Bloody... [Balthasar]

En knugende fornemmelse dannede sig i et bryst, og følelsen af sorg blev stærkere, da Balthasar's blik lå i hendes. Hun følte sig så ubrugelig og nyttesløs. Hele verden virkede så triviel og kold. Denne tungefølelse af sorg, vidste sig svagt i hendes øjne. Men den påvirkede hende ikke så tungt endnu, som den nok ville senere hen.
Calliope... Hendes navn var Calliope. Hendes nye navn var i hvert fald, for hun mindes at hun en gang var blevet kaldt noget andet. Hendes forhenværende navn, var dog uden betydning. Det eneste hun følte sand mening i, var Balthasar. Så hun fulgte efter ham, uden at bekymre sig om sin nøgne krop, og havde ikke en gang skænkede det en tanke. Ikke før at Balthasar påpegede hendes mangel på tøj. Men til trods for hvad hun normalt ville have følt, virkede det... Naturligt? at stå afklædt foran sin Herre. Så ingen forlegenhed blev vist. Hun nikkede blot til hans ord, og stod stille. Modtog kysset på panden, og så efter ham som han gik.
Hendes blik gled over rummet, og hun brugte lidt tid på blot at betragte omgivelserne. Hun vidste at hun ikke havde været her før, men det bekymrede hende ikke. Intet syntes at bekymre hende. Hun strøg blot håret tilbage, og gik mod badeværelset.

Noget tid blev brugt på at blive færdig med badet, og der efter at få tøj på. Hun skyndte ikke på sig selv, men tog tingende i et roligt tempo. Et tempo der var påvirket af de utallige tanker der gik igennem hendes hoved, og et behov for at tage det langsomt og roligt. Men til sidst gjorde hun dog sin entré ind i stuen, i klædt et par tætte jeans, og en tank-top. Modsat alt hvad hun plejede at gå med. Håret var strøget lidt til siden, og for første gang i lang tid, lignede hun hvad hun var. En kvinde.
"My Lord..." lød det stille fra hende.

Han sad i sin stol og kiggede på et af hans mange malerier. Han drejede langsomt hovedet da hun kom ind og for første gang viste der sig et minimalt smil på hans læber i meget kort tid. Han rejste sig op og gik over og kiggede på hende ’’ My child.. That is usually not what you wear.. But i am that that you have finally shred the thoughts of what others think of you.. Remember this.. Only few looks past your appearance and into your mind.. So its important that you feel good about your appearance.. Because the ones who matter will look inside you ‘’. Han strøg en finger over hendes kind blidt og kiggede ned af hende. Han vendte sig om og gik hen og satte sig i sin stol igen. Han klappede sit lår. Hvis hun gik over og satte sig på det ville han sætte hånden på hendes hoved og lade det hvile imod hans brystkasse som var hun noget dyrebart. ’’ I will tell you something now.. The golden rule is that we must not show humans that supernatural creatures are real.. If you see someone doing it.. Kill them ‘’. Han strøg blidt hendes hår hvis hun havde sat sig. ’’ Also.. Honour is our life.. We follow the old codes.. We show only the same amount of respect as we are shown.. We are a familie.. Betrayal or misbehavior will be punished.. We keep our word always.. We stay out of peoples affairs if they stay out of ours.. This are important lesions my child ‘’.

Smilet på hans læber fangede hendes blik, og hun fandt sig selv tryllebundet af det, i den korte tid det havde eksistens. Det bragte hende en behagelig følelse, og det var en følelse hun ville have igen. Hun vidste at der var noget værdifuldt over det lille smil, og hun var en af de få det var blevet delt med.
Hendes blik vendte sig bræt mod Balthasar, som en der lige var blevet hevet ud af en dagdrøm. Hendes øjne havde stadig farven af blod, men hendes krop var afslappet, og sulten umiddelbart glemt. Hun følte sig i harmoni, men alligevel ved siden af sig selv. Af samme grund så hun ned, da han påpegede hendes tøjvalg. Hun havde ikke rigtig tænkt over hvad hun havde taget på, hun havde blot reageret ud fra en følelse hun havde. Hvor den kom fra, var hun ikke sikker på. Der var meget hun ikke var sikker på, men hun lod sig ikke hænge i det. Det virkede så trivielt at bekymre sig, for hun følte sig så ubeskrivelig sikker.
Hendes blik søgte op af igen, da hans finger strøg over hendes kind, og igen fulgte hendes øjne ham, som han bevægede sig. Og uden tøven gik hun over til ham, og lod sig glide ned i hans skød, da han tilbød det. Hun lod sig ligge ind mod hans brystkasse, og lukkede øjne halvt. I stilhed lyttede hun til hans stemme, og kunne intet andet end at nyde følelsen af hans hånd der strøg mod hendes hår. Dette var hjem, dette var det sted hun ville vende tilbage til, hvis hun nogen sinde skulle finde sig fortabt. For intet i verden ville hun give slip på dette, eller forråde dette øjeblik... Forråde Balthasar... Nej han var hendes Herre, og det eneste der havde betydning.
"I shall will do my best to uphold you honour My Lord. And die if I fail... I will do what I can to be a noble creatur like you, and die if I fail..." svarede hun, og lukkede øjne helt.

