hun fødderne på ydersiden af stigen og gjorde det sammen med hænderne, så hun hurtigt gled ned. Så løb hun hurtigt og kom til den forhindring, hvor man skulle kravle under pigtråd. Hun lavede et agtig hovedspring, så hun nåede længst henne i forhindrings banen. Hun kunne tydelig mærke det halv fugtige sand under hendes mave, og hun begyndte straks at kravle. Heldigvis for hende nu hvor hun jo var varulv, så havde hun det nemmere end de fleste til at kravle, fordi hendes led er mere bygget til det, når hun jo forvandler sig om. Hun kom hurtigt ud af den. Så skulle man så glide igennem et lille hul og kravle igennem den, det gjorde hun hurtigt. Så var der tre mure i forskellige højder, som hun og elegant sprang over. Så kom til den stejle mur, hvor der hang en kæde man skulle ha fat i så man kunne komme hele vejen op. Ancilla tog tilløb og kom næsten op før hun greb fat i kæden og hun sprang over på den anden side ned i sandet. Så kom hun til det 2 meter dybe hul, hvor man selv skulle løfte sig op. Det var ren barnemad, så var den næste, hvor man skulle balancere på så stolper og ikke røre jorden, men stadigvæk komme på den anden side. Dem tog hun i hurtige spring og så var der kun et par små forhindringsbaner tilbage. Så hørte hun sin irske ulvehund gø engang, det var et gø den kun lavede når Ancilla skulle blive opmærksom på at nogle kom.

Hey girlfriend in crime...
I will get to work soon ;)

Hehe sounds good :) You need more training girl :D

Med den røde taske over skulderen nærmede hun sig dét aftalte sted, hvor hun for første gang skulle møde denne Ancilla, en kvindelig dusør jæger.
Hun havde fået nummeret på.Ancilla, igennem hendes ven James...en ældre dusørjæger der havde kendt Ancillas læremester og havde fulgt hendes træning på afstand.
Så da Camille kom til ham ...ville have hans hjælp til at blive trænet, havde han afslået med den begrundelse at hans alder var ved at være en hæmsko, hans reflekser ikke længere så lynskarpe som man forventede, kort sagt han ville ikke være i stand til at tage vare på hende hvis de pludselig befandt sig i kamp, så derfor ville han ikke tage ansvaret.
Han havde stukket hende en lille lap med et mobil nummer på, bedt hende være diskret og ikke nævne noget for jægernes nye leder Tristan.
James havde opfanget nogle rygter og imens han med tommel og pegefinger gnubbede sit skæg afprøvede han rygtet han havde hørt "De taler Camille....om at vores leder har en kvinde i sit liv ? Dét vel ikke dig ? Måske du skulle holde en....passende ...afstand til ham.....dét er farligt job den unge mr.Wonder har...du kunne blive såret ".
Camille kyssede blot hans kind, havde ingen intentioner om hverken at be eller afkræfte de rygter....for rygter var dét- stadig næsten.
Camille havde en hestehale hæftet blødt til den ene side, et par mørke grå baggybukser , en langærmet sort granddad tee og hendes pink army printet gummisko.
Lædderarmbåndet med den lille røde sten og hendes halskæde med blomster vedhænget, forlod ikke hendes hals og håndled, så dette havde hun også på.
Hun trådte ind på den øde udendørs militær bane , lod tasken dumpe ned på jorden så en lille sky af støv blev ophvirvlet og lagde sig oven på de to gule ikoner af en hammer og et segl , der var at finde på taskens side.
Hun så sig omkring * Ancilla...come out and play * tænkte hun og foldede armene over brystet, et sted nær ved var lyden af en hund der gøede og dét lød til at komme nærmere og nærmere.

Hun så en stor kridhvid irsk ulvehund løbe imod hende i høj fart, der på sin måde kunne minde om hendes kære hellhound Rain. For den løb ikke aggressive imod hende. Så lød der en fløjten i luften og hunden stoppede brat op på stedet, ca 30 meter fra hende. Den stod og snusede i luften og den havde den ene pote løftet op. Det var som om den prøvede at vurdere hende. Så kunne Camille høre noget nogle hurtige fodtrin imod sandet. Ancilla små løb hen imod hendes hund og Camille. Så sagde hun venligt.
"Så du er Camille"
Hun så vurderende på hendes tøj, og syntes ikke helt at det passede til træningen, men det kunne vel bruges. Men så blev hun ramt af hendes duft, for Ancilla kunne jo lugte lige så godt som en hund, nu hvor hun er varulv. Duften var sødelig stadigvæk menneskelig og dog ikke. Det måtte være en speciel parfume eller et eller andet der gjorde det. Men hun så også sin hund gøre det, hun lavede et knips og en håndbevægelse, som hendes hund så. Så gik Krølle lige så stille og roligt væk. Ancilla gik imod hende og strakte hånden frem til et goddag og smilte venligt. Men Camille ville nok opdage det der ulveglimt i hendes grå øjne, det sammen glimt som både var hos samuel og altair.
"Glad for at møde dig, så du har brug for træning? Og var det ikke noget med at du ville helst træne så du ikke behøvede at dræbe nogen?"
Hun kiggede nysgerrigt på hende med hovedet let på skrå, hun kunne ikke forstå hvorfor denne kvinde ikke ville udrydde mørkets væsner. Men hun havde sikkert sine grunde.
"Når men jeg har planlagt en masse til dig. Så vi har nogle lange dage foran os, det skal nok blive sjovt"

En krid hvid hund sprang hende i møde.
Den var ikke fjendtlig at tyde efter den glade viften med halen og den opadrette stående øre.
Den mindede hende om Rain , som hun savnede vildt, måske hun snart skulle kalde ham frem til et besøg ?
Men også Samuel, sprang frem i hendes tanker og hun håbede han var okay.Hun vidste han arbejdede på at få lidt samling på den flok han var alfahan for.

