Bloody... [Balthasar]

Han kiggede på hende og denne gang blev hans blik ved med at kigge på hende. Man kunne nu skimte hans hugtænder når han talte. Han kunne få dem frem når han ville. ’’Both.. You would not last a day with me.. I am not a protector.. I am a killer.. You talk like a warrior, but you are nothing more then a brave honourble woman. I could crack you open in one second.. I admire your heart, I really do.. But why start something that will end tomorrow.. I won’t protect you from the dangers.. I am no hero.. This is not a movie.. If you are so willing to throw your life away.. Then you are already dead.. And if you are dead then why should I talk to you? ‘’. Han vidste at han ikke kunne skramme hende og han vidste at de than lige havde sagt ikke var noget hun ville lytte til. Han lænede sig frem. Hans måde at sige ting på var stadigvæk blide og roligt ’’ Let me ask you one thing.. What do you want from this?.. Clearly you won’t take no for an answer.. SO you must want something.. I want the truth and not a lie like you want to be my friend then I will rip your head of and throw it on the dancefloor ‘’. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde ikke mødt et menneske som hende før. Problemet var han hun mindede ham lidt om ham selv, især hvad angår stædighed. Han lænede sig tilbage og kiggede langsomt mod dansegulvet igen ’’What’s the point.. What we share can only be a dream.. Nothing more ’’.

Hun så lidt ned, og skubbede sine ærme op til albuen igen. Balthasar var sær... Han frygtede et eller andet, ellers kunne hun ikke forklare hans tillids problem. Han frygtede ikke bare tanken om en ven der gik imod ham, der var mere! Hun var sikker på det. Og jo mere han prøvede at skubbe hende væk, jo mere interesseret blev hun. Hun var kommet tæt på et eller andet, for ellers ville han ikke være så stædig omkring at få hende væk. Specielt når han allerede nu burde vide, at den slags ting ikke ville hjælpe på hende.
"Well it would be a quick judge, if you tell me that I am dead, becuase I am curious... Then that leaves me questioning why you are still talking to me. My... Foolishness on this matter wont just disapear..."
Hun lænede sig frem mod ham, og fandt hans øjne, for at sikre sig at han så hun talte sandt med det næste hun ville sige."I will take no for an anwser, if you convince me that you are truly meaning this..." starte hun i en rolig men stille tone. "And no... I don't just want to be all happy happy good friends... I want to know everything that you aren't telling me, the rason why me getting close scare you -and sorry to mention it but you asked for truth- why your eyes doesn't match the rest of you..." Hun var for nysgerrig til hvad der var godt for hende, og hun vidste det, men hun valgte at ignorer det.
"Well... If it can only be a dream, I want to live it to the fullest, instead of gretting for the rest of my life..."
Selvom Jackie havde tillid i sine evner til at beskytte sig selv, regnede hun ikke ligefrem med at Balthasar ville lytte. På det punkt havde de deres stædighed til fælles, og fantastiske evne til at skulle alle rationelle argumenter væk.

Han kiggede bare på hende. Han lænede sig frem så de sad meget tæt på hinanden ’’The last person that got a no from me and kept bugging me.. Ended up without a dead ’’. Han lænede sig tilbage igen. Han kiggede stadigvæk på hende. Han var ikke bare en Vampyr. Han var en gammel en. Han havde set så mange ting og der kunne være et hav af ting galt med ham. Han vidste at hun ikke ville give slip hvis han ikke sagde enten bare lidt eller dræbte hende. Han lukkede for første gang sine øjne og sagde ’’ the only thing a faithfull warrior hates.. The only thing that can break his spirit… The only thing that keeps reminding him that the world is filled with it.. I only have one word to say.. And if you keep asking I will rip your tongue out.. One word to sum it all up ‘’. I de then åbnede sine øjne sagde han roligt ordet ‘’Betrayal’’. Han kiggede væk fra ham og sorgen lyste mere frem i hans øjne ’’I do not want to talk about this anymore ’’. Noget forfærdeligt måtte være sket siden denne over 1000år gamle Vampyr var blevet den han var. Kun hans øjne bar prag af menneskelige følelser. Måske var det det eneste menneskelige tilbage i ham. Sorg. Det var ikke til at vide. Men en ting var klart, den pose hun havde åbnet kunne umuligt lede noget godt sted hen.

"Curiousity killed the cat..." mumlede hun stille, og rettede blikket tilbage mod ham. Hun var dog stadig ikke frygtsom ved tanken om at dø, så længe at det var det værd. I dette tilfælde var det langt mere værd end blot at dø. Men tydeligt kom hun ikke bare sådan lige til at finde ud af det.
Hendes blik blev låst på hans, og hun håbede virkelig, at et eller andet ville fortælle hende hvad der foregik i hans hoved. Eftersom at hun lige nu, ikke havde gjort andet, end at skyde blindt i mørket. Hun blev dog overrasket over den intense sorg i hans øjne. Det var uforventet... Uforventet fordi at hun havde ramt så dybt. Hun var nået længere ind til ham, end hvad hun lige havde regnet med. Han var virkelig noget særligt, og hun ville tillade sig at bruge ordene smuk. Selvom han nok ville komme med en eller anden dødstrussel, hvis hun nogensinde sagde det.
Hun lod stilheden falde på, for at lade Balthasar tage sin tid til at komme sig. Hun havde trods alt presset til det en del, men hun havde fået det maksimale ud af ham. Uden at skulle miste hovedet, eller andre lemmer. Hun var dog stadig nysgerrig, og håbede virkelig, at hun ville møde ham igen. Hun regnede ikke ligefrem med at møde ham midt i det hele, og han ville næppe opsøge hende, og chancen for at hun fandt ham var... Lille... Den eneste forbindelse hun ville have til ham efter dette, ville være stedet her.

