Not so good... [Cleon]

Han var ret så tilfreds med den person han havde mødt, faktisk gad at fortælle så meget omkring hende selv og om vampyrer. Han var ret træt af at der ikke var nogen nøgle at finde og at hun ikke vidste hvor den kunne være henne. Han kiggede lige lidt mere rundt for at være helt sikker på at han ikke kunne finde nøglen, hvilket han ikke kunne og han vidste ikke hvordan man dirkede løse op.
"Ved du hvordan man dirker en lås op?"
Han håbede hun vidste det og så enten kunne guide ham eller selv gør det hvis hun fik hvad hun skulle bruge hvis hun altså skulle bruge noget. Han kastede lidt mere blod hen til hende, og var glad for at det lod til at virke som det skulle på hende og at hun derved fik flere kræfter hun kunne bruge af, det gjorde det hele meget nemmere.
"Tak for infoen om vampyrer."
Han var virkelig glad for at hun fortalte det, nok ikke fordi han nogensinde fik virkeligt brug for det, men det var da altid rart at have den slags viden.

Hendes blik fortsatte med at følge ham, som han gik rundt i hulen. Hun regnede ikke ligefrem med at han fandt noget, men hvis han gjorde, ville det være heldigt. Men hun forstod ham egentlig godt, da han lidt lød til at give op, og valgte andre metoder. Hun nikkede tøvende. Hun vidste kun det tekniske, men hun var ikke sikker på om det var rigtigt. Men det var vel et forsøg værd. Det var i hvert fald mere end hvad hun selv kunne gøre. Hendes hænder var ikke tæt nok på hinanden, til at hun ville kunne gøre det selv.
"I teorien ja... Praktisk... Ikke helt. Men det er vel bedre end intet...?" en spørgende undertone kunne høres fra hende.
Glædeligt kastede hun sig over den næste pose, og kunne ikke holde billedet ude, af hvordan hun måtte ligne en hund der fik god bider. Men hun valgte at sparke det væk, for at holde lidt værdighed tilbage. I forvejen havde hun problemer med metoden, men hun var nu taknemmelig for at få mad. Og hvis hun ikke fik det, ville hendes værdighed være ligegyldig. For hun ville holde op med at eksistere.
"... Det var så lidt" hun prøvede at få et smil frem, men fejlede fatalt.

Han vidste ikke helt hvad han skulle bruge det at hun kunne det i teorien, men da det var det eneste de havde at brug, måtte de vel klare sig med det. Han håbede hun kunne forklare ham det, og at hun måske havde noget af det der skulle bruges for at åbne låsen, selvom han ikke var helt sikker på hvad der skulle bruges for at dirke en lås op.
"Skal vi så prøve? Hvad skal der bruges?"
Han kiggede på hende med et spørgende blik, mens han satte sig ned en 30 centimeter fra der hvor hun kunne nå. Han var stadig ikke helt tryg ved hende hvilket nok kunne mærkes på den måde hans sad og rodede med sine hænder, selvom han godt kunne mærke at hun blev nemmere og nemmere at have med at gøre sammen med at hun fik mere blod. Han sad bare og ventede på hendes svar.
Han kunne stadig ikke se helt hvorfor hun var fanget, i den her grotte og så bare efterladt. Han ville gerne vide hvorfor den person der havde fanget hende, bare havde valgt at efterlade hende her i grotten. Han følte lidt at personen blot forsøgte at torturere hende, ved at sulte hende ihjel.

