Det tilfældige og spændende! (Zean)

"Jeg tror ikke jeg vil sige vi har hilst på hinanden, da han ikke rigtigt vil svare på mine spørgsmål"
Han kiggede på manden og gik lidt nærmere på ham, han så ned på ham, han trykkede ham nærmere ham der stod bag ham nu. Det var bare fordi han, ikke skulle tro på noget, og han skulle vide at hvis han sagde noget om at han troede han var varulv kunne han godt forvente aldrig at forlade denne gyde i live.
"Se nu spørgerjeg dig en sidste gang, du fortæller mig hvorfor su stiller disse mærkelige spørgsmål, og så kan det være jeg svarer på dine spørgsmål."
Han kiggede på ham og smilede meget bredt så hans tænder var klart tydelige, og lagde så sin hånd om hans hals, så han kunne forstå hvad det var han havde rodet sig ud i af problemer, og han nok ikke skulle forvente at slippe væk i live.

Han sank og fortrød alt det her.
"Det er bare...Jeg ved i findes...Men ingen tror mig..." sandt som det var sagt.
Han var bange, mest af alt for sit liv lige nu.

Zean sukkede. Jaja, varulven skulle da nok få lov at blære sig, men han ville altså også have noget sjov...
Han strakte sig dovent og kiggede sig omkring om der skulle være andre mennesker, men desværre så det ikke sådan ud.

Manden trak vejret dybt en gang.
"Slip mig nu...jeg smutter, ingen grund til det her...jeg siger ikk enoget til nogen...!"

"Hvad mener du, tror du det er sikkert bare at lade ham gå, jeg tror det sgu ikke det er sgu nok for farligt?"
Han kiggede på manden der var kommet ind i gyden som stod bag det stakkels menneske og sikker ikke havde nogen anelse om hvad han skulle gøre, lige nu så det sgu enligt talt også ret så sort ud for ham.
Hvis det ikke var fordi segovax prøvede at stoppe med at dræbe uskyldige, ville han bare have dræbt ham uden tøven, men han forsøgte sig jo med afvænning.
*Han er vel ikke uskyldig, og han er vel for farlig til at have til at leve?*
Han tænkte tanken et par gange og forsøgte flere gange at finde frem til noget konkret men det lykkedes ikke rigtigt så han håbede at han kunne få et svar fra manden!

Zean rystede svagt på hovedet.
"Tja, han virker som en forvirret en, i mine øjne...At finde os var meningen, men at dette skulle ske..." han rystede på hovedet igen.
"...Men hvad der sker senere ved man jo ikke, folk der har fundet ud af vi er her, gør tit forskellige ting. Nogen acceptere os...andre går imod os. Se bare på dusørjægerne...Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror godt han kunne finde på at sladre til dem, ikke fordi det gør nogen forskel, han ved jo intet specielt..." sagde han og lod blikket glide over manden.
"Men vi kan også bruge ham som vores egen spion...Følge med i om de nu også tager kontakt og hvis de gør såå..." han smilte mens han så på manden. Så dræbe ham. Det hele ville kunne lade sig gøre, takket være hans evne. Selv om det ville kræve energi at følge ham hele tiden. På den anden side...Han slog uskyldige ihjel hver dag hvad betød en mere?

Manden så skiftevis mellem dem. De ville dræbe ham. Bare fordi han var så nysgerrig!
hvis han slap, ville han aldrig gøre det igen...han ville benægte de findes og være ligeglad med sine venners meninger.
Han prøvede at komme fri, da han blev lidt for bange...

"Ja forvirret virker han da helt klart til at være. Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at dræbe ham. Vi kunne bruge ham som spion men jeg føler bare det er for risikabelt."
Han smilede skævt til dæmonen. Han havde selv den mening at det smarteste faktisk bare ville være at dræbe ham, nok med en kniv og så bare dumpe ham, her, så det lignede et normalt mord.
"Jeg mener det er smartest han bare dør, måske med en kniv i armhulen, og så bare dumpe ham her?"

Han trak lidt på skuldrene.
"Hvis en sjæl skal gå til spille, såå..." selv slog han sjældent ihjel med noget som helst våben. Faktisk brød han sig ikke om det. Han foretrak at bruge sin evne i stedet, få kroppen til at stoppe med at fungere...Men varulven skulle da have lov.
Han så sig lidt omkring...

Manden prøvede at ihærdigt at komme fri.
"Hold nu op! Jeg ahr jo ikke gjort noget...Jeg siger aldrig noget til nogen...Jeg...hold nu op! Jeg er jo bare et menneske..." hans stemme blev svagere og svagere mens han så bedende fra den ene til den anden.
"Jeg har stadig mit liv foran mig..." hviskede han

"Jeg tænker bare at det er smartest at dræbe ham på en måde så det ligner et mord, så det ikke leder opmærksomheden over på os."
Han vidste ikke hvordan de ellers skulle gør det. Han var ved at være lidt træt af manden han var da for dum at begynde at gå efter folk der med stor sandsynlighed kunne myrde ham uden nogen problemer overhovedet.
Han kiggede på manden, han syntes da lige han skulle have et sidste ord, inden det var for sent for ham.
"nå har du noget at indvende?"

