Destiny for a Hunter (Procella/Wicked)

Den ene, minimale bevægelse af Des ansigt, der fulgte Wicked, fangede helvedeshundens opmærksomhed. Skarpe kløer klikkede imod gulvet da skabningen vendte sig og bevægede sig tilbage til jægeren. Selvom stanken umuligt kunne blive værre, intensiveredes den da bæstet bøjede sit hoved, indtil de røde øjne stirrede ind i Desmonds og spærrede munden op i en snerren.

Dmitri betragtede Procellas kamp med et alt for velkendt, triumferende smil. Hvad end den russiske sire troede hendes små ryk og mumlende ord handlede om, så indikerede udtrykket i de mørke øjne at han langt fra forventede det havde med en anden personlighed i kvindens hoved at gøre. Hans evne taget i betragtning, forstod han højst sandsynligt hendes lille kamp som et forsøg på at bryde hans indflydelse.

Og han var overbevist om at hun havde fejlet.

"You see, Wicked. Every woman is weak. Pathetic. It is always so."

Vampyrens stemme rullede ned af gangen. Den tunge accent lagde særligt vægt på ordene han havde valgt til at beskrive Procella, med overlegen sikkerhed. I hans tanker var hun tydeligt allerede endnu en af hans slaver - og han havde sikkert den samme skæbne i tankerne for hende, som hans child havde delt rundhåndet ud af. Wicked svarede ikke. De mørke øjne glimtede svagt, da lyset fra gaden fangede hans blik, og viste et udtryk af.. forventning?

Dmitri smilede, næsten kærligt, af Michas uskyldige bøn. Hans ene hånd løftede sig og fingrene viftede hende nærmere, som en hund der blev tilkaldt af sin herre.

"They must be shown who is master and who is slave. When that happens.. there is nothing more beautiful than a woman in complete surrender."

Dmitris hånd strakte sig ud og lagde sig besiddende om Procellas.

Vampyren blev hevet ud af Michas greb, netop da angrebet kom, med en sådan styrke og hastighed, at de - for det meste menneskelige øjne - knap kunne følge det. Wickeds slanke fingre lå rundt om Dmitris nakke og holdt den fægtende vampyr over jorden, som en kat ville holde en killing - selvom han virkede noget mindre nænsom over for vampyren, end katten ville have været overfor sit afkom. De mørke øjne spillede drillende imod Micha.

"Oopsie. Sorry, pet. Can't have that, now can we."

Den fri hånd løftede en finger, knap en bevægelse, men synlig fordi resten af dæmonen stod ubevægelig, på trods af vampyrens vægt i den strakte arm. En hvislen nærmere end et ord fra hans læbe. Helvedeshunden vendte brat hovedet og knap 100 kilo råddent kød satte i galop henover brædderne, med kollisionskurs direkte imod Procella.

Da stanken kom tættere på, stivnede Des. Det var endnu en gang ikke en frivillig handling, men en reaktion fra reptilhjernen inde i hovedet på ham. Reptilhjernen var enhver Jægers største udfordring… Det var i hvert fald hvad hans far havde sagt. Reptilhjernen var ren reaktion og atkion… Eller det var i hvert fald hvad han havde fået at vide og det tog flere års træning før man kunne lukke af for den og forblive komplet upåvirket.

*Hvis jeg kan nå kniven… Vil jeg så nå at stikke den før den æder mig?* tænkte han prøvende og kiggede helvedeshunden lige i øjnene. Der var noget… Forkert ved den

*Er der noget forkert ved helvedeshunden? Det siger du ikke?!*
Des ville sikkert sukke, hvis det ikke var fordi det store skrummel af et bæst sikkert ville tage det som en undskyldning for at æde ham. Det skulle ikke undre ham hvis det var sådan den tænkte lige nu.

Des’ øjne gled væk fra de røde øjne og han fik endnu et glimt af Dæmonen inden hans øjne drages imod de røde øjne på helvedeshunden.
Det hurtige glimt blev efterfulgt af en underlig lyd som Des nok ikke ville kunne beskrive med noget andet han havde hørt før. Og så snakkede dæmonen til Vampyren… Hvad helvede foregik der?

Hunden drejede hovedet og var væk fra ham. Des rullede rundt for at komme væk, hvilket var lidt af en fejl grundet alle træsplinterne, men han kom da lidt længere væk og brugte sit momentum til at komme på benene.
Des havde prøvet det her mere end en gang. Amerikanerne kaldte det Headrush, blodet løb op i hovedet alt for hurtigt og gjorde ham ør igen… Men Des havde det før og han trak derfor en kniv ud af en af de mange lommer.

*Mine fingre føles underlige… Jeg må bevæge dem… og mine øjne svømmer en smule, mit hoved dunker også… Kæft hvor slog den vampyr hårdt.*

Han greb hårdere om grebet på kniven og kastede så blikke på de 3 personer foran ham. Dæmonen, Vampyren og… Nu var han ikke længere helt sikker på Reaper. Enhver anden Jæger ville ha trukket våben og sikkert gjort et eller andet forsøg imod Dæmonen og vampyren… Men hun virkede anderledes!
Kunne han stadig stole på hende?

”What’s going on here?” spurgte han og kunne ikke holde en smule forvirring ude af stemmen over det der skete lige foran ham.

Det engleagtige ansigt ændrede sig ikke ved vampyrens tale. Dog kom der en lille glød i øjnene da hun blev kaldt patetisk. Et lille underfundigt smil strakte sig over hendes ansigt da vampyrens hånd lagde sig om hendes og fingrende lukkede sig sejrssikkert om hendes lettere spinkle håndledsknogler. Procellas læber skiltes i et svagt gisp og hendes pupiller udvidede sig, og trak sig derpå sammen. Vild iver og glæde var kort at læse i det rovdyrgule blik. Dybt i hendes sind stønnede Procella halvkvalt over kropskontakten med den manipulerende vampyr.

Sccch. Sleep Moon-child. He won't get you

Det frydefulde udtryk i Michas ansigt blev til et fnys da vampyren blev flået tilbage og væk fra deres berøring. Hun kneb øjnene let sammen og de fyldige læber blev en smal streg, da ansigtet blev forvredet i en maske af nærmest barnlig utilfredshed.

"Well. You are just no fun at all are you? Why won't you let me play? Are you afraid I will break your toys?"

Et lille hånligt smil lå om Procellas læber. En bevægelse ud af øjenkrogen og hun stivnede. I en sky af mørkt hår, snappende kæber, og lemmer overalt, gik Procella bagover i bordet med bæstet ovenpå sig. Bordet knustes som havde det været lavet af krydsfiner og ikke var et tungt egetræsbord. Der lød et skrig fra Procella, men det var ikke et smertefuldt skrig, eller et angstfuldt skrig. Det lød faktisk mest af alt som en der var blevet utroligt arrig og skulle have luft for sine frustrationer.

