Vrede, råb og skænderier

"ka du ikk ringe og spørge om du kan blive ude lidt længere, eller noget??" spugte han

"Hvorfor er du så ivrig efter at jeg skal blive?" spurgte hun og så undrende på ham

"jeg er så ensom for tiden" sagde djonn og kigede ned

"Men... Måske ses vi en anden gang så? Jeg kan virkelig ikke være ude meget længere..." svarede hun trøstene og vendte sig igen for at gå. Hun gik med hurtige skridt, og håbede på han Henrik ikke var alt for urolig

//ur really making it hard for me//

//Sry... Jeg ville have gjordt det samme... Hun vil helst undgå politiet... Besides hvis du vil have et længere emne kan du jo bare følge efter hende... Så har du også mere selvskab... Gotta log off now... Cya//

//ok, god idé//

"må jeg gå med så??" spurgte han

"Ja... Jeg bestemmer jo ikke over dig" svarede hun og var egentlig glad for at han ville gå med hende

"tak" sagde djonn lavt og fulgte efter hende

Hun ventede med at gå til han var oppe ved siden af hende. Hun bed sig kort i læben før hun kastede et blik op i himlen

"den er smuk, er den ikke?" spurgte djonn da han så hvor tanya kiggede hen

"Meget" nikkede hun samtyggende, og vendte sit blik mod ham. Hun havde efterhånden fundet ud af at hun faktisk godt kunne lide hans selvskab... Han kunne få hende til at slappe af. Hvilket var lidt af en præstation hvis man skulle tro alle de profesionelle, kloge hoveder der praktisk talt havde erklæret hende sindsyg... Hun havde ikke meget til overs for regeingen...

Djonn kiggede kort over på tanya og tænkte *godt jeg lige har 'spist' for ellers havde jeg helt sikkert bidt hende* derefter kiggede han igen på månen

Hun bed sig næsten umærkeligt i læben, og så ned på sine fødder. Hun sparkede til en sten der lå på gaden

"hva tænker du på?" spurgte han

Hun trak på skuldrene "Ikke rigtig noget..." svarede hun og så på ham. "Dig?" spurgte hun stille

"dig" sagde han kort og så ned

"Hvad tænker du så om mmig?" spurgte hun stille men intreserret. Mon det kunne mærkes på hende? At hendes hoved var så fordrejet at selv de mest proffesionelle psykologer i Danmark havde opgivet hende?

"altså jeg tænker ogs lidt på min lillesøster" sagde han

"Minder jeg så meget om hende?" spurgte hun og så ned igen

"du ligner hende næsten på en prik" sagde han

"Wauw... Wierd..." sagde hun og tænkte stille på sine to brødre. Ingen af dem mindede på nogen måde ham.

"jeg savner hende sådan" sagde han

Hun nikkede stille, og fik en klump i halsen. Han fik hende til at tænke på hendes egne tab, et emne hun helst gemte så langt væk som muligt. "Jeg forstår dig godt" hviskede hun stille og blev hæs, af indetrængt gråd

"ska vi ikke helere snakke om noget andet?" spurgte han