Mens, moeder en een raadsel. (Pro+Nari)

Tid: 23. januar 2012, kl. 16.30
Sted: Den store Tranquility mansion i udkanten af Den Fredfyldte Skov ved La Sunisha
Vejr: Skyfrit, skærrende frost, solen hænger lavt på himlen og snart vil den være borte
Omgivelser: Skoven - privatejet. Skovsø - privatejet.
Tøj: Sorte højhælede støvler, sorte nylonstrømper, en bordeaux stram lårkort nederdel, en sort tynd top og en mørkegrå cardigan, udenover en lang tætsiddende mørkegrå uldfrakke. Mascara og løst hår. Om hendes hals hænger en kæde der går dybt ned i udskæringen ved hendes bryster.


Den slanke hånd tog en tynd sort mobiltelefon op. Displayet viste at klokken snart ville være halv fem. Hun lagde den ned i den lille håndtaske igen og hankede så op i de tunge tykke papirsposer der stod ved hende side.

Døren gik op og bag den stod den mørkehårede halvengel med det slørrede blik. Narcissa værdigede hende end ikke et blik, men trådte elegant ind over dørtærsklen og lod den smidige figur føre vej ned gennem hall'en. Dæmonen snusede ind og lod øjnene gå på opdagelse. Idag blev hun ikke introduceret for nye rum, men der var stadig nok at se på. De høje hæle klikkede hen over skiftevis klinkegulve og trægulve, brokaden på væggene gjorde meget lidt for at skjule lyden.

Hun sukkede og begyndte straks at drømme om noget større sammen med Azuriel. Hun måtte smile for sig selv da hun forestillede ham sidde i en gyngestol foran en pejs, iført lammeuldssutter og med en læderindbunden bog i skødet. Ha... Han ville gå i stykker af at bo sådan et sted - en elefant i et antikvariat.

Porcelain stoppede ganske kort ved døren ind til den store stue, Narcissa trak vejret hårdt ind gennem næsen, som for at forberede sig til hvordan verden så ud på den anden side. Hun vidste godt hvilket rum der ventede hende... men det var som om at besøgene hos hendes gudfader og hans mage, Procella, aldrig var helt uden eventyr.

Uden at banke på åbnede Porcelain døren og gik indenfor. Narcissa studsede, man skulle tro at hendes onkel havde lært englen høflighed? Men måske var hun efterhånden så langt væk at hun ikke gik ind under dét at være et væsen længere... Narcissa blev enig med sig selv om fra da af, at betragte halvenglen som et praktisk bevægeligt møbel.

Den spinkle skikkelse møvede sig gennem døren, poserne raslede da de ramte dørkarmen. Hendes øjne gled over stuen og fangede Procella sidde på sofaen omgivet af små pludrende bylte. Straks var Narcissas ansigt ét stort smil og hun blev overvældet af en lyst til at storme over og samle en bylt op og lave babylyde ned imod det let rynkede ansigt. I stedet rømmede hun sig og begyndte at bevæge sig hen over gulvet.

"Evening Lauren. I hope I do not disturb you? I can leave if it is a bad time?"

Med et bumb der tydeliggjorde hvor tunge poserne var, slap hun dem ved siden af sofaen og smilede ned til dens fem beboere. Fire sæt små sorte øjne gled fra deres moder og over imod dæmonen der stod foran dem. Narcissas ansigt så ud som om det var ved at revne af smilet.

Procella så op da døren gik. Det flammende blik der gled over de to kvinder var meget tydeligt ikke beregnet på Narcissa. Procella lagde blidt den lille pige fra sig da hendes mages guddatter trådte ind, tungt belæsset. Som altid sugede hun indtrykket af dæmonen til sig, og måtte bekæmpe sine instinkter. Den mørke krydrede duft af sjæledæmon stak hendes sanser og prikkede på hendes tunge, men der var også en underliggende duft af Azuriel ved hende. Noget der hjalp hende til at smile en smule anstrengt og usikkert, imens det flammende blik gled frem og tilbage.

Jægeren blottede kort sine tænder af hundæmonen da denne brugte hendes navn.

"I thought i told you not to use that name. That only one was allowed to do so, Nari. Dont be rude now"

Selvom Procellas stemme var iskold i sin høflighed, dirrede noget anstrengt i kanten af den, og de frådende flammer i blikket der blev vendt mod kvinden, efterlod ingen tvivl om at Procella var mindre end tilfreds med den frie tiltale.

"Leave us"

Stemmen var et piskesmæld. På en eller anden måde lykkedes det Procella at hviske den lille sætning, og stadig få den til nærmest at bryde lydmuren. En dirrende tavshed man kunne skære i med en kniv, fulgte efter. De 4 små piger stoppede i deres lyde og fægtende bevægelser. De store intelligente sorte øjne gled fra deres mor og til englen. Det udtryksløse ansigt reagerede ikke rigtigt på hvad der skete, men hun trådte tilbage og lukkede døren så kvinderne og småpigerne var alene.

Straks lettede stemningen. Hvor det før havde været som et tilbageholdt åndedræt, hvor alt ventede på en udløsning, blev Procellas ansigt åbent og imødekommende.

"Dont be foolish Nari. Im locked up all day. Even your demonic shadow is by now a sight for sore eyes. You treated yourself?"

Procella rørte sigende ved sit eget kraveben for at gøre opmærksom på at hun havde set kæden om kvindens hals. Med en ublufærdig maner som kun en kvinde med stor kendskab til egen krop kan gøre det, og en mor, krængede Procella stroppen ud over skulderen og blottede det ene - næsten vulgært store - bryst. Hun havde meget tydeligt været igang med et længere projekt for hun rakte ud efter Daya og lagde pigen til rette. Jægeren fik kort et nærmest glasseret og koncentreret udtryk imens hun så ned på pigen i sine arme. Spædbarnet gryntede utilfredst nogle gange, og så begyndte nogle dybe suttelyde.

Procella sukkede og så næsten ud som om hun kunne græde af lettelse. Hun lukkede øjnene og et sagligt smil spillede om hendes læber.

"Finally...touchdown..."