"REMEMBER THAT ASS YOU WANTED TO TAP SO BADLY?! TRY TO SAVE IT GODDAMNIT!

Procella bøjede sig bagover for at komme bort fra de snappende og savlende kæber. Hendes ene arm skød op og greb om hundens hals. Det burde ikke være muligt. Procella løftede kroppen i en umenneskelig stilling og fik vendt dem rundt så det enorme bæst på en eller anden måde var under hendes lille slanke krop. Det virkede lidt som et barn ovenpå en gigantisk hest.

"YOU...DO...NOT...BITE...ME...BAD...BAD...DOGGY!"

Hvert råb blev fulgt op af lyden af næver mod kød. En tung dump lyd. Der lød en underlig smaskende lyd hver gang hendes frie hånd smadrede mod det morbide sårede, nærmest skællede kød. De sidste to slag fik bæstet til at fremstøde en langtrukken piven og lyden af knogler der blev brækket var umiskendelig for dem der havde hørt den før i deres liv.

Wicked tsk'ede og hævede en finger, der langsomt tikkede fra side til side, som en dårlig parodi på en skuffet forælder. De slanke fingre løsnede deres tag om vampyrens nakke og han lod Dmitri dumpe ned på gulvet ved siden sig, da bæstet for forbi de to og direkte i flæsket på Procella.

"If you break it now, the game is already over. And we are only just getting started."

Det blonde hoved vendte sig med et ryk imod Desmond, da han kom på benene, bedømte kort hvilken tilstand han var i og besluttede sig for at jægeren ikke var nogen trussel lige i øjeblikket. Alligevel hævede Wicked drillende en finger til de blege læber.

"Sh, Redford. The woman is fighting a hellhound. You wouldn't want her to lose focus, now would you?"

Dmitris små øjne havde udvidet sig i overraskelse, mens han betragtede Procellas behandling af helvedeshunden, og den tunge, accent-prægede stemme hvislede ud imellem sammenbidte tænder.

"О, боже мой! What is she?"

Wickeds læber spredte sig i et cheshire-grin, så de hvide, let spidse tænder kom til syne. Det var ikke et behageligt smil. Køligt, rovdyrs-agtigt - og bare en anelse stolt, som om kvindens præstationer på en eller anden måde kunne krediteres til ham. De mørke øjne drejede tilbage imod lyden af de tunge slag, fangede og reflekterede lyset som en kat på vejen, og spilede sig op i ophidselse.

"Feisty."

Helvedeshundens klynken gled over i en arrig snerren ved skaden. Som så mange andre dyr - selvom skabningen intet havde at gøre med hvad naturen normalt producerede - drev smerten den ud over en eller anden kant og skubbede den til modangreb. Det massive hoved strakte sig imod Procella under hendes arm og snappede med tænderne. De klo-besatte bag- og forben fægtede og kradsede henover læder. Med et twist der ikke burde kunne lade sig gøre, hvis skabningen havde et bare nogenlunde hunde-lignende skelet, rykkede hovedet sig 180 grader, gled fri af vægten der holdt den - og lukkede kæberne om Procellas arm. Det sidste slag der ramte, fik bæstets kæber til at låse sig med et smæld.

"Ah, time to be on our way, Dmitri. Best gather your things."

Wicked sukkede beklagende, med et sidste blik i Procellas retning, før han vendte sig imod Redford igen. Dmitri fik et plaget blik i øjnene ved dæmonens ord og vendte på hælen, før han forsvandt ned af gangen som en sløret skygge.

"Best help her. They have a horrid habit of never letting go once they find something to bite onto. She'd be in a terrible mood for the rest of this if she lost an arm. It would be no fun at all"

Han hævde et mørkt øjenbryn sigende og vendte sig i samme retning som vampyren var forsvundet, med en lavmælt, forførende latter.

Des pegede kniven skiftevis på dem alle sammen. Hoppede fra Dæmonen, til Vampyren og til Procella som havde travlt med Helvedeshunden. Det skællede, stinkende og overraskende underligt byggede dyr af en form for… ting.
Han havde faktisk set Helvedeshunde før, en gang dog. Men den de havde fanget var i en rimelig synderlig stand. Mest af alt fordi de havde været nødt til at slå den rimelig meget inden de havde kunnet fange den.

De var nogle sindssyge bæster som ikke gav op uden en kamp til stregen, hvor de for det meste nåede at blive helt sindssyge og snappe i alt. Han havde set det da de havde fanget den hvordan den var hoppet imod den nærmeste jæger efter de havde beskudt den, selvom de havde beskudt den fra længere afstand og næsten givet den nok bedøvelse til en elefant, så hoppede den stadig imod en af dem og havde nået at flå ham godt og grundigt før de havde fået den ned.

*Det er sgu skræmmende at hun kan sådan bare slå løs på den… Det må betyde at vi havde fanget en lidt vildere en af slags.*

Da Dæmonen vendte sig imod ham og snakkede rettede Des sig op og fortrød straks at han gjorde det. Det havde gået for hurtigt og ryggen kom med et ufrivilligt knæk. Der kom kun en svag trækning af smerte hen over hans ansigt før det forsvandt igen og så var Dæmonen færdig med at snakke til ham.
Det var dog skræmmende som han bare kunne se så ligegyldigt til… eller ikke ligegyldigt, han lod nærmest tilfreds over det, eller var det noget Des bare selv syntes?

Og så kom det. Præcis som det var sket ude i skoven så gik hundens klynken væk i en snerren som ikke kunne gøres bedre af en ulv og den gik så til angreb med alt hvad den havde. Hvilket var mere end hvad der var sket ude i skoven. Han anede så godt nok ikke det med hovedet og han stirrede i åbenmundet overraskelse over det.
Selvfølgelig var han låst fast i den overraskelse og det var der Dæmonen gå sin med Vampyren. Han havde faktisk slet ikke hørt Dæmonen, men stak i stedet hånden ned i dusteren og trak et mindre sværd ud fra en inderlomme. Det lignede lidt en større slagterkniv med takker på siden og skræmmende skarp æg på den anden side og sluttede i en let kurv. Det kunne faktisk minde om en mindre machete.

Han tog lange skridt og tog med et solidt greb fat med begge hænder på skæftet. Det skulle selvfølgelig være sådan at han ikke ramte og i stedet endte med at hugge hende i hånden.

*Dyb indånding, hånden rolig, før slaget helt igennem og stop ikke før du er helt igennem. Ikke lige ved hovedet, men 2 cm under, der er der et hul i nakkehvirvlen.*

De ord kørte igennem ham en gang inden han var der henne og huggede med en slagters præcision og styrke.
Det var en underlig fornemmelse at hugge igennem kød, sener, fedt og skæl. Det var som om en rystelse gik gennem hele armen og satte sig fast i skulderen og kniven var gået helt igennem med en underlig skvulpene lød.

