Shake that ass, it's traning time (Camille)

Okay ...hendes skud havde været en forbier, Ancilla virkede ikke videre såret eller på anden vis ramt af hendes bemærkning.
Interessant, hvilke knapper skulle mon så trykkes ind for at få jægerpigen til at se farven rød ?
Camille fnøs, da Ancilla svarede 'hvis dét fik hende til at føle sig bedre tilpas ', dét var der snart meget få personer der kunne få hende til at føle, og måske var dét en fejl, a big error hun havde begået, at lukke dem ind i hendes hjerte.Dét gjore hende selv sårbar for netop den slags smerte der var så synderknusende.
Og i en verden dom denne....hvem kunne man egentlig stole på når dét kom til stykket, havde man andre en sig selv ? Nogen af hendes bedste venner sagde ja ! Camilles flænsede følelser skreg 'hell no '.
Hun rettede stædigt sit blik mod murene.Dø på stedet, var dét der først kom i hendes tanker, hun kunne umuligt kravle op og ned af flere af dem uden at dø.Så valget var easy to make.
"Jeg springer over dem " sagde hun tørt.De mindede hende om platformene fra turneringen med Crasie, jackie og Rain, men de her var langt fra på niveau i hverken sværhedsgrad og jo ikke med livet som indsats.
* livet som indsats? * Camille gang fast ved tanken, nogle gange skete...ting...der gjore at hun havde lyst til at ødelægge sig selv, fordi hun ikke kunne finde ud af spillets regler og fuckede up...ellers var der andre der gjore dét, anyway resultatet var dét samme og nogen gange skulle en slags smerte fjernes, udtømmes ved en anden slags og her blev Camille nok dét mest dårlige selvskab for sig selv man kunne tænke sig .
Hun satte gerne alt på spil...sig selv ,sit liv , var skødesløs og uden at tænke sig om.Så hun noget der kunne bruges til grund for en stupid handling, så bød hun dét velkommen.
Nå...men der var mure der skulle forceres og Camille begyndte at finde revner og stykker hvor sko snuden og dét yderste af finger spidsen kunne presses ind, og så begyndte hun sin bestigning.
Dét smertede mere end forventet, men dét var fysisk smerte....og hun bed der i sig
Efter en lidt klodset kamp, var hun på toppen og tog sigte til et spring.Dét gik så langt bedre end forventet, Camilles balance og spring teknik, faldt hende ubesværet for og udfordringen var derfor ikke så belastende som hun havde frygtet.
Kæphøj sprang hun ned, og landede på to fødder.
"Nå...var dét alt ?"sagde hun med et både stolt og lidt flabet smil.

Ancilla så på hende med et smil, da Camille klarede det rime let hen over murene, de var også blandt de lette, især med den næste udfordring. Da Camille spurgte, om det var alt. Pegede Ancilla hen på det firkantede betonhul der er 2 gange 2 gange 2 meter.
"Du skal bare hoppe ned og så kunne løfte dig selv op af den"
Sagde hun som om det var den letteste ting i verden. Mange troede, at det var let, men så fandt de egenligt lige pludselig ud af, at de ikke havde nok armmuskler til at løfte dem selv op. For benene kunne ikke rigtig hjælpe en her, ude over hvis man kan springe højt. Ancilla sagde med en fløjlsblød stemme.
"Kom nu bare, du kan da vel godt løfte dig selv op ikke?"
Når Camille på et tidspunkt hoppede ned i hullet, så opdagede Ancilla det røde armbånd med den røde sten ved hendes håndled. Hun huskede straks, hvor hun havde set det før, men håbede på, at det ikke var sandt. Ancilla begyndte hurtigt at småløbe hen til sin taske og rev en mappe frem med masser af papir, og så på billederne. Hun havde gættet rigtigt, denne Camille rendte sammen med væsner og væsner som venner oven i købet slemme og farlige væsner. Hun gik hurtigt hen til hullet igen og smed mappen ned til hende. Papir og billeder flød ud af mappen. Ancilla så følte en foragt dybt inde i sig, men alligevel kunne hun ikke få sig til at foragte denne kvinde. Hvorfor har denne kvinde et venskab med sådan et væsen som det? Det var en sandfarvet mappe, hvor der stod ude på hemmelige filer og et navn var tydeligt Crasie. Ancilla havde for nogle måneder siden fået denne opgave at finde denne dæmon, hun havde taget den med sig her til træningen, for selvom hun kan huske rapporten ud og ind, så ville hun ikke gå glip af noget og så kunne hun ha brugt tiden, mens hun ventede på Camille til at læse den igennem igen. Derhjemme havde Ancilla også en bunke papir om alt omkring Camille, dog havde Ancilla ikke haft tiden til at kigge dem igennem, men det fortrød hun virkeligt nu. En ting undrede hende, og som hele tiden havde undret hende, hvorfor stod der intet navn på hvem der havde fået armbåndet? Det var som om, der er nogen som prøvede at beskytte hende, nogen indenfra? Nogen fra hovedkontoret?. Det ene billede som var røget ud, var taget der hvor Isabella lige havde givet Camille armbåndet. Den viste ikke ansigtet af Camille kun af Isabella.
"Du er vel den kvinde der får den armbånd der på billedet?"
Sagde Ancilla koldt og stod på kanten til hullet, og satte sig nu på hug.
"Ved du hvor denne kvinde er?"
Ancilla kiggede spørgende på hende med hovedet på skrå, der har ingen spor været af Crasie, hun er bare forsvundet ud af den blå luft. Ancilla kunne ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet, for nu havde hun måske chancen for at finde denne dæmon, som har ødelagt og dræbt mange i utrolig mange år. Der var andre billeder af Crasie, i alle mulige situationer og som de forskellige personligheder. Der var få papir med oplysninger. Navn: Crasie, Isabella, Mira, Stine og Lillith. Alder: ingen dokumentation men over 1100 år. Race: Dæmon. Nationalitet: ukendt. Den forsatte med en liste af ting, hvor der bare stod ukendt, men ved evne stod der mange ting. Fordi Dusørjægerne aldrig har kunne finde ud af hvilken evne hun havde. Evne: formskifter, alle mulige former for magi, gøre sig usynlig, snakke telepatisk, få folk til at se syner osv. Længere nede stod der drabstal. Ukendt nummer, men dokumenteret over 1453 styk både af væsner og mennesker. Der var andre billeder, der lå i bunken hvor blodige scener var tydelige, og selv kopier af gamle tegninger af scenerne. Et billedet var tydeligt skræmmende. Lillith kiggede lige ind i kammerat, hun var blodig og mordlysten var så tydelig, at det var næsten som billedet var levende.

