Mens, moeder en een raadsel. (Pro+Nari)

Narcissa så med forbavset undren på Procella.

"But... but I'm really trying here. I'm sorry... if what I say makes things worse. It's just... Hey. We can be friends... we can. I... I've been alone all life, except my father. Forgive me for not knowing how to comfort you, but please, at least know that I'm trying. We can be friends... I would... like that."

De mørke øjne så alvorligt på Procella. Blikket afslørede en tristhed hos dæmonen. Hun var ærgelig over at hun ikke formåede at række ud til jægeren. At hun ikke anede hvad hun skulle sig for at trøste hende.

Dayas barnegråd lød igennem rummet, men for Narcissa fulgte mere end blot gråden. I hende slog Daya ud og Narcissas sind svimlede et kort øjeblik. Dæmonen fløj forskrækket baglæns i et hvin og endte på røven på gulvet. Hun stirrede intenst op imod sengen med et glødende blik.

"DAYA!"

Narcissas toneleje var højt og på nippet til hvinende.

"That was not very nice of you. I'm trying here okay?!"

Narcissa rejste sig hovedrystende og tsk'ede lidt af pigen.

"Procella, it seems your daughter believes I'm hurting you. If so... I'm sorry. I am. And hey. I get it... or at least some of it. But... I guess love is stronger than wits. And you two love each other. I know you do. You'll overcome great things together. As long as you... well... remember to communicate."

Narcissa førte armene ud til siden i en opgivende, men samtidig bedende bevægelse.

Procellas læber skælvede ukontrolabelt

"GREAT! And now you remind me that I...that...your father...Why are you doing that?!"

Hendes ansigt forvred sig i en grimasse af gråd og hun dækkede ansigtet med den ene hånd. Hun havde slået Narcissas far ihjel. Det var muligt hun ikke huskede det, at det var Micha der teknisk set havde gjort det. Men søsteren havde brugt hendes krop til sin ugerning. Hun var ansvarlig. I hendes eget hoved i hvert fald.

I Said, stop hurting her!

Dayas øjne holdt fast i hundæmonens. Slaget var mindst lige så stærkt som det første. Til gengæld syntes det at det ikke var uden effekt på barnet denne gang. Der kom nogle boblende lyde fra spædbarnet, og fortyndede blodbobler gled ud mellem de buttede babylæber.

Procellas eksplosive gisp lød som et pistolskud. Hendes sanser blev bombarderet af den ganske særlige duft af blod som pigerne havde, og som hun ikke havde oplevet siden fødslen. Det var en underlig duft, krydret som en dæmon, og samtidig frisk og....grøn? Som dugvåd kløver en sommermorgen. Der var en udpræget kildrende sød duft af spædbarn, og en masse andre ting som Procella slet ikke kunne nå at registrere. Hånden faldt fra hendes ansigt og hun stirrede ned i sengen.

"P-Porcelain..."

Det var en chokeret stammende hvisken

"PORCELAIN! PORCELAIN GET IN HERE! GET IN HERE NOW!"

Procellas stemme flængede luften i et øresønderivende skrig der var direkte ufornægtelig kommando.

"Daya...stop! Please!"

Spædbarnet gurglede og hostede og flere blodbobler undslap munden. Procella stak febrilsk en finger ind i munden på hende og begyndte at grave slimet blodspyt ud, for at frigøre luftvejene.

"PORCELAIN! WHERE THE HELL ARE YOU?!"

Døren gik op og halvenglen trådte ind. Stadig det blanke udtryk i ansigtet. Det lod dog til at situationen med barnet ramte et eller andet i hende, for hun gik med raske klikkende hæle over mod jægeren. Halvenglens hår var en smule pjusket, hendes næse svagt rosa, og der var et par bloddråber på hendes habitjakke der lå over kjolen der smøg sig ind til hendes nærmest perfekte skikkelse. Det var det eneste spor der var tilbage af den ellers effektivt brækkede næse, som Narcissa med kærlig hånd havde skænket hende.

Hybriden stoppede ved siden af Procella og rakte velvilligt en arm ud mod hende - stadig med det totalt blanke udtryk i ansigtet.

"I'm sorry, I didn't mean..."

Narcissa blev afbrudt af Dayas andet angreb. Hun svajede og lukkede øjnene hårdt i, som for at modstå det smæld der rungede igennem hendes indre. Godt nok var Daya kun et spædbarn, men hendes hidsighed var bestemt ikke mild.