Hun nikkede lidt til hans ord igen, som om at det var det eneste svar hun kunne præstere. Men som før fulgte et svar dog: "Vi skal bruge to lange og tynde genstande. Helst gerne i metal, eller andet holdbart" sagde hun stille, og så sig omkring, blot for at konstatere, at det næppe var til at finde her. Hun sukkede svagt og rykkede lidt i kæderne igen. Hun havde ikke rigtig opgivet at rykke sig fri. Selvom hun vidste, at uanset hvor meget hun rev i dem, ville hun ikke komme fri.
Hendes blik rettede sig mod ham igen, da hun mærkede hans ubekvemte følelse, og fortod hans grund. Det var næppe mange som ville finde ro, ved at side hos et sulten rovdyr. Det var jo hvad hun var. Intet andet.
"Giv mig noget mere blod, og jeg vil love, at der er en stor sandsynlighed for at jeg ikke angriber. Så længe min krop er fyldt, burde jeg kunne holde kontrollen..." Sagde hun stille, og lænede sig lidt tilbage, for ikke at virke så frem kastende. Hvis det var hvad der skulle til, for at han skulle falde til ro. Ville hun frivilligt gøre det. Urolige hænder ikke ikke hjælpe hende, for det ville ikke få låsen op. Og hun var stadig fuldstændig afhængig af hans hjælp, om hun ville det eller ej. For som sagt ville der næppe komme andre her op, og at han var kommet var kun held. Hun skulle prise sig lykkelig for det held, og kun mere at han ikke allerede var flygtet.

Han vidste ikke noget om hvor han kunne finde det hun bad om, eller om han overhovedet kunne finde nogen anden måde at klare den på. Han kiggede kort rundt i rummet og rodede lidt på jorden, men han kunne ikke finde noget der lod til at kunne bruges til at dirke låsen op med. Han fortsatte dog med at lede hen over jorden hvor han kravlede rundt, og han fandt da også noget der ville kunne bruges, håbede han ihvertfald. Han fandt to lange søm. Han gik over mod hende med de sidste poser blod og smed over til hende.
"Kan du prøve at forklare mig hvad jeg skal gøre?"
Han håbede hun kendte nok til det til at hun ville kunne forklare ham hvad der skulle gøres så det ikke ville gå helt galt. Han var stadig lidt nervøs men nu havde hun jo noget blod at tage i, da hun lige havde fået en fem poser blod, hun kunne sidde og bide i istedet for at bide i ham. Han gik hen til der hvor kæderne sad fast og gav sig til at kigge på den.
"vil du helst have dem fjernet her eller skal jeg fjerne dem om dine håndled. Han vidste ikke om det ville være nogen smart ide at fjerne dem ved hendes håndled da han så skulle være tæt på hende, men der var vel heller ikke noget farligt ved det når hun havde poserne. Han kunne også regne ud at det ville blive et problem for hende hvis ikke de blev fjernet ved hendes håndled.

Det var ikke til at benægte, at hun havde lyst til at kaste sig over ham, og indtage hans blod. Hun ville ønske at hun kunne få lov at føle den varme følelse. Men hun havde givet sit ord, på at hun ikke bevist ville overfalde ham. Og hun vidste at hendes ord gjaldt alt. Hun kunne ikke tillade at vanære sig selv, ved at bryde det. Og manden var heldig at hun havde det sådan. En holdning hun havde fået fra sin herre. Sandsynligheden for at hun ville overfalde ham, var dog mindre. Det hjalp ubeskrivelig meget at få noget blod i sig. En følelse som intet menneske ville kunne forstå. Dette var ikke bare en følelse af at sulte, nej der var meget mere bag det. Mange flere følelser der fulgte efter, og gjorde tingende langt mere kompliceret.
Et smil krydsede hendes læber, da han havde fundet noget. Glæden blev dog erstattet af sult, da blodposerne blev kastet over til hende. Hun tvang dog sig selv til at tage det så roligt som muligt, og rakte langsomt ud efter poserne. Det var svært ikke bare at kaste sig over dem, men for sin friheds skyld, ville hun gøre det.
"Først skal du bøje den ene, under en halv centimeter i spidsen, og gøre den så flad og tynd som mulig, Den må ikke være mere end cirka tre millimeter bred. Den anden skal bøjes tre centimeter inde, og bankes lidt fladere..." sagde hun roligt, og begyndte at indtage sit måltid. Mens hendes blik var fæstnet på ham, for at se hvad han gjorde.
"Tag det ved håndledet... Jeg giver dig mit æres ord på, at jeg ikke bider dig... " hun prøvede at give et beroligende smil, men det blev mere en anstrengt grimasse.