Camille der følte sig på toppen , gik straks over til dét store og dybe hul.
Hvis andre kunne komme op , så var dét vel muligt også for hende , tænkte hun optimistisk.For optimistisk skulle dét senere vise sig at være, Camille havde slet ikke kræfter nok til sådan at hive sig op. Ikke ovenpå de forhindringer hun allerede havde været i krig med.
Hun så Ancilla stirre på hendes håndled, på armbåndet og helt instinktivt flyttede hun det om bagpå ryggen, som hun beskyttede dét.Ancilla så jo næsten helt bleg ud , hvad var der optakt til.
Camille forsøgte et par gange mere at komme op, og stønnede af irritation over sig selv.
En mappe blev med et smidt ned til hende og da papir og fotos fløg om ørene på hende, kiggede hun undrende og usikkert op på Ancilla, var dette en del af øvelsen ? Camille.begyndte forvirret at indsamle det forskellige, med da hendes øjne gled over dét første billed med Isabella og sig selv , blev hun helt anspændt i kroppen.
Hvad fanden havde Ancilla lige gang i ? Og hvorfor havde hun billeder af Isabella ? Hun forstod dét var hende der var målet for den lille fotosession, da hendes eget ansigt ikke var på billedet.
Camille bladrede utålmodigt videre i papirene, hendes fingre næsten kærtegnede oversigten eller info papiret omkring Crasie , og Camille sagde stille hendes navn da hun begyndte at læse
Hun sank en klump over dødsantallet, men hun var sikker på Crasie havde kunne forklare sig, havde hun mulighed for dette.
Ancilla stillede hende nogen spørgsmål, imens Camille stirrede ind i blikket på Lillith, hun gøs og skyndte sig at ligge dét pic bagerst i bunken.
Hvor hun dog ønskede sig at Tristan var her lige nu og kunne vejlede hende i om hun skulle lyve tykt for både sin egen og Crasies bedste eller om sandheden ville være fin nok.
"Ja...dét er mig, og nej har ingen idé om hvor hun er....på den anden side af jorden "svarede hun kort, afvisende og knaldhamrende usikker på hvordan dét her skulle gribes an.
"Hvad laver du med den fil.her ? I fanger aldrig hende, så du.burde pakke dét her langt væk.
Camille undrede sig over hvor længe der var taget.billeder ?

Ancilla stod bare på hug og kiggede nøje på hendes reaktioner. Det var tydeligt, at Crasie betyder utrolig meget for Camille, på den måde hun kærtegnede billeder viste alt. Ancilla sukkede for sig selv, en del af hende havde ønsket, at Camille bare havde fået den der armbånd af en eller anden. Hun var i det mindste glad for Camille ikke løj, det kunne man tydelig se på hende. Men dog blev hun lidt provokeret af hendes bemærkning, på den anden side af jorden.
"På den anden side af jorden? Så det vil sige at du ikke ved det? Du ved vel hvor hun bor gør du ikke?"
Ancilla så dybtintrængende på hende, dusørjægerne har nemlig aldrig nogensinde kunne finde ud af, hvor denne dæmon boede. For crasie betalte altid med kontanter, og hun havde næsten altid rejst rundt omkring. Dog virkede hendes hjem til at være i deepshell, for det var der hun mest var. Men der var noget ved Camille holdning da hun så dødstallet, som gjorde at Ancilla syntes hun virkede mere uskyldigt. Havde hun måske ingen anelse om hvad dette væsen var? Eller havde gjort? Det blodige spor hun har efterladt sig i sin fortid. Ancilla måtte få fat i hende, det måtte hun.
"Hvad jeg vil, det skal jeg sige dig. Jeg vil fange dette væsen og give hvad den en hurtig død på stedet, så ingen flere i verden kan blive skadet af dette meget mørke og onde væsen"
Hun sagde det sidste især med et tryk, men det var også for at se hvordan Camille reagerede på det. Ville hun se overrasket ud, som om hun ikke kunne tro at Crasie havde været sådan, eller vil hun reagere anderledes.
"Og jo jeg kommer til at fange hende, for ca 4 uger siden var jeg lige så tæt på at fange hende"
Det var der omkring, hvor hun var forsvundet. Men Ancilla ville ikke lige sige, at de ikke kunne finde hende nu, væk var hun. Ingen har hørt eller set hende i lang tid, intet. Måske var hun en værre kujon, som gemmer sig i et dybt hul under jorden. Det ville sikkert passe, dæmoner som hende havde ingen ære. Ancilla kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet af dette ynkelige væsen. Hun forstillede sig at skyde lige crasie ind i panden. Så var der blevet gjort endnu en god gerning.

Nu var dét hér at Camille begyndte at tabe fornemmelsen for smart og virkelig dumt.
Hendes reaktioner og hendes ord blev styret af dét emotionelle i hende, uden omtanke for at hendes ord måske gravede hendes egen grav.
"Dette...væsen ...som du kalder hende ,har jeg kæmpet side om side med og jeg skylder hende så meget ,blandt mit liv .Du ser kun en meget lille del af hvem hun er så vil du tale med mig nu om tunnelsyn ?" Sagde Camille en smule oprevet.
Hun.vidste godt at Crasie ligesom Zean gjore forfærdelige ting, ind imellem, men hun var nød til at rumme den del af deres natur,fordi hun elskede dem og så kunne hun altid forsøge præge dem til mindre vold.
Et lille grin undslap hende, selv om der langt fra var sol i hendes øjne, nærmere en formørkelse.
"Du vil fange hende ? Har du helt mistet din realitetssans , man...fanger...ikke Crasie, hun kommer hvis hun selv vil " Camille havde bestemt ikke tænkt sig at underholde med da de var blevet fanget, med dét havde jo også været Isabella, dét bagholdsangreb ville Crasie med garanti havde opdaget.
"Hun er væk Ancilla.....helt væk...og hun kommer ikke tilbage " Camilles stemme var farvetlagt med savn og sorg.
Hun var den første og veninde og den eneste der rigtig synes at forstå og virkelig holde af Camille.Og dét havde været gensidigt.Så dét hul...dét rum af tomhed da hun forsvand, tog hjem for at forene fortid, nutid og skabe en hel fremtid....den tomhed bar Camille rundt på dagligt.Men hun forstod og bakkede op om beslutningen, hun måtte bare finde en hylde at få lagt savnet på.
"Måske du vil forklare mig omkring de billeder og hvad kender du til mit armbånd, hvorfor er der overhoved af interesse at hun giver mig dét ?"
Camille vidste ikke om armbåndet blev betragtet som bevismateriale og skulle afleveres til Ancilla, men hun vidste at dét ville blive over hendes døde lig, dét havde ikke forladt hendes håndled siden Isabella gav hende dét på.
Dét var ikke dét at stenen var magisk, men udelukket fordi dét var fra 'dem' og dét eneste solide der dagligt tilliod hende at føle at hun stadig havde et lille stykke af dem med sig.
Hvis Ancilla insisterede på at skulle have dét, ville Tristan blive nød til at blive involveret, da Camille ikke ville kæmpe mef Ancilla fordi hun jo ville tabe dén kamp big time.Hvis Tristan fandt ud af hvad hun lavede her med Ancilla, ville han ....ikke blive glad.
Og han ville stå i et meget kedeligt dilemma hvis han skulle afgøre hvad der skulle ske med armbåndet.Ville han tvinge hende til at aflevere dét ?Eller blive tvunget af Camille indirekte, til at træffe en upopulær leder beslutning.
Hendes øjne fyldtes med tåre og hun sparkede med skoens snude på væggen.* pis ...for helvede , men så længe jeg står hernede og hun deroppe....så er der ingen problemer*