Mumlede hun og åbnede så øjnene igen. Hun strøg det lille mørke hoved mod brystet og fangede Narcissas blik. Der var stadig et sagligt udtryk i hendes øjne og om smilet på hendes læber.

Narcissas smil blegnede en smule ved Procellas ord.

"Oh... do forgive me Procella. I did not mean to... but it really is confusing when he calls you by that name and... Well."

Narcissa smilede igen og lod øjnene glide over de fire små piger. Dog stivnede hun atter da hun fattede hvad Procella hentydede til. Det tog hele hendes koncentration ikke at lade smile falde.

Shiiiiit... I forgot to take it of.

"Oh no... just something old I had in my drawer."

Amuletten om hendes hals føltes pludselig utrolig tung og brændende. Hun havde fået den tilbage fra Azuriel dén nat de sidst var kommet hjem fra mansionen. Den havde hængt om hendes hals lige siden og hun havde et kort øjeblik glemt alt om den, på trods af at hun lige havde siddet i taxa'en og minder sig selv om at skulle pakke den væk.

Hurtigt forsøgte hun at snakke videre, håbede at kunne lade løgnen falde uden yderligere spørgsmål.

"I am glad to see you are all fine. And I am sorry that I have not visited you for almost a week. We... ehm, we have had stuff to do."

En let rødmen bredte sig over hendes kinder. Heldigvis ville den ikke i sig selv kunne afsløre at der virkelig var meget hun undlod at fortælle, og ikke kun af de lidt mere fysiske detaljer. Forhåbentligt ville Procella kæde rødmen sammen med hendes lettere diffuse blik der ramte det nøgne bryst og de små babylæber.

And here we are again... dancing the dance of danger...

Narcissa satte sig i en, for et menneske, ganske unaturlig hugstilling og lod en spinkle mælkehvid hånd lægge sig blidt på maven af én af pigerne.

"Uh, and who have we here? I really need to learn your names huh? What a bad aunt I am. Erhm... can I... ehm, hold her?"

Spørgende øjne søgte imod Procellas blik.

Procella var en smule fraværende i stemmen, og der spillede en dyb tilfredshed i hendes stemme, der næsten kunne grænse sig til kriminel hvis ikke situationen havde været så fredfyldt, sammen med det næsten idiotisk lettede udtryk i de ravgyldne øjne.

"Oh no...its fine...its good...all good....keep sucking..."

Hun blinkede svagt og blev nærværende i blikket igen.

"Babybrain...sorry. Daya is kinda fussy. She is the hard one. She is hard to get to eat. Cant figure out if im doing something wrong. Be a doll and hand me that nursing-pillow?"

Hun nikkede let mod den halvmåneformede pude.

"not too hard. Thats Tia. she just ate so be careful, and uhm...please dont share anymore. I know we have some...shared experiences..."

Procella smilede skævt og næsten undskyldende

"But i dont think i want to...share-share. Sorry...im not that much a...girl...said the woman with bare boobs. Sorry about that by the way. I hope you can survive the continuous sight of my body. I dont think cutting will be needed this time"

Procella sendte dæmonen et skævt og tørt smil med den lette sarkastiske humor der prægede hende.

Hun vred sig let bagud og greb fat i puden Procella havde bedt om, med et skævt smil rakte hun den frem og så hvordan den blev placeret så Daya lå fast og trygt imod Procellas barm.

Dæmonens anden hånd aede blidt henover Tias mave og hun gentog navnet i en hvisken.

"Tia..."

Hun var lettet og skuffet på samme tid. Lettet over at Procella enten var faldet for hendes løgn, eller bare havde ladet den svæve. Skuffet fordi hun ikke havde svaret hende på om hun måtte tage den lille op. Dog havde hun på ingen måde tænkt sig at gøre det uden mundtlig, faktisk helst skriftlig, tilladelse. Narcissa erindrede udmærket det moderinstinkt hun havde observeret hos jægeren under sidste besøg. Et lille næsten uhørligt suk slap hendes læber.

Pludselig lyste hun op i et smil. Og så op på Procella fra hendes nærmest knælende stilling.

"Oh... I brought stuff!"

Dæmonen rejste sig og greb behændigt én af de tunge poser. Hun vendte bunden i vejret på den og lod indholdet hælde ud over gulvet foran sofaen. Ud væltede bøger og atter bøger. Mange af dem lignede almindelige biblioteksbøger, andre var af ældre karakter og nogle få så næsten antikke ud.

"Well... after our last talk. I went out.. erhm, searching for clues. You know... books and everything. I found loads... see. Books about supernaturals, long forgotten histories, faeries, elfs, wierd creatures and tails of forgotten countries."

Narcissas stemme var lys og barnlig, flød ud af hendes mund som en vandfald. Hun greb hurtigt den næste pose og tømte den oven i bunken. I denne var også pergamenter og gamle kort, tegninger og kopier af malerier.

"There is a ton of tekst about enigmas and riddles... and... yeah, I really searched for everything. I even bought you a book with old lullabies!"

Narcissa rakte en smukt indbunden bog frem imod Procella.

I den ansselige bunke på gulvet stod flere af bøgernes titler frem: 'The story of Atlantis', 'An enigma', 'The true story of the elfs', 'Creepy creatures', 'Do they exist?' og så videre.

Procella smilede varmt over Naris reaktion på hendes datter, men blev lidt forvirret over at hun ikke tog pigen op når hun nu havde givet lov, og blot havde sagt hun skulle passe på. I sit sind sukkede hun og rystede tanken af sig. Da dæmonen kastede sig over sine indkøb hævede Procella et øjenbryn og blinkede en smule blankt. Hun fandt det en smule foruroligende at der skulle så lidt til at rive rundt med dæmonens opmærksomhed.

"Uhm...you brought...books?"

Procella lænede sig fremefter med ammepuden kilet ind under Daya. Hendes fingre strøg ubevidst det mørke hår imens den lille pige lydeligt suttede i sig.

"For...like? Bedtime-stories? They are kinda young for that?"

