Shake that ass, it's traning time (Camille)

Ancilla rystede på hovedet af hende.
"man skal vide hvad ens våben er, for hvis man ikke kender den, vil den let blive ens død. Fordi våben reagere forskelligt, der var en hvid mand nede i afrika som var på vej efter løver, han fik så et helt nyt våben af sin far. Men fordi han ikke forstod våbnet, blev det hans død"
Ancilla sagtnede straks farten på bilen fordi hun opdagede noget besynderligt i sidespejlet. En bil længere tilbage slingrede frem og tilbage og et eller andet var på bilen. Ancilla så hurtigt hen på Camille og sagde med en alvorlig stemme.
"Tag rattet og styr bilen!"
Ancilla slap rattet og tog sin sports taske og hev en lang pose som dækkede et eller andet. Ancilla åbnede den hurtigt op og frem havde hun en arctic warfare magnum sniper. Hun åbnede op for vinduet og stak hovede ud af den med sin sniper vendte bagud imod bilen. Ancilla tog sigte og så at det var en varulv, der prøvede at bryde ind i den kørende persons bil. Bilen slingrede for meget og Ancilla ville helt sikkert kunne få varulven, men hun kunne ikke garantere at kuglen ikke ville kunne ramme dem i bilen.
"Satans."
Ancilla skubbede hurtigt Camilles hænder væk fra rettet og bilen kørte hurtigt langsommere. Hun lod den anden slingrende bil køre foran, men så brasede den lige ind i træ. Ancilla stoppede bilen og foran dem ca 20 meter væk stod bilen halvkrøllet sammen af det store træ langs vejen. Ancilla sad og ventede, og hvis Camille prøvede at ville komme ud ville Ancilla stoppe hende. Det var ikke sikkert at væsnet var død. Som hun havde gættet trådte en stor brun omtåget og forslået ud midt på vejen. Ancilla fik et grumt smil på sine læber og så trykkede hun på en knap lige som en i en james bond film og 8 sølvspyd spidser var jo fremme foran kofangeren. Ancilla trykkede let på speederen så man kunne høre motoren larme og spinde, men holdte stadigvæk koblingen i. Så de stod stille, så gassede hun op så hjulene spindede og gummi blev brændt og slap koblingen så bilen rykkede frem i hurtigt fart og brasede lige ind i varulve. Varulven nåede ikke at rykke sig og hang nu fast på kofangeren. Ancilla stoppede bilen igen omkring 30 meter væk fra den anden bil.
"Tjek om der er nogen i live i den anden bil."
Sagde hun koldt til Camille mens hun stirrede koldt på varulven, som stadigvæk var i live. Men den var hårdt såret og man kunne tydelig se på den, at den vidste den ikke ville overleve. Den havde de sammen bedende øjne da Ancilla var de 5 og dræbte sin første fuldvoksne varulv. Ancilla trådte ud af bilen selv og havde taget sin ene handske på og havde sin desert eagle i hånden.

//du kan evt søge på våbnes navne, så du lige ved hvordan de ser ud :D//

// neej...den fås både i guld og i sølvfarvet !hvad har Ancilla :P//

Camille tænkte at dét fandme var typisk, ikke engang kunne hun træne lidt uden at der gik ged i et eller andet.
Jo, jo...dét var ganske vist ikke hendes skyld hvad de var vidne til lige nu, men typisk at de alligevel blev indblandet.
Hun greb ud efter rattet, og styrede dét bedste hun kunne, hvilke gav en hel del slingren frem og tilbage og vanskeliggjore dét at få et clean shot for Ancilla.
"shit " udbrød hun højt da Ancilla skubbede hendes hænder væk og overtog rettet.
Og inden Camille fik set sig om, holdte de stille og så på bilen der var crashed ind i et træ.
Og på deres kofanger sad en halvdød varulv.
Camille brød sig ikke om synet, tog ingen glæde i dét.Den ulv kunne være en sød pige eller en dejlig fyr som Samuel, havde dét været ham, var Camille gået amok og havde mistet forstanden.
Dét var simpelthen for farligt at rende rundt som ulv, dét måtte hun have en snak med ham om snarrest.
Hun stod ud af bilen, og så tøvende på ulven og Ancilla , herefter satte hun i løb over til bilen.
En kvinde omkring de 40 og to børn på en 6-9 år lå alle døde, konstaterede hun efter at have undersøgt dem alle tre.
Tung om hjertet trak hun sig ud af bilen og kaldte " Ancilla...de er alle tre..døde " Camille havde dét underligt i maven.