Ancilla så til, mens det var tydeligt at Camilles følelser var ved at boble over. Denne pige havde virkelig ikke træningen i selv kontrol, selvom det kunne være en svaghed havde Ancilla faktisk intet imod det, så længe det ikke var i en meget presset situation. Men lige nu hjalp det også Ancilla, når Camille var sådan nu. Så kunne hun presse hende mere til at få de svar ud af hende, som hun ville have.
"Måske kan jeg være tunnelsynet, det skal jeg ikke benægte. Men du ser selv faktaerne lige foran snuden på dig selve. Det er det sammen princip, som de folk der har en løve eller en tiger. Den er så sød og det vil den højst sandsynlig blive ved med, men det kan let en eller anden dag slå klik for den. Så spørg dig selv, tør man tage chancen? Tænk på alle de liv, der har lidt under hendes blodbad, er de mindre værd end din dæmonven?"
Ancilla rejste sig og kiggede den anden vej, mens hun lod Camille tænke over den. Tankerne pressede sig på hos Ancilla, og sammen med den kom tvivlen. Hun kiggede op imod himlen og tænkte for sig selv. *Gud, er jeg ved at miste min tro?* Det startede første gang med gentlemanen abaddon, og så for lidt siden var det vampyren Willith. Hvorfor lod hun dem leve? Hvorfor var hun ikke længe stærk i sin tro på at udrydde dem, hvorfor havde hun tvivl? Hun rystede let på hovedet og kiggede ned på Camille.
"Ud af dødstallet er der blevet anslået at ca 400 dusørjæger er død under hendes hånd"
Sagde hun koldt men stadigvæk med følelser af foragt. Det var selvfølgelig en del af jobbet at man kunne dø, men så mange på grund af en. Og det var jo selvfølgelig kun dem man vidste af. Da Camille sagde det med fange trak hun på smilebåndet så hendes tænder blev blottet.
"Ja men som du jo ved, så er jeg ikke en helt almindelig dusørjæger."
Dog kunne Ancilla ikke lagde vær med at blive ramt af Camilles tydelig sorg og afsavn, dette væsen har åbenbart været en vigtig del af Camilles liv.
Ancilla tænkte sig lidt om før hun valgte at svare det næste spørgsmål.
"Billederne er almindelig fremgangsmåde, jeg har f.eks en helt stak af papir derhjemme omkring dig, alle de oplysninger jeg kunne finde. Men bare roligt har ikke kigget i dem endnu, har ikke haft tiden til det. Men det er meget normalt, der er jo kamera overalt. Og for at vi jo kan fange et farligt væsen som hende, må vi jo vide alt om hende for at kunne fange hende. Armbåndet er interessant, fordi jeg har meget undret mig over, hvorfor nogen har fjernet de billeder med dig på. Også i sig selv så ved vi nu, hvem der stod Crasie nærmest og det er jo en vigtig del af vores arbejde"
Ancilla kløede sig lige hurtigt i hovedet før hun spurgte sit næste spørgsmål.
"Er Crasie's hjem ikke i Deepshell? Hvis du føre mig derhen, så skal jeg nok lade dig komme op af hullet, og jeg kan lade dig være i fred eller vi kan forsætte vores træning. Eller du kan selvfølgelig prøve at selv komme op?"

Hun vidste jo godt at Crasie havde en broget fortid og sikkert også nutid.
Men specielt Zean havde ændret, nærmere forfinet hendes syn på godt og ondt.
Camille havde fået en dybere forståelse for væsners handlinger, og hun bifaldte ikke men havde lært at finde accept i nogle af de dødsfald der lå i kølvandet på dem og skvulpede rundt.
Og hvem var Camille egentlig til at dømme nogen som helst ? Hun havde selv slukket lysets i ...ja menneskers øjne både ved kedelige uheld men også nogen stykker med fuld overlæg, kun Zean kendte til det og han var nok den eneste der ikke ville dømme hende.Samuel vidste at det kunne ske ved uheld at hun tog livet af nogen, han havde hjulpet hende bagefter og også accepteret det, men han vidste ikke noget om hun også havde gjort det bevidst enkelte gange.
Og Tristan....han ville...sikkert ikke kunne udstå hende, eller ville han forstå ? Han kendte hende måske bedre end nogen anden, til trods for der var ting hun ikke blandede ham ind i .
Camille tænkte at Crasie også ville have forstået hende og ikke bebrejdede hende spor.
Hun kunne ikke lide den del med dusørjægerne, hun huskede al for godt dagen for hendes første møde med Tristan og hvordan de helt tilfældigt sammen var endt med at kæmpe mod hendes bedste veninde, Crasie.
Camille sukkede og så på Ancilla.Ikke ti vilde heste v
kunne få hende til at udleverer Crasies bopæl, no way.... tænk om der skulle være efterladt vigtige oplysninger. " Crasie bor som sagt ikke her længer, det er nogle måneder siden og hun kommer ikke tilbage, der er intet at komme efter Ancilla. Jeg er meget ked af hvis uskyldige er døde, jeg tror dog hun har haft sine årsager.Jeg kender hende som en æresfyldt og beskyttende person, selv om jeg godt ved ...hun er....farlig også "
" Men den fil du har af mig....det er imidlertid ikke helt acceptabelt og den kommer vi til at have en lille snak om, lige så snart du har fisket mig op herfra...der er noget galt med mine arme, åbenbart " sagde hun lidt tørt og forventede klart hjælp. ellers måtte hun jo overnatte eller vente på et statestikbrydende regnskyld der ville hæve hende fra jorden så hun kunne komme op.

"Men hvis hun ikke kommer tilbage, hvorfor så ikke vise mig stedet?"
Sagde Ancilla roligt, hun kunne tydelig se på Camille prøvede at dække over hende. Hendes kropssprog, hendes stemme fortalte alt.
"Men angående med den fil, det var ikke for at snage i dit privatliv. Jeg er jo nød til at tilretteligge træningen specielt på dig, og alle disse ting kan fortælle, hvad du er for en person generelt. Så hvis jeg fandt dig troværdig osv. Så kunne jeg selv lave noget træning, som ville kunne være farlig, og som selv kan bringe mig i fare. Men jeg ligger aldrig mit liv i andres hænder, før jeg ved generelt noget om dem. Det var ikke for at snage, du kan tro det eller ej"
Hun virkede rime ærlig, og det var hun også. For hun havde ikke interesse i at på den måde snage og bruge dem imod dem, ude over nu hvor hun skal presse Camille, men ellers ikke.
"Fint, hvis du ikke fortæller. Så ses vi"
Sagde Ancilla med et smil og rejste sig op og begyndte at gå væk. CAmille kunne høre at skridtene blev fjernere og fjernere. Ancilla satte sig ved en bænk og ville sidde og vente. Hun kunne godt lide Camilles stædighed. Men hvor længe ville hun kunne holde ud at være dernede. Hvis Camille også tænkte over, så virkede det ikke til at være Crasies intentioner at vende tilbage, selvom man kunne ønske. Hun havde jo også efterladt huset til Camille, og Crasie har altid været grundig. Især når dusørjægerne ingengang kunne finde hende endnu eller ved særlig meget om hende.