Hans lænede sit hoved tilbage i stolen og blev siddende. Han vidste at der var meget at lære hende og at det ville tage mange år. Han vidste dog at han ville beskytte hende for enhver pris. Da han hørte hendes ord kiggede han ned på hende. Han så hvordan hun sad med lukkede øjne og slappede af. Det var vel også kun naturligt. Hun havde været igennem så meget. De var en del af hinanden nu. Hun var hans skabning, hans Child. Han sagde roligt ’’ You will stay with me until your training is over.. When it is you are free to leave or stay.. but it will take a few hundred years.. On thing that you might have felt about our bound.. Our feelings are connected.. you can learn to shut it out if you want to.. But we will be able to feel what the other feel.. We will be able to understand one another in a way that others will not understand… My vow to you will be to protect you.. To kill everyone that tries to hurt you.. Do defend you should it be needed.. To be there when you need me ‘’. Han strøg stadigvæk hendes hår. Han havde aldrig været en person der lavede skabninger men han var nu faktisk glad for at han havde gjort det. Bal var ikke kun følelseskold. Han var ærefuld og beskyttende. Han var en kriger af de gamle veje. Dog var han sorgmodig. Det hele var så lang tid siden de gamle veje. Han kunne ikke huske sin egen forvandling mere. Han kunne ikke huske solens varme. Han kunne ikke huske hans hjertens banken mere. Han kunne ikke huske hvordan det var at være menneske mere.. det var så mange år siden. Han var nogle gange i tvivl om han overhovedet nogensinde havde været menneske. Han havde ladet folk vide at han var over 1000år gammel. Men sandheden var at han var ældre, meget ældre. Han ville aldrig tale om sin alder. Det kom ikke andre ved. End ikke sit Child. Han øjnede sine øjne, han var nysgerrig nu ’’ tell me.. What are you thinking about right now, child?’’.

Hun havde svært ved at forstille sig, at hun nogen sinde ville forlade Balthasar's side. Og tvivlede stærkt på, at der nogen sinde ville være en grund stærk nok, til at få hende til at trække sig. Ikke som det var nu, og uanset hvordan hun havde været i fortiden, var hun sikker på, at intet appellerede mere end dette. Selvom det måske bare var grundet et nybundet bånd, hvor glæden kun var kortvarig. Nej... Aldrig ville hun svigte sin Herre eller lukke ham ude. Om det var en byrde eller en gave, intet skulle komme i vejen for denne sammenslutning.
"And I vow to you that I shall learn and understand. I shall kill for you, bow for you, serve you, protect you, love you and obey only you. You are My Lord, and never shall I betray you, or leave you. This is my oath, and may my last day be seen, befor I break it" svarede hun i en rolig stemme, og lå stadig med lukkede øjne op af ham. Hendes ord blev sagt med sådan en letsindighed, men alligevel virkede de så alvorlige. Det virkede så naturligt for hende, at ytre disse ord.
Hvis det havde været mulig for hende at sove, var hun døset hen. Men udødeligheden havde taget den evne fra hende, men det ærgrede hende ikke. Intet syntes at gå hende på lige nu. Det eneste der betød noget, var den inderlige harmoni hun havde lige nu.
"You... And the comfort..." svarede hun stille og helt ærligt.

Han lyttede til hendes løfte. Han tog løfter eget seriøst. Han sad lidt og bare strøg sin hånd blidt igennem hendes hår før han sagde ’’ Today is my gift to you.. We do what ever you want.. Its your first day as a Vampire.. Tomorrow we start your training I every way.. But tonight.. Tonight will be yours Calliope.. I shall follow you where ever you go tonight.. We can do whatever you want to do, my child ‘’. Han satte blidt en finger under hendes hage og lofted blidt hendes ansigt op af så de fik øjenkontakt. Han sagde roligt og blidt ’’ You and i.. We are connected.. We are more then just two vampires.. The training will be hard.. You will see the depts of your mind and face your inner demons.. So its really important that we do tonight what you want.. So you can find strength in that memory.. So you can become strong enough to endure the training that awaits you ‘’. Han kyssede hende I panden igen og rejste sig og løftede hende op på same måde som han havde gjorde da han havde forvandlet hende. Han gled hende langsomt ned af sin krop og stillede hende blidt på hendes fødder. For ham var det et symbol. Han havde løftet et usikkert menneske. Nu havde han sat en sikker Vampyr. Han var faktisk spændt over hvad hun ville finde på de skulle lave denne nat. Han ville dog være overvågen. Hun var jo trods alt nyfødt.

