Fatal Attraction [Procella - Fortid]

Procella greb fat i mandens krave, og med opbydelsen af alle sine krafter sendte hun hans krop hen over gulvet i bedste curlingstil, og kastede samtidig sin krop ud til siden. Med store øjne stirrede hun på kæmpenæven der havde begravet sig i gulvet som var det lavet af blødt sandt, der var hun havde været for et splitsekund siden

"JAMES! I REALLY REALLY NEED YOU RIGHT NOW!"

Skreg hun

His blood...the stake...why not...here goes nothing...

Procella vendte atter stagen, denne gang så hun kunne slashe den hen over armen ud for hendes ansigt. Hun kunne mærke sin egen varme ånde blive kastet tilbage fra den døde hud

I am...so dead...James...damnit! Come on!

Wicked fortsatte med at mumle, indtil hånden sendte ham hen af gulvet. Han ramte blidt imod en væg et par meter væk og trillede hovedet bagover for at betragte kvinden.

Sølvstagen skar sig ind i kødet og sendte endnu et pust af branket, fordærvet kød i Procella's retning. Men udover det, virkede tilføjelsen af blodet ikke til at have den store indflydelse - medmindre man tog skaningens tiltagende raseri over de små sår med i overvejelsen. Brølet var øredøvende lige op i hendes ansigt, da de forvredne træk drejede sig faretruende imod hende igen.

Hånden trak sig fri marmoren med en kraftanstrengelse, der fik de reb-tykke muskler under huden til at spille på en foruroligende måde. Kraften bag bevægelsen sendte næven direkte op og den ramte imod døren, smadrede træet af hængslerne og fortsatte op i loftet. En strøm af kvalm, varm luft strøg ind og foldede sig klaustrofobisk om dem.

Wicked lod et svagt håb bryde igennem panikken på hans ansigt, skubbede sig op på alle fire og kravlede imod den pludselige flugtvej.

En regn af små murbrokker og støv faldt, da monsteret trak hånden fri og hævede den over Procella igen.

"No! Dont let it out!"

Procella kastede sig imod den flygtende skikkelse

"James! I really dont want to kill you! but you are leaving me little choises if you dont do what i say!"

Procella havde haft et spinkelt og naivt håb om at mandens blod ville gøre en forskel. Magiens verden var simpelthen for kompliceret for hende, og hun havde aldrig haft tålmodigheden og koncentrationen til at sætte sig ind i den. Det var derfor Ripper var blevet ved med at udskyde det. En uerfaren magibruger var en bjørn med rabies. Faktisk ville hun nok have foretrukket en bjørn med rabies, da hun havde vidst hvad pokker hun skulle stille op med den.

Jægerens hånd lukkede sig hårdt om mandens ankel og flåede tilbage.

"If i die here, you die with me, and i am not ready to die yet!"

Procella flåede i kroppen for at få ham bagerst, så han ville være tvunget til valget mellem at skride til handling eller blive knust af bæstet han havde hidkaldt

Wicked lod hendes greb trække benene væk under ham, så han landede på maven på marmor-gulvet, halvt ude af dør-åbningen. Et påtaget automatisk forsøg på at tage af med hænderne, lagde vægten imod den sårede hånd og sendte et udbrud af smerte ud i mørket.

"Let go lady! I don't know what is more freaky, you or that thing, but I'm not going to hang around and let either of you get another shot at killing me!"

Panikken var tilbage i hans ansigt og stemme. Den uskadte hånd hagede sig fast i det der var tilbage af dobbelt-dørene, og han vendte sig halvt og langede ud med det fri ben, da hun begyndte at trække ham tilbage. Støvlehælen rettede et spark imod hendes ansigt.

Skabningens hånd borede sig ind i væggen hvor Procella's hoved havde været et øjeblik før, og tog en massiv luns af marmor-fliser og cement med tilbage. De store skuldre pressede sig imod det sænkede loft over indgangen og knagede faretruende, da endnu en byge af støv og sten regnede ned over dem.

Dén havde hun ikke forudset. At han rent faktisk ville kæmpe mod hende. Støvlen ramte klokkerent ind på hendes kindben, men sparket der burde have fået hendes hoved til at ryge bagover, så ikke ud til at have den store effekt på hende...og dog.

Jægerens øjne flammede op i rovdyrgult raseri, og hun blottede de alt for hvide og skarpe tænder af ham i rasende snerren. Hvor vovede han?! Ubetydelige, stupide menneske!

"I am not a Lady! I am a whole new breed of freak! You dont even know! If you get out of here i will hunt your soul until your life ends under my hands! Look into my eyes and tell me i am lying!"