Camille var på herrens mark, hvad skulle hun gøre ?
Hun kunne ikke få sig selv til at tage en dusør jæger med til Crasies hus, dét føltes bare forkert, specielt når denne jæger havde jagtet netop hende.
Hvis nu hun fandt noget brugbart, kunne hun så bremse dét via Tristan ?
Hun lavede en utilfreds grimasse, hun havde allerede trukket for store veksler på hans tålmodighed, hun kunne jo ikke så godt undergrave hans arbejde også.
Cody måske ? Noo...han kunne ikke holde tæt overfor Tristan anyway.
Castel, ville han hjælpe med at mørklægge dét ?Måske var han faktisk dét bedste bud, han havde aldrig hængt sig i paragraffer, han havde egne regler...fornemmede hun.
Ancilla testede hende.Hun vidste dét godt....og hun havde to valg..at blive dernede til hun frivilligt hev hende op eller at bede om hjælp.
Da Camille selv var ude af stand til at komme op, hvilke pissde hende af, og da hun mente Ancilla var en hård nød at skulle knække, besluttede hun at hænge sin stolthed på en mental knage, og overgive sig.
Havde hun ikke følt hun havde mulighed for at påvirke situationen , var hun aldrig gået med til dét, men eftersom hun selv var husets ejer nu, kunne hun principielt bremse Ancilla any given time åge wanted.

"Så få mig op herfra...så viser jeg dig...huset " råbte hun op til Ancilla, der med garanti syntes hun var for nem at presse.

Der gik lidt tid og ancilla sad og ventede tålmodig, hun var klar på at vente resten af dagen på, at hun skulle beslutte sig til at sige det. Men så hørte hun camilles fine stemme fra hullet af, faktisk var ancilla ikke skuffet, hun havde klaret det længere end hun havde regnet med. Ancilla mumlede for sig selv, mens hun rejste sig op og gik der hen ad.
"jamen dog, jamen dog"
ancilla kiggede hen på hendes hund, så lavede hun tegn for at holde øje og pegede ned imod hullet til ancilla. Krølle vidste nu at han ikke skulle slippe camille ud af syne, og derfor hvis hun prøvede at flygte, så ville krølle fange hende. En irsk ulvehund er godt nok ikke så hurtig som mange andre racer, men den var udholdende og havde en god stor skræmmestørrelse. Ancilla kom hen til kanten og så på hende.
"det var længere end jeg forventet"
så hoppede ancilla elegant ned og stod og så på hende. Hun ville ikke gøre det for let for hende, så først ville hun vise hende hvordan man gør.
"lad mig vise dig hvordan man gør. Nu hvor du ikke har særlig mange armkræfter til at kunne gøre dette."
"hun tog lige tilløb på den korte plads, hoppede og greb fat i kanten og løftede sig selv op. Hun oppede hurtigt ned igen.
"du skal ikke føle dig dårlig over at du ikke kan løfte dig, det er faktisk kun mindretallet der kan. Men så skal du være snedig og bruge hjørnet, for der kan du bruge dine ben lidt mere og plus det er nemmere at løfte sig op."
Ancilla sprang op i det ene hjørne og fik armene op på kanten og satte fødderne det bedste hun kunne i siderne for at løfte sig op. Hun kom op og kiggede ned på hende med et udfordrende smil.
"selvom vi havde før lidt af et væsenproblem, det skal vel ikke stoppe din træning ikk?"
ancilla havde på sin måde regnet med at camille ikke ville mere efter de småproblemer før, men ancilla mener ikke at det burde stoppe det. Især når camille virkede som en god person, som hun er. Hun skal bare studses lidt af i hendes holdninger til væsner, så ville hun være perfekt.

Camille lavede en lille grimasse ved hendes ord 'jamen dog jamen dog ' , de havde et islæt af drilleri og Camille fangede dét udemærket.
Hmm...dét lød til at Ancilla havde forventet hun gav op en del tidligere, hvorfor dog dét ?En lyst til at bevise sit værd Flammede op i hende, så da Ancilla adræt sprang ned til hende for at sætte lidt skub i hendes nye karriere, var hun klar på udfordringen.
Hun lyttede og hun aflurede Ancillas bevægelser, og da turen kom til hende efterlignede hun hendes moves, så godt dét lod sig gøre.
Dét kostede hele tre skide forsøg, og udløste hudafskrabninger på både albuer og hænder men endelig kom hun op, på egen hånd og hun beamede af stolthed, imens hun forsøgte at ignorerer den sviende insisterende føelse mærkerne gav.
Du gode gud, hun håbede ikke hun mødte nogen hun kendte de næste par dage, sår i hovedbunden, mærker fra pigtråd og nu store skræmmer på arme og hænder...den var vanskelig at forklare.
Hun sendte et triumferende blik til...krølle...egentlig et meget finurligt navn til den hund.
Hun samlede hurtigt hendes ting og var parat til at lede Ancilla til Crasies hus, men hvis hun så meget som mente der var noget der ville afsløre Crasie, så ville hun tage Ancilla i hendes smukke hoved og røv, og smide hende uden for uden at tøve en kende.

Ancilla stod og så på hende, mens Camille kæmpede sig op. Ancilla kunne ikke lade vær med at smile, det mindede for meget om hende selv, da hun var mindre end 10 år. Hun lignede virkelig en der havde både været igennem det ene og det andet slemme. For hendes hår var ulet, hun havde hudafskrabninger hist og her. Ancilla tænkte for sig selv, ja det kræver meget at kravle til tops. Hun gik nærmere imod Camille og lagde en venlig hånd på hendes skuldre, hun viste godt det måske var lidt vovet. For Camille var nok ikke glad lige nu for Ancilla, men skide vær med det. Ancilla sagde med en sand alvorlig tone.
"Du vil kunne blive en blandt de fineste dusørjæger, som Tristan ville blive meget stolt af."
Så gik Ancilla straks hen imod sin taske, og lavede et slap af tegn til hendes hund. Så hunden ikke skulle løbe efter camille, hvis den begyndte at tro at hun ville flygte. Men hun gik også for at lade Camille lige selv tænke over den bemærkning. Hun gik hen og tog sin taske og ventede på at Camille skulle følge med.
"Men bil står lige parkeret ikke særlig langt herfra."
Sagde hun og begyndte at gå lige så stille og roligt med krølle ved sin side. Lidt længere væk var en parkerings plads. På den stod en sort mecedes, en simpel og diskret bil. Men ude på lignede den en helt almindelig bil, men det var den langt fra. Hun havde valgt denne simple bil, fordi så væsner ikke let kunne genkende hendes bil. Hun tog nogle sorte tynde fleksibel handsker på. Hun åbnede bagagerummet og smed tasken derind, men på undersiden af bagagerummets låg var der tegnet et stort pentagram. Men hun var nød til at åbne den med handsker på, for metallet hvor man åbnede var af ren sølv. Det sammen var de andre håndtag, plus der var fine aftegninger af gamle runer, tegn og pentagram i sølvet, som var meget svært at se med det blottet øje. Det sammen foran bilen ved kofangeren var den også lavet af ren sølv med aftegniner af symboler. Så hun kunne køre væsner ned og skade dem. Hendes håndtag ind til bilen var også af sølv. Hun åbnede til hunden bag i bilen og satte selv i førersædet og ventede på Camille.