Hans ord virkede så sære, for hun havde ikke forventet en gave, og da slet ikke af den slags. Ikke at hun var utaknemmelig, men hun vidste ikke hvad hun ønskede at gøre. Hun følte ikke at hun havde brug for noget, men hun vidste at hun måtte finde på noget. Dette vær næppe noget der skete igen, og hvis det gjorde, næppe før om lang tid.
Så svag forvirring mødte Balthasars blik, da hun lod sit hoved løfte. Men hun valgte forsat at lytte efter, for at høre hvad mere en havde at sige. Hans første ord bragte hende behag, for tanken om at hun ikke var alene, virkede yderst beroligende. Det gav hende en følelse af glæde. Den samme slags glæde, som når han holdte hende, berørte hende, eller kyssede hendes pande. Der var noget ganske behageligt over det hele, og en følelse af harmoni. Som hvis at hun fandt sin anden halvdel.
Hun lod sig løfte, mens hendes blik stadig var fanget af hans. Hun fandt fodfæste på jorden, og da han slap hende, stod hun sikkert på jorden. Hendes blik gled ned, og hun prøvede at finde ud af hvad, hun ønskede at bruge denne nat på. For det skulle være noget, som ville bringe hende styrke, håb, mod, tryghed, glæde, trøst... Når alt var ved den mørkeste time, skulle det bringe et lys. Hun stod noget tid, og tænkte for sig selv, før hun endelig så op. Uden den store tøven der efter, svarede hun
"I shall ask for you to tell you thoughs and feelings for me, show me if you care, and tell me what makes you so undescribly sad. I need not to know it all, just to know if I can ever help..."
Hun regnede med, at så længer hende Herre fortalte hende hvad han følte overfor hende, og så længe det var noget godt. Ville hun ikke kunne finde noget bedre, end at vide at han ønskede hendes eksistens. Det andet ville være beviser, for at han ikke talte usandt. Hun regnede dog ikke med, at han ville lyve overfor hende.

Han kiggede på hende. Han havde sagt til hende før at det var noget han ikke ønskede at snakke om. Han havde forklaret hende det. Han havde givet hende en hel nat hvor de ville gøre hvad hun ville have og hun brugte det imod ham. Han følte sig forrådt. Han satte sine arme over kors og skønt han ikke viste nogen form for følelser, så viste hans øjne at han følte sig forrådt og snydt. Han sagde med sin rolige blide stemme ’’ My feelings for you… I was starting to think that there might be someone who finally had a chance of understanding me.. one who respected me and was loyal.. respected and knew that I would tell certain things when I was ready… I felt that you in time could have given me a reason to fight.. A reason to be.. But I was wrong.. so wrong ‘’. Han ikke så meget som blinkede. Han viste ikke engang nogen følelse på at han var såret hverken I hans stemme eller ansigt. Men hun ville kunne mærke følelsen inden i på grund af deres bånd. Han sagde roligt ’’ Why i am sad.. Because i have nothing to be happy about.. Nothing is as it once was.. The world has changed.. There is no honor left.. The old ways have been forgotten.. Chaos and betrayal is all over.. Once I had a reason to keep going.. Something to fight for.. Something to believe in.. I am like a blade.. broken by betrayal.. A blade everyone wishes to use.. But also a blunt blade.. a blade that has no will to fight is no blade at all.. I am but a shadow of the man I once were.. I am a sword with me hand to hold it.. No direction.. Always have I followed the dreams of others.. And my own has been lost in the process ‘’. Han vendte sig langsomt om og da han stod med ryggen til hende sagde han ‘’ I truly believe that you could have helped me.. given me a reason to fight once more.. But now i know the answer.. No.. you can’t help me… In any way ‘’. Han begyndte at gå og imens han gik sagde han ‘’ you had your wish.. Now i order you to go to your room and stay there until tomorrow.. the training starts there ‘’. Bal gik med langsomme skridt på vej ud af rummet.

En tung følelse af sorg slog hende igen, denne gang stærkere end før, for følelsen var hendes skyld. Følelsen af at blive forrådt, ramte hende som en kniv gennem hjertet. Og pludselig fandt hun sig selv uden lysten til at kende svaret. Hun havde kastet skam over sig selv, ved at lade sig påtvinge sin Herre at svare et spørgsmål han ikke ønskede at svare. Harmonien var ødelagt, og da han begyndte at tale, fandt hun igen trøst i hans ord. Ingen behag eller beroligelse. Hun havde fejlet, hun havde svigtet ham. Hun følte væmmelse ved sig selv, men sorgmoden var det der lå tungest.
Da han begyndte at gå, sank hun i knæ. Knælede atter for ham, men manglede den samme form for stolthed som før.
"I am sorry my Lord, I did not know what I was asking of you. If I had, I would never have asked such a thing of you..." Hun bukkede længere ned, som tegn på hendes underkastelse.
"But if that is what you feel for me now, I see no reason to exist. If my existen brings you misery I do not serve you and i shall kill myself... If I can not serve you, let me end my existen, and ease your disgust..." Hun havde ikke lyst til at han skulle gå, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige for at stoppe ham. Men igen.. Hvis hendes eksisten ikke bragte andet en dårligt, ønskede hun ikke længere at eksistere, og var villig til at gøre en ende på det hele, så Balthasar ikke skulle lide under hendes usle eksistens.

