Help me again - Mattian

Mattian begyndte at slappe mere og mere af, jo mere tid der gik. Han betraktede hende med et roligt blik, og mærkede hendes lette trommen på sin brystkasse. Han smilte blidt til hende, mens han kiggede hende i øjene med et blidt blik. Han var begyndt at se hende, som en rigigt god veninde eller mere som en søster. Han havde aldrig rigtigt haft et venskab med nogen, fordi han ikke kunne holde til det i længden når det var.

Hun kiggede på ham med roligt blik, men lod øjnene lukke stille i, for at slappe af og nyde det, hun faktisk godt er betrakted af at hun lå på hans brystkasse hvilket var hårdt, men ikke for hende, hun kunne ikke lade være med at smilede over det, hun stoppede med at tromme på hans bryst, men lod istedet hånd hvile på hans bryst, hun åbnede sine øjne igen og kiggede på ham med et blidt smil.

Mattian kiggede roligt på hende, og smilte blidt til hende. Han vidste et eller ander sted at hun allerede havde gættet at han var bøsse, men han kunne jo ikke være sikker på det. Han rømmede sig lidt og kiggede hende i øjene med et lettere nervøst blik, "Bare så det er det på det rene, så er jeg alså bøsse hvis du ikke har gættet det." Sagde han stille, og smilte sødt til hende. Han mærkede at hun stoppede sin trommen på hans brystkasse, og vidste ikke hvad han mere skulle sige. Men han kunne mærke på sig selv at han snart skulle have sine piller, inden det var for sent men det kunne godt vente lidt.

Hun kiggede på ham med et roligt blik og smilte blidt til ham, hun lyttede til hvad han sagde, hun vidste godt at han var bøsse, det kunne hun mærke på ham og se på ham, men mest mærke, han ville havde vært anderledes hvis han ikke var bøsse "Det ved jeg godt du er, ellers ville jeg ikke have ligget mit hoved på din brystkasse" Sagde hun roligt og kiggede på ham med et blidt blik.

Mattian betraktede hende med et nervøst blik, og vidste ikke helt hvad han mere skulle gøre. Han lyttede opmærksomt til det hun sagde, og sukkede lettet af det hun sagde. "Okay, jeg er glad for at du forstår, og ikke bare frastøder mig, som de fleste ville gøre." sagde han stille, og smilte blidt til hende. Han kunne mærke at han var begyndt at ryste i hele kroppen, og at han pludselig knyttede den ene hånd. Han tog en dybindånding for at prøve på at berolige sig selv, men han vidste inderst inde at det ikke ville virke, men han ville ikke til at rejse sig.

Hun kiggede på ham med et blidt blik og hørte hans lette sukkend, det måtte jo bare betyde at han ar glad for at hun forstod hvilket hun også gjorde, hun lyttede til det han sagde og rystede en smule på hovedet "Hvorfor skulle jeg frastøde dig, hun er som en bror for, du har hjulpet to gange nu, jeg stor i gæld til dig, men mest af alt du er min ven" Sagde hun tog hans ene hånd for at vise ham at hun mente det.
Hun kiggede bekymrende på ham da han begyndet at ryste og hans ene hånd blev knyttede "Er du okay" Spurgte hun ham roligt og kiggede stadig på ham med et bekymrende blik.

Han kiggede hende i øjene med et blidt blik, og smilte lettet til hende. Han lyttede til det hun sagde uden at sige et ord, og kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. "Der er mange der frastøder deres venner eller familie, fordi de finder ud af at personen er til det samme køn som dem. Nej du står ikke i gæld til mig Bree, jeg hjælper bare mine venner." Sagde han stille, og kiggede på hende med sine nøddebrune øjene.
Hans rystelser blev værre og han begyndte at knytte hånderne igen, mens han snerrede lidt over det. Han hørte det hun sagde og rystede på hovedet, "Nej, jeg har brug for mine piller." Mumlede han, og rykkede på hende så han kunne komme op at stå. Han styndte sig ud i køkkenet, og slog skabs låven op og tog et pille glas ud. Han lgde hurtigt tre piller i sin hånd, og slugte dem med det samme og sukkede dybt. Han faldt sammen på gulvet, og dækkede sit ansigt med sine hænder.