Ancilla så med stor foragt på ulven.
"forvandel dig om kvinde!!"
Ulven var stadigvæk i live og kiggede bare på hende med et koldt blik. Så blev forvandlede varulven sig om og viste sig til at være en 15 årige pige. Ancilla gik hen og tog fat i hendes lange brune hår og råbte vredt med en stemme fyldt med følelser
"malene sagde jeg ikke at du skulle holde dig væk fra varulve!"
ancilla trådte væk og gik rundt om sig selv og var tydeligt i oprør med sine følelser. Så stoppede hun op og fik tydelig kontrol og en iskold følelse var tydeligt fra hende. Hun sagde lavt men tydeligt til camille.
""du skal slet ikke blande dig i det jeg gør nu"
Ancilla greb fat i nakken på varulven og begyndte at slæbe hendes nøgen krop hen af jorden"
hun havde kendt denne unge pige i snart flere uger, hun havde reddet hende fra de varulve mænd hun hang ud med. Men nu havde hun tydeligt fejlet med at redde denne så unge pige. Hun begyndte at slæbe pigen ind dybt inde i skoven, hvor ikke normale mennesker gik. Men tilgengæld varulve gik her. Hun tog et gemt knivkors hun havde gemt bag ryggen. Hun løftede pigen op af træet, selvom pigen var lidt tung så var havde ancilla jo en varulvs styrke. Pigen så roligt på hende og hun afventede sin død. De rolige øjne ramte ancilla, hvad muligheder havde denne pige ikke haft i sit liv. Hun kunne ha været en advokat, hvad som helst.!!ancilla løftede hende helt op og hamrede sølvkors kniven ind i hjertet på pigen. Hun dødede med det sammen. Ancilla slap hende og der hang pigen livløst på træet. Næsten jesusagtig syntes ancilla. Ancilla hamrede sin hånd ind i træet af vrede og hun havde fået blodige knoer. Nu hang pigen som et advarelse, en advarelse til alle andre væsner at de skulle holde sig totalt væk. Hun havde gjort det er par gange før især på disse øer hun var kommet. Nemlig for at gøre opmærksom på at ikke en helt almindelig jæger var kommet til byen. Ancilla gik tilbage og så engang hen på bilen. Så tog hun mobilen op og skrev hvor de var henne til et oprydningsfirma, som tog sig af disse sager, hvor der skulle ryddes op efter væsner.Hun satte sig ind i bilen igen og trændte for rensningssystemet til bilen så blodet fra vinduet og foran kofangeren røg af.
"kom ind igen. Der vil blive ryddet op her om ca 20 minutters tid"

Først troede hun ikke sine egne øjne.
Den smukke og lidende ulv, blev til en stakkels pige få år yngre end Camille selv.
Hun stirrede på Camille , som sendte hun hende en ordløs bøn om at hjælpe.
Camille forstod først al for sent, hvad Ancilla havde i tankerne , hvad hun gjore.
Camille troede fuld og fast på at Ancilla ville hjælpe pigen, tage hende med, lindre hendes smerter...det var hvad hun selv ville gøre.
Too late...gik dét op for hende, hvilken horribel gerning Ancilla havde for sig.
Ancilla mente sikkert på sin egen måde at befri pigen for smerter og et liv der ville være et mareridt, men i Camilles verden frarøvede hun en pige på kun 15 år at leve, inden hun rigtigt var kommet i gang.
Camille skreg så højt hun kunne , og hendes stemme flød over af sorg, vantro og smerte.
Hun skreg igen og sank ned i knæ , imens hun så på liget af pigen.
"Tristan " snøftede hun ud i luften med et tomt udtryk i hendes øjne.
Da Ancilla beordrede hende ind i bilen..hvor hun selv havde taget plads uden Camille havde ænset det,
Vendte hun sig mod hende og svarede med en underlig grødet stemme "J-jeg skal INGEN steder med dig, hvad helvede har du lavet ? H-hun var 15 år!...Er du sindsyg...du må være sindsyg " , sagde hun og havde stadig et besynderligt tomt blik.Måske var hun på vej i chock efter at have set Ancilla spidde en pige til træ på bedste jesus style, en pige de burde have nurset og hjulpet og ikke dræbt på barbarisk vis.Hun begyndte at ryste.

