Walking with the dead.

"Der kommer jeg ikke rigtigt," svarede han og kravlede derefter op i et træ.
Han stod deroppe og så rundt. "Hm.." mumlede han lavt og kastede derefter et blik ned på Cisse. "Vi kunne prøve at gå mod nord," sagde han. "Så kan du vise mig den nordlige del af skoven," sagde han.

Hun smilte og nikkede.
"Hvorfor ikke?" Hun sprang op ved siden af ham.
Så kastede hun sig over til den næste gran og lavede en salto inden hun svang sig op på grenen.
Hun var knap landet før hun fløj videre.

Vicente fulgte efter hende. Han havde ikke rigtigt prøvet at bevæge sig igennem skoven ved at hoppe fra træ til træ. Han var altid bare gået imens han studerede sine omgivelser eller spillede på sin fløjte.
Dette gik selvfølgelig hurtigere, men Vicente kunne lide at studere sine omgivelser.

Hun stoppede brat op.
"Jeg er sulten." Mumlede hun og så sig om.
Et menneske var tæt på. "undskyld mig." Hun sprang væk. Mod syd.
Her fandt hun mennsketstå og ryge.
Hun trrak på næsen, det var sådan noget dårligt blod .
Hun sprang ned foran mennesket.
Han ¨så forskrækket på hende mens hun gik tættere på.
Hun smilte sødt til ham inden hun satte tænderne i ham.
Han skreg af smerte og det fik hende til at smile.
Der lød et højt knæk.
Og han skreg igen.
"Smerte er godt. Smerte er din ven. Når du kan mærke smerte ved du at du er i live." Hviskede hun sødt i hans øre og satte tænderne i igen.

Vicente hoppede ned på jorden og stak derefter sine blege hænder i lommerne.
Han så kort mod hende, men rettede derefter sine grønne øjne frem for sig og fortsatte med at gå.

Endnu et knæk også var hun ved siden af ham.
"Undskyld." Sagde hun, det røde flød nu i hendes øjne.
Hun ville hellere springe. Men hvis han bedst kunne lide at gå, gik hun.

"Undskyld ikke," sagde han blot og hoppede derefter op i det nærmeste træ. "Det er sådan her du foretrækker det, ikke?" spurgte han, men ventede ikke på svar. Han begyndte at hoppe fra træ til træ. Det var nu heller ikke så slem en måde at bevæge sig igennem skoven på.

Hun begyndte at smile.
"jo." Hviskede hun og hoppede efter ham
"Vi er der snart."

Vicente svarede ikke, men ventede bare på at de var der. Han så rundt imens han hoppede fra træ til træ. Han havde ikke været her før, men det var ikke meget anderledes fra den anden del af skoven syntes han.

Hun stoppede op og hoppede ned.
"Her er min lejr." Sagde hun og smilte lidt.
Det var et lille telt.
Det vækkede ikke opsigt, det så helt normalt ud.

Vicente hoppede ned og så på hendes telt. "Ikke særligt stort," sagde han og trådte hen til det. "Men det er vel bedre end ingenting," sagde han og rettede så sit blik mod hende. Det var vel også meget nemt at flytte på. Vicente kunne jo ikke ligefrem flytte sin hytte hvis han ville bo et andet sted, det kunne hun med sit telt.

Hun nikkede.
"Jeg bruger dte for offentlighedens skyld." Sagde hun og trak på skuldrende.
"Det er alt jeg har brug for.

"Hm.. Inviterer du mig indenfor eller skal vi stå her og snakke?" spurgte han og rettede derefter blikket mod teltet, der var vel plads til dem begge i teltet. Han rettede kort blikket mod himlen.
Himlen var sort, det var den altid når man var her i skoven syntes han.

"Træd indenfor i mit ydmyge hjem." Sagde hun og smilte.
Hun lod han gå ind først.
Hun strakte sig.

Vicente trådte ind og satte sig derefter, så der var plads til, at hun også kunne komme ind og satte sig. "Er det her en fast lejr eller flytter du rundt i skoven?" spurgte han og hvilede sine grønne øjne på hende.

"Jeg har været her en uge." sAgde hun og smilte til ham.
Hun gik ind og satte sig i det andet hjørne.
"Men jeg flytter rundt omkring."

Vicente nikkede kort og kørte derefter sit lange sorte hår om på sin ryg.
"Men ellers holder du dig til denne del af skoven?" Spurgte han. Det var sikkert derfor han aldrig havde mødt hende får deres møde på stranden.

Hun nikkede roligt.
"Jeg hørte om at den nordlige var optaget af en anden." Hun grinte. "Det må have været dig." Sagde hun.
Hun havde tænkt på at slå sig ned her.

"Jeg ejer skam kun det lille område omkring min hytte, hvilket er en meget lidt af den del af skoven," sagde han. "Så længe mine mennesker eller mit kunst ikke blive stjålet, så har jeg ikke noget imod besøgende," sagde han.

Hun grinte muntert.
"De overdrev. Men det var jo også bare mennesker." Grinte hun.
Hun lænte sig tilbage. Søvnmanglen havde sat sine spor.

"Mennesker.. Tåbelige væsner," sagde han og rystede kort på sit hoved. Han betragtede hende med sine grønne øjne. "Er du træt?" spurgte han. Han sov ikke meget selv, men var dog ikke træt. "Jeg kan godt gå, hvis du gerne vil sove," sagde han.

Hun rystede på hovedet,
"Det er ligemeget." Sagde hun og smilte. "Jeg har et evigt liv. Der er nok tid."
Hun smilte til ham og så på ham.

"Okay," sagde han og nikkede stille. "Jeg tror også, at jeg snart må se at vende kursen hjemad," sagde han. Han så mod teltets udgang og kløede sig let på sin blege kind. "Eller vil de have, at jeg bliver?" spurgte han så.

Hun smilte roligt.
"Ja det vil jeg. Men jeg vil også have du selv bestemmer Det Vincete."
Sagde hun og trak på skuldrende.

"Så kan jeg vel godt blive," sagde han og rettede sine grønne øjne mod hende igen. "Men så lad os i det mindste finde noget at lave," sagde han. Normalt kunne han godt bare sidde og være stille, men der havde han normalt også sin kunst at tænke på. Det gad han ikke tænke på lige nu og her kunne han heller ikke arbejde på sin kunst.