En skummel tur i byen //Cleon//

Han kiggede kort efter hende og håbede bare at han ikke ville falde død om før han fik giften ud sammen med blodet. Hvis han havde kunnet gøre det havde han bedt hende om at blive, selvom han vidste det ville være hårdt for hende at se hans blod, og dufte den. Han håbede at når hans blod begyndte at flyde, ville hun blive tiltrukket nok til at komme op igen, da det ville forøge hans chancer for overlevelse. Han lod hånden glide ned af æggen og mærkede den skære og mærkede blodet der langsomt begyndte at flyde ned af hans hånd. Nu måtte det briste eller bære for ham.

Hun kunne ikke dufte hans blod endnu og gik ud fra at han ikke havde skåret sig endnu. Hun nåede efter et stykke tid ned i hjørnet hvor hun satte sig mellem to reoler. Hun trak benene op under sig og satte sig til at vente...

Blodet flød bare fra hans arm og ned af hånden og plaskede mod gulvet. Han vidste at dette var farligt, men han var aldrig overlevet på andre måde, hvis ikke han havde gjort det havde giften uden tvivl taget livet af ham. Han håbede at han ikke ville dø, mest håbede han at han bare ville klare den selv, men han håbede også lidt at hun ville hjælpe ham. Han mærkede blodet dryppe ned af hans fingre. På gulvet var der nu blevet dannet en pøl ag blod, cirka på størrelse med en lille fodbold.

Hun sad bare stille mens duften af hans blod lidt efter lidt blev stærkere. Hun holdte sig for næsen og trak vejret tungt, før hun lukkede øjnene og prøvede at ignorere hans tiltrækkende blod. Hun knyttede stille hænderne og krøb bare sammen...

Han lagde i sengen med armen ud over sengen, hans arm hang ned og rørte ved jorden hvor blodet rendte ned og dannede en større og større pøl af blod. Han lagde bare der og sanke længere og længere væk, mens hans blod forsvandt ud af hans krop. Han kunne mærke sin arm blive tungere og tungere, og han blev nærmest hevet ned af sengen af den og landede tungt på gulvet med et højlydt bump.

Hun slog øjeblikkelig øjnene op, da hun hørte et højlydt bump oppe oven fra. Hun rejste sig stille og krystaliserede sin næse, så hun ikke behøves at holde sig for den, for at holde den værste bold duft ude. Hun tænkte stille og begyndte bare med hurtige skridt at gå imod trappen da hun frygtede, at der var sket noget med ham. Hun satte stille farten op og overvejede hvor langttid det ville tage ham at gøre det, og tanken fik hende bare til at sætte farten op så hun nærmest fløj op af trappen til gangen...

Han lagde på gulvet ved siden af gulvet. Hans hår var blevet fuldstændigt klistret ind i det blod der lå på gulvet. Hans sår på armen strømmede der stadig blod ud af. Hvis ikke snart det sår på armen blev lappet eller stoppet ville han forbløde. Han håbede inderligt at hun ville komme op og hjælpe ham, da han kunne mærke at han havde gjort det for voldsomt.

Hun løb nærmest ind i værelset og duften af hans blod ramte hende som en armbolt lige i ansigtet. Hun blev for færdet ved synet af cleon der lå i et kæmpe pøl af hans ejet blod. Hun sank en klump før hun stille og langsomt bevægede sig hen til ham. Den langsomme gang skyldtes at hun ville sørge for at kunne kontrolere trangen til at bide ham der blev større og større. Hun nåede stille helt hen til ham og satte sig bare på hug ved ham, mens hendes øjne stille blev våde, da det var dette syn der havde mødt hende oppe i hytten oag havde fået hende til at indgå den aftale med hendes søster. Hun lagde blidt hånden på hans håndled hvor blodet flød ud af før hun stille krystaliserede det, så blodet stoppede. Tårene trillede ned af kinderne på hende og hun rystede lidt på hænderne da hun blidt løftede hans hoved op og strøj noget af hans blodfyldte hår om bag hans øre, mens hun stille og grådkvalt hviskede "D-d-du...m-må...ikk-kk-kke...d-d-dø...f-fra m-mig...hv-hv-hvad...sk-k-kull-ll-lle...j-j-jeg-g-g...g-g-gør-r-r-re...u-u-ud-d-den-n-n...d-d-d-d-dig" hun snøftede stille og kunne mærke den stærke duft af hans blod men ignorerede bare den så godt som hun nu kunne, mens hun frygtede for hans liv...

