Næsten fyldt.

Kala nikkede bare. Total forstenet næsten. Hun stirrede på hans mund.
Hun følte sig utrolig utryg og var rimelig bange.

Han grinte og kiggede bare på hende, "Pas på hvad du føler Kala" sagde han og kiggede på hendes mund.
"Jeg er ikke en ung knægt" sagde han og gik ret akavet tæt på hende.

Hun rystede på hovedet. Vampyrer var næsten aldrig unge, da de kunne leve evigt.
Hun stirrede stadig på hans mund. Kunne ikke glemme hans skarpe og farlige tænder.

Han grinte lidt, "tro mig der er mange unde vampyrer" han smilte igen og så så med vildskab i øjnene på hende.

Hun så ham bange i øjnene.
Hun gav sig til at hviske Fadervor næsten uhørligt. Hun lukkede øjnene.

Han gik så tæt at han hviskede hende i øret, "tror du gud kan redde dig" sagde han og derefter rettede sig op så han kunne se hendes øjne igen.

Hun svarede ham ikke og holdt øjnene lukkede. Tårerene trille langsomt ned ad hendes kinder.
Hun fortsatte med at bede Fadervor. Denne gang lidt højere.

Han grinede lidt og rystede så på hoved "nej vel" sagde han blidt og tørede hendes tåre af den ene side af kinden så der ikke var tåre på den.

Tårene blev ved med at strømme ned ad hendes kinder, men hun hulkede ikke.
Hun blev stædigt ved med at bede Fadervor.

Han tog blidt om hendes nakke og blottede hendes hals imens han holdte virkelig godt fat i hendes hænder.

Kala sukkede lydløst. Det var slut, vidste hun. Det hele. Hun havde ellers set frem til at leve længe, men nu sluttede det hele. Hvis ikke hun have været her, på det her tidspunkt var det aldrig sket, men nu skete det.
Tårerne løb stadig ned ad hendes kinder og hun bedte stadig Fadervor. Ubevidst havde hun sat gang i vinden og var i gang med at lave en orkan.

Han smilede, "det siges det er forførerisk at blive bidt og at mærke blod lige så stille forlade kroppen sådan husker jeg det" sagde han og bed så til i hendes hals.

Hun skreg så højt at det ville sprænge et normalt menneskes trommehinde. Hun skubbede ham væk med en kraft hun ikke anede hun havde og fløj langt op i luften.

Han havde allerede fået stillet sit behov efter blod, i den lille tid han havde haft sine tænder i hende, han hage og mund var fuldt med blod og han hviste at Kala ville kunne mærke det i sin krop, dog havde han ikke sprøjtet gift ind i hende så hun blev til en af hans slags.

Kala tog sig til halsen og mærkede på det sted han havde bidt hende. Hun vidste at når det healede ville man ikke kunne se det.
Hun så ned på ham. Mærkede han havde taget en del blod i den korte tid han havde bidt hende.

Han smilede imens han så op på hende med blod løbende ned af sin hage.
Hans hænder der havde holdt Kala lod i finger køre ned af hagen så han der efter kunne se blodet, han kiggede kort på det og så op på Kala igen.

Hun rystede over hele kroppen. Tårerne tordnede ned af hendes kinde.r

Han hviste at hun ikke ville kunne holde sig meget længere i luften efter alt det blod han havde taget fra hende.
Så han lod bare vente til hun fald ned på jorden, af smerte og af blod mangel.

Hun kunne ikke være på vingerne længere, men vinden holdt hende oppe. hun blev aldrig for træt til at bruge dem og un var i dette øjeblik rigtig glad for dem. Hun fik vinden til at føre hende væk fra ham.

Han kiggede roligt på hende imens vinden førte hende væk fra ham, dog kunne han finde hende hvis det skulle være men han ville lade hende samle sig lidt inden at han kom hen til hende igen.

Hun sukkede træt og slap vinden og styrtede ned, da hun havde fået øje på en kæmpe bunke med blødt halm.

//Hvad skal jeg skrive//

//Du fornemmede at hun faldt eller sådan noget //

Hun forsvandt ned i træernde og Donnie fornemmede hendes svaghed så han begyndte at løbe derhen hendes blod førte ham.

Hun sukkede. Hun var total udmattet, men kom hurtigt til kræfter. En skarp smerte jog i gennem hende da hun bevægede sine vinger og hun gav sig til at græde. De gjorde forfærdeligt ondt.