Han stoppede. Han vendte sig langsomt om. Han kiggede ned på hende. Hans stod sådan lidt tid før han begyndte at gå over imod hende igen. Han stoppede op foran hende og lagde en hånd på hendes hoved ’’ You are forgiven.. Your words have regained your honour.. But know this.. We are bound to our honor.. To the promises that we make.. No matter what.. For without honor we will be nothing more then a hollow shell ‘’. Han tog fat I hendes arm blidt og hjalp hende op og stå igen. Igen kom det svage smil kort frem på hans læber da han kiggede hende i øjnene. Han lagde blidt sine arme omkring hende i et knus og sagde ’’ easy now, Child.. You will get your time to prove yourself to me.. No need to speak those words.. If there is truth behind your words.. Then there might still be hope for you.. My Child ‘’. Han fjernede sine arme fra hende og gik hen til sin stol og vendte sig om. Han kiggede på hende med det samme blik som altid ’’ Now.. What do you want to do tonight.. Whatever you want we shall do.. Because you will need this memory.. Trust me.. I went though the same.. The memory I hold onto even this day.. Is my honour ‘’. Han satte sine arme over kors og lukkede sine øjne ‘’ So my Child.. What do you wish to spend this night on? ’’.

Jackie flyttede ikke på sig, da stilheden faldt. Hun vidste at hende Herre stadig var i rummet, men hun så ikke op for at se på ham. For hvis hendes eksistens kun bragte ubehag, ønskede hun ikke at bringe ham mere, ved at lade sit forræderiske ansigt vise sig, eller besudle ham med et blik. For hende følte hun intet håb længere, eller livslyst. Ikke hvis det havde været på bekostningerne af hendes Herres velbefindende. Alt håb forsvandt dog helt, da lyden af hans skridt igen kunne høres. Hun regnede med, at han var på vej væk, og hvis han ikke tillod hende at tage sit eget liv, kunne hun ikke gøre det. Hun havde allerede trodset ham, og ønskede ikke at gentage det. Derfor overraskede det hende, da hun mærkede hans hånd ligge sig på hendes hoved. Og ordende der fulgte denne bevægelse, bragte livet tilbage i hende igen. Hendes eksistens var ikke længere uvelkommen og ligegyldig. Overraskelsen og overvældelsen stod malet i hendes ansigt, og var tydelig da hun blev rejst. Overraskelsen blev større, da synet af et lille smil mødte hende igen, men snart fandt hun sig selv i favnen på Balthasar, og hendes udsyn blev begrænset. Men snart var det trivielt, for følelsen af ro gled ind over hende igen.
"It is the truth, and I would prove my loyalty towards you, at anytime... I can not live knowing that all I exist for is nothing more... You are the reason for my existen, and my reason to live My Lord..." sagde hun efter hans ord, og lod sig sætte på gulvet foran hans stol.
"Then... I wish for nothing more, than for you to hold me as long as possible, and show kindness to me... Like before... For all I need to keep ongoing, is My Masters love... And that is all I want for this night" hendes blik faldt lidt ned.

Han satte sine arme over kors. Han lyttede til hendes ord. Det så ud som om han stod og tænkte lidt. Han rystede svagt på hovedet. ’’ I do not understand.. Why?.. why do you want me to hold you.. why do you want my love?.. I am your maker.. Your sire.. you could ask for anything in the world for this night.. Why do you want to me in my cold embrace.. What do you gain from it? ‘’. Han gik et enkelt skridt hen imod hende ‘’ I have already told you once before.. This is no movie.. No farietale.. You are my Child now.. You take what you want.. you fight for it.. You do not hide behind shyness or flatter.. Your blood is some of the strongest Vampire blood there is.. Start acting like it ‘’. Han rystede på hovedet igen ‘’ Its your night.. And you wish for me to hold you… Show you kindness.. If that is what you want take it.. you are a warrior.. A fighter.. A vampire.. Your night means your rules.. IF you don’t pull yourself together and start acting like it I will rest for the night and the traning will start tomorrow.. Did you really think I would show you all those things.. Take your hand and follow you to school with a big smile on my face.. Come on.. Take what you want.. Fight for what you want.. Claim what you want ‘’.

