Det tilfældige og spændende! (Zean)

Tid: Eftermiddag
Sted: Midt på pladsen
Påklædning: Sit normale tøj med en lang frakke uden på!
Vejr: Meget blæsende!
Omgivelser: Boder og folk på gaden.

Segovax var taget en tur indtil Deepshell for at se hvilken type by det var der, han kendte jo stort set ikke andre byer end Werclare som han jo knap nok kendte det var jo ikke fordi han brugte så meget tid der. Han vidste ikke om der var noget særligt han ville her i byen men han vidste bare at han lige ville smutte rundt på pladsen her og se på de mange boder man kunne jo aldrig vide om man stødte på noget spændende man kunne købe. Han gik stille og roligt rundt, med frakkens krave trukket godt op om ørene fordi det blæste ret så meget, så selv hans dreadlocks blev blæst bagud. Han havde også lidt problemer med at gå når vinden kom lige imod ham det var hårdt at gå så, men det var bare endnu en ting han kunne nyde. Han gik over til en bod og så på smykker der var lavet hovedsageligt af træ, han kunne jo muligvis finde noget til Ziga. Han begyndte pludseligt at fornemme noget i nærheden noget der mindede ham om, to andre han havde mødt før men han var ikke sikker på det, fordi det ret hurtigt forsvandt igen, det var mærkeligt, at han altid fik de der kuldegysninger og at håret rejste sig når han kom i nærheden af det det nok var. Han begyndte at gå rundt om boderne og kiggede på det hele, og så kom følelsen tilbage igen, han havde ikke tænkt sig at lade sig forstyrre af det, ligenu ville han bare slappe af og nyde dagen uden at skulle bekymre sig om noget. Men han kunne mærke at han bevægede sig nærmere den fremmede, og pludseligt mærkede han ham tydeligt, men ikke som at den psykiske men den helt fysiske da han ved et uheld var kommet til at gå ind i ham fordi han ikke lige var opmærksom.
*Så er vi sgu nok på den igen gamle dreng, men gider vi det her, håber sgu bare at han ikke tager det for tungt*

Zean trak vejret tungt. Efterår. Snart vinter. Hans ynglingstid på året. Den koldeste, den mørkeste...
Selv om han havde lovet sig selv ikke at bruge jakke før sneen kom, havde denne blæst alligevel fået lokket han til at tage en jakke på. Blive hjemme ville han i hvert fald ikke!
Ud over den sorte vinterjakke med pelskrave havde han nogle mørke jeans på og tilfældige kondisko. Hans mørkebrune hår strittede til alle sider, nok mest fordi vinden legede med det.
Han lod en hånd glide gennem håret, da han trådte ind på markedspladsen. Han undgik som regl selve pladsen, der var alt for mange mennesker, men i dag hvor det blæste, var det lidt mere tomt. Og derfor en oplagt mulighed til at kigge sig omkring.
Han fandt hurtigt ned til de små sidegader med underlige og mystiske boder...det sted på markedet han bedst kunne lide at være. Resten var alligevel fuld af ligegyldige ting, tøj, mad...smykker...
Men her havde de alt muligt...

Han stod netop og kiggede på en bod med en samling underlige ting, da der skete to ting.
For det første opfangede hans næse lugten af varulv. For at andet stødte en person ind i ham.
Han trådte et skridt baglæns for at genvinde sin balance og så lidt på den fyr der stod lidt til højre for ham. Jep, det var ham lugten kom fra.
Straks tænkte han på Camille og tanken om hun havde en varulv leder boende hos sig...Men det behøvede jo ikke betyde noget.
"Jamen halløj varulv...Jeg skulle netop til at se hvor lugten kom fra, men så meldte du dig selv" han nikkede kort. Et svagt smil viste sig.

Han blev meget overrasket over det den fremmede sagde det var, ofte, irriterende at folk stort set altid kunne lugte når de kom, men det var simpelthen normalt at vi som varulve havde den her lugt den gennem trængene lugt.
Han stoppede op og vente sig mod manden for at se hvilken type han var, det undrede ham at han så ofte stødte ind i den her slags folk.
"jamen hej, ja jeg ved jo ikke helt hvad du er, så jeg siger bare hej"
Han grinede, meget, dumt til den fremmede fordi han ikke lige vidste hvordan han ellers skulle reagere på det, det der var en træls oplevelse.
"du må virkelig undskylde at jeg kom til at gå ind i dig!"
Han var som sådan ikke ked af at han havde gået ind i ham, fordi han var sådan set ligeglad, men han undskyldt fordi han ikke gad at diskutere med en fremmede person om, om han var en idiot eller noget andet.