Des følte sig… Træt i hele kroppen pludselig. Og han faldt lidt sammen.

”Is the arm still on? Are you OK?” Han lød lidt ængstelig som han faldt lidt sammen i det og spurgte til hende.

Procella vendte kort hovedet mod dæmonen. Gennem slag og skrig og knurren blev hendes tænder blottet mod ham i et bredt grin

"Feisty indeed. Abomination! Just you wai-..."

De gigantiske kæber lukkede sig om hendes arm ved blot det korte øjebliks uopmærksomhed. Skriget der fulgte efter, var ikke af smerte, faktisk udtrykte jægerens ansigt overhoved ikke smerte af nogen art, selvom blod vældede frem mellem kæmpedyrets kæber.

Procella og bæst syntes at kæmpe en meget underlig og uligeværdig kamp. Dyret var på størrelse med en middelstor islands hest, og Procella var ikke meget mere end 160 høj og omkring 50 kg. kampvægt.

Den unge jæger flåede mod dyrets greb, og fik absolut intet ud af det. Da vampyren forsvandt ned af gangen skete der atter noget. Noget bevægede sig bag de rovdyrgule øjne igen. En svag skygge. Procella gispede efter luft som en druknende der gennembrød vandoverfladen, og det efterfølgende skrig dirrede af en smerte så intens at den næsten kunne drikkes af luften.

Procella ænsede ikke hvad der skete da der gik en dirren igennem bæstets krop og den pludselig lå stille. Alt hun ænsede var tænderne der var låst fast om hendes arm, og blodet der med foruroligende hast fossede ud af den. Hver gang hun prøvede at presse kæben fra hinanden var hun ved at kaste op af smerte.

"get it of....get it of....GET IT OF ME! GET IF OF! HELP ME! GET IT OF!"

Skreg hun desperat med større og større styrke. Hvor var den? Hendes stage? Hun havde tabt den på et eller andet tidspunkt. Hun havde intet hun kunne tvinge dyrets kæber op med. Hvorfor lå han bare der og rodede rundt?

Wicked standsede halvt da lugten af blod fyldte luften. Hans hoved vendte sig uendeligt langsomt, næseborene udspilede, og de mørke øjne var sorte pletter i det blege ansigt, intet hvidt at finde omkring pupillerne. Et sted i det fjerne lød der et højlydt knald fra en lille eksplosion.

"Careful, Princess. We play for keeps this time."

Hvislede han og vendte sig igen. Læder-dusteren bredte sig bag ham ved en pludselig vind, der bragte lugten af røg og et pust af varme med sig fra et af værelserne længere nede af gangen. Noget småt og pludseligt hvidt i grå-tonerne gled fri af en lomme og faldt ned på gulvet.

"And I have a wicked hand."

Ordene kom som en hvisken, da de brede skuldre forsvandt ind i den tågede røg der steg op fra trappen der ledte til underetagen. Et svagt, flakkende skær fulgte langsomt, mens flammerne åd sig vej hen af tapetet. Branden bredte sig hurtigt nok, til at det var åbenlyst at den var påsat og hjulpet godt på vej. Wickeds ord taget i betragtning var fælden sikkert blevet lagt i forvejen.

Des åndede ud igen. Dyret var dødt og nu sk.-

Han drejede hovedet over at hun begyndte at skrige. Han kiggede på tænderne og nikkede lidt ved sig selv. Det havde nok været et rimelig dumt spørgsmål at stille når man tænkte over hvad der lige var sket. Selvom han nok ikke havde tid til det.

Han lod macheten/slagter kniven falde på gulvet og kom på benene igen. Det enkelte skridt det tog ham at komme hen til hende virkede lidt langsomt da han så blodet løbe ud af armen på hende. Han havde faktisk noget førstehjælp og lidt mere avanceret lægehjælp ude i bilen, men han blev nødt til at få hende til at stoppe hysteriet og blodet fra løbe ud af hende.

”sit still”

*Crap, I was never good at this*

Han snakkede afslappet, eller så afslappet han kunne mens adrenalinen stadig løb ud af kroppen på ham. Med lettere dirrende fingre fik han fat i og fik den det nu afhuggede hoved til at være grotesk åben. Med en skvulpende, og opkastfremkaldende, lyd fik han hevet hovedet op smed det bare bagud.
Des tænkte sig ikke rigtig om da han greb sin T-shirt og flåede den op sådan så han kunne forbinde hendes arm.

”See… It’s all good.”

Han prøvede at holde sin stemme rolig, men den rystede lidt af det da hans hånd selv begyndte at blive blodig af alt hendes blod… Han blev nødt til at få hende ned til hans bil så han kunne få pakket hendes arm ordentlig sammen..

”Can you stand?” spurgte han da han rettede sig op igen og rakte hende sin hånd til at hjælpe hende.

Des’ rolige attitude forsvandt da han kunne lugte noget. Den krassende og harske lugt ramte ham og øjnene blev store da det gik op for ham hvad det var for en lugt. Det var en ild der var startet et sted i nærheden. Han kiggede hurtigt hen på Pro og rystede så bare på hovedet, drejede rundt, greb macheten, stak den i skeden og vendte sig imod Pro igen og målte hende med øjnene.
Han traf en beslutning lige der og trådte hen til hende, skovlede hende op med armene så hun lå på armene som et nygift par ville gå ind gennem den første dør.
Og så drejede han ellers om og gik imod brandudgangen som var obligatorisk i alle bygninger.

Procella krympede sig klynkende da han fik brækket bæstets kæber op og de blødende sår strømmede frit.

"all good? What the fuck? Did you draw a medical-license in the gumball machine?"

Hendes stemme var hæs og arrig, men mest af smerte og fordi han så hende ydmyget på den her måde. Det var ikke lige det billede hun havde ønsket at vise af sig selv.

"fuck me...I hate him...I hate him so bad. Stand? I dont know"

Procella gispede eksplosivt da fyren greb fat i hende og smækkede hende op i sine arme. Hva satan?!

"What the fuck dude?! Put me down! I am not a fucking damsel in distress! This is not a freaking chance to grope something!"

Hun var dog en smule betuttet over de tiltagende flammer. Hendes raske arm begynde at slå på Des

"NO! I NEED MY STAKE! I CANT LEAVE IT! IT WAS A GIFT! PUT ME DOWN! NOW!"

Holy crap...is he really going for the door?

"ARE YOU INSANE?! IT'S A TRAP! OUT THE WINDOW YOU BLOODY IDIOT! PUT...ME...DOWN!!!"

Procella sprællede med benene og vred sig som en ål. Hun var nærmest panisk ved tanken om hvor lidt Des rent faktisk tænkte. Han havde aldrig haft med Ja...Wicked...at gøre...lod det til.