Hendes blik forblev på Balthasar som så mange gange før. Urokkeligt men ikke intenst. Og til at starte med, var hun så rolig som det var muligt, men hans ord vækkede et eller andet Fik hendes krop til at reagere som før. Hun stod lidt og betagede sin Herre, men med bestemte skridt, begyndte hun at gå imod ham. Hun stoppede ikke mere end en fodslænged fra Balthasar, og havde stadig ikke flyttet blikket fra hans. Det blev nu tydeligt, at noget langt mere vildt lå i hendes øjne en før. The New Born vidste sit ansigt.
"If you say so My Lord..." Hun lagde begge hænder på Balthasars brystkasse, og skubbede ham tilbage mod stolen. Hvis han ønskede at hun skulle gøre som det passede hende, ville hun gøre så. Han havde specifikt bedt hende om at handle ud fra hvad hun ønskede sig, og bruge de midler hun skulle for at få det. Og hun ville gøre som hun blev bedt.
"I do not wish for you to hold my hand... But I have said this before... My only reason to exist is you. Shall you die, then I will wither. Do you cast me aside, I will end my existens. You are my reason to feed, and I shall follow your command. If I know that I am not wanted I have no reason to go on, so all I need to exist is knowing that I am of use to My Master... Knowing that I am not just a replaceble sword, that you do not tend to keep, and throw away when you find one with more shine... That will be the strongest memorie I could ever have... A memorie that had proof, that no matter how mush you try to break me, even by saying I am not needed. I will know that what I remember of that memorie is the truth. That is why I wish for no more..." Hun havde kravlede op på Balthasars skød, og lagde en hånd på hver af hans skulder, for at holde ham nede, mens hun talte.
Hendes blik var intenst, og en sær form for vredesfuldt flamme lå i det. Og den genfundne sult skinnede også stærkt. Han ville have at hun tog hvad hun ønskede, og hendes krop ønskede smagen af hans blod, men det ville ikke være et minde hun kunne holde fast i. Men det var hvad hun begærede mest ud over sin Herres affektion.
"And if My Lord only see a shy little girl in me with no capebility, I will fight you to show that I am the warrior you want" hendes stemme bar en koldhed og vrede i sig. Det passede hende langt fra, at han havde set ned på hende på den måde. Havde hun ikke allerede bevist sig selv? Hvis kamp var det eneste der kunne overbevise ham, var det det hun yndede at gøre. Selvom hun allerede nu vidste, at hende Herre var hende langt overlegen, og for ham at slå hende ihjel ville være en snild sag. Men hun havde viljestyrken til at kæmpe med al sin magt.

Da han blev skubbet ned i stolen satte han sig. Endelig så han krigeren i hende. Da hun satte sig ovenpå ham sagde han intet. Han lyttede dog til hendes ord. Hun havde i sandhed en krigers vilje. Han valgte ikke at kæmpe imod. Han ville se hvad hun gjorde. Da hun lagde sine hænder på hans skuldre sad han bare og kiggede i hendes øjne. Han havde ikke forventet denne reaktion. Han kunne dog føle hendes hunger. Hun gav ham et blik en sulten Vampyr gav. Han vidste dog også at hvis hun talte sandt ville hun altid spørge efter hans blod før hun tog det. Han havde dog ikke set denne side af hans child før og han ville se hvor det her endte. Hvor hendes flamme ville lede hende hen. Hun var en Vampyr nu og hendes instinkt var det vigtigste. Det ville kunne redde hendes liv. Han sad bare og ventede på hvad hun nu ville sige eller gøre. Han ikke så meget som sagde et ord. Han fulgte bare med. Men da hun sagde at hun ville bevise hendes kampånd sagde han roligt ’’ When the training starts.. You will get your chance to prove yourself to me.. trust me, my Child ‘’.

Hun stirrede intenst på ham, men hendes blik blev mindre fokuseret på hans øjne, men hans eksistens generelt. Hun tog dybe indåndinger, for at inhalere hans essens. Hun lænede sig ind mod ham, og syntes ikke at registrere hans ord. Hendes greb om hans skuldrer blev strammere. Alt ved denne vidunderlige duft trak hende ind, og fik alt til at flyde ud i et. Hun lænede sig indnu tættere ind, og mærkede sulten rev i hende. Behovet for at være grådig hviskede til hende, og mindede hende om behagen hun fik ved hans blod. Igen strammede hun grebet om ham, men mere som et rovdyr der havde fat i hendes bytte. Hun lænede sig helt tæt ind til ham, og lagde sit ansigt mod hans hals. Hun fandt hans duft yderst ophidsende, og hun indhalerede så meget af den som mulig. Hun skilte læberne lidt, og strammede grebet yderligere, men hun trak sig tilbage. Hendes blik lyste op af sult, og der var på ingen måde til at benægte at hun begærede tanken om at smage hans blod. Næsten modvilligt fjernede hun sine hænder.
Hun var stolt af sig selv, for hun havde nægtet sit begær, og ikke bukket under for lysten. For hende var det en sejr, for hun havde kunne mærke, at hun havde lyst til at knække under, og tage hvad hun havde lyst til. Men nej... Hun ville ikke tage hendes Herres blod, ikke uden at have fået lov. Men hun ønskede ikke at tage det, ikke i denne stilstand. Hun tvang sig til at ligge sig ind mod ham, men følte på ingen måde ro. Hun kæmpede intenst med at få sulten undertrykt.