Imens hun stod og nærmest glødede af stolthed, da hun på ingen måde havde troet dét ville lykkes for hende ever at komme op a dét hun på egen hånd, nærmede Ancilla sig.
Hun lagde en hånd på Camilles skulder, og dén første tanke der meldte sig var at skubbe dén væk.
Men hun synes at mærke en varme , en venligstemt følelse fra Ancilla , så hun tog imod uden at brokke sig.
Så åbnede Ancilla lige en dør Camille mente var låst, godt og grundigt, men ikke for Ancilla så dét ud til.
Med en enkelt sætning, efterlod hun Camille helt 'afklædt og nøgen' ....fastfrosset i tiden for en lille stund.
* hun kunne blive god, Tristan ville blive stolt.*
I hendes øjne væltede tårer frem og hun vendte ryggen til Ancilla ,der nu var på vej mod sin bil.
Hvad skete der lige dér.Camille så ned af hendes mere eller mindre forrevet krop.Gjore hun al dét her for at han skulle være stolt ?For at han skulle finde hende værdig ?
For at hun skulle føle sig værdig ? Handlede dette om Tristan ?Hun troede dét handlede om hun skulle beskytte sig selv, var dét bare dén overskrift hun havde bildt sig selv ind.
Hun tørrede et par forvildet tåre væk....* no way...dét her handlede om ham, så stor magt havde han ikke over hende...no way hun ville accepterer dét ...hvis hun da havde et valg *
Hun tænkte lidt videre, hvor meget vidste Ancilla...hvad havde hun kunne regne ud og ligge sammen.Var dén pige så kvik at hun allerede havde fornemmet sammenhængen og havde regnet ud hvordan Camille var skruet sammen ? Hun sukkede tungt, da hun gik mod bilen....Ancillas bemærkning havde ramt lige ind i hjertet, det kunne umuligt være et tilfælde ?
Men hvad havde hun så ville udrette med dén ?Se dét var et meget interessant spørgsmål.
Hun satte sig ind i bilen, og gav kort instruks om retning.

Ancilla satte bilen igang og straks kørte den, dog næsten lydløst. Det var en elektrisk bil, og elektriske biler larmer næsten intet i forehold til normale biler. Ancilla kiggede kort hen på Camille, og virkede til at være fyldt med tanker med den bemærkning hun havde sagt. Så nu havde hun helt fået afklaret sin teori, de var på en eller anden måde sammen. Måske havde de mere et skjult forhold? Det ville være en god ting, ellers ville mange væsner kunne ramme tristan igennem Camille. Var det så måske indirekte derfor Camille var her? Så andre væsner ikke kunne skade Tristan igennem Camille, så hun ikke kommer i vejen for ham? Hun vidste det ikke, men det kunne være en af de grunde. Især nu hvor de sad i en bil og ingen vind fejede lugten væk, kunne hun tydelig lugte Tristan på Camille. Ancilla smilte for sig selv, han var en rigtig flot fyr og særdeles en sød fyr. Ikke fordi Ancilla ville noget med ham, men hun havde i hvert fald respekt for ham med god grund. Camille har været utrolig heldig, men Camille virkede jo heller ikke lige frem dårlig selv. Venlig med et hjerte på det rette sted, dog ikke sådan lille fin og skrøbelig, men en der stadigvæk kan stå for sig selv. Hvad for nogle ting har denne pige dog oplevet igennem hendes liv siden hun virker så phykisk stærk på flere områder? Ancilla tænkte for radioen og rolige toner fra sangen riverside af Agnes obel.
*Down by the river by the boats
Where everybody goes to be alone
Where you wont see any rising sun
Down to the river we will run*
Hun kunne godt lide denne og nynnede lavmildt til sangen. Bilen kørte derud af og kom hurtigt ind i deepshell, og snart var den lige ved markedspladsen. Ancilla så spørgende på Camille, hvor de nu så skulle gå hen. Hendes hund stak hovedet imellem deres fra bagsædet og hang med tungen ude og kiggede udenfor. Væsner var herude på markedspladsen, men det var der ikke tid til at tage sig af nu.

Var bilen ikke ualmindelig stille , eller var dét bare hende ?
Nå....hvis der var noget galt med dytten, ville de tidsnok blive konfronteret med dét, hun vidste absolut ingenting om biler, heller.
Ancilla synes at holde en lille pause, fra træning og pres, hvilke betød at Camille langsomt begyndte at slappe af på det bløde lædersæde i passagersiden af bilen.
Dét var perfekt med lidt musik , tænkte hun da Ancilla pillede ved radioen og de blideste roligeste toner herefter fyldte bilen og forkælede deres øre og sind.Yup....dét var en dejlig sang, afslappende og stemningsfyldt.
Camille lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene imens hun lyttede til lyden af Ancillas rene stemme der blandede sig med radioens .
Hun blev træt, somme tider meget træt i sit hoved.Dét var blevet værre efter hendes mors forsøg på at trække hende over i en anden dimension hvor et fåtal af feer stadig levede.Camille havde efter sidste møde fået et farlig indskydelse af at moderens søde lokkende ord, havde dækket over Camille skulle sige farvel til dét liv hun kendte og komme med....så langt så godt, dét vidste både Samuel og Tristan, da de begge havde oplevet sådan en seance, men hun havde ikke fortalt at tanken var hun skulle føde nogle unger,undfanget helst med en fefyr...for at holde arten i live, og unge piger med feblod var åbenbart udsolgt i de fleste butikker, så nu hev de i Camille.
Hun sukkede let og rystede på hovedet, hun var en fucking linedanserinde i sit eget liv og manglede....havde brug for...flere pusterum.
Hun slog øjnene op....de var fremme ved markeds pladsen.
"Jeg viser vejen herfra...vi kan parkeret og gå...der er ikke lang ", og dét var hvad de gjore.
Da de stod foran indgangen til huset, blev Camille blæst omkuld af følelser og savn og hun ville ikke tude...men h i øjnene kom der alligevel tåre, dét ville være løgn at påstå andet.
Hun havde så kære minder herfra.
Hun gik op og tog sit nøglebundt frem...og efter et par sekunder havde hun låst døren op, åbnet den og trådt til side så at Ancilla kunne træde ind.
Måske hun ville undre sig over Camille ligefrem havde en nøgle ?
"Du er forsigtig...ødelægger ikke noget vel " sagde hun næsten med bedende stemme.
Dét var igrunden underligt at Tristan aldrig havde stillet hende spørgsmål om Crasie, hun smilede...han var nok klar over hvor svært hun ville have ved at besvare dem, ville han skåne hende ?