En fløjten fik hunden til atbsroppe op og Camille hilste anerkendende på den.
Hun gav hunden sin håndflade at snuse til , imens hun.roste ham for at være dygtig.
En kvinde , med langt blonde hår svingende fra en ponytail , kom hende løbende i møde .
"You bet...Camille St.Clair .....Ancilla ? " og hun rakte ligeledes hånden frem til et shake.
Ancilla sendte hunden væk og gav Camille et noget kritisk blik, hvis Camille tolkede dét korrekt.
Men den eneste reaktion dét udløste fra Camille var et løftet øjen bryn.
"Tak..fordi du var frisk til at svinge pisken lidt over mig, og jo....jeg skal blive så god dét lader sig gøre men tænker det mere som selvforsvar ved...særlige anledninger."
Noget i Ancillas øjne fik hendes opmærksomhed, var dét ikke som med Sam og Altair ?
For helvede.... dét kunne sku da ikke passe...en varulv der var dusærjæger , hvad var chancen for dét ?
Hun valgte i første omgang ikke at kommenterer dét, blev det relevant kunne hun altid vende tilbage til dét .
En tanke strejfede hende, Samuel havde sagt noget om lugtesansen var bedre , kunne hun lugte Tristan og Sam eller endog Zean på hende ? Dét håbede hun ikke, og slet ikke Tristan da han var hendes chef og dét kunne være hun så ikke ville røre Camille med en ildtang.
" jeg er klar....lets get to work " opfordrede hun og var klar på at skulle have smæk.

Men ude over den sødelige lugt fra hende, kunne hun også lugte en velkendt lugt. Ancilla løftede øjenbrynet? Hendes boss? Hvor kender denne Camille Tristan fra? De virkede til at være meget tæt, for lugten sad tydeligt på hende og ikke kun på hendes hænder, hvis de lige havde give hånd eller noget i den retning. Nej det sad fast i hendes hår. Ancilla kunne ikke lade vær med at smile, men holdte det dog for sig selv. Hvad forskel gjorde det, at hende her Camille var sammen med Ancillas boss eller ej. Ancilla klappede hænderne sammen og gned dem imod hinanden. Men så fik hun også en anden lugt der var meget svag, det var en bitter lugt af dæmon. Måske var det bare en hun havde gået forbi eller sådan noget. Tænkte Ancilla for sig selv.
"goodie, jamen så lad os det. Men før vi overhoved kommer til nogen form for træning imod væsner, er jeg nød til at både se din styrke og kondition, og derfor står vi her ved denne bane. Fordi så kan jeg anrette træningen efter hvad du kan fysisk nu, hvor du helst ville undgå at dræbe væsner?"
På sin måde var ancilla lidt skuffet over at hun ikke ville, for der er masser af træning til netop de formål. For mange lignede det barnemad, men så snart man var ude i det. Så fandt man ud af at det ikke var så let. Ancilla kunne ikke lade vær med at selv smile af tanken, da hendes læremester havde sendt hende herind i militæret for nemlig at prøve hendes fysiske færdigheder af. Hun kunne tydelig huske de nye aspiranter med tungen ud af halsen prøve at komme igennem banen.
"Har du før trænet på sådan en bane før? Ellers kan jeg forklare hvad du skal gøre"
Ancilla begyndte at gå hen imod banens begyndelse, hvor man skulle kravle 4 meter op i luften af en jernstige og skulle hen over øverst for at komme over på den anden side af stigen..

Camille konkluderede at enten var Ancilla ikke i stand til at trække enkelte dufte ud fra hende, hvilke passede hende glimrende i privatlivets hellige navn, men dét kunne jo også være at hun enten var diskret eller bare ikke fandt dét relevant.Anyway passede dét Camille glimrende.
Hun var ikke kommet for at krænge sit inderste ud og slet ikke kommet med den hensigt at indlede en heart to heart, hun havde kun et formål og dét var at lære nogle moves, at opøve lidt mere styrke og dermed bedre kunne deltage i kamp.
Hun trådte nærmere og hendes blik tog banen ind og bearbejdede indtrykket af den, hvilke ikke tog hende længe. Hun havde intet grundlag at sammenligne udfra , og dermed intet at evaluerer på.
"Kender intet til.træningsbaner af den her kaliber....men.den der vil jeg gætte på jeg skal.op ad og ned af på modsatte side.Dét burde kunne lade sig gøre " svarede hun kækt og mente at dét nok var bedre hvis man.generelt havde lidt tiltro til sig selv.Og hun vidste hun kunne enemfører dét her..fordi hendes stædighed og lyst brændte så meget for dét.

Uden handsker af nogen art , gik hun over til stigen, tog fat, og som en anden lille abekat begyndte hun sin seje vej op af stigen.
Der gik ikke længe før hendes muskler skreg af overlast og smerte og sveden begyndte at piple frem.
Hun klæmte læberne sammen og kæmpede sig videre op.

