Reeeegner! -.-''

Rose gik hurtigt et skridt tilbage da han tog et skridt frem og ville ikke lade ham gøre hende fortræd igen.

Han skubbede hende op i mod muren. Han havde et sulten blik.
Ikke sulten som et af de menneskeafskum. Nej et sulten blik
som et barn der får øje på sit yndlingsslik, og bare må smage...

Roses ansigt skiftede sig fra vredt til bange da hun blev skubbet op af en mur og prøvede hurtigt at komme væk fra ham. Hvis det ikke havde været for at hun var bange for at blive bidt havde hun blevet og kæmpet mod ham.

Gaspard greb fat om hendes arm. Hun skulle ikke flugte.
Ikke nu da katten var ved at indfange musen for at nyde
godt af sin fangst.
Han blottede sine skarpe tænder og lød sin tunge glide over
dem. De skulle være glad til at indtage Engleblod. Det var jo
ikke hver dag at der stod guldblod på hans menu.

Rose kunne mærke alt blodet forlade hendes ansigt i ren frygt "Gaspard! Lad vær! Ikk gør det!" sagde hun bange og lød ikke det mindste snerrende og prøvede at hive sin arm til sig og så sig omkring efter noget at hjælpe hende.

Gaspard lagde sin anden hånd på hendes kind/kæbeparti.
På den måde ville han lettere kunne blotte hendes hals.
Han kunne selvfølgelig ha' drukket af hendes arm, men der
var bare noget som skulle drikkes på en særlig måde.
Gaspard overhørte hendes ord. De var uden betydning..

Rose så tilbage på Gaspard og greb hurtigt fat i hans hånd som var ved hendes kæbe og skubbede den hurtigt væk. Hendes hjerte bankede i hurtige og paniske stød og hun kunne mærke at hun rystede svagt. Nu ville hun bare væk fra ham.

Gaspard greb fat om hendes kæbe igen. Han lagde hovedet på skrå
og kom tættere og tættere på hendes hals. Hans greb, om både
kæbeparti og hånd var fast og ikke lige til at skubbe væk.
Gaspard var nu kun få cm væk fra hendes hals, der så så lækker
og indbydende ud..

"Stop!" hylede hun og prøvede for alvor at komme fri og prøvede at sparke ud efter ham og prøvede at vride sit ansigt fri fra hans greb og prøvede at skubbe hans hoved væk med sin stadig frie hånd.

Den eneste Gaspard gjorde som svar på hendes reaktioner
var at slå hendes hoved ind mod muren. Ikke så det begyndte
at bløde, men heller ikke så det ikke gjorde ondt. Hans tænder
var nu kun få mm fra hendes glatte hud. Hans læber mødte
huden, for folk der ikke viste hvad der skete kunne dette godt
ligne at han kyssede hende, dog var det langt fra tilfælder.. Hans
to skarpe tænder borede sig ind og han kunne nu smage det
søde blod..

Hun lavede et lille smertefuldt støn da han slog hendes hoved ind mod muren. Hun stod lidt og så sig fortumlet omkring og blinkede et gange da der var kommet hvide pletter for hendes blik, men spilede derefter sine øjne helt op da han bed hende. Hun greb hurtigt fat i hans hals og stramte sine fingre omkring den og prøvede at få ham til at slippe. Hun lavede nogle små hulkende lyde og klemte sine øjne hårdt sammen.

Han mærkede det søde blod på sin tunge. For derefter at mærke
det glide ned igennem sin hals. Han stod som lænket fast til hendes
hals. Ude af stand til slippe, hvis han ønskede. Hendes blod smagte
bedre end han havde forventet. Havde det noget med at hun hed
Rose? Nej.. Det måtte være fordi hun var stærkere. I hvert fald var
blodet lækkert. Gaspard ignorede forsat hendes forsøg på at få ham
væk.

Roses greb blev løsere og hun havde til sidst et helt løst greb i hans hals og lod sine hænder gå over på hans skulder og havde et greb i hans jakke så hun ikke ville falde om når han gav slip på hende. Hun kunne mærke at hendes hoved blev helt let i det og hun blinkede træt med øjnene og gjorde nu ikke noget modstand. Hun kunne mærke hendes blod langsomt forsvinde i sine åre og det var ikke lige just nogen rar følelse.

Gaspard mærkede at han var ved at være mæt. Det var vist
mere en form for snack-sulten havde havde været. Med en
kræftanstrengelse trak han sine tænder til sig. Dog slikkede
han lige såret inden han satte en finger på det. Der skulle ikke
gå noget til spilde. Han stak en hånd i baglommen og fiskede at
plasefrem. Det havde lige en størrelse så det vill dække såret.
Med hurtig og rafineret hånd fik han taget det hvide af og sat det
over de to små huller. Nu kunne der ikke gå blod til spilde. Han tog
et skridt tilbage og så på hendes. Der var noget forandret ved hans
blik..

Rose var tvunget til at give slip på ham da han gik et skridt væk fra hende. Hun svajede lidt faretruende og lændte sig så op af muren bag hende og så op på Gaspards øjne og kunne godt se noget forandret ved dem. Hun havde et træt blik og så ret bleg ud. Hun tog sig forsigtigt til sin hals hvor han havde bidt og kunne mærke hvor øm hun allerede var blevet.

Han stod tavs og så roligt på hende.
"Du er stærk" mumlede han lavmeldt. I hans stemme kunne der spores to ting.
Den ene var respekt den anden var en kølig underfundig morskab. Hans blik
var som hans stemme, dog var det ikke længere sulten.

"Skal det forestille en kompliment? Er det nu jeg skal sige tak?" spurgte hun køligt og udmattet og så op på ham og blinkede et par gange for at prøve at få den pokkers svimmelhed til at gå væk.

Han trak på sine skuldre.
"Må du selv om. Det var godt nok mere en slags konstarering." hans stemme var uforandret.

"What ever" mumlede hun og så på ham og kunne mærke at hun ikke var så svimmel længere.