Brølede hun og vred hovedet ud til siden så James fod smuttede af hendes kind. Derpå brugte hun hans krop til nærmest at kravle op af, ved at bruge hans tyngde til at hive sig selv op imod ham, alt imens hun snerrede arrigt af ham, som en kat. Hun var efterhånden ret overbevist om at hun ville ende sine dage i det gudsforladte bibliotek, men i det mindste ville hun tage manden med sig så han aldrig kunne gøre noget lignende igen.

Skabningen rakte den kæmpe hånd imod dem, som et barn der lige havde spottet en rangle og nu havde tænkt sig at gribe den og hamre den gentagne gange ned i gulvet. De groteske kløer stoppede få centimeter fra Procella's ben og den brølede af frustration og lagde endnu mere vægt i de massive skuldre, der var presset imod loftet. Strukturen skurrede faretruende igen, knirkede og sendte endnu en byge af støv og en massiv plade af marmor i frit fald mod gulvet. Pladen undgik med nød og næppe deres ben.

"I don't want to, you crazy bitch!"

Wicked lod absolut panik knække stemmen over, dukkede hovedet og vred sig under hendes vægt.

Skabningen rakte igen ud efter dem igen, brølede øredøvende og greb i stedet fat om marmor-pladen. Den tunge sten lignede en tændstik i den store hånd, da den blev trukket tilbage og børstede marmoret henover gulvet som en kost - direkte imod de to. Den skære lyd voksede og en støvsky af murbrokker kom væltende imod dem.

Wicked kastede et blik tilbage og lod de mørke øjne udvide sig over synet, det paniske udtryk glemt et øjeblik.

"Look out!"

Ordene kom for sent til at gøre nogen forskel. Han havde allerede vendt sig, grebet fat i hende og rullet dem rundt, så hans krop var en beskyttende barriere mellem hende og pladen. Kraften af sammenstødet forplantede sig igennem hans krop og sendte dem begge flyvende ud igennem døren. Han holdt fast i hende, tog det værste af slaget af de ramte imod jorden og gav først slip, da de var tumlet adskillige meter henover asfalten. En svag jamren undslap ham, da hans krop faldt til ro i en forvredet bunke godt tyve meter væk fra de smadrede døre.

Procella nåede ikke at reagere overhoved. Hendes instinkt fik hende til at krybe ind til James da hans blokerede for eksplotionen af bygningsmateriel.

I need to grow wings and learn to fucking fly if this goes on

Tanken lynede tørt gennem hendes hoved, og havde nok inkasseret et smil hvis ikke hun havde travlt med for guderne måtte vide hvilken gang, at få slået luften ud af sig, da hun sammen med James tumlede om på brolægningen uden for bygningen.

DONT PASS OUT! YOU NEED TO...protect...

Procella kæmpede sig op på hænder og knæ. Hele hendes krop smertede og føltes tonstung. Hendes blik svømmede igen. Hun så sig søgende omkring

Maybe...a focus...point....

Procella vaklede over til den forvredne skikkelse og fik den om på ryggen. Hendes febrilske hænder søgte ned over brystet lommerne. Havde han noget på sig de havde brugt? Hvis ikke hans blod virkede, havde han så et focuspoint på sig?

"If we survive by shear dumb luck...you owe me a new coke..."

Stønnede hun forpustet. Det lange hår var begyndt at klistre til hendes nakke. Hovedsår var altid så dramatisk anlagt på den måde. Ikke alvorlige, men komplicerede i det de blødte ad helvedes til.

Wicked betragtede hende ud igennem sænkede øjenlåg, bedømte hendes skader ud fra hendes bevægelser, mens han byggede videre på 'James' rolle. Da hun vaklede imod ham begyndte han at tage overfladiske vejtrækninger, de mørke øjne ufokuserede da de faldt på hendes ansigt. En stribe blod løb fra hans mundvig, henover den blege kind og ansigtet var en grimasse af smerte.

"Oh, no worries... I didn't.. need that spine.. anyway."

Ordene kom med små gisp af luft, han tydeligt måtte anstrenge sig for at trække ned i lungerne. Asfalten havde revet hans hud op adskillige steder og fyldte luften med stanken af noget der var langt fra menneskeligt.

"God it hurts."

Han lukkede øjnene og vendte hovedet, hostede en mundfuld blod op på jorden og faldt jamrende tilbage på ryggen. Den blege hud så endnu mere unaturlig ud i lyset fra de fjerne gadelamper ude ved vejen.

"Need to .. to cut.. connection. Must have.. a focus.."