Ancilla kunne lide at se hendes beslutsomhed, den kunne bruges til rigtige mange ting, hvis Camille vel og mærket lærte, at bruge den ordenligt. Ancilla så til, mens Camille kravlede der op ad i alt for langsomt tempo syntes Ancilla. Der var en stige lige ved siden af, og sådan var resten af banen indrettet, så aspiranterne kunne følge de sammen bevægelser som træneren. Ancilla kravlede erfaren meget hurtigt op ved siden ad Camille.
"Du skal lade vær med at bruge dine arme så meget, du har dine lårbasser til at tage arbejdet for armene. Du skal bare kun bruge armene her når du kravler op til at holde balancen."
Sagde Ancilla hverken utålmodig eller nedladende til hende. Ancilla var fuld ud klar over at alle starter som en noob, så man kan ikke brokke sig over at de ikke kan klare det, når man selv har haft så meget træning igennem årene. Ancilla kravlede hurtigt til tops og satte sig der oppe med benene til hver sin side og holder hænderne på den kolde jernstang som holde stigerne oppe. Hun kunne ikke lade vær med at smile af hendes tanke, hun var vist en rigtig bypige hende her? Ancilla sad og studerede hende, hun elskede at studere mennesker og for den sags skyld væsner. Man kunne lære så meget, og som hendes læremester havde sagt, så skulle man altid kende sin fjende, ellers kan man tit undervurdere dem og det kan blive ens undergang. Hvis Camille gjorde det som Ancilla anbefalede sagde Ancilla.
"Se det var jo meget lettere, alt er ikke bare om fysik, men om hovedet. En skildpadde kan sagtens vinde over haren i et løb, hvis haren er dum og skildpadden klog"
Da Camille kom op og skulle over på den anden side, gjorde Ancilla det sammen igen. Hun svingede sig over satte hænderne ude på siden af jernstigen og gjorde det sammen med fødderne, så hun gled ned ligesom brandmændene gjorde, når de skulle ned til deres brandbiler.
"Du skal dog ikke gøre det sammen som mig, bare kravl normalt ned. Så undgår vi måske brækkede ben og knogler"
Hun stod dernede og sagde det med hænderne i siden, dog var der en udfordrende glimt i hendes øjne, som spurgte Camille om hun turde at gøre det sammen som hende? Ancilla har altid været lidt af et konkurrance menneske, dog mente hun selv at hun hverken var en dårlig taber eller vinder. For det første fordi hun aldrig tabte.

Camille var til at begynde med tilfreds med at hun ikke bare faldt ned og oven i købet blev ved at ligge afstand til jorden.
Men efterhånden kunne hun mærke syre i musklerne i hendes arme.
Hun vidste at hun ikke ville kunne holde sig igang, hvis det forsatte.
Ancilla kom elegant og ubesværet op af stien , hvilke pissede Camille lidt af.
Men ikke mere end hun vidste at hun ikke måtte spejle sig og sammenligne sig med en proff....så ville hendes selvtillid synke som en gummi bod ude på dét store hav der punkterede.
Istedet tilbageholdte hun en kommentar der havde været fræk og forsøgte Istedet at gøre som Ancilla sagde.
Hun kunne mærke aflastningen i armene straks, og da hun var ved at være nået toppen , sitrede musklerne i hendes inderlår....enda nogen hun dårligt vidste hun havde.
Hun pustede lidt og gned på både lår og arme.
Ancilla gled ned af stigen, som en blandning mellem en pooldancer og en brandmand, ikke at Camille havde tænkt sig at gøre dét efter......ikke før hun fik at vide hun ikke måtte, naturligvis.
Camille måtte virkelig tage sig sammen....hun ville ikke behandles som en nikkedukke, hun var her for at lære og hvor svært kunne dét lige være dét dér ?
Så hun lukkede sine ben om stangen og lod sig glide ned....eller måske var dét der skete mere at hun lod sig...falde ned, et form for kontrolleret fald.
"For helvede da " udstødte hun da hun landede uheldigt på en ankel, der hverken var brækket eller forstuvet, bare virkelig meget øm og da hun kiggede i hendes hænder havde hun store brændvabler, opstået da hun blev så forskrækket over den fart hun havde på ned, så hun forsøgte med hænderne at tage lidt af den af, ved at holde på stigen....* dumt Camille, virkelig dumt* hun gemte hænderne bag på ryggen, uvillig til at indrømme sin fejl og imens bed hun smerten fra anklen i sig.
* du kan tude når du kommer hjem ...* tænkte hun og mødte Ancillas blik....

Ancilla havde bare et morende smil ikke fordi hun så ned på hende, men det var ret komisk. Men hun var også glad for se at den stædige sjæl hun havde, måske lignede bypigen mere ancilla end hun anede? Hun rystede let på hovedet. Ancilla gik hen til hende og tog hendes hænder og så hendes brandmærker.
"du havde holdt for stramt omkring jernstagen derfor fik du brandvabler"
hun prøvede at røre med hendes finger på den ene vable, som nok gjorde ondt.
"det er heldigvis ikke slemt, så vi kan sagtens forsætte eller vil du ha en forbinding omkring det,, for nu skal vi kravle i sand?"
ancilla så spørgende på hende, men så besluttede hun sig allerede for hende. Hun gik hen til sin sorte sports taske og hev en lille hvid pose, og gik hen til hende.
"det er godt nok kun boksebind, men det er bedre end ingenting"
Hun kastede to ruller sort bind hen til hende, hvor i den ene ende var der en lille tynd snorring, som tommelfingeren skulle stikkes ind i.
"har du arbejdet med boksebind før?"
kom ancilla lige i tanke om, for bytøsen her havde sikkert aldrig bokse i sit liv før. Hendes store hvide hund var kommet hen til dem, og den stod og snusede forsigtigt til sine hænder, da den kunne at hun var blevet skadet. Men den var nød til at bukke hovedet for at snuse til hendes hånd, for den gik camille til lidt over hoftebenene. Nogle kaldte dem for en minihest, og man kan godt forstå dem. Ancilla spekulerede over hvordan hun ville klare resten af banen. Ville hun bare give op eller ville hun bruge sin beslutsomhed til at kunne gennemføre det, selvom det ville blive særdeles hårdt. Hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken når hun skulle ned i det 2 meter dybe firkantet beton hul.

