Det tilfældige og spændende! (Zean)

Han lyttede interesseret. Han viste da godt hvad folk kaldte dæmoner til hver dag, men det var altid rart at høre hvordan det hele forandrede sig. Eller...ikke.
Han smilte og grinte svagt.
"Tiltrukket ligefrem? Jasåå..." han tog en tår af sit vand og opdagede at glasset næsten var tomt, han gad dog ikke fulde det igen nu.
"...Det er ret sjovt at høre...de fleste...hader os sjovt nok" han så lidt på varulven som om han ville bedømme hvor sandt han nu også talte.
"Hvordan kan det være? Er det fordi de fleste er flinke nok, er det fordi de fleste er stærke, eller fordi andre ser det som farligt?" det var ikke for at...lade dæmonerne fremstå som en vinderrace, selv om han selv mente det, han ville bare gerne vide hvad han fandt...tiltrækkende.

"ja jeg finder mig selv draget mod jer"
Han syntes sådan set også selv det var sjovt men der var bare noget over deres måde at være på, som gjorde at han ikke frygtede dem. Han respekterende den måde de var på men det var ikke ligefrem fordi han var bange for dem.
"Jeg synes i udviser respekt, eller ihvertfald de fleste af jer. Så synes jeg også at i er spændende at i er farlige, måske fordi jeg har levet i en konstant dødsforagt og dødslyst de sidste 5 år. Jeg har haft lyst til at dø men har dog ikke villet begå selvmord, fordi jeg finder det uværdigt."
Han kiggede på den fremmede med intense øjne, som om han prøvede på at regne et eller andet ud, men hvad det var han forsøgte at regne ud vidste han ikke engang selv.

Hvad var der med denne varulv?Det hele syntes næsten at forandre sig. Hvorfor...fortalte han det her? Havde han en grund? ville han noget med det? regnede han med at han ville sidde og sige: åh nej, dø endelig ikke!...?
Han nikkede til hvad han sagde uden rigtig at vide hvad han skulle sige til det. Og de intense øjne...bedte han ham om noget, forventede han noget? For så kunne det godt være han måtte skuffe ham...
"Well...du har ret. Selvmord er uværdigt...ynkeligt og tanketomt...Men nogen gange kan man bare føle det er det eneste der er tilbage..." svarede han, da han selv kendte følelsen...Faktisk havde han selv haft lyst til det for nylig...og mange andre gange i løbet af årene...Men han har altid ladet være...det var for ynkeligt, uværdigt...Han havde kæmpet videre...
Og det havde varulven her også. Han syntes bedre og bedre om ham.

"Nu skal du ikke tro jeg forventer noget af dig. Jeg forventer som sådan aldrig noget af nogen"
Han smilede lidt skævt til ham han fandt det morsomt at denne fremmede forstod hvad han mente, fordi ja selvfølgelig kunne man stå i situationen hvor det var den eneste udvej man overhovedet kunne se. Han tog lige og kiggede rundt i lokalet igen for at se hvem der var til stede, der var ikke rigtigt nogle spændende folk, hovedsageligt drankere.
"Du må undskylde jeg stirrer så intenst, men jeg prøver bare på at forstå lidt om dig ud fra dit kropssprog"

"Det kan jeg lide.. så bliver man aldrig alt for skuffet" han så sig selv lidt omkring. En ny mand kom ind i kroen og lignede...ikke helt en der hørte til her, i hvert fald var der ingen af de andre der hilste ham, så han måtte ikke komme her for tit.
Zean så på varulven igen med en interesseret mine.
"aha...kropssproget har også altid interesseret mig...samt de tanker der ligger bag, når folk gør en ting" smilte han
"Jeg siger ikke jeg gør det, men der findes også dem der snyder folk...dem, hvis kropssprog man ikek man stole på" sagde han. Han havde kun mødt få der havde formået at forvirre ham, med kropssproget, men efterhånden var han blevet ret god til at se hvornår folk snød ham.

"Ja jeg ved godt at man kan snyde med kropsproget, men det vil der altid være tegn på så som at bevægelserne virker mere tvungne og stive i det"
Han syntes at den fremmede var en virkelig interessant samtale partner, som havde nogle sjove og interessante meninger om tingene og virkede også meget besluttet på sin mening omkring tingene det var ikke ligefrem fordi han virkede til at være nem at ændre.
"Hvor lang tid har ud så været på øen? Nu er jeg jo ny som sagt."
Han gad godt at vide det, bare for at vide lidt mere om den fremmede.

