En skummel tur i byen //Cleon//

Hun var stille ved at være ved sig selv igen, men tårene løb stadig ned af kinderne, mens hun prøvede at ligge minderne ind bag de låste døre igen. Det lykkes ikke helt mens rummet omkring hende blev stille forvandlet til den lille hytte igen og det var ikke længere hendes fars favn hun var i, det var Cleons. Hun rystede ikke så meget mere, og hulkede heller ikke. Hun holdte bare stille om ham, mens hun nød varmen fra hans favn...

Han trykkede hende stadig let indtil sig selv, mens han aede hendes kind og hår. Han var glad for at hun ikke hulkede eller rystede så meget mere, det fortalte ham at hun havde fået det bedre. Han blev også ret glad for at han havde valgt at lade være med at dræbe hende. Hun var jo ingen dræber og fortjente vel ikke at dø så.
"Har du fået det bedre...?"
Han viskede det stille og roligt til hende med en venlig og varm stemme.

Hun tænkte stille og tårene stoppede efter et stykke tid. Hun fik skubbet minderne ind bag døren og låst den igen ved lyden af hans stemme og hun åbnede stille de blanke øjne. Hun holdte bare stille om ham da hun svarede med et nik og tilføjede med en lav stemme "Du er faktisk ret god til det der, at du ved det" det havde trukket let op i hendes mundvig ved tanken om det, hvilket viste at hun havde lagt minderne bag sig igen...

Han smilede til hende, et varmt og meget venligt smil. Han var ikke helt sikker på hvad det var hun mente han var god til men bare det at han havde gjort noget rigtigt gjorde ham glad. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre hvis ikke han kunne hjælp folk der havde brug for det, det var jo nærmest det han var skabt til.
"tak..."
Han rødmede en smule da han sagde tak.

Hun opdagede nu at hans trøje var helt dækket af hendes blod, hvilket fik hende til at bide sig i læben og næsten le da hun sagde "Du må undskylde det med din trøje" Hun havde endnu ikke opdaget at hun også selv var smurt ind i sit ejet blod. Hun havde det lille træk i mundvigen der hentydede et smil. Hun var nogenlude stabil igen...

Han havde ikke lagt mærke til at hans trøje var blevet smurt ind i hendes tåre, eller blod var det jo sådan set. Han smilede til hende over at hun var begyndt at grine lidt. Det var enligt utroligt hvordan den vampyr var, han havde ihvertfald aldrig oplevet en vampyr der var så menneskelig.
"Det gør ikke noget jeg skal nok finde noget andet"
Han begyndte at le lidt, og smilede denne gang var smilet som det havde været hele tiden, men nu var det også sådan virkelig glad.

Hun tænkte stille og havde det lette træk i mundvigen menas hun så op på ham. Hun lignede noget fra en gyserfilm, hvilket hun ikke selv havde opdaget endnu. Hun havde stadig lagt armene omkring ham, mens hun næsten havde glemt at hun få minutter forinden havde værret meget deprimeret...

Han brød sig ikke om følelsen af den klæbrige trøje, som klistrede sig mod hans krop, på grund af al den blod der var på den. Han vidste ikke om han skulle gå ind og skifte den eller bare tage den af. Han var i tvivl da han ikke rigtigt hav lyst til at flytte sig fra hende, fordi han var bange for at hun så ville bryde sammen igen. Han var jo ikke sikker på om hun kunne holde til at græde så meget når det var hendes blod der kom ud på den måde.
"Er du okay igen?"
Han spurgte mens han lige børstede noget af hendes hår væk fra hendes ansigt.

Hun lagde hoved lidt på skrå og mærkede at han fjernede lidt af hendes hår fra hendes ansigt. Hun havde stadig den lille trækning i mundvigen, da hun nikkede ivrigt som svar på hans spørgsmål. Hun gav stille slip på ham, mens hun stadig betragtede ham med de mørke øjne...

Han smilede bare som svar til hendes svar. Han rejste sig lige så langsomt væk fra hende, og gik over mod det lille pulterkammer. Da han havde rejst sig trak han sin trøje af og smed den på gulvet. Han gik bare videre hen mod pulterkammeret, hans ryg og faktisk hele hans overkrop var domineret af mange store ar, nogle af dem så meget nye ud. Han vidste også at nogle af dem kunne finde på at springe op, så derfor var han forsigtig.