Begyndte hun, en smule tøvende men smilede samtidig for at tage brodden af, så dæmonen ikke skulle blive ked af det. Tanken om at gøre en dæmon ked af det, og at det overhoved bekymrede hende, var ved at få hende til at le højt.

"Thank you. Thats a lovely gift"

Procella rakte ud mod den fremstrakte bog og tog den. Der lød et lille svup fra brystet da bevægelsen tvang vorten ud mellem den spæde piges læber. Det efterfølgende skrig efterlod ingen tvivl om barnets udprægede utilfredshed.

"No...Please Daya, just. Come on! Sccch! Come on love, catch it"

Glemt var bogen da Procella lokkende prøvede at få pigen til at lukke munden om det tilbudte bryst igen. Den spæde pige skreg højere og højere og blev mere og mere mørkerød i ansigtet, og det var ret tydeligt at se at der var ved at udvikle sig en cirkel af rendyrket hysteri, blandet godt op med jægerens trætte desperation.

Narcissa rystede storsmilende på hovedet, så det mørke hår føg omkring det i bløde bevægelser.

"No, not that silly you. For you! For us... to read, and to find out what you are..."

Narcissas ansigt fortrak sig i en forskrækket mine af det hysteriske skrig fra Daya. Hun tiltede hovedet nervøst og øjnene flakkede over Procella og de viftene arme og ben i hendes favn.

"Ehm... what... can I do somehting?"

Det var tydeligt at se at dæmonen var rådvild. Med tøvende bevægelser kravlede hun lidt tættere på sofaen og mærkede hvordan hendes knæ næsten ramte Procellas fødder.

Narcissa kiggede lettere skræmt ned på det tre andre piger.

Don't start crying now, okay... just be silent, she's just hungry, your sister that is... sccchhh... pleeeeease!

Hvorvidt Naris lille bøn havde indflydelse eller ej var ikke til at sige. Tre par øjne vendte sig kort mod hende og stilheden fra de små tæppebyltede spædbørn var fuld af afventen. Procellas fingre guidede den løbende vorte ind mellem de opspærrede læber, og skrigende blev brat afbrudt da Daya lukkede læberne i ren refleks.

"Oh god...thank you...you are suck a little bitch...eat...just eat...please hang on..."

Procella hviskede lavmælt til den lille tomatrøde skikkelse i sine arme og rokkede svagt frem og tilbage. Hun så kort tilbage på Nari og rystede på hovedet.

"She is just...she doesnt want to eat. Everything with her is a struggle. Im afraid there is too much Wick in her. Not in the good way"

En skygge af bekymring var malet i hendes ansigt

"I did some research. Did you know many demon-infants die in the first few months? How can something so fragile become...him? I-I...im..."

Procella lukkede øjnene kort og lagde nakken tilbage mod sofaen

"im so tired when he is not around. They want me all the time. Constant feeding. washing. changing. singing. rocking. I loath her so much...but i would not be able to make it without her..."

Procella blinkede et par gange og rettede sig en smule op så hun kunne se ned på Nari.

"dont tell him. He does not understand. And he will just get rid of her if he knows how much she bothers me. Im just...hysterical. I know i am. I have seen her several times. Thorugh him I mean. I KNOW there is nothing there. I dont know why I like this. and...you know...im so scared...im scared that shit like this is what is going to send him packing in the end"

Procellas øjne begyndte at glitre da for meget væde samledes i de ravgyldne øjne. Hun var ikke engang opmærksom på at hun var begyndt at dele. at hun var begyndt at åbne. Da hun startede væltede ordende bare frem. En svag rødmen farvede hendes kinder og hun vristede blikket ned til Daya der stadig grådigt spiste.

"Im sorry...im just tired...dont mind me...pretend i didnt just embarrass myself..."

Mumlede hun lavmælt. De 3 småpiger lå stadig og så opmærksomt på Narcissa.

Narcissa sukkede højlydt og smilede varmt til de tre små piger da Daya blev stille. hun forsøgte genert at undgå at stirre på Procellas bryst. Det var så grotesk stort... men okay, det skulle vel også producere enorme mængder mælk til fire sultne dæmonunger?

Hun smilede til Procella og så med overraskelse hvordan den ellers så stærke jæger havde våde øjne.

"Oh Procella... I won't tell him. Come on, you got four kids to take care of. No freaking wonder you're tired. The are adorable, but I guess they can be quite a strain on you, huh? "

Den formelle tone hun ellers holdte overfor Procella var som vasket bort og stemmen bar et varmt smil.

Imens dæmonen talte rakte hun ud og tog forsigtigt fat om Tia. Hendes bekymringer om Procellas beskyttertrang var helt glemt i de små sorte øjne der stirrede nysgerrigt på hende. I rolige bevægelser samlede hun det lille barn op fra sofaen og holdt hende tæt ind til sig. En flig af hende krøb sammen i frygt for at skade det lille barn, men samtidig var der en del af hende der fortalte at barnet var stærkt og nok kunne klare væsentligt mere end nogen ville tro.

"So pretty you are... and your sisters huh? Hope you do not mind you me to hold you a little, huh, Tia?"

Hun lod en finger glide hen over den lille piges kind og så atter op på Procella og Daya.

"Have you tried to feed her some yummi raw and warm meet?"

Procella var tavs en stund, men udtrykket i hendes ansigt sagde det hele. Hun var meget taknemmelig over at hendes blottelse og indrømmelser ikke ville blive sagt videre.

"No...they dont have teeth yet. But im milking a lot, and they get a mixture of milk and angleblood in bottles. Its hard to get her to eat stuff without blood. They other want to. but not Daya"

Procellas stemme var atter bekymret og eftertænksom. Hun betragtede Tia og Nari og holdt vejret et øjeblik. Det var svært at kæmpe imod beskyttertrangen. Meget svært. En svag rumlen gled gennem hendes hals, men samtdig løftede hun afværgende en hånd for at bremse dæmonen hvis hun skulle reagere på det. Hun gjorde det ikke med vilje. Det var rent instinktbaseret.

Da Nari berørte Tias kind, vendte den lille pige refleksbetinget hovedet for at fange fingeren. De bløde babylæber lavede suttelyde og den lille tunge gled frem og tilbage i den let åbne mund.

