Barnlig eller alvorlig? (Helias)

Helias smilte blot igen, denne gang et mere mildt smil. "Det er svært her i byen er det ikke? Der er så mange af dem.." han kiggede mod byens lys og sukkede stille. "Lad mig introducere mig igen.. Jeg er Helias Dwade, en af budbringerene med de sorte vinger.." han bukkede hovedet let og kiggede Rosa dybt i øjnene. "Hvad bringer dig til byen Rosa?" spurgte han stille, hans stemme mere mild, mere interesseret end før.

Hun nikkede smilende af hans spørgsmål, og lyttede til det han sagde med interesse og nysgerrighed. "Igen, hyggeligt at møde dig Helias. Jeg er Rosa darkfighter, og er også en budbringer med sorte vinger." Sagde hun sødt, og gjorde så hendes ravnesorte vinger kom til syne i stjernernes skær. Hun bevægede dem let og følte sig endelig lidt fri nu hvor hendes vinger var frie. Hun tænkte lidt over hans sprøgsmål, og vidste ikke helt hvad hun skulle svare. "Jeg ved det faktisk ikke, det er vel bare et eller andet her der tiltrækker mig. Hvad med dig?" Spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå mens hun fast holdt hans blik.

Helias stirrede lidt på Rosa. Kendte hun ikke til hemmelighed? Han smilte lidt for sig selv. Ungdommen var måske ikke så skidt.. "Først, Rosa, må du hellere fjerne de vinger inden nogen ser os.. Ellers skal vi forlade stedet her." sagde han med et stille smil.

Han vendte sig mod byen og tænkte lidt over hendes spørgsmål. "Hvad trækker mig til byen.. Det er et sted at leve.. Et sted jeg bliver husket om menneskeheden og dens fejl.. Kun i døden er mennesker i sandhed frie." sagde han og kiggede på hende igen. Han havde ingen intentioner om at afsløre at han var hitman.. Så meget stolede han ikke på denne unge dødsengel.

Hun lyttede til det han sagde, og kom til at grine lidt. "Her er ikke andre end os, det ved jeg ellers ville jeg ikke vise mine vinger. Jeg ved godt at vi ikke må vise os hvis der er risko for ar folk ser os, men som du selv sagde folk gemmer sig nu i deres små huse, fordi de frygter mørket og hvad det skjuler." Sagde hun grinene, og skjulte sine vinger igen. Hun rystede let i sin fine krop, da hun skjulte sine vinger.

Hun fulgte hans blik, og lyttede opmærksomt til det han sagde. Hun nikkede af det han sagde, uden at sige noget. Hun nikkede for at vise at hun var helt enig i hvad han sagde, og smilte så sødt til ham. Hun kiggede opmærksomt på ham.

//smutter nu for i dag, men kommer på igen i morgen^^

Helias tænkte lidt for sig selv. Hun virker ikke farlig.. blot ung.. Det kunne være rart at have en ved selskab som ikke lever i illusionen menneskeheden omgiver sig med.. Han rejste sig fra gyngen og vendte sig imod Rosa. "Skal vi finde noget at spise? Det tærer på kræfterne at lade dem fri sådan.." sagde han stille og rakte hånden frem imod hende, for at hjælpe hende op.

Rosa betraktede ham med et nysgerrigt blik, og lagde sit hovede let på skrå med et sødt smil om sine læber. Hun fulgte ham med øjnene da han rejste sig op, og lyttede til det han sagde. Hun nikkede smilende af det han sagde, "ja oki, det lyder godt. Men du viser vej." sagde hun sødt, og tog imod hans hånd og rejste sig fra gyngen. Hun kiggede ham i øjnene med et blidt blik, og ventede på at han ville vise vej.

Helias bukkede let ved Rosa's ord. En vane han ikke havde fået aflagt sig. Han vendte mod byen og begyndte at lede Rosa på vej mod et lille spisested han vidste stadig havde åbent. Undervejs beundrede han den lille dødsengel i sit stille sind. Hun virker så ung.. Hvor mange år har hun betrådt denne jord.. tænkte han for sig selv inden de ankom uden de store problemer. Helias åbnede døren, og stillede sig ved siden af den for at lade Rosa gå ind først.

Rosas smil blev større, da hun så at han bukkede for hende. Hun betraktede ham med sit blide blik, og kunne ikke lade vær med at tænke på hvor gammel han egentlig var. Hun havde selv været på jorden i en del år, hvis hun selv skulle sige det. Det kunne godt være hendes krop og nogen gange også sind så ungt ud, var hun det ikke i virkeligheden. Rosa fulgte med ham og kiggede sig lidt omkring mens de gik, hun kunne ikke rigtig genkende stedet. Men hun synes der så hyggeligt ud. Hun kiggede smilende på ham, "tak" sagde hun sødt, da han holdte døren for hende. Hun ventede inde ved døren på ham, og betraktede ham imens.

