En skummel tur i byen //Cleon//

Hun tænkte stille og mærkede hans hårde greb om hendes hals men det gjorde hende ikke noget da han ikke kunne kvæle hende. Hun så bare på ham med de tomme øjne da hun svarede "Det var hende selv der bad mig om det, efter hun havde dræbt vores familie kunne hun ikke klare det mere og ville gerne dø, men som altid bad hun til gud først og vi indgik en pagt efter hun havde forklaret mig hvad hun ville opnå. Jeg er bare den storesøster der passer på min lillesøster, jeg beskytter vores fælles mål" det trak lidt op i mundvigen, men det var ikke samme måde som når Valerie havde gjordt det, det havde en ondskab og kulde som Val aldrig ville kunne frembringe, selv i hendes værste marrit...

"Du ved godt jeg er i stand til at dræbe dig ikke?"
Han stillede det som et helt seriøst spørgsmål. Han ville nemlig gerne vide hvor meget hun foragtede døden, og lidt om hvor meget hun frygtede at dø. Han var stadig sur på hvem end det var der legede med kroppen foran ham. Han tænkte lidt over det hun sagde, han kunne godt forstå hvad det var hun sagde og også hvorfor Valerie havde haft det sådan.
"Så du siger til mig at du gjorde alt, kun for hendes skyld, og at det ikke havde noget at gøre med at du så en chance for at få denne krop?"
Hans stemme var igen fuld af væmmelse, fordi han kunne ikke få sig selv til at tro på det hun fortalte, og slet ikke til at tro på at hun havde gjort det få Valerie.

Hun tænkte stille og havde den modbydelige trækning i mundvigen, der bare ikke passede til Valeries uskyldige og engleagtige udseende. De mørke øjne havde et umenneskeligt udtryk og en kulde der ville få de fleste til at flygte. Hun tænkte stille, før hun svarede "jah, min lillesøster var altid min fars yndligs og alle kunne lide hende, problemet var bare at hun var for svag og naiv, hvilket fik hende forvandlet til vampyr" hun kunne mærke at valerie begyndte at ruske i den låste dør, hvilket fik smilet til at forsvinde da hun meget lav hvæssede "vi havde en aftale Val, du bliver der inde" kommentaren fik bare Valerie til at ruske mere i den låste dør der holdte hende fanget i en afkrog af bevistheden, hvilket ind til nu havde givet hendes søster kontrollen over kroppen...

"Ja jeg vidste, du var den dårlige side af hende"
Han overvejede igen bare at dræbe hende, men det var som om noget inde i ham sagde hun ikke fortjente det. Hans vrede blev lidt mindre og med at vreden blev mindre blev også flammerne det. Han hoved var heller ikke længere indkapslet i de alt ødelæggende flammer det ellers dansede om hans krop.
"Den pige du lige nu holder inde er ikke svag, hun er et stærkt væsen som holder af andre. Du er den svage af jer, du har brug for ikke at kunne føle noget fordi du er så svag!"
Hans stemme blev igen hård men den var stadig påvirket af den væmmelse han havde over for kvinden foran ham. Han begyndte igen at mærke hvor meget han holdt af den lille pige som Valerie var hendes søde smile og det skråtliggende hoved.
"Du kan ikke holde hende inde for evigt, hun er stærkere end dig hun skal bare lære at tro på det."

Hun hvæste af valerie så vel som englen foran hende "jeg er den stærkeste af os, jeg har bare ingen sjæl da jeg gav den væk til en dæmon for at beskytte Val" Hun hvæssede ordene ud af arrighed. Hun kunne mærke Valerie der blev ved med at hive og slide i døren, så hun blev nødt til at bruge alle sine krafter på at holde døren så valerie ikke kunne komme ud. Valerie hev og sled i døren og hendes hiven og sliden blev bare værre da hun som en ekko kunne høre hvad Cleon sagde. Hun kunne mærke hendes søsters fustration hvilket fik døren brudt op. Hun stod nu og slåssede på ligefod med hendes søster om kroppen. "du har ikke holdt hvad du lovede Ru" råbte hun ad sin søster inde i kroppen. Valeries søster gjorde ikke andet end at se tomt på englen nu og kæmpe med hendes søster om kroppen. Hun hvæssede af hendes søster og råbte "Det var dig der var for svag!" men intet fra den indre kamp blev sagt ud af kroppen, der bare hang helt stille og ubevægelig på vægen...