"Sooo...getting babybrain yet Nari? They are kinda addictive right?"

Under den hæse knurren var jægerens stemme varm og blød som smeltende smør på en nybagt dampende bolle. der var ingen tvivl i denne verden eller den næste om at småpigerne havde deres mor totalt i deres små hule hænder.

Narcissa smeltede fuldstændigt!

Den lille mund, suttelydende og tungen der fugtede spidsen af dæmonens finger fik et dybt og fredsfyldt suk til at slippe hendes læber. Tia virrede let med hovedet som for at vise en smule utilfredshed ved at der ikke kom mad ud af Narcissas finger. Det skarpe ansigt smilede fjoget ned til den lille pige og drejede sig så imod Procella.

"Oh... please don't. I think... well Azuriel has been talking kids for ages. Well, the time we have known each other considered. We... ehrm... we have shared some real intense dreams... and kids happends to be a part of them. Everyone of them..."

De mørke øjne glimtede af følelser og det var svært at overse hvor meget hun holdt af den mand hun talte om. Hun vidste lige nu, at hun med glæde ville føde Azuriels børn - uden tvivl!

Hvor ironisk at Narcissa ikke selv vidste at hun allerede bar liv i sit skød...

"We... ehrm... have you and Wicked ever... I mean, have you ever shared dreams? Not just dreams... real pieces of your imagination, memory?"

Hun vuggede blidt frem og tilbage med Tia i sine arme. Som hun sad der med bylten så hun helt skrøbelig ud, der var så meget hun godt ville spørge om. Så meget hun ikke kunne tale med sin gudfader om. Kunne Procella måske være dén hun turde åbne op overfor? Hun skævede usikkert til Procella.

"I've... How much do you know of Azuriels past?"

Procellas smil blev større. Hun vejrede kort i luften, og fornemmede en lidt sødlig duft omkring Nari. Meget kort. Procella begyndte at klukke svagt.

"I never smelled a demon dripping with motherhood before. Its a strange smell. Motherhood would become you i think. Not that i would want you to. Not unless..."

Procella sukkede

"I dont want to kill family. but I have a...calling...I dont hope..."

Hun afbrød sætningen. Hun sad en stund blot og kiggede på Tia i Naris arme og de små suttelyde fra pigen før pigen opgav de utilfredsstillende fingre. Det ødelagde dog ikke den lille piges humør. Faktisk lavede hun nogle korte grimasser der med lidt fantasi kunne tolkes til de begyndende tegn til smil. De små piger var endnu alt for små til at kunne smile rigtigt, men der var anlæg for det, hvis man vidste hvad man skulle kigge efter.

"Dreams? Yeah. Wick had to make me sleep sometimes. And with...Micha. I felt him back then. But after the confirmation. I drew him into me when he came. He saw...me...and parts of me that..."

Procella rømmede sig og skuttede sig svagt, da mindet om de dommedagsagtige kirkeklokker fik en uro til at rejse sig i hende, sammen med gåsehuden på hendes arme. Dayas læber slap brystvorten med et lille plop, og hun nægtede at tage fat igen. Jægerens anstrengelser bar ingen frugt, og hun lagde blidt pigen mod skulderen og strøg hendes ryg med små cirklende bevægelser. Hun var slet ikke bevidst omkring det blottede bryst mod dæmonen. Det var ikke vigtigt i hendes verden lige nu. Hendes verden bestod af bryster og mælk og vasketøj og skoldning af flasker, bleer, putning, badning, og så forfra én gang til.

"Az? I know...i think i know it all...he told me. Are you thinking of anything in particular?"

Procella så opmærksomt på den sårbare dæmon på gulvet. Hvad fiskede hun efter? Var der sket noget?

Narcissas så først helt forvirret ud. Lugte hendes mor-gen? Hvad snakkede jægeren dog om? I et splitsekund blev dæmonens øjne hårde og så intenst på Procella.

"Not unless what? Kill family?!"

Spørgsmålene var skærende og krævede svar.

Hun sukkede og det truende skær forlod hendes blik som dug for solen.

"I saw his past... And... well, he showed me. I saw every little detail of what happend between his parents. Every drop og blood, and every tear of love."

Den spinkle kvindes blik var flakkende og fraværende. Under det sorte spillede en sørgmodighed sammen med beslutsomhed. For Narcissas indre blik spillede filmen af episoden i det lille hus. Hun havde oplevet den i Azuriels sind. Hun forstod stadig ikke hvordan det var sket, men han havde vist hende det hele, dengang hun havde besøgt ham i det fængsel Wicked havde sat ham i.

"I saw what he can become like... the real Azuriel. Procella... he was so beautiful. So breathtaking and beautiful!"

Da hun atter så ned på det lille hoved i hendes arme mødte hun små sorte og funklende øjne. En tung tåre ramte barnets kind.

Procella valgte ikke at svare. Der var ikke noget at sige. Det ville ikke ende et konstruktivt sted. Hun betragtede i stedet i tavshed dæmonen med en sær sørgmodighed.

"I dont know what you saw Nari. But Az is what he is. He will never be anything else than what he is now. Maybe his memories is tainted by what he hopes. He is a...mistake..."

Procella bed sig let i underlæben og kørte de små cirklende bevægelser på Dayas ryg.

"Think about it Nari. How often do you see an angle-demon halfbreed? Demon-children dies just because. Angles are fragile. Azuriel will forever be a beachball between two fighting forces. He will have to fight until the day he dies. Or until someone grants him peace. If the darkness ever grows too large again...I will do it myself"

Hendes stemme var afdæmpet og sørgmodig, men fuld af en stille accept.

"I found out long ago. He is like the tide. Sometimes the darkness washes in, sometimes the white beach shines in the night. But no matter what, the ocean and the beach is always there. Its just...its the way it is.

Tias øjne blev intense da tåren og moderens sindstemning nærmest simultant ramte hende. Det begyndte at dirre om den lille mund da pigen begyndte at lave de indledende øvelser til at give sit besyv med.

"The books? do I look like fish-people?"

