Destiny for a Hunter (Procella/Wicked)

Han drejede rundt og gik imod det store skab der var ved den ene ende af væggene.
Hun kunne ikke se hans ansigt som var klemt sammen i en vred grimasse som ikke kunne forstås rigtig uden at ha set Des før. Han var irriteret over hendes skarpsindige logik, som havde fået ham til at fremstå som en kold kujon, men han havde sit eget mål.

Det han sagde til hende om at han skulle hjem og snakke med sin far, var lidt af en bøjning af sandheden… Sandheden var at han havde 2 valg.
1: Han kunne tage hjem og begynde at gå lidt amok for at få en forklaring på det. Og hvis han gjorde det sådan… Så ville de andre Jægere nok vende sig imod ham og det ville ende som et galt blødende dyr som åd sit eget ben.

2: Han blev nødt til at finde ud af hvordan det kunne være at den Dæmon kendte hans navn… Hvem, denne jæger var, nu hvor han havde en smule af hendes blod gemt i en flaske. Hun var ikke normal, og det var Des heller ikke… Han blev nødt til at finde ud af noget mere før han begyndte at gøre mere. Han blev nødt til at vide noget om det her.

Des åbnede skabet med en tør knirken og han greb en jagt riffel. Han vendte sig ikke om endnu. I stedet talte han til skabet, mens han stablede tingene derude for skabet. Han stod faktisk og tømte skabet.
”Listen… You may know who you are… and what you are. But I have no clue what so ever, what else I could become…”

Han vendte sig om imod hende og stirrede hende nu i øjnene over bordet. Han havde en støvet kasse i hånden. Det kunne ligne en førstehjælps kasse med det falmede hvide kors på toppen. Kassen endte på det overbelæssede bord og han fik den åbnet med en hvis irritation i ansigtet.

”In case you haven’t noticed… But I don’t really have a clue about what the hell I am, or what to believe!?”

Det var sandt at Des ikke længere havde en idé om hvad han skulle tro på. Hans far havde altid forsikret ham om at han var fra en ren familie, havde kun jagtet væsner, udover de normale sorte får… Var hans far et sort får? Havde han faldet for en dæmons hvisken… Havde han faldet for denne Wickeds hvisken?

”And I would like to know what the fuck I am before I venture out on an amazing adventure on anything… So if, you hate me, do so. If you’re gonna puke, the shitter is over there… Either way… I couldn’t care less what some other creature think of me… I’m already hated by other hunters, so whatever you think of me…”

Han stoppede den lange tale, ved at afslutte med et skuldertræk og begyndte at rode lidt i kassen med en mere kontrolleret roden. Det var ikke sikkert at rode i den her kasse med hurtige bevægelser.

"Are you freaking kidding me?"

Procellas fod ramte den ene stol så den skramlende fløj ind i det nærmeste køkkenskab før den vuggende lagde sig til hvile.

"I know who I am, and what I could become? Bu-fucking-hu! You are a hunter Des! Who just sacrificed three women, where after you tuck tail and run! Oh you don't know what to believe, oh that is sooo sad, poor poor Des"

Procella skød underlæben ud og lod den dirre som var hun et lille barn der skulle til at briste i gråd. Så faldt masken og de rovdyrgule øjne flammede mod ham.

"This is all you need to know: There are creatures out there who kills. Things in the darkness kills humans, and you need to stop it. Now I don't care if you pray to Jesus, Buddha, Kali, or a dancing mushroom! whatever gets the fucking job done! You don't use humans as BAIT Des! You don't hide like a sobbing coward, blaming your lack of balls on existentialistic questions like "whats the meaning with life, why am I here", because you know what? NO ONE freaking knows the answer to that one! You bloody idiot! You make due!"

Hendes fod gjorde ondt hvor hun i raseri og afmagt havde losset til stolen. Hendes raseri kunne ikke give kvinderne deres liv tilbage uanset hvad hun gjorde. De var tabt for evigt. Han havde bare kigget på. Han havde kigget på og intet gjort. Hvad havde overhoved været meningen med at han havde holdt øje med det sted hvis han ikke ville gøre arbejdet færdigt? Hvorfor havde han reddet hende? Det faktum at han havde gjort det gav hende en dårlig fornemmelse i maven nu. Hvorfor skulle hun være værd at redde hvis kvinderne ikke havde været det? Hvad var det for et sygt spil han havde gang i?