Zean rystede på hovedet.
"Det er jo det mest kedeligt...Jeg slår ihjel hver dag, tager en sjæl...Og det giver også nogle uforklarlige lig. Det er så sjovt og se hvordan de reagere bagefter, menneskerne..." han smågrinte lidt ved tanken.

Manden så skræmt på ham. Slog ihjel hver dag? Var det ham der stod bag de lig han havde hørt om i nyhederne? Hvor var han uheldig!
Han holdt sin mund, da det tydeligvis ikke virkede at tale til deres...bedre jeg.

"Slå ham ihjel som du lyster...Uforklarlige mord er bare sjove. De fleste mennesker kender jo ikke til os, så de tager det bare som et skræmmende...mysterium" sade Zean.

"Du har fået mig overtalt, det er mere interessant uden våben"
Han sagde det mens han kiggede på dæmonen og smilede skævt, og så så på manden men et skummelt blik, der ikke tegnede på noget godt. Han havde tænkt sig at bide hans kraveben over sammen med nogle store lunser kød.
"Du skal ikke være bange, det kommer kun til at gøre ondt i cirka 30 sekunder, men du vil nok føle dem som en halv time men skidt nu med det."
Han smilede til manden slikkede sig så om munden mens han så på mandens skuldre.

"Nejnejnej...." peb manden, han prøvede endnu en gang at komme væk, han overvejede at skrige, men han regnede ikke med at nogen skulle høre ham...Dog prøvede han alligevel, i håbet...I håbet om noget, nogen...der kunne redde ham...
"Folk vil finde ud af det...I vil blive jagtet...eftersøgt..." prøvede han.

Zean lænede sig op af en mur med armene over kors. Det skulle nok blive interessant det her.

Segovax klemte hårdere om mandens hals han trykkede alt hvad han kunne, samtidigt med bed han manden i venstre skulder, og han blev ved med at bide så hårdt han kunne indtil han var gået hele vejen igennem.
Han blev dog en smule nervøs da han begyndte at snakke om at de ville blive eftersøgt, han blev faktisk bange, for at det var sandt.

Manden skreg og hans skrig blev kastet mellem husene.
Zean blev bare roligt stående, selv om det var mere blodigt end han havde regnet med. De tænder gad han i hvert fald ikek selv ligge mellem.
Manden var snart død og menneskerne vil kun have en ting at gå efter: Bidmærkerne.
Zean rettede sig op fra muren og strakte sig lidt.
"nåe...hvad så nu?" smilte han roligt. Han var ikek nervøs...han havde været eftersøgt mange gange, men var aldrig rigtig blevet fanget...måske fået nogle småskræmmer..
Dusøren på dem ville nok også vokse...men sådan var det jo.

Han lod manden falde til jorden og bukkede sig ned, han flåede lidt af mandens tøj af og tørede det blod han havde i sit ansigt af og smed tøjstykket tilbage igen.
"Ja vi skulle vel nok tage at se at komme væk herfra alt andet ville da virke ret så dumt bare at stå her og glo, fordi hans skrig kunne jo have tiltrukket nogle, som så kunne afsløre os."
Det var det han tænkte de skulle gøre, men han kunne heller ikke se hvordan der kunne være andre muligheder, så han begyndte at gå imod den anden ende af gyden igen. Han gik bare stille og roligt, og forventede lidt at dæmonen fulgte med ham.

Han gik hen til manden og så lidt ned på ham. Han havde mærket hans sjæl forsvinde...bar eud i den blå luft. lidt ærgerligt, men så måtte han bare på jagt senere jo.
Han fulgte derefter varulven. Nogen gange lod han politiet jage ham, bare for sjov, nogen gange lod ham dem fange ham...Han havde en lang straffeattest...eller ville have det, vis ikke det var fordi han havde slettet den.
Det var så det.

Da de lige var kommet lidt længere væk fra gyden, stoppede Segovax op. Han mente at de var uden for fare nu, så nu kunne de sagtens snakke. Han vidste ikke helt hvordan han havde det med det han lige havde gjort men det var der jo ikke noget at gøre ved nu.
"Nå så kan han sgu lære ikke at overvåge væsener?"
Han sagde det med et glimt i øjet mens han små grinede lidt, fordi han fandt det morsomt at det ikke engang var en jæger, men bare en tilfældig borger.

Han trak lidt på skuldrene.
"Jeg tror ikke han overvågede...han var bare nysgerrig" smilte han
"lidt som en teenager der søger noget nyt eller noget..." han lod blikket glide rundt, de stod stille i en gyde lidt væk fra stedet og...snakkede.
"...nå pyt, han er død. der er i hvert fald ingen fremtidig dusørjæger i ham" han smilte roligt.