Hun havde holdt for hårdt på stangen ?
Jo tak , dét havde hun fanget, dét var enda helt bevidst dét stramme greb, da hun var blevet helt forskrækket over den hast hun gled ned i.
Hun skar en grimasse og trak med lidt irritation sin hånd til sig, da Ancilla prikkede midt på en vædskefyldt vabel i hendes håndflade.
". Dét er ikke nødvendigt...vi køre bare derud af " var hendes valg, hun var determineret på ikke at give op.
Men Ancilla mente at et stykke boksebind skulle på.
Camille fik dét stukket i hænderne og vendte og drejede dét lidt.
"Ved du hvad....jeg er læge og forbinder diverse lemmer on a dailey basis....men dét hér ? Skal min finger ind her ? " spurgte hun og besluttede at kaste dét væk hvis dét drillede formeget, så måtte hun klare sig uden.
Camille var optimistisk....kravle gennem noget sand, piece of cake,right ?men var det pigtråd ?
Hun bekæmpede en trang til at sukke, selvfølge skulle hun udover vabler også udstyres med rifter.
Det ville ærlig talt blive vanskeligt at forklare både på job og til Samuel og Tristan , hvad hun havde lavet ?
Specielt Tristan ville ryste på hovedet .Desuden havde hun nu lurer at Ancilla måtte være den varulv Tristan havde fortalt om til brylluppet.
* just my freakin luck....or lack of it *

Hunden , der var virkelig kær , fik lov at snuse til hendes hænder så den vidste hvad der var hændt.
Givet , Krølle var enorm, men siden hendes tid med Rain og Jackie , havde hendes syn på hunde størrelser flyttet sig lidt.
Hendes hjerte blev formørket ved savnet af Crasie .Og Isabella.
Hun vidste de var Okay og havde dét godt, dét var hvad fik hende igennem.
På mange måder havde hun knyttet sig mere til Crasie, end til Tristan....sikkert fordi han var en fyr og dét betød større potientiel risiko for at blive såret, og derfor var dét er chock at dét netop var Crasie der forlod hende og Tristan der forsat var i hendes liv.
Camille skubbede tankerne væk, nulstillede den lille harddisk i sit hoved og spurgte...
" Nå....skal vi i sandkassen , eller hva ? " .Hun smilede til den ny piske føre i hendes liv.

Ancilla stod og studerede hende, hun syntes at Camille manglede noget. Så slog hun hænderne sammen.
"Okay nu vil jeg ændre træningstaktik. Du bad specifik at få den sammen træning som dusørjægere bare til at kunne forsvare sig selv, right?"
Hun stoppede lige med at snakke, og skulle lige være sikker på, hvordan hun skulle formulere det.
"En dusørjægers træning er ikke bare træning til at være dygtig i at slå, eller skyde osv. En dusørjægeres træning er meget mere andet end det, det er skam lige så fysisk som mentalt. Du kan vælge at få en normal træning, hvor du lære nogle kamp teknikker og så er det. Men ellers så kan jeg give dig en træning, hvor du kommer selv til at lære dig selv at kende bypige"
Ancilla så på hende med stort smil på sine læber, også med et lille udfordrende glimt i hendes øjne, mens hun gik nærmere til hende.
"Hvis du vil lade mig træne dig på sammen måde som en første rangs dusørjæger, kommer du til at kunne langt bedre forsvar dig selv. Men tilgengæld vil jeg både presse dig fysisk og rigtig meget mentalt. Så spørg du sikker dig selv, hvorfor skal du blive udfordret mentalt. Fordi du skal lære at have fuld kontrol over dig selv, du skal kunne bruge enten din vrede eller panik til din egen fordel. For en rigtig dusørjæger skal sådan nogle ting, for det hjælper ikke at man går i panik hvis væsnet få fat i ens våben, det hjælper ikke at du bliver fuldstændigt rasende, fordi du har et barns blod på denne hænder. For så er chancen langt større at du bliver dræbt til ingen nytte."
Da hun snakkede om det med barnet lå der følelser bag. Hun havde oplevet i sine unge dage, da hun var på jagt efter en vampyr. Han havde gjort en vuggestue til et blodbad. Et gys gik igennem Ancilla, da hun huskede minderne.

Dér fik hun så gaflen under Camille.
Ændring af træning havde hun ikke set, og slet ikke havde hun på noget tid overvejet en mental træning.
Hvorfor fanden havde dét ikke poppet op i hendes tanker?
Camille så hende ind i øjnene og vedholdte "Jeg kontaktede dig, fordi du var den bedste til at træne dusørjæger der er tidssvarende , og dét er dén træning jeg vil ha ".
Dét var sandt nok....borset fra hun havde haft to navne at vælge mellem, men da Tristan af gode årsager ikke kunne bruges , havde hun valgt Ancilla...desuden kunne hun lide tanken om en badass pige dusørjæger som hun var.
Camille spidsede læberne , imens hun forsøgte regne ud hvilke mentale udfordringer hun havde i ærmet.
Hun kendte sig selv og vidste hun både kunne hæve sig over angst og bekymring i nogle situationer men at dét faldt hende mere....naturligt at reagere følelsesmæssigt.
Men alle kunne vel...ændres til dét bedre ?
"Jeg er game..." Konkluderede hun og tænkte at mentale ridser i lakken...uh....Ancilla havde mødt sin overmand hér.