Han nikkede svagt.
"Ja...de kan måske være godt og have øvet sig...men på et eller andet tidspunkt, vil der altid være et tegn" smilte han nikkede. Og fyldte sit glas op igen, tog en tår af det.
Han så tænkende frem for sig, ja hvor længe var det efterhånden? I hvert fald...over 2 år. tænk som tiden går...nej. Tænk så meget der skete på så kort tid. der var sket meget mere i disse år, for ham, end der var sket de sidste...50 år eller noget.
"Ahh...kan ikke sige det helt præcis, så god er jeg heller ikek til at holde øje med tiden...men et sted mellem...2-3 år måske...måske lidt mere..." han trak svagt på den ene skulder.

Han forsatte med at lytte interesseret på det han blev fortalt af den fremmede, det kunne godt være han ikke fik så meget at vide men han fik da noget og det var også interessant nok, at snakke om nogle ret ligegyldige ting.
"Interessant, så du er sådan set også ny her på øen, dog ikke i forhold til mig der har været her i godt en måned."
Han tog lidt vand, han var gået hen og blevet lidt tør i halsen, men nu var luften her inde også både tør og stikkende.

Han så lidt på ham.
"Jeg ville ikke kalde mig ny" sagde han bare. For han følte sig ikke ny...faktisk havde han kun følt sig ny i den første uge. Han havde altid været god til at vænne sig til et sted, men det havde han jo også gjort mange gange gennem tiderne. Måske lidt for mange...Det var sjældent han blev et sted så længe, han gamle fjender kunne jo finde ham...Men der var ikke sket noget endnu.
Han strakte sig og lukkede øjnene et øjeblik for at slappe af. Da han åbnede dem igen, så han stadig på varulven.
"Hvor kom du så fra, før?" spurgte han

"Nå jamen så vil jeg mene at du ikke er ny her så, nå det er sådan du selv føler"
Han tog endnu en gang et hurtigt kig rundt og begyndte nok at virke en smule nervøs, det var som om der var nogen her i rummet han kunnen mærke og som han ikke var sikker på at de ville ham noget godt, nok nærmere det modsatte.
"Lige inden jeg tog her til, kom jeg fra Amerika hvor jeg boede i Texas, men man kan vel sige at jeg ikke er velkommen der mere. Jeg kom så inden da fra en lille ø nord for england hvor jeg har mit navn fra som er keltisk"
Han vidste ikke om manden havde nogen anelse om hvad keltisk var, men det havde han sikkert han var nok ret gammel eftersom han var dæmon.

Han nikkede lidt.
"Aha, keltisk? kelterne...ja, dem husker jeg faktisk godt..." nikkede han
"Men det er længe siden...Jeg er oprindeligt fra England" han så smilende på varulven og lod blikket glide over lokalet. Den nye mand der var kommet ind, var gået op til baren og stod nu og snakkede med kromanden. Men alligevel spredte en underlig stemning sig i lokalet...
Han blev ved med at kigge på den nyankommne mand...Det måtte være noget med ham, siden fornemmelsen først kom nu...

"Fedt at du kender til dem, der er ikke ret mange jeg har mødt gennem mit liv der har kendt til dem."
Han smilede og små grinede, da han startede sin sætning, sådan et lidt overrasket grin, fordi han lige netop syntes det var fedt og overraskende. Han havde stadig den der irriterende fornemmelse af at der var noget i rummet som ikke skulle være der.
"Kan du også mærke den her utroligt ubehagelige følelse efter at den ny ankomne der over trådte ind?"
Han spurgte rimeligt lavt, og pegede med hovedet, hen mod ham for at være sikker på ikke at blive opdaget, men så de stadig snakkede om den samme person.

Han sad og nynnede en svag melodi for sig selv, da han tænkte tilbage på England...Faktisk kunne han godt finde på at flytte tilbage, opleve sit hjemland på ny...Se om nogen af de samme personer var der...Han smilte svagt for sig selv da han blev hevet ud af sine tanker. Han så lidt på varulven...deres samtale bragte en underlig form for...afslappethed over sig, som om de allerede kendte hinanden...han ville nok ikke kalde det venner, men hvis de en dag skulle samarbejde, var han sikker på det kunne ske.
Han nikkede lidt til hvad han sagde.
"Ja...der er et eller andet" modsat varulven, kiggede han direkte over på manden. Manden sad nu ned, sad med et glas vand...Glas vand...Hvem kom ind og sad ved baren, på en kro, bare for et glas vand? Det hele skreg til ham. Det var helt klart ikke som det burde. Og noget indeni ham sagde dusærjæger...Men han var ikke sikker. Dog havde han lært at stole på sine fornemmelser. Hvis han var alene eller blandt andre dæmoner, var han bare gået direkte til angreb. Hvilket som regl bekræftede folks opfattelse af at dæmoner var onde og kolde.
Men han valgte at blande varulven ind i den beslutning.
"Nå...Hvad skal vi så? konfrontere det med det samme, eller vente og se?" selv han havde lyst til lidt sjov...det sjov det kunne give, ved at skræmme en person lidt.