Dæmonens øjne blev spærret op da Procellas skrig nåede hendes ører og duftens af barnets blod hendes næse. Hun så hvordan blod piplede ud af Dayas mund og et kort øjeblik var hun helt forvirret og nærmest ekstatisk over den søde duft.

"What's... hey Daya!"

Narcissa sprang frem og bøjede sig ned over sengen. Hun turde ikke samle barnet op, end ikke røre ved hende - både af frygt for at skade barnet, men også at frygt for moderens reaktion.

Ud af øjenkrogen så Narcissa Porcelains arm, med en hurtig og umenneskelig stærk bevægelse greb hun halvenglen om håndleddet og flåede hendes arm ned i Dayas seng. Instinktivt blev dæmonens negl til en skarp klo der groede foran det blotte øje. Med et prik begyndte blodet langsomt at flyde fra det lille hul i Porcelains håndled.

Narcissa guidede håndleddet ned til den lille mund og så bedende på det grædende barn.

Daya, drink... it tastes good. Please... drink! I wont hurt her anymore. I'll leave straight away, just please... drink, get well! Mmmm, so yummi!

Procella flåede pigen op fra sengen og holdt hende i den ene arm imens hun flåede den blødende hånd mod pigens mund. Blodet der løb ned af fingrene samlede sig langs fingerspidserne. Procella førte resolut en finger ind i munden på spædbarnet. Dayas sutterefleks fik hende til at lukke læberne om halvenglens blodige finger.

...dont leave...stop hurting...you hurt...

De store intelligente sorte øjne gled fra Procella til Narcissa.

...you harm her heart...

Stemmen var pludselig en smule...anerledes. Det var ikke til at sætte fingeren på det. Det var ikke en genkendelig stemme på nogen måde. Den var mere fyldig, og samtidig mere...hviskende.

Procella hev fingeren ud af munden på Daya. Hun greb en ny finger og stak ind i den mere villige mund. Det lod til at have kraftig effekt på babyen, der var meget indstillet på at drikke det rene blod - faktisk uhyggeligt meget mere end hun havde været i at få bryst tidligere. Det lod næsten til at den lille babykrop begyndte at gløde svagt under huden. Ikke med et sansebart lys, men mere med...farve. Som om huden blev mere hudfarvet, hvor man ikke havde lagt mærke til at den var blegnet før. At øjnene virkede mere...levende...hvor de havde virket en smule slørret.

Narcissa så til imens Daya suttede blodet i sig... eller skulle man sige labbede?

"I wont... just drink Daya. No need to use your strength to punish me, just tell me love."

Hun smilede fortrøstningsfuldt og indforstået til barnet i Procellas arme. Narcissas tanker kørte på højtryk. Hvorfor var det kun Daya hun kunne kommunikere med? Hvorfor virkede hun så meget mere interesseret i engleblodet end modermælken? Hvorfor... hun så levende ud? Altså, ikke fordi hun ikke havde gjort det tidligere, men...

Det mindede næsten om Procella under fødslen. Eller umiddelbart efter fødslen, da hun på mirakuløs vis kom sig fuldt og helt under Wickeds berøring. Måske var det dæmoniske blod i Daya simpelthen bare stærkere end hos de andre? Men hvorfor var hun så det eneste af børnene hun havde set bløde... to gange nu!

"Procella, do you need me to do anything?"

Narcissa følte sig en smule overflødig, i vejen. Hun bragte tydeligvis ikke andet end problemer med sig. Og hun anede ikke hvad hun kunne sige til Procella uden at "skade hendes hjerte".

"Anything!"

Gentog hun med et bekræftende blik til Procella. Derefter lod hun øjnene glide over de tre andre piger, der med nysgerrige øjne betragtede hele situationen.

Don't worry, everything is fine... we're fine... she's strong your sister. And your mother!

Det underlige var at der ikke rigtigt var en reaktion på Narcissas forsøg på at tanketale med de 3 andre piger. Det var som om der ikke rigtigt var et...bånd.

Porcelains hånd blev trukket ud af spædbarnets mund og Daya og Procella så på hinanden et langt øjeblik. Så begyndte et par normale babylyde og armene fægtede let.

"I dont know, i dont know! What the hell just went down?! Nari! What the fuck?! Should i call Wick? Why was she bleeding?!"

Procella havde glemt at græde, men nu begyndte en moderlig panik at brede sig i hende i stedet for. Daya så dog ud til at være helt okay, og fægtede protesterende med arme og ben da Procella knugede hende ind mod sit bryst.

Halvenglen stod og nærmest vågede over mor og barn og senge, men uden nogensinde at få et udtryk i ansigtet ud over det blanke og fraværende.