Ancillas smil blev bredere, og et stolt glimt var i hendes øjne. *Så bypigen er måske ikke en bypige alligevel?* Tænkte hun for sig selv.
"Jamen godt. Okay du skal huske på at alt det jeg kommer til at sige nu, mener jeg intet personligt med. Det er kun for at presse dig intet andet. Jeg vil prøve at gøre dig så rasende, at du har lyst til at slå ud efter mig."
Ancilla gik altid med ret ryg, men nu blev hendes holdning langt mere stift. Hun havde hænderne bag ryggen ligesom man gjorde i militæret. Selvom der intet sådan set synligt var forandret med hende, var det som om hun lige pludselig var forvandlet sig om til en sergent.
"Kan du så komme i gang by pige, afsted, afsted!"
Hun sagde det med en streng ordre stemme. Hun gik helt tæt på hende, og Ancilla var jo højere end Camille, så hun virkede ret så truende.
"Hvad venter du på?! Kan du ser at lette den der bypigerøv ned i sandkassen."
Ancilla tog hende lidt hårdt i skuldren og vendte hende om imod sandkassen, som var ca 20 meter langt bane, hvor man skulle krybe meget for at undgå, at blive ramt af pigtrådene. Det var en meget led pigtrådhegn, det var natohegn som man kalder det. Hvis man sidder fast i det, så kommer man først fri enten ved at ha revet sig selv til blods, eller nogen klipper den over. Men Ancilla har en tang med i tasken, hvis Camille skulle sidde fast i det.
Hendes hund kiggede på dem begge, for den undrede sig lidt over dens ejer skiftende holdning. Så snart Camille begyndte at krybe, råbte Ancilla.
"kan du så bukke dig længere ned, helt ned!"
Ancilla kravlede selv der ned ved siden af, og hun gjorde det let. Selv hendes hund tænkte at det hele var en leg, og begyndte sig at kravle under på rigtig hundemaner.

Tja...Camille var egentlig hverken fugel eller fisk.
Hun var født i mere landlige opgivelser men da hun havde været mere end normalt indstillet på at lægge dét liv bag sig, havde hun opslugt og suget alt til sig af byens puls og energi....eller måske havde byen åbnet sig og .opslugt Camille ? Resultatet var dét samme regardless...hun var blevet en bypige, og havde ingen problem med det.
Ordre derimod...var en anden sag.
Hun gjore hvad der var o.henses magt for ikke at bide på krogen, Ancilla var pisse provokerende , men Camille lod sig ikke mærke med dét....dét ville først være hvis Ancilla nåede øretæveindbydende stadiet, da ville dét fandme blive svært at tie.
Hun sendte hende et irriteret blik og smed sig dernæst ned .på maven og begyndte at.kravle....eller bærere krybe, for hun lå næsten helt .fladt.
Og ind imellem fik.hun en rift fra pigtråden, enten på arm eller i ansigtet.
* damn...dét bliver sku iidt af en.opgave at.skulle forklare, alle de .mærker.
"Slap af main "hissede Camille imens hun kæmpede sig dét sidste stykke og hun mærkede dét også rev i hendes hår.
Camille endte banen, men den sidste halve bane rev dét så hårdt i hendes heste hale at hun måtte tage farten af. det viste sig hun nu sad fast.* d.*#$/* l*#%* tænkte.hun.

Ancilla var ikke lige frem lykkelig at være *ond* imod hende her bypigen, men det var en del af træningen. Hun kravlede ud færdig sammen med hunden og så stod hun og så på hende.
"er du virkelig sikker på at du vel det her pigetøs? er du ikke sikker på at du er for svagelig til dette?"
Så kom hun i tanke om noget hun kunne sige.
"Ja sig mig hvorfor du er her? Du er åbenbart nød til at få træning enten fordi du er svagelig eller fordi du ingen har til at beskytte dig.. Der er sikkert ikke nogen mænd der har fundet dig interessante ikke sandt? Nu er du sikkert bare sammen med væsner fordi de er lige så freak som dig?"
Ancilla tog et vovede forsøg hun vidste ikke om denne kvinde havde væsner som venner, men hun har i hvert fald mødt flere. For ellers ville hun ikke have en dusørjæger træning, og det med kæresten fandt hun på ved, at hun ikke kunne lugte noget tydeligt på hende at hun var sammen med nogen. Selvfølgelig kunne hun ikke været sammen med ham i lang tid, men den eneste lugt der var tydeligt var Tristans, en varulv og en dæmons. Og Tristan og hende var åbenbart ikke sammen, ellers ville hun nok havde fået træning fra ham af.
Hun så nu at Camille blev fanget i pigtråden.
Hun gik hen imod hende taske, nu var det virkelig tid til at presse hende. Hun tog en saks og gik hen imod sandkassen igen og kastede så saksen hen til hende.
"Så må du klippe dit hår af"
Hun vidste selv at det var et umuligt krav, hun ville selv nok aldrig have haft gjort det, men det var nok fordi hun havde en bitter erfarenhed med det. Hun kunne tydelig huske da hun var lille og hendes lange hår også havde sat sig fast i pigtråden. Hendes læremester bad hende også om at klippe det af. Så sagde hun den sammen grund som han havde gjort til hende.
"Du kan ikke tænke på din forfængelighed lige nu, forstil dig at der er et væsen lige bag ved dig og den eneste måde du kan komme fri er ved at klippe det?"
Sagde hun med et spørgende blik, hvis Camille gjorde det, ville hun virkelig få repekt fra Ancillas side af. Hvis hun ikke ville, så ville Ancilla sætte en motivation efter hende, rettere sagt hendes hund. Så enten måtte hun rive sig fri eller klippe sit hår.