Procella forsøgte lidt klodset at deflektere samtalen hen på et nyt og mere sikkert emne. Hun tog forsigtigt Daya ned i armene efter den lille pige havde sluppet en hørlig bøvs. Jægeren duppede let barnet og sit bryst, som hun pakkede af vejen igen. Hun skævede let til Nari ud gennem øjenkrogen

Narcissas øjne glimtede faretruende ved ordet

...mistake...

I stive bevægelser rejste hun sig og lagde blidt Tia fra sig på sofaen. Mens Procella talte vendte hun ryggen til og bevægede sig væk fra sofasektionen. Hendes skridt fra var hårde og stive og skuldrene trukket op om hendes øre.

Procella havde sagt præcis det sammen som Wicked. Azuriel var fanget til forevigt at være den han var... hun ville ikke acceptere det. Hun nægtede at lade det være sandheden. Narcissa mærkede hvordan en dyb smerte begyndte at brede sig over hendes bryst. En sorg så dyb og rungende at hun ikke anede hvordan hun skulle håndtere den.

Hun elskede Azuriel for den han var, det havde hun gjort længe. Men... efter at have set hvad han kunne blive, og på trods af at dette måske var et resultat af deres fælles håb og fantasi, så var det lige nu hendes stærkeste ønske. At se ham sådan!

En isnende kulde bredte sig i og omkring dæmonen. Hun forsøgte virkelig at dæmpe den sorg, smerte og vrede der rasede i hende, men formåede det kun så som så. Havde hun følt som nu, for bare nogle uger siden havde lokalet nok ikke overlevet. Men hun havde lært meget den sidste tid. Derfor lukkede hun nu øjnene og lod panden ramme den store rude ud imod terrassen og den parklignende have.

Hendes skuldre skælvede under den tunge gråd. Ikke en lyd slap hendes tætlukkede læber, men tårene drev ned over kinderne. Ruden omkring hendes silhuet blev svært dugget og langsomt begyndte duggen af krystaliseres i små frostperler. Kulden bredte sig fra hendes indre og ud i lokalet omkring hende.

Narcissa havde lyst til at skrige, men kunne ikke... hun ville ikke. Børnene og Procella var lige nu den eneste grund til at hun ikke reagerede voldsommere end hun gjorde. De mælkehvide arme slyngede sig om hendes egen krop, i et forsøg på at få de grådkvalte rystelser til at lægge sig.

Da Tia blev lagt på sofaen begyndte de første lyde. Små hikstende grynt, som snart efter blev til dirrende gråd. Tia fik snart efter moralsk opbakning fra Daya - Procellas lille problembarn - der ivrigt og med spæd men gennemtrængende stemme, fik luften til at dirre.

Procella så meget træt på Narcissas ryg og havde mest af alt lyst til at slå kvinden. Gerne banke panden ud gennem glasruden. Bare sådan lige...dunk. Procella blottede tænderne af hende og skulle til at hvæse, men stoppede i sin afklapsning før den blev verbal.

Procella rejste sig og lagde omhyggeligt pigerne ned i deres senge. Tia og Daya græd gennemtrægende. Procellas top fik nogle gode fugtige pletter foran da hendes krop reagerede instinktivt på pigernes gråd. Hun bed irriteret tænderne sammen og duppede den værste mælk bort, og stak et ammeindlæg ned foran hver bryst. Der var aspekter af den her mor-ting nogen godt kunne have advaret hende om!

Med et lille suk gik hun over bag Narcissa og lagde en smule usikkert en hånd på hendes skulder.

"Nari...talk to me. Why are you crying? You knew what he was. He is the same as always. Are you crying because you are mourning the truth, or are you crying because you live half a dream? Look at me"

Hun lukkede hånden halvhårdt om dæmonens skulder og søgte at vende hende rundt så de stod ansigt til ansigt. Hvis Narcissa kæmpede imod ville Procella ikke anstrenge sig yderligere. Hun var ikke ude på at starte en fysisk kamp med kvinden.

"You need to accept reality. You need to accept the fact that you might not have his children. Maybe he cant. Maybe you cant. Who knows what will come of it, if anything. You cant dream of a house with a white picket fence. I cant dream of a normal family. Look at me. I am married to a demon. I have four girls. I am a killer. You and me...we dont apply to normal rules. Stop dreaming of a normal life. Its not going to happen. If you seek happiness within the boundaries that is the world, and your life...you might get it. Otherwise....you will be sad and long for the dream for an eternity...and believe me...eternity is a long time if you have a broken heart"

Det var længe siden hun havde holdt enetale på den måde. Hun følte blot et behov for det. Nari - hvor lidt hun end brød sig om det - lignede hende mere end hun selv anede. Nari levede lige nu den historie hun selv havde været igennem med Wick. De længsler og drømme hun selv havde været igennem. Procella havde så blot prøvet at bekæmpe ild med ild og slå ham ihjel. Flygte.

Spontant hev hun dæmonen ind til sig i en nærmest brutal omfavnelse. Selvom den krydrede duft fra hende fik det til at rykke i hende, så holdt hun stædigt i kvinden imens hun hviskede ind i hendes hår.

"Stop dreaming, and start living. Carpe diem and all that shit. You dont know when the dream is over Nari. Enjoy what you have now. Az is a great guy...when he havent got his head up his ass...and he does that really often. Im glad he has you to look out for him. Just lead him down the right path okay?"

Procella slap dæmonen igen og strøg en hånd gennem det mørke hår. Hun smilede meget svagt og skævt til Nari.

"He needs your strength, not your tears. Buckle up for the ride. You chose him"

Børnenes gråd hang som et fjernt ekko i Narcissas ører. Hun forsøgte at blinke, at stoppe sine tårer... for pigernes skyld.

Procellas hånd på hendes skulder overraskede hende og sendte en svag skælven igennem hendes krop. Hun bed sig i underlæben over jægeren ord. De var jo sande, hvor ondt de end gjorde, så var de sande. Og det var ikke fordi Narcissa ikke var klar over det, ikke fordi hun ikke forsøgte at overbevise sig selv om at stoppe drømmen... men...