"Hit a nerve did I? Don't flatter yourself. You are not important enough for me to hate you. I just loathe you. You can't honour what you should stand for. You stand for nothing. You are just a pathetic excuse for a murderer. You have those humans blood on your hands. That will never wash of. You are responsible for their deaths. You know that just as well as I do. So who is more a creature - The girl with the funny eyes who is cleaning up your mess, or the boy who just killed three woman and tries to deny it? Maybe there is a reason to the hunters hatred. Ever thought of that? Sounds like you have"

Sick bastard!
- Sick? I find him interesting...
Oh...Good morning
- Morning? Moon-child this is not morning. Anyway. You shouldn't be so hard on him...
And why is that?
- Wicked have an interest in him...

Stemmen i hendes bevidsthed var kold og grusom. Procellas bryn blev rynket let. Hvad? Var Des...noget som helst til Wicked? Hun drejede hovedet tilbage mod mennesket, forvirret denne gang. Var det en ny del af legen? Hun havde ikke tænkt sig at nære en slange ved sit bryst. Hvis dæmonen havde noget som helst at gøre med Des så burde hun få røven ud af døren så hurtigt som det var hende menneskeligt muligt. Så....hvorfor tøvede hun? Sølvstagen blev rullet mellem de stærke fingre. Fingerspidserne gled over de velkendte runer og symboler. Hun behøvede ikke se ned for at vide hvilke hun berørte.

Hendes øjne blev knebet let sammen så hun rakte ud efter ham med stagen. Hendes kæbemuskel blev spændt og skuldermusklerne blev låst da hun allerede forberedte sig på kamp, på et ubevidst niveau.

"Touch it. I want to see you touch it. Now. Do it"

Spidsen pegede mod hans bryst. Hun slap den ikke, og det var som at holde en kniv frem mod nogen - den forkerte vej - og bede dem om at berøre den, men hun var ligeglad. Stagen var sølv, så hvis han var varulv...selvom han ikke lugtede af våd hund selvfølgelig....og så var den hellig, så hvis han var dæmon...men han lugtede ikke helt "rigtigt", en vampyr ville også reagere, men så ville han selvfølgelig være brændt i dagslyset.

What the fuck is he?
- Very interesting
He is a murderer!
- So are you Moon-Child?
Oh shut up! I never used humans as bait!
- No you didn't you just rip them apart and use them as hand-puppets
....

Hun krympede sig ved mindet. Den lyse barnelatter klingede i hendes sind og fik hende til at knurre lavmælt i struben.

"Touch the fucking stake..."

Det lød som om der var en gigantisk rottweiler spærret inde i den lille lejlighed, men lyden kom fra den slanke atletiske kvinde, og ikke fra et kæmpe stort dyr. Truslen og intimideringsfaktoren var dog ikke at kimse af.

Desmond sugede en stor omgang luft ind og han gjorde klar til at svare igen på hendes omgang om at han bare kunne lade være med at opføre sig som et barn.
Men han havde intet svar.
Hun havde ramt ham lige på. Det punkt hvor han ikke ville kunne forklare hvorfor han havde brug for at vide det, men bare ville vide det. Og det var sådan et punkt nu. Han blev nødt til at vide hvorfor Wicked kendte ham, hvad der gjorde ham så… anderledes, fra andre jægere i hans klan.
Alt der kunne fortælle ham hvem, og hvad, han var… Var komplet unødvendigt.

Han var en Jæger.

En Jæger har ikke brug for et navn, en personlighed eller noget andet. En Jæger skulle være en maskine som skelnede mellem monstre og mennesker. Slå ihjel med dødelig præcision uden at der kom nogle mennesker til skade…
Kunne han ikke være det?

*Of course I can! But, I can’t bet his shadow in the dark with no name. I have to be me, even if I piss others off! And right now… I have no clue who I am… Or what for that sake. I have to figure it out, and that means I have to pay a visit at home…*

Han rystede på hovedet og kiggede på hende. Hun havde lige sagt noget. Des havde ikke hørt det, som han havde været væk i tankerne. Hans øjne faldt ned på sølvstagen hun havde rettet imod ham og han stirrede kort på den. Så trængte hendes ord ind og hans øjne flakkede op til hendes.

”Or what? You’re gonna kill me? Right now, I’m not sure I would mind that much, but I have to know something, and that’s pretty hard when I’m dead. So I’m gonna play along!”

Han tilbagelagde den lille afstand og greb stagen. Fingrene klemte hårdt om det kølige materiale og han følte en svag ro brede sig ved berøringen.

*Why did I feel that?*

Da det var gjort, så gav han slip igen og stirrede udfordrende i øjnene på hende.

”Surprise surprise… Nothing happend. Now, if that’s all… I have to go back and shoot a new hole in my dear old dad”

Han vendte med vilje ryggen til hende, så han ikke udgjorde nogen trussel, men det var også for at hun ikke skulle lægge mærke hans røde kinder der var blevet røde af blod omløbet der var sat i vejret. Han var blevet grebet af det. Og i det sekund, lige inden hans egen hånd havde lukket sig om stagen, så havde han næsten forventet selv at bryde i flammer. Eller i det mindste føle en let smerte… Men intet.

