Mens, moeder en een raadsel. (Pro+Nari)

Procella spidede en ristet babymajs på kniven og nippede til den imens hun skævede til Porcelain.

"Ooops indeed. But i kinda did that. The water and blood. Although you smashed one of the couches bigtime. Why was that? Not that i miss the white leather...fashion...maybe? Pretty? Not a chance in hell"

Hun skubbede gaflen over mod Narcissa og nikkede som tegn på at hun bare skulle tage for sig

"Eat...im not hungry. I eat for the kids you know? But im not used to this. I miss my pizza, and bugers, and curly fries...and my whiskey...like you wouldnt belive! An Islay...or a single malt...redwood..."

Hendes stemme blev lavmælt og henført da hun sad og falt hen i tanker om den stærke krydrede drik og hvordan det skulle modnes korrekt og hvilket træ den skulle modne på. Hun blev nærværende med et lille undskyldende smil

"Emotional is okay. I just never thought that...well...Wick is more...hm...composed. Im the unstable of us...and you seem so much more like...me...is that normal amongst your kind? That the women are all over the place and the men are...distant?"

Procella pirkede lidt til et stykke kød med knivsspidsen før hun hakkede kniven i den og stak den i munden uden større entusiasme.

"Wha...wai...here? In the house?"

Procella trak kold luft ind mellem tænderne og tyggede hurtigt for at få munden fri igen

"He asked you to come live here? With us? Like...here-here?"

Procellas ryg blev en smule stiv og hendes blik var atter skarpt.

Spørgsmålet om hvorfor Narcissa havde smadret sofaen i penthouse-lejligheden fik en skygge til at glide over dæmonens ansigt. Hun mindedes vreden der havde skyllet ind over hende, sammen med den skarpe følelse af jalousi. Hun havde aldrig været jaloux før, men tanken om at Procella og Azuriel havde været... elskere havde tvunget hende ud i et raserianfald. Et krystalglas, en skabslåge og sofaen havde været ofre.

"Erhm... the couch? Well... ehrm."

Narcissa rødmede svagt, både flovhed over at lade sig rive sådan med, men også over den fornyede erindring om de to sammen - Procella og Azuriel.

"Guess I have some trouble with the human feelings... haven't felt anything for years. Not use to... hmm, suppress them as Wicked is. Remember that he is a lot older than I. Maybe he's just more experienced? I don't know."

Narcissa tog gaflen fra bordet og samlede et stykke kød op sammen med et stykke rød peberfrugt. Hun studerede grøntsagen indtrængende og stak det prøvende i munden. Tilfreds nikkede hun og tyggede af munden.

"Actually... I'm not used to be this emotional. Not at all... perhaps I'm in too deep with a lot of new things to... controle it? Got a lot on my mind lately. Not everyday one experiences a birth of... this kind."

Hun skævede sigende til børnene

"And... that elf-trip!? Damn... thought my brain was gonna have a complete meltdown."

Narcissa smilede forsigtigt til Procella og tog endnu en gaffelfuld mad fra den store tallerken. Det var næsten et helt fad. Hvordan havde Porcelain nogensinde forestillet sig at jægeren skulle kunne spise alt dette? Måske Porcelain intet forestillede sig længere?

"Where'd you get her?"

Hun nikkede i retningen af halvenglen der stod og tørrede sengen af. Narcissa fniste lidt da Procella spurgte om det virkelig var her, Wicked havde tilbudt hende at flytte ind.

"Yes, here... I told him no of course. One could believe it was one of his attempts to get me as far from the disaster-Azuriel as possible. Who can blame him?"

Et smil spredte sig over hendes læber, det kunne minde meget om Wickeds sardoniske smil han altid brugte når noget underholdt ham. Narcissa erindrede hans ord

"You are always welcome here, Muse. I have had a room equipped for you, if you should ever need it. Of course, I was hoping that you might consider living here with me?"

With me... Hun fnes lidt og så på Procella.

"Apparantly, he's had a room equipped for me. But I've never seen it. Thought you would know?"

Hendes ansigt var spørgende, undrende. Havde Wicked virkelig ikke fortalt sin mage dette? I det samme blev ansigtet lettere nervøst.

When will I ever learn to keep my mouth shut?