Ancilla sad bare og kiggede ud foran bilen med begge hænder solidt placeret på rattet. Hun vendte blikket tilbage på Camille og det var tydeligt at hun selv ikke havde det specielt fedt. Smerten fra hendes knoer hjalp hende med at holde styr på sine følelser
"Det er det der er påkrævet som jæger. Selv Tristan ville ha gjort nøjagtig det sammen hvis det var dig der lå i den bil. Skulle jeg hellere ha ladet hende gå? Så hun kunne vandre rundt med sin blodtørst og dræbe andre uskyldige mennesker? Hvor meget er denne varulvs liv værd i forehold til uskyldige LIV!"
Sagde hun meget følelsesladet og så vendte hun blikket udenfor igen og lod sit hoved hvile på sin albue som hvilede på vinduet.
Nu har jeg sørgt for at alle andre varulve der end kommer forbi, ved at de skal holde sig langt væk herfra, de ved at der er en jæger til stede, som vil straffe alle dem der end dræber uskyldige liv."
Hvordan havde Ancilla overhoved troet at denne kvinde Camille, ville overhoved kunne sætte sig ind i konsekvenserne. Hun ville åbenbart redde alle enhver, det sammen princip som en kat der står med en fugl i hånden men prøver hellere at få de 10 på taget. Så sagde hun roligt, for nu havde hun styr på sig selv igen.
"Jeg ved det er hårdt, men hvis man stiller det kynisk op i tal. Er det ikke bedre at redde flere end kun en? Og hun var jo alligevel fortabt, jo selvfølgelig kan varulve være venlige, nogle kan styre sig osv. Men jeg vil ikke tage denne chance og håbe på at intet sker, så er man også kun naiv hvis man tror på at intet vil ske, for det er ikke en chance man skal tage. Du kunne næsten lige så godt putte en pistol for hovedet, eller for dine børn, hvis du havde børn."

Ville Tristan have dræbt en pige ?
Måske hvis dét havde været en fra hans familie i bilen, men Ancillla kendte ikke dem i bilen .
Camille blev fortvivlet, dét åd hende op indefra...de to døde børn i bilen med deres mor, nu var de døde ved et uheld.Ville varulven have dræbt dem med kold blod, eller var den selv et offer...havde pigen manglet en som Samuel , en der kunne vise hende hvordan hun kunne leve sit liv, uden drab af mennesker ?
"J-jeg ved dét ikke...jeg er forvirret " stønnede Camille og tog sig til hovedet.
Forvirret var nok årets underdrivelse, hendes hoved var ved at eksploderer, hun var ingen hardcore jæger og var ikke vant til en slags brutalitet i de drab hun dog havde set.Minder om dem hun selv havde dræbt, mænd...i koldt blod, eller ihvert fald med vilje, blandede sig som rød farve der dryppede ned i et glas mælk og farvede dét hele rødt.
Alt synes sløret , hun fik gumpet sig ind i bilen og sagde udmattet " jeg vil gerne hjem " .
Hun håbede at Samuel ville være hjemme , så hun ikke ville gå i sort, desværre ville hun aldrig kunne forklare Tristan om dette, han ville indlægge hende...igen...på den lukkede.
Ikke at han havde gjort dét før, men kendte han til alt hun klokkede rundt i, ville han sikkert have gjort dét mange gange før.