Han sad lidt og så ud til at tænke inde bagved hans iskolde facade. Pludseligt blev hans blik som det plejede og han kiggede hen mod hende ’’I wonder.. You know what i am.. Yet that does not seem to intrigue you.. You have not asked about anything.. Eventhough you do not fear death.. Do you then fear the kiss of death? ‘’. Det var faktisk først nu det var gået op for ham. Men hun havde taget det overraskede roligt over at finde ud af at Vampyrer fandtes, ikke nok med det så sad hun overfor en og hun havde ingen af de spørgsmål som så mange andre havde. Dette undrede ham virkeligt. Men nu var hun jo også speciel. Han vidste at han nok ikke ville se hende mere efter dette. Medmindre at der skete noget her. Hun havde vækket hans interesse, helt klart. Men der skulle så meget mere til før han blev interesseret nok til at vende tilbage til dette sted for at møde hende. Han ventede på hendes spørgsmål med nysgerrighed. Han håbede på hun havde et svar der kom bag på ham. Noget der ville imponere ham som hun havde gjort hele tiden. Men det var et spinkelt håb ’’ What would you do if you were a child of the night.. Like me? ‘’.

Tiden med stilhed brugte Jackie få at spekulere lidt. Hun kunne ikke benægte at hun stadig havde mange spørgsmål, men Balthasar havde nok ikke ligefrem tænkt sig at svare. Men det havde hun det overraskede fint med. Hendes største bekymring var, at han ville forsvinde ud i ingen ting. Heldigvis havde hun lidt tid endnu, før han vidst havde tænkt sig at gøre det. Så igen blik hendes blik låst på ham, da han begyndte at tale igen, og hun fugtede sine læber lidt. Hun overvejede spørgsmålet, og prøvede at finde det mest sandfærdige svar.
"I am scared... Yet fascinated and not that scared. Fascinated because... Well I don't know anything about it, except that of what I have seen in movies and read. And i would be a fool, for saying without thinking about it that it was real..." svarede hun betænksomt, og prøvede stadig at finde et mere præcist svar, men dette var det bedste hun kunne give for nu.
Tanken om at blive bidt og forvandlet til noget andet, var tiltrækkende men alligevel skræmmende. Tiltrækkende måske fordi at hun vidste intet til det, fordi at der var noget klassisk romantisk over det, som mange film gjorde det. Eller tiltrækkende fordi at det var noget ukendt, og der var kun en måde at opleve det på. Og ja... Skræmmende fordi at der umiddelbart nok ikke var en vej tilbage, og det var ikke til at sige, hvad det ville gøre ved en person. Hun havde i hvert fald en ret god ide om, at det ofte gjorde en hel del ved en person, og efterlod nogle ar af en helt anden kaliber. Hendes blik faldt på Balthasar ved den tanke. Han havde i hvert fald noget været igennem noget.
"If I got turned... I think I would... Try to do the things that I could before. Get anwsers for my question... Experience as much as possible, and hope of something to keep me going" hun trak et skævt smil, og kløede sig lidt i nakken. Hun var ikke sikker, for tanken havde ikke ligefrem ramt hende før i sit liv. Men alligevel var det første der slog hende, at ensomheden nok ville blive kvælende i længden. Og tanken om at alting kunne miste sin betydning, jo mere årerne sled på en.

Han sagde intet i noget tid. Efter nogle minutter ’’ The only thing that could ever make us meet again was if you got connected to my world.. The problem is.. I will not turn you.. You clearly want to kling to your human life.. You clearly want to remain the same.. only with the benefits of the night kiss ‘’. Han lænede sig frem og sagde blidt ‘’ That will never happen.. Over the years you will lose your humanity.. You will become a murderer.. Things that were important for you as a human will fade.. You like being a human.. The truth is.. I hate humans.. I think you have all become honourless, spineless, lazy, incompetent and utterly self-absorbed.. I am old.. Very old.. I can’t find meaning in the world you humans have created ‘’. Han lænede sig tilbage I sin stol igen og hans blik faldt mod baren igen. Han sagde roligt ’’ So you know i will leave and the only way you will see me again is if you leave your human life behind you.. So this will be our first and last meeting.. Lady Jackie’’.

Hendes blik gled ne, og hun rystede let på hovedet med et opgivende smil. Han var overraskende ignorant for en på hans alder. Han så intet andet, end det han ønskede at se, og det var begyndt ar være tydeligt. Et eller andet havde tydeligt ramt ham hårdt, og nu lod han det gå ud over andre... Han var så... Fordomsfuld, og selvnægtende... Og han kaldte hende dum?!
"clearly you are misunderstanding. I don't long for being a human, I don't long for everythingo be as it always have... I long for advenrures, and humans clearly keeps me from seing alot of things... And I think that the reason you think you lost humanity is because you convinced yourself. You are lying to yourself and to me... The problem is, that I don't believe the lie" svarede hun, og sank en smugle sammen i stolen.
"and if you hate us so much, I don't get why you are still talking to me, since I apparently am nothing more than human... So... If I turned to a vampire, you would promis to meet me again, because a hunter like you will only get me killed... You sure are talking alot of bollox, and you should know that yourself" hun strøg håret tilbage og rystede på hovedet. Hun var tydeligt ikke særlig overbevidt af hans ord.