De søgende hænder tvang endnu et smertefyldt gisp frem.

"Stop.. groping... Not me.. It!"

Han skubbede svagt til hendes hænder og rettede blikket tilbage imod bygningen. I samme øjeblik lød der et brag, da skabningen tvang sig ud igennem resten af dobbelt-dørene, dørkarmen og en del af væggen i en eksplosion af rå kraft. En sky af støv skjulte skaden, men det rasende brøl rystede jorden under dem og blev erstattet af den rytmiske lyd af tunge skridt i hastigt stigende tempo.

"Idea..Get ready... This.. might work."

Wicked hævede en rystende finger og pegede imod støvskyen.

"If we.. survive.. I'll buy you.. a truckload... bitch."

Han tvang et svagt smil frem, den rystende stemme beslutsom og med en smule af den tidligere bravado. Skabningen dukkede ud af støvet og kom løbende imod dem, med en fart der burde have været umulig for så stor en krop. Wicked drejede fingeren og mumlede.

"Mosfor."

En plet på skabningens bryst - inde under huden - lyste op med et sygeligt, lilla skær, i et diamant-omrids på størrelse med en håndflade.

Procella drejede hurtigt kroppen om så hun ikke lå mellem James og skabningen. Hun greb fat i hans skuldre og hev ham op og ligge på sine knæ og lår så hans overkrop kom en smule mere op og måske lettede hans vejrtrækning. Hun vidste godt at rent paramedicinsk burde hun nok ikke flytte på ham, men i forhold til at *intet* her holdt sig inden for rammen af normalitet og at han var hendes eneste håb om at redde mange tusinde liv, så måtte han ofre en smule smerte. Alternativet var at han døde og hun skulle forsøge sig med at flå skabningen i en million stykker, og hun havde lidt en mistanke om at den var mere holdbar end hende selv.

"Yeah well...spines are highly overrated anyway"

Stønnede hun og så bekymret ned på ham.

"Dont die on me you hear? I know it hurts..."

Hvad kunne hun sige? Hvis hun stak ham sætningen om at smerte og frygt var illusioner...hvad fanden kunne han bruge det til? Han var ikke trænet. Han var ikke soldat eller hunter. Han var bare en idiot der havde klokket i det.

Ude af stand til andet end at give moralsk støtte, lagde hun blidt armene om James brystkasse for at holde ham ind til sig. En handling af fysisk omsorg og trøst. Hun lagde kinden mod det murbrokstøvede hår.

"Go get the bastard. Im with you all the way"

Hviskede hun. Egentlig ikke så meget til James som et løfte til hele verden. Hun stod på deres side og var parat til at give sit liv for dem. Det her var vel en god død et eller andet sted. Hun var dog en smule skuffet over at den var kommet så tidligt. Hun havde forventet i det mindste at have stemmeret før det skete.

Wicked vendte hånden og lod resten af fingrene falde ud, så hans åbne håndflade var rettet imod den fremadstormende skikkelse, imod det svage omrids af det, der tydeligt var fokuset der trak energien der holdt skabningen i gang. Luften omkring ham fortættede sig, på samme måde som da Procella tidligere havde forsøgt at bruge magi, men blev ved at stige indtil det hvinede i tænderne og presset var tæt på ubærligt.

Wicked skar tænder og mumlede dæmpet, som om en usynlig vind havde lagt sig om dem og stjal lyden væk inden den kunne nå Procella.

"Carus. Carus Vindem."

Han lukkede hånden med et smæld, så hårdt at musklerne trådte frem henover håndfladen og neglene borede sig ind i hans hud. Den dybe koncentration spændte hans krop, da magien forsøgte at adlyde ham. Det lilla lys flimrede, mistede styrke. Skabningen standsede, vaklede et skridt og sank ned på knæ, med en kraft der efterlod dybe spor igennem asfalten. Der lød et svagt *crack* og magien kammede over. Wicked faldt tilbage imod Procella, hans krop slap. Hans pande glinsede let og de mørke øjne rullede op, så det hvide fyldte halvdelen af øjenhulen.

Mindre end ti meter væk rystede skabningen de massive skuldre og kæmpede sig på benene. Bevægelserne var mindre koordinerede, mere sløve og lyset på brystet flakkede, men var stadig synligt.

"Can't.. It's not.. all mine.. crystals nearly... shattered.. but it keeps.. keeps taking.. "

I takt med ordene mistede hans ansigt den smule energi der havde været tilbage, mens bæstet tog et tøvende skridt, satte farten op igen.

"Can't breathe.."