Dæmonen sukkede højlydt og så træt på Procella. Stilheden var larmende og hun forsøgte febrilsk at finde ud af hvad hun skulle sige.

"Daya will be fine. She was just... worried about you. I'm sorry, it's all my fault. I mean... for hurting you and making you sad. I'm sorry Procella, I really wonna be... what you need right now. But this situation is new to me too."

Narcissa smilede varmt til Procella, hendes ansigt var mere menneskelig end det havde været længe. De sorte øjne spillede af omsorg for pigerne, men også for den stolte kvinde foran hende.

"She's fine Procella. And you do good... these girls couldn't have asked for a better mother!"

Narcissa så på Porcelain med et stift blik.

"Clean this up, and get some food for Procella."

Hun havde ingen ide om hvorvidt det hjernevaskede halvengel ville reagere og udføre ordren. Men hvis hun virkelig var instrueret i at hjælpe familien, måtte hun vel fatte at dette ville være det rigtige at gøre?

"Should we bring all the girls to the couch? Just... sitting there, no drama?"

Narcissa så lettere forlegent på Procella. Mon jægeren ville? Bare sidde i sofaen, nyde flammernes skær og aftenen. Måske snakke om ting der ikke frembragte tårer og smerte?

Det tog nogle sekunder men så reagerede Porcelain faktisk. De høje hæle klikkede taktfast mod gulvet da halvenglen forlod stuen med det blanke udtryk.

"She...what? Worried? She is a baby, she dosnt worry? Im not sad, its not...im just..."

Procella så befippet ud og stirrede halvt anklagende ned på spædbarnet. Sikke da en opbakning hva?

"Good mother? Damn...you must be drunk...i dont know what the hell i am doing here..."

Hun nikkede lidt mekanisk og satte sig på sofaen med den let protesterende baby i armene. Hun slækkede sit greb

"Oh yeah...food...I cant remember last time i...ate..."

Hun kløede sig let i det mørke hår med et tænksomt og let forvirret udtryk, som om det med at spise pludselig var et nyt koncept hun skulle tage stilling til.

"Do you? Eat? Normal food? Ever? Wick dont fancy it much, but he does it sometimes...for me...Do you and Az eat together? Just for fun? Just...pretending?"

Spurgte hun en smule usikkert og med et vagtsomt udtryk i det atter ravfarvede blik.

Et tilfreds udtryk bredte sig over Narcissas ansigt da hun så Porcelain forlade stuen. Hun betragtede kort Procella mens kvinden satte sig i sofaen.

"You are doing excately what you are supposed to do. You care for your girls and protect them with everything you got. You love them and wouldn't let a mosquito bite them."

Med langsomme bevægelser rakte hun frem og samlede Lee og Tia op. Det var en smule svært at balancere en baby på hver arm, men heldigvis var der flere muskler end man skulle tro under den mælkehvide hud.

"Your girls are smarter than you think. Daya feels your sorrow, she understands you and love you with all her heart. I don't know if it's because she's Uncles daughter, but I... somehow understand her. And trust me, she worries about your wellbeing."

I et par skridt trådte Narcissa hen foran Procella i sofaen. Hun lagde blidt Tia i det bløde møbel og rakte Lee frem imod Procella. Narcissa skævede imod det sidste barn i sengene.

Procella prustede irriteret

"Im hovering...I think Wick would say i am fussing. You forgot Enie"

Procellas stemme var fortrydelig til start, og blev derpå varm da hun talte om den lille dybtsovende pige i det smaragdgrønne tæppe. Jægeren vendte hovedet lidt vurderende ned mod den lille pige i hendes arme. Var hun...underlig?

Procella fangede lidt blod på pigens læber og tørrede det blidt væk med sin tommelfinger.

"She shouldnt. She should not worry about me. Its wrong. A mother is supposed to worry. But she is not even a month old. I dont know how to deal with this shit...are all demon-babies like this? I dont think my girls apply to any baby-books in the store"

Hun sukkede og så både træt og stolt op på Narcissa. Hun nød at hendes børn lignede hende og Wick...men samtidig kunne hun godt have ønsket en anden start for dem. En anden skæbne.

Narcissa smilede og gik over og samlede Enie op - nænsomt for ikke at vække den sovende pige.

"Fussing is ok, it's protecting. No need to worry. You're doing fine!"

Dæmonen gik tilbage til sofaen og lod sig blidt sænke ned ved siden af Procella og Tia. Enie blev lagt i hendes skød og begge hænder blev nu beskæftiget med blidt at nusse de to piger på maven.

"I don't know anything about demon-babies... sorry. But hey, there are adorable aren't they?"