Men mens de kørte og stod lige og var parkeret foran markedspladsen. Der lagde Ancilla mere mærke til denne sødelige duft. Den var fin og diskret, men alligevel tydelig. Ancilla kiggede vurderende over på Camille. Kunne hun være et væsen? Ancilla rystede på hovedet, selvfølgelig var hun ikke det. Så var hun i hvert fald en art, som hun intet kendte til. Blikket blev vendt hen på hendes hund. Selv hendes hund havde reageret underligt første gang, var der virkelig noget om det? Hun var glad for at høre at de skulle gå. Ancilla syntes generelt at det var bedst at gå. Nogen sagde det var på grund af hendes gener, varulve havde en tildens til at hellere ville løbe eller gå, istedet for at flyve eller køre i bil. Ancilla skubbede hurtigt tankerne fra sig og fulgte hvor gammel end gik hen. Hun så så at huset var på en vej, ancilla havde gå så mange gange forbi. Hun stod lige foran indgangen til haven og så op til huset, og så på det enorme store hus. I al den tid så har dæmonen været her? Et glemt af vrede var i hendes øjne, hvordan har hun ikke kunne opdage dette sted? Men hun kunne heller intet lugte, det var som om stedet var beskyttet? Måske var det en form for genstand eller besværgelse over huset, som gjorde at ingen kunne lugte hendes tilstedeværelse udefra. Hvor smart. Hun fulgte hurtigt med Camille op til døren, og hun undrede sig over nøglerne. Men det måtte hun tage sig af senere, for lige nu måtte hun printe hvert eneste indtryk af stedet, som kunne fortælle noget om denne dæmon. Da hun trådte ind kunne hun tydelig lugte lugten af skarp dæmon, Ancilla var lige ved at nyse. Det var ikke en lugt normale mennesker overhoved ville ligge mærke til, men med en ulvenæse som hendes, så var det tydeligt. Hendes hund kunne også tydeligt lugte det og var straks på vagt. Men Ancilla viste med håndtegn at hunden ikke skulle være bekymret. Det var stadigvæk et stykke tid siden sidst dæmonen havde været her. Hun kiggede omkring i stuen og det var langt fra hendes egen stue. Men stuen her var pæn og særdeles stilet, der var en med en god gammeldags smag som boede her. Så lavede hendes hund et gø et sted ude i gangen. Ancilla holdte øje med stadigvæk øje med camille, for det kunne være at Camille ville prøve at skjule beviser, hvis der var nogen beviser. Sikkert ikke, det indtryk Ancilla havde om denne Crasie, så var det en særdeles klog og snu dæmon, der vidste hvad vedkommende lavede. Hun kom hurtigt efter sin hund og hendes hund stod og skrabede til døren foran køkkendøren, som førte til det rum. Som Camille aldrig havde været i, men det rum hvor Crasie havde taget det der specielle urtevand. Camille ville nok også opdage i vindueskamen stod der nogle velkendte blomsterbuket som Camille havde givet til crasie. Men blomsterne stod nu i jord, de andre planter så helt fine ud, selvom de var ikke var blevet vandet. Jorden var stadigvæk fugtig og det hele. Ancilla så på hunden og hen til Camille.
"Hvad er der herinde?"
Men før Ancilla gav hende en chance, så åbnede Ancilla døren. Det viste sig bare til at være et kosteskab, men Ancilla kunne tydelig fornemme noget her. Et eller andet magisk? Hendes hund skrabede på væggen og Ancilla prøvede at tjekke væggen. Lige pludselig var der et kliklyd og nu åbnede en hemmelig dør sig op. Hendes hund rendte ikke ind men stod stille. Det var et lille rum som var total proppet med alle mulige ting. Man kunne fornemme en summen af ren magi herinde fra alle de underlige genstande. Men på gulvet lå et brev. Ancilla tog brevet op og med en meget flot formskrift stod der.*Camille st. Clair*
Ancilla kiggede underligt på den og så på Camille.
"Hvad er dette?"
Hun rakte brevet til hende. Det var seglet med rødt gammeldagssegl, ligesom man så gamle breve i gamledage. Det var et segl med en trehovede hellhound på som hylede.

Camille følte at hun havde en levende rolle i en high tech movie produktion.
Dét hele synes at bevæge sig som i slow motion, da hun gik igennem de for hende så velkendte stuer.
Ekko af samtaler før i fortiden mellem Crasie og hende, mellem Isabella, Mira og Camille poppede frem som tågede skyer af minder der pludselig hang i rummet, som var de lavet af røg og ville forsvinde, blive visket ud, hvis Camille forsøgte gribe efter dem.
Så hun lod sig bare berøre af dem, taknemmelig over at de valgte at vise sig.
Hun hjalp ikke Ancilla, ledte og guidede hende ikke rundt og forklarede om ting.
Hun havde valgt at vise hende huset, hvor dét lå og havde indvilliget i at lade hende træde ind, men der stoppede dét så.
De stod i køkkenet, og Camille så de blomster hun selv havde givet Crasie, spontant stak hun fingeren i jorden, der stadig var fugtig, selv nu...weird.
Et lille spinkelt håb..blafrede...men Camille kendte godt svaret.
Hun spændte hænderne da Ancilla forcerede en skjult dør sammen med Krølle, og hun kunne tydelig mærke at hun på ingen måde brød sig om hun roede i Crasies stuff.
Da hun rakte hende brevet, skyndte Camille sig at snuppe dét.
Hun så helt perpleks ud, det måtte jo være kontrakten, beviset på hun var ejer af Rain, den skønne hellhound hun havde dystet sammen med, under turneringen sammen med Crasie.
Dét kunne Ancilla ikke finde ud af , dét ville være al for besværligt at forklare...og var dét i dét hele taget lovligt at eje en hellhound.
Endnu en lille detalje hun ikke havde fået fortalt Tristan om, og et sted inden i hende frygtede hun at selv han havde en grænse for hvor meget weird hun kunne byde ham, før han.blev træt af hende for alvor.
Hun sank en irriterende klump i halsen og stoppede brevet væk.
Dét var jo også muligt dét var noget helt andet ?"Der er ikke noget for dig her....hverken i skabe,skugfer eller andre rum.Her er cleenet, da hun tog afsted "forsøgte hun afspore Ancilla.

Ancilla kunne slet ikke lide rummet og havde allermest lyst til at lukke døren igen, for mange af tingene herinde virkede til at være virkelig magiske og dødsensfarlige. Hendes instinkter var meget op og køre, der var både flotte ædelsten, smykker, våben og andre genstand. Der var også masser af ældgamle papirruller på hylderne osv. Dette måtte næsten være et skattekamre tænkte Ancilla for sig selv. Hun så hen på Camille igen for at se hendes reaktion, hun havde allermest lyst til at kigge over skuldren på hende, men det fandt hun rime uhøfligt i brevet stod.