Ancilla sad og studerede hende, da hun lige havde sagt at selv tristan ville ha gjort det.
"Ja for din skyld ville han helt sikkert. Og selvom jeg hverken kender dem der inde, er jeg der som den retfærdige hånd, som den nok efterladte far ville ha ønsket for sin nu dræbte familie. Selv kristendommen snakker om retfærdighed eller som nogle ville kalde det nemesis. A eye for a eye, a tooth for a tooth"
Måske ville det lige minde Camille om englen Isabella, som var hendes gudindens retgærdige hånd. Ancilla så skuffet på hende, da hun ville bare hjem.
"Dit valg, men husk selvom dette virkelig så surrealistisk, brutalt og langt ude. Så er det i selvforsvar for jeres race. Jeg vil gerne køre dig hjem, men jeg havde ikke regnet med at du var en der bare gav op sådan uden videre. Men jeg tog vist fejl af dig."
Sagde hun det sidste lavt, nu var alt respekt forsvundet fra Ancillas til Camille. Det var helt fint hvordan Camille reagerede osv.
"Hvor bor du?"
Sagde hun ligeglad og så på Camille. Hvis Camille skulle blive her, så var dette hendes sidste chance. Hendes sidste chance for at måske lærer noget nyttigt, så hun ikke kommer til at bringe hende elskede i fare. Eller så hun nemlig kunne forsvare sine elskede med store næb og kløer i stedet for små. Hendes sidste chance for at måske bevise overfor tristan at hun kunne noget på egen hånd, og hun ikke bare var en skrøbelig lille fe. Sågar kunne hun lærer at dræbe sin femor, som hun jo ønskede sig.

Camille gik ikke ind for et øje for et øje og så videre.Nogle gange var tilgivelse eller at komme videre i programmet en bedre idé end hævn.
Men Ancilla havde ramt en nerve da hun bragte Tristans navn ind i spillet , ville han virkelig havde bifaldet dette ?Ville han rynken på næsen og finde hende...svag ...hvis hun sprang fra ?
Hun mærkede en irriterende indvendig smerte, éen hun ikke kunne navngive men hun vidste den gik væk hvis hun forsatte træningen, kørte dét til ende uden at give op.
Desuden kunne hun holde et øje med Ancilla, måske forhindre dét næste drab.
"fint...dét virkelig great...lad os fortsætte så " sagde hun tørt.
Hvis hun overlevede denne dag, skulle hun have noget stærkt at drikke når hun kom hjem, fandens man ikke har et badekar at drukne sine sorger i, tænkte hun og kæmpede bravt med at mane billedet af pigen væk fra nethinden, hvilke voldte hende store kvaler.

Faktisk blev Ancilla helt overrasket at se hendes skiftende holdning, og så på hende med løftet øjenbryn, så kom et stolt smil på hendes læber.
"Endnu engang overrasker du mig Camille, st Clair."
Hun rystede let på hovedet og startede for bilen igen. Men så opdagede hun en stor varevogn bag ved dem. Så mumlede hun for sig selv.
"De kom sku hurtigt?"
Varevognen stoppede foran stedet og folk trådte ud i bilen, og havde næsten det sammen tøj, som dem der ryddet rigtigt op for gerningsstedet. Ancilla startede bilen igen og de kørte derud ad. Der var en akavat stemning, så Ancilla tændte for radioen igen. Nu lød en særdeles anderledes sang, men det var blandt en af Ancillas ynglings. En sang fra hendes ynglings serie sopranos fra bandet alabama, woke up this morning..
You woke up this morning
Got yourself a gun,
Mama always said you'd be
The Chosen One.
Men Ancilla mente at denne stemning skulle væk, så hun sagde.
"Dog skal du langt fra tro, at jeg gør sådan noget hver dag. Det er langt fra så brutalt det job jeg gør normalt. Jeg har dræbt mange, virkelig mange. Men på en langt mere human måde."
Ancilla kiggede hen imod sin hund, den var tydeligt nedtrykt af stemningen og den sad bare og kiggede ud af vinduet med hovedet let nede. De kom hurtigt hen til La sunisha, og Ancilla kørte hurtigt ind imod midten af bydelen, hvor de store højhuse lå. Så parkerede hun bilen foran et stort hotel, og lige foran indgangen stod en af dem der modtog biler, det var tydeligt et rigt sted. Ancilla tog sin sportstaske og åbnede døren for sin hund og gav ham der skulle parkere bilen.
"Husk tage dig godt af bilen"
Hun vendte blikket imod Camille og ventede på at hun skulle komme med. Hendes topsikret lejlighed lå øverst oppe, hendes læremester havde været en meget rig mand, som havde fået en meget god løn igennem årene. Dog havde hun selv betalt for denne lejlighed. Fordi hun havde tjent en masse penge i udlandet igennem sine job. Dog var hun ligeglad om det var store eller små beløb, bare hun fik nedlagt væsnet så var hun tilfreds. Men nogle personer ville åbenbart betale mange penge for hendes tjenester.
"vi skal op og hente våben og så smutter vi igen" hendes store hund sad ved siden af hende og ventede på at camille kom med.