Han gjorde det hun fortalte om hvad der skulle gøres ved sømmene, som han brugte sten og hvad han ellers kunne finde i rummet til. Han satte sig så ned ved siden af hendes håndled hvor han begyndte at gøre et forsøg på at dirke låsen op. Han var ikke helt sikker på hvad der skulle gøres, men han havde en fornemmelse. Han vendte sit blik mod hende.
"Hvad så nu?"
Han sad bare med sømmene i låsen, og ventede på at hun kunne forklare lidt mere omkring hvad der skulle gøres for at få låsen op. Han håbede at det ville være rimeligt nemt, og ikke et eller andet der ville komme til at tage hele dagen. Han rykkede engang imellem på sig da han sad lidt dårligt. Han ville gerne hjælpe hende men han var da lidt nervøs for hvad hun kunne finde på at gøre når han havde befriet hende.
"Du dræber mig ikke når du er fri vel?"
Han sagde det ikke for at være sikker men mere bare for at sige noget. Han var ret så sikker på at hun ikke ville gøre det. Han havde en fornemmelse af at der ikke var noget der kunne få hende til det medmindre hun var udsultet fuldstændig. Han ville ikke dø, selvom han ikke vidste hvad det betød virkede det sgu som en dårlig ide.

Hun så til mens han slog sømmene til, og sikrede sig at alt blev gjort rigtigt. Hvis det blev for tyndt, ville de knække, og de kunne lige så godt opgive at gøre mere. Med mindre at de fik stykket af dirken ud.
"Først sætter du spændings nøglen nederst på låsen... Den let fladet..." hun så lidt på låsen, og prøvede at huske det man skulle mere præcist. "Der efter sætter du dirken øverst, men spidsen op af... Du ville kunne mærke nogle pins... Du skal finde den der er sværrest at skubbe op, og skubbe den så langt op som muligt. Hvis du ikke kan få den til at blive siddende, så drej på spændings nøglen til at stramme, og prøv igen. Gentag denne proces, til alle pins er skubbet op... Du ville kunne høre et lille klik, og så kan du dreje låsen... Du må dog ikke tage dirken eller spændings nøglen ud..." instrueret hun roligt, og fik fat i endnu en pose med blod. Det var lidt af en udfordring at have man så tæt på, men hun holdte stædigt fast i sin holdning om ikke at overfalde ham. Selvom det ikke ville være en udfordring som det var. Han var så tæt på, at hun næsten allerede kunne smage hans blod.
Hun gav et mere naturligt smil fra sig ved hans spørgsmål. "Nej... ikke hvis jeg kan komme fra det... Hvilke jeg godt kan..." svarede hun i en mild tone, ikke kun for at berolige ham, men også sig selv. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at der ingen fare var ved at slippe hende fri.

Han forsøgte at gør det hun bad ham om. Han kunne mærke de pins hun snakkede om, men kunne også mærke hvordan sømmene virkede som om de var ved at knække så han var meget forsigtig med at dreje på dem. Han kunne ikke finde helt ud af det, så han sad og knoklede et par minutter men det lykkedes ham da at gøre det med den ene. Han gik så over på den anden side og gik i gang med den anden.
"Jeg er glad for at du ikke vil dræbe mig."
han gik igang med at dirke den anden lås op så hun kunne komme helt fri. Han rykkede sig en gang i mellem så forsigtigt som muligt. Han var mere forsigtig nu når han faktisk var så tæt på målet. Han kunne ikke se hvad der ellers skulle kunne gøre hvis der skete noget. Han havde lidt problemer med at få den anden lås op, så han lagde lidt mere pres på. Han mærkede at låsen gik op samtidigt med at den ene af de to søm knækkede og snittede kort hans hånd som han stak i lommen med det samme, og trak sig hurtigt væk fra hende.