Han blev bare liggende og mærkede kort hendes kolde hånd mod såret, håbet blussede op i ham igen. Det var sket, hun var der for ham. Han var så glad indvendigt for at hun havde reddet ham. Han hørte hendes stemme igennem mørket der havde lagt sig om ham, stemmen trængte igennem og hev ham op i gennem mørket og tilbage til livet igen. Han var ikke forberedt på det han havde hørt hende sige. Hans hjerte sprang endnu en gang et slag over selvom han godt vidste hun havde det sådan med ham, og ham med hende. Han ville gerne svare men kunne ikke, istedet gav han hende et smile, for at vise hende at han var her og han ikke ville dø.

Hun rystede stille på hænderne, mens tårene stille trillede ned af kinderne. Hun så godt hans smil igennem det slørrede blik hun havde fået af tårene. Hun tog smilet som noget godt og knuede ham bare ind til sig, selv om han var smurt ind i det tiltrækkende og næsten uimodståelige blod. Hun snøftede stille og rystede stadig lidt...

Han mærkede godt hvordan hun knugede ham indtil sig, men han kunne ikke gøre noget. Han kunne ikke bevæge sig og ville gerne have at han snart kom til kræfter igen. Han var ved at være godt og grundigt træt af at være senge liggende konstant. Han ville bare gerne ud og folde sine vinge ud igen, og mærke vinden. Han lovede sig selv at nå han var frisk igen, ville han tage hende med ud på en flyvetur ved bjerget.

Hun tænkte stille og knuede ham bare stille ind til sig mens tårene trillede ned af kinderne på hende. Hun kunne ikke holde tanken om at han måske kunne dø ud, hvilket fik hende til at ryste lidt. Hun havde lukket øjnene mens hun bare blidt holdte om ham. Hun kunne mærke den stærke duft af hans blod og det var ved at drive hende til vanvid men hun ville ikke give slip på ham, i frygt for at han så vill forsvinde væk fra hende eller dø...

Hvor han dog hadede sig selv lige nu, hvorfor kunne han ikke bare være end af den slags der ikke kom til skade hele tiden, men nej gud hadede ham åbentbart mere og mere, og syntes han skulle straffes på alle tænkelige måder. Det ville heller ikke overraske ham hvis han begyndte at sende sin folk efter Valerie, bare for at straffe ham. Gud var på ingen måde god det var en fejl at tro det, og han havde lært det på den hårdeste måde.

Hun tænkte stille og holdte bare om ham mens tårene trillede ned af kinderne på hende da hun i tankerne bad en stille bøn *Kære gud, Ville du ikke nok lade Cleon leve, jeg ville gøre hvad som helst du ber mig om, bare lad ham leve* Tårene trillede ned af kinderne mens hun blev drevet til vanvid af alt det blod som både han og hun var smurt ind i, men hun blev bare urokkeligt siddende, uden at flytte sig fra Cleons side...

Han kunne ikke gøre andet end at være til stede og lytte til hende når hun sagde noget, og ellers kunne han bare ligge og mærke at hun var der for ham. Han var meget glad for at hun var der, og at han ikke skulle klare sig alene, men han var også bange for at der vi ske hende noget fordi hun var sammen med ham, det var jo ikke usædvanligt at folk gjorde dem han elskede ondt.