Camille klappede Krølle på dens store bløde hoved et par gange.
Den så en anelse slukøret ud over den lidt nedtrykte stemning.
Camille lyttede med på sangen , til teksten 'the chosen one ' se dét var noget man kunne diskutette.Blev man udvalgt på forhånd til bestemte veje i ens liv eller formede man selv sit liv udelukkende ?
Hun sukkede, hun var helt afklaret med sin holdning til dét hvilke efterlod hende med dét solo ansvar for hendes liv og hvorfor hun altid lykkedes i at undgå dét hun mest ville.
Hun små snakkede lidt med Ancilla, lyttede og forsøgte at genskabe noget bedre stemning i bilen.
Hvilke kun lykkedes delvist.
Ved ankomst til hendes lejlighed måtte Camille lige bruge et minut til at måbe.
Havde Ancilla en sugardaddy i baglommen ? Eller tjente hun så mange penge på hendes job ? Dét var jo lidt vildt.
Camilles humør var generelt blevet dårligere, men hun ville forsøge ikke at lade Ancilla mærke mere til dét og fulgte hende derfor op til lejligheden .

Varulve kunne lige som en hund, fornemme forskellige slags stemninger. Mest på grund af lugte, fordi folk udsender forskellige lugte an på humør. Så selvom Ancilla måtte indrømme at Camille skjulte sit dårlige humør godt, så var der stadigvæk disse mikrotegn på hende. Som hun nok ikke selv lagde mærke til.. Men Ancilla var også optrænet i at kunne aflæse folk, fordi kroppen kunne tit afslører hvad personen vil gøre som det næste træk. De kom indenfor og tog elevatoren op, hvor ancilla trykkede på anden sidste sal nemlig 45. Men så skrev skærmen at man skulle skrive en kode, for at kunne komme derop. Ancilla skrev den hurtigt og halvt i skjul, så Camille ikke skulle kunne se det. Ikke fordi Ancilla troede hun ville bruge koden til noget, men man kunne lige så godt tage den sikkerhedsforanstaltning. Denne sal var afsikret totalt, for at nemlig rige folk kunne føle sig trykke og ikke ville ha enhver kan komme op forbi deres sal. Ancilla havde sin lejlighed deroppe allermest fordi hendes job skabte virkelig mange fjender og hun ville gerne kunne sove trygt i nat. Men elevatoren kørte op.
"Jeg vil ikke ha at du skal kunne lide mine metoder, for selv jeg kan ikke lide dem til tider.. Jeg vil bare have dig allermest til at forstå, at nogle gange så er det virkelig ikke godt at lade sine følelser vælge for en, selvom det er svært at lade vær. Og ja mine metoder er brutale til tider, men det er min måde at være dusørjæger på, sådan er jeg når jeg er jæger, ikke som en normal person"
Døren åbnede sig og de var kommet til en kort gang med tre døre. Det var til de 3 sikkerhedslejligheder. Ancilla gik stille og roligt ned af den ene gang til en dør. Den lignede en helt normal dør, men der var en elektrisk kodelås lige ved siden af døren og et lille kamera. Der var også kamera i hjørnerne på gangen. Ancilla trykkede koden ind og så var der en lille lampe der lyste op med grønt, til at koden var rigtigt. Så rykkede Ancilla hovedet tæt ind til det lille kamera, hvor den så skannede hendes øje, for nemlig sikre sig at ingen kunne komme ind selv hvis de havde koden og nøglen. Så godkendte den det, og Ancilla låste op for døren. Der gik lige lidt, hvor man tydeligt kunne høre, at dette ikke var en normal dør. Men en virkelig sikret en, fordi man kunne høre et eller andet mekanisk i døren. Så gik den op og man kunne se, at døren som lignede en tykkelse på højst 5 cm, som normale døre. Så var denne over 20 med rent stål eller sølv. Ancilla åbnede døren helt op med sin behandskede hånd, fordi dørhåndtaget var af sølv, og endnu engang var der små fine tegn af pentagrammer og andre hellige symboler.
"Når dette er så mit hjem."
Dette var en stor lejlighed på ca 200 kvardratmeter. Man kunne se ude over hele byen for vinduerne var store og fyldte næsten hele ydre væggen. Det var et helt anderledes hjem i forehold til Crasies. Denne lejlighed var top modernet, men der var heller ikke så mange ting. Mange af pyntetingene hun havde var nogle kunst skupture eller andet, som var af metal eller andre ting. Mange ville sikkert ønske lige sådan en lejlighed, men i forehold til Crasies som var proppet med alle mulige interessante ting, og som havde en dejlig varme af hjem. Så var dette mere et klassisk eksempel på det kolde kapitalistiske mode. Men dog var der heller ikke så mange ting, så man kunne se at hun kun var flyttet ind for ikke særlig lang tids siden. Ancilla var dog ikke selv en kapitalisk type, hun købte normalt aldrig ting osv. Men hun var nød til at have et sådan et topmodernet og sikret hjem. For hun ville ikke være en god jæger, hvis hun ikke fik sin gode søvn, så var der meget der kunne gå galt.