Den ene gik op, og hun mærkede lysten til at overfalde ham, blev mere intens. Men hun valget at tage fat i en blod pose i stedet. Det ville være så let at taget fat i ham, og holde ham fat. Men... Hun bed stædigt fast i posen, og så den anden vej, for at finde sig selv lidt. Hun frygtede lidt, at hun ikke kunne holde sit løfte. Men hun blev nød til det... Hun havde givet sit ord på det. Mennesker var horrible væsner hvis de kunne friste så meget. Det pinte hende inderligt.
Et anstrengt smil gled over hendes læber ved hans ord. Hun tog fat i en blod pose mere, for at holde hendes hånd beskæftiget med noget. I det mindste hvis hun spændte for meget, i form af anstrengelse ville posen springe. Det burde kunne få hendes koncentration til at falde tilbage på det. Men hun var ikke sikker, alt hun kunne gøre var at håbe.
Den anden lås gik op, og hendes greb om posen strammede ind, til grænsen af briste punkt. Hun kastede sig over posens indhold, og havde en tydelig kamp med sig selv om, hvad hun skulle gøre. Men efter at have indtaget de sidste poser, syntes hun at have vundet kampen med sig selv.
"Tak..."

Han fortsatte bare med at trække sig langsomt væk fra hende, i den anden retning af grotten. Han brød sig ikke om at være i nærheden af hende mens han blødte, da han ikke vidste helt hvilken effekt det ville have på hende at kunne dufte hans friske blod. Han havde dog en ide at der var noget der gjorde at det ville være sværere at holde sig selv tilbage mens han langsomt bakkede væk fra hende.
"Det var så lidt."
Hans stemme rystede en anelse men det var dog meget lidt. Han satte sig ned da han følte han var kommet væk fra hende. Så han sad bare med den ene hånd begravet i en lomme som der var ved at blive lidt fugtig af blod. Han håbede bare ikke at det loggede hende, og at han derfor ikke ville blive bidt. Han vidste ikke hvad der ville ske hvis han blev bidt. Faktisk gjorde det ham lidt nysgerrig på det, men slog hurtigt tanken væk så han ikke fik hende til det. Han havde en følelse af at hvis hun først gik i gang ville hun ikke kunne styre sig selv og derved dræbe ham.

Hun så efter ham, da han krøb langsomt væk fra hende, og forstod ham et sted godt. Hun ville nok selv have haft problemer med at se den her slags ting, hvis hun stadig var menneske. Men hun fortstod først hans frygt, da lugten af blod ramte hende. Hun blev stiv i hele kroppen, og mærkede sulten ramme hende ubarmhjertigt. Hun kravlede langsomt tættere på ham, og virkede ikke helt til at være sig selv. Den duft var det bedste hun kendte til. Den fik hende til at gå i en lettere trance ligne tilstand.
"Ræk mig din hånd..." sagde hun i en hæs stemme, og rakte ud efter ham.
Hvad hun ikke ville give for at få lov til at indtage den fantastiske smag af varm blod. Hvis bare hun kunne komme lidt nærmere, kunne hun føle livet skylde igennem hende. NEJ! Hun måtte ikke, hun havde givet ham sit ord på, at hun ikke ville røre ham. Hun stoppede lidt fra ham, og satte sig ned på jorden.
"Hvis du intet gør ved det, så er vi begge to i problemer..." sagde hun stille, og prøvede at få lidt mere viljestyrke ind i stemmen. Noget der fik hende til at lyde overbevisende.

Han vidste ikke hvad hun ville med hans hånd, og han vidste ikke om det ville være dumt eller klogt at række den frem til hende. Han sad bare halvt skræmt som hun havde sat sig foran ham. Han kiggede bare på hende, med store øjne som både var nysgerrige og skræmte. Han vidste intet om hvad han helt skulle gøre ved sin hånd. Han kunne vel ikke bare forbinde den da han ikke rigtigt havde noget at forbinde den med. Han rakte forsigtigt sin hånd frem til hende.
"Hvorfor?"
Han ville gerne forstå hvorfor hun gerne ville have have fat i hans hånd, om det bare var fordi hun ville smage blodet eller hvad det var. Han håbede at hun kunne hjælpe ham eller måske hun bare ville smage og så bare lod det være. Han kunne intet andet end at håbe, og som hun sagde hvis han ikke gjorde et eller andet ville hun ende med at bide ham, og så ville de være i problemer eller han vilde ihvertfald være i seriøse problemer men han vidste ikke helt hvorfor hun også ville være i problemer.