*Fuck! She’s right!*

Des rystede på hovedet for at klare det. Det var en gigantisk nybegynder fejl at gøre sådan noget så… Naivt. Han var lige vadet ind i en fælde som havde været mesterligt lagt. Han havde ikke set fælden før den havde klappede om ham, det gjorde det ikke meget bedre at han havde opdaget det i sidste sekund, for det var sikkert bare for at gøre hans ydmygelse fuldstændig.
Han skulle ud. Og alligevel ville han gå efter en fuldstændig åbenlys fælde.

Han drejede rundt, væltede endnu et staffeli som havde formået at blive stående i kampens hede, og gik imod vinduet der havde et sort gardin hængende ud af sig.

Det var slet ikke gået op for ham at hun havde slået ham på armen med den raske arm hun stadig havde. Adrenalinen måtte virkelig pumpe igennem hele kroppen på ham når han ikke engang kunne lægge mærke til det.

Han satte hende ned lige foran vinduet og så drejede han halvt rundt da hendes tidligere ord trængte ind i hjernen på ham. Han havde selv mistet sin pistol med sterling sølv indlagt og kuglerne indeni var også med sølv. Den ville han nok få tæv af for at miste, så hvorfor ikke sætte livet på spil for at få den? Og nu havde hun endda også mistet sin stage, den skulle hun nok få igen.

”Get out, I’ll get stuff and be right behind you”

Inden hun ville kunne nå at sige noget der kunne overbevise ham om at lade være, drejede han helt rundt og gik længere ind I rummet. Han vidste godt hvor han skulle gå efter sin egen pistol, men hendes stage, ville nok lige tage et par dyrebare minutter at finde… Bare han kunne nå derhen inden flammerne nåede derhen…

*Of course he paints with oil… No water painting!*

AU!

Procella dækkede for sig med den raske arm, da hun blev svinget rundt igen, og de sammen bragede ind i nærmest alt fritstående på deres vej.

He is a bloody elephant in a china-store!

"DUDE! Will you stop panicking! Think!"

Procella lukkede øjnene kort da hun blev sat på gulvet, hun lænede sig ud af vinduet og gispede efter frisk luft, da rummet begyndte at blive fuld af tvivlsomme røgdampe fra malingen. Hun holdt underarmen hostende op for ansigtet.

"O-over there! By the hellhound! Get it!"

Først da hun havde sikret sig at Des havde set glimtet af hendes stage i de tiltagende flammer, skottede hun for alvor ud af vinduet. Hvordan satan skulle hun komme ned med en brugbar arm?

Bloody bastard...I HATE you!

Procella rykkede brutalt gardinet rundt om tværstolpen mellem vinduerne og klemte sig hostende ud så hun kunne rapelle ned af. Det gik også meget godt, indtil hun blev gennemrystet af endnu et hosteanfald. Hun skreg højt da hendes ene støvle gled, og som kropslig reaktion forsøgte hun at række ud med den sårede arm for at gribe om gardinet. Stjerner glimtede for hendes indre blik og hun opfattede kort at hendes krop ikke længere havde kontakt med nogen overflade nogen steder.

HATE HIM!!!!

Med en våd smasket lyd ramte hun astfalten et godt stykke under vinduet, og gik ud som et lys.

Røgen gjorde det sværere at se ned på gulvet. Den var ikke så tyk endnu, men den irriterede hans øjne nok til at løbe i vand. Det løb lidt slørede for ham, men gjorde det ikke helt umuligt for ham at se den ene blanke ting der lå blandt alt det smadrede træ, lærred og maling.

*Hun må virkelig være glad for den… Det var sikkert ligesom med min pistol…*

Tanken fløj kort igennem ham da han tog hendes stage op og stak den i holderen hvor hans egen egetræs stage havde siddet. Størrelsesforholdet var ikke meget større… Men hendes var bare mere behaglig at holde i hånden.

*Måske burde jeg få smeltet noget Sterling om til stager…*

Han kiggede rundt. I den korte tid, det havde taget ham at bukke sig ned efter hendes stage, havde røgen fortættede sig endnu mere og han løftede overrasket øjne, hvilket blot fik dem til at bryde mere ud i vand.
Des bukkede sig lidt forover og begyndte at gå hurtigt imod vinduet som var… lige.. i nærheden…
Da han fandt det åbne vindue og så hvordan hun havde bundet gardinet fast kunne han ikke kvæle et lille smil. Han greb det og trak hurtigt i det for at tjekke sin vægt i forhold til gardinet og afgjorde så at det måtte holde inden røgen gik ham til hovedet eller nåede gardinet og brændte sig igennem.
Et hurtigt hosteanfald senere var han ude af vinduet og på vej ned ved at rapelle sig selv erfarent af sted mod asfalten.

Et halvt hop og han fik øje på hende dernede. Hans mund åbnede sig, øjnene blev store og hænderne greb hårdere fat om gardinet, hvilket gav en højlydt riven og hans hoved sygeligt rundt og han stirrede op for at se en revne fortsætte med at vokse sig større og større.
Hænderne løsnede grebet da han satte af med fødderne og han lod sig glide længere ned, på bekostning af en tæppebrand på hænderne, men han kom tættere på jorden.

Den sidste meter og han gav slip fra gardinet og landede på asfalten.
”Reaper? Reaper?! Come on… Get up!”
Stemmen blev lidt skinger og han lod hænderne glide lidt op og ned af benene. For en forbipasserende ville det sikkert se ud som om han ragede på hende, men han blev nødt til at føle efter om der var noget brækket nogen steder. Hun måtte være faldet ukontrolleret, og så måtte hun jo ha taget af med benene eller armene… Det var rent instinktivt.

Han fandt noget der kunne tyde på en forskudt knogle i låret.. Ikke vildt alvorligt hvis det blev sat på plads med det samme, men meget længere oppe og hun ville måske ha fået et faldskærmsknæk…

Endnu engang løftede Des hende op og bevægede sig imod sin bil. For det første havde han noget mere avanceret førstehjælpsudstyr der, for det andet ville den røg snart ha tilkaldt og alarmeret alt inden for de næste 5 minutter , så de skulle ud af rampelyset og for det tredje skulle de væk fra kulden.
Så bilen var det eneste sikre valg.

Hvis hun ikke var vågnet op inden han var nået hen til bilen, så ville han åbne bagdøren med en hurtig bevægelse og så lige lægge hende derind, hurtigt kravlede han ind efter og rullede vinduet lidt ned. Frisk luft var det bedste for dem begge for at få fjernet al den røg i lungerne. Når det så var gjort ville han forbinde og lokalbedøve det sår hun havde fået på armen af helvedeshunden, lede efter mere akutte skader og behandle dem med hans knap så begrænsede viden omkring emnet og ville så til sidst se efter om han kunne få sat den knogle han mente havde forskudt sig, på plads…

Nu måtte det vise sig hvad der skete efter alt det…


//Kommer først på igen her sent i aften//

Procella reagerede ikke umiddelbart på da Des brugte hendes jægernavn. Til gengæld undslap en hul stønnen hendes strube da han samlede hende op og bar hende mod sin bil. Da han begyndte at rense og lappe hendes sår trak det i hendes øjenlåg der langsomt gled op. Hun stirrede groggy rundt, uden at kunne placere hvor fanden hun var henne i verden.