*So what the fuck am I?

Procella så med sammenknebne øjne på Des.

"Kill you? Don't tempt me..."

Knurrede hun og studerede hans mimik indgående. De rovdyrgyldne øjne låste sig fast i hans og fangede signaler Des end ikke selv var klar over han udsendte. Var der en let sarkasme i hans ord? Havde han ikke vendt sig bort lidt forhurtigt?

Procella kunne ikke helt finde ud af om hun var skuffet eller lettet over at intet var sket.

"Right. Because killing more humans will definitely be the answer to your problems. What the hell is wrong with you?"

Mumlede hun. Det var retorisk og bittert. Des havde jo åbentlyst roterende fis i kasketten. Han ofrede mennesker, dopede andre jægere, opgav sine jobs hvis det ikke gik perfekt i første forsøg, og nu ville han slå sin egen familie ihjel?

Thats one piece of crazy-pie I really don't need right now...

"Just tell me one thing. Why did you save me at all? You could have let me burn in there. Why did you deem my life worthy of saving, when those women weren't?"

Hendes stemme var lavmælt og mørk, det samme var det flammende blik. Havde det været op til hende ville hun hellere have haft reddet de 3 kvinder, fremfor hende selv. Det var bare sådan en ting der var utrolig intim og besværlig at skulle stå og forklare over for en person der havde en hel isenkræm løs på øverste etage. Hun ville bare gerne have en form for svar på det her. Hvorfor hende?

Des svarede ikke.

Der var ingen grund til at svare, specielt når han vidste at han ikke kunne komme med et svar som ville give mening for hende. I stedet rodede han videre nede i kassen og stoppede først da han fandt den.
Han hav en ubrugt kanyle frem og hev plastic hylsteret fra, kastede et hurtigt blik på hende og stoppede så midt i sin hurtige omgang bevægelser.

Hans hoved snurrede let over at han skulle komme med en forklaring for hans valg af ord. Han havde aldrig haft brug for at forklare nogle hvorfor han reddede dem, hvorfor det var at han nu skød fyren imellem øjnene eller i det hele taget bare gjorde som han nu gjorde… Han var ikke vant til at skulle forklare alt for folk, specielt ikke når de vidste hvad det var for en verden der var.
Des’ arm mistede styrken og den tomme kanyle hang slapt i hånden ved siden af låret på ham. Det var som om hans muskler bare gav op for ham.

”I can’t explain it for you. You can’t possibly want me to tell you how it is when I feel this… This feeling of cold water splash down on me, when I’m in the middle of a dessert. Explain to me why you suddenly changed from being…”

Han stoppede sin skøre ordstrøm og lavede en bydende håndbevægelse imod hende som næsten sagde ”Du-ved-hvad-jeg-mener-med-det!” og fortsatte ellers med sin forvirrende strøm af ord.

”To whatever it was that just beat the living crap out of a hell hound. I mean! Come on! You can’t just start pounding on one of those freaking pulps without it takes a bite of your liver! So if you can Explain me who you are, what you are and why I shouldn’t start giving you new breathing holes… Then I’ll explain to you why I saved you, and not the women…”

*And maybe give me some time to try and tell you what to say exactly*

Han vendte derefter ryggen til hende igen, tog plastic dutten tilbage på kanylen og begyndte i stedet bare at pakke nogle af våbnene ind i skjulte lommer i jakken. Hurtigt drejede han rundt på hælen, gik forbi hende uden så meget som at stirre på hende. Han skulle have noget i køleskabet som Reaper ikke skulle se.
Da han åbnede lågen igen ramte den afkølede luft ham i ansigtet og han lukkede kort øjnene for at nyde det og så greb hånden ud efter et lille reagensglas med en tyk rød farve som flod dovent rundt. Den lille glas beholder blev skubbet op i ærmet mens hans hånd bevægede sig videre efter endnu en cola, selvom han ikke engang var færdig med den første.
*The less she thinks of me, if that’s even possible, the better*
Han rystede lidt på hovedet da han lukkede lågen igen og rettede sig op. Drejede endnu engang rundt på hælen, greb endnu en slice af den nu lunken varme pizza.

”So give me a call when you’re ready to drop the act”

Han sagde det med en stemmede der næsten dryppede af sarkasme da han gik imod døren, åbnede den og smækkede den i efter sig. Nu skulle Des have sig et alvorsord med sin kære gamle far.


//Out and killing people^^//

((Slutningen er aftalt via chatten og pb - The end :P ))