Alene og fortabt

Dato : irl.
Årstid : efterår.
Dag : irl.
Vejr : Let blæst og en smule koldt.
Sted : På legepladsen.
Tid : midnat
Omgivelser : Ingen

Sasila havde en grålig kappe på hætten var trukket godt ned over hovdet hver gang hun hørte en lyd vente hun sig om for at se om der var nogen efter hun var blevet angrebet af en mandlig vampyr som hun ikke kendte navnet på hun lod langsomt en hånd glide over det sted han havde bidt hende hun havde fået ar det og hun hadede det hun følte sig lille svag hun satte stille ned på en gynge stirrede tomt foran sig hende gråe øjne var en smule matte hvor de før havde været mere levene

Evelyn havde besluttet at gå hen på legepladsen. Hun elskede at sidde på gyngen og mange vinden mod hendes ansigt, men da hun kom derhen, sad der allerede en pige.
Evelyn studerede pigens ansigt, og lagde mærke til arret.
Hun gik stille imod hende...


//Sorry, jeg logger nu i;//

Sas fór sammen da det gik op for hende at hun ikke var den eneste hun trak kappens hætte længere ned over hovdet " hey" sagde hun stille hun gjorde ingen minde til flytte sig men hendes blik afslørede alligevel en smule nysrrighed hun var ihvertfald ikke en af de blege

Evelyn anstrengte sig for at lugte hvad pigen var, men hun kunne ikke lugte det. Hun var blevet bidt af en vampyr, så sandsynligvis var hun ikke selv en vampyr, så pigen var sikker god..
"Hej", sagde hun blidt, med sin englestemme, og gik prøvende nærmere.

Sas rejste sig op med stirrende blik på hende hun var ikke mennske så hun tog langsomt kappehætte af og de lange øre kom til syne hun følte sig meget tryg ved dette væsen men stadig en smule tilbageholdne og tog et par skridt tilbage da pigen tog nogle skridt imod hende hun smilede svagt " sasila er navnet" sagde hun smule tøvende

Evelyn studerede Sasila's ører.. Hun havde aldrig set elver-ører før.
Hun smilte, "Evelyn", sagde hun som en hilsen, "Er det okay jeg sætter mig ned?", spurgte hun og hentydede til gyngen ved siden af.

" det er okay" sagde hun nikkede kort hun følte sig tryg ved hende men efter hun set ørene trak hun kappens hætte op over dem satte sig på den gynge hun siddet på før hun skubbede sig så kunne gynge stille frem og tilbage " hvad er du?" spurgte hun og hentydede til Race hun kunne mærke at hun ihvertfald var et væsen men vidste ikke hvad for en af dem det var

Hun gik over til gyngen, og skubbede stille med benene, "Engel..", hun smilte forlegent, og hun vidste ikke rigtig hvorfor.

" jamen så er du jo god" sagde hun med en smule fornøjelse i stemme ikke fordi hun syntes det var sjovt men fordi hun var glad for at møde et godt væsen det var første gode væsen hun havde mødt i lang tid stirrede på hende og blev en smule flov over sin stirren men kunne ikke lade være

Evelyn lagde mørke til at Sasila stirrede på hende, så hun rødmede og kiggede væk. Hun kunne ikke lide når folk stirrede på hende, hun blev altid forlegen.

Sas kiggede hurtigt væk " det må du undskylde" sagde hun hurtigt smilede svagt hun lagde kort hovdet på skrå da en frø hoppede forbi hun kom næsten til grine der så frøen de så altid så komisk ud når de hoppede " har du så nogle evner?" spurgte hun hendes stemme lagde ikke skjul på nysrrig hun bed svagt læben hvilket hun faktisk gjorde tit det var blevet en dårlig vane

Hun lo kort, "Det gør ikke noget..", hun smilte, "Jeg skulle meget gerne kunne styre vinden, men jeg ved ikke hvor god jeg er til det..", hun rødmede. Evelyn var ikke særlig god til at styre hendes evner. "Hvad med dig?", hun smilte blidt.