Narcissas stemme var blød som fløjl. Hendes sorte øjne spillede i flammerne og munden smilede til Procella.

"Ehm, sometimes I do eat human food. But... well, not often. Azuriel and I do eat together sometimes. But mostly candy... and we do drink a lot of whiskey together. But... yeah sometimes I eat for his..."

Narcissa afbrød sig selv. Hun mærkede hvordan mundvandet steg og hendes indre krøllede sig sammen. Narcissa var sulten, det var hun faktisk hele tiden lige pt. Men hun holdt ud, for Azuriels skyld. De sidste par uger havde været sindssyge og det var ikke hver eneste jagt der var gået godt.

For Azuriels skyld havde hun udviklet en ny - ganske utilfredsstilende - teknik. Hun blev mæt... men det var utrolig kedeligt. Lidt sovemiddel i menneskers drik og et par forførende ord gav hende mulighed for at drikke af dem. Uden at dræbe dem... det var en stakket frist, hun vidste det godt. Hun manglede kød... rigtigt kød!

Bag de sorte øjne gled en skygge forbi, det var dén sult der blev vækket af samtalen. Narcissa mærkede hvordan hendes krop reagerede og hungren satte ind. Det var kritisk at få ændret samtaleemne... Måske endda kritisk at hun forsvandt inden Procella satte tænderne i sin mad.

"So, have you thought of hiring a nanny?"

Dæmonen gjorde hvad hun kunne for at skjule den lette panik i sin stemme.

"Whiskey? Oh god...I miss my whiskey..."

Procella sukkede og lukkede øjnene kort. Et lille smil lå om hendes læber.

"Dosnt sound healthy though. You need to eat proper. Wick eats meat. Do you? We have some...couch...in the fridge?"

Procella åbnede øjnene igen og de spillede af indestængt latter. Hun fandt det faktisk fantastisk at kunne få nogle frustrationer ud omkring englen på den her måde.

"He kinda put me on a strict dietplan. The girls and all...Nari...you know a hungry demon is...bad news..."

Hun sagde det uden egentlig at tænke over det, men da ordende først var undsluppet hende fik hun et alarmeret udtryk i ansigtet

"How long has it been since you had a...proper...meal? Was that the elf?"

Procella fik en kort trækning ved det ene øje ved talen om en barnepige. Lugtede huset unødigt af menneske? Nej vel? Procella rettede sig yderligere ved det anstrenge over dæmonens stemme. Det begyndte at krible i hende for at flå sin datter sig sig, men med armene fulde af Daya kunne hun ikke andet end at knurre lavmælt - en ting hun ikke kunne gøre meget for at holde tilbage.

Procellas tale hjælp ikke meget for at få dulmet den meget invaderende og overvæltende sult. Ja... elveren have været hendes sidste måltid. Faktisk havde hun været lettere panisk over at skulle æde igen. Hun havde jo lovet Azuriel...

Da Procella fortalte at der var halvengel i køleskabet blev dæmonens øjne store. Et hvæs slap hendes strube og afslørede sylespidse tænder bag læberne. Med uvirkeligt langsomme og rolige bevægelser - hendes sult taget i betragtning - lagde hun Enie fra sig ved siden af Tia.

"Excuse me..."

Stemmen var mere et hvæs end egentlige ord. To sekunder senere vidnede den åbne stuedør om hendes løb imod køkkenet. Hun fulgte den rute Porcelain havde gået sidst dæmonen havde forladt stuen.

I køkkenet fandt hun hurtigt køleskabet og flåede en pakke plastiskindpakket kød ud. Et langstukkent suk blev sendt ud i rummet og langsomt, forsigtigt pakkede hun kødet ud. Hun rynkede på næsen over at mærke hvor koldt det var. Køleskabskød... irdk! Men duften sad der stadig, og kroppen forrådte hendes hjerne. I næste nu sad de spidse tænder i kødklumpen og grådigt gulpede hun halvenglens kød ned i sit svælg med dyriske lyde. Hun end ikke ænsede Porcelain der trippede rundt i det lille køkken.

Nogle minutter senere trådte hun atter ind i stuen. Ansigtet var vasket under håndvasken. Narcissas blik var roligt, mere roligt end det havde været hele aftenen. Halvenglens kød havde været mættende, men Narcissa vidste at hun blev ved med at udskyde det uundgåelige. Der ville ikek gå mange uger før hun måtte lure sig til en sjæl... det var flere måneder siden sidst, og hun mærkede at i sit inderste var hullet - sulten efter den fineste vin - blevet større.