Han satte sig til rette i stolen, han vidste ikke helt hvad han skulle sige i denne situation. Han lænede sig ind over bordet, og overvejede hvad han skulle sige til ham, omkring dette emne det var jo rimeligt interessant, hvad de skulle gøre her, de kunne jo bare springe på ham men det ville nok skabe en ret så sjov scene, så hvorfor ikke istedet for ham væk herfra.
"Jeg har en bedre ide hvis nu vi går og han vil os noget følger han vel efter os og så kan vi splitte op, og en vil blive forfulgt og den anden kan så angribe ham uden han ved det?"
han syntes selv det var en bedre ide men han vidste ikke hvad han ville sige til det.

Zean tænkte over det en del tid faktisk. Manden blev jo bare siddende der, endnu i hvert fald.
Det først lød godt nok...de andre mennesker herinde ville ikke få ødelagt deres ligegyldige dag, og de ville være sikker på manden ville dem noget.
"hmm...jah, det lyder selvfølgelig fint nok...Men det lyder som om det kun er den ene der skal angribe...hvis det nu var mig der blev forfulgt, ville jeg nok ikke kunne afstå fra at være med" smilte han og så lidt på varulven.
"Nå, men skal vi få sat det i værk?" han kunne næsten ikke vente mere, tanken om lidt sjov...især mod et menneske...mennesker var godt nok ret forudsigelige, men de var stadig sjove at drille. Han smed lidt småpenge på bordet, for vandet og alt det der, rejste sig og gjorde mine til at forlade stedet. Varulven ville vel følge med, hvis han stadig var frisk på ideen.
Manden så ud til at ville kigge i deres retning, men så så det ud til han ombestemte sig og i stedet drak videre af sit vand...

Han fulgte med ham ud af kroen for at se om jægeren ville følge efter dem, for hvis han gjorde ville det godt nok blive værst for dem selv. Han gik og fokuserede sine sanser på om han ville følge efter dem. Som de gik hen langs vejen begyndte han at overveje om det her overhovedet var en god ide, han havde jo ikke tænkt sig at lade ham i stikken men hvad nu hvis det var ham.

Først lagde han ikke mærke til noget. Han undgik at gå ind på markedet igen, men holdte sig til de små gader.
Lidt efter kiggede han sig over skulderen, da han så manden skyndte at løbe ind i nogle skygger for at gemme sig. Jamen dog...Så de skulle have det sjovt!
Han smilte lidt og så frem for sig igen.
"Vi hør sørme en forfølger" sagde han, en smule lavt, for at manden ikke skulle vide det. Overraskelse var en god ting. I dette tilfælde i hvert fald.
"Skulle vi dele os?" selv tvivlede han ikke på noget punkt, de var jo sammen om dette her og skulle varulven endelig blive væk, klarede han bare manden selv. Også hvis han skulle være dusørjæger. det virkede dog mest som om han...prøvede at finde ud af et eller andet, eller gøre noget selv...helt professionel virkede han i hvert fald ikke.

Han fulgte ham gennem de små gyder, og lagde også mærke til den fremmede fulgte efter dem, hvilket var godt fordi så ville han dem da et eller andet, han kiggede over på ham, og tog fat i ham.
"Nå jamen vi ses jo nok på et tidspunkt?"
Han blinkede lige til ham mens han holdt ryggen mod jægeren eller hvad han nu var, for at fortælle ham at det var et tegn på at de skulle dele sig, og så for at de ikke vækkede for meget opsigt ved bare at skilles.
"Hvad med at vi mødes på kroen igen om en uge?"
Han håbede han forstod at det var en hentydning til at de skulle mødes der efterfølgene hvis han nu ikke forfulgte dem, eller at de blev væk fra hinanden så de altid havde en plan.

Om en uge? Først forstod han ikke, men så fangede den den...Og nikkede.
"Jep, det lyder godt" smilte han, klappede ham kort på ryggen og gik mod venstre.

