Lost in thoughts.. or in life? (Åbent)

Tamora var lige ved at ryste på hovedet af katten, da den faktisk besluttede sig for at tale. Måske var den lidt mere ynkelig, end den gav sig ud for. Der var ingen kamp i katten, blot forsøg og atter forsøg, på at undgå alt det slemme i verden. Hun rejste sig langsomt op, blot for at give katten tid til at opdage hun ikke ville skade den lige i øjeblikket, og at den ikke behøvede at sætte kløerne i igen, eller springe i sikkerhed. Nok var den ækel, men det var ikke hver dag man mødte en talende kat.

"Og jeg ville virkelig foretrække, at der ikke sad en talende kat på min skulder. Men vi kan ikke alle være heldige, vel?"

Hun skulede irriteret til katten, men besluttede at vende blikket mod den noget overraskede Malou. Hun kunne stadig huske fornemmelsen af kattens kolde ord mod sit øre, og forstod udmærket kvindes reaktion.

"Rolig nu. Nej de taler ikke, men den her skabning, besluttede vist at gøre det alligevel."

Hun satte den ene hånd i siden, da katten faktisk ikke var helt let at have på sig. Den virkede en del større end sine artsfæller, og selv om Tamoras styrke var langt fra lille, vejede den dog også en smule mere end sine artsfæller. Så i længden, blev det noget af et arbejde.

"Enig... Men du er ikke nogen almindelig kat. Hvad er du?.."

Selvom hun havde opdaget lidt af de væsner der efterhånden fandtes i denne verden, mindedes hun intet om sære, kolde, talende og gigantiske katte. Den var rimelig ny.

Yaran betragtede roligt Malou mens det gik op for hende at han faktisk kunne tale. Hendes reaktion mindede ham lidt om et menneskes og han blev i tvivl om hvor vidt han kunne afsløre mere for denne kvinde, men han kunne jo altid slå hende ihjel. Han vendte hele tiden tilbage til denne tanke, det kunne være sjovt at fjerne det selvsikre smil fra kvindens ansigt. Han lo let over hendes reaktion, en følelsesforladt, kold latter. "Hvordan kan du være sikker på at vi ikke gør?" spurgte han roligt.

Han kiggede på Tamora da hun beklagede sig over at han sad på hendes skulder "Du kan da bare bede mig om at flytte mig" svarede han uinteresseret, men flyttede sig ikke. Han gad ikke behage denne kvinde før han behøvede at gøre det. Han balancerede roligt på hendes skulder, både mens hun rejste sig og mens hun stod stille. Han beregnede roligt afstanden til den nærmeste gren, den var stadig inden for rækkevide, det blev faktisk næsten nemmere at nå den nu hvor kvinden havde rejst sig. Han valgte nok at springe derop hvis kvinden faktisk endte med at bede ham flytte sig. Han kiggede på dem skiftevis mens de snakkede til ham og til hinanden.

"Og din menneskelige fremtoning er mere charmerende" spurgte han kort for hovedet, mennesker var nok, efter hans mening, de mest uelegante og ucharmernde væsener, derudover var deres styrke også forsvindende lille. Hvis denne kvinde valgte at kritisere hans katteform, så var hun nok ikke opmærksom på hvordan nogle overnaturlige så på mennesker. Deres dæmpede reaktioner ledte ham dog i retning af at de ikke var helt almindelige mennesker.

Han kiggede tilbage på Tamora "en talende kat?" foreslog han prøvende for at de om de ville godtage den forklaring.

Den kolde latter ramte Malou som et slag i ansigtet. Det var lang tid siden, nogen havde leet af hende på denne måde. Bestemt ikke noget hun værdsatte. Det var også lang tid siden, at hun havde haft sådan en inderlig trang til at kværke et andet væsen. Trangen skjulte hun godt bag det selvsikre smil. Hun havde ikke i sinde at gøre det... endnu.

"Alle de katte jeg har drejet halsen om på har ikke, som du, bedt for deres liv. Derfor gik jeg ud fra, at de ikke kunne tale."

Hun sagde det truende, men også en smule henkastet. Indholdet af hendes ord var langtfra sandt. Hun havde ofte haft lyst til at tage en kats liv, men havde altid fundet dem for ubehagelige og udspekulerede, til at nærme sig dem. Det var bestemt ikke en frygt for dem, efter Malous mening, men bare en oplevelse, som hun udskød til en anden god dag. Hun var da også glad for, at det ikke var hendes skulder, som katten sad på.

"Vær du bare glad for, at det er min menneskelige fremtoning, du ser på,"

svarede hun, forsat med en truende klang, men sammentidig med sit hånende smil. Hun havde på fornemmelse, at disse truende kommentarer, ikke ville have en særlig stor effekt på katten.
Hendes blik hvilede på kattens. Det kunne da ikke bare være en talende kat.. Så var den i hvert fald den eneste af slagsen. Hun håbede at kvinden kunne få svaret på, hvad den i virkeligheden var for en skabning.

Tamora stod fortsat med katten på skulderen, og fulgte med i deres samtale. Katten lod ikke til at være speciel venlig, eller åben, overfor nogen af dem. Men så igen, ønskede de ikke ligefrem katten noget godt heller. Ikke fordi hun ligefrem forstod meningen med det hele, eller pludselig kunne lide katten, men hun forstod da i det mindste, dens 'fjendtlighed' overfor dem.

"Hvem siger at han har tid til det, når vi går i gang?"

Hun havde ikke tænkt sig at dreje halsen om på katten. Nok kunne hun være hidsig, led og morderisk. Men alligevel virkede denne kat en smule for menneskelig, til at hun lystede. Desuden var den spændende. I en sygelig afsides krog, af den verden der gav mening. Kommentaren var blot en irritere bemærkning, over katten der tydeligvis havde føringen i denne samtale.

"Jeg kunne også bare skubbe dig ned?"

Hun vendte hovedet, blot et par få centimeter, og stirrede direkte på katten, med et bredt og overdrevent smil. Blot et enkelt velrettet puf, og den ville få en mindre flyvetime. Dog ønskede hun ikke sit tøj ødelagt, så hun undlod atter engang at røre den sære kat.

"Jeg er ikke komplet idiot. Katte taler ikke!"

Hun var ved at blive godt træt af den lille leg. Katten måtte være forhekset, siden den talte. Men dens opførsel virkede som om, at det næsten var et rigtigt menneske. Fandtes der virkelig magi til det? Malous sidste kommentar rev hende ud af tankerne, og fik hende til at hæve det ene velplukkede øjenbryn overfor Malou.

"Din menneskelige fremtoning?"

Så var kvinden muligvis speciel. Det, eller gak.