Wicked gispede ordene ud og kæmpede så for at trække endnu en mundfuld ned, uden held, før trækkene blev slappe og han tilsyneladende mistede bevidstheden.

Crystals? Fuck me! The goddamn basement!

Procella stirrede med noget nær fortvivlelse tilbage op på den knuste bygning.

"You are so gonna get a truck baby, and it better be big!"

Med stagen flængede hun James skjorte op og bandt om hovedet. Hun havde ikke tid til at blodigt hår i øjnene nu

"god...im fucking rambo...shoot me please..."

Stønnede hun og rullede med øjnene. Derpå skubbede hun James ned af sig

This is freaking suicide! But hey! Im alive!

Blodet rullede i hendes krop og pumpede adrenalin rundt, der tvang smerte og tåge bort fra hendes hjerne. Procella sendte monsteret et djævelsk grin

"COME DANCE WITH ME FUCKHEAD!"

Hun satte i løb direkte mod godtoget der havde retning mod hende. Lige uden for bæstets rækkevide smed Procella sig ned på hun kurrede mellem de tykke stolpeben. Læderbukserne tog det meste, men hun fik et langt astfaltkys op af den venstre underarm.

Thats gonna be a bitch tomorrow

Tænkte hun tørt. Hun rullede tungt ind i det nederste trappetrin og ømmede sig svagt, og begyndte så at klatre over murbrokkerne, imens hun så sig over skulderen

"COME ON! YOU ARE GETTING SLOW! IM OVER HERE!"

Hun kom på benene i døråbningen med et bredt grin og sendte en sten på størrelse med en grovsmeds hånd, mod bæstets baghoved. Hvis den var død var der heldigvis ikke så mange brikker at rykke rundt med, og James lå stille. Det burde ikke være svært at gøre sig selv til skydeskive igen. Procella kilede to fingre ind mellem læberne og piftede øresønderivende imens hun bakkede varsomt tilbage, imens hun med stagen prøvede at fornemme hvad der var bag hende så hun ikke slog sig selv ud på noget. Det ville være en smule tragisk.

If this is their utmost, I am no longer as surprised by the amount you have killed, brother.

Wicked åbnede et øje på klem og betragtede Procella, det sardoniske smil gemt væk i en fold af læben og et glimt dybt i de mørke pupiller. Det sved let på indersiden af kinden, hvor han havde bidt igennem huden for at producere blodet, der ville få det til at ligne at 'James' havde indre skader. Blodet smagte fladt i hans mund, langt fra lige så skærende og metallisk som andre væsners.

Wicked sukkede og hævede hånden, hvor en dråbe fra kvindens sår havde ramt, mens hun holdt om ham. Den lange tunge slikkede omhyggeligt henover huden og smagen eksploderede i hans mund. De mørke øjne lukkede sig igen, mens han dømte smagen, på samme måde som en connoisseur af vin ville gøre med en ukendt bouquet.

Selv hendes blod havde en tung, fremmedartet bismag, han aldrig var stødt på før. Krads og på kanten til, at være for stærk i smagen, men af den slags man kunne vænne sig til, blive afhængig af. Han rynkede let på panden og åbnede øjnene igen, fangede et glimt af kvinden da hun ramte imod de få trin op til bygningen.

She's young and inexperienced. And clearly completely ignorant when it comes to weapons that are not employed by brute force. Most others would have seen through the ruse by now. They certainly would have known have figured out how the construct functions.

She is attempting to lure it back into the building, brother?

It would seem so.

Even in this weakened state, it is stronger than her, brother

More than likely, yes.

This is the end of your game, then.

You forget.

Ah. Flesh or spirit, brother.

Wicked hævede en hånd igen og hans ansigt skiftede til en maske af smerte og udmattelse. Finger skar igennem luften mellem ham og skabningen, klippede den magiske forbindelse der tillod giganten at trække energi fra ham.

"Lamore."

Skabningen standsede brat midt i et skridt imod Procella. Det store hoved virrede fra side til side. Det lilla lys flammede op fra krystallen under huden, spredte sig som ild i en gengivelse af det veve der havde vækket det. Et sidste glimt og lyset gik ud. Monsteret faldt forover og det forvredne ansigt begravede sig i asfalten.

Et langt øjebliks stilhed fulgte. Et sted ude på vejen kørte en bil langsomt forbi. En hund gøede i det fjerne. Vinden raslede i træerne.

Procellas sårede hånd begyndte at dunke. En massiv hånd borede sig ned i asfalten og hævede den voldsomme overkrop. Lyset under huden brændte med en klar, hvid flamme og i næste sekund strømmede skabningens indflydelse, som en spand af tjære direkte i hendes blodomløb, ind over hendes tanker. Raseri, had, kaos - de følelser der var bag skabningens tilblivelse og var blevet hvisket ind i besværgelsen da den blev sat sammen, kropsdel efter kropsdel.