Hun tænkte stille og betragtede bare hans mange ar, og var enlig forbløffet over at han kunne have overlevet med dem alle sammen. Hun sad bare i hjørnet der var blevet dejligt varmt efter han havde siddet der i et stykke tid. Hun så bare efter ham med den lille trækning i mundvigen, mens hendes tanker var som en stille sø i fuldmånens skær...

Han gik ind i det lille pulterkammer og begyndte at rode kasser ud og igennem. Der var massere tøj i det lille kammer, men det meste smed han bare ud i den lille stue, da det ikke var noget han kunne passe. Han fandt dog til sidst en skjorte han kunne passe, hvis han ikke tog fejl var det faktisk en han selv havde efterladt her ude.
Han gik stille og roligt tilbage til Valerie, mens han knappede skjorten. Han hadede lidt hvad det var han havde fået sig selv og hende rodet sig ud i, han var bange for at der kunne være nogle vampyre eller varulve der kunne finde dem ved at følge blodets duft.

Hun betragtede stille hans søgen efter noget tøj der passede, og havde stadig den lette trækning i mundvigen, da han kom ud og var ved at knappe skjorten, han havde fundet. Hun sad bare stille og krøb sammen i hjørnet, der var dejlig varmt. Hun fulgte ham med øjnene der havde et let blåligtglimt i sig...

Han gik over til hende og satte sig ned foran hende. Han gad godt at vide hvordan han ville have det med at være sammen med hende hvis ikke han havde været nød til at redde hende. Han ville gerne vide om hvis nu de bare var mødtes her i hytten uden at vide hvad hinanden var om han så ville have dræbt hende når han fandt ud af det. Han vidste godt at det var noget han aldrig fandt ud af. Han blev pludselig slået af noget, hun virkede jo meget menneskelig, så han tænkte at hun var ret ny vampyr. Han vidste godt hans spørgsmål kunne virke stødende men han gjorde det alligevel.
"Hvor.. øhm. længe har du været vampyr...?"

Hun tænkte stille og lagde hoved lidt på står, mens hun regnede det sammen "joh, jeg var lige fyldt 19 da jeg blev vampyr og jeg er 109 år så det må være 90 år" svarede hun ham lidt undrende, da det var langt tid siden hun havde tænkt over hvor gammel hun enlig var. Hun var jo en realativt ny vampyr i følge hende selv, og hun havde også selv valgt at holde lidt ved sit menneskelige jeg, da det var en af de få måder hun kunne huske sin familie og holde hendes hævntørst ved lige...

Han smilede lidt over hvordan hun lagde hendes hoved på skrå. Det så sjovt uden at hun sad på den måde, men han fandt næsten alt ved hende værd at smile over. Han undrede sig lidt over det hun sagde han havde faktisk regnet med at det var noget kortere tid siden han var blevet forvandlet men sådan kan man jo blive så overrasket.
"Gud er du så gammel..."
Det for bare ud af munden på ham inden han nåede at tænke sig om. Det var ikke meningen han ville have det il at lyde som om han fandt hende virkelig gammel.
"Jeg... men... jeg...."
Han stivnede bare fuldstændig og blev helt rød i hovedet han kunne ikke forstå at han virkelig havde sagt sådan. Det var noget helt andet han ville have sagt.

Hun smilede stille af hans kommentar og havde stadig hoved lidt lagt på skrå. Hun tænkte stille og beragtede ham, da hun svarede " Hundrede år er ingenting min..." Hun havde lidt svært ved at nævne den person der havde forvandlet hendes liv til et helved, men hun fik det dog over læberne "Min skaber er vel ved at være omrking de 500 år nu, og han var en meget ung vampyr, da han forvandlede mig" Hun betragtede ham, med det lille træk i mundvigen, selv om det var lidt mere mat end før..

Han vendte sig langsomt rundt i forlegenhed over at han havde sagt det han havde. Han var faktisk sur på sig selv over at han havde sagt sådan noget. Han kom da også til at tænke over hvor gammel han faktisk selv var. Det var jo ikke ligefrem fordi han sådan rent tidsmæssigt var det man kunne kalde ung længere. Han overvejede om der ikke var et eller andet han kunne sige eller spørge om. Han vidste bare ikke hvad det skulle være han ville spørge om eller snakke om.
Han vendte sig langsomt rundt igen, men stadig meget rød i hovedet af pinlighed. Han kiggede på hende og åbnede så munden for at sige noget men der kom ikke noget ud. Han gjorde forsøget en gang mere men først tredje gang kom der noget ud.
"Jam... ha... d..."
Men det var ikke rigtigt forståeligt for nogen som helst ikke en gang ham selv, som bare ikke forstod hvad der var med ham han kunne ikke længere tale til hende.