Procella smilede skævt og prikkede til en vandkastanje der efter kort overvejelse blev bestemt puffet til side, sammen med bønnespire og spinat. Hun var fandme ikke en kanin. Hvad lignede det her?! Hun pirkede kræsent rundt og endte på endnu en babymajs, men det var ikke meget der blev klemt ned.

"Well...I dont think Wick have emotions like that anymore. Not really. He is not like surpressing them. He just...forgot them? Its hard to explain. I think thats why..or at least one of the things...that kinda..caught him. Back then. Me. I uhm...woke something. Still do. sometimes i catch him saying stuff. And when he says them it almost seems like it...surprises him. That he has a reaction?"

Hun så søgende på Narcissa. Forstod hun hvad hun mente? Det var pisse svært at forklare Wick, også fordi hun ikke selv forstod det, og når man ikke engang vidste hvad man selv var, så var det svært at begynde en analyse af hvorfor en flere tusind år gammel dæmon reagerede med følelser og rent faktisk havde menneskelignende reaktioner på de ting hun gjorde eller sagde. Der var så meget der ikke gav mening for dem, Wick og hende, så at skulle prøve at få det til at give mening over for andre var som at skulle forklare smagen på Cola til en person der ikke anede hvad en sodavand var.

"Girl...you need to give me details of the elf-thing some day. I feel there is a story there. So...tell me if you like...okay? I wanner hear it"

Hendes stemme var indtrægende og nysgerrig. Hun var faktisk oprigtig interesseret i hvad pokker der egentlig var sket. Hendes blik blev mørkt da Porcelain blev bragt ind i samtalen igen.

"Her? Well...Wick found her...in a club. She was a hunter. Like me. But a bit more. Something happened during the birth of the girls. I have...flashes...I see things. Like...i dont know. Her memories? She was an exotic dancer..."

Procellas stemme var omhyggeligt moduleret. Fuldkommen neutral og udtryksløs, men der var en anstrengt undertone et sted der dirrede af det mishag og den modvilje der ind i mellem flammede op i hendes ansigt i nærmest åbentlyst had. Procella rømmede sig og fangede en bønnespire mellem fingrene og bed i den knasende og hvidligt gennemsigtige tingest. Hendes øjne glimtede af latter ved talen om hendes lettere defekte elev. Hendes tyggebevægelser gik i stå ved den næste information. Den let bitre smag fra bønnespiren bredte sig over hendes tunge, sammen med galden.

"...he..."

Procellas stemme dirrede anspændt. Hun anstrengte sig virkelig for ikke at springe op og flå Narcissa fra hinanden i dette øjeblik.

"...a...room...equipped..."

Den tunge knurren flød fra jægeren uden at hun tænkte over det. Hendes øjne flammede op i klar rovdyrgul.

"Soooo....that is nice...very nice...please do tell me Narcissa...how many women did he have planned living under his roof...in MY home? Tell me...how bloody stupid do I look?"

Hendes stemme var kattevenlig. Fløjelsblød. Dødsensfarlig og lavmælt. Kniven i Procellas hånd begyndte langsomt at bøje som havde den været femstillet af varm modelervoks.

Narcissa nikkede tilkendegivende ved Procellas forklaring af Wicked.

"Yeah... I know it. I'm... I know my temper. But often I get surprised by it... Give me a thousand years and I hope I've learned it."

Hendes øjne spillede af latter, men hendes ansigt blev helt koldt og tomt da Procella atter talte om elveren. I et splitsekund blev alt menneskelighed fjernet fra dæmonens skarpe ansigt.

"Some day... when you and I can talk... alone."

Hendes blik flakkede sigende i retning af børnene.

"A dancer? With that... Ehrm, no wonder."

Narcissa så hvordan Procella langsomt reagerede og hun mærkede spændingen omkring hende. Dæmonen drak af den farlige aura omkring jægeren. Hun havde set den så mange gange før, og så mange gange før havde hun forsøgt at undvie, at flygte eller at tale Procella til ro med blid tunge.

Nu skete der intet. Narcissas porcelænsagtige ansigt var tomt, koldt, uden nogen animering. Det sorte blik lagde sig tungt i Procellas og hænderne blev foldet i skøddet. Stemmen var rolig og tonløs, men med en underliggende fasthed.