Hun sukkede taknemmeligt og trådte igennem stuen. Omkring hendes skarpe ansigt bølgede det mørke hår og hendes kinder havde et let rødt skær.

"Erhm... please, forgive me. It's... I really try. For Azuriels sake. But it's hard... really. And yes... that elf was the last. NOT gonna do that again... EVER!"

Hun listede sig ned i sofaen ved siden af de to sovende piger og trak knæene op under hagen. Hendes ansigt var blidt, men underligt følelsesløst. Hun havde travlt med at nyde mætheden, orkede lige nu ikke at bruge tid på at animere noget som helst.

Procella hvæste lavmælt af dæmonen da hun begyndte at hvæse og lænede sig instinktivt fremefter for at beskytte sine børn. Hun blev dog paf da Nari rejste sig og pludselig stormede ud.

Jægeren spidsede øre. Hun lagde hovedet på skrå og lod sanserne følge dæmonen hvor hun ikke selv kunne det. Hun lukkede øjnene og sukkede tilfreds da hun fangede synkelyde og tyggelyde. Hun spiste.

"Bloody stupid...she have to talk to Wick about that...that simply wont do..."

Mumlede hun for sig selv og sukkede svagt. Hun smilede en smule vagtsomt da Nari kom ind igen.

"Forgiveness is not needed. I just asked you to eat. Im just sorry that you are starving yourself. You gotta talk to your uncle. He is not going to be happy if you rampage in his town"

Faktisk kunne hun tydeligt forestille sig hvor rasende han ville blive hvis hemmeligheden blev brudt af en hvilken som helst dæmon der gik på æde-sulte-trip. Tanken om at det muligvis havde været tæt på med Nari fik hende til at blegne en smule. Det havde hun ikke engang ville have haft lyst til at gå op mod i sit fineste øjeblik, og nu havde hun ikke trænet i over en måned. Hun måtte snart igang igen.

"Uncle? Why should he be bothered with this? And by the way... 'his town'?"

Det var kun stemmen der afslørede at der var en undren i dæmonen. Hendes hoved lå på knæene og ansigtet var porcelænsagtigt roligt.

"I'm fine. I just... well. I have to eat, more often... but other than that? I'm perfectly fine."

Det var én stor rungende løgn. Men den blev serveret øvet. Hun var sulten, tit og ofte. Faktisk havde hun været mere sulten på det sidste... Måske var det tanken om at skulle 'styre sine madvaner' der gjorde det? At det simpelthen fik hende til at tænke mere over hvor ofte hun spiste?

"And besides... how could he help? I just need to... well. For Azuriel... ...Oh god I'm tired. Guess you are exhausted? But oh... aren't they cute, sleeping like that?"

Det stive ansigt blev lyst en smule op af de babyglade øjne der betragtede Enie, Tia, Daya og Lee.

"I... I've been dreaming of kids lately. Who'd belive a demon could dream? You'd think you had infected me me baby-thoughts. Gee... and after all I've been through? That demon... not her wish-for-midwife I guess."

Narcissa trak læberne tilbage i et smil, de lange øjenvipper vippede let op og ned et par gange.

Procellas øjenbryn gled langsomt op

"Uhm...because a hungered demon is a disaster waiting to happen? Nari...dont you know anything? Do you realize what will happen if you starve?"

Hendes stemme var lav og vantro

"And yes. His town. He lives here. Do you know how pissed of he would get if anyone screwed this up for all of you?"

Procella gned sig i panden og lagde Daya ned i sit skød

"He should be able to help. He eats too. You have to figure something else out. Seriously! I dont wanner kill you! Hell...i dont wanner come near a demon on hunger-frenzy! Im gonna let Wick do that one, and he will not be happy to kill you. EAT! I dont care what deal you made with Az! Make a new one! You need meat, not whiskey...bloody stupid kids..."

Procella himlede frustreret

Et slør af frustreret vrede lagde sig over Narcissas ansigt ved Procellas ord.

"Gosh... I try to be 'normal' and do stuff against my nature. Don't mock me. And he... I allready screwed it up. Guess Azuriel saved me from that car-thing."

Hun vippede let med hovedet for at ryste en smule af trætheden af sig. Hun så nysgerrigt på Procella da hun talte om Wicked.

"How, and what, does he eat? I mean... you can't ALL be feeding on her? And yes, I know okay... I know, at least... I know it's not good. Been there, done that. Lived eight years on the run! But this is really hard, cut me some slack. I'm trying!"

