Make your choice - Segovax

"Fordi du er en syg og forvirret kvinde..."

Hans stemme var på ingen måde venlig eller andet... Han var næsten vred på hende at hun ikke havde taget hans første Nej, som værende et nej... Hun havde fortsat med at forsøge at forføre hende, og det var han vred over...

"Du kan gå ud og finde dig en anden til at tilfredsstille dig Cherlyn... Du får ikke mere af mig nu, eller nogensinde... jeg ville hellere ligge på hopsitalet resten af mine dage en at have sex med dig igen..."

Han vidste hun ved hvor slemt det så var når han hellere ville ligge på hospitalet...

Han brugte alle sine kræfter på at flå sig fri af hende, og bare at slå hende hårdt i hovedet og så gå...

Hun løftede hovedet, som hun havde lagt til at hvile på hans ryg, da hans første hårder ord ramte hende. Hun vidste ærligt talt ikke om hun havde et svar på det, eller ønskede at svare ham. Ordene var iskolde, forvirrede og fulde af afvisning.

"Var din mund, Segovax!"

Hun slap hidsigt sit tag i ham, da han begyndte at flå sig fri. Hun sendte ham et rasende blik, med øjne der på et øjeblik var blevet mørkere end natten selv. Ligeglad med at hun ikke havde en trevl på kroppen, knyttede hun sine fingre stramt sammen, så hun ikke gik amok på ham med det samme.

"Var det så slemt, at opdage du kan lade dig forføre?.. Med et par små tricks, ja. Men stadigvæk! Jeg kan godt ordne dit sidste ønske, men du vil fortryde at du sagde nej!"

Hun snerrede det sidste, og slyngede ordene efter ham, ligeglad med virkningen. Hun trådte de få skridt der var mellem dem, tættere på ham, og stirrede iskoldt op på ham.

"Du vover ikke at afvise mig.. Så skal jeg sørger for at livet bliver værre end helvedet selv!"

Vreden havde fuldstændig brændt den sidste lyst væk. Det eneste hun ville lige nu, var at tage både ham og Colt, og vride dem til sammen, til knoglerne sagde lyde hendes øre ville opfange som musik.

"Cherlyn du opdagede selv sidst hvor stærk jeg er, og hvis du skader Colt... Så skal jeg nok ordne dig som det dyr du er!"

Han greb efter hendes arm, for at han kunne nikke hende en skalde... han gad hende ikke han ville hjem til Colt, og slappe af istedet, og så forklare hende hvad der var sket...

"Jeg afviser dig ikke Cherlyn... Du skubbede mig væk fra dig... Du afviste det selv!"

Hvis han havde fået fast i hendes arme, ville der vokse et horn ud af hver af hans håndflader om gennembore hendes arme...

"Så du holder dig fra mig og Colt for fremtiden... Eller jeg lover dig, at et af mine horn vil være det sidste der borer sig ind i din sølle krop!"

Han flåede døren op og gik så ud af den... han satte hurtigt i løb væk fra hende...

"Det dyr jeg er?!.. Nå nå, det er da ikke mig der bærer pels i ny og næ!"

Hun ignorerede bevidst det faktum, at han rent faktisk var meget stærk. Men svag var hun nu ikke selv, og al smerten, lidelserne og kvalmen fra før, var som pist væk. Kun minderne var tilbage, og det var ikke noget hun ønskede at gemme. Hun stirrede rasende på ham, og forsøgte at flå sin arm til sig.

"Jeg afviste dig aldrig! Du krybber selv væk, med halen mellem benene!"

Hendes bløde læber åbnede sig hurtigt efter sætningen, i et højt smertefuldt skrig, da hun mærkede hans horn gennem sin krop. Blodet fra hendes krop, strømmede ud, og løb over hans arme. Varm, tillokkende og dog så farligt.

"Du går ikke fra mig, medmindre du ønsker Colt død!"

Det sidste var ment, gravalvorligt. Hun skreg det af ham, og trak sine blødende arme til sig, så snart han gav slip. Hun styrtede hen, og flåede sin trøje op fra gulvet. I farten da hun styrtede efter ham, trak hun den over hovedet, og ned over lårene. Den var heldigvis så lang, at det både kunne være en kropsnær kjole, og en trøje.

Hun jagtede ham ned gennem kroen, som de begge var nødt til at passere. Især hvis han virkelig ønskede at komme væk. Hun stansede op, og i blindt raseri, greb hun fat om et bord. På ingenting, og med en utrolig lethed rev hun det op i luften, og kastede det med al kraft efter Sego. Hvis hun var heldig, ramte hun ham lige plet, eller i det mindste strejfede ham.

Ligeglad med alle menneskernes blikke, der stirrede rædselsslagent på dem, bredte hun armene ud, og råbte igen nogle sidste ord af ham.

"Du går nu, Segovax. Og din elskede vil lide til den dag du dør!.. Uskyldiges liv vil gå tabt, alt sammen på grund af dit forkerte valg"

Hun pegede målrettet på ham ved det sidste. Om han vendte sig eller ej, kunne han ikke være i tvivl om, at hun mente det.

Han blev ramt halvt af bordet, og var ligeglad med hvad hun sagde, fordi hun havde lige gjort noget der var virkelig virkelig dumt... Hun legede psykopat i en halv fyldt kro, der var for mange vidner på det hun lige havde gjort... HUn kunne nu både risikere at komme i jægernes søgelys, grundet at gøre noget en kvinde med hendes kropsbygning ikke burde kunne, og politiets da hun var sindsyg...

han lagde bare på jorden, og satte et forpint ansigt op, uden at det faktisk gjorde ondt på ham, men hun skulle ikke slippe godt fra det...

"Nogen så ring dog efter politiet hun er jo sindsyg! argh..."