Hun tog forsigtigt fat i hans hånd, og lænede sig langsomt tættere på. Hvad hun ikke ville gøre for at drikke det hele lige nu. Det var så fristende. Hun lænede sig helt tæt på, og tog en dyb indånding. Hun ville ikke misse den fantastiske dufte. På et sekund havde hun dog revet sig væk, og fandt et glæde frem fra lommen. Hun bandt den rundt om hans hånd, og strammede godt til, for at stoppe blødningen.
"Det er ikke den bedste forbinding, og så burde rense det, så der ikke går betændelse i" lød det stille fra hende, før hun modvilligt slap hans hånd.
Hun trak sig lidt tilbage, og stirrede på noget af blodet på gulvet. Hun var fristet til at slippe det op, men igen... Det ville næppe være den bedste ide. Hun trak en grimasse af et smil, og rettede lidt på håret.

Han smilede lidt over hvordan hun opførte sig. Han fandt det morsomt at hun sådan duftede til blodet, men det var vel bare fordi han ikke forstod hvordan det var at være vampyr da det ikke var noget han regnede med nogensinde at blive. Han kiggede på hende og havde faktisk ondt af hende da hun virkede til bare at have en sådan lyst til at få noget friskt blod.
"Tak."
Han fik det sagt med så venlig en stemme han kunne og rejste sig så op. Han gik lidt væk fra hende, da han ikke ville friste hende mere end han sikkert allerede havde gjort. Han ville næsten lade hende smage sit blod, bare for at opleve det, men han ville ikke sige sådan noget til hende, da han fandt det mystisk. Han gik derfor bare længere væk fra hende, og hen i den anden ende af grotten hvor han stillede sig.

Hun sad lidt i stilhed, og havde egentlig blot nikket til hans ord. Jo mindre hun snakkede, jo mindre havde hun brug for at indhaledere den inficerede luft. Hun så først på ham igen, da han stod i den anden ende af grotten. Hun overvejede lidt hvad hun skulle gøre. For hun kunne lige så godt gå. Hun var fri, og han havde ikke mere nytte. Men det var ikke ligefrem at vise sin taknemmelighed bare sådan at gå. Hun strøg håret tilbage med begge hænder, og gav et suk.
"Jeg er taknemmelig for hvad du har gjort... Jeg er villig til at vise min taknemmelighed... Men jeg ved ikke om du ønsker noget af mig..."
hun rettede sig lidt op, men sank sammen lidt efter igen. Som om at hun manglede kræfterne til at holde sig ret. Det meste af det var dog nok mere at hun var sløset og lettere opgivende.

Han blev bare siddende over i den anden ende af grotten og så på hende. Han fandt hende interessant fordi hun var så meget anderledes end nogen anden han nogensinde havde mødt. Han kiggede rundt i grotten en gang i mellem for at sikre sig at der ikke skete noget, noget som han ikke var forberedt på.
"Jeg ved heller ikke selv om der er noget jeg ønsker af dig..."
Han vidste det ikke, og lod derfor være med at gøre noget som kunne vise noget, og lod da også være med at svare hende. Han lagde mærke til hvordan hun forsøgte at rejse sig op men blot sank sammen. Han rejste sig op og løb over til hende, og greb fast i hende, og kiggede ned på hende med store sorgmodige øjne.
"Er du okay?"
Han var blevet en smule bekymret over det.