Camilles muskler blev spændte, som hun lå der fladt på maven og indviklet med håret i pigtråden, havde hun aller mest lyst til at rejse sig op og bryde igennem hele molevittet, for at få fat i nakken...eller struben...på Ancilla.
Hun havde lige ramt et ømt punkt og Camille fik tåre i øjnene, men hun overbeviste hurtigt sig selv om at dét var på grund af vrede
"Du ved ikke en skid om mig og mit liv " snærrede hun af Ancilla.
Dét ærgede Camille at Ancillas ord kunne skære så dybt og dét undrede hende på en og samme tid.
Hvorfor kunne ikke være helt luge glad med hvad hun troede.
Mange af de piger Camille kendte havde trøst,nærhed og sex...i kort tid så sluttede deres forhold, og den slags var hun bare ikke til.Camille var grådig....hun ville have dét hele...solnedgangen, de ægte føelser , en længer værende kærlighed , en fyr der var der for hende uanset hvad ...og ja, de hang sku ikke på træerne....og så skulle de så også lige ville have hende,dét var så næste udfordring.
Men alt i alt , var hendes følelser intakte, hun vidste hvilken vej der var hendes at gå, og hun nød de langsomme skridt ned af den.
" Jeg er her for at kunne lære at lukke kæften på snottede tøser som dig, og hvis du får mig ud herfra, så tester vi om jeg allerede skulle have lært dét " svarede hun iltert.
Hun fik ikke træning fra Tristan, fordi han ville binde hende til en stol istedet for at sætte hende i portentielle risikofyldte situationer, og også fordi hendes forhold til ham var 'så meget andet ' så de ikke skulle spilde tiden på dét.Faktisk var dét afgørende han ikke vidste dét, endnu...for naturligvis måtte hun bekende kulør, om ikke andet hviS hun kom skaldet hjem, det ville sku være lidt svært at forklare...

" Du klipper ikke i mit hår, ikke hvis du ønsker at leve " hissede en efter hånden godt oprørt Camille, der havde lyst til at smadre et eller andet.
Hun ville forsøge noget.....det var lidt af et long shot...og dét ville gøre nas, men det ville det fandme oz at ødelægge sit hår.På denne måde ville dét kun være en smule af håret der ville ryge af.
Camille samlede hænderne om hestehalen og holdte godt fast, så hun kunne stå imod det pres der omlidt ville opstå, gøre sindsygt ondt og rive en del af hendes hår af på smertefuld vis.
Hun var ikke kommet her for at hygge sig, hun var kommet for at lære noget, at blive trænet fysisk og psykisk og hell no om hun ville kaste håndklædet i ringen første dag, og da slet ikke på grund af Ancilla.
Camille strammede grebet om sit hår, og visualiserede hvordan tråden rev og sled sin vej ud af hendes længe lyse lokker og løftede sig og blev bøjet i ændre retninger, så der tilsidst var et helt hul i banen, hvor man kunne stå op .
Camille sagde ikke en lyd...var forbløffende tavs.Men invendig skreg hun højt af forbitrede smerter og den pine hun blev tilført eftersom pigtråden trak sig fri af hendes hår.
Lyse lokker hang på den og i Camilles hovedbund var små blødende sår.
Men dét var af den størrelse der ikke var iøjefaldende, med mindre man sad i nusseafstand.

Slut...
Dét var endeligt slut, og hun kom på benene.
Hun rettede sine våde øjne mod Ancilla og sagde lavt "Skal jeg fortælle dig hvad du kan gøre med din saks ?"

Hun kunne ikke lade vær med at smile let af hendes vrede, hun havde åbenbart ramt et utroligt ømt punkt, det var det der var meningen med det hele. Men det ramte dog også hende at se hendes våde øjne. Men Ancilla måtte ikke bukke sig for de menneskelige følelser.
"Nej jeg ved ikke noget om dit liv, men åbenbart har du et ømt punkt. Du kan bruge det til et godt formål, ellers kan det måske endag koste dit liv"
Sagde Ancilla bare roligt, hvis Camille en dag blev så trist over et eller andet, så ville hun være sårbar for et hvert væsen. Hun kunne dog ikke lade vær med at grine let over, at Camille åbenbart ville give hende bank. Jamen så kom dog an tøs, tænkte Ancilla med et smil på sine læber. Men så blev Ancilla lidt forundret over, at hun hellere ville rive håret af. Men det var hendes eget valg, men på den måde hegnet sprang op, det var mystisk. Ancilla så undrende på hegnet, det skulle ellers stadigvæk havde været hel. Det er normalt utroligt stærkt? Men Ancilla trak bare på skuldrene, hun havde selvfølgelig ikke nogen rigtig anelse at pigebarnet her ikke var så menneske, som Ancilla selv troede hun var. Så der måtte åbenbart have været en skade i pigtråden.

Det var tydelig at hun var proppet med følelse, men nu ville Ancilla lade det gå på en prøve, om hun nu havde forstået hvad pointen med hendes træning var. Ancilla lavede nogle specielle håndbevægelser, hendes hund så på den kommando hun lavede. Så sprang Krølle med hurtig fart lige ind i siden på Camille og væltede hende. Ancilla lavede et fløjt og straks var krølle ved hendes side.
"Der kan du se, du bliver så opslugt af din vrede at du bliver tunnelsynet. Hvis det havde været en varulv, havde du været død på stedet. Brug din vrede til at gøre dig målrettet, men ikke så målrettet at du så bliver tunnelsynet."
Sagde Ancilla roligt, og hun havde en fornemmelse at lige om lidt ville Camille måske springe i totterne på hende. Men Ancilla var klar til at parader et hvert slag, og bruge alle mulige teknikker til at kunne gøre Camille forsvarsløs. Ancilla havde jo desunden det sorte bælte i karate, plus en masse erfaringer.