Folk begyndte at gemme sig og nogle enkelte fik lavet opkald til politiet... Han havde et bidemærke på hoften og andre sår af hende, hun sad rigtigt skidt i det...

Selvom Cherlyn godt inderst inde, vidste at det ikke var smart, at lalle sådan rundt med kræfterne, ville hun ikke lade sig stoppe af det. Slet ikke, selvom de snakkede politi. Hun var rasende på ham, over den pludselig afvisning han havde slynget i hovedet på hende.

Hun lagde hovedet kort på skrå, og gik som en kat, yndefuldt på tæerne nærmere Segovax, der lå klynkende på gulvet. Han kunne tåle mere, og det vidste hun. Hvorfor så det lille nummer?

"Sindsyg?.. Mig?.. Ha!"

Hun slog en kold latter op, og knurrede vredt af nogle gæster, som prøvende nærmede sig hende, for at berolige dem. Eller i det mindste få hende fjernet.

Hun gik lige så let, og yndefuldt om foran ham, for derefter at sætte sig på hug. Hun stirrede dybt i hans mørke øjne, med et hadefuldt smil.

"Det nytter ikke noget at spille Sego.. Hvis politiet kommer, bliver du revet med ind i den her sag"

Hendes stemme var en foruroligende hvisken, hvis ord var dybt alvorlige, men alligevel med et stort påklistret smil.

"Så rejs dig!"

Hun stirrede dybt i hans øjne, og søgte ind i hans bevidsthed. Der gav hun sig til at grave, vride, flå og så meget andet hun kunne. Hendes evne havde aldrig været brugt på ham, og uvis om den virkede særligt godt fortsatte hun. Hun stirrede intenst på ham, for hvert øjeblik at grave dybere og dybere. Hendes hjerne vred hans sind, og bed og sled som var den en gammel bamse. En bamse der bare skulle dø..

Han kunne tydeligt mærke smerten, men den var ikke så slem, men den hjalp ham bare med at gøre skuespillet bedre... Han forsøgte at kravle lidt, men begyndte så bare at vride sig i smerte, hvor han spillede på at smerten kom fra de steder han var blevet ramt...

han algde bare og skreg og vred sig i smerte... End smerte der ikke var så slem som den han legede at han havde... Folk begyndte nu også at ringe efter ambulance... Og der kunne hurtigt høres sirener og de blå blink kunne ses...

Han vidste ikke om hun faktisk fattede den alvor hun var i... han vidste man ikke skulle afsløre hemmeligheden som hun lige havde gjort... det kunne får alvorlige konsekvenser for hende...

Cherlyn fnøs irriteret, og slap sit tag i ham. Lod smerterne forsvinde, som dug for solen. En nagende hovedpine, var allerede begyndt at snige sig op, foran i panden. Hun holdte ikke til meget i aften, og det hjalp alligevel ingenting. For nu var han for stærk for hende.. Men det var ikke slut.

Hun rejste sig hurtigt, og var på ingen tid inde i værelset igen. Nogle af menneskerne var styrtet hen for at hjælpe Sego, mens hun løb mod værelset igen. Selvom tøjet ikke var så vigtig, var der for mange informationer i hendes jakke, til at den kunne gå spildt. Hun greb den i et hurtigt snuptag, og skyndte sig ned af gangen igen.

Sirenerne var lige ude foran døren, da hun standsede op. Hun stirrede halpanisk rundt, med et snert at raseri at sporer i hendes blik. Da en politimand dukkede op i døren, og sagde at hun skulle smide sig på jorden, tog hun chancen. I et let spring var hun over Sego, og stod foran politimanden, hvorefter hun med en hård knytnæve slyngede ham flere meter tilbage, og ind i bilen udenfor.

Hun drejede kort hovedet, og så på Segovax. Hendes blik var rasende, ingen tvivl om det. Men inde blandt al vreden, var der et lille glimt af noget andet. Hun var.. såret?

"Jeg redde dit liv, Segovax. Glem ikke det.."

For det havde hun bestemt ikke tænkt sig at gøre selv. Og med de ord, løb hun ud i natten. Væk fra al politiet der skyndsomt pussede nogle hunde efter hende. Hundegøen, og lyden af fodtrin der forsvandt, var det eneste der fulgte mørket omkring hende.

Han var ligeglad med om hun havde reddet hans liv, fordi han skyldte hende ikke mere, ikke efter at hun nu havde forsøgt at gøre ham ondt, og truet ham og hans krælighed på livet... Det fandt han sig ikke i...

Han blev hjulpet op og stå, og nu kunne han faktisk mærke at han var kommet til skade... Bordet havde brækket hans ene ben og den arm, var blevet fortuvet... Rigtig fedt, fordi nu ville Colt da helt sikkert finde ud af det, men det var da bedre end at han havde gjort det med cherlyn, og havde været hende mere utro, end bare ved at lade tankerne være der...

Han blev lagt op på en båre af nogle ambulance folk, og kørte ham ind i ambulancen, da de også var bange for at hans ryg og nakke havde taget skade af at blive ramt af bordet... Han blev så kørt på hopsitalet, for at få det ordnet der nu skulle ordnes...

Han håbede næsten Colt ville være det så han kunne forklare hende det med det samme, og det var hende hans tanker hvilede ved, mens han blev kørt af sted, og mens hans tanker kørte på hvor meget han også hadede sig selv...

Hun fortjente jo meget meget bedre end ham... En der ikke var hende utro...

//Fortsættes muligvis i et andet emne med Colt...//

//Fint ^^ Tror bare jeg siger out her så xD//

//Fortsættes her:
http://deploratus.heavenforum.org/t7274-well-this-is-starting-to-look-like-a-normal-day-colt#211062 //