Det var fint at han intet ønskede af hende. Hun havde ikke ligefrem lyst til at skulle opfylde et eller andet ønske. Ikke når hun ikke vidste hvad det kunne være. Men hendes stolthed syntes at fortælle hende, at det var det rigtige at gøre... Irriterende stolthed...
Hun på op ham, og nikkede lidt. Det var bare sært at skulle stå op igen. Hun følte sig ikke særlig styrket af blodet.
"Det er ingen ting... Du behøver ikke at bekymre dig..." svarede hun roligt, og lod blikket falde mod jorden. Han var tæt på igen, og hun var ikke sikker på, at det behagede hende synderligt. Hun havde stadig lysten til at indtage ham på stedet, men hun havde givet sit ord. Hvis det fortsatte sådan her, ville hun blive nød til at gå. Blot for at kunne overholde sit ord.

Han rejste sig op efter hun havde sagt at der ikke var noget, da han ikke ville belaste hende eller andet i den stil. Han gik lidt væk fra hende igen, og satte sig to til tre meter fra hende. Han satte sig roligt ned på jorden. Han kiggede lidt rundt, i grotten inden han valgte at svare hende.
"Det var godt..."
Han vidste ikke hvad han ellers skulle have sagt, og kiggede bare rundt i stedet. Han kiggede rundt og undersøgte med øjnene faktisk alle steder det var muligt at finde noget at undersøge. Han kiggede over på hende igen, og rodede med sine hænder. Han vidste intet om hvad han skulle gøre længere så han blev bare siddende uden at gøre noget.

Hun nikkede bare lidt, og fortsatte med ikke at se på ham. Hvis hun bare kunne bilde jeg selv ind, at han bare var en fiktiv person, og hun havde digtet ham op. Kunne hun måske holde sig fra ham? Hvorfor var det også så afsindig besværligt. I det sekund hun havde accepteret sin vampyr...hed(?) havde hun følt, at der var en anden person, der styrede hendes krop. Det var en sær følelse, og den irriterede hende en gang i mellem. Hendes hoved og hendes krop handlede ikke sammen, og en gang i mellem kunne hun blot se på. Det var så sammenrodet det hele...

"Hey,,, Hvordan kendte du til vampyrers eksistens?" spurgte hun stille, uden at se på ham. I stedet vendte hun sig om, så hun sad med ryggen til ham. Det var ommuligt det bedste hun kunne gøre, for at beskytte ham.
Hun burde nok gå hjem, men... Tingene var kompliceret...
Hendes blik fæstnet sig mod hendes ben, hvor på hun begyndte at vippe lidt med benene og bøje dem.

Han sad stadig på gulvet og kiggede over mod hende en gang imellem, uden at vide hvorfor men han var bare nød til det følte han. Han ville gerne vide mere om hende, men han vidste ikke hvordan han skulle spørge eller finde ud af det, så han lod det bare ligge. Han blev lidt forundret over hvorfor hun spurgte ham om det, hvorfor ville hun vide hvordan han havde lært til vampyrernes eksistens.

"Ja jeg ved det igennem at jeg er blevet bidt engang mens jeg var besvimet, og så senere var blevet reddet af den vampyr, men det er ikke ret meget jeg kan huske af det. Jeg ved bare at det var hvad der skete, men det har altid undret mig."

Han kiggede lidt væk fra hende igen, da han syntes at historien lød ret langt ude i ingenmandsland. Han ville gerne gå men følte ikke han kunne tillade sig det, og da slet ikke hvis hun ikke havde tænkt sig at stille ham spørgsmål.

Hun nikkede lidt til hans ord, og fik skubbet sig op at stå. Hun rettede lidt på sig, og så mod ham. Hun havde ingen grund til at holde ham her, eller hende selv. Lige nu var det blot tortur for dem begge, om dog af vidt forskellige grunde.
"Jeg tror at jeg heller brude gå... Tak for hjælpen..." Sagde hun stille, før hun forsvandt ud af hulen, og fortsatte væk fra bjerget. Uden den store ide om hvor hun var, men hun vidste, at hun ville finde hjem. Af en eller anden grund vidste hun hvilken vej hun skulle gå.

//out