Narcissa nikkede ud i retningen af køkkenet da hun snakkede om Porcelain. Hendes stemme vidnede om den frustration det var for hende at skulle te sig så menneskeligt. Det lå utrolig langt fra hendes natur og Azuriel var lige nu den absolut eneste grund til at hun gjorde det.

"Kids?"

Hun fnøs

"I'm ten times older than you. And I don't need meat. I need souls!"

Hun kunne have bidt tungen af sig selv. Ingen grund til at vrisse og sidde her og udlevere det åbentlyse overfor Procella. Hun var trods alt jæger. Og mor. Og Wikeds mage. Og Azuriels mentor. Og... en kæmpe gåde! Narcissa skævede ned til én af bunkerne. På toppen lå en lille bog med en latinsk titel, ordet 'Enigma' indgik.

Procellas øjne blev kolde

"Excuse me? Mock you? I am trying to keep you alive you stupid fuck! Do you really think I or Wick will let you go freaking rampage in our town? Do you know what happens? THEY come! Dont sit there and be all high and mighty, when you are starving in my house, with my children around you!"

Hvæsede jægeren og hendes øjne blev langsomt orangegule at se til

"I dont know! Funny thing - i dont ask! I know it is hard! do you think it is easy to tell a fucking demon to go eat?! HUH! do you?! If i didnt care i would kill you this istant! And yes! KIDS! You are acting like a freaking brat!"

Procella snappede efter vejret da hun fik smidt sjæle-delen i hovedet. Hun vidste udemærket godt at det der mættede dem mest var sjæle, men hvis hun lukkede øjnene for det. Hvis hun bilte sig ind at Wick udelukkende tærrede på blod og kød, så var det ikke så slemt. Hun havde ikke lyst til at høre om det andet. Hun kunne allerede mærke hvordan hendes oplæring begyndte at få det til at rykke dybt i hende i reaktion på dæmonens ord.

"No...you dont...and you dont talk about that. Ever...again...never...understand?"

Procella havde lukkede øjne og hun trak vejret dybt gennem næsen som en søsyg der prøvede at afholde sig fra at kaste op. Hun dirrede svagt af anstrengelse for at holde på sin indre ro

Narcissa fløj op af sofaen og ud på gulvet, hun fik væltet en bunke af bøgerne på vejen.

"I AM A BRAT? What about YOU? You are the one crying about you husbond... well you freaking chose to live with a demon. And when YOU get sad, I try to comfort you... but now YOU get to scold me instead of giving me a bit of that comfort back?"

Narcissa var hysterisk, hendes øjne lynende og armene flagrede hidsigt omkring hende i gestikulerende bevægelser.

"Who the fuck gave you the right to judge me? HUH? So your a freaking hunter, and that makes you better than me? COME ON YOU... YOU! Argh... for real? I AM TRYING! SO DAMN HARD!"

Våde tårer væltede ud af dæmonens øjne, hun registrerede dem ikke, men blev blot endnu mere fortvivlet.

"I try! I TRY! For fuck sake.... I really try! I know that Uncle see me as a child, how do you think that makes me feel? Come on, I saved your life... I love the girls... I even got you water..."

Den sidste sætning var en ynkelig hvisken. Hun vendte Procella ryggen, greb sin håndtaske og gik imod stuedøren. På vejen mumlede hun

"Why don't anybody give me some damn credit? I thought we could be friends... I try to be... I try... I can't do this without any backup... but I'm trying."

Procella snerrede tungt af Narcissa

"Oh thats pretty. Running of again are you Nari? When the going gets a bit tough the demon tucks her tail and run?!"

Procellas stemme rystede af arrigskab. Hun rejste sig og gik roligt over til sengen hvor hun lagde Daya fra sig igen. Derefter skyndte hun sig tilbage til de 3 andre piger så ingen kunne nå at falde ned af deres respektive pladser hvor Narcissa havde lagt dem.

"You are goddamn right i cry, but when it comes down to business, i step up! I am a mother, a fucking wife, i cock, i clean, i dont sleep, i dont eat, im geeting screamed at by 4 children, and now im dealing with a hungry demon, and thats besides having to deal with Az, and the halfbreed in my house! So hell yes i am crying! Have you given birth to four demanding children? SHUT THE FUCK UP THEN!"

Hun bragt Lee til sin seng og rettede sig mod døren og Narcissa igen

"If you start to think, then maybe he wont treat you like a child! He loves you! Or...whatever you demons do...Why do you think i am giving you advice? Because i CARE! This is my credit! I invite you to my home! I am trying to talk to you! I am giving you food! Asking you to talk to Wick...Damnit Nari, i just asked you to do my fucking wedding! Get you head out of your ass!"

