Ja, det er til dig Neo xD?

Nicholas så på ham og greb ud efter hans hånd for at forhindre ham i at gå.
"Du må ikke gå.." Hviskede han, både som i at han ikke måtte gå nu, og ikke måtte gå for altid. han lukkede øjnene hårdt og bed sig i læben igen, vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, hvis Neo gik ville han ikke leve mere. Han ville ikke leve som en følelses kold dukke i Vicentes leg, han ville have Neo i det mindste, Neo til at huske ham på hvad følelser var, og at et liv kunne være så fantastisk. "Jeg.. ved godt jeg ikke er.. Perfekt og dig værd. Men.. Jeg elsker dig virkelig, og jeg kan ikke klare du går fra mig." Han sank en hård klump, og studerede ham desperat, kunne ikke klare tanken om at være alene igen.

Neo stirrede på deres hænder imens hans hjerte hamrede hård. han tog et skridt bagud men stivnede da han hørte ordene. "jeg kan ikke leve med det, hvis jeg ikke kan få dig at se, jeg kan ikke bare gå og vente på at du skal opsøge mig igen." han sank en klump, usikker på hvad han lige havde sagt og opdagede at han holdte hårdt fat i hans hånd. "jeg elsker dig jo.." mumlede han og løsnede grebet en smule.

Han så på ham, og bed sig i læben. "Jeg kan godt fortælle dig hvor jeg bor. Men.. De slår dig jo ihjel." Hviskede han og trak ham ind imod sig. "..Og det ville jeg ikke kunne leve med..." Mumlede han og knyttede sin frie hånd. "Vil du ikke nok lade være med at gå..." Hviskede han, havde det som om han var ved at blive kvalt i en klump. Hans blik var bedende og bag det var det rædselsslagen. "Vi.. Vi må jo finde på noget.. Jeg kunne.. Komme hver eneste dag.." Han bed sig i læben og rystede desperat i hele kroppen. "Jeg vil gøre alt.. Jeg ber dig.." Hans rysten blev værre og værre,

//Hvis ikke jeg svare er det fordi jeg er gået iseng, skal på håndbold skole imorgen.//

Neo sank en klump og følte hvordan Nicholas rystede i hans favn. han stod lammede og viste ikke hvad han skulle gøre. han følte sig splittet. han lagde armene om ham og prøvede at smile, hvilket ikke lykkes. han pustede ud.
han ville gerne svare, sige at det hele nok skulle ordne sig men han kunne ikke. han så op på himlen og opdagede at det var ved at blive lyst. hans plejefar var hjemme og Neo ønskede ikke at han skulle opdage at han havde været væk inat.

Da han ikke sagde noget så ham ned, fik låg på sig selv. Lukkede sig inde og nikkede så mat, og en anelse tomt. "Jeg forstår."Mumlede han, mens ordet , monster løb igennem hans hovede mod sig selv. Og han forstod ham også godt, Nicholas var ikke et normalt menneske mere, han var ikke engang et menneske.. Han var bare.. Et monster, som en brik i Vicentes leg.
Han trak sig forsigtigt ud af hans favn, kunne ikke stå der uden at bryde sammen, på trods af hans lukkede udtryk, der var ingen følelser at se i hans ansigt. han var fuldstændig blank.

Neo betragtede ham. *forstod han?* tænkte han og stod såret tilbage da Nicholas trak sig væk. han blev stående, kunne ikke få sig selv til at gå nu. hans vejrtrækning steg hurtigt og ham stod som lammet. "vil du ikke nok fortælle mig hvor du bor?..." sagde han og viste hvad der kunne ske ham hvis han besøgte stedet, men han blev bare nød til at have et sted at gå hen hvis Nicholas forsvandt. han greb ud efter hans hånd i et sidste forsøg på at holde han tæt på sig.

