En skummel tur i byen //Cleon//

Alle vampyrene ud over de to der holdte valerie og den vampyr der havde bogen hvæsede og sprang på ham. Vampyren med bogen ignorerede englen og lukkede bogen før han tog en sølvkniv frem og startede med at skære dybt ind i valeries håndled, før han bagefter gjorde kunsten efter i det anden af hendes håndled. De to vampyrer der holdte hende tog heller ingen notis af englen men holdte hende bare stramt..

Valerie mærkede en stor smærte i håndledene, da Kniven skar sig dybt ind i dem. Hun ville skrige men hendes mund var bundet så den eneste reaktion var tårene der trillede hurtiger ned af kinderne nu. Hun frygtede for Cleons liv og ville ønske at hun kunne hjælpe ham, men det var hun ude af stand til at gøre i øjeblikket...

Da vampyrene sprang på ham, var der kun en ting der for gennem hans hoved at lade dem brænde dem selv til døde, fordi de så meget som forsøgte at dræbe hende. Hans krop stod hurtigt i flammer sammen med hans vinger der foldede sig ud. Han vidste ikke noget om hvor længe det faktisk ville holde dem fra at gøre ham noget, men han forventede at det ville vare længe nok til at han kunne når hende. Han maste sig frem mellem dem og huggede efter den vampyr der skar i hendes håndled. Det der kunne de godt glemme alt om. Han skulle personligt nok stoppe dem.
"Lad hende så være!!!"
Hans stemme lød som troden, og skar gennem luften som et lyn. Han var ikke til at spøge med lige nu, og det ville være det dummeste at gøre.

Vampyren de havde skåret hende satte i brænd, da den brændende engel rørte ham og han tabte kniven ned på jorden. De to vampyrer der holdte valerie blev forbavsede og var ude af fokus i to sekunder, hvilket var nok for valerie til at rive sig løs og krystalisere dem begge to. Hendes blod løb hurtigt ud af hendes krop og hun skyndte sig at krystalisere sine håndled, før hun spildte mere blod. Hun var allerede omtåget da hun ikke havde fået meget blod på det sidste og blodtabet hun lige havde haft hjalp overhoved ikke på det. Hun valkede lidt og var meget rundt på gulvet...

Han fortsatte sin gang hen mod hende uden at overveje nogen som helst fare for ham selv. Han tænkt kun på en ting og det var han skulle have hende i sikkerhed, og det kunne ikke være i hendes lejlighed den kendte de for godt, og hytten var brændt ned. Han kom så i tanke om at der trods alt plejede at ligge nogle sheltere ude i skoven de kunne vel bruge en af dem som midlertidigt skjul. Han fik slukker ilden alle stede end hans vinger, som han slog efter vampyrene med. Han greb fast i Valerie og knuede hende ind mod sit bryst og satte så i løb og kastede sig op i luften.
"jeg skal nok få dig i sikkerhed."
Hans stemme val mild, og det samme var det smil der bredte sig over hans læber.

Vampyrene hvæste bare af dem og forbandede dem da de ikke kunne komme inærheden fordi hans vinger brændte.

Valerie mærkede bare hans beskyttede arme omrking sig da han løftede hende op i sine arme. Hun var stadig lidt omtumlet og havde svært ved at fokusere, mens hun bare knuede sig ind til ham. Hun havde blidt lagt armene omkring halsen på ham, men hun havde ingen ide om hvor de var på vej hen. Hun stolede på ham og havde svært ved at samle tankerne og formulere et spørgsmål uden at få meget ondt i hoved. Hun så bare på verden der gyngede for hendes blik som et skib på et stormfuldt hav..