Som en lidt forvirret hund tiltede Procella hovedet til side da den enorme skikkelse pludselig kyssede asfalten med et brag. Var det noget hun havde gjort? Inde bag panden prøvede hendes hjerne at stykke pusespillet sammen, men tabte hele tiden overblikket når hun var ved at have den.

oookay...so...uhm...not the basement? No crystals i need to bang up down there? Where the hell are they?

Procella kneb undrende det ene øje halvt sammen da monsteret begyndte at røre på sig igen. Hendes øjne blev store da et skærende hvidt lys flammede op fra dets bryst

In there?! The freaking crystals are INSIDE the thing?! How the hell am i supposed to get them out?!

Rystet stirrede hun på sin hånd da den begyndte at dunke med en smerte hun ikke kunne ignorere. Lidt nytteløst rystede hun den i luften som for at ryste smerten bort.

Oh hell no...what the fuck did i do?! Shit! Crap! Ripper! I need you so bad!

Procella stod lammet og stirrede på uhyret. Havde hun lige bundet lortet til sig selv? Hvad nu? Betød det hun skulle slå sig selv ihjel? Skulle hun prøve at sprætte dimsen op i søgen efter krystaller?

"..uhoh...this is bad..."

Hviskede hun stille og blinkede et par gange

"Uhm...play dead? Nice monster? sit?"

Den slanke kvinde svajede kort da de brutale følelser ramte hende som et godstog fra højre, og omtrendt lige så forudset. Følelserne var på ingen måde ukendte for den unge jæger. Hun havde bare brugt en livstid på at undertrykke dem. Med et bump satte hun sig direkte på enden og stirrede skiftevis fra sin hånd, til stagen, og tilbage på monsteret

Skabningen virrede med hovedet og endnu en kæmpe næve gravede sig ned i vejen. Musklerne spændtes og løftede langsomt den massive krop fra asfalten. Da den først fik stablet sig tilbage på benene, vendte det store hoved vendte sig opad og snuste ind. Det forvredne ansigt drejede sig faretruende imod Procella og dens indflydelse strømmede indover hende igen, fyldte hendes tanker og pressede imod hendes sjæl, væsen, hvad end der gjorde hende til den hun var.

Mønsteret på skabningens bryst flammede op igen, indrammede fokus-punktet under huden med den friske energi den trak fra Procella. Den gav et langtrukkent snøft over modstanden hun præstenterede og rødglødende bånd trak nye stier igennem hendes bevidsthed, før skabningen vendte sin opmærksomhed væk. Det kæmpe bjerg af muskler og råddent kød vendte sig langsomt og begyndte at bevæge sig henover pladsen, imod vejen og lyset og mere ødelæggelse. Det trak svagt i Procellas bryst, som om de to var forbundet med en elastik, der udvidede sig.

Impressive, brother. But if the revenant continues into the city..

.. it will drain her remaining energy very quickly, I know. Until then, her consciousness and soul will be warped by its influence and the constant draw on her energy and she will become a revenant herself.

Et mørkt smil spillede henover Wickeds læber.

That is, unless she has the will to overcome it. There is a certain sense of justice to it, isn't there? Testing a hunters faith.

Procella stirrede efter skabningen da den begyndte at bevæge sig bort fra hende. Vent. Det var forkert det her? Hvorfor...gik den? Jægeren stablede sig usikkert på benene og vaklede nogle skridt efter den og gik så i stå igen. Det føltes som om hun var ved at gå i stykker indeni. At hun blev flået fra hinanden både fysisk og mentalt. Hendes sjæl vred sig i hendes inderste og forsøgte at beholde den indre kerne der var hellig, der var den rå substans hun var.

Go...go after it...you need to move...

Procella vaklede et skridt fremefter, forvirret i et blik der var langt borte og blev flået i forskellige retninger. Som var der en indre spillefilm på hendes nethindre, for pupillen frem og tilbage.

Right foot...left foot...

Jægeren tog et par mekaniske skridt

Come on girl...gotta focus now....GROW SOME BALLS!

Langsomt blinkede den unge kvinde og blev nærværende i blikket igen. Dirrende over hele kroppen, halvt gled, halvt faldt hun ned af trapperne

"No...you are not leaving..."

Det lød tøvende og usikkert. En smule famlende. Procella rystede på hovedet for at klare hjernen. Hendes hoved var begyndt at gøre forbandet ondt igen.