" Ja...jeg har mange ømme punkter, sådan er dét jo når man er menneske af kød og blod...og følelser " snappede hun af Ancilla og hentyede til at hun var en kold chick
Men Camille var i bund og grund bare irritabel over at en fremmede havde afkodet hende så hurtigt og humøret blev ikke bedre da hun forsatte sin psykoanalyse af Camille
'Vil du være et let mål...hvis du er trist ' Camille spidsede læberne og lignede ikke andet end en trodsig unge.Dét vidste hun sku da godt....og nogen gange var dét ingen sag at holde sig cool men andre gange var hun for ofte i følelsernes magt og de styrede hende som en dukkefører trak i snorene til sin marionet dukke.
" Kunne du måske fortælle noget nyttigt jeg ikke allerede ved " bed hun og lige da blev hun ramt af krølle "Forhelvede da " nåede hun at sige inden hunden havde væltet hende og var væk igen.
Ydmyget og pissed , rejste hun sig op og med en sukkersød stemme spurgte hun "trækker dét ned eller bliver man banned fra træning hvis man kommer til at slå sin lærer ?" Camille havde en utæmmet lyst til at fare på hende, men hun vidste hun var ved at få en lektion lige nu og her, og ønskede hun at tage ved lære og dygtiggøre sig, så måtte hun ligge sit ego på hylden og tæmme sin vrede, på samme vis hun skød smerten fra vabler og manglende hår fra sig
Hun stod derfor stille og mødte Ancillas blik, imens ilden i Camilles øjne langsomt aftog fra bål til flamme, og hun fik kontrol over sine lyster.
Tænk at hun gjore dette helt frivilligt, hun kunne sidde derhjemme og hygge sig lige nu Istedet for at rive sit hår af her iforsøg på at spille sej.
Var dét Tristan hun forsøgte at imponerer , for at vise hun havde talent indenfor dét han syntes om ?Hurtigt skubbede hun dét væk...dét kunne ikke handle om dét...han måtte jo ikke engang vide dét for pokker.
Dét handlede om at hvis hun var sikker og kunne forsvare sig selv, så holdte hun Tristan og Samuel sikker, så de ikke skulle forsvare hende og udsætte dem selv for fare !
Imponerer Tristan...hold nu op, en åndsvag tanke, og så havde hun nok stillet sig selv en temmelig stor udfordring hvis hun ville imponerer en dusørjægerleder, der er omgivet af jægere, på hans eget felt, ik ?
Hvorfor var hendes liv så....skævt...i næsten alle henseender?

Hun var taknemmelig for at Ancilla ikke kunne læse tanker, så havde hun sku nok grinet sin smukke røv i laser over hendes nye protege.

Ancilla sagde bare med et smil, mens hendes øje glødede af morskab og udfordring.
"Nej det ville ikke trække ned, men jeg tror du helst ville undgå det. Ja jeg kan sagtens lære dig noget nyt, og derfor jeg åbenbart gentager det du allerede har lært, er åbenbart fordi du ikke havde lært det."
Hun elskede at se på denne ild der var i hendes øjne. Hvis denne kvinde havde valgt karrieren som dusørjæger, ville hun kunne ha blevet blandt en af de fineste. Men hendes bemærkning angående med at Camille var af kød, blod og følelser lige som et menneske. Det ramte Ancillas ømme punkt, hun havde hovedet sænket ned nedad, så hendes hår gik lidt for øjnene. Så panden og det var henlagt i mørke undtagen hendes øjne, der lyste af vrede og tristhed. Men så rettede hun sig op og hendes blik var bare mere koldt, og hun lavede sin vrede om til den kolde kontrollerede vrede. Men så fokuserede hun på noget andet, hun kunne godt lide at se at Camille kontrollerede sin vrede, for det var tydeligt, at der skulle bare ha været en dråbe til. Så ville Camille ha faret i flæsket på hende.
"Men du er åbenbart ved at lære det, det er godt. Men lad os få noget tempo på, så vi ikke bruger hele dagen."
Sagde hun med et lille smil på hendes læber, men det var tydeligt at hun stadigvæk var lidt påvirket af hendes bemærkning.
"Kom så afsted med dig"
Ancilla viste med håndbevægelse at Camille skulle løbe videre i banen. Den næste var en en lille metal tunnel, som var meget smal. Så man skulle ikke lide af klaustrofobi hvis man skulle igennem den. Den var kun 3 meter lang, men stadigvæk lang nok.
"Det er i løb kvinde kom så"

Camille lavede en grimasse og rullede med øjnene 'hun havde ikke lært det ...bla..bla. '
Fandens til opmærksom tøs, hende Ancilla.
Men hun var ikke den eneste der var opmærksom , Camille registrerede den lille men dog tydelige ændring der i et kort glimt kunne spores i Ancillas kønne ansigt, var dét tristhed, afsavn ? Havde denne cool pige,e hende med dét sejeste ry inden for jægerne, havde hun også issues med ensomhed, savn ,og tab ? Dét var næsten ikke til at forstå, men dét lune jo også skyldes mange andre ting...men alligevel, Camille syntes at kunne genkende dét skær der kort var i Ancillas øjne, ikke kun af vrede
Men dét var ikke tid eller sted til en head to head soft talk, om dét nogensinde blev dét var Camille dog lidt spændt på. Et løg havde jo mange lag og som med mennesker kunne man skrælle mange lag af, inden kernen kiggede nøgen frem.
Camille blev hundset i gang og da hun vidste dét længe rør var åbent i begge ender, fremkaldte dét ikke den store reaktion fra hende, andet end dét var fandens ubekvemt og hjalp ikke meget på de skræmmer hun allerede var påført.
Hun gennemførte så hurtigt dét lod sig gøre, omend hun har rimelig både træt og øm i hele skroget da hun møvede sig ud fra rørets ende.Thank god at hun ikke var større, så havde røret da været en umulighed, med mindre man som peter plyds måtte blive siddende uden at spise honning, indtil man havde tabt sig nok til at komme fri.