Nicholas så på ham, med desperation som om han ikke kunne sige det, det var som at give ham hans billet til døden selv. "Okay.." Han fortalte ham vejen til hans nye 'hjem' i den triste skov. "Men gå for guds skyld ALDRIG derind." Hviskede han uden at tage blikket fra Neos sko.
Han så dog op da han tog hans hånd, han gjorde jo intet ved det. For han ville jo gerne have han holdte hans hånd, at han holdte om ham, kyssede ham, gjorde ham lykkelig. Og han ville så gerne gøre det samme.

Neo nikkede kort da han fik at vide hvor det lå. han førte han hånd op til han mund og kyssede Nicholas'es kolde håndryg. han smilede og betragtede Nicholas, stadig med en usynlig angst for at det udtryk fra før skulle komme tilbage igen. han så op på himlen. "hvordan har du det med sollys?.." sagde han en smule usikkert.

Han trak på skuldrende. "Jeg har vist ikke specielt godt af det.. Har jeg hørt." Han skar ansigt og trak på skulderende. han nød hans kys mod hans håndflade, og kiggede på noget der mindede om forelskelse, inden han slog blikket ned da det egentligt var rimelig pinligt.

Neo nussede hans håndryg med tommelfingeren. han smilede og gik et skridt tættere på Nicholas. han lod sin varme hånd hvile på hans bare overkrop og sukkede. han havde stadig ikke vænnet sig til kulden og huden som ikke gav efter under presset fra hans fingre.
han betragtede det perfekte ansigt et kort øjeblik før han kyssede ham blidt.

Nicholas gøs af hans varme hånd mod sin hud, og fik en kildrende fornemmelse i maven da han gik tæt på ham. Han havde set Raquel, Artemis og Vicente der alle var perfekte af udseende. Men i hans øjne var Neo hundrede gange smukkere end dem alle tilsammen.
Han sukkede halvkvalt af nydelse da han kyssede ham, og lagde sin ene arm omkring ham for at trykke ham ind til sig da han besvarede Neos kys.

Neo lukkede øjnene og kysset og omfavnelsen. hans hånd hvilede forsat på Nicholas bryst med et let pres, men uden at gøre et eneste forsøg på at skubbe ham væk. han mærkede hvordan blodet pumpede rundt i kroppen på ham og fik han til at føle sig en smule svimmel. kysset forsatte og han lod sin tunge glide ind imelle Nicholaset kolde men perfekte læber. han satte anden hånd på Nicholas'es hofteben.

Nicholas fulgte hans læber og pressede sig op mod ham, og hans hånd der i forvejen pressede sig mod ham. Nicholas skubbede ham forsigtigt op af et træ, og trykkede sig ind til ham da hans tunge gled ind i munden på ham, han lagde et let tryk med sin tunge mod hans og smilede lidt.

Neo smilede da han mærkede træet imod sin ryg. han hjerte hamrede løs og han pressede Nicholas tættere på sig imens kysset blev mere heftigt. han åbnede øjnene kort på klem og lukkede dem så hårdt igen. *jeg elsker dig..* tænkte han og trak en smule i den ene mundvig uden af stoppe kysset.

Nicholas nød hans krop mod sin og smilede lykkeligt. han lod sin hånd glide ned af siden på ham, han nød det fuldt ud. Han smilede lidt af det heftige kys, som han ikke gjorde noget for at stoppe, til gengæld gjorde han alt for at få ham til at blive ved med det.

Neo afsluttede kysset og smilede. han kyssede ham blidt igen og så op på himlen. "solen.." hviskede han stille og så på Nicholas. dejlige Nicholas som han elskede. han sukkede lykkeligt og langde hovedet tilbage imod træet.

Nicholas udstødte en utilfreds lyd da Neo stoppede kysset. Men smilede så da han kyssede ham kort og blidt. Nicholas så op da han hørte hvad han sagde. Solen. Den var på vej op, med et væld af lyserøde skyer som fyldte himlen. Han bed sig i læben og så ned på ham, da det pludselig gik op for ham at han ikke vidste om han var sådan totalt sammen med ham.
"Ehm.. Kommer vi så sammen?" Spurgte han og smilede en anelse muntert og studerede hans perfekte og utroligt smukke ansigt. Han lod sin finger glide ned af hans næseryg, ned over læberne og ned på hagen mens han studerede hans piercings.