Hun tænkte stille og betragtede ham med hoved lidt på skrå, da hun godt kunne se at han var pinligt berørt over hvad han havde sagt. Hun rejste sig stille op før hun sagde "jeg må nok hellere vaske mit tøj rent igen så blodet ikke sætter sig i vævet" Hun havde stadig den lille trækning i mundvigen, da hun stilte sig på tær og kyssede ham på halsen, da hun ikke kunne nå længere op. Hun gik stille hen til badeværelset og fandt et håndklæde, før hun gik ud til hoveddøren og åbnede den. Hun gik stille ud og lukkede døren efter sig, før hun begyndte at gå over imod den lille klippesprække hun havde brugte, da hun havde vasket sig ren sidst...

Han smilede over hvordan det var hun lagde hovedet på skrå. Det så, så sødt ud når hun lagde hovedet på skrå. Han stod bare der og så på hende. Da hun sagde hun nok hellere måtte vaske sit tøj nikkede han bare da han stadig havde problemer med at snakke. Han blev også en smule nervøs da han kunne fornemme at hun ville til at gå ud af døren og uden for. Han ville til at sige noget da hun kyssede ham på halsen. Det kys på hans hals fik ham bare til at blive helt ude af den, uden nogen som helst anelse af hvad han skulle gøre af sig selv. Han kæmpede med at sige noget og fik da også ordene ud.
"Kom... nu tilbage sik.ker..."
Han havde stadig ikke fuld kontrol over hans stemme.

Hun havde det lette træk i mundvigen, der var mere glad end før, ved tanken om at han bekymrede sig for hende. Hun gik stille gennem den høje sne, mens hun betragtede det klare vejr efter som snestormen havde lagt sig. Hun fandt hurtigt frem til den lille klippe sprække og trak hurtigt skoene og kjolen af. Hun lagde det stille på jorden og satte sig ned, før hun begyndte at vaske kjolen ren i den kolde sne...

Han satte sig ned i den ene læne stol der var i huset. Han satte sig bare i stolen og begyndte at græde. Han sad der bare mens han kunne mærke hvor hendes læber havde rørt hans hals, og mærke hvordan tårene løb ned af hans kinder. Han græd, fordi han ikke kunne finde rundt i sig selv lige nu. Han forstod ikke hvad der skete med ham, han var jo vant til at dræbe vampyrer når han så dem, ikke det her.

Hun tænkte stille og fik stille gjort kjolen helt fri for blod, før hun Lagde den i sneen og begyndte at vaske blodet af skoene, hvilket af en del sværre, da det var lavet af gammelt læder. Hun havde stadig den lille trækning i mundvigen, mens hun holdte tankerne fuldt på sit arbejde, da den mindste skræmme på dem ville kunne ødelægge den helt. Hun fik langsomt og tålmodigt masseret blodet ud af det faste læder. Hun blev færdig og lagde dem hen ved siden af kjolen før hun begyndte med det næsten tørre blod på sin perlemorsfarvede hud...

Han sad bare i stolen og græd, ikke fordi han var virkeligt ged af det men mere fordi han bare var fuldstændig forvirret. Han ventede på at hun kom tilbage, men han havde på den anden side en lyst til at hun bare skulle forsvinde og aldrig dukke om i hans liv igen. Han tænkte så meget, men det ville bare kunne ødelægge hans liv. Han sad og tænkte over det længe men i sidste ende kom han frem til at han havde lige så meget ret til at have det liv han ønskede som nogen anden. Han stoppede ret hurtigt med at græd og sad så bare i stolen.

Hun tænkte stille og fik vasket blodet af hendes krop. Hun lod blikket glide rundt, før hun opdagede, at sneen var blevet helt rød, af hendes blod. Hun rejste sig bare stille og tog håndklædet omkring sig, før hun samlede sin kjole og sko op fra sneen.Hun gik stille tilbage imod hytten, i de samme spor som hun gik hen til sprækken i. Hun havde fokus på hytten der kom til syne kort efter. Hun nåede hen til hytten og gik ind før hun lukkede døren efter sig...