Han så kort på varulven. For ham lignede det mere at varulven troede han var mere end han var. og sådanne personer irriterede ham altid. Og lyve gjorde han også. Mere eller mindre. Men han var en fremmed person, så han valgte at ignorere det.
"Jeg er dæmon" sagde han, uden at vise den smule overraskelse han ellers følte. Som regl kunne alle lugte hvad man var...det var kun nye væsner eller folk der ikke havde stødt så meget på racen før, der som regl ikke kunne genkende den.
Men sådan var det vel bare.
"Det sker jo..." svarede han kort til hans undskyldning. Han lod blikket glide over boden endnu engang. Mest for at være sikker på at der virkelig ikke var noget han ville have, men også fordi varulven ikke interesserede ham vildt meget. Han så ikke ud til at ville slås eller snakke for den sags skyld...så hvad var der mere? Han kiggede dog snart op på varulven igen. Lod ham tage evt. initiativ.

Han overvejede bare at smutte herfra fordi der ikke rigtigt virkede til at der skete noget spændende her, men så på den anden side var det jo endnu en dæmon han havde mødt og fandt for det meste altid dæmoner spændende. Han overvejede lidet hvad han skulle gøre i den her situation bare blive stående og vente, starte et slagsmål eller starte en samtale. Han vidste at hvis han bare blev stående afventende ville der nok ikke ske noget, og at starte et slagsmål ville være dumt, så han besluttede sig for at forsøge at starte en samtale.
"En dæmon, ja jeg havde det sådan lidt på fornemmelsen fordi du minder mig lidt om nogen jeg har mødt, siger Rafael dig noget?"
Han var ligesom begyndt at stille det spørgsmål til alle dæmoner han mødte mest af alt fordi han ligesom vidste at for at starte en samtale måtte man finde noget man havde til fælles.

Han så længe på ham uden rigtig at sige noget. Om han kendte sin egen leder? Han havde ikke mødt ham personligt...endnu, men kende ham, gjorde han.
Han havde også modtaget en besked...Hvordan eller hvorfor, viste han ikke helt, men han var blevet valgt til Censor. Lovhåndhæveren.
"Jeg har da hørt om ham" svarede han uden at lyve.
"Hvor kender du ham fra?" spurgte han, med oprigtig nysgerrighed. Alt hvad han kunne få af vide om sin leder, kunne være interessant... Kunne være nyttigt. Ting gik op og ned...De sidste par dage havde det gået ned, men nu ville skæbnen det altså anderledes...
Han så sig kort omkring efter forstyrrende elementer, men fandt dem ikke lige.
"Skal vi finde et mere...bekvemt...sted at sludre?" spurgte han, også fordi ham der ejede boden, virkede mere og mere nysgerrig...pågående. Zean sendte ham et truende blik, hvilket fik ham til at trække sig lidt tilbage igen.

Han overvejede meget bare at fortælle hvordan det var han havde mødt ham, og vidste ikke hvordan han havde tænkt sig at reagere på det, fordi det var jo ikke ofte han fik mulighed for at fortælle om den aften han mødte Rafael. Han havde dog ikke lydt til at fortælle ham hvordan lige her, hvor den tilsyneladende meget nysgerrige bodsejer var.
"Ja det lyder godt at gå et andet stod hvor man bedre kan snakke"
han gjorde tegn til at han skulle vise vej, da det jo nu var hans forslag, havde han vel også et sted i tankerne hvor de kunne gå hen, så han måtte vise vej.

Han havde faktisk ingen ide. Han gik selv sjældent hen på cafeer, kroer eller andre ting...Men nu han tænkte over det, var der vist en i nærheden...En lille kro faktisk. En smule smudsig så den ud, men den lignede nu også et sted hvor man kunne være i fred med sit eget emne.
Han viste vej væk fra boden og lidt væk fra små gader, til en ny lille gyde.
Midt i det hele hang et skilt.
"Markedskroen" stod der. ganske...lige til.
Han gik ind og der var ganske rigtig en anelse dunkelt. Men det gjorde ikke ham det store...
Kromanden så op da de kom ind, men så ellers ikke ud til at ville sige noget. De fleste borde var ledigt, nogle få var optaget af småsnakkede personer, nogle mænd der, nogle kvinder der, hvilket spredte en svag hviskende lyd i lokalet.
Zean guidede dem hen til et lille hjørnebord, hvor de kunne være i fred.
"Bare vand..." han så en anelse spørgende på...denne varulv han faktisk ikke kendte navnet på. Om han ville have noget?