Han kiggede på hende og følte hvad hun følte. Hendes trang til hans blod. Han gjorde dog intet ved det. Han ville se om hun havde den viljestyrke der skulle til. Han blev dybt overrasket over at hun faktisk havde den viljestyrke der skulle til. Der var kun meget få nyfødte der havde den styrke. Han var stolt nu, stolt over at hun var hans child. Han havde måske alligevel truffet det rigtige valg ved at forvandle hende. Han førte sine arme om hende i det hun lagde sig ind til ham. Han sad sådan med hende i lidt tid før han sagde blidt ’’ du har min tilladelse til at drikke.. en mundfuld.. ikke mere ’’. Han drejede lidt sit hoved på skrå. Normalt måtte folk aldrig bide ham i halsen. Det var noget specielt han gav hende lov til og det ville hun kunne føle i hans følelser. Det var kun noget han gjorde når han virkelig stolede på en anden. Når han respekterede dem så meget at han gav dem lov til det. Han sad og ventede på at hun bed ham og når hun gjorde det så ville han lægge en hånd på hendes håndled og drikke den samme en mundfuld af hendes blod. Dette var en tegn på at han accepterede og respekterede hende som hans Child.

Jackie prøvede at genvinde roen fra før, men havde virkelig svært ved det. Selv ikke følelsen af hans omfavnelse fik hende til at føle ned. Hele hendes krop var påvirket af en intens følelse af adrenalin. Aldrig havde hun troet, at hun skulle være ude for noget som dette. Dette var uden tvivl det mest intense hun havde prøvet. For hun havde aldrig havde hun haft sådan et begær, eller følt en ophidselse på denne måde. Det virkede næsten skræmmende.
Hun så lidt op på ham, da han talte til hende, på et sprog hun ikke forstod. Og alligevel forstod hun hvad han ville. Hun rettede sig op, og sad kort og stirrede på hans hals, og virkede tøvende. Hun bed dog langsomt fast i hans hals, og prøvede at gøre det så forsigtigt som muligt, og som instrueret tog hun en enkel mundfuld. Dette var virkelig en prøvelse, men hun nægtede at knække under. Intet i denne verden skulle lade hende knække. Da han bed hende, for at drikke af hende, havde hun dog lyst til at bide sig fast og fortsætte, men fik tvunget sig selv væk. Hun bed tænderne sammen, og arbejde på at få fuld kontrol.
"My Lord..." lød det stille fra hende, uden at hendes blik var rettet mod ham.
Hun lagde panden mod hans skulder, og greb fat i hans trøje. Hun tvang sig selv til at lukke øjne, og prøvede at tvinge ro ind i systemet.
"... Thank you..." hun lænede sig tilbage, og så ham i øjne. "I think i need to quit down before tomorrow..." fortsatte hun lidt efter, og trak sig lidt tilbage, men slap stadig ikke hans trøje.

Han satte en hånd på hendes kind da hun lænede sig tilbage. Han kiggede på hende med nu lidt alvor i sit sørgelige blik ’’ My Child.. Listen to me.. It will never get better.. You will never calm down.. You must learn to control it.. And the memory we are building tonight will be your support.. But your only true weapon will be your willpower.. And I have seen it.. You have far more willpower then most.. But you must learn to accept what is inside you.. Accept your feelings and your mind.. You are what you are now, and you can’t defeat that.. Only accept it and learn to control it… Now focus.. What shall we be doing tonight.. This will be the last time I ask you.. Focus and overcome your hunger.. You will need that strength for your tranining.. I will also only say this one more time.. You will need all the power you can merge for the training… Mit barn ‘’. Han aede blidt hendes kind for at prøve at få hende til at køle lidt ned. Det virkede af en eller anden grund til at hun havde det lettere når han var i nærheden. Når han skabte tryghed. Dette var ikke en hjelp hun ville få når træningen startede. Det ville ikke blive let, nej det vlle blive meget svært og hun skulle forstå hvor svært det ville blive. Det var derfor hun havde fået denne frie aften.

Langsomt gled en tæt stilhed ind over Jackie, og en svag følelse af usikkerhed. Ikke på grund af opildnet eller på grund af sulten. Men grundet af hun ikke havde nogle dybere ønsker. Og jo mere hun blev spurgt ind til det, jo svære fandt hun det at give et svar. Hendes ansigt tog form af en mere sorgfuld mine. Hun rystede lidt på hovedet, og lagde en hånd oven på Balthasars. I en blid bevægelse trak hun den væk fra sin kind, og holdte den som hun svarede. "I have nothing to ask of you..." hun slap hans hånd, og rejste sig fra ham.
"I already have what I need... And no matter how many times you ask, I can not come forth with a clearer anwser than what I already have given..." hun trak sig lidt væk fra ham, før hun vendte sig om for at gå.
Intet kunne få hende til at tænke på noget... Hun vidste at dette nok var den eneste chance hun fik, for at spørge om noget, men hun havde meget simpelt intet svar. Ikke et ud over det hun havde givet. Og de minder hun havde nu, ikke var stærke nok, måtte hun bruge sin viljestyrke til at klare sig igennem det. Og hvis det fejlede, måtte hun tage de konsekvenser der var. Dette var hendes eget valg, og hun havde afslået alt håb om yderligere hjælp.