"Nej tror sgu heller ikke han kunne være blevet jæger, de fleste tages jo ind meget tidligt eller også har de allerede færdighederne"
Han så ikke på dæmonen fordi han stod og holdt øje med om det kom nogen efter dem. Han kunne jo nok forvente at dusøren på ham blev lidt større. Han tænkte dog ikke så meget over det fordi der ikke rigtigt var noget han kunne gøre ved det.
"Nå men gad vide hvornår jægerene finder d af at det var os der gjorde det?"

Han grinte og klappede kort varulven på den ene skulder. Også selv om han ikke var den person der holdt mest af fysisk kontakt.
"Bare rolig...først skal menneskerne lige opdage det, så skal de have det væk og giver medierne en løgnhistorie...så skal dusørjægerne lige finde ne måde at se på liget på...Og derefter...tror først vi skal forvente noget i morgen" nikkede han. Det sagde erfaringerne ham, de var jo kun mennesker og sådanne ting kunne godt gå lidt langsomme.
"Hvis det først er i nyheder, så kan du begynde at blive nervøs...for så ved de det sikkert også" han trak lidt på den ene skulder.
"Men de ved jo stadig ikke hvem...Medmindre de har lært dine bidmærker udenad?" smilte han

Da dæmonen nævnede det med hans bide mærke blev han kort nervøs for at "hun" kunne genkende hans bidemærker fordi så var han virkelig på spanden. Han kiggede bare på dæmonen og begyndte så at grine hysterisk, virkeligt sørgeligt.
"Nej det tror jeg ikke de kan"
Han ggik over i et smil da han sagde det og det stivnede så.

Hans opmærksomme øjne kiggede længe på ham. der var det igen, det med kropssproget. ordene sagde det ene, kroppen noget andet. Han rystede svagt på hovedet og klappede han kort igen.
"Tag det roligt...vi er sammen om det her ikke? Kommer de efter dig, så find mig. De har ikke fået ram på mig endnu og jeg kunne ikke se hvorfor de pludselig skulle gøre det...
Nå skal vi vende tilbage til kroen eller ser du det som for farligt?" det sidste sagde han med en smule humør.
Men han havde også sine tanker...de havde ikke fået ram på ham...endnu.
Men Leonard var snart lidt for gode venner med Tristan, duøsrjægeren.
*Hvad nu, vil du gøre oprør mod dig selv igen?* Han sukkede svagt. nej...nok ikke. det fungerede ikke.
*Nej...Desuden kan det også være det en...god ting, i stedet...* Ja, nu måtte de se.

"Jeg takker"
Han kiggede på dæmonen med taknemmelighed i øjnene det var fantastisk at have nogen til at dække ens ryg. Det slog ham igen det med navnene, men han skubbede tanken hurtigt fra sig igen fordi det havde de jo ligesom aftalt de ikke skulle snakke mere om.
"Ja skal vi ikke smutte tilbage til kroen, jeg kan ikke se det farlige ved det."
Han kiggede sig lige hurtigt om i gyden fordi han ikke kunne lide, at han ikke vidste hvad der var der han var. Han var jo jæger så han vidste at det var vigtigt at man vidste hvor man var og kendte det.

Han nikkede. Verden var...mærkværdig. Man mødte forskellige folk hver dag...de fleste snakkede han bare tilfældigt med, lidt smånakken, og de ville alle vide hans navn.
Så møder man endelig en man kan snakke med, uden navn og mere på samme bølgelængde...OG det virkede bare mere almindeligt.
Se selv...et navn afgjorde intet. Nogen gange kune det være godt ikke at kende hinanden på den måde.
han begav sig tilbage mod kroen, forventede lidt at varulven fulgte med.

han fulgte efter dæmonen. De gik tilbage mod kroen de havde sat på tidligere på aftenen, for at fortsætte deres samtale, i håbet om at det ikke ville blive afbrudt af flere uforudsete personer der kom vadende ind i kroen hvor de så kunne være noget så irriterende.
"Ja jeg synes det er noget så interessant at snakke med dig, det er jo længe siden jeg sidst har haft en god alvorlig samtale med nogen"
Han smilede lige kort men ellers var hans ansigt rimeligt koldt.

De satte sig igen. Kromanden himlede let med øjnene men serverede noget vand for dem, uden at spørge om de ville have andet. Han regnede vist med at de faktisk ikek ville have mere.
Zean var ligeglad, for ham var vand godt nok.
"Ja...De fleste ville så gerne snakke, men det meste de lukker ud er...ubrugeligt. Man snakker mest med af venlighed" nikkede han.
Altså med væsner havde man altid et eller andet emne at gå efter...det var bare lidt mere besværligt med mennesker.

Han sad bare og kiggede rundt igen, fordi han altid var en anelse nervøs når han var steder som han ikke kendte ordentligt, specielt hvis der var folk til stede som han ikke kendte rigtigt godt. Så lige nu var det forkerte tidspunkt at snige sig ind på ham.
"Nå så sidder vi her igen, så lad os da håbe vi ikke bliver forstyrret igen."
HAn sagde det mens han smilede og små grinede fordi han syntes det var morsomt det der var sket, og så havde han det heller ikke super fedt med det.