Weddingbells and whiskey. (Pro+Nari)

Narcissa nikkede af hendes første kommentar, men rystede så på hovedet.

"No... it's not like that. Azuriel never saw the elf. Never drank from him. I... I think that maybe Uncle did something. Something that made Azuriel a part of my sleep. We both woke up at his my place. He didn't remeber how we got there."

Hun pausede og så tænksom ud.

"That day... when I stepped on your foot. It was... the flames in your fireplace. I... I had a flashback. Sometimes the... memories hunt me. I wont EVER... never drink form an elf again. I would have been dead that day, if it wasn't for Azuriel and Uncle. Some hunter would have found me, or I would have been brought to the hospital... in the news all over the world, the girl that survives death. A death sentence right then and there!"

Narcissa smilede skævt til Procella. Hun var enormt taknemmelig over at Wicked ikke havde fortalt Procella noget om hele den her episode.

"And... We've shared dreams, images and so afterwards. Even weeks after... Procella... Thanks for staying."

Procella rystede let på hovedet

"I think you are wrong. Azuriel wandered into your mind. Your mind was distorted by elfblood. He wandered in there without protection. Without knowing what he was doing...like always. You could actually have shattered his mind. I dont think you guys have any idea how dangerous this is. This is not fun and games. Wick can do it with me, but even with him i keep my guard up. Without wanting it he could take away my sanity. Dreams are not just dreams Nari. Its memories. You hopes. Your wishes. Your fears. Its...your soul"

Procella fugtede læberne og bed sig så let i underlæben imens hun prøvede at forklare hvad hun mente.

"Demons dont have souls. But they have...essence. They have minds. Every time i reach into Wick, i risk loosing myself. If i got lost inside him, i dont know if i could find my way out. If i would want to. Demons are...desires. Darkness. You are desire and darkness, and you where high as a kite. You have no idea what you did to him. What he saw. What effect it could possibly have on him"

...but he did...Wick did...

Procellas ansigt blev endnu mere eftertænksomt. Hvad lavede hendes sjælemage? Hvad var han helt præcist ude på?

What is this game you are playing love...and why...

"And you have a angry demon-girl on your ass too...you dont do anything half do you..."

Narcissa så lettere forvirret på Procella.

"But... we didn't do anything. Not the first time... when I was drunk on elf. He didn't do it himself. It must have been Uncle."

Hun nikkede da Procella talte om hvor farligt det var, og om hvordan dæmoner ingen sjæl har.

"I know. And it's not like I'm... well. I kinda promised to visit Azuriel again. I mean... the part of him that Uncle sealed away. But it's not... I know it's dangerous. And... I'm not thrilled about the thought of going in there again... Actually I've not talked to Azuriel about it. I hope he has forgot... but. How could he remember? It's not like he's able to remember what he's doing in that cage."

Hendes stemme blev mere og mere tænksom. Hun brød sig virkelig ikke om at skulle ind i Azuriels sind igen. Hun ville så gerne se ham... hans mørke indre igen. Men den verden han var fængslet i, den mørke og urolige by der var hans metafysiske verden. Den var så.... ubehagelig.

"I just hope that demon-girl is busy with her child. The one I didn't kill..."

Hendes fingre greb om whiskeyglasset der stod på bordet, men det var ikke for at løfte det til læberne. I stedet drejede hun det mellem fingrene og betragtede den gyldne væske der skvulpede rundt.

"I... I'm getting more and more nervous that he really shouldn't do magic. Hell... I'm not even sure I should do it. But... he has no patience. Sigh..! I just wish... I'd wish I knew more about you... you and Wicked. I... He's a mystery to me. A dangerous mystery, and I don't know what to expect. He has allways been my Uncle in whom I sought comfort. But... he's getting more and more... I don't know."

Hun håbede Procella forstod. Det var ikke fordi hun frygtede ham, men der var alligevel noget faretruende i hans blotte eksistens. Måske var det i virkeligheden fordi hun endnu ikke vidste om hun bare var ét af hans mange projekter... eller om han virkelig holdt af hende - så meget som en dæmon nu altså gjorde i den slags følelser.

Procella said that he... loved me...

Procella rystede let på hovedet. Det var jo komplet ligemeget at blive ved med at prøve. Narcissa ville ikke lytte på noget som helst hun havde at sige, og blev ved med at køre i samme spor. Hun blev ved med at finde undskyldninger og trække latterlige forklaringer frem fra ingenting, uden at have belæg eller indsigt. Hun ville ikke høre sandheden eller forholde sig til den, og jægeren var træt af at være budbringer af de hårde realiteter og blive svinet til. Hun havde nok problemer som det var uden at skulle lege konstant beverly hills med en dæmon. Eller...flere...