Meget træt i blikket gik hun over til sofaen og tog blidt enie op, der endnu sov og var komplet uvidende omkring alt dramaet

"Bloody hell...try harder Nari...if you wanner flee then do...fucking coward..."

Mumlede hun opgivende. Hun havde ikke mere at give. Hun var komplet drænet. Hovedpinen begyndte så småt at melde sig. Den underlige hovedpine der havde været der siden den dag Azuriel og Narcissa havde været på besøg, der kom når hun var særligt stresset.

Narcissa gik i stå med hånden på dørhåndtaget. Alt i hendes krop skreg efter at flå døren åben og storme derfra. Men der var noget i dét Procella sagde der stoppede hende.

He loves you! Or...whatever you demons do...

Men hun virkelig dét? Var Wicked bekymret for hende, på samme måde som hun var for ham? Hun var ikke blot hans lille legetøj? Hun kendte godt svaret, men i sit indre havde hun, siden Wicked pludselig havde været ukontaktbar i otte år, frygtet at hun var blevet affejet som værende ligegyldig.

Og ja, Proccela havde godt nok lige bedt hende om at stå for bryluppet... og givet hende mad. Narcissas indre var i tumult, hun var rasende, såret, bange og ked af det.

Bloody hell...try harder Nari...if you wanner flee then do...fucking coward...

Den sorte vrede bobbel i dæmonens indre blev sprængt, alt den ophobede vrede og raseri forsvandt som dug for solen. hendes skulre sænkede sig, hun snappede efter vejret og tårene stoppede som på kommando.

Narcissa vendte sig langsomt om, Der var noget teatralsk over kroppens bevægelser. Hendes kinder var våde, de mørke øjne matte og helt uden skær og hånden der holdt om håndtasken slappedes fra den krampagtige knyttede næve den havde været kort forinden.

fucking coward...

De sidste otte års flugt ramte dæmonen som et slag i ansigtet. Hun så billeder af sig selv forlade hoteller og moteller, så sig selv sidde i ventehaller i lufthavne, blodige hænder og lig der blev smidt i containere. Hun så hvordan hun til sidst ankom til byens hotel i Sheria.

Et langstrukkent suk lød fra hendes læber da sandheden gik op for hende. Hun havde været på flugt i næsten et årti. Jægeren havde ret, det var nødt til at stoppe nu. Åbenbaringen var total og tog næsten pusten fra hende. Med et blik der fortalte om den nyfundne ro, resterne af raseriet og en gennemgribende afmagt, så hun på Procella med et langt blik.

"Thanks... "

Stemmen var spag, men med en unaturlig gennemslagskraft.

"I eh... I'm sorry. I..."

Narcissas blik blev bedende. Det bad om at Procella forstod og stoppede med at skælde ud. Narcissa lignede en lille fortvivlet pige som hun stod der.

Procella holdt Tia og stirrede - et kort sekund målløs - på dæmonen. Så flækkedes hendes ansigt i et bredt grin.

"Are you thanking me for giving you a can of whoop-ass? Well...anytime dear?"

Procella blinkede let til hende med det ene øje og vinkede hende let af

"Dont sweat it. So...are you coming back? Leave the girls in bed this time. I am having more exercise from this up and down shit than i have had in weeks"

Smilet var træt, men drillende.

"You can put Tia to bed?"

Spurgte hun forsøgsvist, og en smule tøvende. Hun havde lidt svært ved hele det her følelseshalløj, og på den ene side var det som om Nari boblede over af dem, og på den anden side var det som om hun ikke havde nogen former for empati overhoved. Hun var enormt forvirrende for jægeren at skulle finde ud af.

Narcissa så helt forvirret ud. Hun stirrede konfust på Procella og indfangede hendes smil.

"Eh..."

Da Procella tilbød hende at ligge Tia i seng, kom der endelig liv i kroppen. Ansigtet var tomt og bevægelserne stive idet hun gik over til Procella og Tia. Men da hun bøjede sig ned over den lille klump i kvindens arme løsnede alt op. Læberne blev krænget bagud i et varmt smil og de spinkle arme samlede barnet op i omsorgsfulde og bløde bevægelser.

"Aren't you cute?"

mumlede hun storsmilende til den lille pige. Hun lagde hende i sengen og puttede dynen godt omkring den lille krop. Alt vreden og raseriet var forsvundet og dæmonens ansigt var krøllet sammen i et stort, næsten fjoget smil.

Hun rettede sig op og lod taknemmelig blikket glide over de små piger.

"Can ones heart explode from cuteness?"