Manden var selvfølgelig lidt i vildrede...han ville gerne følge dem begge, lære dem...at kende, ikke direkte selvfølgelig, men se hvem de var...hvad de var...
Han havde set go hørt om tegn på andre eksistenser...men hans venner troede ham ikke, så han ville bevise det, og derfor måtte han jo prøve sig frem...
Han valgte at gå efter varulven.

Han gik langsomt videre, uden at kigge sige tilbage. Han var ikke sikker på om han helst ville have ham til at følge den anden eller følger efter ham selv, men det var jo ikke noget han bestemte. Han gik og koncentrerede sig om der kom lyde bagfra, og han kunne rimeligt godt høre at manden var fulgt efter ham. Han begyndte lige så langsomt at sænke tempoet, for at se om manden ville nå hen til ham eller om han havde tænkt sig bare at stoppe og holde øje med ham.
*Gad vide hvad han vil om han vil dræbe mig eller om han vil snakke, eller overvåge*
Han stoppede nu helt op for at se hvordan manden reagerede på det.

Zean fortsatte med at gå og kiggede sig over skulderen en del gange, men så intet til manden. Så han var fulgt efter varulven.
Han huskede deres lille aftale om at vende tilbage til kroen...men de havde jo også en om at finde den anden og hjælpe med manden, hvis det blev nødvendigt.
I hvert fald begyndte han at gå tilbage igen.

Manden stoppede op, inde i skyggerne, med hjertet helt op i halsen.
Dette måtte helt klart være et væsen...han opførte sig nemlig underligt.
Han kiggede frem og så at han stod stille, som om han ventede på noget...måske ham.
Han ventede lidt tid for at se om han gik videre...Men da det ikke var tilfældet, gik han selv frem. Så han kunne se ham.
"Hvad er du?" spurgte han ligeud og prøvede ikke at lyde så nervøs som han var.

Han vendte sig rundt og så på manden der stod der foran ham. Det var utroligt mærkeligt at han overhovedet forsøgte at skjule sin angst fordi den var så tydelig at fonemme, han nærmest osede af den. Han kiggede på ham da han stillede sit spørgsmål. Han mente ikke han havde noget krav på at vide det så han lod det bare være, og fortsatte med at glo på ham.
"Hvad med at du bare fortælle mig hvorfor du forfølger mig?"
Han stirrede alvorligt og intenst på ham, hans øjne var rimeligt skærende det kunne vel næsten føles som om han blev skåret eller stukket i med en rusten kniv.

Han burde måske være vendt om og løbet...mens han kunne og alt det der...Men stædigt blev han stående, selv om varulvens blik var hårdt.
*Han må være et væsen!* Gled gennem hans hoved.
Han så trodsigt på varulven.
"Sig nu bare havd du er, så går jeg igen..." han viste at sagde han sandheden...ville han bare grine af ham. Lige som de andre havde gjort da han sagde der fandtes væsner.

Zean kom til det sted, hvor de var løbet i hver deres vej. Han tøvede lidt, men gik så den vej varulven var gået.
Han skulle ikke være den eneste der havde det sjovt...

Han gik lidt nærmere hen mod manden, han ville vide hvad han lavede her helt præcist, fordi hvis han var her for at samle indformation, så kunne han godt glemme det. Han stirrede hårdere på ham, han skulle vide at det var ham der var den lille her.
"Først fortæller du mig helt Præcist hvad du laver her, sådan at følge efter mig så kan vi snakke om det du gerne vil vide!"
Han sagde det hårdt præcist og alvorligt, og uden nogen som helst tegn på at der var andre måder at gøre det her på.
Han skulle bare forstå det at det ikke var lige nu han havde noget valg.

Zean grinte næsten da han kom frem. Manden var tydeligvis bange...hunderæd. Og varulven legede store stygge ulv.
"Åhh, jamen dog, i har allerede hilst på hinanden" smilte han og kom hen til dem, stod bag manden så han nu ikke bare kunne løbe sin vej.

Manden så stædigt tilbage, trodsigt, selv om han indvendigt var bange.
"Jeg har vel lov til at være her, som alle andre!" sagde han, men hans stemme rystede lidt. måske skulle han bare trække sig...finde en anden at gå efter...Men netop da stod den anden bag ham. Han vendte sig halvt, så han nu stod med siden til dem begge.
"altså...slap nu af! Jeg kan da umuligt være en trussel for jer...hvis i altså er andet end mennesker?" han såspørgende ud, men også bange.