"Procella. I am his goddaughter. Probably the only family he has got left. I am not a target for his devotion... and I will never be. You really need to trust in his love to you. He is ancient, you said it yourself. He can not feel like us... But he feels for you. Enough to give up his own exsistense, I felt it while you gave birth. Stop doubting him, begin to believe in him. You owe each other that much!"

Narcissa lænede sig tilbage og så på Procella. Hendes blik var fast, resten af hende udtryksløst.

Enhver ville kunne mærke stemningen gnistre i lokalet. De to kvinder sad helt roligt overfor hinanden, men luften var tyk omkring dem.

"Oh thats rich"

Procella smilede, men det var et glædesløst smil. Hun åbnede fingrende med et ryk og den forvredne kniv faldt skramlende ud på bordet.

"You tell me to trust? A demon? To trust...love? Love and lust is not the same, you of all should know that"

Hun vidste ikke hvor meget hendes ord egentlig passede på Narcissas egen situation. Hendes tanker kredsede blot om at Narcissa af alle...mennesker...skulle kende til at sex og kærlighed ikke var det samme, og på ingen måde behøvede at være der for at det ene kunne udføres.

"So what if you are his goddaughter? Do you think he dont have eyes? Look at you"

Procella hvæste bittert

"In dresses. Heels. Like...like...her!"

Hun snerrede af halvenglen

"Dont you think i know what he is attracted by? He is a demon...he can make you lust for him with a whisper, a touch. He can make you feel heaven, or kill you"

Der var en underlig undertone i hendes stemme...længsel?

"I know him. I know he loves me. I feel it. I see it. He is in my freaking soul. But one thing is knowing you are loved. Another thing trusting he wont be tempted. Tell me you arent tempted Nari. Tell me you dont lust for another embrace. Feeling wanted. The power. The hunt. The game. You are what you are. Wick is too. I cant hat him for that. But i hate it. With every fiber of my being"

Hendes stemme var kold. Så kold at man kunne brænde sig på den.

"That is why I kill them. All of them. And i see them. Him...and her...he claims its not true. That he does not...with her...but i see it. So clearly. Its...haunting me...i cant stand her..."

Der var en hadefuld gru i hendes stemme da hun for første gang delte med nogen at hun så mareridtagtige billeder i sit sind a Porcelain og Wicked. Som havde talen om det åbnet for en dør, begyndte hede suk at fylde hendes bevidsthed, sammen med hurtige glimt af 2 kroppe, tæt omslynget i mørke silkelagner. Procella krympede sig da billeder af Wicks læber mod Porcelains blottede hals glimtede op. Halvenglens ansigt var ikke længere tomt, og de mørke øjne låste sig fast til beskuerens og smilet var spottende på det smukke ansigt.

Procella stønnede i halsen og sprang op fra sofaen. Hun pressede en hånd mod siden af hovedet.

"Im sorry...I have to..."

Hun vendte rundt og flygtede gennem stuen. Hun åbnede den enorme dør og lod den kolde nattevind bide i sin blottede hud. Hun skælvede overalt og sugede luft til sig gennem næsen, imens hun stirrede blindt ud i mørket i den smukke baghave. Hun lænede hovedet mod dørkarmen og lukkede øjnene.

"..please stop..."

Hviskede hun lavmælt.

Narcissa så stift på Procella imens hun talte. Hun afbrød ikke, men ventede indtil jægeren stoppede med at tale. Hun så undrende til da Procella rejste sig og tog sig til hovedet. Narcissa drejede hovedet imod hende og talte. Stemmen var som før, tonløs og uden følelsesmæssige udsving.

"You feel ill? Listen to your own advise... don't let the feelings control you! I thank you for the subtle compliment. I have to ask you; you don't... ever... feel tempted?"

Narcissa pausede kort, men fortsatte inden Procella fik mulighed for at svare

"Yes, I do feel tempted. I had sex with that elf. I told Azuriel, and he beat the shit out of me. It's ok now. I'm not doing that again... but hell yeah, I do feel tempted. But you know what Procella? Once, I read in a book... written by a human of course. I read that love is all about trust. We have to trust in the ones we love. And I guess that is the same eventhough the love is between a human and a demon. And hey... Azuriel know me. He know that I probably won't be an angel all the time. But he's accepted me, and he has to live with who I am. Like I have to accept him being stupid as shit."