Han fulgte bare med ham hen til den lille kro han førte dem hen imod, han vidste ikke om han kunne stole på denne fremmede person men han kendte Rafael og virkede ikke som om han havde tænkt sig at gøre ham ondt.
"Jeg vil også gerne bare bede om noget vand"
Han havde ikke lige lyst til alkohol i aften, han forsøgte også at vænne sig af med sine sjove tendenser når det kommer til hvad han indtog af forskellige drikke, så han droppede alkohol for et par uger.
"Jeg mødte Rafael en tilfældig dag på havnen, og hjalp ham med nogle problemer"
Han fortale bare kort hvordan han havde mødt dæmonen, men han valgte dog at udelade nogle detaljer hvis han ikke havde tænkt sig at spørge.

Kromanden så først lidt undrende ud, om han skulle være deres tjener eller om de selv kom og hentede?Til sidst gik han dog ned med nogle glas go nogle vand med isterninger.
Zean så lidt på varulven foran sig. Det var tydeligt han gemte på nogle detaljer. Han kunne faktisk ikke lade være med at smile lidt af det.
"Jamen dog...Hvad var det for nogle problemer?" spurgte han, uden at vise noget specielt ved den nyhed. Den betød heller ikke meget for ham, i teorien.
Men han kunne godt lide at samle lidt viden omkring sig, især nu hvor forskellige racer ser ud til at danne alliancer.
Der var jo trekanten mellem varulve, mennesker og dusørjægere...Af hvad han kunne gætte sig frem til, da Camille var venner med begge dele. Måske mere end venner...
Og så var der dem selv og hvor de stod. Han smilte svagt.

Han kiggede over på manden der sad over for ham, han så på ham og syntes han virkede interesseret i det han havde og sige på samme tid med at han virkede ligeglad, men hvis han var ligeglad hvorfor spurgte han så. Han ville have svar på hvorfor han stillede så mange spørgsmål før han svarede på flere.
"Hvorfor vil du vide det?"
Han syntes det var meget morsomt hvordan han virkede på ligeglad og interesseret på samme tid. Han sad og holdt øje med ham fordi han også var en smule nervøs for hvad han kunne finde på fordi alle de dæmoner han havde mødt indtil videre altid havde haft lidt af et temperament.

Han grinte svagt. Så han var altså ikke helt naiv, det var da godt.
Han trak svagt på den ene skulder.
"Jeg er bare lidt nysgerrig...Det gælder jo om at indfange så meget små viden som muligt...men ved aldrig om man kan bruge det til noget" sagde han lige ud. Hvorfor lyve? Det var jo ikke noget han skammede sig over eller noget og varulven havde ikke givet noget grund til at han ikke skulle sige sandheden.
Han hældte lidt vand op til sig selv og tog en tår af det, mens han lod blikket glide rundt på omgivelserne. Men der var fortsat halvtomt og der sad stadig kun de samme som før.
Han kiggede på varulven igen.
"Besvarede det dit spørgsmål?" spurgte han

"ja det besvarede mit spørgsmål, håber du forstår at jeg bare gerne vil vide lidt om dem jeg fortæller ting til?"
Han satte sig lidt bedre til rette i stolen, lænede sig ind og boret og støttede sig på sine albuer. han var stadig ikke helt sikker på om han skulle fortælle det eller ej, men han mente at han vel fortjente at vide det nu når han pænt havde valgt at fortælle hvorfor og hans grund var da enligt også god nok.
"jo jeg forstår skam godt at man gerne vil vide noget om andre. problemern var noget med en vampyr og en dæmon som havde irriteret ham i en periode men nu er de ikke noget problem længere."
Han sagde det koldt og tørt uden nogen følelser i sproget.

Han nikkede svagt, det forstod han godt. Det var jo også dumt at sige alt til hvem som helst...
Han tænkte lidt over det han havde hørt. Hvornår kunne det være sket? Sikkert ikke for nylig...Nå, så betød det jo ikke noget.
"Jeg forstår dig uden mærket" sagde han så.
"Det ville jo være dumt at fortælle hvad som helst, til hvem som helst...Men jeg kan fortælle dig nu at det ikke er så interessant alligevel...Med mindre det er sket lige for nylig?" sagde han en anelse spørgende. Han tog endnu en tår af vandet, ikke fordi han var specielt tørstig, men det havde som regl en beroligende effekt på folk...Så derfor havde han vænnet sig til at gøre det.