Hun lyttede til hvad han sagde og kunne ikke lade være med at smile igen, hun rystede på hovedet igen "Jeg frastøder dig ikke, jeg respekter at du er bøsse og er stolt over at du indrømmer det, der er mange som er bange for at sige det fordi de er bange for at folk vælger dem fra, men jeg vil aldrig vælge dig fra eller frastøde dig fordi du er bøsse" Sagde hun og strøg ham over kinden, hun rejste sig og fulgte efter ham, men gik lidt bagefter, hun løb ud i køkknet da han faldet sammen på gulvet, hun satte sig på hug ned foran ham og lagde en hånd på hans knæ "Er du okay" Spurgte hun med en bekymrende tone, hun prøvede at fjerne hans hænder fra hans ansigt.

Han lagde hovedet en anelse på skrå da hun begydnte at smile igen, og lyttede opmræksomt til det hun sagde. "Tak Bree, og jeg er stolt af at være det, derfor siger jeg det." Sagde han stille, og smilte blidt til hende. Han var glad for at hun forstod, og respekterede at han var bøsse for det havde han ikke regnt med hun ville.
Han kunne høre at hun fulgte med ham, men kunne ikke gøre noget ved det uden det ville gå galt. Han mærkede hendes hånd på sit knæ, og begyndte at på hovedet igen. "Nej, jeg er ikke okay. Du bliver nød til at gå ind i stuen igen til jeg kommer tilbage, mine piller er ikke begyndt at virke endnu, og jeg er bange for at kommer til at gøre dig fortræd." Sagde han, og kiggede på hende med et lettere vildt blik.

Hun lyttede til hvad han sagde og rystede på hovedet "jeg går ikke fra dig, og jeg ved du ikke vil skade mig eller komme til det" De ord fik en tanke igennem hende, hun havde præcis sagt det til en anden person eller rettelse Vampyr før, og der endte det næsten galt, men hun sidder jo her idag så det gjorde det jo ikke, og han var en engel, så hvilken skade kunne han gøre på hende, ikke det store efter hendes mening, men hvorfor skulle han endeligt havde piller og mod hvad, hun blev ved med at sidde ved ham.

Han lyttede til det hun sagde og rystede voldsomt på hovedet igen, "Nej nej nej Bree, du bliver nød til det, jeg bliver sindsyg når jeg ikke får mine piller i tide og i sær når jeg er sammen med andre. Det er derfor jeg ikke har så mange venner, folk bliver bange for mig fordi jeg bliver voldsom og meget vred, fordi jeg ikke kan holde ud af være sammen med andre i særlig lang tid af gangen, det er derfor jeg får piller, fordi jeg har en sindssygdom." Sagde han, og rykkede væk fra hende og hamrede sin ene hånd ind i væggen. Han prøvede på at tage det roligt, men det var meget svært fordi pillerne ikke var begyndt at virke endnu.

Hun kiggede på ham og lyttede til hvad han sagde "Mattian hør her, jeg har prøvet så mange ting i mit liv at det her ikke ville skræmme mig okay, en vampyr havde nær slået mig ihjel faktisk, har mange væsner prøvet på det, men han skulle gå ind i stuen for det her, det gør jeg altså ikke, jeg er ikke bange for dig og jeg går ikke nogen steder og hvis du skader mig skal jeg nok tage det fulde ansvar for det og så er det jo også min egen skyld" Sagde hun med en bestem tone, hun gik ikke og han kunne ikke tvinge hende.

Han lyttede til det hun sagde, men uden at se på hende. Han hamrede igen hånden ind i væggen, og begyndte at få ondt i den. Han kiggede på sin hånd og snerrede irriteret, han havde slået så hårdt at hans hånd var begyndt at bløde. Men han kunne ikke rigtig mærke noget, og betraktede bare blodet som dryppede ned fra hans hånd og ned på gulvet. Han tog en dyb indånding flere gang, og håbede på at pillerne snart ville virke. Han hørte en piven tæt på sig, og så hans lille hvalp kiggede på ham med halen mellem bene fordi den var bange. "Ssshhh Alaska, far har det fint. Kom her Al." Sagde han blidt, og kiggede på sin hund som gik langsomt hen til ham. Alaska kravlede langsomt op på hans ben, og slikkde ham forsigtigt på kinden.