Hun smilte bredt da hun sagde at den evne der var Evelyn´s evne var vinden hun kiggede forsigt på hende bed svagt læben " det er også min evne at styrre vinden" hun prøvende at skjule sin glæde ved det men det lykkes ikke helt hun * det er så * tænkte hun gjorde ikke sin tanke færdig

Evelyn smilede stort, "Virkelig?"

Hun nikkede kort på hovdet smilede bredt " ja virkelig" sagde hun glad Evelyn vrikede sød hun var ikke så bange mere som havde været før hun bed svagt hun stirrede kort på sine fødder imens bevægede dem smule " men engel" sagde hun svagt og kiggede på hende " er du faldet ned der oppe" spurgte hun pegede op på himmlen

// jeg smutter nu men skives i morgen//

Evelyn rynkede næsen, og tænkte sig om, "Jeg ville ikke sige at jeg er faldet, men..", hun holdte en pause, "Det er sådan; at der hvor jeg var i himmelen, skulle.. eh.. var der nogen der blev tvunget til at tage ned til jorden, for at opretholde fred, og for at sende beskeder derop til, for at fortælle hvad der sådan sker omkring.", hun kiggede ned på hendes fødder, og fastholdt blikket, "Og jeg blev valgt til at komme herned, og det var ikke frivilligt!", sagde hun bestemt, "Men min sender blev ødelagt da jeg kom herned, og nu kan jeg ikke komme i kontakt med dem deroppe, så de tror sandsynligvis at jeg er..", hendes stemme knækkede, "død.." hun kiggede stadig ned på hendes fødder, og hun snakkede meget lavt.

hun lyttede hun bed sig svagt læben hun kunne ikke forstå nogen så smuk og sød som hende skulle sendes herned hun kiggede forsigt på Evelyn inden vendte blikket ud imod resten legepladsen der var intet andet end mørke hun sukkede svagt " skal så være her på jorden evighed?" spurgte hun drog meget forsigt da det ikke var hendes mening gøre hende ked af det

"I guess..", sagde hun stille, og kiggede stadig på hendes fødder. Himmelen og hendes familie var et meget ømt punkt for hende, men det vidste Sasila selvfølgelig ikke..
"Det håber jeg ikke.. Men jeg må jo blive nødt til det.", hun kiggede frem for sig, og kiggede så over på Sasila, "Men måske møder jeg en engel der er blevet sendt herned på samme måde som mig, og så kan det jo være at jeg kan komme i kontakt med dem..", hun smilte men det blegnede stille, "Men jeg skal ikke håbe for meget.. der er ikke særlig mange engle her på jorden, og dem jeg har mødt har kun kun været nogen der er født her på Jorden.."

Sas smilede opmunterende til hende " det er jeg ked hvis vidste at det gjorde dig ked af det så havde jeg aldrig spurgt" sagde hun forsigt hendes gråe øjene stirrede forsigt på hende " det må du undskylde" sagde hun

Evelyn kiggede på hende, "Nej, det skal du da ikke tænke på..", sagde hun og smilte, "Det kan du jo ikke gøre for.."

" selvfølgelig hvis det kan hjælpe en smule så mistede jeg mine forældre da jeg var lille" sagde hun vendte blikket imod ´sandet under gyngerne det var ikke alle og en hver det fik det vide men Sas var begyndt stole evelyn smilede svagt hun havde aldrig kendt dem så hvorfor skulle hun være ked af det

"Der gør mig ondt..", sagde Evelyn og stoppede med at smile, "Men selvfølgelig hjælper det ikke at du mistede dine forældre, det er jo skrækkeligt!"

Sas smilede stadig kiggede på hende " hvorfor skal man være ked af det når man aldrig har kendt dem" sagde hun stille hun havde været heldig at der var et par elever der fandt hende og passede hende og opdraget hende

"har du aldrig kendt dem?", spurgte Evelyn forundret..

Hun rystede kort på hovdet for hun rettede blikket over evelyn " nej desvære " sagde hun smilede " det eneste jeg ved var at de hed Mero og Hallia" sagde hun smilede kort hun syntes det var nogle flotte navne