Help me again - Mattian

Hun kunne se på ham at han stadig ikke forstod, ville han have at hun skulle være bange for ham? Ville ham havde at hun skulle gå? Vil han ikke være venner med hende? Bare ved tanke om de ting fik hende til at græde "Du gider mig ikke mere vel?" Sagde hun grædene "Du ville have at jeg skal gå ikke" Sagde hun stadig grædene og rykkede væk fra ham og satte sig til at græde i et hjørne, var det virkelig det han menet, gad han hende ikke mere.

Han kiggede på hende uden at sige noget, og kunne se på hende at han havde sagt et ellr andet forkert, men hvad? Han fik det rigtigt dårligt, da hun begyndte at græde igen. Han lyttede stille til det hun sagde, uden at afbryde hende på nogen måde. Han rystede over det hele igen, og bed sig hårdt i læben. "Det var ikke det jeg mente Bree, jeg forstår bare ikke hvorfor du ikke reagere, som alle de andre gjorde. Og så er jeg bange for at jeg vil skade dig igen." Sagde han, og kiggede på hende med et blidt blik. Han kravlede hen til hende selvom hans hånd gjorde ondt og sved af h til, og satte sig ved hende.

Hun tørede hendes tår væk, det var ynkeligt at hun hele tiden græd, men han sårede hende og det gjorde ondt, han var den eneste og bedste ven hun havde, og det forstod ham åbenbart ikke, hun kiggde på ham og lyttede til hvad han sagde, hun gav et kort og irriterede suk fra, sig hvorfor fanden kunne han ikke bare fatte det hun sagde "Hør nu her, jeg reager ikke sådan fordi jeg holder af dig og er ligeglad med hvordan du er okay dit anfald betyder ingenting" Sagde hun blidt og rykkede tætter på ham og tog hans skadede hånd og viklede det viskestykket strammer omkrig for at stoppe blødnigen helt og pustede på den og aede den blidt, for at det ikke skulle svie "Du ska ikke var bange for at skade mig igen, du har skade mig idag, men eg blev og det vil jeg gså gøre næset gang fordi jeg holder af dig" Sagde hun blidt og kiggede ham blidt øjnene.

Han betraktede hende mens hun tørrede sine tåre væk, og kunne se hun tænkte på et eller andet. Han lagde hovedet en anelse på skrå, og lyttede til det hun sagde ue at sige noget før hun var færdig. "De betyder noget! De betyder at jeg kan finde på at slå dig eller det der er værre, uden at ville det. Jeg er ikke normal, og vil aldrig blive det." Sagde han tydeligt, og kiggede på hende med et fast blik. Han mærkede at hun tog fast i hans hånd, og skar ansigt da hun gjode det. Han tog hånden til sig igen, og rejste sig op fra gulvet. Han gik en til vasken og tog viskestykket af, og tændte for vandet og lagde sin hånd under det kolde vand. Blodet løb ned af hans hånd sammen med det kolde vand, og man kunne begynde at se alle se refter han havde fået på hånden.

Hun kiggede på ham og lyttede til det han sagde, ork kunne ham ikke bare fatte hvad hun mente åbenbart ikke og det irriterede hende faktisk meget, hu gav endnu et irriterede suk fra sig og kiggede på ham da han rev sin hånd til sig og og gik hen til vaske, hun fulgte efter og stilte sig ved siden af ham "Kan du ikke bare forstå, at jeg ikke går nogen steder og dit anfald ikke betyder noget for mig, det er dig der betyder nogte for mig" Sagde hun stille og kiggede på vandet der løb ned over hans hånd, hun kunne tydeligt se hans refter og kunne ikke lide tanke om det han havde gjort ved sig selv.

