The club of nightmares.

Vicente blev en smule overrasket over det hun gjorde og så derefter ned på hendes blege hænder. Han trak sine hænder op ad sine lommer og rettede blikket mod vinduet igen. Han tænkte lidt over hendes spørgsmål. Han havde ikke rigtigt tænkt på om han savnede det eller ej. Det var bare blevet normalt for ham og han havde vænnet sig til at det var sådan. "Det ved jeg ikke," blev hans svar.

"...jaså..", svarede hun blot i en lidt efertænktsom tone. Hun hvilede blot sit hoved imod hans lange sorte hår der hang ned af ryggen på ham, trak vejert rogligt og slappede af.

"Hvorfor?" spurgte han og så mod himlen igennem vinduet. Han lagde mærke til, hvor rolig og afslappet hun blev. Hun følte sig åbenbart tryg når han var her, men han kunne dog ikke forstå, hvorfor. Der var mange positive ting, som han ikke forstod. Som f. eks, hvorfor nogen holdte af hinanden eller, hvis nogen holdte af ham.

"..fordi jeg troede du ikke var helt forvirret med føelser..", sagde hun blot i den roglige, selsomme tone.

"Okay," sagde han og vendte sig derefter om og så på hende. "Du er rolig og tryg ved mig, har jeg lagt mærke til," sagde han og kløede sig let på sin blege kind. "Men jeg forstår ikke helt hvorfor," sagde han. Han var ikke god til følelser, specielt ikke de positive.

Silvia slap omkring ham så han kunne vende sig. Hun sænkede ldit hoved og lod det lange røde hår dække hendes ansigt":.det gør jeg helder ikke.."

"Det virker ellers sådan," sagde han og betragtede hende. "Og det ved du også selv," tilføjede han. Han satte sig på sengekanten og så på hende i et stykke tid, hvorefter han lagde sig og rettede blikket mod loftet.

"tja...hvem ved...man siger jo en kvindes hjerne er det største mysterium", sagde hun i den lave stemme. Hun forsatte med at have sænket hoved. Den unge varmpyr lage armende omkring sig selv og så ud af vinduet em ryggen til ham.

Vicente rettede sine grønne øjne mod hende. "Hm.. Kvinder er ikke altid de nemmeste at gennemskue.. Det må jeg give dig ret i," sagde han og rettede derefter blikket mod loftet igen. "Er det iorden at jeg bliver her et par dage?" spurgte han. Han kunne egentlig godt lide stedet her.

"bliver her?", hans ord fik Silvia til at vende sig om, gå hen til sengen og se ned på ham, stadig med armende over kors omkring sig selv. "Hvad er det som er så godt at du vil blive?"

"Jeg kan lide dette sted," sagde han og satte sig op, hvorefter han betragtede hende med sine grønne øjne. "Jeg trænger alligevel til en pause fra skoven. Måske er levende selvskab slet ikke så slemt, som jeg har gået og troet," sagde han. I skoven var alt mere eller mindre dødt og stille hele tiden. Han var nok enig med sig selv i, at han ville have godt af en pause fra skoven. At blive derude ville kun gøre ham endnu mere sindsforvirret end han var i forvejen. Dog havde han stadig tænkt sig at vende tilbage til hytten.

Silvia sænkede ohved let nu"ja...stedet er jo smukt", sagde hun selsomt og satte sig på sengen med siden af ham, hænderne foldet i skødet og ansigtet dækket.

Vicente fjernede ikke sit blik fra hende. "Der er noget, som går dig på," sagde han. Han kunne se det på hende. "Hvad er det, som går dig på, Silvia?" spurgte han. Han kørte sit lange sorte hår om på ryggen og hvilede derefter sine blege hænder på sine lår.

Silvia sukekde blot og lage hoved på hans skulder for at hvile det"..de få gæster jeg endelig for, bliver her kun på grund af udssendet af huset..og vis de endelig kommer for at snakke er det altid med min onkel..alt hvad jeg gør her i livet er at drikke blod, passe på min onkel og spille musik...der er ingen i mit liv, hverken ven eller elsker, ingen"

Vicente rettede sit blik ned på hende. "Hm.." mumlede han lavt. "Du er jo mit levende selskab," sagde han og kløede sig let på sin blege kind. "Det er også derfor, at jeg vil blive," sagde han. "Det eneste i mit liv er mit kunst og musik. Jeg slår ihjel for at føle mig i live," sagde han.

"..jeg har glemt hvordan det er at leve...hver gang jeg er trist for jeg så ondt i øjne fordi min krop har glemt hvordan man græder", sagde hun i en lav stemme og lage sit hoved på hans skulder igen.

"Vi vampyrer er ikke skabt til at føle. Vi er skabt til at dræbe," sagde han. Det var ihvertfald sådan han selv så på det at være vampyr. Det eneste højtepunkt i hans liv, var når han tog en andens liv. Døden tilfredsstillede ham.

"hvad nu vis jeg ikke ønsker at dræbe udover for blod?...", sagde hun lidt sørgmodigt nu. "Hvad er mit mål i livet så?"

"De mål du sætter dig," sagde han og lagde sig ned, hvorefter han foldede hænderne bag sit hoved. "Mit mål er at dræbe," svarede han. "Det er det, som holder mig igang." Han strøg noget af sit lange sorte hår væk fra sit blege ansigt.

"lyder skønt..", mumlede hun blot og rettede sin nakke op igen. Hun kørte en hånd over sit lange hår og sukkede kort for sig selv og blev siddende.

"Jeg kunne godt finde på at besøge dig oftere. Så vi mødes uden at vi tilfældigt støder ind i hinanden" sagde han og så på hende. Hendes selskab var meget bedre end ligene. Hun kunne bevæge sig og svare igen når man snakkede. Han foretrak faktisk hendes selskab.

"tja, det er vel ok..", sagde hun og lage sig ned ved siden af ham, men unlod at røre hans skulder som natten før hvor hun havde sovet med hoved på hans brystkasse.

"Hm.." mumlede han lavt og rettede blikket mod loftet og kløede sig derefter let på sin blege kind. "Er du interesseret i at stå model til flere billeder?" spurgte han og rettede efter et kort stykke tid sine grønne øjne mod hende igen. Han syntes selv at hun var en meget god model.

Silvia sukkede let før hun vendte hoved imod ham og så ind i hans grønne øjne med sine mørkeblå. "..Måske, men et emne bliver jo kedeligt med tiden vis det ikke ændres lidt"

"Du er modellen, du bestemmer selv, hvordan du vil posere," sagde han og foldede hænderne, hvorefter han hvilede dem på sin mave. "Jeg skærer bare, hvad jeg ser," sagde han så.