Han kiggede på hende og men en lyn hurtig bevægelse greb han ud efter hendes hånd og hvis han fik fat ville han knuse hendes håndled i en enkelt bevægelse. Han blev siddende. Han havde sagt at han var ligeglad med mennesker og alligevel vovede hun at tale sådan til ham. ’’I have no humanity.. I hate humans.. You have all evolved into things beneath animals.. But if what you say is true.. Then prove it.. The pain I have given you.. surpress it.. All of it.. If you think you have what it takes to be a Vampire.. Then talk up to that drunk man at the bar.. And kill him with your bare hands.. Then I shall believe you.. Then I shall turn you ‘’. Han kiggede på manden I baren ‘’ If not.. Then you are the one lying to yourself.. My fearless lady that gives nothing for her humanity.. Because if it means nothing to you.. Then killing him will mean nothing to you ‘’.

Jackie nåede ikke at flytte hånden fra hans udfald, og hun havde heller ikke gjort det, hvis hun havde haft reaktions tiden. Og på et split sekund kunne hun mærke, alle knoglerne i hendes håndled vride sig. Nogle gav efter, og ved et knæk var de nu blevet brudt. Og hvis ikke at Jackie var blevet taget med overraskelse, og hendes krop var låst fast, havde hun skreget. I stedet spærrede hendes øjne sig op, og pupillen snævrede sig ind.
Langsomt trak hun sin arm til sig, og folede sig sammen, men armen tæt ind til sig. Det her var værre end hun huskede, og til trods for smerten, kom ikke en eneste lyd over hendes læber. Hendes stemmebånd havde snørret sig sammen, og følelsen af det brændende håndled holde hende i den tilstand. Selvom dette var sket, var hun dog stadig ikke vred på Balthasar. Hun havde selv vidst, at han ville kunne finde på at skade hende, og hun havde sagt mere end hvad, han ønskede at høre. But fuck it hurted!
Hun gav et gisp fra sig, da hendes krop endelig tillod hende at få vejret igen. Hendes krop havde lyst til at græde, men hun gjorde det ikke. Balthasar ville se hende holde igen, og nu kæmpede hun for at ignorere smerten.
"First off..." hendes stemme var presset, og viste at hun tydeligt kæmpede for at holde smerten i skak. Men hun havde ikke tænkt sig at give op. Hun fugtede sin læber. "... I would need proof... That you would keep that promis" hun holdte hele tiden pauser, og prøvede at holde fokus.
Langsomt rettede hun sig op, bed tænderne sammen, prøvede at holde sig sammen.
"...Second!... If I kill that man... I... Will be Nothing... But an animal... Sorry to say... But I am not going to be your puppet... Not if it means becoming the thing you hate" hendes stemme var stadig ustabil, hendes åndedræt tunge. Hun havde fået rettet sig op, og mod sin vilje sluppet sit håndled, og lagt hånden på bordet.

Han kiggede bare på hende. Han rystede på hovedet ’’ You do not understand at all.. I do not need to prove anything to you.. You need to believe me.. I am not the one getting anything.. you are ‘’. Han kiggede mod baren igen ‘’ I am a man of honour.. If you question my trustworthyness again.. I will break your neck ‘’. Han satte sine arme over kors. Han lod sin tunge glide blidt over hans læber ’’They are only animals.. Food.. Killing him will prove everything.. That killing comes natural to you.. Prove that you are a preditor ‘’. Han kiggede tilbage på hende ‘’If I turn you.. You will be my puppet.. You will have to follow my training and orders without question.. Or I will kill you right away.. Not until I say you are free.. Will you be a caged beast.. Who I will poke and train until I can realize you into the world.. Do you understand that?.. No creation of mine will be the fault for my honour being questioned ‘’. Ære var alt for ham. Han var fra en tid hvor ære var alt. Det var han en af de få der stadigvæk holdt fast i.

Hun sad i stilhed efter hans ord. Det her virkede psykotisk! Hele situationen her var jo langt ude, og hun havde vist det fra starten...
Hun trak sin sweater af, og bed et flænge i kanten, og to sekunder efter havde hun en lang strimmel stof. Hun bandt den stramt om håndleden. Hun smed sweateren fra sig, så den tæt siddende tanktop var det eneste hun havde på. Hendes spinkle form blev tydelig nu. Hun var ikke bred, og havde heller ikke ligefrem de store kvindelige former. Hun skubbede sig op fra stolen, og gik besluttet i retning af baren. Hun fandt den udpeget mand, og brugte ikke meget mere end 5 minutter på at få ham til at følge med hende. Lidt efter var hun på vej ud, og med manden i hælene på hende.

Med tunge åndedræt stod hun og så ned... Hun havde gjort det... Hun havde retfærdig gjort overfor sig selv, at det var okay. Hun havde præsteret at... Hun slap et grin, men følte sig ikke lykkelig eller underholdt. Hun strøg armen over panden, og reagerede ikke på blodet på sine hænder. Hun havde to ting hun kunne tænke på. Hun havde myrdet en mand, og hun havde sindssygt ondt i sit håndled. Tænkt at hun havde myrdet en mand... Hun var en morder, og hun havde overraskede lidt holdning til det, men ikke fordi at hun var koldblodig.
"Shit..." hun tog fat om sit håndled, og gled ned af en væg. Det var hendes egen skyld, hun kunne have lavet vær med at tøve. Så havde hun ikke havde haft brug for at blive smidt ind i væggen, og smadre sin hånd yderligere... Det havde gjort jobbet lettere dog...