Han baskede med vingerne for at stige til vejrs så hurtigt som muligt og begyndte så ellers bare at svæve igennem luften. Han havde bare et mål at nå skoven og finde en shelter før hans flammer slukkede. Han var ikke helt sikker på hvor der var nogen men han vidste han nok skulle formå at finde en inden det var for sent.
Da han havde svævet et stykke tid så han en lille shelter der nok kun var beregnet til en person men han var nød til at lande med det samme så han kunne slappe af og sådan hun også kunne slappe ordentligt af. Han landede ved shelteren og lagde hende ind i den, og pakkede hende så godt ind i den frakke han havde på. Han var træt af de ikke havde mere lige nu men det kunne der ikke gøres noget ved. Da han havde pakket hende ind satte hans sig ned med ryggen mod siden så hans front var imod hende, inden slukkede han flammerne og han kunne mærke energien forsvinde, men han kunne også mærke at han bare havde brug for at sidde og at det ikke var nødvendigt for ham at sove.

Hun var stadig svimmel, da hun mærkede hans varme jakke omkring sig. Hun prøvede at fokusere men det var som om nogen havde borret huld igennem hoved på hende hver gang hun prøvede på det. Hun opgav bare efter et lille stykke tid og lod bare sin udmattede og udsultede krop få vile...

Han sad bare op ad shelteren og ventede på at hun ville vågne, hvorfor skete den her slags altid for ham. Han var ved at være godt og grundigt træt af sin egen skaber, for han var helt sikker på at den var hans skyld at de her ting skete. Han håbede at hun snart ville vågne igen. Han rejste sig op og lagde sig ind til hende, for at støtte og holde om hende.
Han kiggede på sit sår på håndleddet og så på hendes, han blev lidt sur over sig selv, at hun havde været nød til at bruge sin evne på at stoppe blødningen fordi han var for dum og for langsom.

Hun mærkede hans varme krop imod sin, da han lagde sig ind ved hendes side. Hun havde voldsomt ondt i hoved men tankerne var begyndt at hænge sammen igen. Hun var vogen men havde valgt at have lukket øjnene, da den gyngende verden uden for hendes syn fik hende til at få et værre. Hun lå bare i hans arme, mens hun prøvede at fokusere på varmen, hvilket hjalp lidt på hovedpinen, men ikke meget..

Han lagde armene tæt om hende og trykkede hende let ind til sig, for at holde hende varm, selvom han godt vidste at hun som sådan ikke havde brug for varme, men han fandt det bare rigtigt at gøre. Han gjorde det måske også fordi at ellers ville han komme til at fryse når han ikke længere havde noget tøj på overkroppen. Han vidste at de ikke kunne klare sig her i shelteren ret længe hvis de ikke fik fat i nogle ting. de havde ihvertfald brug for nogle tæpper og gerne noget brænde bål kunne han da altid skaffe dem.

Hun begyndte stille at kunne tænke sammenhængen igen, og kunne mærke blodtørsten der skyllede ind over hende som en bølge. Hun åbnede stille de mørke øjne, og nød bare varmen fra hans krop. Selv om hun ikke havde brug for varme var det alligevel dejligt at have den, da det gav hende en følelse af trykhed. Hun sank en klump før hun med en hæs hvisken spurgte "E-er du såret?" Man kunne nemt høre bekymringen i hendes stemme og ømheden strålede ud af hende...

Han blev meget glad da hun vågnede igen. Han var lykkelig over at høre hendes blide stemme, selvom den var fyld med frygt og bekymring. Han kiggede på hende, inden han svarede hende.
"Næh ikke hvad jeg ved af, men hvordan har du det."
Han smilede blidt til hende, med sorgmodige øjne men de havde dog et varmt glimt. Hans stemme var omsorgsfuld, og varm. Han trykkede hende let og kyssede hende på kinden før han fjernede armene om hende.

Hun tænkte stille og var glad for at han ikke var kommet noget til. Verden var stadig lidt tåget men det var ikke nær så værst som det havde været. Hun nør hans blide kys og tankerne var nu helt klare igen. Hun satte sig langsomt op, da det stadig gjorde utrolig ondt i hoved på hende. Hun kunne mærke sulten nage og havde stadig en let svag stemme da hun svarede ham "J-jeg er sulten" Hendes stemme var meget lav hvilket bare understrejede at hun stadig var svag...