"I said no! YOU are not leaving! You hear me?!"

Jægeren blottede sine tænder i protest over den mentale, sjælelige og kropslige smerte, og hun snerrede dybt i halsen. Den sårede hånd dunkede grumt og hun holdt den ind mod sit bryst hvor det mørke blod farvede den hvide tanktop. Hun var ikke helt klar over om hun beskyttede sin hånd eller havde en fysisk beskyttende reaktion på det træk hun følte i sin sjæl

Skabning lod ikke til at bemærke hende, da hun vaklede efter den, men den bevægede sig stadig ikke helt lige så jævnt eller hurtigt som før. De store fødder trak striber i asfalten og jorden gav efter da den trådte igennem en busk og ud på græsset.

De første famlende ord fra hende gled henover den store skikkelse og blev rystet af, med hvad der på et normalt menneske ville have lignet et skulderkast. De næste ramte imidlertid som et piskesmæld og giganten standsede midt i et skridt. De reb-tykke muskler spændtes under huden og spillede på en kvalmende måde, men de hævede sig ikke. Det så nærmere ud som om væsnet kæmpede imod en uset styrke, der havde lagt sig rundt om den.

Det alt for store hoved drejede sig for at finde Procella, og skabningens opmærksomhed sendte endnu en bølge af rødglødende mentale knive og mørke, overvældende følelser, imod hende.

She can't possibly stand against Desdemorius spellwork, brother. She is only human.

I wouldn't be so sure of that.

Wicked lo lydløst.

See...we can do this...it stopped...now you need to move...go on

Procella tøvede et øjeblik. Det var et frygtindgydende syn at betragte den monstrøse skikkelse vende sig mod hende. Det var ikke fair i størrelse eller styrke. Det forhindrede hende dog ikke i at forsøge.

Jægeren jamrede langtrukkent da hendes sjæl nærmest blev flået af konfrontationen. Hendes flammende øjne låste sig fast på skikkelsen.

"You do not turn your back on me, you ugly piece of dead flesh"

Gispede hun og vaklede fremefter. Først stift, men så lod det til at ved rå viljestyrke hun pressede sig igennem en eller anden mental barriere

"If you want to get to the humans, you need to go through me, cunt!"

Ubevidst var hun gledet over i "dem-os" termet som hun altid var forfalden til når hun blev ekstra gal i skralden. Procella vred hovedet ud til siden så nakkehvirvlernde med en knasen blev skubbet i hak. Hun spredte benene og fordelte sin vægt så hun var i så perfekt balance det var hende muligt.

"Come on...this is what you want"

Det sidste blev hvisket lokkende imens hun strakte den blodige hånd frem foran sig. Hun vidste ikke om den rent faktisk var i stand til at se blodet gennem natten, eller om den kunne lugte det, men blot bevægelsen havde en nærmest symbolsk og terapeutisk virkning på hende.

Skabningen vred sig i de usynlige bånd. Det massive hoved blev kastet tilbage og lod et brøl gennemsyret af raseri ryste jorden omkring den. De mærkeligt slørede øjne vendte sig i øjenhulerne ved anstrengelsen, da den forsøgte at bryde det mentale bånd ved ren og skær rå kraft.

Luften flimrede omkring den. Det var ikke let at se i mørket, men fornemmelsen var bemærkelsesværdig. En trykbølge - ikke af vind, men energi - skubbede sig i en perfekt cirkel fra skabningen. Hovedet drejede sig, sænkede sig imellem de store skuldre, så skabningen kunne skule imod Procella. Hullet, hvor næsen burde være i det maltrakterede ansigt, rettede sig imod den fremstrakte hånd, vejrede luften.

Det rykkede i forbindelsen imellem dem igen, et hårdt, svidende træk. Som om der gik en tråd direkte igennem hendes krop og sad bundet fast om hendes sjæl, og uhyret få meter væk var ved at rulle tråden op med langsomme, støtte ryk.

En forgiftet tråd der langsomt var ved, at rådne hende op indefra. Smerten i den fremstrakte, blodige hånd steg, som om huden spontant var brudt i brand. Mørke linjer spredte sig langsomt væk fra såret langs blodårene.

Procella stønnede dybt i halsen og vendte sin hånd så hun kunne betragte den. Hendes øjne udvidede sig og hun gispede. Hun bakkede et enkelt skridt. Så tog hun fat om det ældgamle kors med den sårede hånd, og berøringen sved langt op igennem hendes krop.

“Behold, I give you the authority to trample on serpents and scorpions, and over all the power of the enemy, and nothing shall by any means hurt you.”

