Alene og fortabt

"Det håber jeg også at jeg har", han smilte svagt.

Hun smilede hun følte hun havde noget tilfælles med evelyn smilede igen mer bredt hun lagde kort hovdet på skrå imens stirrede ud i mørket

Hun fulgte hendes blik, "Hvad kigger du på?"; spurgte hun blidt.

" den ræv der over" sagd hun pegede på den den stod betrgtede dem da mærkede deres blikkede trykkede den sig en smule sammmen Ræve Sasilas ynglins dyr

Joshua (ræven) havde siddet og holdt øje med de to i et godt stykke tid. Han trak sig lidt væk, da de så på ham, og ville helst ikke afsløres nu. Han havde siddet og nydt duftende fra englen og elveren, da de begge duftede lokkende, og indbysende...

Evelyn kiggede direkte på ræven, og rejste sig hurtigt op, "Sasila.. det der.. er ikke en ræv", sagde hun og kiggede stadig på ræven.

Sas havde lukket for alle sine sanser og havde ikke opdaget at det var en vampyr før nu hun kiggede stadig imod ræven imens hun i sin forskrækelse faldte ned af gyngen men hun var hurtigt oppe hun var en smule bange men det ville hun ikke vise det hvorfor skulle de vampyre også dukke op de mest trælse tidspunkter men han var kun en og de var to

*Hvem kunne det være?!*
Eveyn rodede panisk sin hjerne igennem.. Det kunne være Demetri, men han ville ikke holde sig tilbage. Så det måtte være en anden.. En ny, ukendt formskifter.
"Vis dit sande jeg!", råbte hun neutralt til ræven.

Han forvandlede sig til til en falk
og fløj direkte hen mod dem.
Da han var ca en meter fra elveren
forvandlede han sig til sin normale
skikkelse, gik to skridt frem så han stod
lige foran hende og tog hendes hånd og trak hende op fra jorden.
Så så han over på englen med er legesygt
blik og smilede lumsk til hende.
"Ville du noget, engel?"
spurgte han og lod ret så ligeglad.

" slip mig" sagde hun kiggede panisk over imod evelyn hun hun rev prøvende i sin hånd hun ville ikke lade ham komme tættere men alligevel stod han her og holdte hendes i hendes hånd skulle der ansigtudtryk ændrede sig fra bange til vredt hun hadede dem altså vampyre de skulle ødelægge det hele nogle hårde vindstød begyndte blæse det var hende der lavede dem hun var rasende hendes øjene lynede

Han slap hendes hånd,
men lagde armen om livet på hende
og trak hende ind til sig.
"Slap af lille ven" hviskede han til hende
stadig med øjnene på englen

Evelyn stirrede direkte på ham, og prøvede at bevare fatningen, "Slip hende så!", væsede hun, og knyttede hænderne.
Hvis blikke kunne dræbe, ville han helt klart være død nu.
Han overvejede hvad hun skulle gøre, for hun skulle passe på, da han han jo holdte rundt om Sasila's talje.

"nej jeg vil ej" sagde hun vredt men det var mere en facade for skjule at hun var bange hun skubbede ham så hårdt hun kunne imens hun så godt som hun kunne tog et par skridt tilbage hvorfor skulle det lige ske for hende hun mumlede surt nogle få utydelige ord

Han lo og bredte armene ud til
siderne da hun trak sig væk fra ham.
"Jeg skal måske hellere
tage dig, lille engel?"
spurgte han blidt
og vendte sig mod hende.

"Don't even think about it!", væsede hun.
*Vampyrer! Jeg hader dem virkelig!*, tænkte hun rasende.
De kom altid, og ødelagde hele stemningen.

Sas trak sig længere væk fra ham hendes øjene lynede af vrede men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hun kiggede over på Evelyn hun vidste ikke hvordan hun skulle hjælpe og en kulde bredte sig lngsomt i hendes krop og en smule mod løs hed over sitautionen hun sukkede svagt opgivede hendes facade vaved fosvinde og den bange elever kom frem igen

Han lo ad englen.
"Nej ved du hvad?
Det er da også meget sjælnere
at man møder en elver..."
sagde han og smilede grumt
idet han vendte sig mod
elveren.

"Du rør hende ikke!", væsede hun, og tog et par skridt hen imod ham.
Hendes øjne lynede af had, og hun ville ønske at hun havde en anden kræft end vinden.

Han lo igen af hende.
"Eller hvad?"
spurgte han og gik frem mod
elveren med et lumsk smil.

Hun rodede panisk sin hjerne igennem, for at finde noget at sige.. Ja, hvad kunne hun gøre?
"Eller.. eller du får med mig at bestille!", råbte hun. *Nårhja, Evelyn.. En vampyr er viiiiiiiildt bange for en lille engel som dig..*, tænkte hun ironisk.

//Hvad siger du til at vi liiiige venter på Sasila?//

//jeg siger: ja!//

Sasila sank forfærdet en klump da Vampyren forsatte imod hende hun havde lyst til løbe og skrige panisk men hun gjorde det ikke hun baggede forsat bagud hendes blågråe øjene var rettet imod vampyren hendes var blevent en smule matte og hun følte sig trukket op i en krog " hvorfor kan du ikke lade os være" sagde hun med en meget svag stemme hun følte sig sårbar og fortabt hun ville ikke have flere af de halvmåne ar på hendes hals Saslias hånd røg op til arret

// så kunne Sas være her ^_^//

I to hurtige skridt stod han lige
foran hende og lagde begge arme
om livet på hende og trak hende ind til sig.
Han lagde hovedet ved hendes
hals og hviskede lavt i hendes øre:
"Fordi jeg er sulten, og du dufter
så fantastisk..."
Han indåndede hendes duft
og kunne næsten smage
hendes blod allerede.

Evelyn stirrede olmt på vampyren, "Du må hellere smutte, før der sker noget vi begge vil fortryde", væsede hun til ham, og kiggede bekymret på Sasila, men kiggede så igen rasende på vampyren.
Hun skiftevist knyttede og åbnede hænderne.