Hundæmonen trak på skuldrene

"It's not like this is some happy-dance. It's hard, but thats what love costs. At least that's what the book said. Gotta read more books Procella."

Narcissa forsøgte sig med et lille smil, men opgav hurtigt.

"The jealousy you feel towards Porcelain. I should feel the same towards you. You and Azuriel... the thought alone could tear me apart. But I won't let it... I've allready destroyed Uncle's couch. So don't tell me about jealousy... "

De sorte øjne borede sig ind i Procellas.

Procella fnøs ud i nattemørket og vendte rundt

"Tempted? Of course not. Who should tempt me? Who would be able to give me what he does? The only thing i could be tempted by is the danger of killing. That he can not for fill. And i would not want him to"

Hun smilede anstrengt imens billederne glimtede igennem hendes bevidsthed. Wicks hænder der gled ned over Porcelains bryster. De tunge åndedræt. De undertrykte støn.

"What? He...he beated you?"

Procella virrede på hovedet for at befrie sin bevidsthed for de hjemsøgende scener som hun ikke var herre over.

"Stop it...this is not about trust. And you should not be jealous of me. I walked out on him, remember? I left him, and i have children and a husband now. I dont love him, or lust for him. Amd you dont see us...all the time"

Procella lod panden falde tungt, sidelæns mod dørkarmen i en sløv rytme

"She did this...i know she did...when Wick made me sleep...she wouldnt let me rest...she never stops..."

Hendes stemme var hul og klangløs. Det var endnu en ting hun ikke havde delt med Wicked. Hvordan Micha havde forvrænget hendes virkelighed de gange han havde udfriet hende og fået hende til at sove, under hendes graviditet.

"Imagine if you can...you own personal film staring your love, and a woman...and every time you see her...you see it. You hear it. You smell them. You can taste them in the air. She wants me...and like this she is gonna get me...one day i wont know whats real...she took something away...she did something..."

Hendes hoved faldt i den tunge rytme mod træet. Der kom en smule mere kraft på.

Narcissa rejste sig og trådte hen imod Procella. Hun snuste natteluften ind, som for at smage om det var en god eller dårlig nat de befandt sig i. Totter af det mørke hår bølgede om hendes ansigt.

"Yes, he did. But I don not blame him... He saw it... felt it, like you do with Porcelain. The diffenrence is; this was real! I did fuck the elfs brains out. Litteraly! And I showed Azuriel.. everything."

Hendes ansigt var stadig tomt, men stemmen var blevet mere følelsesbetonet... fortrydelse? Narcissa trådte hen ved siden af Procella og nød kvindens duft.

"I know that you left him... I know how much it hurted him. But the pictures in my head aren't less real."

Hun vendte sig imod Procella og mødte hendes blik. Narcissa så træt ud, men der var ikke tegn af den fortvivlelse der herskede i hendes indre. I stedet lå der et ondt smil om dæmonens læber, øjnene strålede ved den tanke der havde udfoldet sig hos hende.

"Sounds crappy! You want me to kill her?"

Procellas blik blev nærværende da Narcissa stod foran hende.

"Who sais its not real? Maybe he dont with her...but what about the club? All the women there? You did an elf. Im here...with the girls. I havent even had a shower today. Im not really a competition to...anybody, right now"

Hendes stemme var træt og halvt opgivende. Nari forstod det jo bare ikke.

"Look. Im competing all the time. With ghosts. He is old as shit. How many women have he ben with? lets say he have had just...lets go small. 10 a year? and lets say he is...not realistic...800. Its 8000 fucks i have to compete with. At least. How the hell can anyone compete with that? And im not feminine. He likes that. first time i saw him here he fought like hell to get me in a dress and heels"

Procella skar en grimasse. Det havde været specielt. Blomster. kjolen. Hun havde følt sig meget malplaceret. Til gengæld havde han også set på hende med en glød der stadig fik det til at risle hende ned af ryggen, blot ved mindet.