Han var skuffet over hendes svar. Han havde håbet på et eller andet. Han ville have givet hende hvad end hun havde bedt om. Men det virkede ikke som om hendes vampyr side havde taget helt over i nu. Dog svarede han ’’ Its only sad when you have nothing to fight for ’’. Han aede blidt hendes kind og sagde med en blid stemme som altid ‘’ You have such a strong willpower.. I am sad that you want nothing in your unlife, my Child ’’. Han rejste sig op og kiggede ned på hende ‘’ You could have asked whatever and I would have given it to you if I could.. But if you have it all.. I guess that’s good enough ‘’. Han lænede sig ne dog kyssede hendes pande blidt. Han vidste ikke om hun havde mere I tankerne eller om hun ville gå til ro for natten og starte hendes træning. Det måtte han jo vente og se. Han regnede med at hun havde rejst sig af en grund jo.

"I do have something to fight for..." svarede hun, og begyndte at føle sig lettere irriteret, for det var som om, at han bad hende om at finde et svar, som han kendte men hun ikke gjorde. Og det irriterede hende, at hun ikke kunne finde noget at bede ham om. Og hvad hjalp mindre var at sulten var vendt tilbage. Alle disse følelser havde ramlet tilbage ind i hende uden nogen varsel. Eller måske var det den ophidselse fra før, der viste sit ansigt, efter hun havde undertrygt den? Problemet var, at hun ikke følte at hun kunne tillade at tale igen. Men det hjalp hende ikke, da hendes vilje gav efter for hendes vrede.
"I wish I had something to ask for, but the truth is, that no matter how I look at it, your affection is all i can think about. It's not because I control what I feel. If you have to keep pushing me, then fine! Embrace me, like a man embrace a woman, and let me have that as a memrie. Lets hunt for food, and let me have more of your blood!" snerrede hun irriteret, og spændte i næsten alle muskle i hendes krop. Ikke en molekyle i hende var i ro længere. Det var ikke en gang gået op for hende, hvad hun havde sagt, eller rettere hvordan hun havde sagt det. Hun havde ikke set den manglede respekt i sine ord, og ikke umiddelbart tænkt over sine ønsker, men de var ikke usande.
"STOP SHOWING ME FALSE AFFECTION!" råbte hun og lagde an til at plante alle fem klør i hans ansigt.
Denne uforklarelige vrede tærrede hende indefra, og blev rettet mod Balthasar. Men det var ikke direkte ham hun var vred på. Der var bare så mange følelser der ville ud på en gang, og det faldt tilbage på den følelse der havde været stærkest. En dyrisk vrede der havde brændt hemmeligt i hende i længere tid, end hvad hun havde kendt Balthasar. Der nu var blevet vækket af tvivl, frustration og sult.

Han stod og kiggede på hende, lyttede til hende. Så hvordan vreden kom op i hende. Han gjorde intet, selv ikke da hun gjorde klar til at slå ham. Men da hu var helt færdig skubbede han hende op af væggen og pressede hans krop mod hendes. Han kiggede ned på hende da hun var en del mindre end mig ’’ Now the warrior in you is showing.. Stop saying what you want and take it.. You are my Child.. If you want my affection you will have to fight for it.. You will have to prove that you are worthy of it.. even against me you have to try and take what you want.. Fight for it even if you lose ‘’. Han løftede hende op I hans øjenhøjde og sagde med sin rolige stemme ‘’ Use that anger.. Ude it as a tool.. A tool to get what you want.. That blood that runs in you.. It’s the boo dog a fighter.. the blood of strength.. You have to use that power.. Use that anger and rage.. Not become wild and feral, but strong and willfast.. Do you understand me, Child.. If you want something.. You take it ‘’. Han kyssede hende blidt på panden og slap hende. Han trådte et skridt tilbage of satte sine arme ud til siderne ‘’ So.. Are you going to stand there.. Or do something about it?.. warrior ‘’.