"Valerie hvis du kan høre mig der inde, så husk jeg altid vil hjælpe dig, uanset hvad"
hans stemme blev pludselig meget mere venlig og varm. Han kunne fornemme på dem eller hende eller hvad det, at der var ved at ske noget. Han ville ønske han kunne gøre mere end bare stå og se på og lege heppe kor.
"Valerie du kan godt klare hende"
Han sagde meget af den slags til hende fordi han var ved at komme sig over sin vrede. Flammerne på hans torso var blevet meget mindre nu. De var ikke længere då store. Nogle stede kunne man se igennem indtil han torso nu da flammerne ikke var helt så store som de var før.

Valerie kunne nu klart og tydeligt høre Cleons stemme og med målet lidt foran sig fik hun skubbet sin søster ind bag døren. Hun lukkede den hurtigt igen og låste den. Virkningen kunne øjeblikkeligt ses på kroppen, da hendes øjne blev mørke med det smukke blålige skær rundt om og både hjertet og lungerne startede sig selv op igen. Hun kunne mærke udmattelsen over kampen med sin søster over kroppen, da hendes øjne stille begyndte at stille skarbt så hun kunne se verden igen. Hun opdagede Cleon der holdte hende op imod vægen med hånden omkring hendes hals. Det trak let op i hendes mundvig ved synet af ham og denne gang var det det hende normale og matte smil og ikke hendes søsters onde. Hun var ligeglad med om han dræbte hende nu eller tilgav hende, det kom ud på et. Bare hun havde fået lov til at se ham en sidste gang var hun ligeglad...

Da han så det blålige skær dukke op i hendes øjne igen slap han hende med det samme. Han trådte så lige et par skridt baglæns væk fra hende. Han stod nu i et dilemma skulle han dræbe hende eller hvad skulle han gøre. Det gik dog hurtigt op for ham at han ikke kunne dræbe hende, han elskede hende jo. Han var ligeglad med hvor dumt det var eller hvor tåbelig han var, fordi det var sådan tingene lå han havde forelsket sig i denne vampyr.
"Valerie... Hvorfor?"
Han håbede hun ville svare ham så han kunne forstå. Han ville bare virkelig gerne forstå hvorfor hun havde forladt ham, hvad var det han havde gjort galt.
"Hvad gjorde jeg forkert?"

Hun sank sammen foran døren til hendes lejlighed, da det lille smil hurtigt forsvandt igen. Hun så ned og svarede stille "du gjorde ikke noget" Hun holdte en lille pause før hun fortsatte "Jeg kunne bare ikke udholde tanken om at jeg ville blive afhængig og en dag komme til at dræbe dig" Hun lukkede stille øjnene og var meget meget udmattet, da det ikke ligefrem var hverdags aktivitet at slås med sin søster. Hun tænkte stille og sagde så " Jeg forstår hvis du hader mig, jeg forstår hvis du dræber mig, jeg forstår til og med at du..." hun sank stille en klump før hun med en næsten uhørlig stemme sagde ".. Hvis du ikke kan lig mig.. om du så aldrig har kunne lide mig er det samme.." Hun kunne mærke kuldegysningerne ved tanken om at han ikke kunne lide hende mere, eller at han aldrig havde kunne det, så ville hun hellere dø. Men sket var sket og hun kunne ikke spole tiden tilbage og gøre det gjorte ugjort...

Han blev på et eller andet punkt ked af at han ikke havde gjort noget, fordi så var det svært at gøre noget ved det når han ikke havde begået en fejl. Han blev overrasket over det hun fortalte omkring hvorfor hun havde valgt at forlade ham. Det gjorde ham næste ondt i hjertet, at hun havde det på den måde. Han havde slet ikke tænkt i de baner, han havde jo ikke vidst noget om at hun kunne blive afhængig af ham.
"Hvorfor talte du så ikke med mig om det?"
Han satte sig ned ved siden af hende og hans nu var det kun flammerne på hans vinger der stadig brændt men dem havde han gemt væk. Han vendte sig rundt mod hende, og kiggede på hende. Han tog fast i hendes hoved og drejede hendes ansigt over mod hans. Han havde våde øjne fordi han var bange for at han havde mistet hende.
"Jeg er ikke sur på dig, jeg vil ikke dræbe dig, og jeg kan i alle højeste grad stadig lide dig! Du har vist mig at jeg kan finde nogen at elske og det er dig."
Han slap hendes hoved igen og sad bare udmattet op af døren, det var en anelse for hårdt for ham at have flammerne tændt så længe, han vidste også at når han slukkede de sidste ville han bare falde helt sammen. Muligvis ville han være tæt på at dø når det skete.