"And then there is you...and her...how can i not be insecure? You are...gorgeous...dont patronise me...please dont"

Der var en dyb smerte i hendes blik. En forpinthed. Hendes egen værste fjende var hende selv. Micha havde altid kendt til hendes usikkerhed, og hun havde altid prikket til hendes tvivl og selvlede. De billeder søsteren havde sat i Procellas sind var raffineret tortur. De virkede.

"Hm? Kill her? Micha? Oh...oh you mean...No...thank you...i need her. Her stupid blood. And wick would be unpleased. I still have to explain the...new cover...not that i mind"

For første gang spillede et svagt smil om hendes læber igen, men vaskede ikke helt det pinefulde mørke udtryk bort fra blikket.

Narcissa måtte kæmpe hårdt for ikke at le højlydt af Procellas lille regnestykke. Et øjeblik trak dæmonens mundvig lidt opad, men hun fik smilet stoppet før det blev en realitet og skyndte sig at tale

"Don't count it that way... just makes it unbearable. But come on... maybe he's just as jealous as you?"

Dæmonen så skeptisk på Procella imens hun talte. Øjnene blev spærret en smule op.

"Gorgeous? Me? Come on... I know I am... but Wicked doesn't look at me that way. Hell, it took me forever to get Azuriel to do so."

Der var ingen latter i ordene, udelukkende konstatering. Narcissa vidste at hun var smuk, så ingen grund til at anfægte Procellas ord. Men Narcissa forstod stadig ikke hvorfor hun blev ved med at se hende som...

"Am I a threat?"

Et lille fnis slap hendes læber, et splitsekund var hendes ansigt atter som skåret af sten.

Don't provoke her, dammit!

Narcissa så over på Porcelain, der var et glimt af skuffelse over blikket.

"Hmm... I offered. I'll let you know if I find one like her. Perhaps a short, fat old man?"
En tynd bleg hånd blev fjerlet strøget imod Procellas skulder. Narcissas stemme var sagte.

"Forget it... don't let her provoke you. Your strong. And... call me, okay? If you need... me. Isn't that what family are for? And dear... you really should hire a nanny!"

Narcissa vendte sig fra vinduerne og lod blikket flade imod flammerne. Det hypnotiserende syn var behageligt og hun lod sig opsluge af farverne der spillede om hinanden. I et par lange sekunder stod hun sådan.

Pludselig for Narcissa sammen og trådte et skridt bagud. Hun ramlede ind i Procella og vendte sig forvirret om, hendes hæl ramte jægerens fod. Hun blinkede flere gange for at få synet af de forskelligfarvede flammer bort fra hendes syn. Flammerne fremkaldte en lettere panik i hende... flammerne. I et glimt så hun den høje blafrende og farvestrålende mur for sig.

Vejrtrækningen var hurtig og overfladisk.

"S-sorry!"

Procella så længe og tavst på Narcissa imens hun talte

"I dont know. I havent sought you out in his mind. I havent seen how he looks at you. I dont know if i dare to. I feel a need to kill any competition. Somehow i think Azuriel would be less than happy if i had to kill you"

Procella begyndte at le stille

"Oh yes. A short, very fat man. And bald! Danny Devito"

Det forpinte udtryk forsvandt fra de gyldne øjne da tanken om en lille tyk halvskaldet pingvin der futtede rundt i hælene på Wick bundfældede sig i hendes bevidsthed.

"Oh lord...oh...lord!"

Hun krummede sig halvt sammen og befriede sig leende fra dørkarmen. Hun vendte sig og trak døren i.

"Yeah...maybe i will. A nanny. Hm...i think so. Maybe. Its not a bad idea. Ill think about it."

Procella gned sine arme let. Hun var komplet uforberedt da den skarpe stilet borede sig ned i hendes bare fod. Hun kom med et udråb og skubbede hårdt til dæmonen og hinkede let rundt.

"What the fuck?! Damnit! Fucking heels!"

Procella hinkede over til den nærmeste stol og gned hidsigt foden

"Whats wrong with you?!"

Narcissa gned frustreret sine øjne. Det føltes næsten som at være blændet af en kraftig blitz, hver gang hun blinkede så hun aftegningerne af flammerne - og muren - bag sine øjenlåg. Langsomt genvandt hun synet. Narcissa vendte sig imod Procella i stolen

"Sorry, sorry... I... I-I just. Shit. Sorry, are you okay?"

