Reeeegner! -.-''

Sted. Gæææt! xD
Omkring. Mennesker :O
Vejr. Det regner
Tid. 21.32
Dag+ dato. IRL!
Påklædning. Hvid skjorte, stramme jeans, sort lang frakke og converse all-star sko

Roses skridt kunne høres mod det våde fortorv. Store vandpytter lå overalt og oversvømmede det hele. Hun var drivvåd og havde ingen paraply. Et irriteret suk undslap hendes læber og havde ikke troet at det ville have haft regnet da hun havde taget afsted i morges. De fleste mennesker som gik rundt udenfor havde paraplyer eller bare fornuftigt tøj på. Rose gik hen af gaden og var glad for at hun snart var hjemme og var endnu mer glad for at hun ikke havde gået ind i nogle problemer eller bare andre væsner i nogle dage. Hun begravede sine hænder i sin frakkelommer og smilte svagt.

I en lille skummel gyde stod en person, der næsten smeltede ind i skyggerne.
De fleste der bare gik forbi ham, ville højst sandsynligt ikke bemærke ham.
Men folk der ligesom man selv var lidt udover det sædvanlige ville kunne lygte
ham, fornemme ham ja kort sagt ville de ikke overse ham...
Regnens tunge dråber havde gjordt hans mørke hår vådt, men han var ligeglad.
Ligeglad med at de klaskede mod hans blege hud. Hvorfor skulle han bekymre
sig om det? Det var jo blot noget hår..

Rose gik langsomt over mod det sted hvor personen stod. Hun kunne langsomt mærke hans tilstedeværelse og lod sit blik gå rundt omkring for at finde personen. For hvert skridt hun tog blev følelsen stærkere og hun fik derefter hurtigt øje på den skumle gyde og vidste at der kun fandtes problemer dér. Hun stoppede ved siden af den og kunne ikke ses af personen inde i gyden og ville bare se om hun kunne finde ham inden at han fandt hende.. Se hvem denne person var og få at vide om han enten var en ven eller fjende.

Gaspard stod helt stille. Ikke så meget som et åndedrag undslap ham. Gaspard
trak aldrig vejret. Det var en irreterende støjende vane som han havde bemærket
at flere vampyre havde tilegnet sig. Dog var han ikke en af dem... Men lige nu
var det ikke dette der trangte sig på i hans tanker. Det som trængte sig på var
nogle problemer der gjorde ham fraværrende udaftil. Han bemærkede ikke rigtig
om nogle gik forbi ham. Ikke fordi han regnede med at der ville være den store
aktivitet i gyden. Og det var så grunden til han stod der...

Rose kunne intet høre og mumlede et eller andet og lod sig så langsomt og forsigtigt gå over til gydens åbning og lod sit blik gå rundt. Hun kunne svagt skimte en person i skyggerne og lagde hovedet let undrende på skrå og tænkte på hvad denne person lavede i sår'n en skummel gyde. Hun kunne mærke regnen mod sin hud, men ignorerede det og gik et langsomt og forsigtigt skridt ind i gyden og tættere på personen.

Gaspard stod stadig dybt forankret i sine tanker. Og ignorede derfor
lugten fra et andet væsen. Han gned sine tændinger mens han tænkte
og prøvede at finde et svar på de problemer der var i hans tanker.
*tænk for fanden da! tænk nu!* rungede hans egen stemme i hans hoved.
Med et rettede han hovedet op og så med et fast blik ud i regnen. Det
lignede at han var blevet opmærksom på sine omgivelser. Dog var dette
ikke tilfældet.

Rose stoppede hurtigt op da fyren så op, men fandt ud af at han endnu ikke havde opdaget hende. Hun gik de sidste skridt over til ham og stod kun en armslængde fra ham. Hun så stadig undrende på ham og tænkte på om han bare var et menneske som var dybt i sine tanker, da fyren ikke så ud til at ligge mærke til hendes tilstedeværelse.. Men nej! Rose kunne mærke at denne fyr var et væsen. Hun lod langsomt og tøvende sin pegefinger prikke fyren på skulderen "Øhm.. Hej?" sagde hun lavmælt og så op på hans ansigt og syntes at han så ret så tænksom ud.

Gaspard tvang sig selv ud af sine tanker da han mærkede en fysisk kontakt.
Han lukkede kort sing øjne for lige at få sit hoved i orden. Nu blev han rigtig
opmærksom på lugten der hang i luften. Gaspards saner var nu helt aktive
og intet ville rigtig kunne overraske ham pt... Han hørte en pige sige noget til
ham. Pigen var kilden til lugten. Det var sikkert.
"Hej" Svarede han med en stemme som var kold, hård men samtidig også blød
og høflig.

Rose hørte hvordan hans stemme var og vidste med det samme at han var vampyr. Rose tog en dyb vejrtækning for at holde sig selv ved siden af fyren og for at forholde sig rolig. Hun brød sig ikke rigtig så meget om vampyre som hun ikke kendte "H-hva laver du herude? Altså.. I regnen og sår'n.." sagde hun og blev ved med at se op på fyren og så helt rolig og lød oss sår'n semi-rolig.

Hans instinkter var vagtsomme og havde allermest lyst til at gå til angreb på
hende, men hans fornuft sagde det modsatte. Hun havde jo ikke gjordt noget...
Endnu.. så der var ingen grund til at starte en kamp.
"Jeg står" sagde han og vidste hvor dumt det måtte lyde, men han vidste ikke
helt hvad han skulle svare, og skyndte sig derfor at skubbe bolden over til hende.
"Hvad laver du herude? Alene i regnen" Stadig var hans stemme
kold, hård og blød.