Neo smilte og betragtede ham imens han så op. han lagde hovedet en smule på skrå og kigge selv op på den flotte solopgang.
"det er vi vel.." sagde han muntert og bøjede hovedet da fingeren kørte ned af hans næseryg, imens han holdte øjnene rettet på Nicholas. han løftede igen hovedet da fingeren endte på hagen og smilte.

Nicholas smilede og strøg ham over kinden da han nåede han hage med sine fingerspidser.
"Great." Smilede han, kæmpede for ikke at se for lykkelig ud over det. Nicholas havde aldrig været den der kunne holde et forhold, for han havdealdrig rigtigt følt noget for dem han kom sammen med, det var bare sex. Men med Neo var det alt andet, Han elskede Neo virkelig og han var for første gang i sit liv tilfreds med bare kys og kærtegn. Men det var helt klart nok fordi at når han ikke var sammen med Neo følte han et kæmpe savn til ham, så bare synet af ham var tilfredstillende.

Neo smilede og fjerne sin hånd fra Nicholas'es brystkasse. han vidste at dete forhold nok skulle gå hen og blive besværligt, men det var værd at kæmpe for..Nicholas var værd at kæmpe for. han bøjede sig ned en smule og kyssede hans kraveben. han rettede sig op igen og fandt sin mobil frem fra lomme. "jeg bliver nød til at komme hjem..." mumlede han trist. han så op og smilte sørgmodigt. "min plejefar er hjemme...han er ikke så glad for at jeg render rundt om natten." sagde han og mente det sidste en smule ironisk.

Nicholas smilede tilbage til ham, og studerede ham endnu en gang, selvom han allerede kendte Neos ansigt ud og ind. Nicholas fik et muntert udtryk af det han sagde, og kyssede han kort på halsen. "Det forstår jeg ikke, du er sammen med den mest beskyttende person i hele verden." Sagde han sarkastisk og rullede med øjnene. Han blev dog en smile trist da Neo sagde han skulle hjem, men tvang et smil frem på sine læber og nikkede lidt. "Må din unhuman kæreste følge dig hjem?" Spurgte han og smilede en anelse muntert over måden at sige det til ham, han kunne ikke sige han var vampyr, det ville skræmme Neo helt væk.

Neo smilte, kløede sig i nakken og lo så mildt og kort. "han kender dig ikke, og omvendt..og sådan skal det helst forblive." sagde han og lagde hovedet en smule på skrå og rynkede brynene en smule.
"gern." sagde han med et oprigtigt smil og kyssede ham igen. for ham var der to ting der betød noget, 1. kærligheden til Nicholas og 2 kærligheden til hans krop.

Nicholas smilede lidt og så anklagende ud. "Holder du mig hemmelig!?" Spurgte han og så sur ud, dog med et glimt i øjet da det bare var for sjov, og besvarede hans kys ganske kort inden han smilende rettede sig op og gjorde sig fri af Neos arme og krop, som han begærede.
Han strakte sig og gabte så højt med et lille grin.

Neo smilte og lænede sig op af træet med håndfladerne imod barken. han betragtede Nicholas'es mærker på hans hals mens han strakte sig. han lo mildt. "Nicholas?. " spurte han afslappet. "findes der flere som dig?. og hvem er han v..vincent?" forsatte han. og var ikke helt sikker på om det var det rigtigte navn. han så roligt på Nicholas. Angsten var blevet til nysgerighed.

Nicholas smilede til ham, men tøvede lidt med svaret mens han studerede ham grundigt efter nogen tegn på angst eller afsky, der var dog ingenting så han trak let på skulderne. "Jeg kender personligt kun 3, men ja. Det gør der vist." Han trak på skuldrende og smilede lidt mere anstrengt. "Vicente er min herre." Svarede han kort og kiggede ud mod søen. "Altså, ham der skabte mig, gjorde mig til v- det jeg er." Sagde han og smilede lidt nervøst, da han var lige ved at sige ordet. Ordet han ikke måtte sige.