"It's not... I don't... Azuriel, I love him... I know who he is... And... it's all good. He's light and... darkness... and I love both... But... it's just that... I saw him... and I have trouble... forgetting how... beautiful he was... it's a stupid... dream, I know!"

Narcissa hiksede ikke som sådan, men var virkelig nødt til at holde nogle luftige pauser for at styre sin stemme. Hun løftede hovedet og fangede Procellas blik, de sorte øjne var matte og et træt udtryk lå over dæmonens ansigt.

Pludselig blev hun hevet ind i et tæt kram, en brutal omfavnelse. Dæmonen kunne ikke undgå at slippe et klynk i en blanding af forbavselse og latter. Jægeren stod her og krammede på hende? Narcissa fortrak læberne i en grimasse der kunne være både en hvæsen og et smil. Den fraværende lyd vidnede dog om at det var smilet hun forsøgte at fremmane.

"I guess... thanks Procella. It's just... I'm a... a kid... I guess. Uncle... he said almost the exact words as you... and, it hurts. I DO love him... like he is... black and blue... but I still dream... a stupid dream... I know!"

Da Procella slap hende smilede hun taknemmeligt til jægeren. Hun lod en hånd tvære over sit ansigt og fik fjernet de fleste af tårene. Hun stod her og tudede overfor Procella? Sig mig, hvornår var hun gået fra bytte, til fødselshjælper til trøstetrold?

Narcissa fnøs lidt for sig selv og lod så øjnene glide over de grædende piger. Hendes bløde stemme klingede ud i rummet, uden tegn på gråden

"So so meiden nu niet huilen. Mijn tante was gewoon triest, geen behoefte om te huilen. And no, you don't look like a fish, but I had to start somewhere didn't I?"

Hun smilede atter til Procella, et træt smil der vidnede om en kvinde der kæmpede for ikke at vise det nederlag hun følte over sådan at græde i jægerens nærvær.

Procella knyttede den ene næve og lod den falde halvhårdt mod Naris skulder for at stive hende en smule af.

"Dreams are not stupid. but dont let them rip you apart"

Procella havde set en smule...sær...ud over at få at vide hun mere eller mindre havde gentaget sin sjælemages ord. Havde han talt med Azuriel om hvem han var? Med Nari og Az? Hun følte et lille stik. Ikke af jalousi, men af ensomhed. Hun følte sig alene i huset, og at vide hende mand talte med hendes lærling og Nari bag hendes ryg....

Teknisk set var det vel ikke som sådan bag hendes ryg. Procellas berøringsflade med andre var blot så satans begrænset at det gjorde en smule ondt at vide andre havde forhold uden hende. Hun havde levet et helt liv uden andre mennesker, men hun havde heller aldrig været bundet på denne måde før. Bundet af kærlighed og ansvar.

Børnene gav dem begge en undskyldning for ikke at dvæle for længe ved det usikre emne. Procella fangede det slåede udtryk i dæmonens øjne og trætheden i hendes ansigt. Diplomatisk vendte hun de gyldne øjne mod sine småpiger. Tias gråd var svundet ind til hikstende vejrtrækning da begge kvinder syntes at blive mere ligevægtige, men Dayas hysteriske gråd blev højere og højere.

Med et dybt suk gik Procella over til sengen og så ned på pigen, et kort øjeblik var hendes ansigt koldt og øjnene udtryksløse. En brøkdel af et sekund var at læse i hendes ansigt, hvordan nogle kvinder kunne blive skubbet ud over kanten og ende med stille at ligge en pude over deres afkoms ansigt så de aldrig mere ville græde. Et kort sekund. Det var så flygtigt at man måtte spørge sig selv om det overhoved havde været der.

"Day...come on...day-day...Daya-girl..."

Procellas hænder lagde sig blidt, men stærkt om det hysteriske spædbarn og samlede hende op af sengen. Jægeren skar ansigt da hun lagde pigen mod skulderen, og kortvarigt fik den tvivlsomme fornøjelse af den fulde volumen direkte i øret. Procella nynnede svagt og klappede rytmisk den uformelige blerøv i en nærmest terapeutisk rytme der fulgte hendes stemme, imens hun hoppede let når hun gik så pigen samtidig blev rokket, men det lod ikke rigtigt til at have den store effekt på pigen.

"Im sorry...she gets these...tantrums. I cant get her down from them. sometimes i can, but most of the time, he is the only thing that works..."

Der var en træt, opgivende bitterhed i hendes stemme da hun sagde det, selvom hun smilede udmattet. Procella hadede at føle sig utilstrækkelig som mor og Daya trykkede på alle de forkerte knapper...hele tiden...

Næven imod dæmonens skulder affødte endnu et skævt smil.

"Yeah, I know..."

Hvor meget mon egentligt Procella vidste? Om aftalen imellem Azuriel og Wicked? Hvor meget vidste hun egentligt selv?

"Eh... I don't know... eh, how much you've been told? About... Azuriel and Wickeds... teachings?"

Narcissa trådte med langsomme skridt efter Procella og stoppede foran Tias seng. Hun lod en slank hånd lægge sig blidt oven på hendes mave, den anden gled ned i nabosengen -Lees? - og aede blidt kinden dér.

"I'm not quite sure myself. But Azuriel told something about an agreement. And it has to do with his soul. He's not missing it... I guess. But Wicked... It seems like he has limited access. You remember our last meeting? He sealed away Azuriels darkness, and he's rather pissed about it."

Dæmonen klukkede lidt, et ynkeligt forsøg på en latter. Narcissa så på Procella og lod blikket falde over Daya. Hun ville ønske hun kunne gøre noget for moderen, der så så træt og opgivende ud. Men hvem kunne bebrejde hende det? Og hvor var Wicked i alt det her?

"Shall I take her a while?"

Hun rakte tøvende armene ud imod barnet. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, men om ikke andet kunne Procella vel få en lille pause?

"Ehrm... and the books? Well... I had an... episode some time ago... and after meeting her, I've got some clues to go on... Guess we just have to read stuff and the sort out the relevant?"