Hun tænkte stille og var selv meget træt. Hun blev overrasket, da han løftede hendes hoved op og endnu mere overrasket over hvad han sagde til hende. Hans ord fik hende til at rødme, hvilket kun blev til en let menneskelig farve, da hun jo var vampyr. Hun kunne godt mærke på han at det havde taget på hans krafter at bruge ilden, hun havde ikke en gang skænket det brændmærke han havde givet hende på halsen en tanke. Hun kunne mærke glæden, da betydningen af hans ord trænkte ind i hendes sind. Hun lagde bare armene omkring hans hals og kyssede ham blidt på den. Hun kunne stadig se den lille smule krystal hun havde lagt over det sidste bid hun havde givet ham. Hun havde den lette trækning i mundvigen, og kom i tanke om hvor udsatte de enlig var på en skummel gade som denne, nu hvor mørket var brudt frem...

Hans krop var ved at give helt op lige nu, da hans kræfter ved at slippe helt op. Han vidste at der ikke ville gå meget mere end maks et minut før han ville falde om af ren og sker udmattelse. Han rødmede da hun kyssede ham på halsen. Han var glad for at hun var som hun var. Han følte han hellere måtte spørge hende om om de ikke kunne gå ind i hendes lejlighed i stedet for at sidde der ude på gaden.
"Kan..."
Han nåede ikke at sige mere før ilden i hans vinger slukkede og han faldt sammen. Hans hjerte slog meget svagt, men det slog dog stadig. Han hang bare til den ene side op af døren.

Hun tænkte stille og mærkede at hans krop blev helt tung. Hun havde stadig den lille trækning i mundvigen, da hun rejste sig op og pressede forsiden af korset ind i låsen. Hun hørte et lille klik og åbnede døren lidt, før hun gik hen til Cleon. Hun løftede ham blidt op, og kunne godt mærke at han var meget tung, så hun gjorde klogt til at få ham indenfor i en fart. Hun brugte foden til at skubbe døren op og gik så indenfor. Hun gik stille op af den lille trappe der var lige indenfor døren til hun kom op i entréen, hvor efter hun drejede til højre ind i et nogenlunde stort rum der kun indeholdte en kæmpe seng. Hun gik hurtigt hen til sengen og lagde blidt Cleon i den. Hun skyndte sig så udefor igen og hev hans sværd ud af døren, før hun tog det med ind. Hun lukkede søren og låste den med korset før hun gik op i entréen igen. Hun gik stille ind på værelset igen hvor hun fandt et lille bord frem og lagde sværdet på det. Hun gik derefter ud og tog sine sko af, før hun på bare fødder og ind til cleon igen. Hun trak stille dynen væk under ham, før hun pakkede ham ind i den og sørgede for at han lå godt. Hun tog dog først hans sko af og satte dem ud i entréen...

Han begyndte efter noget tid at drømme igen. Hans drømme var meget virkelige, de var som om de ikke var en drøm men mere hans egne tanker. Det var så også fordi det var hans tanker, han hadede sig selv for at være faldet sammen udenfor, hvilket næsten tvang Valerie til at hjælpe ham. Han hadede sig selv for at have fulgt hende på den måde i den vrede. Han var dog glad for at han havde fulgt hende, fordi ellers ville han bare have ladet sit hjerte og sind blive opslugt af den vrede. Han lå bare og sov, hvilket han også hadede sig selv for fordi han vidste det ville tage lang tid før han vågnede grundet hans abnorme mangel på energi.

Hun tænkte stille og kunne så mærke trangen til blod der næsten kastede hende ud over afgrunden igen. Hun tænkte stille og går lydløst ud af værelset igen og lukkede døren, før hun gik ned for enden af entréen, der bestod af en 4 meter lang gang. Hun fortsatte ned af den snoede trappe der førte ned til kældren. Hun tændte stille lyset der nede før hun begyndte at gå ned imellem de mange reoler. Reolerne indeholdte delvist vinflasker og små sorte æsker, hvoraf begge dele indeholdte to forskellige varianter af blod. Uden på både æskerne og vinflaskerne stod der navnet på personen hun havde taget blodet fra, personens alder, blodtybe, køn og humør, da hun havde taget blodet fra dem. Det var altsammen delt ind under hvilken dato i hvilket år hun havde taget det fra personen. I flasken var konsistensen af blodet flydende og i æskerne var det små stykker krystaliseret blod. Hun overvejede stille hvilket hun skulle tage og fandt til sidst en ung mand fra 1935. Hun tænkte stille og tog en af de mange æsker med hans krystaliserede blod med sig. På vejen tilbage til trappen fandt hun også en lidt ældre mand fra 1957, som hun også tog en æske fra, før hun fortsatte hen til trappen. Hun slukkede stille lyset, før hun gik oven på igen...