Han kiggede opmærksomt på sine refter, da han hørte hun kom hen til ham og ture ikke at se på hende. Han lyttede til det hun sagde, men sagde ikke noget til det. Han sukkede lidt for sig selv, og blev ved med at betrakte vandet og blodet i vasken. Han kunne se at der var noget skidt i refterne fra væggen, og begyndte at pille det ud selvom det begyndte at bløde mere af det. Han havde vænet sig til det nu, for han havde tit skadet sig selv så han måtte pille skidt ud af sårerne. Da han ikke kunne se mere skidt i refterne slukkede han vandet, og fandt noget bind frem til sin hånd og et stykke stort plaster. Han lagde plasteret på og der efter bindet, og kiggede på sin hånd med sine nøddebrune øjene.

Hun prøvede at fange hans blik, men det var umuligt, han prøvede at undgå at kigge på hende og det gjorde hende bare sur, faktisk, meget sur, hun fulgte hans bevægelser med hendes øjne, hun ville hvae hjulpet ham med at pille skidtet ud af hånde, men lod være, hun ville fakstisk godt have hjulpet ham med det hele, men hvis han blev sur over det så gad hun ikke, da han havde pakket hans hånd ind gik hun hen til ham og tog hans hovede melle hendes hænder og holdte det fast, så det var umuligt for at at fjerne det, hun kiggede ham dybt ind i hans øjne "Okay, hvorfor vil du ikke kigge på mig" Spurgte hun ham med et lidt skarp stone, hun var stadig sur, men ikke vildt meget, hun ville vide hvorfor han ikke gad og han skulle fortælle hende det.

Han fik et chock da hun tog fat omkring hans hovede, og holdte det fast mellem hendes hænder. Han kunne mærke på hende at hun var sur, og kunne slet ikke håndtere det efter sit ansfald. Han hørte det hun sagde og kiggede bare på hende, uden at svare hende med det samme. Ham slog hendes hænder væk fra sit ansigt, og kunne mærke at hans vrede var på vej hvilket slet ikke var godt. "Jeg gider ikke at diskutere med dig, jeg går ind på mit værelse og sover. Jeg kan ikke håndtere dette her nu." Sagde han, og gik ind efter sine ting i stuen. Han gik ind på sit værelse og låste døren efter sig, han satte sig på sin seng og lagde sit hovede ned i sine hænder.

hun kiggede på ham, og var stadig sur, hun blev mere sur da han slog hendes hænder væk, hun blev også sur over det hans sagde og hun kunne mærke hans vrede komme til ham igen, hun stod bare og kiggede efter ham, da han gik ind på sit værelse og låste døre, det tænede hende helt af, han kunne i det mindste havde sagt hvorfor, han havde både såret hende og gjort hende, sur, men hun holdet for meget af ham til at gå, men hun var stadig rasende, hvis hun ikke havde stået i et køkken havde hun ladet det gå ud over ham elelr hans hus, men det ville hun ikke havde, hun fandt istedet for en kniv og satte sig ned på gulvet hun ville fortryde det her, men hun skulle af med vreden på en eller anden måde, hun ville havde valgt at lade det gå ud over ham eller smader hans hus, men så ville deres venskab helt klart være over og det ville hun ikke havde, så hun skade bare sig selv, istede for, som ham også selv havde gjordt. Hun begyndet at skære i sig selv, hun var nød til at bide læberne sammen for ikke at skrige i smerte, hun kunne mærke at vrede aftog stille og roligt, blodet dryppede ned på hende ben, men hun var ligeglad.
Hvor mange snit hun havde lave i sig selv vidste hun ikke, hun lod gniven falde til gulvet me et bom så han sagtens kunne høre det, hun kiggede bare på hendes snit og havde det stadig dårligt over det der sket, hun bankede hovede ind i væggen og skammede sig utroligt meget.

