En skummel tur i byen //Cleon//

Hun rystede bare og bed tænderne sammen, mens blodet trillede ned af hendes perlemorsfarvede kinder. Hun mærkede hans varme arme omkring sig og varmen begyndte stille at modarbejde den kulde der havde frosset hendes hjerte til is. Hun kneb øjnene sammen og mærkede hans varme læber imod sin kind. Hendes søster havde fået lirket låsen op, men nåede ikke længere da varmen og kærligheden fra Cleon langsomt fik gjort hende mere stabil igen, hvilket gjorde det svære for hendes søster at åbne døren op. Hun knuede sig bare ind til ham, mens hun med en græde færdig stemme, der næsten hele tiden knækkede over svarede "d-d-du... m-må....ikk-kk-kk-kke....f-f-forl-l-l-lad-d-de... m-m-mig...a-a-a-a-ald-d-d-d-dr-r-rig" hendes krop rystede stadig hvilket smittede af på hendes stemme...

"Jeg vil aldrig forlade dig. Jeg er faktisk ligeså bange for at miste dig, jeg ville bare være sikker på at du ikke lod dig nøjes ved at elske mig..."
Hans stemme var så mild og blød som nogen engels stemme kunne være. Den var også meget varm og omsorgsfuld. Han sad bare og holdt om hende, mens han knugede hende ind til sig. Han kyssede hendes tåre af kinden, selvom de var blod.
"Undskyld... Valerie jeg forlader dig aldrig"
Han stemme var stadig varm, mild, blød og omsorgsfuld, men nu var den også lidt hård så hun virkelig kunne forstå at han mente det af hele sit hjerte.

Hun rystede stadig lidt mens hans ord og varme favn hjalp med at tø hendes hjerte op igen. Hun kunne stille og roligt låse hendes søster inde igen og trække nøglen ud med rystende hænder. Hun holdte bare blidt om ham mens tårene bare stadig trillede ned af hendes kinder. Hun rystede stadig men var ude af fare for at blive overtaget af hendes søster, da hendes hjerte langsomt begyndte at banke igen og hende lunger kort efter fulgte trop...

Han blev bare ved med at holde hende ind mod sig selv. Det var nærmest som da de havde sat ude i hytten, hytten som nu nok ikke var mere end en bunke pindebrænde som var blevet forkullet. Han kiggede ned på hende, ned på den smukke kvinde han sad sammen med på køkkengulvet, men trist var det dog at hendes smukke perlemors farvede hud skulle spoleres af de røde tåre som trillede ned af hendes kinder. Han kyssede stadigvæk hendes tåre væk fra kinden. Han blev meget glad for at høre hendes hjerte slå igen, da han vidste det betød hun var blevet mere sig selv igen. Han kunne også høre hvordan hun begyndte at trække vejret, det var noget der glædede ham.
"undskyld..."
Hans stemme var sørgmodig og ked af det, men også varm.

Hun kom stille helt tilbage til sig selv mens hun stoppede med at ryste og tåren stille blev færre og færre. Hun snøftede stille og nød bare den sidste smule af kulde der forlod hendes krop, efter som hans krop var varm nok til at jage det væk. Hun trak vejret dybt og åbnede så øjnene igen, mens hun staidg holdte om ham og nød hans kropsvarme. Hun sad bare sådan lidt mens hendes sjæl kom sig efter det næsten nedbrud den lige havde haft...

"undskyld..."
Han kunne ikke lade være med at blive ved med at undskylde over for hende, da han jo godt vidste at det var hans skyld at det var gået som det gik. Det var jo hans skyld, at hun havde været lige ved at knække sammen, og bukke under så hendes søster kunne have været kommet ud igen. Det var hans skyld at hun var blevet så ked af det og den fejl ville han aldrig gøre igen.
"undskyld..."
Hans stemme var stadig den samme, og hans undskyldning var stadig fuld af følelse. Han fortsatte sine blide kys på kinden for at fjerne de sidste stille små tåre.

Hun nød hans blide kys og hans undskyldninger hjalp også lidt på det. Hun beragtede ham stille og havde ingen ord tilbage. Hun trak bare vejret tungt et par gange før hun mente at hun var kommet sig helt før hun blidt hviskede "d-det er okay nu" hendes stemme knækkede over i det første men hendes stemme blev mere og mere fast efter hånden som hun svarede ham...