"Not...cool..."

Mumlede hun, halvt usammenhængende, og hvislede da han kørte den stramme kompresforbinding rundt om hendes flænsede og gennemtyggede arm.

"Whiskey..."

Mumlede hun krævende, og prøvede meget åndsforladt at sætte sig op. Skriget blev stikkende i hendes hals. Det blev kun et kvæk, og blottede skarpe tænder. En grimasse der var umulig at misforstå, og så faldt hun tungt tilbage.

My leg?! What the fuck?!

Procella gispede luft til sig gennem næsen i anstrengte stød. Fuck nu altså det hele! Det her blev bare fucking bedre og bedre. Tårene løb hende ned af kinderne. Hun græd ikke, men det var en typisk smertereaktion hun ikke kunne forhindre. Smukt. Nu troede han at hun lå og flæbede som en tøs.

I HATE YOU SO MUCH! I WILL NEVER STOP HUNTING YOUR GODDAMN ASS! YOU ARE GOING TO PAY FOR EVERY SECOND! IN BLOOD!

Procella så ned over sin krop og blegnede ved synet af lårknoglen der sad helt forkert. Ikke brækket...nej det var sgu meget muligt...men...

Oh...god....

"If I puke...and you laugh...i will....kill you..."

Stønnede hun, med begyndende koldsved der perlede på overlæben. Der var ikke noget hun hadede mere end lemmer der var poppet ud af led. Hun tillod sig et lille mentalt piv. En lårknogle der skulle rykkes på plads ville kræve alle Des krafter...muligvis mere end et forsøg. Det vendte sig allerede i hendes mave ved tanken om hvad hun skulle gennemleve.

"Your belt...give it...."

Det var en direkte ordre, men der var en let bøn i hendes blik. Hendes stolthed var nok såret som det var uden at hun behøvede at ligge og skrige af smerte også.

Des skar ansigt. Det måtte være et sted mellem af irritation over hendes krævende tone, nu hvor de ikke var i direkte fare, og en god del kunne også forstås som den form for maske læger også havde når patienter gik imod det de ville have.
Han havde så godt nok ikke noget Whisky når det kom til stykket. Ikke her altså, men han kunne heller ikke gøre det hele her som han gerne ville have. Hendes sår fra helvedeshunden ville måske klare sig helt fint, men det var ikke til at vide om hunden bragte nogle viraer med sig som han ikke kunne give hende noget imod som kunne forebygge det. Det skulle han havde bragt fra en af de nærmere jægere han vidste der var i området og som havde den slags ting med sig.

Måske var den helvedeshund, de lige havde været oppe imod, anderledes, end den anden han havde mødt som sin første af dem… Den havde trodsalt været ude i skoven i længere tid og havde sikkert været fyldt med alt andet urent. Men hellere lidt over-forsigtig og i live end død og afslappet.
Så det antistof de havde lavet imod fyren, lidt for sent godt nok, men den virkede. I teorien.

”Promise… No laughing”

Han trak sit bælte ud og kunne ikke lade være med at se det lidt komiske i det, men nævnte intet om det til hende. Hun havde nok andre ting at tænke på, så hun så nok ikke det sjove i det. Han rakte det til hende og nikkede bare stille.
At hun var begyndt at græde var ham ligegyldigt. Med det hun havde oplevet, overraskede det ham lidt at hun ikke var begyndt at græde tidligere.

”Your gonna feel a small poke”

Sagde han med lettere drillende tone, selvom den rystede lidt, for at løfte stemningen. Han satte begge hænder på hver sin side af hendes lår og ventede på en form for et tegn til at gøre det fra hende.
Når det kom… Så ville det nok komme til at gøre virkelig ondt, så han ville vente til hun havde nikket og så gøre det i et hurtigt ryk.

Procella foldede hurtigt bæltet en enkelt gang og kilede det derpå ind mellem sine tænder. Så rakte hun op over hovedet med den raske arm og fik fat i sikkerhedsselen. Hun blev nødt til at prøve at stå imod med et eller andet jo. Hun sank krampagtigt.

Poke? My ass! Just do it!

Alligevel begyndte sveden at perle frem langs hendes hårgrænse og hun trak sekunderne med anstrengt åndedræt gennem næsen, imens kæbemusklen dirrede af anstrengelse, under presset. Procella fangede Des blik og holdt det. Hans greb omkring hendes lår fik hende allerede til at dirre svagt. Meget afsnubbet nikkede hun kort.

"MMMMMMMMMMMMMMMMMMMMHMMMMMMMMMMMMMMM!"

Selvom hun gjorde sit bedste for ikke at skrige, var der ingen mulighed for at hun kunne holde det tilbage. Smerten var ubeskrivelig. Den var hvidglødende, og samtidig kvalmende. Det var den slags smerte der ikke lod en besvime og falde ned i bedøvende tåger. Det var den slags smerte man ikke kunne drømme sig bort fra, fordi den var så forkert og intens. Og hvad værre var....den stoppede ikke.

No! oh god no!

Mere nåede hun ikke at tænke, før Des flåede i hendes krop igen. Hun mere fornemmede end egentlig hørte den kværnende lyd af brusk mod knogle. Skriget der fulgte var øresønderivende og fik bilruderne til at summe svagt i deres gummierammer. Så lød der en hul, halvt snappende, halvt ploppende lyd, og Procellas lårknogle gled på plads i hofteskålen igen.

Reaktionen kom promte. Hun nåede lige præcis at kæmpe sig en smule ud til siden da hendes mave vendte vrangen ud på sig. En mundfuld tyk sur galde blev gylpet ud på bilsædet, efterfulgt af endnu en, og endnu en. Heldigvis var det ikke andet en tykflydende galde, men det sved og brændte på vej op fordi det ikke var fortyndet.

Udmattet, ligbleg og halvhulkende lod Procella sig tungt falde ned på ryggen igen. En håndsbredte fra sit maveindhold. Hendes fingre befriede sig med et ryk fra sikkerhedsselen og hun lagde armen over ansigtet for at skjule tårene og sin skamfuldhed. Endnu en brækrefleks gik gennem hendes mellemgulv og gurglede i hendes hals, men hun kæmpede den krampagtigt tilbage.

"...Sorry..."