Han kiggede ikke engang på hende da hun tog sin trøje af. Det ville jo være respektløst at gøre. Da hun gik ud med manden rejste han sig og gik efter. Han holdt øje fra skyggerne og så hvordan hun dræbte manden. Da hun var færdig og satte sig op af væggen gik han langsomt hen og stillede sig foran hende. Han kiggede ned på hende og sagde ’’How do you feel inside.. Right now ’’. han ventede på hendes svar og snakkede så videre ’’ every day.. You will face this.. Every day you will enjoy it alittle more.. Every day you will lose more of your human self.. But as you have told me.. You do not care about that.. You would forsake your humanity and kill your own without regret.. You would forsake what you believe is good and surrender to darkness.. You will stand and become powerfull ‘’. Han rakte sin hånd ned mod hendes venstre hånd som tegn på at hun skulle tage den. Hvis hun tog den ville han hjælpe hende op, kigge på hende og sige ’’Are you sure you want this?’’. Hvis hun sagde ja ville han sige ’’ Bare your neck.. Because you want me to bide you.. You might feel.. That your body will get pleasure out of this.. Do not be shamed about that ‘’.

Processen hvor i hun havde taget en mands liv havde været simpel... Hun havde knækket nakken på ham. Den svære del, var den hvor hun skulle få fat i ham, eftersom at hendes hånd ikke virkede optimalt. Hendes fysiske evner var tydelig at se, i de bevægelser hun havde lavet. De bevægelser der havde fået manden ned i en højde, hvor Jackie kunne hoppe op på ham, og få fat om hans hoved med sine ben og... Knæk.
Jackie var ikke sikker på hvorfor, at hun havde valgt det her. Hun havde blot gjort det i sidste ende, og nu følte hun...
"I feel nothing..." svarede i en tom men rolig tone.
"Don't try to preach to me..." svarede hun igen, da han begyndte på hele morale prædiken, som om at han prøvede at få hende til at ombestemme sig. Pfh!
Hun så op på hånden, og var parat til at skubbe den væk i irritation. For af en eller anden grund, var hun irriteret på Balthasar. Hun valgte dog at ryste hovedet, og gav ham den venstre hånd som anmodet. Dette var manden, der havde fået hende til at kaste alt væk. Og hvis hun skulle være fornærmet, var dette næppe tidspunktet. Så hun lod sig trække op, og bed tænderne sammen, for at holde smerten ud.
"I didn't kill a man just to say no..." svarede hun i stedet.
Hun strøg håret ved sin hals tilbage, da det var vådt nok til, at det var muligt. Hun vippede hovedet til siden, uden at bruge tid på at tøve. Hun havde underkastet sig, og havde ikke tænkt sig at ombestemme sig.

Han kiggede lidt på hendes hals. Han bukkede sig ikke ned for at bide hende da han var meget højere end hende. Nej han tog fat i siderne på hende og trak hende på i luften han lænede hende imod væggen og bed hende langsomt i halsen. Han var stærk og havde et stærkt greb om hende. Han sugede blodet langsomt til han kunne mærke at hendes hjerte slog langsommere. Derefter fjernede han sine tænder og bed sig i håndleddet og sagde ’’Drink ’’. Efter hun havde drukket hans blod ville hun sikkert besvime.

Så ville han tage hende med hjem i hans lejlighed. Han ville lægge hende i sengen og tage ud og finde et menneske. Når hun ville vågne ville han stå med en ung kvinde i håret som han havde puttet gaffa tape over munden på og sige roligt ’’ I want you to drink from her.. I want you to give in to your hunger.. To understand it.. That is why you will drink until she dies.. You will then know the truth ‘’. Sandheden var at så ville hun vide at hendes sult aldrig rigtig kunne stilles og derfor vide at hun ville dræbe en gang I mellem når trangen blev for stor. Hvis hun gjorde som han sagde ville han så sige ’’ Do you see.. that hunger never ends.. But i can teach you to control it.. But it will never truly go away.. Now kneel before your maker so he can give you.. Your new name ‘’.

Jackie fandt det ret særpræget at hænde i luften på den måde, med et par hænder plus en væg som det eneste der holdte hende. Og selv som hun hang der i lufte, følte hun sig stadig umådelig lille, faktisk mindre en før næsten. Det var som om, at hun ikke vejede mere end et lille dyr. Hun var et lille dyr i hans øjne... Menneskelig, frastødende, ubrugelig og derfor et dyr.
Hun prøvede at slappe af, intet ville komme godt af pludselig panik. Og da hans tænder sank ind, med en bekræftende smerte, forsvandt alle tanker om panik og fortydelse. Der var kun to valg nu, døden eller at blive vendt. Nydelsen af hans bid, fik hende dog hurtigt overtalt til hvad hun ville. For som han havde sagt, fandt hendes krop det yderst behageligt og ekstatisk. Til trods for at hun kunne mærke sine lemmer blive kolde og tunge. Det blev svære at trække vejet, som hendes kræfter langsomt vaklede mod enden. En redning blev dog tilbudt, og hun tog imod den. Hun tog imod hans blod, men før hun nåede at føle nogen effekt af det, forsvandt bevidstheden fra hende. Og da hun vågnede, var hun i helt andre omgivelser. En stemme som virkede utrolig kendt, fik hendes blik til at lede efter personen. Alt var sløret, og hun havde svært ved at fokusere.
Hun væltede ud af sengen, og havde svært ved at holde sig gående. Hun havde det virkelig dårligt. Hun havde følelsen af at skulle kaste op, men alligevel følte hun sig umættelig sulten. Hver bevægelse hun tog, virkede ikke synkroniseret med hvornår hun tog den. Hendes krop var tung, og hendes brystkasse bar en ubehagelig smerte. Hun var tør i munden, og hendes krop skælvede.
Med en langsom bevægelse fik hun fat i kvinden. Hun lagde en hånd på skulderen, og den anden lagde sig på hendes baghoved. Hun rykkede sig tættere på, og lænede sig ind mod hende, for tilsidst at bide sig fast. Jackie var ikke sikker på hvordan hun havde gjort det, men hun havde i hvert fald gjort det muligt for sig selv, at få blod. Og efter det tog det hende ikke langtid om at blive grådig. Hver lille del af hende hungrede efter blodet, og jo mere hun fik, jo mere ville hun have. Den eneste grund til at hun ikke prøvede at stoppe sig selv, var det faktum at hun intet kunne huske lige nu. Hun var ikke sikker på hvem hun var, eller hvordan hun var endt her, selv ikke Balthasar kunne hun genkalde. Det eneste hun kunne komme i tanke om, var den gennemborende sult. Og da kilden til det hun hungrede efter var tømt, sank hun i knæ. Hun følte ikke at hun havde nogen styrke, og hun var stadig så umådelig sulten. Den kvinde havde kun taget en smugle af hendes tørst. Men til trods for sulten, bukkede hun sig dog stadig helt, som om at var et instinkt. Bloody hell! Hun ville gøre hvad som helst for at slippe af med tørsten og sulten lige nu!

