Reeeegner! -.-''

Den rigtige Gaspard sukkede lavt og viste at næste gang
Englen så mod det sted hvor kopien havde stået ville hun
ikke se andet end den kolde regn...
"Jeg er Gaspard Legter" Præsenterede han sig en smule
mere venligt end før. Køligheden var der stadig dog var
den blevet mindre, og nu var det mere udtrykløshed og
rolighed han udstrålede.

Rose så hurtigt over på det sted hvor kopien havde været og så nu kun regnen, og så så over på den rigtige "Hyggeligt at møde dig, Gaspard" sagde hun, høflig som hun var, og smilte svagt "Jeg hedder Roselin Dorian.. Men please, kald mig Rose" sagde hun og blev ved med at smile svagt til ham.

"I lige måde" Sagde han og lyttede til det hun sagde.
Han nikkede kort, som tegn på at havde forstået.
"Okay Rose" Sagde han med et smil. Smilet var langt
fra så varm og venligt som kopiens, men det var det
bedste han lige nu kunne præstere.

Rose så lidt betragtende på Gaspard, men så så lidt væk fra ham "Du er nu stadig provokerende" mumlede hun lavmælt og smilte svagt og så så halvvejst tilbage op på ham.

En kølig lille latter undslap ham. Latteren indeholdt
ikke noget varme, som en normal latter ville.
"Jamen tak, det vil jeg da tage som en kompliment"
Sagde han stadig med et smil.

De små hår på Roses arme rejste sig, da han grinte. Rose så helt op på Gaspards ansigt igen og rystede svagt på hovedet "Du burde ikke tage det som en kompliment.." mumlede hun.

Han smilte stadig og begyndte at finde det her fornøjeligt.
"Og hvordan kan det så være?" spurgte han og lagde sit
hoved let på skrå i undren. Det var godt nok påtaget undren.
Han havde hjerne nok til at regne ud at det mere var en
fornermelse end en kompliment.

"Det ved du jo godt Gaspard" sagde hun og vidste godt at han godt kunne tænke selv "Det kan godt være at du er vampyr, men du har dog stadig hjerne nok til at regne den ud.. Eller sår'n noget.." sagde hun og smilte hånligt op til ham og syntes blot at han var pain-in-the-ass agtig..

Han trak vejret dybt, hvilket han normalt kun
gjorde når han virkelig prøvede at holde masken.
"okay, skal nok stoppe" Lovede han med en stemme
som støttede op omkring det han sagde.

"Tak!" sagde hun lettet og så op på ham og smilte svagt "Det er da raart at du ville gøre det" mumlede hun og så så væk fra ham igen og strøg sit pandehår væk fra hendes ansigt og lagde armene over kors igen.

"Start over..." sagde han med en rolig stemme...
han betragtede hende og tvang et venligt smil
frem på sine læber. De andre smil havde været
tomme og uden følelser, men ikke dette..

Rose var glad for at se det venlige smil på Gaspards læber. Hun nikkede "Jah.." mumlede hun og smilte så varmt og venligt til ham "Men hvad sker der egentlig så for jer vampyre og det der med at være kolde og hårde hele tiden?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Han tænkte lidt over hvad han skulle svare.
"Well, kan jo ikke tale ud fra alle Vampyrer, men kun
for mig selv. Og grunden til at jeg kan virke en smule
kold og hård er ganske enkelt vane og erfaring. For
åbenhed og for meget venlighed kan tit fører til fald."
Sagde han stadig tænkende.

Rose nikkede mens hun hørte efter hvad han sagde og trak så på skuldrene "Det føre aaaaaaldrig fald ved miig. Vær sød mod mig og jeg vil være sød mod dig. Smil til mig og jeg smiler tilbage.. Og sår'n.. tror vist at du fatter den" sagde hun og smilte venligt til ham og stod og vippede frem og tilbage på sine fødder.

Han nikkede mens han lyttede.
"Det vil jeg da huske" Sagde han nu med en venlig stemme.
Han evne hjalp ham på dette punkt. Han ville umuligt kunne
smile og være så venlig overfor en fremmed, og end da en
engel, uden først at ha' kendt personen i længere tid.

Rose nikkede "Goodie" sagde hun muntert og så betragtende på ham og følte sig lidt bedre tilpas i hans selskab.

"Fortæl noget om dig selv" Sagde han smilende.
Han ville gerne have mere rampelys på hende og
mindre på at han var en smule halvkold.

Rose så lidt på ham og lagde sin ene pegefinger tænkende på sin underlæbe "Hmm.." mumlede hun og fjernede til sidst til finger og så op på ham "Tjaah.. Jeg hedder Rose.. Jeg er en engel, jeg er utrolig stædig og vil ikke lade folk snakke dårligt til mig" sagde hun og smilte svagt.

"aha! så du er et æseldyr?" spurgte han halv i spøg men stadig
uden at det var helt synligt. Dette kunne godt virke som en
fornemelse men folk der kendte ham vidste at han ikke ville være
Gaspard uden Ironi, sarkasme og ting der minede om det. Hvis ikke
han havde det ville han kun være pard uden gas eller
gas uden pard[/i]. Den ene var værer end det andet.

Rose slog ham svagt på skulderen "Neeejh, jeg er ikke" sagde hun og så op på ham og rakte derefter tunge af ham og så lidt barnlig ud.

Han tog sig dramatisk til sin skulder, som hvis hun havde skydt ham.
"Giiiiiiiiiiisp" sagde han med en teatralsk stemme, der viste at han lige
nu lavede en parodi på en overdramatisk skuespiller. "Hvor kunne De
dog gøre det? Jeg græmmes ved dette"

"Hold mund Gaspard!" sagde hun irriteret og ville ikke have nogen teatralsk tale fra ham og ville siiimpelthen ikk ha at han lavede grin med hende på den måde.

I det hun sagde det blev hans ansigt en maske af alvor.
Han holdt minen og skulle til sige at hun da bare ikke
ejede nogen form for humor, men undlod... vist nok klogeligt.

Rose så ret surmule agtig ud og så væk fra ham, men kunne sadig mærke at han havde en alvorlig mine "Drop det ansigt, Gaspard" mumlede hun og så ikke tilbage på ham.

Han sukkede en smule opgivende..
*engle-piger...* tænkte han lettere irreteret, men holdt det skjult.
"Okay hvad vil du så have jeg skal gøre?" spurgte han tålmodigt.