Hun tænkte stille og hørte godt nogen der bankede på døren, men flyttede sig ikke fra Cleons side. Hun flyttede sig heller ikke, da nogen brød døren op med en høj gnasen og bragen. Hun betragtede bare Cleon der var smurt ind i blod, mens hun blidt strøj ham over kinden. Hun hørte dem godt da de gik ind af døren ind til soveværelset hvor de var. Hun hvæste koldt af dem men forlod ikke Cleons side før en af vampyrene hurtigt var henne ved hende og trak hende op i håret. Hun hvæste højere og vred og vendte sig for at komme fri men de holdte hende i et jerngreb.

Manden der holdte Valerie gik bare hen til døren igen og spurgte så en af den andre "skal vi tage englen med?". Han fik svaret, da den anden vampyr svarede ham med "nej, han skal nok selv komme, men lad os se at komme ud her fra, lugten af dens blod gør min skør" Han gik hurtigt ud af hoveddøren igen efter at have hængt en seddel på vægen ved siden af den.

Valerie vred og vendte sig mens hun bed ud efter manden der holdte hende. Hun sparkede ham hårdt over benet før hun fik bundet noget om munden så hun ikke kunne sige noget. Slæbesporene fra hans blod trak helevejen ud på gaden mens hun hvæsede højt og prøvede at komme fri, men det var umugligt da manden holdte hende i et jernegreb, mens tårene begyndte at trille end af kinderne på hende, da de trak afsted med hende...

Han hørte døren blive brækket op at der var nogen der kom ind i rummet til dem. Han mærkede at hun blev fjernet fra ham, hvorfor var der nogle der ville tage hende fra ham, hvad havde hun eller han gjort dem. Han havde aldrig gjort andet end at leve sit liv og holde øje med dem han skulle beskytte. Han hørte godt hvordan hun blev slæbt af sted uden for og at døren smækkede igen. Han ville ikke have hun forlod ham, og forsøgte på at løfte armen men han var for svag til at gøre det.
*Hvorfor gør de det, mod mig og hende?*

Da der var gået godt og vel en halv times tid, vågnede han igen og rejste sig op på vaklende ben. Han så at der hang en seddel på den ene væg. Han gik hen mod sedlen og rev den end for at læse hvad der stod på den. Han ville gerne vide hvor hun var, og håbede sedlen kunne fortælle ham hvor hun var henne. Han begyndte at læs beskeden.

Seddelen:

Valerie S.S Black er sigtet for vold på højere rangs vampyren N. Jicaini
Hun ville blive henrettet ved daggry på kirkegården og brændt bag efter

L. M. Kunori


.....................................



Valerie vred og vente sig for at komme fri men lige meget hjalp det. Tusmørket gjorde omgivelserne formørkede og det var svært at se mere end 5 meter frem for sig, da hun blev slæbt ind imellem træerne der omkrensede kirkegården. Hun sparkede bare vlidt for sig, da tanken om den hjælpeløse Cleon på gulvet i hendes soveværelse holdte hende igang...

Da han havde læst sedlen væltede han hen mod døren i bedste drunken-hero stil. Han huskede sit sværd og så var det ellers bare afsted ud af døren. På vejen ned af trappen huskede han at han nok måtte tage noget overtøj på, han fik fat i en stor læder frakke, som han tog på og smuttede så ud af døren. Han satte så højt et tempo det var muligt for ham i hans tilstand, men han var ligeglad de skulle ikke have lov til at henrette hende, ihvertfald ikke så længe han stadig var i live. Han løb gennem byen og skoven hen mod kirkegården. Han ville gøre alt der stod i hans magt for at stoppe dem.

Mændene stoppede ved de ukendtes grav og to af den tog Valerie i hver deres arm og tvang hende i knæ. Den tredje ud af de i alt tyve vampyrer stod med en lille sort bog i hånden og ventede på solen der kunne stå op hver sekundt nu. Han bladrede stille op i den lille bog...

Valerie blev tvunget i knæ foran de ukendtes grav og kunne ikke bevæge sig overhoved, da en af vampyrene åbenbart havde en forbandet god evne tilstod hun hånligt over for sig selv. Hun kunne ikke gøre andet end at nedstirre de ukendtes grav hvor den lille krystaliserede rose hun havde lagt til sine forældre for to uger siden stadig lå. Hun bed sig let i læben mens tårene trillede ned af kinderne på hende...