Jackie stod låst fast, i bevægelsen af at ville slå Balthasar, men kunne ikke få overtalt sin krop til at reagere helt efter vreden. Og før hun vidste af det, blev hun presset op mod en væg. Hvilke kun gjorde hende mere vred. Lige nu virkede alt bare som en tricker til mere vrede. Men hun var stadig ikke helt vred nok. Men det blev for meget, i det sekund at han afsluttede hans vrøvl, med at give hende endnu et kys på panden. Og da hans sidste ord blev sagt, satte hun i spring mod ham. Hun slyngede af alle kræfter ud mod ham med klørerne først, og brugte ham som afsats til at kaste sig tilbage.
"You clearly don't understand the therm of giving... Stop that bloody bollox, and use that brain of yours. You make no sense, you incompetent, brainless, selfcentered, arrogant, bastard of a man! Stop lying! Stop taking it out on me, that you have problems with the world! Stop messing with me!" råbte hun af ham. Denne had fulde vrede, brændte hende op, og hun kunne kun tænke på at få Balthasar til at lide. Balthasar pissede hende af ud over alle grænser, han fattede intet. Han bad hende om at spørge efter hvad hun ville have, hun kunne intet svar finde. Han pressede hende, hun fandt noget, og nu bad han hende om at tage det. Hvad var der galt med ham?! Hvorfor prøvede han at pisse hende af, hvorfor kunne han ikke bare være mere....!?
Igen kastede hun sig mod ham, og prøvede at få fat på ham, så hun kunne bide ham. Fint! Han ville have at hun tog det, hun ville have! Hans blod var en af de ting, og han havde sådan set givet hende lov. Hun havde ingen grund ikke at tage ham på ordet.

Han så hvordan hun sprang frem og slog ham. Hvordan hun brugte sine atletiske Vampyr evner til at sætte af fra ham. Hu var stærk og han drejede hovedet til siden da hun ramte ham. Det gav en høj smask lyd. Endelig gav hun slip. Hun lod sine instinkter styre hende. Han lagde mærke til hvordan hun blev mere og mere påvirket af det. Han lod hendes ord glide forbi ham. Normalt ville han straffe hende for at sige sådan noget. Men han var ved at vise hende en vigtig lektion. Da hun sprang på ham igen lod han hende gøre det. Hun hang nu på ham og bed fat i hans hals. Først der reagerede han ved at blidt stryge en hånd gennem hendes hår og sige blidt ’’ Look.. Your emotions are impowered.. If you do not learn to control them.. Then you will end op hurting the ones you love.. You hit me.. Now you are taking my blood.. That is why this night is important.. You need a strong memory to think about when this happens.. Because it will happen a lot.. And all you have as a defense in the start.. Is that memory.. Do you understand now? ‘’. Han fjernede blidt hendes hoved fra hans hals da han jo var langt stærkere end hende. Han gav hende et blidt kys på hendes læber ’’ You are my Child.. I will aways have affection for you.. Always ’’. Han satte hende ned op jorden igen og sagde ’’ Take what you want.. But do it with controll.. Come at me again.. Show controll my Child ’’.

Grådigheden slog til igen, og hun bed sig hårdt fast i hans hals, og satte neglene i ham. Hun havde ingen kontrol over hvad hun gjorde, hun følte intet behov for at finde kontrol. Alt hun begærede var hans blod, og hun havde alt sin grund til at gøre dette. Hun havde fået lov... Hun måtte tage det der passede hende, for hun havde fået lov. Intet skulle stoppe hende, uanset hvad ville hun ikke stoppe. Hun ville ikke lytte. Han løg, han prøvede at narre hende. Han var ligeglad, han havde selv ville have hendes vrede... Han havde selv...
Hun måtte modvilligt slippe hans hals, selvom hun tydeligt havde prøvet at holde fast. Så hun vred sig mellem hans hænder, uden nogen form for sans tilbage, hvilke viste sig i hendes blik. Men hun mildnede en smule, da hans læber ramte hendes. Hans ord mildnede hende endnu lidt, men vreden, manglen på kontrol og det dyriske var stadig stærk i hendes øjne. Hun stod dog stille, da han satte hende. Hun skiftede mellem at skulle til at slå ud efter ham, og trække sig tilbage. Hun ønskede så grusomt at slå ud efter ham, men som før reagerede hun efter hans ord. Hvis han intet havde sagt, havde hun tydeligt slået ud efter ham, fortsættene hendes angreb mod ham. Men hun stod frosset til jorden, og knurrede lavmælt af ham. Lidt sans virkede dog til at vende tilbage i hende, og efter nogle et stykke tid, tog hun mere forsigtigt fat ham, men tydeligt meget anspændt.
"I... Am... In... Control..." Hun stirrede intenst på ham, og havde tydeligt stadig problemer med at få fuld kontrol over sig selv. Men hun bevægede sig heller ikke yderligere. Hun prøvede virkelig at få sans, men hun var hele tiden ved at knække over i ren vrede igen. Hun havde dog ikke tænkt sig at give op. Hun skulle til at lange ud efter ham, men vreden var ved at tage over, og hun stoppede sig selv. Igen stod hun stille, og måtte kæmpe med den intense vrede der brændte i hende. Hun prøvede at koncentrere sig om de minder hun havde, og fik til sidst lidt kontrol over vreden. Der var omkring der, at hun slog - med så meget kraft hun kunne præstere - mod Balthasar ansigt.
"I am so angry at you..." Knurrede hun irriteret.