Hun kiggede på ham og, så hvad han gjorde, hun tog et hviskestykke som lå ved siden af vasken, hun gik stille hen til ham og tog den hånd som blødte, hun holdte den fast så han ikke kunne tage den fra hende, hun viklede det forsigtigt omkring hånd og holdte den fast, så det ikke ville falde af "Lad være med at skade dig selv okay" Sagde hun blidt og kiggede med blidt blik på ham, han skulle heller skade hende end sig selv, hun vil heller se sig selv komme til skade end ham.

Han blev ved med at kigge væk fra hende, og kiggede ned på Alaska i stedetfor. Han mærkede at hun tog fat om hans hånd, og at hun begyndte at binde den i noget. Han snerrede vredt af hende og kiggede på hende med et koldt blik, da han hørte det hun sagde. "Det kan du ikke bestemme, og det kan jeg heller ikke selv. Jeg kan ikke styre mig selv når jeg får disse anfald!" Sagde han højlydt, og fik sin hånd fra hende og hamrede den igen ind i væggen. Han var ligeglad med smerten, for han kunne ikke rigtig mærke den. Han blev ved med at hamre den ind i væggen, igen og igen, mens lyden af Alaskas piven blev højere og højere.

Hun kiggede på ham med et chok da han snerrede af hende, men hun var ligeglad, skade han hende, var det hendes egen skyld og det hvad hun også sagt til ham, hun tog hans hånd igen selvom han ikke ville have det og denne gang holdet hun den virkelig fast, så han ikke kunne få den fri, det hjalp ikke at skade sig selv også selvom han ikke kunne bestemme det selv, men hun ville ikke lade ham gøre det og sådan var det bare og det kunne han ikke gøre noget ved det.

Hans vejr trækning var hurtig og overfladisk, og hans blik var sindsygt, vildt og kold som is i forhold til hvad de plejede. Han mærkede at hun tog fat i hans hånd igen, og snerrede højlydt af hende igen. Han prøvede på at få sin hånd fri, men kunne ikke rigtig fordi det gjorde for ondt. "slip mig så!" snerrede han, og slog hende over hånden for at få sin egen fri. Han fik den fri og rykkede hurtigt hen i et hjørne, og kiggede koldt på hende igen. Han håbede snart på at pillerne ville virke, så han kunne blive nogenlunde normal igen.

Hun kiggede på ham med et bekymret blik og så på ham med et chok da han snerrede af hende, hvorfor måtte hun ikke hjælpe ham, han hjalp hende da hun blev overfaldet og da hun havde dræbt 2 mænd og nu var han sådan her, hun trak hendes hånd til sig da han slog den med okay kraft, hun kiggede på ham med et chokket blik og var begyndet at blive en smule bange for ham, men det ville ikke kunne stoppe hende og hun var ligeglad.
Hun kravlede forsigtigt hen til ham og kiggede ham i øjnene "Nej jeg gider ikke give slip" Sagde hun skarpt og tog fat i hans hånd og holdet det stramt igen, for at stoppe blødningen.

Mattian kunne med det samme se på hende at hun var blevet bange for ham, da han havde snerret og slået hende over hånden. Han hadede sig selv for det, men han kunne ikke styre sig selv, og slet ikke bestemme hvad han gjorde når han havde et anfald. Han trak stadig vejret hurtigt og overfladisk, mens han kiggede på hende med et uroligt. Han begyndte at kunne mærke at pillerne var ved at virke, da hun kom hen til ham igen og sagde noget. Da pillerne virkede helt tog han fat omkring hende, og knugede hende ind til sig. "undskyld, undskyld, undskyld!" sagde han stille, og var tæt på at græde. Hans hånd gjorde ondt, han havde skadet hende, og hun havde set ham få et anfald, men han ville ikke græde.

Hun kiggede på ham og kunne se at pillerne var ved at virke, men hun var ikke sikker, hun var faktisk bange for ham nu og det kunne man også godt se, men hun ville ikke gå væk fra ham, hun kunne se at han blev mere og mere rolig, hun det beroligede også hende.
Hun fik et chok da han tog fat omkring hende og knugede hende ind til sig, men blev hurtigt rolig igen, hun tog fat omkring ham og sagde "Det er okay Mattian, rolig nu" Sagde hun beroligende, men hendes stemme knækkede over og nogen tåre gled ned af hendes kinder, hun kunne mærke på ham at han også var ved at græde og det var helt okay "Du kan godt slippe det ud, man har lov til at græde" Sagde hun stille og strøg ham over håret.