"Det skete for en måneds tid siden"
Han vidste ikke hvorfor det var vigtigt sådan med tiden men han fortalte det bare fordi der var jo ikke nogen grund til at holde det hemmeligt. Han kunne ikke se hvordan at fortælle de ting kunne komme til at skade ham selv.
"Hvorfor da, hvad er der da sket for nyligt så?"
Han kunne næsten med garanti regne ud at det var fordi der måtte være sket noget for nyligt siden han var interesseret i at vide hvornår det var sket, og den slags ting.

han nikkede svagt med et tænkende udtryk.
"Nåe...Ikke for så meget...Skulle bare lige have sat det i perspektiv" smilte han, uden at fortælle hele sandheden.
Varulven behøvede ikke at vide noget om det. Selv om det nok var indlysende...Han kunne jo heller ikke vide om han viste det i forvejen...Eller om der faktisk var grund tila t holde det hemmeligt...
Men det var nu sjovest og så fik han da heller ikke trådt nogen over tæerne. Han så lidt på varulven...
Men så passede det hele jo fint.
Han lod blikket glide lidt rundt i lokalet.
"Tak for din åbenhed" sagde han så, lidt høflighed skade jo ikke nogen...

Han nikkede til de ting han sad og sagde det var jo så sandt som det var sagt. Han mente også at det ville være dumt og naivt bare at stole på fremmede folk man tilfædigt stødte ind i på gaden.
"nå okay, men hvorfor fortæller du mig ikke hvad der er sket, det kan jo være jeg ved noget!"
Han sagde det både hårdt og koldt, men også meget stille og roligt. Han håbede han ville fortælle det nu når han havde vist ham tillid ved at fortælle tingene. han blev en anelse irriteret da han begyndte at tale om at han var glad for at Segovax var åben, når han jo ikke selv var det.

Han grinte svagt. Ikke for at irritere ham mere, men bare generelt.
"Der er ikke sket noget specielt" sagde han
"Det betyder i hvert fald ikke så meget...Det er bare hvad folk forventer alligevel..." han så lidt på ham som om han ville bedømme om han nu også skulle sige det.
"Ærlig talt tror jeg ikke du ved særlig meget nyt om det...Jeg sad bare og regnede lidt på forholdet mellem dæmoner og vampyrer" sagde han og mente nok det kunne gå som et svar.
Han tog en tår vand og kiggede lidt hen mod en samling mænd, der stadig bare sad og småsnakkede, lidt halvfulde efterhånden.
Lidt efter vendte han blikket tilbage mod varulven.

Han smilede skævt tilbage til ham, han syntes det var ret så morsomt at han bare ikke ville fortælle hvad det var der var sket, han havde jo ikke noget han kunne bruge det til. Han vidste ikke om han faktisk skulle stole på den fremmede fordi han blev jo ved med at holde noget skjult for ham.
"Jamen når det ikke er noget specielt, kan du jo sagtens fortælle mig det"
Han var sådan set ikke så interesseret i at vide det, men han ville dog have at han fortalte lidt om det, så han kunne være mere sikker på at han kunne stole bare lidt på ham, nu når han havde fortalt de ting til ham.

han så lidt på varulven. Han var åbenbart ikke tilfreds med hvad han lige havde fået at høre. Okay, han havde enlig ikke fortalt ham noget, ud over hvad han brugte det til.
"Hvad mere er der at fortælle? Vampyrer og dæmon har altid været....set på, som stod de på samme side. Men hvis en...fra den ene race slår en fra den anden ihjel...kan det så betyde noget?
Det var interessant at vide hvornår det var sket, så man faktisk kunne bedømme om det nu også betød noget for det hele. Var det næsten lige sket, kunne det være vampyrerne følte sig lidt utilfredse og der ville være..." han valgte sine ord med omhu.
"...Mindre chance for et godt samarbejde" svarede han så. Nærmere sandheden kom han ikke.
Han tog en tår vand og så fortsat på varulven...Han viste ikke helt hvor meget man kunne stole på ham...