Han kiggede på hvordan hans skabelse. Hans Child, spiste. I hans alt for lange liv var det aldrig et syn han blev træt af. Han hørte hver en lyd der kom. Hver gang Jackies mund blev fuldt med blod og hun sank det. Han kiggede på hendes hals og så hvordan den bevægede sig i det blodet gled ned i hende og gav hende lidt af hendes farve og varme tilbage. Hvis ikke andet så for en kort tid. Hans blik var dog stadigvæk som altid. Han lagde mærke til hvordan livet forsvandt fra kvindens krop og hun så indskrænket ud da Jackie havde dømt hende helt for blod. Han kunne godt forstå hvorfor hun drak så meget. Hans blod var gammelt og meget stærkt. Det krævede meget af hende at komme op på sine ben. Han sagde blidt ’’ It will never get better.. But you will learn to live with it ‘’. Han gik over til hende og rakte hende sit håndled. ’’ Drik alittle.. your makers blood wil ease the weakness you are feeling right now.. That fatigue will end and strength will fall over you.. You are like a phoenix.. raising from the ashes of your former selv.. New, stronger, faster, wiser… You are no longer Jackie the Human.. Henceforth you shall be known to all as.. Calliope… A Vampire from the noble bloodline of Balthasar.. A child of the warrior of honour.. You will be feared, respektet.. Where your footsteps thread they shall leave fear and darkness.. Where your bites draw blood a red river shall paint the world.. Where your eyes will look, everything shall they see.. those who your sweet lips touch shall never forget your embrace.. Raise now Calliope.. Rise as a noble and strong Vampire.. Find comfort in my arms.. For I shall teach you the old ways of the Vampires and you will learn the truth of what it means to be a child of the night ‘’. Da hun var færdig med hans arm trak han den til sig. Han ventede på hendes respons og at hans blod ville virke og hun ville få styrke og lidt styr på hendes hoved.

Hans ord virkede som et fjernt ekko, og kun hans skridt syntes at være tydelig. Tanken om at der var noget spiseligt, der nærmede sig. Men hun følte sig ikke til trukket til blodet, som på samme måde med kvinden. Det ændrede sig dog på et split sekund. I det sekund at Balthasar havde givet hende lov, havde hendes krop reageret på det. Hun greb ud efter hans håndled med et stramt greb. Hendes styrke var dog intet mere end et menneskes. Hun var intet mere end et menneske, på randen til forandring til noget nyt. Og den menneskelige del forhindrede hende i at nyde af måltidet fra før. Det gav hende kvalme, og gav hende besvær med at holde fokus. Men hendes sult var det der havde kontrollen, og hun adlød den til mindste vink. Så hun rettede sig lidt op, og bed sig fast om hans håndled. Følelsen af blodet, var som om hun drak ren ild. Det brænde i hendes mund og ned gennem hendes hals, men på en ubeskrivelig behagelig måde. Det var livs vækkende. Men hun kunne stadig ikke koncentrere, og hans ord virkede stadig fjerne. Hun kunne ikke tænke på andet end sulten. Selv smerten der var i gang med at flå i hendes krop virkede så ubetydeligt ved siden af sulten.
Lidt før han stoppede med at tale, slap hun hans håndled, slikkede sårene for det sidste blod, og slap grebet. Hendes grådighed havde ikke været nær så stærk tvært imod. Hun havde været næsten blid, om ikke andet respektfuld. Selvom sulten appellerede til at dræne hver eneste dråbe af denne søde ild. Men hun blev stoppet af sig selv. Ikke mere end nogle sekunder efter hun slap dog, - og næsten time'et med at han stoppede med at tale - brænde en ubærlig smerte igennem hende. Hun lagde armene tæt om sit liv, og borede sine negle ind i sin side. Hun bed tænderne hårdt sammen, og refuserede til en lille sammenfoldet klump på gulvet. Små lyde af smerte og desperation forlod hende. Hun havde lyst til at gribe ud efter manden, i håbet om at han kunne rede rende fra smerten. Men hun kunne ikke... Der var en eller anden grund til at hun ikke kunne, men hun kunne ikke huske den. Så i stedet blev hun liggende, og kæmpede med at få kroppen til at reagere. Hun kunne ikke lade sig føje for smerten, hun skulle holde den igen. Ignorere den.
Hun fik fjernet den ene hånd, og lagde den mod gulvet, for at støtte sig selv. Hun fik rejst det ene ben, og rettet sig lidt ud, så hun lignede en med lidt mere stolthed. Et knæ plantet mod gulvet, og et ben rejst halvt, som en ridder der knælede foran sin konge. En arm over benet og en mod gulvet, og hun lignede pludselig ikke en ynkelig klump på gulvet.
"I shall follow... My... Lord" hendes stemme var anstrengt grundet smerten hun holdte igen. Men hun havde ikke tænkt sig at knække, Balthasar havde beordret hende til at understykke smerten. Men hun kunne ikke huske hvornår. Det hele var stadig uklart.