Han kunne tydeligt se på hende at hun var bange for ham, og han vidste ikke hvad han skulle gøre for at hun ikke ville være det mere. Han måtte ind se at han havde ødelagt deres venskab foraltid, og der var intet han kunne gøre ved det som altid. Han havde ødelagt mange venskaber, fordi de havde set ham få et anfald. "Jeg kan godt forstå hvis du ikke vil blive her." Sagde han roligt, og kiggede ned i gulvet.
Han hørte det hun sagde og rystede på hovedet, "Nej nej nej, det er ikke okay. Jeg burde have taget mine piller til tiden, det er min skyld." Sagde han stille, og knugede hende ind til sig. Han kunne mærke hendes tåre ramme hans bare overkrop, og mærkede så hendes hånd røre hans sorte hår, mens han lyttede til det hun sagde. Han aede hende forsigtigt på ryggen for at trøste hende.

Hun blev i et kort øjeblik forvirret, hvorfor skulle hun ikke ville være her mere, godt være at han havde fået et anfald,men det var af en god grund og det ville ikke skræmme hende væk "Hvorfor skulle jeg ikke ville det, bare fordi du fik et anfald, vil jeg ikke gå fra dig, du er min ven og det vil du blive ved med at være" Sagde hun stille og strøg ham over håret igen og knugede han tættere ind til sig, hun ville aldrig forlade ham, aldrig han var hendes ven "Rolig Mattian, jeg går ikke nogen stedre du har ikke ødelagt noget, det skal nok gå" Sagde hun stille og blev ved med at knuger ham ind til sig.

Han betraktede hende med lettere nervøse nøddebrune øjene, og kunne se at nu havde han bare forvirret hende i stedetfor. Han lyttede til det hun sagde og rystede så på hovedet af det, han forstod ikke hvorfor hun kunne finde på at blive nu hvor hun vidste, og havde set hvordan han kunne være. "Jeg forstår dig ikke, alle andre skred bare fra mig da de så hvordan jeg kunne blive." Sade han stille, og slap grebet om hende og lod sine arme hænge ned af siden istedet. Han mærkede at hun strammede grebet om ham, men gjorde ikke noget ved det, han sad bare helt stille som en tom skal. Han hørte det hun sagde og vidste ikke hvad han skulle gøre, eller hvad han skulle sige. "Tak." Sagde han stille, og kiggede ind i væggen foran sig. Han ante ikke hvordan han skulle håndtere dette, eller hvad han kunne gøre nu.

Hun kunne tydeligt se på ham at han blev forvirret og forstod ikke hvorfor, hun blev nød til at forklare ham det bedre, hun smilede skævt til ham og kiggede ham blidt i øjnene "Hør her Mattian, jeg har prøvet og oplevet det der var være, det der lige er sket kan ikke skræmme mig væk fra dig, du gav mig selv en forklaring på hvorfor det sket og jeg forstår dig godt" Sagde hun stille, hun holdet en kort pause og forsatte så igen " Jeg ved godt at det ikke giver mening for dig og de andre skred fordi de ikke kunne accepter det, men det kan jeg godt. Mattian jeg er ikke bange for dig og du kan ikke skræmme mig væk aldrig" sagde hun blidt og kiggede ham ind i øjnenen, med et blidt blik.

Han lagde hovedet en anelse på skrå da hun smilte blidt til ham. Han lyttede opmærksomt og nysgerrigt til det hun sagde, og prøvede på at forstå hende men kunne ikke. Hvorfor kunne hun ikke være bange ligesom de andre? Forstod hun ham virkelig, eller var det bare noget hun sagde? Han vidste det ikke og ville heller ikke vide det, hvis det stod til ham selv. Han kiggede hnde forsigtigt i øjene igen, da hun fortsatte med at snakke. "Du burde være bange for mig, det jeg har gjort i dag er ingenting." Sagde han stille, og rystede igen på hovedet.