//elsker det du har skrevet omkring peter plys genialt//

Ancilla var en der var meget ensom især inden for hendes brance. Tristan havde endnu ikke godtaget hende ind blandt rækkerne sammen med dusørjægerne, alle de andre så på hende med stor mistillid. Forståligt, hun var jo en af mørkets væsner, hvad skulle de ellers tænke om hende. Hun havde flere venner fra verden over igennem hendes træning, men det var jo kun så få gange hun kan møde dem. De har selv travlt med at jage væsner. Ancilla lavede et lydløst suk, hun var alene i mørket. Hun var afkastet blandt alle de andre, det sorte får eller rettere sagt den enlige ulv blandt fårene eller judas blandt de 12 diciplinge. Ancilla så beslutsom op, men sådan var det. Det var nok en del af hendes straf for at være en af mørkets væsner. Hun var glad for at Camille var i øret, så hun ikke kunne se hendes øjne, som tydelig afspejlede hendes sjæl. Der var en god grund til at man kaldte øjnene for sjælenes spejl.
"Kom så hurtigere, vi skal videre altså. Ellers sætter jeg hunden efter dig"
Nu var de nået til der hvor murene i de forskellige højder stod, og som var fra 50 til 120 cm høj.
"Er du svag tøs, ser at lette røven. Du er jo ingengang dit køn værdi, du er en af dem som nemlig har sørgt for at mænd kigger ned på os"
Ancilla ventede spændt på hendes reaktion, men nu begyndte hun også at glæde sig til når Camille nåede til den næste udfordring. Det firkantede cement hul som var 2 meter dybt, hvordan ville tøsen overhoved kunne komme ud? Spurgte Ancilla til sig selv med et smil på læberne

Men hun kunne ikke se hendes øjne.
I en tid så hun ikke andet end mørke og hørte stemmen forlade Ancillas mund finde i hendes retning og daske til hende med hånlige strejf.
Camille mærkede igen , som en blomst der folder sine blade ud, irritationen der begyndte at tage plads i hende igen.Den ophobede sig og bredte sig langsomt ud i hendes lemmer og hun satte farten op, selvom hun ellers mente at havde gjort dét bedste hun kunne.
Ud af røret kom hun, og hun så bestemt ikke glad ud.
Bemærkningen om at hun var éen af dem der gjore at mænd så ned på kvinder, havde i den grad tirret hende.
Modsat bemærkningen om mænd og hendes kærlighedsliv der havde ramt lige i hjertet, følte hun sig slet truet af ordene her for hun var netop ikke en af dem, men dét sætningen Istedet bevirkede var at hendes sans for retfærdighed rejste sig op og begyndte at knurre.
"Jeg er ikke just another dumb blonde " sendte hun afsted mod Ancilla og isamme sekund fortrød hun, da hun vidste hun skulle have ladet dét passere, uden at lade sig provokerer...meeen...ak...der var 'liv inden i ' og endnu en finke fløj af fadet inden hun fik hold på sig selv "Tyv tror hver mand stjæler, er dét ikke sådan ?Du er garanteret en af de lave dusørjægere der hopper i kanen med de væsner de burde tage livet fra " slyngede hun ud.Hvad der fik hende til dét anede hun ikke, Camille var jo mere til Peace and love end til war og da hun ikke som udgangspunkt havde noget imod væsner, var dét jo ikke et problem for hende.Men hendes fornemmelse sagde at dét måske var noget der kunne irriterer Ancilla, og dét var solo årsagen til hun adresserede den til hende. Tag nu varulve som Samuel....han var da bare en fyr med en evne, et talent.En skøn fyr og en nøjagtig ligeså skøn ulv.De få gange hun havde haft mulighed for at være sammen med ham i ulveform, havde været prisløst, den omsorg,comfort og trøst....for ikke at nævne tryghed han havde givet til hende, var uimodståelig.
Hvis noget ville gøre éen som ham fortræd, kunne man ligeså godt slagte alle, for så burde alle fortjene døden.

Hun så på murene, var dét noget med at springe fra den ene til den anden ?

Ancilla syntes, det var sjovt at se Camille så irriteret, men var dog glad for at hun kunne kontrollere det. Men bemærkningen med at hun hoppede i kanen med enhver væsen før hun dræbte dem, ramte hende kun meget lidt. Fordi det var endnu engang en hentydning til at hun var et væsen. Men ellers gled bemærkningen så let af hende. Ancilla smilede bare ad hende, for hende og gud vidste sandheden. Ancilla havde aldrig været sammen med en mand før, og havde aldrig haft lyst til at være sammen med nogle væsner. Dog kom hun i tanken om natten med Abaddon, men det var på grund af den forbandede måne, som havde vækket hendes indre dyr i live og havde fået hende til at tænke på ting, som hun aldrig ville have gjort før.
"Du kan tro hvad du vil om mig, hvis det får dig til at føle dig bedre, må du selv leve med det"
Sagde hun roligt og lidt provokerende tilbage. Hun kom i tanken om Camille mindede hende om en dusørjæger hun havde mødt for mange år siden. Camille havde den sammen stædighed ligesom Procella, bare selvfølgelig på andre områder. Ancilla kunne ikke lade vær med at smile af tanken, hvordan hun dog kunne sammenligne disse to kvinder med hinanden. De var næsten som dag og nat og alligevel ikke. Procela havde gjort alt for at beskytte sin søster, måske var det derfor Camille gjorde dette? For at beskytte dem hun elsker? kunne det være grunden? Det havde Ancilla ingen anelse om, men noget sagde dog til hende at Camille var en der ville forsvare en med næb og kløer, hvis man var hendes veninde.
Mellem murene var der ca en halv meteres mellemrum, og man skulle enten springe fra den ene til den anden, eller så bare kravle over.
"Du kan vælge at springe fra den ene til den anden, eller du kan vælge at bare kravle over"
Sagde Ancilla med et smil der var svært at tyde om det var en udfordring eller ej.