Min kære elskede ven Camille.
Jeg regnede med enten skæbnen, tilfældighederne, din nysgerrighed eller noget helt andet fik dig til at få dette brev. Jeg ved, at jeg forlod dig sådan uden videre, uden et rigtigt farvel. Men jeg var sikker på at hvis jeg kom og fortalte dig det, så ville du aldrig give slip på mig igen og det sammen omvendt. Jeg kunne desværre heller ikke give dig sådan rigtig besked ude over det enkelte brev jeg gav dig, hvor jeg fortalte at jeg tog væk og jeg gav dig huset og det hele. Men jeg fortrød, at jeg ikke havde skrevet mere, så derfor lavede jeg dette brev. Jeg kom heller ikke forbi dig, fordi jeg havde flere beviser på at en meget speciel toptrænet dusørjæger var efter mig, og ikke en af de normale en af slagsen. Så jeg ville ikke bare efterlade dig her med problemer, som kunne skade dig. Jeg ville meget gerne have skrevet i en evighed, hvis jeg kunne. Men nu har jeg jo skrevet meget, så håber det er nok.
Jeg ønsker på mange områder at jeg ikke havde forladt denne verden. Fordi så kom jeg nemlig til at forlade dig. Da vi bumpede ind i hinanden troede jeg aldrig, at det ville blive mit lys i mit liv at møde dig. Jeg har vandret så lang tid i mørket, at jeg faktisk næsten havde glemt, hvordan lyset var. Men du viste mig det, du viste mig det jeg havde glemt i min alderdom og mine egne tanker og sind. Jeg vil også uendelig takke dig, for hvis jeg aldrig havde fundet dig, hvis jeg aldrig havde bundet mig til dig. Så ville jeg aldrig have fundet mig selv. Du kan sikker ikke forstille dig, hvor taknemlig jeg er. For du har aldrig prøvet at være i det dybe mørke som mig. Der er så mange ting jeg ville ønske, vi havde nået sammen. Men den tid vi havde ville jeg ikke erstatte for noget som helst. Derfor har jeg blandt andet givet alle mine penge og mit kære hjem. Jeg får sikkert ret i det mig og Isabella har diskuteret om, at du ville give alle pengene væk til et godt formål. Det kunne ligne dig rigtigt meget. Og jeg skulle sige fra Isabella, at du meget gerne må bruge alle hendes smykker og tøj. Det ville hun blive lykkelig for, for hun syntes at næsten alt hendes tøj ville passe perfekt til dig. Men nu hvor du står med dette brev i hånde, så har du også fundet mit hemmelige rum. Før jeg tog afsted sikrede jeg alle de magiske og farlige ting inde i dette rum, så der intet kunne ske. For mange af disse ting har jeg samlet i mange 100 år, og mange af dem har farlige forbandelse, hvis man ikke ved hvordan man skal omgås dem. Dog papirrullerne indholder alle mulige forskellige besværgelser, lige frem healing, til forbandelser, til at summone væsner fra den anden side. Jeg råder dig til at kigge dem igennem, hvis du kan bruge nogle af dem så gem dem, resten brænder du. Nogle af disse besværgelser er ældgamle og store, og skal slet ikke falde i de forkerte hænder. Nogle af dem kan du dog ikke læse, derfor står der masser af ordbøger ved siden af, så du kan oversætte dem hvis du lyster. Mange af de andre genstande, lad dem bare være der i rummet eller så kast dem i havet, eller andet. For både din egen sikkerheds skyld og andres der end får fingrene i dem. For selvom det engang var mine kæreste eje og skat, så tilhører de nu dig. Dog lod den store grønne jade lotusblomst være, den er den som sørger for at alle planter i huset har det godt, eller du kan jo også tage den med til dig eget hjem, hvis du beslutter dig at sælge huset. Og behold også den pose der hænger i hjørnet i loftet, det er en død basilisk der ligger i den og det er den som beskytter huset, så ingen udefra kan fornemme/lugte at der bor væsner her inde. Den beskytter dog også imod småkryb og insekter. Men nok om det.
Jeg ved, at min afgang har nok revet et hul i dit hjerte. Jeg havde desværre ikke sådan set et rigtigt valg desværre, selvom jeg nok fortryder det meget. Jeg håber på, at du vil forsætte dit liv som du altid har gjort, og evt få dig en god mand. Det fortjener du virkeligt. Så dette hus ville være perfekt til at starte en god familie i, selvom jeg nok regner med at du har svært med at selv forstille dig i en rigtig kernefamilie. For selvom jeg aldrig har sagt det, så ved jeg at du har en meget mørkt fortid, som nok har gjort at du har så utroligt svært ved at binde dig ligesom mig.
Jeg vil sende dig en besked, hvis jeg finder en måde fra den anden verden det lover jeg dig.

yours
Crasie, Isabella, og Mira.

P.S
Jeg skulle sige fra Isabella at den smykke på hylderne med den store blå perle, skal du endelig heller ikke smide ud. Hvis du har den på og rør vand, som du vil svømme i. Så vil din krop blive forvandlet til en havfrue, og du vil så kunne trække vejret under vand.

Camille stod som var hun ramt i nakken af en damptromle.
Det at få et besked, any form af contact fra Crasie , var hun ikke forberedt på.
Det var overvældende, overraskende og Camille kunne næsten føle hendes tilstedeværelse.
Tænk at hun have så meget omsorg i sig for Camille, at hun havde gjort sig den her ulejlighed.
Hun var rørt til tåre og havde hun været alene havde hun med garanti tudet til hun var en dehydrering nær. Men midt i al glæden over brevet og de smukke ord det indeholdte, havde hun fanget det med den særlige jæger. Hun måtte mene Ancilla.
Hvor stor var oddsen for at den ene Camille havde udvalgt til at træne hende , var en og den samme der havde headhuntet Crasie, det var da for vildt.
Mon Crasie ville bifalde deres samarbejde nu ?Hun vidste jo Crasie var stor fortaler for at booste hende og altid havde ment Camille havde masser af potientale der bare skulle have et skub, men at hun skulle trænes af den person der igennem en længere periode havde været hendes fjende ? Den var hun nok ikke blevet begejstret for.
Camille Smækkede skabsdøren i med et hårdt brag.Der ville ikke blive mere kiggeri i det skab, der var alt for meget , særligt.Du gode gud...krop som en havfrue ? Hvis hun ikke kendte Isabella så godt ville hun have leet, men nu var hun helt på det rene med at det var sandheden hun fik serveret.
Hun vidste at hun var nød til at sige ...noget...til Ancilla om brevet, så hun sagde med en lidt tunge stemme " Det er et afskeds brev, et tak for alt og pas godt på dig selv ", det var vel meget tæt på sandheden. Camille slog ud med hænderne mod resten af huset.
"Du har 10 minutter, jeg synes ikke vi skal rode så meget her, ud af ..respekt" hvilke hun tænkte ville pisse Ancilla lidt af, ordet respekt.

Ancilla fulgte hvert eneste bevægelse fra Camille af. Da hun var færdig med at læse havde hun egenligt ikke lyst til at læse det, det var lidt for privat og der følte hun selvom det var et brev fra fjenden af. At det skulle hun ikke blande sig i. Ancilla gik forbi hende og lagde en hånd på hendes skuldre og gav den et glem og sagde, da hun tydeligt kunne mærke at Camille savnede hende.
"Man kan ikke gøre for at ens venner er en andens fjende. Lad os bare gå ud herfra andet hvis du skal hente noget eller noget andet."
Ancilla mente ikke, at der kunne være noget nytte her. Især når det var tydeligt at Crasie var langt væk, især med det afskedsbrevet. Hun stilte sig i døren og kiggede udenfor, så drejede hun hovedet til siden og kiggede ikke direkte på Camille men hen imod med hovedet let ned af. Så hendes hår kom i vejen for hendes ansigt og henlagde hendes øjne i mørke.
"Jeg vil ikke opgive jagten på hende, men jeg kan love at hvis du stadigvæk vil optrænes så alt i den tid og 1 år fremad, så vil jeg indstille min jagt på hende."
Så gik hun udenfor og efterlod Camille indenfor. Hun var glad for at komme ud af huset, som lugtede alt for meget om dæmon. Men lugten af dæmon mindede bare ikke om fjende, den mindede helt klart om dæmonlederen abaddon. Så veltalende, så gentlemand agtig. Hun forventede næsten ikke at Camille ville forsætte. Hun ville på sin måde blive skuffet, men det var jo hendes egen valg. Camille kunne sikkert nok forstå at det var faktisk et stort tilbud, hun havde givet til hende. Selvom det ikke virkede som særlig meget, men Ancilla var jo ikke lige frem en der opgav jagten på nogen som helst.

