Selskab - Helias

Helias bestilte hvad de ville have og noget at drikke. Derefter vendte han igen sin opmærksomhed imod Avery. "Du er en interessant person Avery.." sagde han pludseligt ud af ingenting, imens han smilte blidt. "Du virker som en der ikke skal opretholde en personlighed som ikke er din egen.. En der ikke frygter mørket eller dets slumrende beboere.." Hans stemme var blød og interesseret, og det virkede som et reelt kompliment han kom med, omend på hans egen besynderlige facon.

Helias øjne skifte til den lettere nervøse ejer af spisestedet. Med et suk slog han øjnene ned, og lod det lange hår skjule det meste af hans ansigt. Igen kunne han ikke gå i fred.. Frygten levede i ham og greb alle han var ved. Det ville blive en lang nat igen.

Avery så på han med en lettere løftet øjenbryn, mens han snakkede. Hun havde aldrig mødt en der snakkede på samme måde som ham, han var meget fordybet i mørket og frygt. Hun så kort over på ejeren da hun fulgte Helias øjne, men hun vende dog hurtigt tilbage til Helias.
"Jeg er ikke interesseret i at lade som om for andres skyld"sagde hun og lænede sig tilbage mod ryglænet. "Og det eneste som skræmmer mig i denne verden er uvidenhed"sagde hun og så mod hans øjne, som hun så godt kunne lide. De var så anderledes og dystre, men hun fandt dem spændende hvilket gav hendes lyst til at se ham i øjnene hele tiden.
Hun gik ikke præcis ind på hvad det var for en slags uvidenhed hun talte om, hun havde kun forklaret sig til to i gennem 18 år og havde lært at det var lettest at holde det for sig selv. De havde begge gange begyndt at stille spørgsmål om det hun ikke kunne huske, som de ikke fattede hvad hukommelsestab betød. Hun havde dog på fornemmelsen at Helias ikke var typen der stillede dumme spørgsmål.

"Uvidenheden er den største synd, den største frygt og den største gave vi har modtaget.." sagde han stille imens han betragtede hende. Han nød disse øjeblikke. Få kunne se ham i øjnene, endnu færre nød det. Avery virkede som om hun oprigtigt nød hans selskab. Han nikkede til manden der kom med deres mad og så lidt skeptisk på Avery's lille portion. "Ikke noget på kortet du kunne lide?" sagde han inden han begyndte at spise. Det var en af de eneste ting der holdt ham igang i løbet af dagen. Hans krop forbrændte energi utroligt hurtigt, så han forfulgte sin passion for den ved enhver lejlighed han fik.

"Uvidenhed om ens fortid er ikke altid en gave"sagde Avery med et lille bitte antydning af et skævt smil, da tjeneren kom med maden. Hun så på hans potion da han kommenterede hendes lille. Men hun var jo heller ikke stor og havde ikke brug for meget mad, det var sjældent hun følte sig rigtig sulten, så det kunne ske at hun glemte at spise noget i længere tid. Ikke bevist, men hun havde ingen til at minde hende om det.
"Jo, men jeg har ikke brug for mere"sagde hun og tog bestikket, hvorefter hun begynde at spise. Hun havde altid været typen der var langsom, da hun ikke mente der var grund til at skynde sig unødvendigt. Hun betragtede Helias i mens hun spiste.

Helias spiste med stor vigør. Maden smagte ham og han nød den i fulde drag. Ind imellem drak han en smule af den vin han havde bestil, det var dog sparsomt. Alkohol befandt ham ikke godt. Det var en af de laster der trak mest i folk, og gjorde dem.. svagere. Han fik øje på at Avery sad og betragtede ham og skyndte sig at tørre munden. "Har jeg noget i ansigtet?" spurgte han stille og kiggede lidt rundt efter noget der kunne fungere som spejl så han kunne se sig selv.

"Nej det har du ikke"svarede Avery med et muntert smil, der kun lå på hendes læber ganske få sekunder, før hendes ansigt igen blev neutralt. "De er bare spændende, ikke som andre jeg har mødt"sagde hun som undskyldning for ikke at kunne tage øjnene fra ham. Hun sende ham et lille venligt smil, inden hun sænkede blikket til hendes tallerken og fortsatte med at spise. Hun kunne lide maden, men drak dog ikke noget vin som Helias. Hun blev let fuld og hun drak kun de få gange hun tog i byen. Når hun tog i byen ende det oftest med at hun vågnede op hos en fremmed mand. Det gjorde hende faktisk ikke noget, der var aldrig sket noget med hende.

Helias rejste igen et øjebryn men smilte mildt og varmt da hun sænkede blikket. Smilet var der kun i et kort sekund, indtil ansigtet igen lagde sig i de følelsesløse folder. Interessant synes hun? Forstår hende lidt godt.. men bliver fanget af det man ikke kender til.. tænkte han stille for sig selv. Han afsluttede maden på hans tallerken og lænede sig tilbage mod væggen. Den føltes kølig mod hans ryg, og han omfavnede det med glæde. Han tog vinglasset og satte det til læberne igen, imens han iagttog Avery over glassets kant, usikker over hvad han skulle sige.

Avery valgte ikke at sige mere, stilheden gjorde hende ikke noget. Hun skævede kort til ham da han blev færdig med maden og lænede sig tilbage. Hun var langsomt til at spise den lille potion og blev først færdig nogle få minutter efter ham. Da hun var færdig lagde hun bestikket pænt på tallerkenen og tørrede sig om munden med kanten af servietten. Hun så på ham igen da hun lænede sig tilbage og søgte med det samme hans øjne. Hun havde dog ikke rigtig nogen ide om hvad hun nu skulle sige til ham. Det var ikke så tit hun førte store samtaler, hun ville gerne hører om andre, men nogle af de ting hun gerne ville spørge dem om, ville hun ikke selv svare på.

Helias lod hende fange sit blik. Han nød den unge kvindes blik. Han lænede sig frem mod bordet igen og spurgte stille. "Må jeg stille dem endnu et mærkværdigt spørgsnål Avery?"
Så tæt på virkede hans blå øjne om muligt endnu dybere. Uendeligheden fandtes i deres blå skær, og en uendelighed havde allerede udspillet sig foran dem.
En tot af Helias hår faldt foran hans ansigt, og med en let bevægelse, uden at slippe Avery's blik, strøg han den tilbage på plads bag øret.