Han kunne se på hende at hun blev mere og mere sur for vær ting han gjorde, men han kunne ikke overskue det i sit hovede. Han magtede ikke at diskutere, han havde bare brug for at sidde lidt for sig selv. Han sad med hovedet nede i hænderne, og prøvede på at trække vejrt roligt og fredfyldt. Han havde meget svært ved det, for han var ikke rolig og han var slet ikke fredfyldt for den sags skyld. Han hørte noget metal ramme gulvet ude i køkkenet, og skyndte sig der ud igen og fik hurtigt øje på hende. Han så hendes blod dryppe ned på gulvet, og så hun bed sig læben fordi det gjorde ondt. "Er du sindsyg Bree!! Hvis du skære forkert kan du få et følses løs område på hånden!" Sagde han oprævet, og tog kniven for at demonstre det. Han satte sig ned foran hende og fast holdte hendes blik, hans blik var roligt men fast. "Se selv her." Sagde han roligt, og lod kniven køre hen af hans håndled. Blodet begyndte at løbe ned af hans hånd, og ned på gulvet sammen med hendes. Hans ansigts udtryk forandredes sig ikke, da kniven ramte hans hud. "Jeg kan slet ikke mærke det." Sagde han lettere vredt til hende. Hvis man kiggede godt efter kunne man se at han havde små fine lige ar hen over håndledet, som gik et stykke op af det. Han blev ved med at kigge på hende med et fast blik, og sagde ikke mere til hende.

Hun hørte det han sagde og kiggede på eller han fastholdte hendes blik, så hun kunne ikke kigge væk, hun slap blidt hendes læber for at sige noger, men der kom ikke nogen lyd ud, hun rømmede sige en smul og prøvede igen "Undskyld" Det var det eneste hun kunne sige, hun havde det så dårligt, over at hun gjorde ham så vred " Undskyld jeg gjorde dig sur, undskyld fordi jeg har ødelagt alting" sagde hun stille og kiggede stadig på ham. Hun ville have taget kniven fra ham, men hun kunne ikke bevæge sig, hendes arm gjorde for ondt, til at hun kunne fortage sig noget overhovedet. Hun kunen tydeligt se på ham at det ikke gjorde ondt og det overraskede hende utroligt meget, hun kiggede på de fine lige ar han havde på arme, så han havde gjort det før og det var derfor han reagerede som han gjorde.

Han betraktede hende med et fast blik, og kunne se på hende at hun havde det dårligt. Han hørte hendes undskyld og rystede på hovedet igen, "Det kan ikke undskyldes Bree. For helvede det kan blive til en vane når man først beynder, ellers ville jeg ikke vise dig det nu! Det er farligt og forkert." Sagde han bestemt, og kiggede hende i øjene. Han hørte det andet hun sagde, men svarede ikke på det. Han tog en klud og puttede kold vand på den, og tog noget plaster og bind frem igen. Han kastede kniven hen mod væggen på en målskive, og ramte den med kniven. Han rensede hendes sår og bandt dem ind bagefter, og rejste sig så igen og gik hen til vasken med tingene igen.

Hun kiggede stadig på ham, de var så glade for et øjebik siden, men nu sidder de begge to og bløder, hvodan kan det bare gå så hurtigt til, hun forstod godt hvad han menet, og hun ville ikke havde det til at blive en vane, men hun var bare så sur på sig selv "Undskyld" Sagde hun igen, han fastholdte stadig hendes blik. Hun lukkede sine øjne og gav et gisp fra sig da han rensede hende sår, da han var færdig tørte hun blodet op og gik hen til ham "Jeg forstår godr hvis du er sur på mig" Sagde hun og kiggede ned.

Han betraktede hende med et lettere koldt blik stadig, og kunne ikke få ud af hovedet at hun virkelig havde skæret i sig selv. Han rystede på hovedet over tanken, og sukkede irriteret over det. Han hørte det hun sagde, men ville ikke svare på det. Han matede snart ikke mere i sit hovede kunne han mærke, han havde brug for musik eller noget at lave for sig selv, i et stykke tid. Han hørte hendes gisp, da han rensede sårerne for skidt osv. "Det er hvad man får ud af at skære i sig selv, og nogen gange mere lidt." Sagde han bare, og kiggede væk igen. "Jeg er sur over det du gjorde." Svarede han på det hun sagde.