Hviskede hun og hævede blikket mod monsteret igen

“Then He called His twelve disciples together and gave them power and authority over all demons, and to cure diseases. He sent them to preach the kingdom of God and to heal the sick.”

Jægerens stemme fik en fast klang

“And He called the twelve to Him, and began to send them out two by two, and gave them power over unclean spirits … And they cast out many demons, and anointed with oil many who were sick, and healed them.”

Den klare stemme steg til et udfordrende brøl

“And when He had called His twelve disciples to Him, He gave them power over unclean spirits, to cast them out, and to heal all kinds of sickness and all kinds of disease. For this purpose the Son of God was manifested, that He might destroy the works of the devil.”

Hun hævede stagen højt og låste blikket fast på det hvide lys i monsterets bryst

"Lord...guide my hand!"

Procella blottede tænderne i et brøl og sprang fremefter imens hun af al kraft hamrede stagen mod det eneste mål hun havde at sigte efter.

De ufokuserede øjne trak sig sammen ved de begyndende ord. Skabningen virrede med hovedet i et forsøg på at lukke hendes stemme ude, men var ikke i stand til at dække sine ører med de fastlåste arme. Den brændende fornemmelse trak sig langsomt tilbage fra hendes hånd, selvom de mørke linjer stadig viste sig under huden omkring såret.

Giganten kastede hovedet tilbage, da ordene steg, overdøvede hende med et gennemtrængende brøl af smerte. Den intense kamp med de usynlige lænker tiltog og jorden under kæmpen rystede ved trykket. De nærmeste træer svajede i den pludselige vind og lettede midlertidigt den kvalmende varme Louisiana-nat.

Med den stigende bøn, kom presset af magi - eller religion - og piskede vinden fra skabningen som en cyklon omkring hende. I modsætning til magien tidligere, gjorde bønnen atmosfæren krystalklar, dæmpede den forgiftende indflydelse skabningen spredte omkring sig. Som en frisk vintermorgen, hvor sneen ligger uberørt. Procella bevægede stod i orkanens øje, i en overvældende stilhed.

Wicked skar en grimasse og snerrede lydløst af den lette sviden ved ordene. Selv han fandt det en irritation, men det var for sent inde i legen til at lade sig afsløre af noget så simpelt som en bøn fra en troende.

Krystal-omridset gav et lysglimt fra sig, da forbandelsen der holdt kropsdelene sammen gjorde et sidste forsøg på at trække nok kraft ud af jægeren, til at bryde fri. En af de kæmpe arme hævede sig, som om skabningen bevægede sig igennem sirup og rettede et langsomt slag, der aldrig ville nå sit mål, imod Procella.

Sølvstagen gled imod det flammende hvide omrids og ind igennem den læder-agtige hud. Den svage modstand, de den ramte imod fokus-punktet forplantede sig som et elektrisk stød, da den dybe ridse fra 'James' formular knækkede vidt åben under presset. Symbolerne på skabningens bryst flammede op som en blitz på et kæmpe kamera og lyset strømmede ud imod Procella som en fysisk trykbølge.

Der var intet skrig eller brøl - ingen sidste gestus. Skabningen faldt sammen på stedet. Ikke i en, men omkring 100 dele, da formularen der holdt de forskellige komponenter sammen forsvandt.

Et pust af energi strømmede tilbage ind i Procella og et par meter væk spændtes 'James' rygrad opad i en bue, som om nogle havde brugt en hjertestarter på ham. Der lød en gennemtrængende hvæsen, da han trak luft ned i lungerne gennem sammenpressede tænder. I næste øjeblik satte han sig halv op, vendte sig og begyndte at hoste, som om hans lunger var ved at flygte fra hans krop.

Procella klaskede tungt sammen på brolægningen da kæmpens krop pludselig ikke var mere. I et søle af slimet dødt væv kæmpede hun sig op på knæ og og sank galden tilbage

..oh god...this is...so grose...

Procella kom dirrende op at stå og måtte aktivt bekæmpe brækrefleksen der bølgede gennem hendes mellemgulv. Hun fiskede ned i bæltet og trak mobilen op. Hurtigt sendte hun en besked afsted.

*Daren, i need you to clean up the library. Can you do a gaspipe for me? I have a civilian*

Sekunder senere bippede det bekræftende svar ind. Procella gned sig træt over panden og øjnene, og skar ansigt da hendes fingre stødte mod hendes hjemmelavede bandana af James skjorte. James...

Hendes øjne søgte manden og hun hastede bekymret til hans side. Hendes fingre gled op og fandt det bløde punkt ved hans hals for at søge en puls. Hun havde aldrig været så udmattet før. Hun var komplet drænet emotionelt og fysisk.