Lød det skælvende og muflet under armen

*I’ll never like this… I always fear that I’ll put too much push in it and just make it worse.*

Han hentydede godt nok til det med at rykke benet tilbage på plads. Hans første forsøg havde fået det til at ryge lidt for langt væk fra hofteskålen, men ikke helt væk. Et ekstra ryk og så hoppede selv på plads hjulpet af de mange muskler der normalt holdte hendes knogle på plads.
Der dansede en let rystelse ned af rygraden på ham og han vidste godt hvorfor det var at den var dukket op. Han frygtede et kort øjeblik at han havde gjort det værre end bedre med sin hjælp, som han altid gjorde efter han havde brugt førstehjælp. Den var for det meste fuldstændig unødvendig, men ikke altid.

Han kiggede på opkast klatten der let smøgede sig på hele hans sæde og sørgede for at glide ned i det mellemrum der var mellem sæde og ryglæn og han vidste at det ville ende med at stinke af lort nu… Men det var nok ikke det vigtigste… lige nu.
Desmonds blik faldt på hende igen og han lod en hånd glide ned i den lille taske med medikamenter og hentede den lille kanyle med bedøvende middel frem.

”It’s okay… You kicked ass in there” sagde han trøstende, men færdiggjorde sætningen lavt oppe i hovedet: *Much more than a normal human could do, so what are you?*

Hånden var hurtigt jaget ned i hendes raske lår og pressede væsken ned i hendes blodbane, aorta, den store af blodbanerne. Han havde brug for at hun skulle sove så hendes krop kunne begynde naturlig healing. Derudover var det nok også bedst for hende lige at lade være med at kaste så meget op igen.

Des blev siddende et stykke tid for at sikre sig at det gik helt fint og da han ingen tegn så på det, kravlede han hen på forsædet og kørte væk. Han blev nødt til at komme tilbage efter hendes motorcykel og køre den hen til et af de mange tilflugtssteder hans netværk havde betalt for.
*She’s strong enough to survive… Nothing that threatend her life directly…* tænkte han mens han drejede ned of kørte afsted.

…

Rummet var ikke særlig stort. Større end man skulle tro, men det afhang vel egentlig af hvad man nu var vant til. Den ene seng i den lille alkove, som var dækket af et tungt gardin, var optaget af en sovende skikkelse.
Når man svingede gardinet væk var der et stort rum som tydeligvis fungerede som spisestue/dagligstue/arbejdsrum med det rodede bord med fire stole rundt om. Bordet var godt nok lige i øjeblikket belæsset med våben, alkohol og lægeredskaber og det så ud til at kunne bryde sammen hvert øjeblik under den massive vægt. Længere væk og op imod væggen var der et tv som var tændt, men uden lyd og en nyhedsanmeldelse gled over skærmen om en påsat brand i en eller anden moderne kunstners hjem. Imellem tv’et og bordet var der en topersoners sofa af en slidt grøn farve.
Ude til højre fra bordet var der en disk, et mindre køleskab, en mini ovn, kogeplader og hvad der lignede kedelige pap pizza pakker.
Der var så også opsat en feltseng til venstre for bordet ved siden af et stort klædeskab som holdte både klæder og våben af større kaliber.

Der var 2 døre i hele lejligheden. Den ene var ved siden af alkoven og var ud- og indgang, mens den anden førte ind til et minimalt badeværelse hvor man havde plads til at dreje rundt om sig selv for at gå ind i brusekabinen. Derudover var der et tungt tæppe som hang henne på væggen til venstre for tv’et og dækkede for et stort vindue.

Der var ikke nogen anden at se i lejligheden.

Procella lo anstrengt.

"Yeah...I did...didn't I?"

Hendes øjne blev store da han hev en nål op og hamrede den i låret på hende. Hun gispede halvkvalt og satte sig op med et ryk.

"No! W-what the fuck?!"

Verden flød ud for hendes blik og hun faldt tungt ned på siden, selvfølgelig ned over den sårede arm.

Oh bloody hell...this is why I work alone. Never....trust....

Procella udstødte en lille mumlende protestlyd da hun gled bort.

(sceneskift)

Imens Procella havde sovet var der sket en forandring i hende. Langsomt havde væv genopbygget sig, med en hast der var skræmmende for et menneske.

wake up...wake up...moon-child...wake up...now....wake up....

Der kom liv under gardinet. En grødet mumlen.

Suffocating!

Noget tykt dækkede hende ansigt og Procella kæmpede vildt imod det, og landede med et dump på gulvet, hvor det tog hende nogle sekunder før hun havde befriet sig af lagnet. Hun lå gispende og lod flugtinstinket rase ud af kroppen og stirrede sig groggy omkring. Hvad fanden var der sket? Hvor var hun? Hun kæmpede sig op på albuen og så hvæsende ned da det stikkede svagt i armen. En frisk forbinding lå om hendes arm, men den føltes sært nok bare...øm...irriteret. Sved svagt. Var den ikke blevet gennembidt?

What did that sick bastard do to me?
- Get up...up and out. He is not here...
No?

Procella kæmpede sig op på alle fire og stønnede tungt. Det føltes som om hun havde de værste tømmermænd, og derefter havde besluttet sig til en tur i tekopperne. På hænder og knæ kravlede hun over til en stol som hun kravlede opaf. Blindt ragede hun rundt på bordet efter et eller andet der kunne hjælpe hende med at forsvare sig selv når den syge skid kom tilbage.

Der lød et par tunge skridt foran døren, en svag raslen af nøgler og døren svingede indad og viste en Des der stod med en pose i hånden. Posen havde et mærke af et lokalt pizzaria på sig og den karakteristiske aroma af pizza spredte sig hurtigt ud i rummet.

Des stod der i døråbningen og stirrede bare på Reaper med et sæt store øjne som langsomt faldt ned i en ligegyldig maske og så gik han indenfor og smækkede døren i sig efter sig. Han gjorde ikke rigtig noget, stod bare og målte afstanden fra hendes hånd til et af de nærmere våben. Desert Eagle med sterling silver indlagt for at gøre den ubrugelig for andre væsner. Intet magasin.

”Good to see you’re up, but just relax… It’s not like I’ve raped you”

Det var sandt nok. Hvis Des ville ha udnyttet hende, så havde han sikkert lænket hende med håndjernene der lå på bordet blandt alt det andet, ellers havde han helt sikkert også taget alt hendes tøj af, men hun havde da stadig alt andet end hendes duster på. Det eneste der var som sådan var at han havde bundet hendes arm ind efter biddet og det var det…

Han gik ganske langsomt forbi hende ved at følge væggen så han kom hen til køkkendelen og satte pizzaen ned på disken før han så vendte sig imod hende igen.

”So how’s the leg and the arm holding up?”

Spørgsmålene var sagt med ægte følelse for hende og han mistede et kort øjeblik masken, men så kom den op igen. Der var ingen grund til at han skulle svimle omkring hende som en hønemor. Hun ville sikkert også bare ende med at kaste en flaske af den gode whisky efter ham.

Procella så svømmende på Des. Hun rakte ud efter pistolen og pegede den mod ham, men hendes arm duvede hamrløst fra side til side...ja hvis det ikke havde været fordi pistolen i forvejen var harmløs, værende uden magasin.