Han vågnede igen stille og roligt fra sin søde søvn. Han var meget i tvivl om hvor længe han havde sovet. Han følte sig ikke helt frisk i kroppen men han følte sig helt udsovet. Han kiggede rundt hvor det var han lå, et stort værelse med eneste møbler var den seng han lå i og det bord hans sværd lå på. Han forsøgte at sætte sig op men han kunne ikke. Hans krop var fuldstændig smadret så han kunne ikke rejse sig eller sætte sig op. Det gjorde også ondt bare han rykkede lidt på sig.

Hun tænkte stille og tog et par af de krystaliserede stykker blod i munden. De mindede om de bolcher hun havde spist som barn, hvilket fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Hun gik hen til åbningen der var overfor døren ind til værelset. Åbningen førte ud i køkkenet hvor hun stille satte æskerne, før hun gik ud i entréen igen. Hun åbnede stille døren ind til værelset og listede så ind, før hun lukkede den igen. Hun gik stille hen til sengen og lagde sig op i den modsatte side af hvor han lå. Hun krøb stille sammen og lukkede øjnene, mens hun suttede på blodbolcherne hun havde i munden og bare lod tankerne vandre...

Han lå bare stille da hun kom ind igen og lagde sig ved siden af ham. Han ville ønske han kunne bevæge sig ordentligt men hans krop gjorde simpelthen for ondt. Han blev bare liggende stille for at han ikke kom til at forstyrre hende hvis det var. Han lagde sig bare til at tænke over tingene, det ville være så meget nemmere hvis det ikke var fordi han ikke rigtigt havde lyst til at tænke. Han mærkede nogle af de tanker kom snigende igen, nogle af dem var fine og andre var knap så fine. Dem han selv bedst kunne lide, var billederne af hende, den lille trækning, og hovedet på skrå.

Hun tænkte bare stille og ventede på at han skulle vogne op igen. Hun lignede en lille dyreunge som hun lå der, helt krøllet sammen i fosterstilling. Hun ville enlig ønske at hun kunne gøre det de fleste mennesker ville kalde 'sove', da hun ikke havde noget andet at tage sig til..

Han var sådan set vågen, men kunne ikke rigtig bevæge sig. Han tænkte på om han ikke bare kunne tvinge sig selv til at bevæge sig. Han tog den ene arm og fik den fri af dynen, som lå ret stramt om ham. Han fik så den anden arm fri, men den gjorde ondt så han udbrød et kort støn. Han hadede når han havde det sådan med kroppen.
"Hey..."
Hans stemme var svag og lille. Han havde ikke ret mange kræfter så derfor lød den bare sådan. Han fik sig tvungen til at rulle over mod hende så han lå på siden med fronten mode hende.

Hun tænkte stille og åbnede de mørke øjne ved lyden af hans stemme. Hun havde den lille trækning i mundvigen og så op på ham med de glade og tillidsfulde øjne. Hun kravlede stille helt hen til ham da hun mumlede "godmorgen" med en blid stemme...

Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre. Han ville gerne rykke sig lidt tættere på hende for at holde om hende. Han var stadig ret forvirret over det her med at være forelsket, fordi han havde aldrig prøvet det før. Han havde jo i det meste af hans liv været utrolig meget som en robot. Han havde levet et liv som engel, uden følelser, og først her på det sidste var han begyndt at føle og mærke fordi han havde trukket sig væk fra gud.Han lagde den ene arm om hende og trykkede dem tættere sammen.

Hun mærkede hans beskyttende arm omkring sig og nød varmen fra hans krop. Hun var selv stadig meget udmattet da hun kun havde nuppet to stykker blodbolcher og hun normalt spiste to æsker fyldt emd den når hun havde været oppe og skændes med hendes søster. Hun betragtede bare hans ansigt og lyttede til hans hjertes blide rytmen, mens hun stadig suttede på blodbolcherne...

Han nød at ligge der sammen med hende, også selvom følelser ikke var hans stærke side. Han var jo blevet skabt som et væsen uden rigtige følelser. Han var jo bare blevet skabt til at være den perfekte beskytter som bare kunne udføre ordre hvis der var nogen der bad ham om at gøre det.
"Du er så dejlig, jeg ville ønske der ikke var en risiko for at du ville blive afhængig af mit blod"
han smilede stille og blidt til hende, han vidste ikke om der var noget han kunne gøre ved det over hovedet. Han vidste bare hvis han kunne blive et menneske ville han med glæde gøre det for at kunne leve med hende.

Hun tænkte stille og havde det søde trækning i mundvigen, mens hun betragtede ham. Hun svarede ham stille "jeg skal bare drikke blod fra andre også så går det" hun sagde det med en sød stemme og hvis hun havde kunne føle sig mere lykkelig havde hun haft vinger. Hun lå bare, mens hun nød hans tiltrækkende duft og lyden af hans hjerte...