Reeeegner! -.-''

han mærkede lussingen og drejede hovedet da slaget ramte.
Havde han været et menneske ville det ha' gjors usigeligt
ondt, men nu da han var vampyr kunne han ikke mærke
noget. Han sendte hende et hånligt smil da han drejede hovedet
og så på hende.
"Nåå er det, dét bedste du kan præstere basse?" Han vidste at
han højst sandsynligt ville få en ting lussing, men who cares?

Rose så vredt på ham "Ikk kald mig det!" gentog hun snerrende og knyttede sine hænder hårdt sammen og lod den ene hånd gå gennem luften, mod hans anisgt.

Med en lyn hurtig bevægelse var hans hånd
rundt om hendes knyttede. Et grumt smil
skilte hans læber og afslørrede hans tænder.
"Nåå ikke det bevingede basse?"

Rose så på Gaspards hånd som havde gået omkring hende. Hun så fra hans hånd op til hans ansigt. Hendes ansigt havde først været overrasket og lidt bange, men ændrede sig så til vrede "Nej! Jeg vil ikke ha det!" snerrede hun vredt og hev hurtigt sin hånd til sig.

Gaspard gjorde intet forsøg på at holde fast om hendes hånd.
"Der er så mange ting her i livet man ikke vil have" sagde han
med en tom stemme, der samtidig indeholdt en form for kulde
og .. var det sorg?

Rose så på ham og så stadig vred ud og kunne godt høre hvordan han snakkede og smilte hånligt, men spurgte ikke ind til det. Hun havde stadig sine hænder knyttet hårdt sammen og var stadig klar til at slå ud efter ham.

Han rystede kort på hovedet, og det virkede som
om han med et vågnede op og igen kom i tanke
om hvad det var han lavede her. "Nå men lille vinge
basse. Æder du så tit basser?" spurgte han lettere hånligt
og overlegent.

Rose så tilbage på Gaspard med et vredt blik "Hvis du mener med dounuts og sår'n, så ja.. Og ved du hvad? Jeg kan faktisk blive ordentligt mæt af dem.. Det kan du jo ikke" sagde hun og smilte hånligt og lagde armene over kors så hun ikke lige pludselig slog ham.

Det var tydeligt at det hun sagde var en form for fornærmelse, men Caspard tog den ikke ind. Den ene grund var at han følte afsky over for donuts. Alt det som der var i dem. det var nok til at give ham kvalme. og den anden grund var at han aldrig havde smagt en så han vidste ikke hvad han gik glip af.
"Nå, stakkels lille mig hva'?" sagde han med bidende sarkasme.

"Jah.. Bare tanken om at du ikke kan blive mæt af rigtig mad.. Du skal have blod for at blive mæt. Du er nødt til at skade en uskyldig person" sagde hun og smilte hånligt og ignorerede hans sarkasme og knyttede sine negle hårdt ind i sine håndflader for at tvinge sig selv til ikke at blive alt for hidsig.

Han trak ligelgydigt på skuldrende.
"ja og hvad så?" Et grumt smil kom over hans læber og han havde svagt på fornemmelsen at ved denne sætning ville der måske ske et interessant udspil.
"Men blod er godt. Især børneblod. Uh det minder mig om i går nat. Ja, den lille pige, der blev fundet død i morges. Hvad var det nu hun hed. Nå jo. Bethany Turner. Hun var ikke så lidt af en mundgodte." Han smagte lidt på sine ord, så de fik en sirlig klang. Han kunne ikke helt dy sig for at bruge sin evne til at virkelig gøre hans ord. Et barneskrig lod, pludseligt. Dog var der noget ved det som ikke var normalt. Det var ikke det at det var fyldt med en hårdrejsene frygt. Nej det som var ved den, var at den lod som et ekko...
Skriget ville kun, kunne høres af ham og bevingede Basse.

Roses blik ændredes sig drastisk fra hånligt til skrækslagen og fyldt med væmmelse "Dit uhyre!" snerrede hun og tog hurtigt sine hænder op til sine øre for at holde det lille barneskrig ude. Rose fik næsten helt kvalme bare ved tanken om de ord som Gaspard sagde.. Selvom at de måske ikke var sande. Og det måske blot var for at påvirke Rose.