Han kiggede bare på hende, for at prøve på at finde ud af hvad han skulle gøre, skulle han tilbyde hende noget af sit blod eller skulle han gøre noget andet. Han kunne forsøge at fange hende et dyr, som hun kunne spise fra, men han vidste jo godt hun ikke brød sig om dyre blod, det var der jo ingen vampyre der gjorde. Han smilede blidt til hende, og sank en klump. Han kunne kun se en ting at gøre og det var at give hende noget af hans eget blod, da han jo ikke lige slæbte rundt på en blod pose.
"Du må godt tage fra mig, hvis du gerne vil"
Hans stemme var varm, venlig og omsorgsfuld. Han var ligeglad med om hun brugte ham som en blodpose, for hvis hun havde brug for blod så skulle hun vel have noget blod, og når han havde massere af det, og selv kunne lave mere, var det jo intet problem.

Hun rystede voldsomt på hoved så hun var lige ved at få det dårligere end før, før hun med en lav men bestemt svarede ham "Nej, du skal ikke lide på grund af min sult. Jeg tager noget hjemme fra kældren" Hun rejste sig stille efter hun var kravlet ud af shelteren, men det var åbenbart for meget for hendes hoved, for hele verden begyndte at gynge igen og hun måtte støtte sig til shelteren for ikke at drætte om...

Han så godt hvordan hun forsøgte at kravle ud af shelteren og bevæge sig tilbage til lejligheden. Han kunne ikke forstå hvorfor hun gjorde det, hun kunne ikke holde til det i hendes tilstand og det var simpelthen for farligt at tage derind igen, vampyrene ville helt sikkert hurtigt finde hende og det kunne han ikke tillade igen.
Han greb fat i hende og hev hende ind i shelteren igen. Han ville ikke lade hende gøre forsøget da det næsten helt sikkert ville få hende dræbt.
"Du bliver her, du er ikke i stand til at tage derind, og det er også for farligt!"
Hans stemme blev streng, men den var stadig varm og omsorgsfuld han ville jo bare holde hende sikker, for folk der ville skade hende.

Hun havde fået det dårligere end før og det hele kørte rundt i hoved på hende. Det tog hende lidt tid at få formuleret et svar til ham "Den eneste grund til de kom ind før var fordi jeg var svækket. Jeg skal bare have noget blod fra kældren, så kan jeg forstærke døren igen" Hendes stemme var bestemt men og meget svag. Hovedpinen dunkede som en kæmpe tromme igennem hendes hoved...

"Jeg lader dig ikke gøre det! Du er ikke i stand til at nå der hen i din tilstand!"
Han svarede hende strengt men stadig med den samme varme og omsorgsfuldhed. Han ville ikke lade hende skade sig selv, for at skåne ham. Han ville ikke høre tale om det og en lille tåre trillede ned af hans kind og plaskede mod det kolde hårde træ shelteren havde som gulv. Han ville meget hellere have at hun drænede ham for alt blod, en at hun lod sig selv blive taget tilfange på grund af en dumhed.
"Jeg vil ikke lade dig sætte dit liv på spil, for at skåne mig.."
Han fik jo ikke sådan rigtigt ondt eller noget bare fordi hun bed ham, indtil videre havde han kun fået, en stærk nydelse ud af det, men han kunne ikke få sig selv til at sige det lige ud, så istedet fik han bare sagt det godt pakket ind.
"Det gør jo ikke engang ondt, når du bider."

Hun havde det stadig dårligt og kunne godt høre at hans stemme var både pint og bedende. Smærten i hendes hoved blev stadig værre og værre, men hun fik formuleret svaret "Men jeg ender med at dræbe dig!" Hendes stemme var svag og fortvivlet mens tårene stille begyndte at trille ned af kinderne på hende, hvilket fik hende til at miste mere, af det blod hun i forvejen ikke havde specielt meget tilbage af. Hun var rundt på gulvet og det hele gyngede, hvilket gjorde at hun ikke kunne se at han græd...