Han kiggede ned på hende og så hvordan smerten og sulten påvirkede hende. Men han så også hvordan hun kæmpede. Det var hendes menneske side der døde. Han vidste at hans blod ville fremskyde processen. Han kunne ikke forstå det mere. Han havde for længst forskudt alt smerte. Det blev en kriger jo nød til. Han forstod ikke hendes krampetræk eller støn af smerte. I hans øjne var det noget kun mennesker gjorde. Hun var ikke et menneske men hans Child nu. Hun var hævet over mængden. Ja selv mængden af andre Vampyrer. Da hun kæmpede sig op. Satte sig på hendes ene knæ. Der vidste han at han havde truffet det rigtige valg. Hun var ikke blot klog. Hun var en fighter med viljestyrke. Dog kunne han ikke vige fra de gamle regler og ritualer. Han havde forberedt kælderen til hendes forvandling. Hun måtte ikke komme ud før hendes forvandling var klar. Da hun sad der knælende tog han fat i hendes hals og løftede hende i strakt arm op i luften så deres øjne mødtes. Så han vidste at hun ville høre ham ’’ I am glad that you feel that way.. I shall always protect you.. But i must follow the old laws ’’. Han trak hende efter sig I halsen. Han var mere rough ved hende nu. Han gik med rolige og langsomme skridt ned mod kælderen. Han åbnede det forstærket jerndør han selv havde lavet. Dette rum ville han selv ikke kunne komme ud af med hans styrke alene. Han smed hende ind og før han lukkede døren sagde han roligt ’’ I skall come for you Calliope.. I shall come when your birth is complete ’’. Han smækkede døren i og der blev stille. Rummet var ikke oplyst overhovedet og der var ingen vinduer. Bare dette kolde jern rum med en seng i midten. Dette var et følelses forladt sted hvor hun de næste par dage ville stå overfor hendes værste frygter og smerter. Han holdt dog øje med hende fra det kamera med nightvission som han havde hængt i loftet.

Jackie kunne intet gøre mod at blive trukket op, med hendes hals som holdepunkt. Hun måtte gispe lidt efter vejret, men holdte fokus. Hendes blik var urokkeligt fra hans, hun koncentrerede sig kun om ham. Hendes pupiller var indsnævret, med et vold af følelser bag, følelsen af sult den største. Men hun lod sig ikke knække under endnu, ikke overfor hendes Herre. Igen lød et gisp fra hende, da hun prøvede at få vejret, men kæmpede ikke imod hans hånd. Og hun lod sig slæbe med, velvidende om at hun allerede var død. Hendes hjerte bankede måske stadig, men ikke for livet. Nej livet havde hun allerede opgivet, og dette var nu hendes skæbne. Men sikke en smertefuld en.
Alt blev mørkere, en enkelt kegle af lys vendte i hendes retning. Hun faldt mod noget hårdt, men havde ikke fået følelsen af at falde. Lyden af noget der var ord, kunne høres i baggrunden. Bag lyden af hendes eget åndedræt, der syntes at have taget over alle andre lyde. Og snart blev alt helt mørkt. Hun var alene i mørket, og kunne ikke høre andet end sit åndedræt. Hun kunne ikke flytte sig, og lå blot stille. Tiden syntes aldrig at have en ende, det var som om at hun havde ligget der i timer. Men nej... Med en gennemborende smerte, slap hun et skrig fra sig, med alt hvad hendes lunger kunne klare. Hun vred sig, og skreg igen af ren smerte. Hun kunne ikke kæmpe imod det. Hele hendes krop blev splittet i tusindedele inde fra igen og igen. Ingen kunne stå imod denne smerte! Hun vred sig ukontrolleret, fik vendt sig om, og prøvede at komme op. Igen mærkede hun dog smerten, og hun måtte knække sammen. Hendes krop brændte op, hun svedte og skælvede. Hun fik kæmpet sig på benene, og væltede mod den nærmeste væg. Kvalmen tog over, og hendes krop frastødte alt indhold i hendes mave, for at komme af med blodet. Men det var for sent, hendes krop var allerede inficeret.