Han holdt om hende og løftede hende op fra gulvet. Han syntes ikke der var nogen grund til at de sad og blev kolde på gulvet. Han aede hendes kind og kyssede hende på panden. Han var stadig sur på sig selv over hvad det var der var sket, men han ville ikke sige undskyld mere da han følte hun ikke brød sig om det. Han var meget glad for at høre hendes stemme og specielt at høre hendes stemme der blev mere virkelig og fast.

Hun mærkede hans muskuløse arme omkring sig, da han løftede hende op i sine arme. Hun havde blidt lagt armene omkring hans hals og nød hans blide kys. Hun havde lukket øjnene halvt i nydelse, da han blidt strøj hende over kinden, mens hun var glad for at han ikke begyndte at undskylde mere, da hun ikke var specielt glad for at han gjorde det. Hun følte sig tryk i hans varme favn og kunne mærke at hendes krop begyndte at slappe lidt mere af...

Han var ret meget i vild rede over hvad han skulle gøre ved hende nu. Han vidste ikke om han skulle sætte hende ned, om han skulle lægge hende ned eller i det hele taget hvad han skulle gøre. Han blev, på grund af at han ikke helt vidste hvad der ville være det smarteste at gøre, bare stående. Han ville ikke gøre noget hun ikke ønskede og håbede derfor at hun ville sige noget hun gerne ville have ham til at gøre.

Hun lå bare blidt i hans arme, med sine arme omkring hans hals. Hun kyssede ham blidt på kinden før hun sagde "jeg tror godt du kan sætte mig ned" med en blød og blid stemme. Hun kunne godt mærke på han at han ingen ide havde om hvad han skulle gøre. Hun tænkte stille og havde den lette trækning i mundvigen...

Han stod lidt før han satte hende ned igen. Han kiggede bare på hende og kiggede så rundt i køkkenet. Hans mave begyndte at knurre ret voldsomt da han ikke rigtigt havde fået noget at spise den sidste lange stykke tid. Han kiggede så over mod hende, lidt rød i hovedet, fordi han ville spørge om hun havde noget mad i huset. Han vidste jo ikke om hun havde det når hun jo ikke selv spiste det.
"Har du noget mad?..."
Han smilede roligt til hende, og var stadig lidt rød i hovedet.

Hun kunne ikke lade vær med at fnise lidt, før hun gik hen til køleskabet og åbnede det. Hun tænkte stille og svarede ham så "det kommer jo an på hvad du mener med 'spiseligt'" Hun havde et tydeligt og lidt større smil end normalt, mens hun betragtede ham med de mørke øjne der havde et glimt af glæde..

"Ja altså noget mad du ved for mennesker..?"
Han smilede lidt ved tanken af hvordan han var nød til at sige det, da han sjældent talte om mennesker på den måde, og han havde jo også altid følt sig distanceret fra de dødelige. Han vidste ikke helt hvad det var hun mente med det hun sagde så han gik bare over mod hende og ventede på at hun svarede ham, på hans spørgsmål.

Hun havde stadig det tydelige smil i mundvigen og hun svarede "Så må du selv vælge for jeg har ingen ide om hvad menneskene spiser" Hun trådte lidt til side så han kunne se ind i det overfyldte køleskab. Hun betragtede ham stille og havde helt glemt spisoden fra før...

Han smilede bare til hende og kiggede ind i køleskabet. Han kunne se at der var stort set alt hvad man kunne tænke sig at spise. Han tog først noget pålæg og noget brød frem som han smurte en stor portion af. Han var utroligt sulten og mængden af mad han tog frem virkede jo nærmest som frådseri men nu havde han jo ikke ligefrem fået noget rigtigt at spise de sidste par dage. Han havde brugt meget energi så han havde virkeligt brug for det.
Han satte sig, da han var førdig med at lave mad, til at spise dem stille og roligt.

Hun tænkte stille og havde bare sat sig op bordet, så hun sad forenden af det. Hun vippede lidt frem og tilbage med benene, mens hun lagde hoved på skrå og betragtede ham, med et tænksomt udtryk. Hun havde stadig den lille trækning i mundvigen mens hun var forbavset over at en engel kunne spise så meget *nårh jah det er jo ikke mig der er en engel* tænkte hun stille for sig selv...