"You...you drugged me. You s-son of a...bitch..."

Raped...would I even care if he had right now?

Den kolde rislen ned af hendes ryg og det flammende blik, der dog virkede mere medlidenhedsfremkaldende end intimiderende gav hende svaret. Hun behøvede ikke at se sit eget ansigt for at kunne fornemme hvordan hun fremtonede.

Da han gik forbi hende begyndte hendes mave at rumle forræderisk selvom det stadig føltes som havde hun været 6 år gammel og havde fået lidt for mange ekstra-ture i det flyvende tæppe. Procella brummede og så på pistolen. Hun stønnede da hun lagde mærke til at bunden manglede. Den gled ud af hånden på hende og faldt skramlende ned på bordet.

"Hurts...where am I? Where is my stake, my bike..."

...demon....

Procella kæmpede sig op af stolen og svajede fordrukkent frem og tilbage

"Wicked! Where is Wicked! And that bloody fanger!"

Des løftede det ene øjenbryn i et fuldstændigt ikonisk spørgsmål kun med ansigtsudtryk. Hendes ord havde såret ham, men helt ærligt kunne han ikke være mere ligeglad. Han havde haft en grund til det. Han skulle have hende væk, hun skulle begynde at naturligt hele og hvis hun skulle have en chance for ikke at bløde alt for hurtigt ud af såret. Så det var sikkert logisk korrekt, men han burde sikkert ha sagt det til hende inden han havde jaget kanylen i låret på hende.

*Jeg ville sikkert ha sparket ud med benene og ha skudt med pistolen og sikkert end med at skyde mig selv*

Han stak hånden ind i jakken og trak hendes stage ud. Den føltes så kølig imod hånden og lå godt i den. Han overvejede kort at beholde den, men det var der ingen grund til at gøre. Hun brugte den sikkert mere end han brugte sine egne stager.
Han drejede den rundt sådan så stagens spids vendte imod ham og den anden ende vendte imod hende og så gik han hen til hende med den i udstrakt arm.

”Your stake, madam. Your monster bike is down the stairs and out in the alley. Next to the car with the smell of puke.”

Der var heller ingen grund for ham til at hun skulle hade ham. Han ville faktisk helst have haft at de ville kunne arbejde sammen igen, selvom det næppe var en succes det her. Hun var…. Interessant.

”They both got away…”

Der var ikke så meget andet at sige til det. Han kunne ikke lyve stort og så ikke forvente at hun måske ville spørge efter bevis. Endnu engang løftede øjenbryn sig til det samme spørgende udtryk og han var ærligt forvirrede der.

”How do you know the Demon’s name? He never told us his name there… And yet he seemed to know our both.” Endnu engang sluttede han oppe I hovedet. *But you have obviously met him before, and I have just had a big ass whimp in my family… Have to look into that*

Han trådte væk igen og op imod pizzaen. Nu var den begyndt at få ham til at føle sig ret så tom indeni.

”Could I temp you with a slice of delicious pizza?”

Procellas pupiller udvidede sig kraftigt da han trak hendes stage. Hun begyndte nærmest at dirre da hun vaklede tættere på og endelig kunne gribe fat i den øverste del af den der var formet som et kors. Hendes fingre lukkede sig nærmest grådigt om den, og hun så ud til at trække styrke fra den...selvom det nok mest af alt var en psykologisk virkning.

"Thanks...for going back....I got it as a present. From my dad..."

Hendes fingre gled søgende over de indgraverede hellige symboler som hendes fingre kendte så godt efterhånden. Hun så slørret op fra den og prøvede at fokusere på Des.

"He calls himself Wicked. Or rather The Wicked Truth. fucking bastard. This is not my first time to meet him. Actually I met him shortly after I got this. Put my mark on him too. He is a...pain in my ass. He bleed for me before. I can make him bleed again."

Procella lagde hovedet let på skrå og snusede indefter. Krudtpulver. Metal. Sølv. Blod, hendes eget. Uvasket tøj. Junkfood. Varierende grader af affald i forrådnelse. Og så igen den mystiske lugt fra Des som hun ikke kunne placere.

what is it with you. Human but...

"You smell funny..."

Mumlede hun lavmælt for sig selv. Hun vaklede nærmere og sukkede. Hendes hoved kunne ikke få mening ud af det her lige nu.

"If you have coke too, I will love you forever. I would kill for a slice...yeah...food..."

Procella flippede låget op og lukkede øjnene da duften af smeltet ost overdøvede alt andet. Hendes læber krusede sig i et bredt henført - lidt fordrukkent smil. Fuck hvad alt det andet lugtede af. Mad!

"You met Wicked before?"

Procella gravede et stykke pizza ud med den frie hånd, og en smule uglamourøst fangede hun den lange ostestreng med sølvstagen og trak op i luften til den knak. Brandvarm piza. Det var perfekt. Hun manglede bare et glas cola til. Det kunne godt være hun skulle passe på med alkohol lige med det første. Havde hun mistet meget blod? Hun skævede ned over armen og den fine hvide forbinding. Hun fleksede kort musklen. Det fik ikke pletter til at danse for hendes øjne. burde det ikke have gjort det? Mere foruroliget end egentlig lettet så hun halvt anklagende på forbindingen før hun skottede tilbage til Des.

”I know… How important some stuff can become for… “

Han stoppede midt i sætningen da han vidste at hun godt vidste hvad han snakkede om. Det var godt, fordi han var ikke den bedste til at snakke om sådan nogle ting. Når det kom til den slags så var det tit bare nok at stoppe midt i det for at se om de kunne nikke med på det.

Endnu engang lavede Des sit yndlings udtryk. Det løftede øjenbryn. Det var jo en sjov kommentar at komme med at der var en der lugtede sjovt. Han vidste godt at lejligheden lugtede sjovt, men det betød jo ikke at han som sådan lugtede sjovt, men bare at han havde tilbragt tiden for tæt på den hvæssende sandwich.

”Tak… Tror jeg”

Det var en lavmælt, mumlende og usikker kommentar til hendes underlige kommentar. Sikkert lidt barnligt at sige, men det var intet særligt.
Men hendes ord om denne ”Wicked” fik ham til at klemme øjenbrynene sammen til et tænkende V og en rynke i panden som gav ham et lidt ældre udtryk.

*Har jeg hørt om den her Wicked? Jeg er pænt sikker på at han må stå i biblen et sted hjemme hos far, specielt på grund af den kommentar. Hvordan passer min familie ind i det her?* Han sukkede lavt mens han drejede rundt om disken for at komme ind i det minimale køleskab og tankerne stadig fræsede rundt i hovedet på ham. *Hvordan passer mennesker normalt ind i sådan noget her? De har selvfølgelig solgt deres sjæl! Men, det kan jo ikke ha være.-*

Des frøs midt i en bevægelse med åbent køleskab. Han havde fået at vide han var en af de bedste til at finde overnaturlige, langt bedre end de andre. Han lugtede anderledes i forhold til de andre jæger, i følge de væsner de fangede, hvis de altså stadig var vågen da de førte dem tilbage.
*Ligesom min Far!*

Realisationen ramte ham lige på og hårdt… Men det var ikke tid til det nu..