"Jeg går" svarede hun lige så dumt tilbage og lagde armene over kors "Og drop venligst den der kolde tone, tak" sagde hun roligt og følte sig ikke særlig bange for vampyre med den tone.. Bare irriteret..
Hun så op på ham og trak så på skuldrene og lod sit blik gå ud på gaden hvor at der langsomt blev mere og mere øde og regnen blev mere og mere kraftig.

"Virkelig?" spurgte han med et hævet øjenbryn.
"så går du godt nok... stående" han havde holdt en lille
kunstpause mens han lod som om han ledte efter det rigtige ord.
"Ærlig talt så nej. Jeg hverken kan eller vil" Sagde han med
uforandret stemme. Grunden til at hans stemme var hård og
kold var af vane. Det gjorde det så heller ikke bedre at det
var en Engel han stod overfor...

Rose trak på skuldrene "Måske.. Men nu er jeg jo oss stoppet med at gå" sagde hun og så op på ham og fnøs irriteret da han sagde at han hverken ville eller kunne stoppe med sin kolde og hårde tone. Hun kløede sig i håret og så ham ind i øjnene "Fint.. gør som du vil" mumlede hun ligegyldigt og strøg sit hår væk fra sit ansigt.

Gaspard så på hende med et udtrykløst blik.
"Så går du vel heller ikke mere" Han vidste at dette kunne
lyde rigtig provokerende, og at han i det hele tage lige nu
virkede provokerende. Både fordi han ikke ville løsne op i
sine stemme og hans svar på det hun sagde... Det var tildels
bevidst og tildels ikke. På det punkt hvor det var bevist var
det pga han havde det kedeligt.
"men tak det er jeg da gald for at hører" hans stemme var som
før, men dog var der et lille smil på hans læber.

"Er du født provokerende, eller er det noget du har øvet dig i?" spurgte hun irriteret over det han sagde og blev ved med at se på ham og følte sig egentlig lidt lettet over at se hans svage smil. Så vidste hun i det mindste at han var i stand til det.

"Mig? provokerende?" Spurgte han og det lille smil blev trods
hans stemme uskyldigt, og fik ham til at se helt sagelig ud. Ja
han lignede det som mennesker ville kalde for en engel. Selvom
hans stemme var hård og kold kunne det høres at han lavede sjov.

"Jaah.. Du er ikke ligefrem god til at snakke ordentligt til folk" sagde hun og så op på ham og lagde sine arme over kors og smilte svagt over ham.

han tog en teatralsk mine på.
"Miiiiiiiiiiiig?" spurgte han og for første gang siden deres samtale
begyndte indeholdt hans stemme mere end blot den sædvandlige
kolde, hårde og bløde tone.
"Jeg er da en af de væsner som kan være høfligst" Sagde han
stadig med et lille smil. Smilet var nu blevet underfundigt, og lige
efter at han havde sagt det sidste var der en som prikkede hende
på skuldren. Den som prikkede hende på skuldren var en tro kopi
af ham, dog var den tro kopi klædt i et sort jakkesæt, og udstrålede
høflighed..

Rose grinte lavmælt "Yeah, riiiight" sagde hun sarkastisk og vendte sig langsomt om da hun blev prikket på skulderen. Hun så med store øjne da en mere høfligere version af ham dukkede frem "Hvad iiii.." mumlede hun lettere forvirret og så ikke tilbage på den version af ham som hun havde stået og snakket med fra starten af.

Smilet voksede på hans læber. Det var hans form for et grin.
Han vidste at hans evne tit havde det med at overrumble folk.
"Jamen godaften" Sagde kopien med en varm og venlig stemme,
der var totalt modsat af den rigtige Gaspards.

"G-godaften" sagde Rose usikkert, men lød dog stadig varm og venlig. Hun smilte op til ham og prøvede at få sit blik væk fra ham for at se om den rigtige version stadig stod bag hende.

"forvirret?" spurgte begge Gasperd'ene med en stemme. Dog var
der forskel på tonernes stemmeføring, og det var umildbart den
eneste forskel der var på dem.
"Miss. har De en fortrindelig aften?" spurgte kopien venligt. Kopiens
blik var muntert og strålede af positivitet, men den oprindelig stadig
stod med den kolde facade. Og nu i kontrast til kopiens virkede han
blot endnu mere kold og utilnærmelig.

"Virkelig forvirret" sagde hun og kunne ikke få sin stemme end en lille hvisken. Hun lod sit blik gå hurtigt over på den kolde og über-provokerende version, men lod derefter sit blik gå tilbage på den høflige version af ham og kunne intet andet end at smile og nikkede svagt, men tvang sig så til at svare "Jah... Det har jeg.. tak" sagde hun lavmælt og så ham ind i øjnene.

"vil De have jeg skal smutte igen?" spurgte den høflige, venligt.
"Det glæder mig usigeligt meget at hører" Sagde den høflige
meget venligt. Han var det perfekte eksempel på dette.
Den oprindlige Gaspard stod stadig i alt sin kølighed og afventede
hendes svar. Skulle han fjerne sin illusion eller holde den kørende lidt endnu.

Rose så væk fra dem begge og mumlede et eller andet og trak derefter på skuldrene "Jeg er lidt ligeglad.. Vil helst undgå at begynde at håbe på at en rigtig version af en person ville blive ligesom en falsk kopi.." sagde hun lavmælt, selvom at hun hellere ville have at den uhøflige og kolde version skulle skride.. Eller bare blive mindre kold og hård og sår'n