Hun skridtede hurtigt over til Procella og satte sig ned på knæ foran stolen. Hun så et lille rødt mærke fra sin hæl. Mærket ville nok være blåt og gult i morgen, men ikke værre end som så. Hun så op på Procella

"The flames... I'm sorry!"

Narcissa rejste sig op og så undrende på jægeren

"Did I just hurt you?"

Hun så vantro ud og stemmen var undrende. Dæmonen blegnede en smule og holdt afværgende hænderne op for sig, stemmen en lille smule panisk. Hun skævede over imod Dayas seng.

"Sorry Procella. I really am... I didn't mean to! I just... the flames reminded me of... sorry!"

Procella snerrede irriteret

"No im not okay! You just stepped on my foot with your damn heel! Get some slippers! Crap!"

Fra de 4 senge kom der ikke en lyd. Til gengæld begyndte et let glitrende tyrkis skær af flimre over sengene. Fra 2 af sengene skød det glitrende lys ud mod Narcissa. Det ene ramte "blidt" og fik det til at svide overalt på Narcissas hud, det andet ramte hende som en forhammer i brystet. Alligevel var det behersket og kontrolleret. Det var tydeligt at mærke på kraftudladningen at der ikke havde været en oprigtig "straf" bag det. Hvis Narcissa havde været menneske, havde hun nok fået sig en flyvetur. Dette ville nok blot fornemmes som en mild mavepuster eller noget i den retning. Ikke decideret skadende, men ikke til at tage fejl af.

"Stop it! She didnt mean to! Lay of!"

Procellas stemme smældede i lokalet. Porcelain der stod ved sengene vendte sig langsomt rundt, hendes blik hvilede på dæmonen, hendes ansigt som altid ulæseligt, men det virkede som om hendes ansigt blev...mørkere?

"Oh no you dont!"

Procella knurrede arrigt og fløj op af stolen. Hun hinkede ind foran Narcissa og bredte armene ud så hun blokerede halvenglens syn.

"Stop it! Leave! We are fine! We are all fine! Go away! fuck of!"

Porcelain der havde været på vej frem, stoppede tøvende. Hun stoppede bare. Hun forlod ikke stuen, men hun fortsatte ikke fremefter. Det lod til at noget fik hende til halvt at adlyse hvad Procella beordrede hende, men noget andet fik hende til at blive.

Narcissas øjne åbnede sig voldsomt da det glitrende lys fløj imod hende. Hun begyndte at gnide huden på sine arme da den med det samme begyndte at svide, men måtte så gispe efter vejret da det andet angreb ramte hende som et slag i maven.

Narcissa satte sig med et bump på gulvet, et ufrivilligt hvæs slap hendes læber. Dæmonens ansigt var frosset i en ulæselig grimasse. Lyset... magien... den fremkaldte ét eller andet i hendes sind. Først havde det mindet om farverne, om muren og de glitrende flammer. Men det var som om noget ikke stemte. Det var ikke helt det samme, men kun noget der mindede om. Som indtrykket sank ind, ramte panikken hende.

Magien fra børnene var ikke den samme som hun havde oplevet nogle uger tidligere, men den mindede tilpas meget om til at hun næsten kunne smage elverens blod i sin mund. Der var noget... gammelt?... noget nærmest forhistorisk over den... over smagen og følelsen af at blive ramt af den. Den tyrkisgrønne farve, skjoldet havde hun set før. Da hun mødte Micha på hospitalet... den nat eden blev bundet med tveæggede tunger.

Minderne om elverblodet og dét trip der fulgte frembragte rædsel i Narcissas sind. Minderne om mødet med Micha og hvordan hun havde snydt hende frembragte raseri i hende. De to følelser overtog hendes krop som en slagmark og kæmpede frem og tilbage. Dæmonen var frosset, hendes ansigt ulæseligt og alle muskler spændt som var hun en smuk udskåret statue.

Porcelains bevægelse fik Narcissa til at flytte blikket fra det ubestemte punkt foran sig og opefter. Øjnene var som tomme sorte huller. Hendes udsyn blev hurtigt spærret af Procellas ryg.