"Jeg takker for at du faktisk vælger at fortælle mig hvorfor, nu er det jo ikke fordi jeg kender særligt godt til hvordan det fungerer her på øen da jeg er meget ny her"
Han ville egentligt ikke normalt fortælle det til folk, men hvorfor ikke, hvis han ville ham noget ondt skulle han jo nok finde en måde at slippe herfra på, og på den anden side, der var vel ingen der kunne finde det årsag til at gøre ham ondt.
Han sad stille og roligt og betragtede den fremmede mand, det var sjovt nu havde de sat og snakket om den slags ting men de kendte ikke engang hinandens navne. Han var sådan set heller ikke særligt interesseret i det, men han fandt det stadig morsomt.
Han tog vandet og hældte det op i sit glad, og drak lidt af det, det var dejligt koldt.
Hvorfor mon han var endt her på kroen med denne fremmede dæmon, eller nærmere hvorfor var det altid dæmoner han endte med at snakke med, de var altid så arrogante, selvom vampyre ofte var værre.

Han smilte lidt og tænkende frem for sig et øjeblik.
"Åhh...Jamen det er heller ikke altid til at vide..." smilte han
"..Men jeg har en fornemmelse af du følger godt med...Og det var vel kun rimeligt, efter du har åbnet dig for mig...ikke? Og så en dæmon...Ikke mange ville have gjort det" Sagde han.
Arrogante? Overhoved ikke! I hvert fald ikke ham. Han var stolt af at være dæmon, men ikke arrogant. Det havde han ingen grund til og det fik heller ikke folk i snak. Desuden hade han selv sådanne personer...Personer der troede de kunne alt, viste alt og er alt. De burde lære livets alvor.
Han tog endnu en tår af sin vand og lukkede op for en anden tanke han havde.
"Noget andet er, vi har snakket om det og det er uden at veksle navne...De fleste ville have forlangt et navn, om ikke andet så bare for at føle man kendte den man snakkede med lidt bedre...Eller føle sig mere tryg, hvad ved jeg?" han så på varulven igen.
"skal vi lade det blive ved det?"

"Jeg har selv tænkt tanken med navne, du ved det er lidt mærkeligt ikke at kende sin samtale partners navn, men jeg synes bare vi lader dem forblive ukendt indtil videre."
Han kunne godt lide at der blev holdt lidt afstand til folk stadig sådan at de, ikke altid kunne finde frem til ham den fejl havde han lavet en gang for meget.
Han sad roligt og kiggede på manden han virkede ikke så arrogant som så mange andre dæmoner han havde mødt.
"Jeg synes det er sjovt, du er ikke særligt arrogant til forhold til andre dæmoner jeg har mødt?"

Han nikkede, han var enig. Det var faktisk...spændende for en gangs skyld ikke at kende navnet på den man snakkede med. Det skulle folk prøve lidt oftere.
Han så lidt på varulven...
"arrogant?" han så ud til at tænke lidt over det.
"Tja, ved ikke om det kommer an på øjnene der ser, men selv ser jeg ikke så mange af mine artsfæller arrogante..." han smilte nu
"...Jeg er stolt dæmon. Men der er ingen grund til at opføre sig arrogant...det er jo heller ikke den bedste måde at få folk i snak på" sagde han
"Tilgengæld kan jeg sige at du virker mere...bestemt, mere...alvorlig og værd at snakke alvorligt med, end mange andre varulve jeg har set. Så jeg håber du giver en god indflydelse" han mente det faktisk.
Okay...han havde måske ikke været så sød ved de varulve han havde mødt...Men de fleste havde også mest virket...lidt svage i det. måske var de bare bange for dæmoner?
Han viste det ikke helt...

Han kiggede interesseret på ham, han fandt det faktisk spændende det han fortalte. Han kiggede lige kort rundt i lokalet for at se hvem der var her, og der var nogen han kendte, det var der heldigvis ikke.
"Ja det er måske på grund af de dæmoner jeg har mødt, jeg mødt nogle som Rafael, som indgyder respekt, men uden brugen af frygt eller arrogance, men så har jeg også mødt en jeg ikke kender navnet på, han var stærk men tilgengæld havde han ikke en gang nerverne til at kæmpe færdig, og så var han arrogant!"
Han sagde det sidste meget hårdt, og alvorligt så det var til at forstå hvordan han havde det med dæmoner.
"Men de fleste dæmoner jeg har mødt, har været rimeligt flinke, og jeg føler mig nærmest tiltrukket af dem"