Den lattermilde stemme talte til Procella, mens blikket stadig hvilede ved sengen. Dæmonen gned sin kind med de spinkle fingre og hendes hånd legede åndsfraværende lidt med kæden om hendes hals.

"Who do you want to see at the ceremony?"

Hun hævede blikket og så på Procella med et fornyet glimt i øjet. Hendes hænder gled ned langs siden.

Procella lod villigt spædbarnet glide over i dæmonens arme, og kunne ikke lade være med at smile bredt. Der var en varm glød i hendes blik og hendes øjne blev honningbløde igen.

"dont ask me. I think they are the new world-wonders. But i guess you kinda have to feel that way if the children are yours"

Hun smålo lidt over sig selv og rystede på hovedet. Se der var den igen? Den lidt...sære aroma fra Narcissa som Procella ikke helt kunne sætte en finger på. Hvad var det?

"Dont explode in here. Wicks gonna get pissed if we destory more furniture"

Procella begyndte at fnise lavmælt imens hun bar Lee til sengen. Smilet forsvandt da lyden af klikkende hæle lød mod gulvet igen. En enormt middagstallerken blev placeret på det lave bord. Det var en farve-eksplotion af frugt og grøntsager der var lynstegt i en wok, men kødet var ikke kylling. Den sødlige duft tydede kraftigt på at det var Wicks lille specielle ingrediens der prydede tallerkenen.

Da halvenglen sirligt havde dækket op til Procella tog hun den våde klud hun havde lagt over håndledet, og gned på sengen hvor hende blod havde dryppet. Hun havde jo fået besked på at gøre rent.

Procella sukkede og slog ud med hånden mod tallerkenen.

"Care to share?"

Narcissa fniste let af Procellas pige-fnis, det var utroligt så meget de to kvinders humør smittede hinanden. Helt vildt faktisk.

"...ups!"

Hun fniste igen og hentydede til alle de gange de to havde fået smadret Wickeds inventar.

Dæmonen gned sig let over kinderne og formåede at fjerne de sidste tegn på den voldsomme gråd. To gange? To gange siden hun ankom for blot et par timer siden, havde hun grædt. Hvordan i alverden fik de to kvinder i stuen hinanden hidset sådan op? Måske fordi der var alt for mange ømtålelige emner imellem dem, og alt for mange huller at træde skævt i.

Narcissa besluttede sig i stilhed for ikke at grave mere i Procellas fortid, eller i hvad hun var. Hun og Azuriel, og måske Wicked, måtte klare det alene. Hvis man da overhovedet kunne kalde det 'klare det'? Måske skulle de bare ignorere alle mærkeligheder fra jægeren, og lade hende være mor? Men det var altså svært når hun det ene øjeblik smilede, og det næsten hvæste med tusind tunger og ikke fattede hvad hun selv sagde.

De sorte øjne fulgte halvenglens bevægelser, der var noget iskoldt over dæmonens blik.

I want one of those!

Procella var kilden til megen frustration og nysgerrighed hos Narcissa. Noget i hende ønskede at lade Procella være Procella og bare skide højt og helligt på hendes. Andre dele af hende blev pirret og ønskede at stikke hånden i hvepsereden - at finde ud af mere om denne sære kvinde.

"Your meal? But... only if your not gonna eat it all."

Duften af 'den eksotiske ret' ramte Narcissas næse og hun snusede lydeligt ind. Et smil dansede på hendes læber. Det var sjældent hun satte tænderne i rigtig menneskemad... eller så rigtigt det nu kunne være med det specielle kød.

Narcissa så forsigtigt på børnene, som for at tjekke at de alle lå godt. Så bevægede hun sig hen i én af stolene ved det lave bord.

"Listen... I know everything is hard on you. And... I'm a bit emotionel at the moment... guess this love-thingy drains the shit out of me. I like it here... okay? I actually found a place I like. Our appartment... well, it's not much, but it almost feels like home."

Narcissa så på Procella med et skævt smil.

"Uncle asked me to live here... he offered me a house. But I guess that Azuriel and me have to find our own. That appartment... It's nice. But, yes... small and not were beautiful. And it's Werclare."

Narcissa trak på skuldrene. Hendes gestus og tale fortalte at hun bestemt ikke var tilfreds med den lille hybel. Eftersom hun havde været på flugt i flere år, havde hun vænnet sig til små værelser og lejligheder. Men nu skulle der ske noget. Hun savnede den pompøse levestil, brokaden, de mørke egetræsmøbler og de ægte tæpper - i det mindste bare dét at have en terrasse.