Ancillas gestus fik Camilles små møllehjul til at arbejde hurtigere.
Hun var klart meget mere end den gængse jæger. Ligesom Tristan havde hun en socialsamvittighed og var ikke bare drevet af hævntørst og lysten til at dræbe.
Så havde hun været ignorent overfor Camilles relation til Crasie, og det var hun jo ikke.
Camille var glad for Ancilla gav hende plads til at fordøje det hele, og iøvrigt også synes at ture i huset skulle ende.
Naturligvis ville hun forsætte sin træning, der var jo flere gode grundte til hun ønskede den, og de havde ikke rigtig ændret sig.Og det at Ancilla ville indstille jagten imens, gjore at valget var truffet, og havde været det også hvis Camille havde ville ud af aftalen-
Kunne hun holde Crasie i sikkerhed, ville hun naturligvis gøre det...anytime.
Hun gik efter Ancilla, låste omhyggeligt døren igen og efter et øjeblik stod de face to face.
Camille smilede varmt og en anelse træt til hende
" Jeg håber du vil forsætte med at træne mig Ancilla...jeg har mine grunde til at gøre det, jeg ønsker det virkelig meget....og så må vi finde ud af tingene som de kommer. "
Hun havde efterhånden fundet ud af det ville blive vanskeligt at holde hemmeligheder fra Ancilla, så flere ting ville nok blive små issues hen af vejen, men hele Camilles liv ,arbejde og venskaber var en lang linedans, hvorfor skulle hendes træning og forhold til Ancilla blive anderledes?

Ancilla hørte lyden af skridt der kom nærmere og en dør blev låst. Hun kunne ikke lade vær med at smile, og tænkte. *that's my girl* Så stod Camille face to face med Ancilla, og Camille ville nok kunne se det lidt stolte glimt i Ancillas grå øjne.
"Jamen så lad os komme igang pige. Af det jeg har vuderet dig til, så har det ikke din bedste kondition men nok til at kunne forhindre visse væsner med ikke at æde dig. Så jeg forslår at vi går til træning med våben, hvad siger du til det?"
Ancilla gik forbi hen og hendes hånd fulgte lige så stille og roligt med i retningen imod bilen. Ancilla gennemgik planer i hendes hovede angående med den næste træning de skulle hen til.
"Vi skal bare lige hurtigt forbi mig og hente nogle våben i La Sunisha. Men det er jo kun 20 min herfra."
Hun startede hende bil op igen og tjekkede hvor meget strøm der var på den. Den havde ca 1 times kørsel endnu, så det burde være rimelig. Ancilla vendte blikket imod huset og tænkte for sig selv. *En eller anden dag skal jeg nok få dig, og jeg vil glæde mig til udfordringen når den tid kommer* Da Camille også kom der hen og ind i bilen så spurgte Ancilla.
"Hvor meget har du erfarenhed med våben, evt nogle ynglings våben? Ellers kan vi også bare prøve lidt af hvert, det kommer sikkert til at blive sjovt"
Sagde Ancilla med et smil på sine læber, hun havde selv en stor forkærlighed til våben, især jo men den evne hun havde.
"Og hvis jeg kan se at du er parat, så kan vi allerede tage på en rigtig jagt i aften."
Hun kendte det perfekte sted til væsner, som tit kun var meget svage, som nyklækkede varulve eller vampyrer.

Camille blev mere rolig da hun kunne se at Ancilla var cool med hele situationen.
Hun så endog tilfreds ud, hvilke var et under når man tænkre på hvad deres træning havde budt på bare her de første par timer. Det var lidt...hæsblæsende-
" Våben træning..eh, min Heckler...den har øhm..patroner med pentagrammer ...dont ask " skyldte hun sig at sige.For hun kunne jo umuligt forklare at Ancillas leder,hans ven og jæger Cody og hun selv havde fingeret et lille slags indbrud på lageret i hovedsædet, et stykke tid inden Tristan blev udnavnt til leder.
Hun satte sig ind i bilen og smækkede døren.
*En jagt, en rigtig jagt...HUN skulle godt nok ikke dræbe nogen...og slet ingen varulve, dem havde Camille halvt om halvt en fredsaftale med; mon det ville blive nødvendigt at fortælle ancilla at hun var leder? det håbede hun sandelig ikke !
Hun sagde ingen ting, den jagt skulle hun nok få forpurret på bedste klodsmajorstil.

Det var åbenbart rime tydeligt at Camille intet vidste om våben. Hun stilte et hurtigt et par spørgsmål for at se hvor blank hun var.
"Ved du hvad en desert eagle er? Eller en magnum warfare? Eller hvad et låsebrønd er?"
Hun håbede på sin måde ikke at Camille var så blondine dum angående det område, men det var hun helt sikkert og heldigt for Camille, så havde Ancilla tålmodigheden til det. Hvis det havde været andre trænere, så ville de sikker ha haft meget mindre tålmodighed angående på det område. De kørte der ud af hen af landevejen. Ancilla tænkte for musikken igen og en noget mere poppede sang gled ud af højtalerne.
From Paris to Berlin,
And every disco I get in,
My heart is pumping for love,
Pumping for love,
'Cause when I'm thinking of you,
And all the things we could do,
My heart is pumping for love
Hendes hund skrabede lidt på vinduet og Ancilla åbnede vinduet til den. Den hang med hovedet udenfor og hang med tungen udenfor som blafrede i vinden. Ancilla kunne ikke lade vær med at smile og grine lidt af det. Den sad på sædet og bare nød livet mens vinden legede med dens lande hår og dens store øre.

//sorry ikke særligt langt, håber det er fint nok//

Hun sukkede kraftigt.
Holdte den pige aldrig pause?
Holdte jægerne aldrig pause ? , slog dét hende.
Hun himlede med øjnene og svarede bare med et spor af ulålmodighed i hendes stemme.
"Våben...pistoler...kraftige ! " om der så var forskellige typer anede hun nada om.
Hvis hun vidste hvordan de blev ladt, affyret og renset var hun tilfreds.
Hun begyndte at nynne med på sangen og fik et flashback af Infernal i kilt og med sækkepiper, Wicked.
Hun vendte sig om og klappede krølle lidt på hovedet.Dét var nu en god hund.
Bilen sagtnede farten, og Camille så på Ancilla.Enten var de fremme ved målet eller der var et eller andet galt ?
Hun mærkede alarmberedskabet sætte ind og hendes øjne begyndte automatisk at finkæmme området for lus, om man kunne sige dét sådan.
Dét var svært at sætte en finger på, beskrive hvad der var årsag til den ændrede stemning, Camille kunne ihvertfald ikke.
Men da en dyb knurren lød fra Krøllede strube, blev hendes mistanke bekræftet og hun kiggede med et løftet øjenbryn på Ancilla.
"En del af min træning ?" spurgte hun men kendte godt svaret.