Han blev færdig med at spise og rejste sig op for at tage noget vand at drikke. Han tog et glad og fyldte det med vand, og satte sig så ned igen ved siden af hende. Han kiggede på hende og tog så noget at vandet og drak. Han kunne tydeligt mærke at der var noget mærkeligt med ham, som om der var noget i vandet eller maden. Han kiggede på hende med slørede øjne og inden han lige som 'forsvandt' nåede han at smile til hende, og så faldt ned af stolen. Hans hoved ramte gulvet hårdt og det begyndte at bløde.

Hun anede ikke hvad der var sket og gav et kort skrig fra sig, da han faldt om på gulvet og slog huld i hoved. Hun hoppede hurtigt ned af bordet og satte sig ved hans hoved som hun blidt løftede op. Hun kunne dufte hans meget tiltrækkende blod der fik hendes mund til at løbe i vand, men hun rystede hårdt på hoved før hun stille krystaliserede hans sår i hoved og hun havde ingen ide om hvad ellers hun skulle gøre. Hun sad bare helt hjælpeløs med hans hoved i sit skød og tårene der pressede sig på inde fra...

Han mærkede selv styrtet mod jorden og nåede også at mærke smerten i hovedet da hans hoved fik slået hul mod det hårde gulv. Han lagde der bare med svagt bankene hjerte og blodet der var blev fyldt med en eller anden gift. Han blev bare liggende med hovedet og hele kroppen helt slap. Han havde da også bare nogen der gerne ville af med ham, men han vidste ikke hvem.

Hun havde ingen ide om hvad hun skulle gøre og følte sig for første gang hundrede procent hjælpeløs. Hun bestemte sig bare for at hun kunne bære ham ind i sengen, da hun ikke kunne finde på andet. Hun løftede ham stille og blidt op fra gulvet før hun begyndte at gå imod værelset. Hun betragtede bare hans krop der var helt livløs ud over hans hjerte der stille slog og hans vejrtrækning der var meget svag. Hun gik stille ind på værelset, før hun blidt lagde ham på sengen. Hun hentede lydløst en stol og satte sig bare til at vente på stolen, som hun havde sat ved siden af sengen. Hun var på grådens rand og det gjorde enormt ondt i hjertet at sidde og se på hans livløse krop uden at kunne gøre noget overhoved...

Han lagde i sengen og han lagde der bare mens hans krop forsøgte at holde stand mod den gift der kredsede rundt i blodet på ham. Han var ikke helt væk dog han kunne stadig bevæge sig lidt han havde meget få kræfter tilbage, men han havde dog nogle endnu. Han fik tvunget den ene arm lidt op og pegede over mod hans sværd. Han vidste jo godt selv hvad der faktisk var galt men kunne ikke tale og derved ikke fortælle det til hende.

Hun tænkte stille og så til sin overraskelse at han pejede på sværdet. Hun tog det stille og gav ham det, mens hun var ved at dø af bekymring og hadede sig selv for at være så hjælpeløs og dum. Hun sad bare og bebrejdede sig selv for at have ladt ham spise maden. Hun trak bare benene op under sog og lagde armene omkring dem. Hun gøs stille og kunne bare ikke holde sig selv ud, mens tårene stille begyndte at trille ned af kinderne på hende...

Han lagde sværdet så det hang halvt end af sengen, skråt. Han lagde så det håndled, han ikke brugt til at holde sværdet med, oven på sværdbladet æg parallelt med æggen og gjorde klar til at lade den glide ned af æggen så blodet ville flyde så giften ville blive hevet med ud, eller ihvertfald en stor del af giften ville komme med ud. Han vendte sit hoved mod hende og smilte, et meget sorgmodigt smile som om han undskyldte.

Hun havde en ide om hvad han ville gøre og nikkede så, før hun stille rejste sig "hent mig når du er færdig" mumlede hun stille og gik ud på gangen før hun lukkede døren. Hun gik stille ned af gangen og fortsatte ned af trappen for at komme så langt væk fra alt hans blod så mugligt. Hun nåede ned i vinkældren, før hun satte afsted i retningen af det fjerneste hjørne. Hun græd ikke mere men bebrejdede bare sig selv...