Helias rettede sig op, og nikkede kort inden han gik ind. Han vente sig mod Rosa for at tages hendes eventuelle overtøj, inden han huskede hvor han var. "Lad os sætte os." sagde han stille og gik op for at hente nogle menukort. Helias tog en plads with et bord nær væggen så han kunne sætte sig med ryggen mod den. Endnu en vane. Han rakte et kort til Rosa og smilte let. "Jeg betaler." sagde han stille og begyndte at granske menuerne.

Hun kunne ikke lade vær med at smile til ham, for efter hendes mening var han sød, køn og spændte at høre om. Hun betraktede ham med sine blide skinnene nøddebrune øjene, og tog sin sorte læder jakke af og lagde den over sin arm. For hun havde noget i sin jakke, som hun helst ville have tæt på sig. Hun hørte det han sagde, og nikkede smilende af det. Hun fulgte efter ham, og kiggede rundt i lokalet med et nysgrrigt blik. Hun satte sig overfor ham, og tog imod menukortet som han rakte hende. Hun løftede let sit ene øjenbryn af det han sagde, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det.

Der gik lidt tid imens de besluttede sig, og Helias bestilte for dem da de havde. Han selv bestilte et stort måltid, noget der tydede på han ikke havde spist i et stykke tid, og vand. Han drak sjældent alkohol, og kunne ikke fordrage sodavand. Det var noget der hørte ungdommen til. Han betragtede igen dødsenglen foran ham. Gad vide hvor gammel hun er, tænkte han, ikke for første gang. Hun kan ikke være meget mere end et hundrede år gammel.. Han nikkede til manden der kom med deres mad, og begyndte at spise med stor vigør.

Rosa kiggede sig nysgerrigt omkring i lokalet, og betraktede de andre personer som var der. Hun havde lagt sin læder jakke på stolelænet i den ene side, så hun havde den lige ved hånden. Hun kiggede hen på ham igen med et blidt blik, og lagde nysgerrigt hovedet let på skrå.
Hvad mon han tænker på? Tænkte hun, og bed sig lidt i underlæben af ren vane. Hun ville så gerne vide hvad det var han tænkte på, og kunne snart ikke holde sin nysgerrighed tilbage. Hun begyndte at læse få af hans tanker, og kom til grine lidt ved hans tanker. "Hvis jeg kun havde været ca 100 år, havde jeg mildt sagt været et barn." Mumlede hun stille, og håbede på at han ikke hørte det hun sagde. Hun kiggede ham i øjene for at se om han havde hørt hende.

Helias spilede øjnene op. Han havde intet sagt, men det var som om.. hun havde svaret hans tanker! Hun var en tankelæser.. Hans blik blev hårde og en sær skygge lagde sig over det. De andre folk der kiggede over mod dem, vendte sig hurtigt væk, skræmt af et eller andet de ikke selv kunne forklare. "Jeg må bede dem om ikke at læse mine tanker.. Det er uhøfligt.. Og der er ting i mit sind, ingen burde vide.." hviskede han til hende. Hans hvisken var så lav at det næsten var en hvislen og hans stemme var kold nu. Mildheden i den var væk. Ingen, absolut ingen, måtte vide hvad hans sind indeholdt..

Ufrivilligt begyndte 800 års nederlag at spille sig for øjnene af ham, og vreden steg langsomt i hans indre.

Rosa rykkede sig hurtigt lidt væk fra bordet, og bukkede let sit hovede så hun kiggede ned i gulvet da hun hørte det han sagde. "Undskyld, men nogen af dine tanker er så høj lytte i mit hovede at det er svært at lukke dem ude. Jeg har ikke helt styr på at lukke andres tanker helt ude af mit sind endnu, jeg er kun ved at lære det." mumlede hun stille med en trist stemme, og blev ved med at kigge ned i gulvet for hun ture ikke at kigge ham i øjene. "Undskyld, undskyld..." mumlede hun stille igen.

Ved synet af hendes ydmyghed, sukkede Helias. Ja, så slemt havde det jo heller ikke været. Han tog en dyb indånding og fik styr på sig selv igen. Skyggen i hans blik forsvandt, og han lænede sig frem, og lagde en hånd på Rosa's skulder. "Det er okay.. Jeg skulle ikke være blevet vred." sagde han stille, hans stemme tilbage til den oprindelige. "Spis, og lad være med at tænk mere på det." sagde han derefter og fortsatte med sit måltid.

"Du må virkelig undskylde, men jeg har ikke rigtig lært at kontrollere min evne helt endnu." Mumlede hun stille, og kiggede stadig ned i gulvet med et trist blik. Hun lyttede til det han sagde, og nikkede så stille "Det oki, jeg ville have haft det på samme måde." Mumlede hun stille, og krympede sig lidt i stolen. Hun sad helt stille da han lagde hånden på hendes skulder, og kiggede forsigtigt lidt op på ham med nervøse øjene. Hun satte sig tilbage på plads og begyndte at spise lidt.