Han greb 2 cola’er og hev dem frem og satte den ene foran hende med et dump klump som dåser altid lavede når de ramte en hård overflade.

”I’ve never met the dude before this night… But I have this weird feeling that I’m gonna meet him again”

Det var sandt at der var sådan en… fornemmelse over hans hår i nakken som holdte det oppe og fik ham til at kigge over skulderen med små mellemrum.

Procella nikkede kort og sendte ham et lidt anstrengt smil. Jaja. Der var ingen grund til at grave mere i det end som så. Hun havde jo sagt tak. Det måtte være godt med dét. Hun sugede kold luft ind mellem tænderne imens hun gumlede på sit pizza stykke. Faktisk hjalp det på hendes svimmelhed, som om de jordnære handlinger med at tygge, synke og skulle bearbejde mad, tvang hendes krop i omdrejninger og rystede virkningen af sprøjten af sig.

"I hope for your sake not. If you come with me you might. Its become kinda personal...getting the bastard down. But for your sake, I hope you don't run into him. He is strong, and he likes dramatics. Toys around and makes one think there actually is humanity in there. sounds stupid when you say it out loud"

Procella rakte ud efter dåsen og tvang den lille split tilbage. Der lød et hidsigt hvæs fra dåsens top og procella lagde stagen fra sig på bordet så hun kunne slubre skummet i sig før det flød ud over kanten. Hun slikkede hurtigt sin håndryg fri også og så fra dåse til pizza. to hænder...en mund...dilemma!

"When someone looks you in the eye and smiles, feels pain, cries. your mind WANTS to believe it. That is what he does. Makes you forget what he is. Abomination. Predator. Animal. I will send him back to purgatory. Coward. hiding behind fangers and hellhounds. for what? A girl...pussy..."

Halvsnerrede hun for sig selv. Hun var ganske utilfreds med jobbets udvikling. Det irriterede hende at han havde stoppet Micha, selvom det skræmte hende hvor let det havde været for hende at tage over. igen. Hun skævede skjult til Des. Hvor meget troede han på at hun bare var en hidsig tøs der var jæger? Det ville passe hende fint hvis han troede det. Ærgeligt at wicked ikke længere gjorde. Hvis han nogensinde havde.

Han gravede endnu en varm slice op fra pizza bakken og fangede den varme oste tråd med trænet mund. *Sekundet jeg kommer hjem igen, så vil de andre nok mene at jeg skal tilbage i træning igen…* Han tænkte næsten at han ikke burde spise mere, men så lavede han et næsten usynligt skuldertræk. Hvis han skulle i bedre form, så kunne han ligeså godt nyde en god pizza inden han skulle piskes i gang igen… Desuden skulle han nok i gang med træning igen, efter han lod en den vampyr løbe sin vej.

*Ikke fordi jeg nok vil lade dem slippe af sted med at sige at jeg ”Lod” ham slippe væk* Tænkte han lidt halvmørkt inden han så gik hen til bordet og rodede lidt i sine lommer mens han overvejede hendes ord.

Han begyndte at lægge alt hvad han havde haft i lommerne op på bordet. Nøgler, pung, et andet sæt nøgler og en pistol som han hurtigt sikrede og tog magasinet ud af. Han rodede videre mens han vendte sig om mod hende.

”I don’t think I can go with you. I would love to, but I have to go back to where I’m from and scream a bit at my family… Maybe get in a fight with my dear father”

Han stoppede og lod sin sarkasme falde igennem inden han fortsatte.

”And that can take some time… Afterwards, I’m sure I’ll find you again. Either because we crash into each other again, we’re hunting each other or… Oh, I don’t know? Maybe I’ll invite you on a date… What ever way it’s going to be, I’m sure we’ll meet again”

Han grinte lidt da han lagde en kniv op på bordet som han havde trukket op fra et eller andet skjult sted på kroppen. Stadig i skede godt nok.
Des kunne dog ikke lade være med at overveje den anden mulighed han sagde. At de ville jage hinanden. Des ville nok blive jaget på grund af hans… Evne med overnaturlige. Og Reaper… Ja hun var sgu ikke helt normal, så det kunne vel ikke undgås at nogen på et tidspunkt, med mindre forståelse end Des, ville begynde at jage hende.
Det var endnu en af grundene til at han skulle hjem. Han blev nødt til at sørge for at de andre der hjemme ikke skulle få færten af et andet væsen som selv rendte rundt og jagede. Det var ikke et problem Des ville prøve at stoppe. Hvis han overhovedet kunne.

”When all that’s said… I would like to say sorry again for the tranquilizer… It wasn’t completely necessary, but I meant it was at that point.”

Han mente det han sagde. I det tidspunkt han havde givet hende sprøjten, så var det så afgjort nødvendigt for ham. Hvilket viste sig i hans stål faste blik.

Procella viftede let med hånden for at feje det med bedøvelsen af bordet. Det var på en eller anden underlig måde ret ligegyldigt lige nu. Hun var stadig en smule groggy. Måske havde hun hørt forkert?

"Wai wai wai....just a sec...aaaaaand rewind..."

Hun lavede en rullende bevægelse med håndledet og holdt så håndfladen op mod ham som bremsede hun hans ord fysisk.

"You don't think you can go with me? I just want to hear you say this to me. Again. You will not hunt this demon, who the vampire is working for...or with. Despite that fact that you...Seriously...what kind of hunter are you anyway?"

Procellas halvspiste slice faldt med et vådt klask tilbage i papæsken igen, og hun så med foragt på den unge mand.

"You are using humans as bait, and when the fight moves you just shrug and go - oh well better luck next time! - even though YOU are to blame for their deaths?! You could have saved them and you did NOTHING! And now you are going to turn your back on a demon and the fanger who did all this?!"

Procellas fingre lukkede sig om stagen, et kort sekund følte hun sig voldsomt fristet til at jage den gennem fyren.

"right now...I feel like puking. And it's not because of the drugs or the pizza. In case you where wondering. A date with someone like you...please...I don't date, and I don't do cold-hearted psychos. It's nothing personal...I just really don't like you anymore"

Hun trak sig bagud, væk fra ham. Hvordan kunne han være sådan og kalde sig jæger? Hvordan kunne han kalde sig noget som helst og proklamere at kæmpe for menneskeheden når de var intet i hans øjne. Hun forstod det ikke. Hun kunne simpelthen ikke vikle sin hjerne rundt om hvilket forkvaklet koncept han kørte efter. Om noget overhoved.