Hun kunne ikke lide hans kolde blik, hun kunne ikke kigge på ham, hans kolde blik, gjorde nærmest ondt, det var som om det brændte ind i en, og hun kunne ikke lide det, hun kiggede væk og ned i jorden, hun hørte hvad han sagde "Undskyld at jeg gjorde det, men jeg blev så sur på mig selv over det jeg gjorde, og det får mig til at gøre dumme ting" Sagde hun, mens hun kiggede ned i jorden " Men det vil forsvinde igen, men at jeg har dræbt 2 mænd, det vil ikke forsvinde" Sagde hun og kiggede op på ham, men fjernede hurtig blikket igen "Du må ikke fryse mig ude eller være sur på mig jeg ber dig, jeg gider ikke skændes med dig, du betyder altså alt for mig" Sagde hun og kiggede på ham, uden at fjerne hendes blik fra ham.

Han kiggede på hende med et lettere tomt blik, og havde lagt armene over kors. Han lyttede til det hun sagde, uden at sige noge i mens. Han rystede let på hovedet over det hun sagde, "Det er ikke nogen undskyldning Bree, og det ved jeg fordi at den brger jeg tit overfor andre." Sagde han, og kiggede væk fra hende. Han kiggde rundt i køkkenet og hørte så det hunsagde om at fryse hende ude. Han sukkede lidt over det, og knyttede lidt sin ene hånd. "Jeg magter ikke det her lige nu, jeg har brug for at være alene." Sagde han stille, og beyndte at gå ud af køkkenet.

Hun kiggede væk fra ham da hans tomme blik kom igen, han var sur på hende og han ville sikkert bare havde hende ud af hans hus. Hun lyttede til hvad han sagde, hun gav et kort oh lydløs suk fra sig, det var altså ikke noget hun bare 'Brugte' Hun gjorde dumme ting, når hun bliv sur over noget hun havde gjort og hvis hun bare 'Brugte' det ville hun havde svært ved at sige det og hendes stemme ville lyde forkert, så hun 'Brugte' det altså ikke.
Hun blev ved med at kigge væk fra hans tomme blik og hørte det han sagde, hun kiggede først op da han begyndte at gå ud af køkknet, hun ville til at tage fat i hans arme, men hun lod være, da hun vidste at det bare ville gøre det hele være.
Da han var væk bevægede hun sig ind i stuen, hun satte sig ned med at suk, hvorfor skulle hun være så dum, hvorfor? Hun trak sine ben til sig og nogen enkle tåre røg ned af hendes kinder.

Han kunne se at hun kiggede væk fra ham, da han kiggede på hende med sit tomme blik og utryksløst ansigts udtryk han havde. Han vidste godt at hun havde det dårligt med det, men han vidste ikke hvad han mere kunne gøre ved det.
Han dumpede ned på gulvet foran hans seng inde på sit værelse, og gemte sit ansigt i sine hænder. Han sukkede for sig selv, og tog en dybindånding igen. Han rejste sig igen og gik hen til sit anlæg, og satte noget lavt musik på unden sang. Han lukkede øjene og begyndte at synge med på melodien, sangen hed everybodys fool af Evanescence.

Hun satte sig op i sofaen og sukke tungt, hun slog sig kort i hovedet og mumlede noget til sig selv, hun havde bare lyst til at smadre der hele, men det ville bare gøre det endnu være. Hun havde brug for at køle ned, hun gik hen mod badeværelset og lukkede døren efter sig, hun stillede sig hen til vasken og plaserede sine hænder på kanten, hun kiggede sig selv i spejlet "Hvad er det for en dum og grim pige, hvordan kan de kigge på dig selv efter det her" Sagde hun rasende til sig selv og hun havde ret, hun tændte for vandet og tog noget i hovedet, hun kiggede på sig selv igen, men det var det samme, hun slukkede for vandet igen og satte sig ned på gulvet og gemte sit ansigt i hendes hænder, mens hun græd.