"Hmm lang tid har du.. haft den?" spurgte Helias stille, nærmere end hvisken. Han holdt af at holde på sin hemmelighed, og pigens med. Der var for mange derude der ville dem ondt, hvis de fandt ud af det.

Imens han talte til hende holdt han øje med dem omkring ham, om folk lyttede, eller opførte sig mærkeligt. Hans paranoia var ved at tage til. Det var dumt at trække hende med herhen.. Alt for dumt. En begynder fejl. Han forbandede sig selv indvendigt, imens han ventede på hendes svar.

Rosa tænkte sig lidt om, og kiggede ham så i øjene igen med et lettere blidt og nervøst blik. "Jeg har været som jeg er i ca 718 år, og fand ud af at jeg havde den for ca 200 år siden. Men den er stadig lidt svær at styre, og jeg øver mig så meget jeg kan." Svarede hun stille, og fulgte hans blik og så at han kiggede på alle de andre.
Hvorfor gjorde han det?
Var der nogen som lyttede til dem?
Rosa kiggede på ham med et nervøst blik, "Hvad er der galt?" Spurgte hun nysgerrigt, og kiggede rundt igen.
Var der nogen som ville skade dem?

Helias blinkede og stirrede lidt på pigen. ".. Galt? Jeg forstår ik-.. ah, nej nej, jeg.. ville bare være sikker på at ingen lyttede.." svarede han hendes spørgsmål. Han havde ladet paranoiaen gribe ham, og havde smittet pigen med en. Ingen grund til det. Han var dog forbløffet over hendes svar. Hun virkede alt for.. ung.. til at have den alder. Men det kunne bedrage, det vidste han selv alt om.
Helias sad eftertænksom et stykke tid og stak til sin mad. Han sad og tænkte igennem om han kunne genkende pigen fra tidligere.

Rosa lyttede til det han sagde, og kiggede nysgerrigt på ham med sine blide nøddebrune øjene. "Aaarhh oki." Sagde hun smilende, og kiggede rundt på de andre igen. Hun lod sin evne styre sig, så hun kunne læse de andres tanker for at sikre sig at ingen havde lyttet til dem. Hun rystede lidt på hovedet med et smil, og kiggede på ham igen "Ingen har lyttet til vores samtale." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene. Nogen gange kunne det være fordel at læse tanker, men nogen gange også en meget dårlig ting.

Helias nikkede stille. Hun brugte i det mindste også sin evne til noget rigtigt, konstaterede han. Den kunne være nyttig.. Hans egen var god til hvad han lavede, men en forbandelse ellers. Frygt var noget han var vant til.
Han afsluttede sit måltid og lænede sig tilbage og iagttog Rosa. Hun var en sjov størrelse. Ikke som de mange andre alvorlige dødsengle han havde mødt igennem tiderne. Døden tog hårdt på psyken og den konstante jagt på det overnaturlige var noget der tærede på dem alle.

Hun smilte stolt over at hun havde brugt sin evne til noget godt, som ikke sårede ham eller gjorde ham vred på hende. Hun rettede lidt på sit lange lyse hår, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun kiggede ham i øjene igen, og hendes nøddebrune øjene var begyndt at skinne som små stjerner igen. Hun opdagede at han iagttog hende, og lagde nysgerrigt sit hovede let på skrå af ren vane. Hun ville ønske hun havde noget de kunne snakke om, så de bare havde et eller andet at lave for hun ville ikke være alene.

"Hmm, Rosa.. Fortæl mig hvad du laver normalt?" spurgte han ud af ingenting. Han plejede ikke at spørge folk om det, da han sjældent selv ville fortælle det. Men hun var tankelæser, så der var få ting han kunne holde hemmeligt alligevel. Han var nysgerrig omkring denne tilsyneladende gamle dødsengel.

"Jeg holder mig for det meste i skyggerne, eller på afstand fra andre kan man vel sige. Jeg kæmper hvis det er nødvendigt for mig, læser, tegner, træner, og øver mig i at kontrollere min evne." Svarede hun smilende, og kunne ikke rigtig komme i tanke om andre ting hun lavede. "Øøøhhmm, hvad med dig? Hvis jeg må vide det." Sagde hun stille, og kiggede lidt ned igen. Hun havde det helt okay med hvis han ikke ville sige det, for det var jo hans valg og ikke hendes.

Han nikkede lidt til hendes svar. Det var et godt et. Han satte pris på folk der ikke blot lod en vide alt om dem. Ved hendes spørgsmål lænede han sig hemmelighedsfuldt tættere på hende. "Jeg er bankmand.." sagde han stille uden at hans ansigt ændrede sig overhovedet.