Camille holdt øje med dét hele på deres vej.
Kun ved koden der skulle trykkes, vendte hun hovedet væk, da hun var en stor fan af det man kaldte privatlivet.
Hun blev lidt blødt op, da Ancilla helt uden at have dét som formål, fik pirket en anelse til Camilles indre legebarn.Der var jo bare lidt female James Bond ovet hele denne konstallation, og dét var vildt blæret.
De kom inden for og Camille kiggede sig omkring.
Wow....alt var high tech top moderne , og kostede mindst en formue.
Dét var tydeligt at der var design og high fashion all round.
På en måde stod dét i stor kontrast til den lidt rå pige Ancilla var....rå og luksus orienteret...på en og samme tid, Ancilla var en sammensat pige, måtte Camille indrømme.
"Dét en rimelig vild lejlighed du har her ? Har du virkelig råd til det shit her "spurgte hun og tænkte at Ancilla sikkert havde dét vildeste badekar, ever.
Hun tænkte lidt over hendes ord fra før.
* rå som jæger men ikke som privat person * måske var der noget om snakken_?
Tristan var også blevet mere...rå var han ikke ? Men dog stadig den samme, thank god !
"Når....kan din sofa så forvandles om til et hemmeligt våbenlager ?" spurgte hun drillende.

"Jeg fik lejligheden af min læremester, dog betaler jeg selv for det. Du ved ikke hvor meget man kan komme til at tjene på dette job, især hvis man er førsterangs dusørjæger. Dog får man ikke så mange penge hvis man arbejder på hovedkontoret, så jeg tager disse bijob, hvor rigmænd, grupper fra regeringen ønsker væsner døde. De betaler godt. Vil du have noget at drikke eller spise?"
Sagde hun mens hun kiggede spørgende på hende. Hun havde tasken over skuldren. Hendes hund var gået ind i køkkenet for at drikke noget vand, men ellers lagde den sig i en stor og meget blød hundekurv. Næsten en man selv fik lyst til at ligge i. På bordet som lignede spisebordet var der en stak papir, mapper og alt muligt. Og oven på stod den velkendte gulelap papir, og på den stod der camille st. Clair. Der var også en flere hylder i, og på dem stod der masser af mapper med masser af forskellige navne. Som lignede fra alle mulige væsner. Mange af dem kunne hun genkende, dog var der en lille en omkring Zean, så var der en større og tykkere mappe hvor der stod abaddon liggende, så det lignede en hun havde taget frem for nylig. Men et navn som nok faldt i øjnene på Camille, var en mappe hvor der stod Tristan.
"Nej heldigvis kan min sofa ikke det. Men undskyld mig et øjeblik, skal bare lige på det lille hus"
Sagde hun med et smil og gik ud på toilettet. Så snart Ancilla var gået, så gik krølle hen til Camille og sad og ventede. Næsten som om den vågede over hende. Man havde hørt historier om nogle hunde, at man kunne sagten bryde ind i en lejlighed med en hund, og hunden gjorde ikke en noget. Men så snart de prøvede at forlade stedet, så ville hunden ikke tillade det.