"E-elf? What are you?"

Det glitrende lys gik ud omkring 2 af sengene, som fik Procellas ord beroliget dem nok til at de ikke længere opfattede uheldet som en fare. De andre glitrede dog stadig, men mindre "insisterende".

"Porcelain! leave!"

Halvenglen reagerede overhovedet ikke på Procellas ordre, men stod stadig som stivnet midt mellem jæger og børnesenge.

"What? Elf? What are you talking about? Im not a freaking elf, and neither are my children! No ears!"

Procella kastede et blik over skulderen. Hun så ned på dæmonen der rodede rundt på gulvet og samtidig var frosset i sit udtryk.

"Could you please get up? Are you hurt?"

Procellas stemme var bekymret, men også distraheret. Hendes blik gled mellem dæmon og halvengel, hun havde ikke lyst til at vende sig bort fra hybriden når hun ikke anede hvorvidt hun kunne finde på at sætte sig i bevægelse igen.

Narcissa stirrede blindt op på jægerens ryg. Ved denne bøn om at hun rejste sig, sugede hun luft ind og kom op at stå i én lang glidende bevægelse. Hun svajede lidt og lod atter sine hænder gnide over de bare arme. Den svidende fornemmelse sad stadig i hende som en summen.

"We really need to talk Procella. Really!"

Hun lod sit blik glide hen over jægerens skulder og mødte Porcelains tomme og mørke blik.

"Hey girls... just a little accident. Aunt Nari was a bit clumpsy there. No need to worry... and you need neither Porcelain."

Som for at bevise at der ikke længere var nogen fare, trådte Narcissa et skridt til siden og to hurtige frem. Hendes hænder blev holdt ud til sidene i en afvæbnende gestus. Et sted, dybt inde i hende, ønskede hun næsten at Porcelain sprang på hende... men da hun mindede sig selv om pigernes tilstedeværelse forsvandt den morderriske lyst helt.

Stadig med øjnene rettet imod Porcelain talte hun til Procella

"I guess... I guess I should just leave. I'm... my head's spinning. Sorry... We need to talk, just the two of us. But... I'm exhausted. It's... sorry."

Med langsomme skridt trak Narcissa sig væk fra Procella, væk fra sengene. Hvis Porcelain skulle springe på hende, så skulle det ikke ske i nærheden af pigerne. I det hun bevægede sig gik det op for hende at det var ligegyldigt. De piger havde nok 'evner' til at beskytte sig selv...

Procella nikkede med et lidt anstrengt udtryk i ansigtet

"Mhm...maybe its the best. Ill call okay? Or something. Just..."

Procella vinkede en smule frustreret. Hun ville ikke smide dæmonen ud, men sengene glitrede stadig af det tyrkise magiflimmer, og halvenglen var ikke modtagelig over for hendes ordre. Hvorfor skulle det hele være så besværligt?

Procella flyttede kroppen med Narcissa da hun gik mod døren, så hun hele tiden bevægede sig sidelæns og blokerede halvt for halvenglens udsyn. Hun sukkede træt da hun hørte stuedøren blive lukket bag sig, og faldt lidt sammen i sin defensive holdning.

Det glitrerende lysflimmer over sengene forsvandt og mørket forsvandt fra halvenglens ansigt. Procella kørte en hånd gennem det mørke hår.

"So much for a social-life..."

Brummede hun og humpede over til sofaen som hun smed sig ned i. Hun stirrede på maden og samlede en stump halvengel op og tyggede den i sig. Der var en stilfærdig trods i hendes blik imens hun hidsigt tyggede og nedstirrede den emotionsforladte kvinde.

"Stupid ass angel-fuck..."

Halvsnerrede hun surt og skulede. Hun var udmattet og bitter. Nu måtte Wick godt snart komme hjem. Det var ved at være begrænset hvor hyggeligt hun fandt det her alene-mor pjat i længden. Måske var det ikke helt skørt det med barnepigen? Procella fik et tænksomt udtryk i blikket og fiskede sin mobil op af lommen.

"Could you please leave...go change you clothes. Theres blood on your jacket. Wick dont need to see that"

Mumlede hun fraværende og begyndte at lede efter undergrundsgrupper på nettet hvor folk...vidste...

((End))