Natten fortsatte med konstante skrig, morgnen det samme, eftermiddag og aften igen. Ingen forandringer. Smerten var blevet værre, og nået et ubeskriveligt stadie. Første brændte hun op, og så blev alt koldt. Sveden havde kun varet ved de første par timer, men hun var ikke længere istand til at give mere fra sig. Hendes tårer havde også størknet, selvom hendes krop længtes efter at mærke tårer. Hun stoppede med at kunne føle sine hænder, stoppede med at have styrke i sine ben. Nogle gange var det kun lyden at hendes heftige åndedræt eller hendes hastige hjerteslag, hun kunne høre. Hun stod op, og kastede sig mod væggene, mens alt i rummet havde en intens stank, og hver bevægelse føltes tydelig. Hendes hoved blev fyldt med farver i forskellige former... Former? Hun så det for sig. Alt blev sort. Hun vred sig på gulvet igen, med neglende i gang med at bore sig ind i hende selv. Hun prøvede at flå huden af, så hun kunne få denne følelse ud af kroppen. Ondskaben ud af kroppen. Sulten slog til, og i desperationen bed hun sig selv. Hun gispede efter vejret, og kastede sig mod den nærmeste væk. Alt var ens... Intet var ens. Så intenst og følelsesløst. Gulvet holdte op med at syntes så koldt.... Det brændte. Følelsen gik ikke væk! Hun prøvede at rive følelsen af huden, prøvede at få ilden væk fra sit tøj. Hendes tøj blev flænset i stykker. Hun krøb i et hjørne, skrigende af smerte. Hun slog billederne i sit hoved væk. Prøvede at mærke det hun ikke kunne, lugte, se, høre, smage... Intet
Alt blev stille, der var intet....
En hjerte banken... Rytmisk, stabilt og... Falmende. Et slag af gangen, og et slag der efter. Langsommere og langsommere... Og langsommere... Og... Intet... Et tunge åndedræt og stilheden var komplet.
Først nu var de konstante skrig, bevægelser og smerten stoppet. Jackie lå nu helt stille på gulvet. Intet mere end en sølle skikkelse. Hærget af sine egne hænder, uden andet end sølle laser til at dække. Laser der næsten intet dækkede, ud over hendes underliv. Hendes arme lå over hendes brystkasse, beskyttende mod verden. Og efter tre dages rædsel, havde hendes krop givet efter og befriet hende. Hun var ikke ved bevidsthed, for de utallige timer, havde draget alt kraft ud af hende. Hendes sind var udmattet og havde givet efter for det manglede håb. Hun var i et ukendt mørke, og der var ingen til at rede hende. Ingen kendte til hendes eksistens...

Han sad og holdt øje med hende via kameraet. Han så hende langsomt dø. Så hende stå ansigt til ansigt med hendes indre dæmoner. Han gik kun kort engang i mellem for at finde noget at drikke. Derefter ville han vente tilbage til skærmen og kiggede på hvordan hendes kamp gik. Han så hvordan hun var ved at tabe, blive sindssyg men hun endte altid med at vinde. Han kunne se hvor hårdt hun kæmpede imod den død hun ikke kunne undgå. Hendes kast mod væggene og hendes skrig. Det rørte ham ikke. Dog så han nu noget i hende. Hun havde viljen som en kriger. Han vidste at hun nok aldrig ville vælge den vej. Men han så det i hende. Han var først i tvivl om det var på grund af hans blod men så tænkte han over alt det de havde snakket om. Han vidste nu hvorfor han havde taget hende til sig. Hun havde den samme kriger ånd og sind som ham selv. Han vidste at han havde truffet det rigtige valg ved at forvandle hende.


Da den sidste dag var gået og hun endelig faldt om på jorden rejste han sig op fra sin plads og begyndte langsomt at gå ned mod kælderen. Han stod lidt foran døren før han begyndte at låse den op. Da han havde gjort det ville der for første gang i så lang tid komme lys ind i rummet og han stod som en silhuet og lyset kom ind i rummet. Han kiggede på hende med hans altid sorgmodige blik. Han sagde med sin blide og rolige stemme ’’ Stand up.. No matter what, show no weakness.. I know you have had a though fight.. But you have to overcome it.. I believe in you ‘’. Han trådte til siden og det var nu synligt at han havde taget en ung mand med sig. Han vidste at Jackie sikkert ville være sulten og dette var så hendes måltid. Bal slap manden fri som begyndte at løbe sin vej. Bal kiggede på Jackie og sagde roligt ’’ Start hunting, Calliope.. If you do not feed.. You will die ’’.

Jackie blev flået tilbage til bevidsthed. Hendes øjne spærrede sig op brat, og Balthasar's stemme, var det første hun registrerede. Ordene gav ikke særlig meget mening som det var, hendes krop virkede stadig ikke optimalt. Men alligevel reagerede hendes krop, på den bestemte lyd af hans stemme. Hvad der så også hjalp en del, var da lugten af mad slog hende. Og i det sekund, at hans stemme stoppede, og hendes krop havde registeret hvad Balthasar ville, var Jackie oppe at stå, og i fuld fart på vej efter sit bytte.
Hver bevægeles virkede så akavet, for hun kunne intet føle, og hun kunne ikke mærke at kontrollen var hendes. Det var som om, at hun blot var en tilskuer, der så på hvad der skete. En tilskuer der kunne mærke sulten, lugte duften af mad, føle udmattelsen af kroppen, se det hele, men intet føle. Og før hun vidste af det, kastede hun sig efter byttet. Pludselig hang hun på hans ryg, med sine ben låst fast om hans liv. Hendes hænder i gang med at tvinge hans hoved til siden, i mens han faldt. En ting hun dog følte ned til mindste detalje, var følelsen af hendes tænder der sank ned i hans hals og den varme følelse af blod. Grådigheden tog over igen, og hun strammede grebet om manden, mens hun ivrigt indtog hans livs essens.
Hun genvandt følelsen i sine fingere, pludselig blev lugten af blod langt mere intens. Hendes syn snerpede ind, og alt virkede pludselig mere virkeligt. Hun kunne mærke sine bevægelser, kontrollen over kroppen var hendes igen. Hun rettede sig op, og lod sine hænder undersøge mandens ryg lidt. Der var ikke mere liv i ham eller føde til hende, og hun var stadig sulten. Hun knækkede sammen, og holdte sig for ørerne, da lydene omkring hende slog til, og ramte hende som en solid mur. Intet havde hun hørt i tre dage, men nu var hver mindste lyd tydelig. Hun vred sig kort, men tvang sig til at koncentrere. Hun fik flyttet sig fra liget, men kunne ikke holde blikket fra det. Hun var så ubeskrivelig sulten. Hvem var hun egenlig?

