Reeeegner! -.-''

Rose så op på ham da "Hvad er der?" spurgte hun surt da han så ret tænksom ud.

"vidste du godt at spædbørn smager bedst?" spurgte ghan og havde et ansigtsudtryk som en vinkender, der stod til en vinkoncres og var i gang med at bedømme om det var den franske rødvin eller den spanske som var bedst.

Rose lavede nogle små klynkende lyde og lod sin skadede hånd igen gå gennem luften mod Gaspards ansigt og var fuldstændig ligeglad med hvor meget hånden gjorde ondt.

*det ænder med at hun skal på hospitalet* tænkte han, dog uden at sige et ord. Han gabte, hvilket var et meget provokerende tegn på kedsomhed..

Rose slog ham hårdt i ansigtet og tog hurtigt sin hånd til sig og lavede et kort støn af smerte. Hun kunne mærke tåre glide langsomt ned af sine kinder, men ville ikke tage sig af dem. Hun så vredt op på Gaspard "Du skal ikke snakke om dine gerninger i mit selskab!" hviskede hun hårdt og snerrende og snøftede lavmælt og så ned på sin hånd som så endnu værre ud end før.

Gaspard gav hende et lille klap på hovedet som var hun blot en hund.
"ligner jeg en der ikke er ligeglad?" spurgte han roligt. De var rimelig
let at se hvor ligelgad han var.

Rose slog hurtigt ud efter hans hånd med sin raske hånd og ville ikke have at han behandlede hende sår'n.

"Engle" sagde han og himlede med sine mørke øjne. "de bliver da heller aldrig klogere" han sukkede dybt.
Gaspard så på hende med rolige øjne, der ikke sagde så meget som et eneste ord...

"Vi er da klogere end jer igler!" snerrede hun og så op på ham med et blik der var fyldt med had, raseri, men der var dog oss et snært af frygt gemt i dem.

"og nu har du lige bevist at i ikke er det" hans stemme var stadig rolig, dog var der en smule syrlighed over den. Hans blik blev mere og mere som is..

Rose så op på ham og rystede på hovedet "Jeg har ikke bevist noget som helst" mumlede hun og så derefter væk fra ham.

"man må ikke lyv! hverken overfor sig selv eller andre. Så indse sandheden" sagde han barsk. Et lille koldt smil gled over hans læber.

"Nejh!" snerrede hun og så på hans kolde smil og brød sig viiirkelig ikk om det "Jeg vil ikke indse en skid!" sagde hun hårdt, men snerrede ikke længere.

Han sukkede teatralsk, men dog uden at det kolde smil og den kolde gnist i hans øjne forsvandt. "dit problem. gå og lyve for sig selv. troede ærlig talt at selv i bevingede rotter havde mere hjerne end det. Men ak, der kan man jo se.."

Rose tog en dyb vred vejrtrækning og så på Gaspard "Hvis du ikke ville andet end at sige grimme ting til mig, kan du lige så godt skride!" snerrede hun og så ham ind i øjnene..

Han så køligt på hende.
"Jeg stod her først så hvis du føler at dine små vinger er blevet stødt så kan du smutte"
Hans stemme havde ca samme tempratur som en snestorm på sydpolen.

Rose så op på ham med et køligt blik og ville ikke gå "Jeg må oss gerne være her.. Men så må vi jo lissom enes med hinanden" sagde hun og lød irriteret.

han himlede med sine mørke øjne. "engle" mumlede han koldt, men også lettere irriteret..

"Vampyre" mumlede hun og så vredt i jorden og tvang sig selv til ikke at slå ham.

"håbløst" mumlede han og lod som om han ikke havde hørt hendes ord.

"Narrøv!" snerrede hun og så halvvejst op på Gaspard.

"bevingede gimpe" sgade han med et yderst koldt tonefald. Hans øjne var som stål og kiggede på hende. Blikket var udtryksløst, men samtidigt også koldt og hårdt.

"Igle!" snerrede hun vredt og knyttede sine hænder hårdt sammen og så iskoldt op på ham.

"englebasse!" sagde han med snestorms-tonen. Efter hendes reaktion, og hans egen sindstemning ville det ikke overske ham spor hvis de lige om lidt var i kamp..

Rose lod hurtigt sin ene hånd gå gennem luften og ramte ham hårdt i ansigtet. Hun ignorerede at det stadig gjorde ondt i hendes hånd efter hendes sidste slag mod ham og havde kun vrede i sig.