"James? Dont die on me now...you owe me coke...remember?"

Hviskede hun stille og insisterende. Ville hun punktere noget hvis hun forsøgte at løfte ham? Hun bed sig kort i læben.

"Dude...im so sorry..."

Procella skubbede en arm ind om hans ryg og den sårede under hans knæhaser. Med en kraftanstrengelse, som stadig ikke burde være mulig, hendes størrelse taget i betragtning, kom hun på højkant med ham i favnen

Wicked lod en jamren bane sig vej over sine læber, da hun rejste sig med ham i favnen. Der havde ikke været meget spor af en puls, men han vred sig alligevel og åbenede de mørke øjne. De var stadig let ufokuserede, men ikke lige så udmattede og drænede som før. Den samme energi der var løbet tilbage i hende fra skabningen, havde tydeligvis fundet ham og pustet lidt mere liv i ham.

"What... happened?"

Hans hoved tiltede ind imod hende da hun tog et skridt. Han rynkede på næsen og lavede en grimasse.

"No offense, but.. You really... need a shower.."

De mørke øjne søgte henover hendes skulder og fik øje på det spredte bjerg af kropsdele, nogle af dem ikke mere end lunser af kød, der var blevet sat på skabningen for at give den fylde.

"Oh man."

Den allerede blege hud blev en smule mere gennemsigtig og let grøn i kanten. Wicked tvang sig til at synke langsomt og tydeligt i stilheden, før hans blik gled ned på den forbipasserende jord og op på Procella igen. En rynke furede hans pande og han så lettere fornærmet ud over at blive båret som et barn.

"You.. killed it? Let me.. down. I think I can.. walk on my own."

Protesterede han, på trods af pauserne for at trække luft ind, og kæmpede imod hendes greb.

Procella smilede anstrengt ned til manden i hendes arme

"something large and ugly...and i kicked its ass...i told ya i would..."

Hun skar en grimasse

"Thank you so much...you dont smell like roses you know"

Faktisk havde han en lidt sær krydret duft. Var det den mystiske skabning hun kunne lugte på ham?

"You can walk? Are you sure? My car is over there"

Varsomt vippede hun hans krop i stilling så hans sko fik kontakt med astfalten. Hun trak vejret dybt da anstrengelsen fik det til at sejle kort for hendes blik. Hun havde brug for at sidde ned og få nogen til at kigge på det forbandet sår i hendes hoved

"I dont suppose you are a med-student or something are you?"

Spurgte hun en smule mørkt og med en hånd mod hans ryg førte hun ham mod den sandfarvede volvo

Han tog et prøvende skridt, da hans fødder nåede jorden, vaklede og faldt næsten forover, før han fangede rytmen igen. Der gik et ryk igennem hans krop, da han fik lagt vægten forkert og hans kæbe knagede for at holde et udbrud inde. Alligevel bredte et lettet udtryk sig over hans ansigt, da de fortsatte.

"I was sure... my spine was... toast... after that toss."

Han rettede sig forsigtigt og så ned på hende med skyggen af et beklagende grin.

"Sorry, no such... luck... majoring in.. language studies."

De mørke øjne gled op til hendes sår og han hvislede luft ud mellem tænderne. Et øjeblik efter rynkede han panden.

"Is that my shi-.. you know what.. nevermind."

Et halvt smil formede sig på hans læber og han rystede på hovedet.

"Not the way.. I thought my.. day would go.. when I got out of bed."

Da de nåede bilen, viftede han med hånden, for forpustet til at sige noget og lod sig glide ned på jorden, med ryggen op af volvoen.

"Just.. need af moment."

Procella så irriteret på ham da han gled ned på jorden

" Yeah...how your head feel?
- Who me, oh im just fine, my brains just falling out, thanks for asking
Doom, you stained my shirt
- Oh sorry, let me buy you a new one, and no problem about the soul-saving either"

Mumlede hun syrligt. Hun lod sig tungt glide ned på jorden ved siden af James og lagde nakken mod det kølige metal, så den blodige bandage ikke kom i kontakt med bilen

"Any time dude...i need to get some ice on this...do you live anywhere near here? Do you need a ride?"

Hendes krop begyndte at føles uendelig tung efter blodtab og adrenalin. Hun blev nødt til at rejse sig om snart. Hun kunne ikke tage på motel på den her måde. Det så desværre ud til at blive en nat i bilen. Mon hun kunne finde en sø et sted så hun ikke lignede en der var igang med at blive myrdet?