Narcissa smilede varmt til Procella, nysgerrigheden spillede lige under overfladen. Alt ved denne situation virkede forkert, eller måske snarere malplaceret. Billeder fra tidligere møder spillede over Narcissas indre blik, de affødte et skævt smil og en lille hovedrysten.

Lidt for ivrigt blev spædbarnet rakt frem mod Nari. I det øjeblik pigen lå i dæmonens hænder, blev barnet som forvandlet. Gråden stilnede af på sekundet, og de store intelligente øjne, hvori ingen pupiller kunne ses, stirrede ufravendt op på Narcissas ansigt. Procella lignede en der havde fået en syngende lussing. Moderen snappede let efter vejret og hidsige pletter farvede hendes kinder i en let rosa farve. En tung knurren rumlede fra jægeren der kort så næsten hadefuldt på Narcissa. Daya så tavst op på Nari...var det indbildning da noget udefinerbart, en brøkdel af et sekund, syntes at bevæge sig i det uudgrundelige dyb i det begsorte blik der stirrede ufravendt på dæmonen?

"Az? Wick?"

Procellas rovdyrgule begyndte at få en blødere nuance. Hun var gået direkte fra mor til jæger, og havde skælvende måtte sluge trangen til at dræbe. Hun var blevet så...uhåndterlig...det var vel det bedste udtryk. Hun kunne ikke genkende sig selv og sine tanker, og det skræmte hende. Det mindende hende mest af alt om da hun var teenager.

"What do you know? Are you keeping stuff from me?"

Den tunge knurren blev en tand skarpere.

Dayas blik var nysgerrigt og nærmest skræmmende intelligent. Narcissa stirrede tilbage ind i de sorte øjne, næsten som forsøgte hun at finde ud af hvad det var Daya havde været så ked af for blot et øjeblik siden.

"Hey you... what's wrong? See, no need to cry darling."

Narcissa grinede en smule nervøst over Procellas reaktion. Hun følte sig næsten som en hjort der var gået i en jægers fælde. Et halvstift smil gik fra Daya til Procella og hun trak undskyldende på skuldrene. Et par fingre aede roligt den lille piges hånd. Hun fattede ikke selv hvorfor barnet som ved et trylleslag var blevet så roligt... men hun håbede at Procella ville sætte pris på roen, den lille pause? Selvom det lige i dét øjeblik ikke så ud som om kvinden var specielt glad.

"I'm not keeping stuff from you..."

Lies...

"I don't know much about their agreement. It's just... Wicked sealed him of. And Azuriel told that it was the only 'payment' Wicked wanted."

Narcissa var én stor forvirring. Der var så meget hun gerne ville fortælle og spørge om. Om hvad Micha havde med ehm... elvere at gøre, hvordan Procella havde det nu hun var 'spærret væk', hvem var 'The Keeper', hvad var amuletten, hvor var Micha, hvad kendte Wicked til hende - altså Micha og hvorfor var Daya så utrøstelig... Men hun kunne ikke. Hun anede ikke hvilke spørgsmål der potentielt kunne skade Procella - de spørgsmål ville hun end ikke kunne stille, i hvert fald ikke så længe hun var klar over det...

Bound by words, blood and magic not to harm the moon-child or the children in any way, shape or form.

I stedet sukkede hun dybt og så atter ned på barnet i sin favn. Hun stjal sig et par sekunders betænkningstid i det sorte blik og så så atter på Procella.

"I... met an elf. Ehrm... and... I don't know how to... "

Daya greb om hendes finger og Narcissa smilede taknemmeligt over at barnets berøring og stilhed.

"Does she has anything to do with elfs?"

Dæmonens mørke blik sled sig fri af Procellas og søgte ly i de små sorte øjne i hendes favn. Der var noget skræmmende betryggende over pigen der lå og kiggede så nysgerrigt på hende.

Procella nærmest vejrede i luften, som kunne hun dufte usandheden der rullede af dæmonens tunge. Jægerens øjne blev skarpt rovdyrgule igen. Procellas læber blev trukket bort fra de alt for hvide og skarpe tænder, der på ingen måde passede sig til et menneske. En lav faretruende snerren lød fra hende. Havde Procella været en kat ville man have forventet at se pelsen stritte overalt på hende, og ørene være klistret ned langs hendes hals, før hun krøb sammen til angreb. Procella var dog ikke en kat, og dette var ikke en vildkat på jagt efter territorium. Det var hendes hjem.

Hurtigere, end det burde være menneskeligt muligt var hun ved Narcissas side og gled halvt bag hende. Hun snusede lydeligt til hende, som et rovdyr der tager bestik af det dampende kadaver det til mæske sig i. Det var ganske tænkeligt at det eneste der i dette øjeblik forhindrede jægeren i at gå direkte i flæsket på dæmonen, var det faktum at hun holdt hendes datter i armene. Det var et stakket fripas, men ikke desto mindre et ganske nyttigt et.

"You smell like lies demon..."

Hviskede Procella lavmælt og den lave knurren tog til. Hun strøg Narcissas hår bort fra hendes hals. De blottede tænder nærmede sig den skære hvide hud. Med en synlig kraftanstrengelse der fik den slanke jæger til at skælve, blev kæberne klappet sammen da hendes læber fjerlet berørte dæmonens hals. Lyden af de skarpe tænder der mødtes, mindede om slagterknive der blev hvæsset, eller en fjerkræsaks der blev lukket.

"So worried...my dear husband. I might be human, but I am by no means defenceless. Do you think I am weak Nari? Would you believe in your demonic arrogance you could kill me?"

Det var tydeligvis et retorisk spørgsmål, og Procella gik knurrende hen foran dæmonen og forlod den blottede hals før hun blev fristet over evne.

"She? As in my sister? Micha? Oh yes. We both have. Why so interested in the wood-people, love? You have talked about elfs before...are you going to lie again, or tell me the truth this time?"

Procellas blik gled kort ned til spædbarnet i Naris arme og hendes blik låste sig fast med den lille piges før hun vendte blikket opefter igen.

En ildevarslende rislen løb igennem Narcissas krop da Procella pludselig stod bag hende. Dæmonens blik hvilede tungt i Dayas og hun sank en klump som for at klargøre sig til hvadend jægeren ville udsætte hende for.