"Du dræber mig ikke, jeg ved du kan styre dig selv, jeg har set dig gøre det og jeg ved du kan gøre det igen."
Faktisk ville han heller dø, end have hende til at forlade ham, men han ville ikke sige det da han vidste hun bare ville komme i dårligere humør af det, og begynde at græde endnu mere hvilket hendes blod beholdning på ingen tænkelig måde ville kunne holde til. Han kiggede på hende med bedende øjne.
"Vil du ikke nok tage mit blod istedet for at rejse?.."
Hans stemme var jo nærmest ynkelig, når han direkte bad hende om at tage hans blod, men hvis hun ikke gjorde det havde han kun en ting at gøre. Hvis hun ikke selv ville tage hans blod, ville han kappe en pulsåre, og så måtte hun tage derfra.

Hun så stadig sløret mens tårene trillede ned af kinderne på hende da hun svarede ham "jeg rejser ikke fra dig, jeg kan jo ikke selv komme hjem i den her tilstand uden at dømme mig selv til døden" Hendes hoved havde det som om nogen havde sprunget en atombombe der inde og hun tog sig stille til hoved mens hun så bedende på ham, mens tårene trillede ned af kinderne. Hun svarede på hans andet spørgsmål med en pint hvisken "Men den gang var jeg jo ikke alvorligt sulten, og jeg tog for meget sidst!" Hun var ved at bryde sammen ved tanken om at hun ikke ville kunne styre sig når det galt hans blod...

"Sidste gang du tog af mit blod, bad du mig om at stoppe dig, hvilket jeg ikke gjorde. Det var altså min skyld du tog for meget, du skal ikke bebrejde dig selv på den måde."
Han kiggede på hende med store bedende øjne, der vidnede at han aldrig ville gøre hende ondt, og at han heller aldrig ville lade hende gøre ham ondt. Han var lidt træt af at hun var så bange for at skade ham, men han lod det ikke komme til syne fordi så ville hun helt sikkert ikke gå med til det. Han smilede istedet bare blidt og venligt til hende, for at vise hende at der ikke var noget hun skulle være bange for. Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre, han kunne jo godt tage hende derhen, men ikke på vingerne de havde brug for en pause, og han ville ikke være den bedste beskyttelse når han ikke kunne bruge sin evne.

Hun havde ondt i hoved og det hele tågede for øjnene af hende selv om hun havde dem helt åbne. Ideen slog ned i hende som et lyn og hun greb desperat efter den, men trak vejret før hun sagde " hvis jeg nu tager lidt af dit blod kan jeg selv forsvare mig og vi kan gå hjem til mig så jeg kan få noget af blodet fra kældren?" Hun så i retningen af hvor hun kunne dufte at han var. Hun havde lagt hoved let på stå og 'så' med et spørgende udtryk på ham, for at høre hvordan han reagerede på hende ide...

Han var for irriteret lige nu til at reagere på hendes ide. Han lod den lige vandre rundt i hovedet før han fandt frem til en konklusion. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre ved det. Han kunne på den ene side godt se hvorfor det ville være en god ide, men han brød sig bare ikke om at bevæge sig tilbage til hendes lejlighed fordi hvis de havde fået flere til at slutte op om sig, ville de ikke have en chance.
"Tag noget af mit blod, og så kan vi se på det andet bagefter ikke?"
Hans stemme var blevet blid igen.

Hun nikkede stille og kravlede helt hen til ham, før hun satte sig foran ham. Hans blod duftede som en drøm, men hun tvang sig selv til at fokusere på ikke at tage for meget. Hun lagde blidt armene omkring hans hals, før Hun kyssede blidte hans hals, hvorefter hun lod de kolde vampyrtænder blidt trænge igennem hans bløde nakkeskind. Hun blev overrasket over hvor godt hans blod enlig smagte og det gik op for hende at hun havde savnet det, hvilket fik hende stil at få en menneskelig farve over kinderne. Hun lukkede bare stille øjnene og sugede hans blod, som en lille baby sultent og grådigt tager for sig når det bliver fodret ved sin mors bryst...