"Well...you are his girlfriend. Put your foot down. Lay down some rules. Be a demon. Have balls"

Hun trak på skuldrende og undlog at kommentere på resten. Hun orkede det helt ærligt ikke. Den her aften var virkelig drænende.

"Did he fall for you because you are a push-over, or because you are a demon who could potentialy kick his ass? Then go kick his ass. Have some guts Nari. You are a woman. Face your man. Dont try to be smart on Wick. He only lets you know what he wants you to know. and in due time. Focus on you and your life, not his."

Procella sukkede. Hun havde ingen anelse om hvor hårdt hendes lille løgn havde bundfældet sig i hundæmonen på den anden side af bordet. Havde hun vidst det havde hun leet højt. Wicked havde været 10 år om at sige hvad de begge vidste, og til sidst havde hun tvivlet oprigtigt. Han havde stadig ikke sagt det højt. Kun i hendes sind. Det betød intet. Hans tanketale var nok, især hvis det kunne bringe ham i fare at sige det højt. Tåbelige børn der stod og plaprede op omkring sådan noget. Hun skar ansigt ved mindet om at have hørt Azuriels og Narcissas binding. De var ikke for kloge de to.

Narcissa sukkede og nikkede.

"Guess you are right. But hey, thanks for lending me an ear."

Hun lænede sig frem og lod armene hvile på bordpladen. Hendes blik fangede Procellas og hun smilede skævt.

"And I know you hate this... but call me, okay? If you end up bathing in regurgitation and poo... or if you need me to bring some pizza or something."

Hendes øjne gled ned over bordet og op på jægeren igen. Der var vel ikke mere at tale om? Eller, det var jo løgn. Der var masser at tale om, havde det ikke været for Micha der igennem den forbandede ed havde sørget for at der var visse... emner... Narcissa ikke kunne bringe op. Måske hun kunne snakke med Wicked? Måske var det bedste i virkeligheden bare at lade Procella være Procella, og så bruge tiden på noget andet?

"Well... ehrm... see you? Say hi to Uncle for me, will you?"

Hun rejste sig tøvende. De sorte øjne gled ned på bogen på bordet. Med en glidende bevægelse skubbede hun den over imod Procella. Den handlede primært om gamle skandinaviske fortællinger om elvere, men også om andre væsner. Feer, naturånder og moder jord selv. Alt sammen var gamle myter om skovens forskellige folk, langt størstedelen af dem var overdrevne og mindede på ingen måde om virkeligheden. Men hvor skulle Narcissa vide det fra? De fleste af myterne var fra Irland, Danmark, Skotland, Frankrig, Holland og England og samlet omkring midten af det 18. århundrede. Bogen var på latin, men Narcissa havde faktisk slet ikke skænket det en tanke - at jægeren måske ikke kunne latin? Om ikke andet var bogen smukt indbunden med blødt prægett læder og illustreret med små trykillustrationer.

"I know you've got books enough. But... Perhaps you'd find something interresting here."

Hun svang jakken omkring sig og smilede skævt til Procella. En spinkel hånd greb den lille håndtaske der hang over stolens ryg. Da hun bevægede sig over imod døren sukkede hun. Det var jo ikke fordi der var det vildeste at foretage sig derhjemme. Azuriel var ude på én af hans utallige jagter... hun kunne skrive? Eller... jage. Få sig noget mad. Hendes øjne flakkede til den lille håndtaske i hendes hånd, hun vidste der lå et par kapsler af den bedøvende medicin.

Oh great...another book. Like i have time for reading. Arent you listening to anything i tell yo...oh what the hell...back to being a self-absorbed demon...leopard and spots...

Procella smilede varmt og trak bogen til sig.

"Yeah...thanks. Ill get right on it. "

...Careful not to eager...

"Thanks...ill give him your best wishes. Dont worry"

Hun sukkede og så efter dæmonen der rejste sig og forlod bordet. Smukt. Så hun blev hevet væk fra sine børn og sin mand for at sidde og bløde og blive råbt af og få en bog? Måske skulle hun undersøge om der var en venskabsside for dæmoner ude på nettet. Nari havde virkelig brug for andre at læsse af på end hende.

Hun stak den blodige klud i lommen og trak sin mobil op

*You might get a call soon from your dear goddaughter. She really wants to get a hold on you. Please take her call soon, or meet up with her. This is getting old. Coming home soon*

Procella rynkede på næsen og trykkede send. gud hvor ville hun bare gerne have det her bryllupspjat enten fejet af banen eller overstået hurtigst muligt.

"Typical..."

Brummede hun surt og gik op i baren hvor hun betalte med et af de mange kort hun havde fået af Wick. Hun fik en lille dårlig smag i munden hver gang magnetstrimlen blev kørt igennem. Det synes hun det havde gjort alt for ofte på det seneste. Det var uhyggeligt let at vænne sig til at have penge, især når det ikke var ens egen hovedpine at få dem ind igen.

((End))