Læberne der fjerlet strøg over den nøgne hals sendte en kuldegysning igennem Narcissas indre, men ikke en muskel rørte sig på overfalden. Rummet lugtede tungt at trusler og hun måtte kæmpe hårdt for ikke at kyle barnet ned i sengen og tage flugten. Ved lyden af tænder der blev klappet sammen millimeter fra hendes hals sukkede hun højlydt af lettelse.

"Easy now Procella... I thought we had allready been were through this?"

Narcissa ville vende sig, ønskede at fange jægerens øjne, men hver en muskel i dæmonens krop var som frosset fast. Hun kunne ikke afgøre om det var hendes egen ængstelse der var årsagen, eller om det var de magiske rænker om hendes dæmoniske selv, der forhindrede hende.

Da Procella atter stod foran hende hævede Narcissa øjnene og låste blikket stålfast imod Procellas. Hendes stemme var åleglat og hård som sten.

"I can not harm you! I told you allready! Eventhough I wanted to tell you everything I know, I can not. Thanks to her, your sister!"

Hendes blik veg ikke en kende fra Procellas, øjnene skinnede af indestængt irritation og en frygt hun prøvede at dæmpe.

"I do not fool myself hunter! I bear the mark from our last unfriendly encounter, and I do not take lightly on your... abilities. But let me tell you a story."

Narcissas hånd var stadig fastholdt af den lille, og med et ømt tryk holdt hun barnet tæt imod sin barm. Der var intet truende over posituren, det var snarere et forsøg på at søge trøst og støtte hos Daya, støtte i at det var en rigtig beslutning hun traf. Desværre var der ikke tid til de store overvejelser... ikke når de gule øjne glimtede faretruende lige imod hende.

"I ate an elf. I did not know he was an elf, and I had no intentions of eating him to death. But his blood... It was not a pretty sight okay!? In my... ecstasy I saw things. Azuriel and Wicked are the reason I'm still here. I went on a rampage... to say the least."

Narcissa vidste at hun undlod visse detaljer... detaljer hun ingenlunde ønskede at dele med jægeren. Og slet ikke når Procella var i dét humør.

"Please... I'm being very openhearted right now. However... In the... acid trip, let's call it that. I saw stuff... and I heard stuff that reminded me of my first encounter with Micha. And I think it might be a clue somehow... And do remember... I can not tell you everything I know. I'm bound..."

Narcissa lagde hovedet på sned, hun var ikke sikker på at det her var en situation hun virkelig ønskede at være i. Men nu havde hendes nysgerrighed drevet hendes så langt... I sit indre forbandede hun Micha langt langt væk!

Procella var som et enormt kattedyr i sine bevægelser. De var lange og smidige, i perfekt kontrol. harmoniske og afbalancerede, med en dyb indsigt i kropskontrol. Nok styrke til at være intimiderende, men uden at bruge unødvendig energi. Jægeren fnøs, halvt selvtilfredst, da dæmonen anerkendte hende og hendes formåen. Det gav hende en varm fornemmelse at hun blev husket, som den hun virkelig var. Ikke det hun på det seneste var blevet til.

Hun kneb øjnene en smule sammen og hovedet blev tiltet let på skrå. Hvad var nu det her? Afholdt Micha, Nari fra at fortælle hende noget? Hvad kunne skade hende blot at vide? Noget om Wick? Jægeren blottede tænderne i en skarp snerren, der døde øjeblikket efter.

Procellas øjenbryn fløj op i hendes pande, og hun glemte helt at snerre af dæmonen da sætningen skulle et par gange igennem hendes hoved, før den sank ind.

"You...ate an...wait...what? How the...why did...an elf? But..."

Procella så helt fortabt ud i ansigtet og kløede sig i håret. Hun rynkede sine bryn i forsøg på at forstå hvad der blev sagt til hende.

"You....ate...an...elf...pointy ears...and all that shit? An...elf? A real one? Of course a real one...how? Why? and what does that have to do with me? Im not a freaking pointy-ear?"

Hendes hånd gled af sig selv op til det ene øre, som for at checke det ikke spontant var vokset i løbet af de sidste 5 minutters samtale

Narcissa var lettet over reaktionen, men vidste også godt at hun skulle være varsom nu. Procella var fuld af underlige humørsvingninger, og chancen for at hun blev hidsig når den første forvirring havde lagt sig var, for at sige det mild, øredævende!

"Yeah... an elf. Fsss... I didn't get to see if he had pointy ears... Sorry, not the first thing to look for at a guy... you know? Well... Azuriel told me... afterwards. Guess Wicked had found out. Yeah, an elf..! I was NO pretty sight, dammit."

Hun så små irriteret på Procella. Hun stod her og fortalte hende ting, og faktisk delte ud af en ganske pinlig episode i hendes liv. Kunne jægeren ikke i det mindste *forsøge* at virke nærværende?

"I was hungry okay... real hungry! And... I had tried to take Azuriels soul... how well that went... And, I was angry as hell... He was flirting like shit. Had this demon girlfriend... just made him even more interresting. But hey... he started it okay!"

Narcissas arm sov efterhånden af vægten fra barnet. Med et par rolige bevægelser trak hun sin finger fri af grebet og vendte Daya om så hun nu lå på den anden arm. De små sorte øjne spillede frem og tilbage imellem jægeren og dæmonen. Næsten som om hun lyttede?

"It was crazy shit I tell you... if any comfort to you, I'll NEVER eat an elf again! Ever... But... there was this... ehrm thing, I was trying to reach... in my ecstasy. And everytime I got close... there was all these voices. Sounded excately like the first time I saw Micha... at the hotelroom..."

Dæmonen gik i stå... hun så undrende op på Procella. Kunne jægeren overhovedet huske det møde? Var der ikke noget med... Narcissa synes at kunne genkalde sig at Micha havde sagt noget om at hun havde slettet Procellas erindring om det?

Endnu engang følte hun hvordan amuletten tyngede hende om hendes hals. Hun sukkede og forsøgte et halvkvalt smil til jægeren.