Mattin gik frem og tilbage hen af sit træ gulv på sit værelse, mens han sang videre. Efter han havde synget færdig på sangen, kiggede han ud gennem vinduet med sit tomme bilk. Han tog en dynbindånding og begyndte at synge igen, men denne gang af sine lyngers fulde kraft. Denne gang sang han bring me back to life, og viste alt hvad han havde. Han havde en fantastisk sang stemme, og brugte sang til at blive sig selv igen. Hans sang fyldte hele huset, så alle i det kunne høre det.

Hun sad på gulvet med hendes ansigt i hendes hænder da hun hørte ham synge, det lød fantastisk, det fik alle de dårlige mindre væk og gode frem, hun rejste sig stille op og gik hen mod hans dør, hun satte sig ned foran den og trykkede sine knæ ind til sig, en hver anden ville nok have banker på og gå ind, en hun vidste at han havde brug for at være sig selv, så hun valgte bare at sidde udenfor hans dør og lytte til ham synge, det hjalp en smule på hendes humør, det gjorde hende mere glad og det lød også til at det hjalp ham.

Han blev ved med at gå frem og tilbage hen af gulvt, mens han sang videre. Han hørte noget dumpe ned foran hans dør, og kunne godt regne ud at det var Bree. Men han havde ikke lyst til at snakke med nogen lige nu, og begyndte at synge videre på en anden sang. Han var ved at blive helt rolig, og begndte at smile lidt for sig selv. Han kiggee hen mod døren og fik sig en ide, og fniste lidt over den. Han bgyndte at synge en ny sang som hed if you were gay, med et stort smil på læberne.

link til sangen XD : https://www.youtube.com/watch?v=BuR5YMyfeNI

Hun blev ved at sidde og lytte til ham synge, hun var i bedre humør, hun sad og vuggede i takt med musikken, hun lukkede sine øjne og blev mere afslappede, alt hendes vrede forsvandt og belv erstattede med glæde og godt humør.
Hun kunne høre ham fnise en smule og det kunne kun betyde at han faktisk var i godt humør igen og at han var mere rolig, hun lyttede en smule opmærksomt til den han begyndet at synge nu og kunne ikke lade være med at grine, hun tog en hånd op for munden for at stoppe
hendes latter eller dæmpe den, så han ikke kunne høre den, hun ville ikke forstyrre ham, men det var sikkert forsten nu.

// Hahaha, hvad sker der for den sang xD //

Han sang den færdig og hørte hendes latter uden for døren, og kigede på den med sine nøddebrune øjene som igen havde fået deres blide glimt igen. Han sukkede dybt af ro, og følte sig frdfyldt og afslappet igen. Han gik hen mod døren og kiggede på den, inden han åbenede den og begyndte at synge igen med et grin. Han begyndte at synge find dit smil igen, mens han kiggede ned på Bree med blide øjene.

//Den er awsome XD

Hun sad bare og kiggede på døren, mens hun prøvede at holde hendes grin tilbage, men det var dog en smule svært og hun vidste godt at han gjorde for at de begge kom i bedre humør og det virkede utroligt godt, han var bare så herlig.
Hun kiggede op, da døren blev åbnede, hun kiggede ind i et blidt blik og var helt rolig hun gengældte hans blik og smilte varmt til ham, hun rejste sig op og kunne ikke lade være, hun sprang hen i hans arme og knurede ham ind til sig, hun var bare blevet så glad igen "Du synger fantastisk" Hviskede hun blidt ind i hans høre og lukkede sine øjne i.

// Ohh..The hell year xD Var flad af grin xD //