Han nåede frem til kirke gården og så hvilken grav de havde slæbt hende hen til. Han gik med tunge hårde skridt hen mod dem. Han træk sit sværd og gjorde klar til at gøre alt for at dræbe dem, for der var ingen der skulle forvente at slippe godt afsted med at forsøge at skade hende. Han gik bare frem mod dem, med sværdet slæbende hen af jorden så gruset blev revet let op.
"Lad hende gå"
Han sagde det højt og tydeligt, med en stemme der var hård og klar. Han gik stille frem ad forbi en lille samling ødelagte ting fra grave, der i bunken lå der et gammel trækors. Han rev det fri fra bunken og gned det to gange på sværdet så det var blevet spidst i den ene ende. Han holdt det sådan at det ikke kunne se og det så frem som om han troede det ville skræmme dem væk.

Vampyrene vendte hovederne imod englen der kom gående imod dem og de fleste af dem fnøs håndligt ved hans ordre. Den ene af vampyrene spyttede på Valerie før han sparkede hende hårdt i maven og røg på sin smøj da han spurgte de andre med hån i stemmen "Hørte i noget??" De fleste af de andre rystede på hoved og svarede "nej kun en loppe gø." Den vampyr der havde den lille sorte bog i hånden lagde den anden hånd hårdt på Valeries hoved da han begyndte "Valerie Setsuna Smith Black er blevet fundet skyldig i vold imod en højere stående vampyr..." Hans stemme var neutral mens han snakkede...

Valerie kunne ikke bevæge sig overhoved men blev både glad og bekymret da hun hørte Cleons klare og kolde stemme. Hun mærkede så en kold og hård hånd der pressede ned på hendes hoved. Tårene trillede stille ned af hendes kinder, mens hun stadig var bundet så hun ikke kunne tale eller råbe overhoved...

"Jeg sagde lad hende være!"
Han havde ikke længere bare hævet hans stemme han var gået over til direkte at råbe ad dem. Han holdt stadig korset frem foran sig. Han vidste godt at det ikke beskyttede ham, men han ville have dem til at tro han var dum og at han derved var nem at besejre, hvilket ville give ham en kæmpe fordel, ved at de ikke regnede med at han kunne noget som helst. Han ville ikke have de gjorde hende noget, og han ville ikke lade dem gøre hende noget.
"Lad hende gå!"
Hans stemme var hård og kold, mens han råbte af dem. Han satsede på at fange deres opmærksomhed, og at det ville sænke dem nok til at han kunne nå at redde hende.

Vampyrene blev ved med at ignorere ham og fortsatte bare med henrettelsen. Han så ikke ud til at kunne noget og var derfor ikke en trussel imod dem eller henrettelsen. Vampyren emd bogen fortsatte bare "Du skal derfor tage døden til følgesvend ind til du ryger i helvedsflammer til evig tid" Han havde en helt neutral stemmen mens han snakkede og ignorerede englen ligsom de andre...

Valerie tænkte stille og kunne stadig ikke bevæge sig og havde en klump i halsen, da vampyren blev færdig med at læse hendes forbrydelse og dom op. Hun sank en klump og tårene trillede stille ned af kinderne på hende, men det var ikke fordi hun frygtede for sit ejet liv, men fordi hun var bange for at der ville ske noget slemt med Cleon og han derved ville ende som vampyrenes natmad...

"Nå jamen, nu ber i fandeme også selv om det!"
Han råbte ad dem igen, for derefter at kaste korset efter den første og bedste vampyrs hjerte. Han hævede sit sværd så han var klar til at kæmpe mod dem. Han fortsatte dog sin gang, direkte ind mod der hvor hun var. Han ville stoppe dette og ingen skulle gøre noget ved det. Han havde trænet til at dræbe vampyre og dæmoner hele sit liv, så denne lille forsamling skulle han vel nok kunne klare.