"Man gør vel sit bedste" sagde han blot og lod som om det var noget positivt hun havde sagt. Gaspard slukkede kort for sin evne, dog med et svagt ekko af skriget som en form for påmindelse at der godt kunne komme mere af samme skuffe.
"Og hvis du skulle være i tvivl; det hele er sandt" et gruopvækkende smil gled op på hans ansigt.

Rose tog sine hænder væk fra sine øre og så på ham og gav ham en knytnæve i ansigtet. Hun blev simpelthen så rasende over at høre ham sige det! Hun ville blive ved med at slå på ham indtil at hendes hænder gjorde ondt. Hvordan kunne han dog få sig selv til at dræbe små børn?! Bare for blod..

Igen stod han totalt uanffektet af hendes slag. Han kunne jo ikke mærke noget. Han var jo et omvandrene lig. Godt nok kunne han ikke lide at bruge den betegnelse, men det var jo i bund og grund det han var.
"bevingede Basse, du kan lige så godt spare dig. Det ener med du skader dig selv, og dine såkaldte slag vil ikke bringe mundgodten tilbage til livet" svaret han på samme måde som en voksen taler til et tungnemt barn, i børnehaven.

"Et barn!" snerrede hun og lyttede ikke efter hvad han sagde og blev ved med at slå ham "Hvordan kunne du? Dit monster!" hun blev ved med at snerre højlydt af ham, men mærkede langsomt at hun var begyndt at få tåre i øjnene. Både fordi at hun havde ondt for den lille pige, men oss fordi at hendes knyttede hånd begyndte at gøre ondt for hvert slag hun rettede mod ham.

Gaspard stod bare og talte langsomt til 10, mens hendes slag havlede ned over ham.
"well, jeg tror såmænd at den kære bevingede basse har et vredes problem. du burde gå til psykolog. Man skal bearbejde den slags ting i god tid" hans stemme var stadig som hvis han talte til et tungnemt barn.

Rose blev ved med at slå, men det føltes blot som om at hun slog til en stor kampesten. Det gjorde ondt. Hendes fingre var begyndt at gøre sindsygt ondt og hun hendes knoer begyndte langsomt at bløde. Men det stoppede ikke Rose. Hun ville ikke stoppe indtil at hun havde straffet Gaspard for den forfærdelige ting han har foresaget. Den lille piges liv som han havde taget. Han skulle betale for at have gjort det og hun ville ikke stoppe med at slå ham før at hun vidste at han havde følt hendes vrede mod ham..

Gaspards tålmodighed var nu ved at svinde ind til nul og nix. Han sukkede kort og greb fat om hendes håndled. På den måde kunne hun ikke slå ham, eller vride sig fri.
"Stop dog inden du slår dig selv halvt ihjel" sagde han lettere irreteret.

"Nejh!" snerrede hun og blinkede vredt tårene væk og rystede hurtigt på hovedet og ignorerede smerterne fra sin ene hånd. Hun prøvede at hive sin hånd til sig og kunne mærke varmen fra blodet som der langsomt gled ned fra hendes knoer og ned af hendes håndled, men gjorde sit bedste for at ignorere det. Hun ville ikke lade ham slippe..

"helt ærligt. Gjord er gjord og det står ikke til at ændre. Både du og jeg er vist ikke i tvivl om at det hverken var første eller sidste gang" hans stemme var hurtig og det var let at hører, at han ikke ligefrem syntes bedre om hende. Gaspard slap hendes håndled.

Rose tog hurtigt sin hånd til sig og holdt den ind til sig. Hun rystede på hovedet af ham "Du skal ikke gøre det, Gaspard! Jeg vil ikke tillade det" hviskede hun vredt og var ligeglad med hvis han grinte af hende og hvis hun ikke kunne gøre noget ved det.

"Og hvordan vil du så stoppe mig?" spurgte han med et hævet øjenbryn. Han grinte ikke af hende, nej han havde en alvorlig mine på. En som ikke rigtig kunne krakelere.

Rose rystede på hovedet "Jeg ved det ikke" mumlede hun og så ned på sin hånd og klemte den bare hårde ind til sig da den ikke så særlig god ud med blodet og skaderne i hendes fingre.

han så ligegyldigt på hende.
"okay. mhhh" han fik en eftertænksom mine på.