Bal gik langsomt ud af rummet og så Jackie sidde over manden lidt nede af gangen. Han gik med langsomme skridt ned mod hende. Han kunne se hvordan hun brutalt havde overfaldet ham. Hun sad der over manden kun iført laser der dækkede hendes underliv. Resten af hendes krop var indsmurt af blod fra manden som hun vild og sulten havde dræbt og drukket fra. Det var til at se at hun var en nyfødt. Ingen tegn på kontrol. Lige nu mindede hun mere et vildt dyr. Han iagttog hvordan blod løb ned af hendes krop, hvordan hendes mund var indsmurt i denne mands hals rester. Han stoppede foran hende og rakte sit håndled ned til hende. Han sagde roligt ’’ When the hunger becomes to strong.. I order you to drink from me.. It will ease the hunger.. Make you focus and keep you strong.. Drink, but drink with control my child ‘’. Han kiggede ned på hende. Han vidste at det ville kræve træning at lære hende hvordan hun skulle kontrollere hendes hunger. Dog kunne han se på hende at det langsomt var ved at gå op for hende hvor svært det var at være Vampyr, de dårlige sider. Han kunne se at det var ved at gå op for hende at den menneskelige Jackie var død som han havde sagt at hun ville. Han ventede på at hun rejste sig. Ventede på hvad hun havde at sige. Derfor sagde han ’’ Speak your mind, child ’’.

Hendes pupiller snevrede sig ind, og hendes hovede drejede sig i en drastisk bevægelse mod Balthasar. Hendes øjne var en klar rød, et tydeligt tegn på, at hendes sult stadig havde fat i hende. Af samme grund blev grebet om Balthasar's hånd stramt og fast. Modsat manden dog lænede hun sig langsomt frem, og bed roligt fast. Hun var så umådelig sulten, men hun kunne ikke få sig selv til at vise sin dyriske tide over for hendes Herre. Ikke så han havde været så generøs at tilbyde sit eget blod. Blodet der var som at drikke rene flammer, der indprentede en ekstatisk følelse i hendes krop. Men som første gang hun havde fået noget af Herres blod, lod hun sig flytte fra håndledet, og slikkede sårene rene for blod.
Hun satte sig med et knæ mod gulvet, som hun havde gjort første gang hun havde betroet sin loyalitet. Hun tvang sig selv til at undertrykke den resterende sult, selvom det var... Umuligt. Hun fik dog andre ting på hovedet end kun at skulle spise.
"My lord..." lød det roligt fra hende, som både en hilsen og et tak.
Hun fik rejst sig op, og så op mod Balthasar.
"My Lord...Tell me my name... I have forgotten..." sagde hun stille, og havde tydeligt ikke helt styr på tingende endnu, men med tiden ville det nok komme. Hendes krop og sind havde været meget igennem, så det var næppe helt uforståeligt. Jackie frygtede dog ikke at hun intet kunne huske, og det hun var nu bragte hende heller ingen sorg. Hun vidste at hun havde været... Menneskelig før dette, men hun var det ikke længere...?
Der var dog et eller andet, som gav Jackie en tung følelse af sorg. En sorg der var så uforståelig, for hun var ikke ked. Den var blevet pålagt hende. Det gav hende en følelse af, at hun ikke havde kontrollen over sig selv.

Balthasar og hende kunne føle hinandens følelser. For første gang ville hun nu forstå lidt hvordan han havde det. Det var en følelse af ikke at have noget at kæmpe for. Et liv uden et mål, et liv uden glæde. Som var han et våben i andres hænder men at han nu var blevet forlagt. At dette våben ikke længere havde noget mål, ingen hånd der førte det mod noget. Han var som et sværd der var blevet forlangt. Alene i mørket over at han intet havde at kæmpe for. Intet at tro på. Det var denne knusende sorg der rungede igennem ham. Han kiggede på hende med dette blik som hun måske nu forstod bare lidt hvorfor han havde. Han følte ingen mening med sig selv mere. ’’Your name.. Is Calliope.. Child of Balthasar… Your bloodline is one of the most rare and unique that is left in this world.. Though it is rare that one is granted the mighty metallic eyes.. I can see that your eyes are red.. That can mean two things.. One that your powers are different then that of our bloodline.. The other is that your eyes true colour will show when your power manifests ‘’. Han gjorde tegn til at hun skulle følge med ham. Han havde nemlig ikke kun lavet et par simple ting i disse tre dage. Det var lavet et værelse til hende. Der var skabe med tøj i. Dog var der alle stile, fra feminine kjoler til hættetrøjer. Han kiggede på hende ’’ Eventhrough i enjoy to see your naked blody covered in the blood of your victims.. I think you could use a bath and some clean clothes… I will be waiting in the livingroom for you, Calliope ‘’. Han bøjede sig ne dog kyssede hende blidt på panden og gik ned mod stuen.